Forenede sager T-211/04 og T-215/04

Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – støtteordning anmeldt af Det Forenede Kongerige vedrørende Gibraltars regerings reform af selskabsbeskatningen – beslutning, hvorved støtteordningen erklæres uforenelig med fællesmarkedet – regional selektivitet – materiel selektivitet«

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – skatteforanstaltninger vedtaget af en indenstatslig enhed

(Art. 87, stk. 1, EF)

2.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – undtagelse fra den almindelige eller »normale« skatteordning

(Art. 87, stk. 1, EF)

1.      Artikel 87, stk. 1, EF kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation. En sådan undersøgelse kræves ligeledes for så vidt angår en foranstaltning, som ikke er vedtaget af den nationale lovgiver, men af en indenstatslig myndighed, eftersom en foranstaltning, der er vedtaget af en regional enhed og ikke af et statsorgan, kan udgøre støtte, når betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt. Fastsættelsen af referencerammen har en forstærket betydning ved skatteforanstaltninger, eftersom selve tilstedeværelsen af en fordel kun kan godtgøres i forhold til en beskatning, der betegnes »normal«. Den normale beskatning er den sats, som er gældende inden for det geografiske område, referencerammen udgør.

Det er derfor, at det med henblik på at vurdere den selektive karakter af en foranstaltning, der er vedtaget af en indenstatslig enhed, og som sigter til udelukkende for en del af en medlemsstats område at fastsætte en nedsat skattesats i forhold til den sats, der er gældende i resten af den nævnte medlemsstat, for det første skal undersøges, om foranstaltningen er blevet vedtaget af en regional eller lokal myndighed, som forfatningsmæssigt er tildelt en politisk og økonomisk statut, der adskiller sig fra centralregeringens, for det andet, om den er vedtaget, uden at centralregeringen har kunnet gribe direkte ind i dens indhold, og for det tredje, om de økonomiske følger for den indenstatslige enhed af foranstaltningens indførelse ikke godtgøres ved tilskud eller bidrag fra andre regioner eller fra centralregeringen i den pågældende medlemsstat.

(jf. præmis 78-80 og 86)

2.      Artikel 87, stk. 1, EF kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation. Det er en nødvendig forudsætning for, at Kommissionen kan betegne en skatteforanstaltning som selektiv, at den som det første skridt identificerer og undersøger, hvad der er den almindelige eller »normale« ordning inden for det skattesystem, som gælder i det geografiske område, som udgør den relevante referenceramme. Derefter skal Kommissionen, i forhold til denne almindelige eller »normale« skatteordning, vurdere og fastslå den eventuelle selektive karakter af den fordel, der ydes ved den pågældende skatteforanstaltning, ved at vise, at denne foranstaltning udgør en undtagelse fra den nævnte almindelige ordning som, for så vidt den indfører differentiering mellem økonomiske aktører, der i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende medlemsstats skattesystem, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation.

I det tilfælde, hvor Kommissionen har undersøgt og inden for rammerne af disse to første led har vist, at det almindelige eller »normale« skattesystem indeholder undtagelser, som medfører en differentieret behandling af virksomheder, er en sådan differentiering imidlertid ikke selektiv, når den er en følge af arten eller opbygningen af den beskatningsordning, som differentieringen er en del af. I så fald skal Kommissionen nemlig, som det tredje led, kontrollere, at den pågældende statslige foranstaltning ikke er selektiv, selv om den skaber en fordel for de virksomheder, der kan komme i betragtning. Da den differentierede behandling medfører undtagelser og a priori er selektiv i forhold til den almindelige eller »normale« skatteordning, påhviler det i den forbindelse medlemsstaten at godtgøre, at denne differentiering er berettiget i dens skattesystems art og opbygning og er en direkte følge af de grundlæggende eller ledende principper i dette system. Der skal i den forbindelse sondres mellem dels de formål, som skal tilgodeses ved et særligt skattesystem og ligger uden for dette, og de mekanismer, som er uadskilleligt forbundet med selve skattesystemet, og som er nødvendige for at gennemføre sådanne formål.

Såfremt Kommissionen har undladt at udføre det første og det andet led i sin kontrol af en foranstaltnings selektive karakter, kan den ikke påbegynde det tredje og sidste led i sin vurdering, da den ellers ville overskride grænserne for denne kontrol. En sådan fremgangsmåde ville nemlig dels kunne sætte Kommissionen i en situation, hvor den træder i medlemsstatens sted hvad angår fastlæggelsen af dens skattesystem og dens almindelige eller »normale« system, også med hensyn til systemets formål, de mekanismer, der er uadskilleligt forbundet med opnåelsen af disse formål, og systemets beskatningsgrundlag, dels dermed bringe medlemsstaten i en situation, hvor den ikke er i stand til at berettige den pågældende differentierede behandling ud fra det anmeldte skattesystems art og opbygning, fordi Kommissionen ikke først har identificeret systemets almindelige eller »normale« ordning og heller ikke har godtgjort, at den differentierede behandling udgør undtagelser.

(jf. præmis 141 og143-145)