RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)
22. juni 2006 (*)
»Rådets direktiv 92/43/EØF – bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter – Kommissionens beslutning 2004/69/EF – liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det alpine biogeografiske område – annullationssøgsmål – afvisning«
I sag T-137/04,
Kurt Martin Mayer, Eisentratten (Østrig),
Tilly Forstbetriebe GmbH, Treibach (Østrig),
Anton Volpini de Maestri, Spittal/Drau (Østrig),
Johannes Volpini de Maestri, Seeboden (Østrig),
ved Rechtsanwalt M. Schaffgotsch,
sagsøgere,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. van Beek og B. Schima, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af
Republikken Finland ved T. Pynnä og A. Guimaraes-Purokoski, som befuldmægtigede,
intervenient,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2004/69/EF af 22. december 2003 om vedtagelse af liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det alpine biogeografiske område i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF (EUT 2004 L 14, s. 21),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne I. Labucka og V. Trstenjak,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Retsforskrifter og faktiske omstændigheder
1 Den 21. maj 1992 udstedte Rådet direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7, herefter »direktivet«).
2 Direktivet har ifølge artikel 2, stk. 1, til formål at bidrage til at sikre den biologiske diversitet ved at bevare naturtyperne samt de vilde dyr og planter inden for det af medlemsstaternes område i Europa, hvor EF-traktaten finder anvendelse.
3 I direktivets artikel 2, stk. 2, præciseres, at de foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager sigte på at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for naturtyper samt vilde dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning.
4 Ifølge sjette betragtning til direktivet bør man for at sikre genopretning eller opretholdelse af en gunstig bevaringsstatus for naturtyper og arter af fællesskabsbetydning udpege særlige bevaringsområder for at oprette et sammenhængende europæisk økologisk net i henhold til en fastlagt tidsplan.
5 I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, omfatter dette net, som kaldes »Natura 2000«, særlige bevaringsområder samt de særligt beskyttede områder, som medlemsstaterne har udlagt i henhold til Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103, s. 1).
6 I henhold til direktivets artikel 1, litra l), defineres et særligt bevaringsområde som »et område af fællesskabsbetydning, som medlemsstaterne har udpeget ved en retsakt, en administrativ bestemmelse og/eller en aftale, og hvor der gennemføres de bevaringsforanstaltninger, der er nødvendige for at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og/eller de arter, for hvilke lokaliteten er udpeget«.
7 Direktivets artikel 4 fastsætter en procedure i tre etaper med henblik på udpegning af de særlige bevaringsområder. I henhold til bestemmelsens stk. 1 foreslår hver medlemsstat en liste over lokaliteter, og det oplyses, hvilke naturtyper efter direktivets bilag I og hvilke naturligt hjemmehørende arter efter direktivets bilag II der findes på disse lokaliteter. Listen sendes til Kommissionen inden tre år efter direktivets meddelelse sammen med oplysninger om hver lokalitet.
8 Ifølge direktivets artikel 4, stk. 2, opstiller Kommissionen ud fra disse lister og på grundlag af kriterierne i direktivets bilag III i forståelse med hver af medlemsstaterne et udkast til en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning. Listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning vedtages af Kommissionen efter fremgangsmåden i direktivets artikel 21. I henhold til artikel 4, stk. 3, opstilles denne liste inden seks år fra direktivets meddelelse.
9 Direktivets artikel 4, stk. 4, bestemmer, at når en lokalitet af fællesskabsbetydning er udvalgt efter fremgangsmåden i samme bestemmelses stk. 2, udpeger den pågældende medlemsstat denne lokalitet som særligt bevaringsområde hurtigst muligt og inden for højst seks år, idet prioriteringen fastsættes i lyset af lokaliteternes betydning for opretholdelse eller genopretning af en gunstig bevaringsstatus for en naturtype i bilag I eller en art i bilag II og for sammenhængen i Natura 2000 og i lyset af den fare for forringelse eller ødelæggelse, som lokaliteterne er udsat for.
10 I direktivets artikel 4, stk. 5, præciseres, at så snart en lokalitet er opført på den af Kommissionen opstillede liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning, er den omfattet af direktivets artikel 6, stk. 2, 3 og 4.
11 Direktivets artikel 6 har følgende ordlyd:
»1. For de særlige bevaringsområder iværksætter medlemsstaterne de nødvendige bevaringsforanstaltninger, hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne eller integreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne.
2. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsætninger.
3. Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne på lokaliteten, og med forbehold af stk. 4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de – hvis det anses for nødvendigt – har hørt offentligheden.
4. Hvis en plan eller et projekt, på trods af at virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, træffer medlemsstaten alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. Medlemsstaten underretter Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.
Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, kan der alene henvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, eller, efter udtalelse fra Kommissionen, andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.«
12 Kommissionens beslutning 2004/69/EF af 22. december 2003 om vedtagelse af liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det alpine biogeografiske område i henhold til direktivet (EUT 2004 L 14, s. 21, herefter »den anfægtede beslutning«), blev vedtaget i henhold til nævnte direktivs artikel 4, stk. 2, tredje afsnit. Blandt de på listen opførte lokaliteter af fællesskabsbetydning er følgende lokaliteter:
– AT 2102000 Nockberge (Kernzone), Kärnten
– AT 2119000 Gut Walterskirchen.
13 Sagsøgerne er land- og skovbrugere, som på deres ejendomme ud over de aktiviteter, der er forbundet med bedrifterne, udøver sekundære aktiviteter. I henhold til den anfægtede beslutning er deres ejendomme omfattet af listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det alpine biografiske område.
14 Den anden sagsøger er ejer af en ejendom, der i sin helhed svarer til den lokalitet af fællesskabsbetydning, som har referencen AT 2119000. De øvrige sagsøgere er ejere af ejendomme, som er beliggende på den lokalitet af fællesskabsbetydning, der har referencen AT 2102000.
Retsforhandlinger
15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. april 2004 har sagsøgerne anlagt nærværende sag.
16 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 2004 har Kommissionen i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement fremsat en formalitetsindsigelse. Sagsøgerne har den 2. september 2004 indgivet deres bemærkninger til indsigelsen.
17 Ved processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den 7. juli 2004 har Republikken Finland (herefter »intervenienten«) anmodet om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Kommissionen. Ved kendelse af 20. september 2004 tillod formanden for Rettens Første Afdeling denne intervention. Intervenienten har indleveret et skriftligt indlæg, som alene vedrører sagens formalitet. Sagsøgerne har indleveret deres bemærkninger den 30. december 2004.
Parternes påstande
18 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
19 Intervenienten har i sit skriftlige indlæg nedlagt påstand om, at sagen afvises.
20 Sagsøgerne har i deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Principalt:
– Formalitetsindsigelsen forkastes.
– Den anfægtede beslutning annulleres.
– Subsidiært:
– Den anfægtede beslutning annulleres for så vidt angår de lokaliteter, som er opført i bilag I og som er beliggende i Østrig, eller
– optagelsen af de lokaliteter, der er opført i den anfægtede beslutnings bilag I under referencerne AT 2102000 Nockberge (Kernzone), Kärnten og AT 2119000 Gut Walterskirchen, annulleres, eller
– optagelsen i den anfægtede beslutnings bilag I af de lokaliteter, der er anerkendt som lokaliteter af fællesskabsbetydning for naturtyper og arter med en repræsentativitet og en samlet vurdering, der svarer til kategorierne B, C og D, mere subsidiært, til kategorierne C og D, eller, endnu mere subsidiært, til kategori D, i den standardoplysningsformularer, der udfyldes af medlemsstaterne, annulleres, enten for så vidt angår alle de lokaliteter, der er opført i den anfægtede beslutning, eller for så vidt angår alle de østrigske lokaliteter, eller for så vidt angår de lokaliteter, der er opført under referencerne AT 2102000 Nockberge (Kernzone), Kärnten og AT 2119000 Gut Walterskirchen.
– Desuden tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
21 I henhold til procesreglementets artikel 114 kan Retten, hvis en part ønsker det, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Der forhandles mundtligt om formalitetsindsigelsen, medmindre Retten bestemmer andet. I denne sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige, og at det ikke er nødvendigt at indlede den mundtlige forhandling.
Parternes argumenter
22 Kommissionen har principalt gjort gældende, at sagsøgerne ikke har søgsmålsinteresse.
23 Kommissionen er af den opfattelse, at den anfægtede beslutning udelukkende er en foreløbig foranstaltning som omhandlet i Domstolens dom af 11. november 1981, IBM mod Kommissionen (sag 60/81, Sml. s. 2639, præmis 10). Den anfægtede beslutning er ikke en anfægtelig retsakt, idet opstillingen af listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning ikke afslutter den procedure, der har til formål at oprette Natura 2000-nettet.
24 Kommissionen har anført, at den anfægtede beslutning ikke direkte påvirker sagsøgernes retsstilling. Ifølge Kommissionen vil der først opstå eventuelle retsvirkninger for sagsøgerne, når de nationale myndigheder træffer foranstaltninger i medfør af direktivet og den anfægtede beslutning.
25 Kommissionen er følgelig af den opfattelse, at den anfægtede beslutning på ingen måde har retsvirkninger for sagsøgerne. Følgelig har sagsøgerne i mangel af søgsmålsinteresse ikke kompetence til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af denne beslutning i henhold til artikel 230, stk. 4, EF.
26 Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at sagsøgerne ikke er umiddelbart og individuelt berørt.
27 I det foreliggende tilfælde har Kommissionen vedtaget den omtvistede foranstaltning i form af en beslutning rettet til medlemsstaterne. Imidlertid skal karakteren af en retsakt ikke søges i dens ydre form, men i dens konkrete regelfastsættende indhold. Den anfægtede beslutning fuldstændiggør den retlige ramme, hvori Natura 2000-nettet indgår, for så vidt som den præciserer, hvilke lokaliteter der skal udpeges som særlige bevaringsområder af medlemsstaterne (direktivets artikel 4, stk. 4), således at sidstnævnte i øvrigt er forpligtet til at fastsætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger for de pågældende lokaliteter (direktivets artikel 6, stk. 1).
28 Den anfægtede beslutning er derfor en del af en samling generelle bestemmelser af normativ karakter. Kommissionen erkender imidlertid, at dette ifølge fast retspraksis dog ikke udelukker, at beslutningen kan berøre visse erhvervsdrivende umiddelbart og individuelt.
29 For så vidt angår spørgsmålet, om sagsøgerne er umiddelbart berørt, er det Kommissionens opfattelse, at den omstændighed, at det kan identificeres, hvilke lokaliteter der er af fællesskabsbetydning og derved falder ind under anvendelsesområdet for direktivets artikel 6, stk. 2, 3 og 4, på ingen måde berører sagsøgernes retsstilling. De forpligtelser, der følger af denne artikel, kan i overensstemmelse med den retlige ordning for direktiver ikke gøres gældende over for borgere, men kan kun følge af de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer til gennemførelse af direktivet.
30 Kommissionen er af den opfattelse, at direktivets artikel 6, stk. 2, overlader medlemsstaterne et skøn hvad angår tidspunktet for, hvornår en forstyrrelse af den naturlige ligevægt kan have betydelige konsekvenser og hvad angår fastsættelse af passende foranstaltninger for at undgå forringelser og forstyrrelser. Kommissionen har præciseret, at det så længe en medlemsstat ikke har anvendt sit skøn ikke er muligt at vide, om sagsøgernes retsstilling er berørt. Kommissionen har heraf konkluderet, at den anfægtede beslutning ikke har umiddelbar virkning for sagsøgerne.
31 Ifølge Kommissionen gælder de samme overvejelser med hensyn til anvendelsen af direktivets artikel 6, stk. 3 og 4: Det er kun i forbindelse med en konkret plan eller et konkret projekt, at kravet om en undersøgelse af foreneligheden med bevaringsmålsætningerne kan have retsvirkninger. Da der er tale om en godkendelsesprocedure, hvorunder der skal ske en afvejning af og en hensyntagen til forskellige forhold, har de nationale myndigheder nødvendigvis et skøn. I øvrigt vedrører kravene i direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, for så vidt som de konkretiseres, ophavsmanden til planen eller projektet og ikke grundejeren. Sagsøgerne har imidlertid alle påberåbt sig deres egenskab af grundejere. Direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, fremkalder derfor ikke retsvirkninger, som umiddelbart berører sagsøgernes situation.
32 For så vidt angår spørgsmålet, om sagsøgerne er individuelt berørt, er det Kommissionens opfattelse, at den anfægtede beslutning ikke fastsætter grundejernes rettigheder eller forpligtelser, men blot opstiller en liste over de lokaliteter, hvorpå andre bestemmelser, som ikke berører den faste ejendom, efterfølgende vil finde anvendelse. Formålet med disse bestemmelser er at beskytte lokaliteterne mod en forringelse af deres bevaringsstatus, uanset den adfærd, der ligger til grund for denne forringelse.
33 Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgerne ikke, eftersom den anfægtede beslutning ikke pålægger grundejerne nogen forpligtelser, kan påstå, at den berører deres specifikke rettigheder, eller at den har påført dem et særligt tab, som kan individualisere dem i forhold til alle andre erhvervsdrivende. Selv hvis det antages, at beslutningen kan pålægge sagsøgerne forpligtelser, følger dette af en objektivt fastsat situation, nemlig den geografiske beliggenhed af de lokaliteter, der er opført i bilaget.
34 Sagsøgerne er heller ikke individualiserede derved, at Kommissionen i henhold til specifikke bestemmelser er forpligtet til at tage hensyn til, hvilke konsekvenser den retsakt, den påtænker at vedtage, har for sagsøgernes situation. Ifølge Kommissionen er det kun rent videnskabelige kriterier vedrørende naturbeskyttelse, som finder anvendelse på den procedure, der har ført til vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Desuden pålagde ingen fællesskabsretlig bestemmelse Kommissionen, at denne med henblik på vedtagelse af den anfægtede beslutning skulle følge en procedure, hvorunder sagsøgerne kunne have gjort rettigheder gældende, såsom retten til at blive hørt.
35 Kommissionen har på baggrund af det anførte konkluderet, at sagen bør afvises.
36 Intervenienten har støttet Kommissionens argumentation og ligeledes konkluderet, at sagen bør afvises.
37 Intervenienten har hvad angår spørgsmålet, om sagsøgerne er umiddelbart berørt, tilføjet, at den anfægtede beslutning klart giver medlemsstaterne mulighed for at træffe eller ikke at træffe visse foranstaltninger. Den anfægtede beslutnings virkninger afhænger således af, hvorledes de nationale myndigheder udøver deres skøn.
38 Hvad angår spørgsmålet, om sagsøgerne er individuelt berørt, er det intervenientens opfattelse, at den anfægtede beslutning ikke forhindrer sagsøgerne i at udnytte deres særlige rettigheder og ikke fratager dem nogen af disse. Beslutningen regulerer nemlig ikke sagsøgernes rettigheder og forpligtelser, men fastsætter udelukkende den geografisk afgrænsede liste. De eventuelle ulemper, der er gjort gældende under sagen, er kun indirekte konsekvenser af den anfægtede beslutning.
39 Ifølge intervenienten må det desuden konstateres, at den anfægtede beslutning ikke vedrører sagsøgerne i deres egenskab af indehavere af særlige rettigheder. Såfremt det antages, at beslutningen berører dem, vil det kun kunne være i deres egenskab af ejere af fast ejendom, på samme måde som den berører alle de ejere af grunde, der er opregnet i bilaget hertil.
40 Intervenienten har endvidere påpeget, at muligheden for mere eller mindre præcist at fastsætte antallet af eller endog identiteten på de retssubjekter, hvorpå en foranstaltning finder anvendelse, ifølge Domstolens praksis på ingen måde indebærer, at disse retssubjekter skal anses for at være individuelt berørt af denne foranstaltning, når det står fast, at denne anvendelse sker i henhold til en objektiv retlig eller faktisk situation, som er fastsat i den pågældende retsakt (jf. Rettens kendelse af 6.9.2004, sag T-213/02, SNF mod Kommissionen, Sml. II, s. 3047, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
41 Intervenienten er af den opfattelse, at selv om den anfægtede beslutning gør det muligt i givet fald at fastlægge ejerne af de faste ejendomme, der er omfattet af de lokaliteter, der er opregnet i bilaget til nævnte beslutning, står det alligevel fast, at beslutningen finder anvendelse i henhold til en objektiv faktisk situation, som er fastlagt heri, nemlig lokaliteternes naturværdi.
42 Sagsøgerne har først anført, at den anfægtede beslutning er en normativ retsakt fra Kommissionen, som imidlertid ligeledes medfører konsekvenser for privatpersoner, idet adressaterne ikke blot er medlemsstaterne, men ligeledes sagsøgerne.
43 Sagsøgerne er af den opfattelse, at det ikke over for dem kan gøres gældende, at direktivet ikke er gennemført inden for fristerne. Sagsøgerne har henvist til, at en borger ifølge Domstolens praksis direkte kan påberåbe sig et direktiv over for en medlemsstat, som er adressat herfor, eller over for medlemsstatens administrative underafdelinger, når direktivet er affattet tilstrækkeligt præcist til, at der direkte kan udledes rettigheder heraf, og når den pågældende medlemsstat ikke har overholdt gennemførelsesfristen. En medlemsstats forsinkede gennemførelse af et direktiv vil imidlertid ikke kunne føre til, at unionsborgeren har mulighed for at unddrage sig nævnte direktivs forpligtelser eller for bringe disse til ophør.
44 Hvad angår Kommissionens argument om, at en lokalitet, så snart den er anmeldt af den pågældende medlemsstat, er omfattet af beskyttelsen i direktivets artikel 6, stk. 2, 3 og 4, er det sagsøgernes opfattelse, at bestemmelsen i direktivets artikel 4, stk. 5, såfremt dette havde været lovgivers hensigt, ville have været overflødig, og det ellers ville have været fastsat, at anmeldelsen medfører anvendelse af beskyttelsesordningen.
45 Sagsøgerne har dernæst anført, at de er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning.
46 Sagsøgerne har for så vidt angår den omstændighed, at de er umiddelbart berørt, anført, at eftersom den anfægtede beslutning ikke overlader medlemsstaterne noget skøn ved gennemførelsen af direktivets normative bestemmelser over for sagsøgerne, er kriteriet, hvorefter sagsøgerne er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning, opfyldt. Ifølge sagsøgerne fastsætter den anfægtede beslutning, selv om den formelt er rettet til medlemsstaterne, i henhold til direktivet for de særlige bevaringsområder, som er indeholdt heri, ikke blot den direkte og endelige liste over de udvalgte lokaliteter, men også den direkte og endelige definition af bevaringsmålsætningerne. Medlemsstaterne er udelukkende beføjet til at træffe faktiske eller retlige foranstaltninger under overholdelse af princippet om forbud mod forringelse og af forpligtelsen til at foretage en vurdering af virkningerne af sagsøgernes landbrugs- og skovbrugsaktiviteter. Disse foranstaltninger medfører imidlertid vidtrækkende retlige og økonomiske ulemper for sagsøgerne.
47 Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionens gennemgang af direktivets artikel 6, stk. 2, 3 og 4, ikke er overbevisende. Dels forbigår Kommissionen et væsentligt element, nemlig at Kommissionen herved besvarer klagepunktet om manglende udtrykkelig konstatering af grundene til, at de angivne lokaliteter reelt har fællesskabsbetydning, dels omhandler Kommissionens gennemgang vedrørende de nationale myndigheders forpligtelser og disses skønsmargen kun accessoriske spørgsmål.
48 Sagsøgerne har herved påpeget, at medlemsstaterne ikke har noget skøn hvad angår forbuddet mod forringelse og forstyrrelse af de lokaliteter af fællesskabsbetydning, der er vedtaget i forbindelse med bestemmelserne til gennemførelse af direktivet. De målsætninger, der er fastlagt i den anfægtede beslutning, overlader heller ikke medlemsstaterne noget skøn, hvorfor sagsøgerne er umiddelbart berørt af denne beslutning og af de manglende præciseringer, i det foreliggende tilfælde, hvad angår hensigtsmæssigheden af at beskytte visse arter og naturtyper.
49 Sagsøgerne har anfægtet intervenientens bemærkninger. Medlemsstaterne skal vurdere de planer og projekter, som påvirker de udlagte lokaliteter i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3, samt de beskyttelsesmålsætninger, der er fastsat i den anfægtede beslutning. Forpligtelsen til at foretage en sådan vurdering og kriterierne for denne vurdering følger således af fastlæggelsen af den beskyttelsesmålsætning, der er fastsat i den anfægtede beslutning, og en medlemsstat vil på ingen måde kunne unddrage sig disse forpligtelser ved udøvelsen af sit skøn. Det samme gælder for forbuddet mod forringelse i direktivets artikel 6, stk. 2.
50 Sagsøgerne har hvad angår den omstændighed, at de er individuelt berørt, nærmere bestemt anført, at de er individuelt berørt af den anfægtede beslutning som følge af deres egenskab af ejere af fast ejendom, hvortil Kommissionens beslutning henviser. Den omstændighed, at et vist antal andre ejere af fast ejendom er berørt, ændrer intet herved. Ejere adskiller sig fra kredsen af øvrige berørte erhvervsdrivende, f.eks. ikke-ejere, som har planer eller projekter for de pågældende grunde, derved, at de allerede på nuværende tidspunkt og ikke kun potentielt, dvs. fremtidigt, er berørt af den anfægtede beslutning. Endvidere er de ikke kun truet af betragtelige økonomiske ulemper, men ligeledes af foreliggende retlige ulemper. Den omstændighed, at de ikke kan råde over deres faste ejendom, fordi deres rettigheder er berørt af den beskyttelsesordning, der er trådt i kraft, er særligt afgørende. Dette vil ikke være tilfældet for de øvrige erhvervsdrivende, som vil kunne udføre deres planer eller projekter på andre faste ejendomme, som er mere hensigtsmæssige og ikke behæftede med en restriktiv beskyttelsesordning.
51 Sagsøgerne har bestridt Kommissionens argumenter vedrørende spørgsmålet om , at de er individuelt berørt. Sagsøgerne har påpeget, at de ikke alene påberåber sig deres blotte ret til den faste ejendom (nudum jus), men ligeledes henviser til deres egenskab af landbrugere. Den anfægtede beslutning begrænser også sagsøgernes brugsret, fordi de ikke kan udnytte denne i samme udstrækning som tidligere.
52 Sagsøgerne er ikke af den opfattelse, at de forpligtelser, som den anfægtede beslutning pålægger dem, er konsekvensen af en objektivt bestemt situation, således som Kommissionen har påstået. Det er sagsøgernes opfattelse, at deres grunde ikke tilfældigt er underlagt en eksisterende norm som følge af deres geografiske beliggenhed, men at der er blevet fastsat en norm, som gælder for eksisterende grunde. Følgelig adskiller de sig ikke blot fra kredsen af personer, som ikke er berørt, men ligeledes fra kredsen af berørte personer, for så vidt som anvendelsen af disse bestemmelser hviler på vilkårlige kriterier.
53 Sagsøgerne har som svar på intervenientens bemærkninger anført, at der ikke er spørgsmål om en berøring af en stilling på markedet, men om en alvorlig indskrænkning af grundlæggende rettigheder. Denne indskrænkning følger af den anfægtede beslutning, der er meget konkret og yderst detaljeret. Efter sagsøgernes opfattelse er de de konkrete adressater for en forkert beslutning, hvorved Kommissionen har fastsat visse beskyttelsesmålsætninger for fast ejendom.
54 Sagsøgerne er af den opfattelse, at de som følge af den anfægtede beslutnings vilkårlige karakter er individualiserede i forhold til alle de øvrige ejere af fast ejendom, der er berørt af den anfægtede beslutning, idet der heri som referencegruppe henvises til samtlige ejere af fast ejendom, på hvis grunde de beskyttelsesmålsætninger, der er fastsat i den anfægtede beslutning, finder anvendelse.
55 Sagsøgerne har tilføjet, at denne begrænsning af ejendomsretten er blevet besluttet, uden at de berørte personer har haft ret til at blive hørt under sagen, uden afvejning af de foreliggende interesser, uden erstatning og endog uden muligheden for at opnå en erstatning, hvorfor det vil være berettiget i denne sag ikke at foretage en restriktiv fortolkning af betingelserne for at antage sagen til realitetsbehandling.
Rettens bemærkninger
56 I henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan »[e]nhver fysisk eller juridisk person […] indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt«.
57 Eftersom det er ubestridt, at sagsøgerne ikke er adressater for den anfægtede beslutning, må det undersøges, om beslutningen berører dem umiddelbart og individuelt.
58 Hvad angår spørgsmålet, om sagsøgerne er umiddelbart berørt, bemærkes, at betingelsen om, at borgeren skal være umiddelbart berørt, i det foreliggende tilfælde kræver, at den anfægtede beslutning umiddelbart har indvirkning på sagsøgernes retsstilling, og at den ikke overlader et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. Domstolens dom af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis, samt Rettens dom af 27.6.2000, forenede sager T-172/98 og T-175/98 – T-177/98, Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 2487, præmis 52).
59 Dette indebærer, at i det tilfælde, hvor en institutions fællesskabsretsakt er rettet til en medlemsstat, og den handling, som medlemsstaten skal udføre som følge af retsakten, sker automatisk, eller i hvert fald, hvor resultatet ikke er tvivlsomt, berører retsakten således umiddelbart enhver person, som er berørt af handlingen. Hvis retsakten derimod giver medlemsstaten mulighed for at handle eller undlade at handle, er det medlemsstatens handling eller undladelse, som umiddelbart berører den berørte person, og ikke retsakten i sig selv. Med andre ord må virkningen af den pågældende retsakt ikke afhænge af, at en tredjemand udøver et skøn, medmindre det er klart, at et sådant skøn kun kan udøves på en bestemt måde (jf. i denne retning Rettens kendelse af 10.9.2002, sag T-223/01, Japan Tobacco og JT International mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 3259, præmis 46).
60 Retten finder ikke, at det kan antages, at den anfægtede beslutning, der som lokaliteter af fællesskabsbetydning udpeger områder på det østrigske territorium, hvorpå sagsøgerne ejer grunde, i sig selv har indvirkning på sagsøgernes retsstilling. Den anfægtede beslutning indeholder ingen bestemmelse hvad angår ordningen til beskyttelse af lokaliteter af fællesskabsbetydning, såsom bevarelsesforanstaltninger eller godkendelsesprocedurer. Beslutningen berører således hverken rettighederne eller forpligtelserne for ejerne af fast ejendom eller udøvelsen af disse rettigheder. I modsætning til det af sagsøgerne anførte, forpligter optagelsen af disse lokaliteter på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning på ingen måde erhvervsdrivende eller privatpersoner.
61 Direktivets artikel 4, stk. 4, præciserer, at når en lokalitet af Kommissionen er blevet anerkendt som en lokalitet af fællesskabsbetydning, udpeger den pågældende medlemsstat denne lokalitet som »særligt bevaringsområde« inden for højst seks år. I denne forbindelse bestemmes i direktivets artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne iværksætter de nødvendige bevaringsforanstaltninger for de særlige bevaringsområder, og dette for at opfylde de økologiske behov for den naturtype og de arter, der findes på lokaliteterne.
62 I direktivets artikel 4, stk. 5, bestemmes ligeledes, at en lokalitet så snart den er opført på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning, er omfattet af artikel 6, stk. 2, 3 og 4.
63 Direktivets artikel 6, stk. 2, bestemmer således, at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsætninger.
64 Direktivets artikel 6, stk. 3, bestemmer ligeledes, at alle projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne på lokaliteten, giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning til et projekt, når de har sikret sig, at det ikke skader lokalitetens integritet. I denne forbindelse præciseres i direktivets artikel 6, stk. 4, at hvis et sådant projekt skal gennemføres af nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, træffer medlemsstaten alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes.
65 Ved læsningen af førnævnte forpligtelser, som påhviler de pågældende medlemsstater, når lokaliteterne af fællesskabsbetydning er blevet udpeget ved den anfægtede beslutning, må det konstateres, at ingen af disse forpligtelser finder umiddelbart anvendelse på sagsøgerne. Alle disse forpligtelser kræver nemlig en retsakt fra den pågældende medlemsstat, hvorved denne præciserer, hvorledes den tilsigter at gennemføre den pågældende forpligtelse, hvad enten der er tale om nødvendige bevaringsforanstaltninger (direktivets artikel 6, stk. 1), passende foranstaltninger for at undgå forringelse af lokaliteten (direktivets artikel 6, stk. 2), eller den tilslutning, de kompetente nationale myndigheder skal give til et projekt, der kan påvirke lokaliteten væsentligt (direktivets artikel 6, stk. 3 og 4).
66 Det fremgår derfor af direktivet, på grundlag af hvilket den anfægtede beslutning er blevet vedtaget, at dette binder medlemsstaten med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader de nationale myndigheder kompetencen med hensyn til de bevaringsforanstaltninger, der skal træffes, og de godkendelsesprocedurer, der skal følges. Denne konklusion kan ikke ændres ved, at det skøn, som således indrømmes medlemsstaterne, bør udøves i overensstemmelse med direktivets målsætninger.
67 Det følger heraf, at sagsøgerne ikke er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF, og at søgsmålet følgelig bør afvises, uden at det er nødvendigt at behandle spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.
68 Imidlertid vil sagsøgerne, når de ikke har mulighed for at påstå den anfægtede beslutning annulleret, kunne anfægte de foranstaltninger, der er truffet i henhold til direktivets artikel 6, og som berører dem, og de har herved mulighed for at påberåbe sig beslutningens ulovlighed for de nationale domstole, som træffer afgørelse under overholdelse af artikel 234 EF (Domstolens dom af 17.11.1998, sag C-70/97 P, Kruidvat mod Kommissionen, Sml. I, s. 7183, præmis 48 og 49, samt Rettens kendelse af 12.7.2000, sag T-45/00, Conseil national des professions de l’automobile m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2927, præmis 26).
Sagens omkostninger
69 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de pålægges at betale de af Kommissionen afholdte omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
70 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. I denne sag bør det derfor pålægges Republikken Finland at bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Første Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler de af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber afholdte omkostninger.
3) Republikken Finland bærer sine egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 22. juni 2006.
E. Coulon | | R. García-Valdecasas |
Justitssekretær | | Afdelingsformand |