Appel iværksat den 25. februar 2021 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 16. december 2020 i sag T-315/19, BT mod Kommissionen

(Sag C-117/21 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved B. Schima, B. Mongin og G. Gattinara, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: BT, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Association internationale des anciens de l’Union européenne (AIACE Internationale)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt den 16. december 2020 i sag T-315/19, BT mod Kommissionen, ophæves.

Appellanten gives medhold i påstandene i første instans.

Appelindstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans.

Appelindstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Det første anbringende omhandler en retlig fejl, der vedrører kriterierne for bedømmelse af lovligheden af lovgivers valg, og tilsidesættelse af begrundelsespligten (den appellerede doms præmis 42, 49 og 57). Kommissionen gør gældende, at:

- Retten tilsidesatte princippet om, at bedømmelsen af lovligheden af en EU-retsakt under hensyn til de grundlæggende rettigheder ikke kan hvile på anbringender vedrørende konsekvenserne af denne retsakt i et konkret tilfælde.

- Ulovligheden af en vedtægtsbestemmelse ikke kan begrundes med henvisning til, at lovgiver har truffet et »urimeligt« valg.

- Retten i strid med de principper, der er opstillet i dommen i sagen HK mod Kommissionen (C-460/18 P), ikke tog hensyn til samtlige de omstændigheder, der kendetegnede de to situationer, som skulle sammenlignes.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet Retten fastslog, at de situationer, der er nævnt i artikel 18 og 20 i bilag VIII til tjenestemandsvedtægten, er sammenlignelige (den appellerede doms præmis 51-63). Kommissionen gør gældende, at:

- Tidspunktet for ægteskabets indgåelse ikke er det eneste kriterium, der adskiller artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten. Forskellen består i en række elementer, som Retten ikke tog hensyn til.

- Retten burde have taget hensyn til formålet med den minimumsvarighed for ægteskabet, der er nævnt i de to omhandlede bestemmelser, hvilket ville have vist forskellene mellem dem.

- Det ikke er godtgjort, at der forelå forskelsbehandling på grund af alder.

Det tredje anbringende vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder og tilsidesættelse af begrundelsespligten i flere tilfælde (den appellerede doms præmis 66-93):

Anbringendets første led vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, der består i ikke at foretage en sondring mellem de konsekvenser, som en tjenestemands død medfører for den længstlevende ægtefælle, afhængigt af, om ægteskabet er indgået før eller efter tjenestetiden (den appellerede doms præmis 87-88).

Anbringendets andet led vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af formålet om at forebygge svig og tilsidesættelse af begrundelsespligten (den appellerede doms præmis 66-84).

Anbringendets tredje led vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af formålet om at beskytte den økonomiske ligevægt i Unionens pensionsordning (den appellerede doms præmis 85-93).

____________