Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 20. marts 2013 – Bank Saderat mod Rådet

(Sag T-495/10)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – enhed, der er ejet 100% af en enhed, som anses for at deltage i nuklear spredning – ulovlighedsindsigelse – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til effektiv domstolsbeskyttelse«

1.                     Retslig procedure – afgørelse eller forordning, der under en sag erstatter den anfægtede retsakt – nyt element – udvidelse af de oprindelige påstande og anbringender (jf. præmis 36 og 37)

2.                     Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler tilhørende personer, enheder eller organer, som Rådet anser for at være involveret i nuklear spredning – forpligtelse til at udvide denne foranstaltning til at omfatte enheder, der ejes eller kontrolleres af en sådan enhed – spørgsmålet, om en enhed ejes eller kontrolleres – gennemførelse af relevante EU-retlige bestemmelser – Rådet uden skønsbeføjelse – søgsmål med påstand om annullation af retsakter, der foreskriver indfrysning af midler – nødvendighed af på grundlag af en ulovlighedsindsigelse at påberåbe sig, at de relevante EU-retlige bestemmelser ikke finder anvendelse [art. 277 TEUF; Rådets forordning nr. 423/2007, art. 7, stk. 2, litra d), nr. 961/2010, art. 16, stk. 2, og nr. 267/2012, art. 23, stk. 2; Rådets afgørelse 2010/413, art. 20, stk. 1, litra b)] (jf. præmis 50-54)

3.                     Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – mindstekrav – krænkelse heraf – delvis annullation af de anfægtede retsakter (art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3; Rådets afgørelse 2010/413, art. 24, stk. 3) (jf. præmis 62-64 og 89)

4.                     EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – pligt til at oplyse om de omstændigheder, som lægges den pågældende til last – rækkevidde – krænkelse heraf – delvis annullation af de anfægtede retsakter (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413) (jf. præmis 65-67, 69, 97 og 107-110)

5.                     EU-ret – principper – ret til forsvar – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – ret til aktindsigt – retten betinget af en begæring herom til Rådet (Rådets forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413) (jf. præmis 68)

Angående

Dels påstand om annullation af Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 195, s. 25), af Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 281, s. 81), af Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), af Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11) og af Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren, dels en påstand om, at det fastslås, at artikel 7, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1), artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

Konklusion

1) For så vidt som de vedrører Bank Saderat plc, annulleres:

–        punkt 7 i tabel B i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP

–        punkt 5 i tabel B i bilaget til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran

–        punkt 7 i tabel B i afsnit I i bilaget til Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413

–        punkt 7 i tabel B i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007.

2) Retsvirkningen af annullationen af afgørelse 2010/413 og afgørelse 2010/644 er begrænset til tidsrummet forud for ikrafttrædelsen af Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413.

3) Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse vedrørende Bank Saderats påstand om, at forordning nr. 961/2010 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 annulleres med øjeblikkelig virkning.

4) I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.

5) Hver part bærer sine egne omkostninger.