Language of document : ECLI:EU:T:2005:419

Sag T-135/04

GfK AG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ansøgning om Online Bus som EF-ordmærke – ældre figurmærke, der indeholder ordbestanddelen »BUS« samt en figur, der udgøres af tre sammenflettede trekanter – reel brug af det ældre varemærke – artikel 15, stk. 2, litra a), og artikel 43, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 40/94 – risiko for forveksling – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brugen af det ældre varemærke – brug i en form, der kun afviger ved enkeltheder, som ikke forandrer mærkets særpræg

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 15, stk. 2, litra a), og art. 43, stk. 2 og 3]

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – ordmærket Online Bus og figurmærket, der indeholder ordbestanddelen »BUS«

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

1.      Det følger af artikel 15, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 43, stk. 2 og 3, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at beviset for reel brug af et ældre nationalt varemærke eller et EF-varemærke, som ligger til grund for en indsigelse mod en EF-varemærkeansøgning, også omfatter beviset for brug af det ældre varemærke i en form, der kun ved enkeltheder, som ikke forandrer dette mærkes særpræg, afviger fra den form, hvori det er registreret.

I forbindelse med et ældre nationalt varemærke er bestemmelserne i den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor mærket er registreret, ikke relevante for bedømmelsen af en sådan brug.

(jf. præmis 30 og 31)

2.      For den tyske offentlighed foreligger der en risiko for forveksling mellem ordmærket Online Bus, der er søgt registreret som EF-varemærke for »markedsanalyser og markedsundersøgelser« henhørende under klasse 35 i Nice-arrangementet, og figurmærket, der indeholder ordbestanddelen »BUS«, og som tidligere er registreret i Tyskland for bl.a. »virksomhedsrådgivning«, der henhører under samme klasse. I lyset af den høje grad af lighed mellem de omhandlede tjenesteydelser og den stærke fonetiske lighed mellem de omtvistede varemærker kan den eneste visuelle forskel mellem disse varemærker, der udgøres af figurbestanddelen i det ældre varemærke, ikke udelukke, at der foreligger en risiko for forveksling. Den pågældende forbruger, der konfronteres med de omhandlede varemærker, vil nemlig især huske ordbestanddelen »bus«, som findes i begge varemærker, og som er dominerende i udtalen af dem.

(jf. præmis 80)