Language of document : ECLI:EU:T:2015:499

Sag T-406/10

(offentliggjort i uddrag)

Emesa-Trefilería SA

og

Industrias Galycas SA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for forspændingsstål – fastsættelse af priser, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF – samarbejde under den administrative procedure – artikel 139, litra a), i Rettens procesreglement«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 15. juli 2015

1.      EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – domstolsprøvelse af Kommissionens afgørelser på konkurrenceområdet – legalitetskontrol og fuld prøvelse af både retlige og faktiske omstændigheder– tilsidesættelse – foreligger ikke

(Art. 261 TEUF og 263 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

2.      EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – domstolsprøvelse af Kommissionens afgørelser på konkurrenceområdet – manglende virkning erga omnes af domme om annullation – tilsidesættelse – foreligger ikke

(Art. 261 TEUF og 263 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – regler om bødefritagelse og bødenedsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – betingelser – moder- og datterselskaber – behovet for en økonomisk enhed på samarbejdstidspunktet

[Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 7, punkt 11, litra a), og punkt 23, litra b)]

4.      Retslig procedure – sagsomkostninger – udgifter, der kan kræves erstattet – unødvendige udgifter, som en part har givet anledning til, og som Retten har afholdt – udgifter forårsaget af Kommissionens undladelse af at fremlægge en ikke-fortrolig udgave af dokumenter

[Rettens procesreglement (1991), art. 139, litra a)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 114, 115, 123, 124 og 127)

2.      Hvad angår den relative rækkevidde af annullationsdomme har en annullation af en individuel afgørelse virkning erga omnes og er bindende for alle, men – til forskel fra en almengyldig retsakt – er det ikke alle, som kan drage nytte heraf. En afgørelse vedtaget på konkurrenceområdet over for flere virksomheder, selv om den er affattet og offentliggjort i form af én enkelt afgørelse, forstås således som en samling af individuelle afgørelser, der i forhold til hver af de virksomheder, som er adressater herfor, fastslår den eller de overtrædelser, som lægges til grund over for virksomheden og i givet fald pålægger den en bøde. Herved gælder, at hvis en adressat for en afgørelse beslutter at anlægge annullationssøgsmål, skal Unionens retsinstanser kun prøve de elementer i afgørelsen, der vedrører den pågældende adressat, mens de elementer, der vedrører andre adressater, derimod ikke genstand for den tvist, Unionens retsinstanser skal afgøre. Endvidere forbliver afgørelsen bindende over for de adressater, der ikke har anlagt annullationssøgsmål.

En dom, som annullerer en afgørelse, der er en samling af individuelle afgørelser inden for rammerne af en procedure, som Kommissionen har anvendt på kartelområdet, kan imidlertid under visse omstændigheder have visse konsekvenser for andre end sagsøgeren i den procedure, der har resulteret i denne annullationsdom.

På baggrund heraf er den procedure, som Kommissionen og Retten anvender på konkurrenceområdet, på grund af den manglende virkning erga omnes ikke i strid med artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, der forankrer princippet om effektiv domstolsprøvelse.

(jf. præmis 116-118 og 126)

3.      På konkurrenceområdet gælder, at det kun er en virksomhed, som har samarbejdet med Kommissionen på grundlag af meddelelsen om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager (samarbejdsmeddelelsen), der i henhold til denne meddelelse kan indrømmes en nedsættelse af den bøde, der uden et sådant samarbejde ville være blevet pålagt. Denne nedsættelse kan ikke udvides til at omfatte en virksomhed, der i en del af den pågældende overtrædelsesperiode udgjorde en del af en virksomheds økonomiske enhed, men som ikke længere udgjorde en del heraf på det tidspunkt, hvor sidstnævnte virksomhed samarbejdede med Kommissionen. I lyset af samarbejdsmeddelelsens mål om at fremme afsløringen af adfærd, der er i strid med EU-konkurrenceretten, og for at sikre en effektiv anvendelse af EU-konkurrenceretten, er der intet, der kan begrunde, at en bødenedsættelse, som indrømmes en virksomhed for dens samarbejde med Kommissionen, udvides til at omfatte en virksomhed, der, samtidig med at den tidligere kontrollerede den i den pågældende overtrædelse involverede erhvervssektor, ikke selv bidrog til afsløringen af denne overtrædelse.

Det kriterium, som der skal tages hensyn til ved vurderingen af, om en virksomhed skal indrømmes en bødenedsættelse, er virksomhedens reelle bidrag i forbindelse med afsløringen eller påvisningen af overtrædelsen. Bødenedsættelsen indrømmes en virksomhed, dvs. den økonomiske enhed, som eksisterer på det tidspunkt, hvor anmodningen om bødenedsættelse indgives til Kommissionen. I denne forbindelse gælder, at en udelukkelse fra bødenedsættelse, som er baseret på, at virksomheden ikke har bidraget til afsløringen af overtrædelsen og ikke reelt har samarbejdet, i dette omfang både gælder for et tidligere datterselskab i forbindelse med en anmodning om bødenedsættelse indgivet af datterselskabets tidligere moderselskab som for et tidligere moderselskab som følge af en anmodning om bødenedsættelse indgivet af moderselskabets tidligere datterselskab. Den omstændighed, at bødenedsættelsen ikke udvides til at omfatte selskaber, som ikke havde ret til at blive omfattet heraf, udgør hverken en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, artikel 41 i EUʼs charter om grundlæggende rettigheder, ligebehandlingsprincippet eller lighedsprincippet

(jf. præmis 152-154, 157, 159 og 171)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 190-195)