Language of document : ECLI:EU:T:2000:188

RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)

12. juli 2000 (1)

»Annullationssøgsmål - Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 - afvisning«

I sag T-45/00,

Conseil national des professions de l'automobile, Suresnes (Frankrig),

Fédération nationale des distributeurs, loueurs et réparateurs de matériels de bâtiments de travaux publics et de manutention, Joinville-le-Pont (Frankrig),

Auto Contrôle 31 SA, Toulouse (Frankrig),

YAM 31 SARL, Toulouse,

Roux SA, Saint-Denis-de-Saintonge (Frankrig),

Marc Foucher-Creteau, Paris (Frankrig),

Verdier distribution SARL, Juvignac (Frankrig),

ved advokat C. Bourgeon, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat F. Brouxel, 6, rue Zithe,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved W. Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22. december 1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EFT L 336, s. 21),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne J. Azizi og M. Jaeger,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Tvistens baggrund

1.
    Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22. december 1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EFT L 336, s. 21, herefter »den anfægtede forordning«) erklærer på visse betingelser artikel 81, stk. 1, EF uanvendelig på aftaler eller samordnet praksis mellem to eller flere virksomheder, der hvad aftalen angår virker inden for forskellige produktions- eller distributionsled, når disse aftaler eller denne praksis vedrører de betingelser, hvorpå parterne kan købe, sælge eller videresælge visse varer eller tjenester (herefter »vertikale aftaler«).

2.
    Sagsøgerne er små og mellemstore virksomheder (herefter »SMV«) eller, for så vidt angår Conseil national des professions de l'automobile (herefter »CNPA«) og Fédération nationale des distributeurs, loueurs et réparateurs de matériels de bâtiments de travaux publics et de manutention (herefter »DLR«), organisationer, der repræsenterer sådanne virksomheders interesser. De pågældende SMV har anført, at de har indgået vertikale aftaler, der falder inden for den anfægtede forordnings anvendelsesområde.

Retsforhandlinger og parternes påstande

3.
    Ved stævning registreret på Rettens Justitskontor den 29. februar 2000 har sagsøgerne anlagt denne sag.

4.
    Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

-    Den anfægtede forordning annulleres.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

5.
    Ved særskilt dokument indgivet til Rettens Justitskontor den 5. april 2000 har Kommissionen i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement rejst en formalitetsindsigelse.

6.
    I det pågældende processkrift har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

-    Sagen afvises.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

7.
    Sagsøgerne har afgivet deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 18. maj 2000.

Formaliteten

8.
    I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om en formalitetsindsigelse, medmindre Retten bestemmer andet. I det foreliggende tilfælde finder Retten, at sagsakterne yder tilstrækkelig oplysning af sagen, og at det ikke er nødvendigt at indlede en mundtlig forhandling.

Parternes argumenter

9.
    Kommissionen har gjort gældende, at den anfægtede forordning ikke kan anses for en beslutning, der, skønt den er udfærdiget i form af en forordning, berører sagsøgerne umiddelbart og individuelt, jf. artikel 230, stk. 4, EF. Der er tale om en rent generel retsakt. Sagen skal derfor afvises.

10.
    Sagsøgerne har heroverfor anført, at Kommissionen ikke kan påberåbe sig artikel 230 EF, eftersom væsentlige formkrav i artikel 83, stk. 1, EF er blevet tilsidesat og artikel 81, stk. 1, EF er blevet overtrådt ved udstedelsen af den anfægtede forordning.

11.
    Sagsøgerne har videre gjort gældende, at den anfægtede forordning reelt udgør en beslutning, der berører dem umiddelbart og individuelt. De har i den forbindelse anført, at de enten er eller repræsenterer SMV, der i deres egenskab af forhandlere befinder sig i et økonomisk afhængighedsforhold til store leverandører. I henhold til den anfægtede forordning er de vertikale aftaler, der har grundlagt dette økonomiske afhængighedsforhold, og som ophæver enhver konkurrence intrabrand (inden for det samme mærke), bragt uden for anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF, og kan heller ikke rammes af ugyldighedsvirkningen ex tunc i henhold til artikel 81, stk. 2, EF. Sagsøgerne har henvist til den samlede virkning af de konkurrencebegrænsninger, som er indeholdt i de vertikale aftaler (jf. Domstolens dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875, og af 22.10.1986, sag 75/84, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 3021).

12.
    Sagsøgerne har endelig, med henvisning til Domstolens dom af 16. april 1970, sag 63/69, Compagnie française commerciale et financiére mod Kommissionen (Sml. s. 205), og af 5. maj 1977, sag 101/76, Koninklijke Scholten Honig mod Rådet og Kommissionen (Sml. s. 797), gjort gældende, at den anfægtede forordning ikke indeholder nogen form for beskrivelse af den objektive retlige eller faktiske situation, der begrunder en fravigelse af EF-traktatens bestemmelser.

Rettens bemærkninger

13.
    Det bemærkes først, at sagen, der er anlagt af fysiske eller juridiske personer, vedrører annullation af en forordning, der er udstedt af Kommissionen. Spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, skal følgelig, modsat hvad der er gjort gældende af sagsøgerne, undersøges i lyset af de betingelser, der er fastsat i artikel 230, stk. 4, EF.

14.
    Sagsøgernes anbringende om, at der ved udstedelsen af den anfægtede forordning er sket tilsidesættelse af væsentlige formkrav fastlagt i artikel 83, stk. 1, EF, der bestemmer, at de fornødne forordninger om anvendelsen af principperne i artikel 81 EF og 82 EF udstedes af Rådet, samt overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, har ingen betydning for spørgsmålet om sagens antagelse til realitetsbehandling. En sådan argumentation vedrører nemlig sagens realitet. Desuden skal en retsakt udstedt af Kommissionen, for hvilken der gælder en formodning om lovlighed (jf. Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 84), ikke nødvendigvis indeholde en beskrivelse af »den objektive retlige eller faktiske situation, der begrunder en fravigelse af EF-traktatens bestemmelser«.

15.
    I henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan fysiske eller juridiske personer anlægge sag til prøvelse af enhver beslutning, som, skønt den er udfærdiget i form af en forordning, berører dem umiddelbart og individuelt. Formålet med denne bestemmelse er især at forhindre, at fællesskabsinstitutionerne simpelthen ved at vælge forordningsformen kan afskære en privat fra at indgive et søgsmål mod en beslutning, som berører ham umiddelbart og individuelt, og således at præcisere, at valget af form ikke kan ændre en retsakts karakter (jf. Domstolens dom af 17.6.1980, forenede sager 789/79 og 790/79, Calpak og Società emiliana lavorazione frutta mod Kommissionen, Sml. s. 1949, præmis 7, og Rettens kendelse af 28.10.1993, sag T-473/93, FRSEA og FNSEA mod Rådet, Sml. II, s. 1187, præmis 19). Det følger af fast retspraksis, at afgørelsen af, hvorvidt der foreligger en forordning eller en beslutning, skal bero på, om den omhandlede retsakt er almengyldig eller ej (jf. bl.a. Domstolens dom af 6.10.1982, sag 307/81, Alusuisse mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3463, præmis 8).

16.
    Der skal derfor tages stilling til den anfægtede retsakts beskaffenhed.

17.
    Det bemærkes, at den anfægtede forordning på visse betingelser erklærer artikel 81, stk. 1, EF uanvendelig på vertikale aftaler. Forordningen, hvis anvendelsesområde i selve retsakten er beskrevet i generelle vendinger, er rettet til de virksomheder, der berøres af aftaler af vertikal karakter i almindelighed.

18.
    Den anfægtede forordning har således i medfør af sin rækkevidde karakter af en generel retsakt og udgør ikke en beslutning i artikel 249 EF's forstand.

19.
    At den anfægtede forordning har karakter af en generel retsakt udelukker imidlertid ikke i sig selv, at den kan berøre visse fysiske eller juridiske personer umiddelbart og individuelt (jf. Domstolens dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 19, samt Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 66, og af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 50).

20.
    Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne er individuelt berørt af den anfægtede forordning, bemærkes, at for at en fysisk eller juridisk person kan anses for individuelt berørt af en almengyldig retsakt, skal retsakten ramme ham på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, som adskiller ham fra alle andre (jf. Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, på s. 414, org. ref.: Rec. s. 197, på s. 223, samt Rettens kendelser af 30.9.1997, sag T-122/96, Federolio mod Kommissionen, Sml. II, s. 1559, præmis 59, og af 29.4.1999, sag T-120/98, Alce mod Kommissionen, Sml. II, s. 1395, præmis 19).

21.
    Sagsøgerne har i den henseende fremhævet at de eller, for så vidt angår CNPA og DLR, deres medlemmer økonomisk er afhængige af store leverandører, og at den anfægtede forordning gør det umuligt at påberåbe sig, at vertikale aftaler, der falder ind under den anfægtede forordnings anvendelsesområde, er ugyldige ex tunc i medfør af artikel 81, stk. 2, EF.

22.
    Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at sammenslutninger har søgsmålskompetence, når sammenslutningen repræsenterer interesser hos medlemmerne, som selv ville være søgsmålskompetente (jf. dommen i sagen Exporteurs in Levende Varkens mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 19, præmis 64, og kendelsen i sagen Federolio mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 20, præmis 61).

23.
    Den fritagelse, der er meddelt ved den anfægtede forordning, og som indebærer, at artikel 81, stk. 1, EF ikke kan finde anvendelse, og dermed heller ikke ugyldighedssanktionen i henhold til artikel 81, stk. 2, EF, berører imidlertid sagsøgerne på grund af deres objektive status som erhvervsdrivende, der har indgået vertikale aftaler, på samme måde som alle andre erhvervsdrivende, der er part i sådanne aftaler. For så vidt angår det af sagsøgerne fremhævede økonomiske afhængighedsforhold bemærkes, at dette ikke kan udgøre en omstændighed, der adskiller sagsøgerne fra alle andre erhvervsdrivende, idet der - som sagsøgerne selv har gjort det gældende i stævningen - i Frankrig er »tusindvis af [SMV]« og i Europa er »titusindvis af SMV«, der befinder sig i et sådant afhængighedsforhold.

24.
    Det bemærkes endelig, at CNPA og DLR ikke har påberåbt sig processuelle rettigheder eller egne interesser, som er forskellige fra deres medlemmers, og som blev berørt af den anfægtede forordning (jf. Domstolens dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, præmis 21-24, og af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 28, 29 og 30, samt kendelsen i sagen Federolio mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 20, præmis 61).

25.
    Det følger af det ovenfor anførte, at sagsøgerne ikke kan anses for individuelt berørt af den anfægtede forordning. Da sagsøgerne således ikke opfylder den ene af de formelle betingelser i artikel 230, stk. 4, EF, skal sagen afvises.

26.
    Imidlertid har sagsøgerne, når de ikke kan påstå den anfægtede forordning annulleret, mulighed for at påberåbe sig ulovligheden for de nationale domstole, som træffer afgørelse under overholdelse af artikel 234 EF (jf. Domstolens dom af 17.11.1998, sag C-70/97 P, Kruidvat mod Kommissionen, Sml. I, s. 7183, præmis 48 og 49).

Sagens omkostninger

27.
    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de betale sagens omkostninger, idet Kommissionen har nedlagt påstand herom.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1)    Sagen afvises.

2)    Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 12. juli 2000.

H. Jung

K. Lenaerts

Justitssekretær

Afdelingsformand


1: Processprog: fransk.