Sag T-492/10

Melli Bank plc

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af pengemidler – enhed, der er ejet 100% af en enhed, som anses for at deltage i nuklear spredning – ulovlighedsindsigelse – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 20. februar 2013

1.      Retsforhandlinger – afgørelse eller forordning, der under en sag erstatter den anfægtede retsakt – nyt forhold – udvidelse af de oprindelige påstande og anbringender

2.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som af Rådet anses for at være involveret i nuklear spredning – pligt til at udvide denne foranstaltning til de enheder, der ejes eller kontrolleres af en sådan enhed – ejet eller kontrolleret enhed – gennemførelse af de relevante bestemmelser i EU-retten – Rådets manglende skønsbeføjelse

[Rådets forordning nr. 961/2010, art. 16, stk. 2, litra a), og nr. 267/2003, art. 23, stk. 2, litra a); Rådets afgørelse 2010/413, art. 20, stk. 1, litra b)])

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – mindstekrav

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3; Rådets afgørelse 2010/413, art. 24, stk. 3)

4.      EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – pligt til meddelelse af de forhold, som lægges den berørte til last – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4 og 6)

5.      EU-ret – principper – ret til forsvar – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – ret til adgang til dokumenterne – ret, der er betinget af en anmodning herom til Rådet

(Rådets forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 42)

2.      Når pengemidler tilhørende en enhed, der anses for at være involveret i nuklear spredning, indefryses, er der en ikke ubetydelig risiko for, at enheden lægger pres på de enheder, den ejer eller kontrollerer, eller som tilhører den, for at omgå virkningen af de foranstaltninger, den er omfattet af. For så vidt angår restriktive foranstaltninger over for Iran, såsom indefrysningen af disse enheders pengemidler, der pålægges Rådet ved artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012, er denne følgelig nødvendig og egnet til at sikre effektiviteten af de foranstaltninger, der er vedtaget, og til at sikre, at disse foranstaltninger ikke omgås. Når en enhed ejes 100% af en enhed, der anses for at deltage i nuklear spredning, er betingelsen vedrørende ejerskab i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 desuden opfyldt. Den samme konklusion bør finde anvendelse for så vidt angår det i artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012 indeholdte begreb enhed, der »tilhører« en enhed, som anses for at deltage i nuklear spredning. Det følger heraf, at vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for en enhed, der ejes 100% af eller 100% tilhører en enhed, der anses for at deltage i nuklear spredning, ikke er et resultat af en bedømmelse fra Rådet for så vidt angår risikoen for, at den skulle ledes til at omgå virkningen af de trufne foranstaltninger over for moderenheden, men en direkte følge af gennemførelsen af de relevante bestemmelser i afgørelse 2010/413, forordning nr. 961/2010 og forordning nr. 267/2012, således som disse bestemmelser er blevet fortolket af Unionens retsinstanser.

(jf. præmis 55-57 og 96)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 67-69)

4.      Princippet om overholdelse af retten til forsvar kræver for det første, at de forhold, der lægges den berørte enhed til last med henblik på at begrunde den for enheden bebyrdende forvaltningsakt, skal meddeles den. For det andet skal den berørte have haft mulighed for at give sin mening til kende for så vidt angår disse omstændigheder.

Hvad angår en første retsakt, hvorved en enheds pengemidler indefryses, skal meddelelsen af de forhold, der lægges den berørte til last, følgelig ske samtidig med vedtagelsen af den pågældende retsakt, eller hurtigst muligt efter nævnte vedtagelse, medmindre tvingende hensyn, som er forbundet med Unionens og medlemsstaternes sikkerhed eller varetagelsen af deres internationale forbindelser, er til hinder herfor. På anmodning fra den pågældende enhed har denne ligeledes ret til at give dens mening om disse forhold til kende, når retsakten er vedtaget. Forud for enhver efterfølgende afgørelse om indefrysning af pengemidler og med de samme forbehold skal de nye forhold, der lægges den pågældende til last, i princippet meddeles, og den pågældende enhed skal i princippet gives en ny mulighed for at give sin mening til kende.

Hvad desuden angår princippet om effektiv domstolsbeskyttelse kræver hensynet til en effektiv domstolskontrol, at vedkommende EU-myndighed er forpligtet til i videst muligt omfang at meddele begrundelsen for en restriktiv foranstaltning til den berørte enhed, enten på det tidspunkt, hvor nævnte foranstaltning bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på, at den pågældende enhed sættes i stand til rettidigt at udnytte dens klageadgang. Overholdelsen af denne forpligtelse til at meddele nævnte begrundelse er således nødvendig såvel for at sætte adressaterne for de restriktive foranstaltninger i stand til at forsvare deres rettigheder under de bedst mulige betingelser, og at afgøre, om sagen bør prøves af Unionens retsinstanser, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte sidstnævnte fuldt ud i stand til at udøve den legalitetsprøvelse af den omhandlede retsakt, som påhviler dem.

(jf. præmis 71, 72 og 74)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 73)