CURIA - Documents

Home > Search form > List of results > Documents

Start printing

Language of document : ECLI:EU:T:2000:91

RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)

30. marts 2000 (1)

»Konkurrence - toldklarerere - begrebet virksomhed og sammenslutning afvirksomheder - vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder -fastsættelse af tariffer - statslige bestemmelser - anvendeligheden af EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81 EF)«

I sag T-513/93,

Consiglio Nazionale degli Spedizionieri Doganali, Rom (Italien), ved advokat A.Pappalardo, Trapani, advokat A. Marzano, Rom, og advokat A. Tizzano, Napoli,og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat A. Lorang, 51, rue Albert 1^er,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved M. Mensi og E.Traversa, derefter G. Marenco og Traversa, Juridisk Tjeneste, sombefuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz,Juridisk Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

Associazione Italiana dei Corrieri Aerei Internazionali, Milano (Italien), vedadvokaterne L. Magrone Furlotti og C. Osti, Rom, og med valgt adresse iLuxembourg hos advokat M. Loesch, 11, rue Goethe,

intervenient,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.D. Cooke, og dommerne R. García-Valdecasas, P. Lindh, J. Pirrung og M. Vilaras,

justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 17. juni1999,

afsagt følgende

Dom

Relevante retsregler

1.

I Italien er selvstændige toldklarereres virksomhed reguleret ved lov nr. 1612 af 22.december 1060 om autorisation som toldklarerer og om indførelse af registre oghenlæggelsesfonde til fordel for toldklarerere (GURI nr. 4 af 5.1.1961, herefter»lov nr. 1612/1060«), og ved gennemførelsesbestemmelser, bl.a. i dekret udstedt afFinansministeriet den 10. marts 1964 om gennemførelsesbestemmelser til lov nr.1612/1960 (GURI, supplemento ordinario nr. 102 af 26.4.1964, herefter »dekretetaf 10.3.1964«).

2.

Denne virksomhed indebærer udførelse af tjenesteydelser som led ifortoldningsproceduren (artikel 1 i lov nr. 1612/1960). For at udøve dennevirksomhed skal man være i besiddelse af en godkendelse (autorisation) og væreindført i det nationale register over toldklarerere. Dette består af samtlige regionaleregistre og føres af Consigli compartimentali (toldklarerernes regionale råd), somer oprettet i hver toldregion (artikel 2 og artikel 4-12 i lov nr. 1612/1960).

3.

Toldklarerernes regionale råd fører tilsyn med toldklarerernes virksomhed. Rådenesmedlemmer vælges ved hemmelig afstemning af de toldklarerere, der er opført ide forskellige regionalregistre, for en periode på to år, og de kan genvælges;forsædet føres af generaldirektøren, der er regional toldchef (artikel 10 i lov nr.1612/1960).

4.

Der føres tilsyn med toldklarerernes regionale råd af Consiglio Nazionale degliSpedizionieri Doganali (herefter »CNSD«), der er et offentligretligt organ, sombestår af ni medlemmer, der udpeges ved hemmelig afstemning af medlemmerneaf toldklarerernes regionale råd for tre år, og som kan genvælges (artikel 13, stk.2, i lov nr. 1612/1960). Indtil 1992 var generaldirektøren for told og indirekteskatter født medlem og fungerende formand for CNSD.

5.

I henhold til artikel 32 i lovdekret nr. 331 af 30. august 1992 er formændene for deregionale råd og formanden for CNSD medlemmer af disse organisationer, somvælges af deres ligemænd.

6.

Som medlemmer af de regionale råd eller af CNSD kan kun vælges toldklarerere,der er opført i registrene (artikel 8, stk. 2, og artikel 22, stk. 2, i finansministerensdekret af 10.3.1964).

7.

Artikel 11 i lov nr. 1612/1960 bestemmer følgende:

»Hvert regionalt råd drøfter størrelsen af de vederlag, der skal betales fortoldklarerernes faglige ydelser, og dette beløb skal foreslås [CNSD] med henblikpå fastsættelse af tariffen.

Det er ikke tilladt for toldklarerernes tjenesteydelser at forlange vederlag, som pånogen måde er lavere eller højere end de af [CNSD] godkendte.

Eventuelle tvister om anvendelsen af tariffen for faglige ydelser skal forelægges detregionale råd til afgørelse.«

8.

Artikel 14 i lov nr. 1612/1960 bestemmer følgende:

»[CNSD]:

...

d) fastsætter tariffen for toldklarerernes tjenesteydelser på grundlag af forslag fradet regionale råd.«

9.

Ifølge artikel 38, 39 og 40 i dekret af 10. marts 1964 udsætter de toldklarerere, somikke overholder de af CNSD fastsatte tariffer, sig for disciplinære sanktioner, dergår fra irettesættelse til midlertidig suspension af registreringen i gentagelsestilfældeeller slettelse af registret i tilfælde, hvor det regionale råd to gange på fem år hartruffet bestemmelse om suspension.

10.

Under sit møde den 21. marts 1988 vedtog CNSD tariffen for toldklarerernestjenesteydelser (herefter »den omtvistede tarif«), som lyder således:

»Artikel 1

I denne tarif fastsættes de minimums- og maksimumsbeløb, der skal betales fortoldbehandling og tjenesteydelser udført i forbindelse med valuta, handel samtskatter og afgifter, herunder tvister vedrørende skatter og afgifter.

Ved den konkrete fastsættelse af den pris, der skal betales, og som ligger mellemdet minimale og maksimale beløb, skal der tages hensyn til ydelsens karakteristika,art og omfang.

Artikel 2

De priser, der fastsættes ved denne tarif, skal i alle tilfælde pålægges elleropkræves således, at de kan sondres fra enhver anden udgiftskategori eller udgift,der afholdes til udførelse af fuldmagten.

...

Artikel 3

De priser, der fastsættes i denne tarif, skal anses for at være beregnet på grundlagaf hver enkelt toldtransaktion eller individuel faglig ydelse.

Ved toldtransaktioner forstås transaktioner, der kan give udenlandske ellerindenlandske varer en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse, uanset hvilketdokument de ledsages af.

...

Artikel 5

I forbindelse med bestemmelserne i artikel 1 ovenfor er denne tarif stadig bindendei forhold til kunden og ophæver alle hermed stridende aftaler, selv når der afpraktiske grunde er tale om to eller flere personer, jf. [den italienske] civile lovbogsartikel 1708 og 1709.

...

Artikel 6

[CNSD] er bemyndiget til at bevilge særlige og/eller midlertidige undtagelser fra dei denne tarif fastsatte minimumsbeløb.

Artikel 7

[CNSD] ajourfører denne tarif på grundlag af oplysninger [givet af] Istat[centralinstituttet for statistik] - afdelingen for industri - regnet fra datoen forafgørelsen herom.«

11.

I den omtvistede tarif er der dernæst i artikel 8-12 fastsat forskellige satserafhængig af værdien eller vægten af den vare, som skal klareres, og for hver satser der i visse tilfælde enten angivet en fast pris eller - i de fleste tilfælde - enprisgaffel med en minimums- og en maksimumspris for toldklarereres udførelse aftoldformaliteter. Med den omtvistede tarif indføres der en betydelig stigning i dei den forrige tarif fastsatte mindstepriser, som i nogle tilfælde er på over 400%.

12.

Den omtvistede tarif er godkendt af den italienske finansminister ved dekret af 6.juli 1988 (GURI nr. 168 af 19.7.1988, s. 19), som den er bilag til med titlen»Toldklarerernes nationalråd. Priser for udførelse af toldtransaktioner og formonetære, kommercielle og fiskale faglige ydelser, herunder fiskale tvister«.

13.

I henhold til den nævnte artikel 6 har CNSD bevilget en række undtagelser fra denomtvistede tarif, bl.a. ved beslutning af 12. juni 1990 til fordel for AssociazioneItaliana dei Corrieri Aerei Internazionali (herefter »AICAI«), en italiensksammenslutning af internationale kurértjenester, hvis formål er at repræsentere ogrådgive medlemmerne med hensyn til samtlige problemer i forbindelse medudførelse af internationale kurértjenesteydelser.

Sagens faktiske omstændigheder

14.

Den 21. juli 1989 indgav AICAI klage til Kommissionen over CNSD's beslutningaf 21. marts 1988 om fastsættelse af den omtvistede tarif. AICAI anførte, at dennetarif for det første med hensyn til de laveste vareværdier fjernede progressiviteteni den tidligere prisskala og forhøjede priserne uforholdsmæssigt, at den for detandet bevirkede, at hver toldtransaktion skulle faktureres separat for at gøre detmuligt at kontrollere, at den faktisk blev anvendt, hvilket er uforeneligt med denordning, der anvendes på verdensplan, og for det tredje, at den forbød enhverundtagelse.

15.

Den 1. februar og den 28. marts 1990 anmodede Kommissionen CNSD omoplysninger om organisationens og de regionale råds struktur og funktion i henholdtil artikel 11 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning omanvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

16.

Den 20. juni 1993 udstedte Kommissionen beslutning 93/438/EØF om en procedurei henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/33.407 - CNSD) (EFT L 203, s. 27,herefter »beslutningen«), som er genstand for nærværende sag. I beslutningenkonkluderes det, at »toldklarerere er erhvervsdrivende virksomheder« (40.betragtning), at CNSD er »en virksomhedssammenslutning«, og at »debeslutninger, som træffes af CNSD ... må betragtes som vedtagelser inden for envirksomhedssammenslutning, hvis formål det er at fastsætte regler formedlemmernes erhvervsvirksomhed« (41. betragtning). Ifølge 45. betragtning harden omtvistede tarif medført følgende konkurrencebegrænsninger: »fastsættelse afen fast minimums- og maksimumstarif for hver enkelt ekspedition, som udføres aftoldklarerere, uden mulighed for fravigelse i enkelttilfælde« og »bindende reglervedrørende fakturering af denne tarif, som f.eks. separat fakturering«. Ifølge 49.betragtning kan »den tarif, som er fastsat af CNSD ... indvirke på samhandelenmellem medlemsstater, for så vidt som denne tarif netop fastsætter prisen for alletoldekspeditioner i forbindelse med import til og eksport fra Italien«. Ibeslutningens artikel 1 konkluderer Kommissionen, at »den tarif for toldklarererestjenesteydelser, som blev vedtaget af [CNSD] på dets møde den 21. marts 1988med ikrafttræden den 20. juli 1988, udgør en overtrædelse af EØF-traktatensartikel 85, stk. 1«. I artikel 2 opfordrer Kommissionen CNSD til at træffe allenødvendige foranstaltninger for omgående at bringe den nævnte overtrædelse tilophør.

Retsforhandlingerne og parternes påstande

17.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. september 1993 harsagsøgeren anlagt denne sag.

18.

Den 7. februar 1994 har AICAI fremsat begæring om tilladelse til at interveneretil støtte for sagsøgtes påstande. Ved kendelse af 17. oktober 1994 har formandenfor Rettens Fjerde Afdeling tilladt AICAI at intervenere.

19.

Den 28. november 1994 har AICAI afgivet interventionsindlæg. Den 16. januar1995 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger om AICAI's interventionsindlæg.

20.

Den 19. december 1995 har Retten opfordret parterne til at besvare en rækkespørgsmål. AICAI og sagsøgeren har efterkommet denne opfordring den 15.februar 1996 og Kommissionen den 17. januar 1996.

21.

Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. februar 1996 harKommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF) anlagt sagmed påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sineforpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 5 (nu artikel 10 EF) og 85, idetItalien har udstedt og opretholdt en lov, som, ved at tildele beslutningskompetencehertil, pålægger CNSD at bringe en vedtagelse inden for en sammenslutning afvirksomheder i stand, som er i strid med EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81EF), og som består i, at det fastsætter en tarif, der er bindende for alletoldklarerere (sag C-35/96).

22.

Den 8. marts 1996 har sagsøgeren begæret sagens behandling udsat indtil afsigelsenaf Domstolens dom i sag C-35/96. Den 29. marts 1996 gav Kommissionen sitsamtykke til denne udsættelse.

23.

Ved kendelse af 6. maj 1996 afsagt af Rettens Femte Udvidede Afdeling blevnærværende sag udsat indtil afsigelsen af Domstolens dom i sag C-35/96.

24.

Den 18. juni 1998 afsagde Domstolen dom i sagen Kommissionen mod Italien (sagC-35/96, Sml. I, s. 3851, herefter »dommen af 18.6.1998«), hvori den fastslog, at»Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatensartikel 5 og 85, idet Italien har indført og opretholdt en lov, der, ved at tildelebeslutningskompetence hertil, pålægger [CNSD] at bringe en vedtagelse inden foren sammenslutning af virksomheder i stand, som er i strid med EF-traktatensartikel 85, og som består i, at det fastsætter en tarif, der er bindende for alletoldklarerere«.

25.

Den 2. juli 1998 har Retten som en foranstaltning med henblik på sagenstilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 opfordret parterne til atmeddele den deres opfattelse af, hvilke konsekvenser der skal drages af dommenaf 18. juni 1998 for nærværende sag.

26.

AICAI har efterkommet denne opfordring den 21. juli og sagsøgeren ogKommissionen den 22. juli 1998.

27.

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlededen mundtlige forhandling.

28.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål underretsmødet den 17. juni 1999.

29.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

- Beslutningen annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

30.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

- Frifindelse.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31.

Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

32.

Sagsøgeren har påberåbt sig et enkelt anbringende, nemlig at Kommissionen hartilsidesat traktatens artikel 85, idet den i beslutningen har begået fejl med hensyntil betingelserne for at anvende denne bestemmelse. Dette anbringende kan delesi tre dele. I første del har sagsøgeren dels anført, at toldklarererne ikke ervirksomheder som omhandlet i traktatens artikel 85, og dels at toldklarerernesfaglige sammenslutning, dvs. CNSD, ikke er en sammenslutning af virksomhederi samme artikels forstand. I anden del gør sagsøgeren gældende, at CNSD'sbeslutninger med urette er blevet betegnet som vedtagelser inden for ensammenslutning af virksomheder, og at den omtvistede tarif ikke indeholder nogetelement, der begrænser konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85.Endelig har sagsøgeren i tredje del anført, at den omtvistede tarif ikke kan påvirkesamhandelen inden for Fællesskabet.

Første del: betegnelsen af toldklarererne som virksomheder og af CNSD somsammenslutning af virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 85

Parternes argumentation

33.

Sagsøgeren har anført, at medlemmer af et liberalt erhverv, konkret toldklarerere,ikke er virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 85, dels fordi de, da deresvirksomhed er af intellektuel art, ikke virker gennem en organiseretproduktionsstruktur, og dels fordi de ikke udøver økonomisk virksomhed for egenrisiko. Udøvelse af virksomhed som toldklarerer er desuden omfattet afbestemmelser, der fastsætter betingelser for adgang til erhvervet.

34.

Sagsøgeren har konkluderet, at da toldklarerere ikke er virksomheder, er de fagligesammenslutninger, som de er organiseret i, ikke sammenslutninger af virksomheder.I øvrigt har sagsøgeren anført, at da sådanne faglige sammenslutninger eroffentligretlige juridiske personer, som har kompetence til at fastsætte regler omorganisation og kontrol, kan de ikke betegnes som sammenslutninger afvirksomheder i den i traktatens artikel 85 forudsatte betydning.

35.

Kommissionen har gjort gældende, at ifølge retspraksis er det eneste kriterium, derkan anvendes til at definere en virksomhed, om den udøvede aktivitet er aføkonomisk art.

Rettens bemærkninger

36.

Ifølge fast retspraksis omfatter begrebet virksomhed enhver enhed, som udøverøkonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og densfinansieringsmåde (Domstolens dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Höfner og Elser,Sml. I, s. 1979, præmis 21, af 16.11.1995, sag C-244/94, Fédération française dessociétés d'assurances m.fl., Sml. I, s. 4013, præmis 14, og af 11.12.1997, sag C-55/96,Job Centre, Sml. I, s. 7119, præmis 21), og at enhver virksomhed, der består i atudbyde varer og tjenesteydelser på markedet, er erhvervsmæssig virksomhed (domaf 18.6.1998, præmis 36).

37.

Som Domstolen har fastslået i dommen af 18. juni 1998 (præmis 37), ertoldklarereres virksomhed af økonomisk karakter. Disse udbyder nemlig modvederlag tjenesteydelser, der består i at udføre toldformaliteter, navnlig med hensyntil indførsel, udførsel og transit af varer, samt andre komplementære tjenesteydelsersom f.eks. tjenesteydelser på det monetære, handelsmæssige samt skatte- ogafgiftsmæssige område. Desuden bærer de de økonomiske risici, der er forbundetmed denne virksomhed (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73 og 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. modKommissionen, Sml. s. 1663, præmis 541). I tilfælde af uligevægt mellem udgifterog indtægter skal toldklarereren bære underskuddet.

38.

Domstolen har ligeledes fastslået i dommen af 18. juni 1998 (præmis 38), at »pådenne baggrund kan den omstændighed, at virksomhed som toldklarerer erintellektuel, kræver autorisation og kan udøves, uden at der foreligger materielle,immaterielle og menneskelige elementer, ikke udelukke den fraanvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 85 og 86«.

39.

Med hensyn til betegnelsen af sagsøgeren som en sammenslutning af virksomhedersom omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, bemærkes, at da toldklarerernesvirksomhed er økonomisk virksomhed, og da toldklarerere derfor anses forvirksomheder som omhandlet i artikel 85, må det konkluderes, at CNSD er ensammenslutning af virksomheder i denne artikels forstand. Desuden har Domstoleni dommen af 18. juni 1998 (præmis 40) fastslået, at den omstændighed, at etnationalt organ som CNSD har offentligretlig status, ikke er til hinder foranvendelse af traktatens artikel 85. Ifølge sin egen ordlyd finder dennebestemmelse anvendelse på aftaler mellem virksomheder og på vedtagelser indenfor sammenslutninger af virksomheder. De retlige rammer for indgåelsen afsådanne aftaler eller vedtagelser samt den i de forskellige nationale retsordenergivne retlige kvalifikation af disse rammer er følgelig uden betydning foranvendeligheden af Fællesskabets konkurrenceregler, herunder traktatens artikel85 (dom af 30.1.1985, sag 123/83, Clair, Sml. s. 391, præmis 17).

40.

Det følger heraf, at første del af det eneste anbringende må forkastes.

Anden del: betegnelsen af CNSD's beslutninger som vedtagelser inden forsammenslutninger af virksomheder og den omtvistede tarifs karakter afkonkurrencebegrænsning som omhandlet i traktatens artikel 85

Parternes argumenter

41.

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at CNSD har karakter af et offentligtorgan med beføjelser vedrørende regelfastsættelse. Følgelig er CNSD'sbeslutninger, som f.eks. beslutningen om fastsættelse af den omtvistede tarif,statslige beslutninger, ved hjælp af hvilke dette organ udøver offentlige funktioner.Til støtte for denne opfattelse har sagsøgeren anført, at CNSD's beslutninger harkarakter af bekendtgørelser efter italiensk ret, og at det er obligatorisk at væretilsluttet CNSD. Endelig har sagsøgeren anført, at fastsættelsen af den omtvistedetarif er en statslig retsakt i sig selv, uafhængigt af det ministerielle dekret, somindeholder godkendelsen af denne tarif, og at den ikke kan adskilles frasagsøgerens øvrige offentlige funktioner.

42.

For det andet har sagsøgeren henvist til retspraksis, hvorefter EF'skonkurrenceregler ikke omfatter virksomheders adfærd, når denne adfærd kantilskrives de nationale myndigheder eller pånødes af disse (Domstolens dom af13.12.1991, sag C-18/88, GB-Inno-BM, Sml. I, s. 5941, præmis 20, og af 19.5.1993,sag C-320/91, Corbeau, Sml. I. s. 2533, præmis 10). Sagsøgeren har tilføjet, at detudtales i Domstolens dom af 11. november 1997 (forenede sager C-359/95 P og C-379/95 P, Kommissionen og Frankrig mod Ladbroke Racing, Sml. I, s. 6265, præmis33), at »såfremt virksomhederne pånødes en konkurrencestridig adfærd ved ennational lovgivning, eller såfremt denne lovgivning skaber en retlig ramme, som påsin side berøver dem enhver mulighed for at konkurrere retmæssigt, finder[traktatens] artikel 85 og 86 ikke anvendelse. I denne situation skyldesbegrænsningen af konkurrencen ikke, som det forudsættes i disse bestemmelser, enselvstændig adfærd fra virksomhedernes side«.

43.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den konkurrencestridigeadfærd, som sagsøgeren skal have udvist, er blevet pånødet sagsøgeren af dennationale lovgivning. Domstolen har selv anerkendt dette i dommen af 18. juni1998, hvorefter en lov indført af den italienske stat »ved at tildelebeslutningskompetence hertil [pålagde] CNSD at bringe en vedtagelse inden for ensammenslutning af virksomheder i stand, som er i strid med traktatens artikel 85,og som består i, at det fastsætter en tarif, der er bindende for alle toldklarerere«,uden at overlade det den mindste selvstændige beslutningskompetence (punkt 2,andet afsnit, i sagsøgerens svar). Sagsøgeren har heraf udledt, at Domstolen i dennedom har udelukket ethvert ansvar for sagsøgeren og med rette antaget, at denitalienske stat var ansvarlig.

44.

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen selv synes at dele sagsøgerens opfattelseaf dette væsentlige spørgsmål, da den under retsmødet erkendte, at sagsøgeren ikkehavde nogen handlefrihed med hensyn til anvendelsen af lov nr. 1612/1960, og atsagsøgerens adfærd var pålagt den af den italienske stat.

45.

Endelig har sagsøgeren anført, at en faglig sammenslutnings fastsættelse af enmindstetarif under alle omstændigheder ikke kan anses for enkonkurrencebegrænsning som omhandlet i traktatens artikel 85. Kommissionenskrav om, at toldspeditørerne fritages for at anvende en sådan tarif, er såledesuforeneligt med formålene med bestemmelserne for et liberalt erhverv. Der er enforskel mellem begrebet konkurrence mellem virksomheder og begrebetkonkurrence mellem medlemmer af et liberalt erhverv, da sidstnævnte er baseretpå de intellektuelle og faglige egenskaber hos dem, som tilbyder den pågældendetjenesteydelse. Hvis fastsættelse af en mindstetarif for toldklarerere skulle anses foren konkurrencbegrænsning som omhandlet i traktatens artikel 85, gælder detteresultat i alle tilfælde, hvor faglige sammenslutninger fastsætter minimums- ogmaksimumspriser.

46.

Kommissionen har gjort gældende, at CNSD's art og funktioner er uden betydningfor spørgsmålet, om traktatens artikel 85 finder anvendelse. Den har anført, atbeslutningen om fastsættelse af den omtvistede tarif indeholder de væsentligeelementer i en aftale mellem virksomheder, for den fremtræder konkret i form afen vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, hvortil der dernæster føjet en retsakt udstedt af en medlemsstat.

47.

Kommissionen har fremhævet, at Domstolen selv i dommen af 18. juni 1998(præmis 51) med konstateringen af, at »CNSD ved at fastsætte tariffen hartilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1«, har afgjort spørgsmålet, om dennebestemmelse finder anvendelse på sagsøgerens adfærd. Denne konstatering erifølge Kommissionen uforenelig med den opfattelse, at traktatens artikel 85 ikkeskulle finde anvendelse, og er følgelig i dette tilfælde til hinder for anvendelse afretspraksis i dommen i sagen Kommissionen og Frankrig mod Ladbroke Racing(præmis 33).

48.

Kommissionen er af den opfattelse, at aftalen i denne sag er en selvstændig adfærdfra de pågældende virksomheders side. Under henvisning til, at godkendelse veddekret ikke er obligatorisk, har den anført, at fastsættelsen af den omtvistede tarifikke er en offentlig myndighedsakt, men en beslutning truffet af CNSD inden forrammerne af dets selvstændige kompetence, hvilket bekræftes af, at denundtagelse, der er bevilget til fordel for AICAI, ikke har været genstand for enoffentlig kontrol.

49.

Under retsmødet fremhævede Kommissionen, at selv om CNSD efter nationallovgivning var forpligtet til at fastsætte den omtvistede tarif, står det dog fast, attraktatens artikel 85 finder anvendelse, og at denne tarif er i strid med dennebestemmelse. Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende, at hvis manhævder, at den nationale lovs eksistens er til hinder for, at artikel 85 kan findeanvendelse, svarer det til at vende forholdet mellem fællesskabsretsordenen og dennationale retsorden om og at hævde, at national ret har forrang forfællesskabsretten. At virksomheder kan have begået overtrædelser af traktatensartikel 85, selv når der er tale om en forpligtelse i henhold til lovgivningen, følgeraf fællesskabsrettens forrang for national ret. Et andet spørgsmål er, om dennationale lovs eksistens kan lempe CNSD's ansvar.

50.

Endelig har Kommissionen anført, at den omtvistede tarifs åbenbartkonkurrencebegrænsende virkninger følger af den omstændighed, at der i dennetarif på den ene side er fastsat en tærskel i form af en mindstepris, og på denanden side er fastsat nærmere bestemmelser om obligatorisk fakturering. Medhensyn til disse bestemmelser har Kommissionen nærmere anført, at forpligtelseni den omtvistede tarifs artikel 3, hvorefter de beløb, der skal betales tiltoldklarererne, skal beregnes for hver enkelt toldtransaktion og hver enkeltindividuelle toldtransaktion og hver enkelt individuelle faglige ydelse, er i strid medtraktatens artikel 85, fordi den forbyder anvendelse af en normaltarif.

51.

AICAI har anført, at det ansvar, som dommen af 18. juni 1998 har pålagt DenItalienske Republik, ikke udelukker, at sagsøgeren er solidarisk ansvarlig. AICAIhar i denne forbindelse gjort gældende, at ifølge retspraksis kan mellemkomstenaf en offentlig retsakt, der har til formål at tillægge en aftale bindende virkning forsamtlige berørte erhvervsdrivende, selv om de ikke deltager i aftalen, ikke unddrageaftalen fra anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1 (BNIC-dommen, præmis 23).

52.

AICAI har tilføjet, at CNSD, efter at beslutningen var truffet af Kommissionen,fortsat har anvendt den omtvistede tarif. Ved skrivelse af 15. september 1997 tilsamtlige toldklarereres regionalråd har CNSD nemlig bekræftet, at denne tarif vargældende i fuldt omfang. Da CNSD mente, at de forudsætninger, som havde førttil beslutningen, var ændret, ansøgte den Kommissionen om fritagelse foranvendelse af traktatens artikel 85. Da CNSD ikke modtog svar, konkluderede det,at den omtvistede tarif fortsat kunne anvendes. AICAI indgav derfor en ny klagetil Kommissionen den 1. august 1997.

Rettens bemærkninger

53.

Sagsøgerens argumenter om CNSD's og dets beslutningers angiveligt offentligekarakter kan ikke lægges til grund. Som allerede bemærket ved gennemgangen afanbringendets første del (jf. præmis 39 ovenfor) har Domstolen i dommen af 18.juni 1998 (præmis 40) fastslået, at den omstændighed, at et nationalt organ somCNSD har offentligretlig status, ikke er til hinder for anvendelse af traktatensartikel 85, stk. 1.

54.

Med hensyn til dette spørgsmål skal det tilføjes, som Domstolen har fastslået idommen af 18. juni 1998 (præmis 41, 42 og 43), at CNSD's medlemmer errepræsentanter for professionelle toldklarerere, som intet i den pågældendenationale lovgivning hindrer i at handle udelukkende i deres erhvervs interesser.For det første kan CNSD's medlemmer kun være toldklarerere, der er opført iregistrene (artikel 13 i lov nr. 1612/1960, artikel 8, stk. 2, og artikel 22, stk. 2, idekret af 10.3.1964). Det skal i denne forbindelse fremhæves, at efter den vedlovdekret nr. 331 af 30. august 1992 indførte ændring deltager generaldirektørenfor told ikke længere i CNSD som formand. Desuden kan den italienskefinansminister, som skal føre tilsyn med den pågældende erhvervsorganisation, ikkegribe ind i udpegningen af de regionale råds og CNSD's medlemmer. For det andetskal CNSD udarbejde tariffen for toldklarerernes tjenesteydelser på grundlag afforslag fra de regionale råd [artikel 14, litra d), i lov nr. 1612/1960], og der er ingenbestemmelse i den pågældende nationale lovgivning, der forpligter eller blottilskynder medlemmerne af CNSD og af de regionale råd til at tage hensyn tilkriterier dikteret af offentlige interesser.

55.

Det følger heraf, at CNSD's medlemmer ikke kan betegnes som uafhængigesagkyndige (jf. i denne forbindelse dom af 17.11.1993, sag C-185/91, Reiff, Sml. I,s. 5801, præmis 17 og 19, af 9.6.1994, sag C-153/93, Delta Schiffahrts- undSpeditionsgesellschaft, Sml. I, s. 2517, præmis 16 og 18, og af 17.10.1995, forenedesager C-140/94, C-141/94 og C-142/94, DIP m.fl., Sml. I, s. 3257, præmis 18 og 19),og at de ikke af loven er forpligtet til at fastsætte tarifferne under hensyntagen tilikke blot interesserne hos de virksomheder eller sammenslutninger af virksomhederi den pågældende sektor, som har udpeget dem, men også almenvellet oginteresserne hos virksomheder i andre sektorer eller brugere af de pågældendetjenesteydelser (de nævnte domme i sagerne Reiff, præmis 18 og 24, DeltaSchiffahrts- und Speditionsgesellschaft, præmis 17, DIP m.fl., præmis 18, ogdommen af 18.6.1998, præmis 44).

56.

Følgelig er CNSD's beslutninger ikke statslige beslutninger, ved hjælp af hvilkedette organ udfører offentlige funktioner, og følge kan sagsøgerens argument om,at traktatens artikel 85 ikke finder anvendelse, fordi CNSD og dettes beslutningerhar offentlig karakter, ikke lægges til grund.

57.

Tilbage står imidlertid spørgsmålet, om traktatens artikel 85, stk. 1, som sagsøgerenhævder, under alle omstændigheder er blevet fejlagtigt anvendt i beslutningen, fordifastsættelsen af den omtvistede tarif, da CNSD og dets medlemmer ikke harhandlet selvstændigt, ikke er en vedtagelse inden for en sammenslutning afvirksomheder som omhandlet i denne artikel. Dette spørgsmål er ikke blevetbehandlet særskilt af Domstolen i dommen af 18. juni 1998.

58.

Det fremgår af retspraksis, at traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82EF) således kun tager sigte på konkurrencestridig adfærd fra virksomhedernes sidepå deres eget initiativ (dom af 20.3.1985, sag 41/83, Italien mod Kommissionen,Sml. s. 873, præmis 18, 19 og 20, af 19.3.1991, sag C-202/88, Frankrig modKommissionen, Sml. I, s. 1223, præmis 55, dommen i sagen GB-Inno-BM, præmis20, og dommen i sagen Kommissionen og Frankrig mod Ladbroke Racing, præmis33). Såfremt virksomhederne pånødes en konkurrencestridig adfærd ved ennational lovgivning, eller såfremt denne lovgivning skaber en retlig ramme, som påsin side berøver dem enhver mulighed for at konkurrere retmæssigt, findertraktatens artikel 85 og 86 ikke anvendelse. I denne situation skyldesbegrænsningen af konkurrencen ikke, som det forudsættes i disse bestemmelser, enselvstændig adfærd fra virksomhedernes side (dommen i sagen Kommissionen ogFrankrig mod Ladbroke Racing, præmis 33, og Rettens dom af 7.10.1999, sag T-228/97, Irish Sugar mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser,præmis 130).

59.

Derimod kan traktatens artikel 85 og 86 finde anvendelse i en situation, hvor derefter den nationale lovgivning fortsat består en mulighed for konkurrence, menhvor denne konkurrence kan hindres, begrænses eller fordrejes ved en selvstændigadfærd fra virksomhedernes side (jf. dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, præmis126, dommen i sagen Kommissionen og Frankrig mod Ladbroke Racing, præmis34, og dommen i sagen Irish Sugar mod Kommissionen, præmis 130).

60.

Desuden bemærkes, at muligheden for at udelukke en bestemt konkurrencestridigadfærd fra anvendelsesområdet for traktatens artikel 85, stk. 1, fordi den er blevetpålagt de pågældende virksomheder af den bestående nationale lovgivning, ellerfordi denne fratager dem enhver mulighed for at konkurrere, er blevet fortolketsnævert af Fællesskabets retsinstanser (dommen i sagen Van Landewyck m.fl. modKommissionen, præmis 130 og 133, og i sagen Italien mod Kommissionen, præmis19, Domstolens dom af 10.12.1985, forenede sager 240/82, 241/82, 242/82, 261/82,262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen,Sml. s. 3831, præmis 27, 28 og 29, og Rettens dom af 18.9.1996, sag T-387/94, AsiaMotor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 961, præmis 60 og 65).

61.

Der skal herefter tages stilling til, om de konkurrencebegrænsende virkninger, somKommissionen gør gældende, og som Domstolen har fastslået, alene skyldes dennationale lov eller, i hvert fald delvis, sagsøgerens adfærd. Det skal derforundersøges, om de retsregler, der finder anvendelse i dette tilfælde, udelukkerenhver mulighed for konkurrencemæssig adfærd fra CNSD's side.

62.

Det står fast, at artikel 14 i lov nr. 1612/1960 pålagde CNSD at fastsætte en tarif,således som Domstolen fastslog i dommen af 18. juni 1998 (præmis 60). Imidlertidfastsættes der hverken i loven eller i gennemførelsesbestemmelserne bestemteprisniveauer eller prislofter, som CNSD nødvendigvis skal tage i betragtning vedtariffens fastsættelse. Den nationale lovgivning definerer heller ikke kriterier, pågrundlag af hvilke CNSD skal udarbejde tariffen.

63.

Det må herved fastslås, at da sagsøgeren fastsatte den omtvistede tarif, indførtedenne en væsentlig forhøjelse af mindstepriserne i forhold til de gældende priser,i visse tilfælde på 400%. Det følger heraf, at CNSD havde en vidtgåendebeslutningskompetence ved fastsættelsen af mindstepriserne. Desuden varkonsekvensen af denne forhøjelse, som sagsøgeren selv har erkendt i stævningen,at toldklarererne, efter at den omtvistede tarif var trådt i kraft, begyndte atanvende mindstepriserne, mens de indtil 1988 havde faktureret deres ydelser tilmaksimumspriserne. Det følger heraf, at CNSD havde fastsat den foregående tarifpå en sådan måde, at der fortsat bestod mulighed for en vis konkurrence, derkunne forhindres, begrænses eller fordrejes af toldklarerernes selvstændige adfærd.Mens der således med den foregående tarif var en vis grad af konkurrence, harCNSD ved at forhøje mindstepriserne som anført yderligere begrænset denbestående konkurrence på en måde, der er i strid med traktatens artikel 85.

64.

Det står ligeledes fast, at det hverken med loven ellergennemførelsesbestemmelserne tilstræbes at pålægge toldklarererne særlige reglerfor fakturering af deres tjenesteydelser over for deres kunder, og at det heller ikkepålægges CNSD at indføre en sådan forpligtelse for dem. Navnlig bestemmes detikke, at der skal ske særskilt obligatorisk fakturering af den enkelte individuellefaglige ydelse eller den enkelte individuelle toldtransaktion.

65.

CNSD har imidlertid besluttet at fastsætte nærmere bestemmelser for obligatoriskfakturering for at opretholde den omtvistede tarifs tilsigtede virkning. Nærmerebestemt fastsættes det i tariffens artikel 3, at de beløb, der betales tiltoldklarererne, skal beregnes for hver enkelt individuel toldtransaktion eller fagligydelse, således at det forbydes at anvende en normaltarif. En sådan forpligtelsebegrænser toldklarerernes frihed med hensyn til deres interne organisation,forhindrer dem i at nedsætte deres omkostninger til fakturering og udelukker eneventuel nedsættelse af tarifferne over for deres kunder. Denne bestemmelse erderfor en konkurrencbegrænsning som omhandlet i traktatens artikel 85.

66.

Endelig bemærkes, at selv om den nationale lovgivning ikke udtrykkeligt givermulighed for at fastsætte undtagelser fra tariffen, må det påpeges, at CNSD vedfastsættelsen af den omtvistede tarif har givet sig selv mulighed for at meddeleundtagelser fra de i denne fastsatte mindstepriser (artikel 6) og således skabe enpriskonkurrence i de pågældende sektorer. Denne mulighed er blevet anvendtgentagne gange.

67.

Ved beslutning af 16. december 1988 har CNSD nemlig for det første givettoldklarererne mulighed for ved anvendelsen af tariffen dagligt for hver indførselog hvert toldafsnit at omordne alle attester ved indførsel med »toldskyld efterværdien« afhængigt af det tilsvarende afsnit med et tillæg på 15 000 italienske lire(ITL) for hver supplerende attest. For det andet har CNSD givet virksomheder ogindustrikoncerner, som i årets løb udførte mindst 8 000 fortoldningstransaktionerfor visse varer, en nedsættelse af de relevante mindstevederlag. For det tredje hardet givet en nedsættelse på 50% af visse forhøjelser, der er fastsat for ydelserudført for visse skibe. Endelig har CNSD ophævet de mindstepriser, der var fastsatfor toldtransaktioner vedrørende dagblade.

68.

Dernæst har CNSD ved beslutning af 18. april 1989 besluttet dels at givetoldklarererne mulighed for at nedsætte alle deres vederlag med 15%, når dehandler for en fuldmagtsgiver eller en mellemmand. CNSD har i øvrigt bestemt, atdenne nedsættelse er på 30%, når klarererne udfører visse tjenesteydelser forskibsagenter og for forretningsforbindelser.

69.

Dernæst har CNSD ved beslutning af 11. juli 1989 uden tidsbegrænsning udelukketvisse kategorier af toldmæssige ydelser fra tariffens anvendelsesområde, nemligbistand til krigsskibe, hydrofoilbåde og fiskerfartøjer med motor; pakker,korrespondance, personlige effekter og møbler, pengesedler, der er lovligtbetalingsmiddel, frimærker og afstemplede papirer; dagblade og tidsskrifter;vareprøver, hvis toldværdi ikke er over 350 000 ITL, herunder ikke omfattettransportudgifter og tillægsudgifter.

70.

Endelig har CNSD ved beslutning af 12. juni 1990 bevilget AICAI en særligundtagelse fra den omtvistede tarif og dens nærmere bestemmelser for fakturering,hvorefter denne fra tariffens anvendelsesområde kan udelukke varer transporteretaf kurértjenester til en værdi på indtil 350 000 ITL, eksklusive transportudgifter ogtillægsudgifter, og give en nedsættelse af mindstepriserne på indtil 70% fortransaktioner vedrørende varer til en værdi indtil 2 500 00 ITL. I øvrigt var AICAIfritaget for forpligtelsen til, såvel over for afsenderen som over for modtageren, atfakturere det beløb individuelt, der skulle betales for toldangivelsen.

71.

Det må nødvendigvis konkluderes, at CNSD ved nogle af disse undtagelser harafskaffet selve det væsentlige indhold i den omtvistede tarif ved at ophæve dissemindstepriser og ved at give generelle eller specielle reelle fritagelser ellerliberaliseringer af priser uden nogen tidsmæssig begrænsning. Disseomstændigheder viser, at CNSD havde et vidt skøn ved gennemførelsen af dennationale lovgivning, således at konkurrencens art og omfang i dennevirksomhedssektor i praksis afhang af dets egne beslutninger.

72.

Det følger af det foregående i sin helhed for det første, at skønt den italienskelovgivning indeholdt væsentlige begrænsninger af konkurrencen og gjorde detvanskeligt for toldklarererne at udøve en virkelig prismæssig konkurrence, hindrededen ikke i sig selv, at der fortsat bestod en vis konkurrence, som kunne forhindres,begrænses eller fordrejes ved toldklarerernes selvstændige adfærd, og, for detandet, at CNSD havde et vist spillerum ved opfyldelsen af de forpligtelser, som blevpålagt det ved den nævnte lovgivning, og inden for dette spillerum kunne og skulledet handle således, at den bestående konkurrence ikke blev begrænset. Det erfølgelig med rette, at Kommissionen i beslutningen har antaget, at den omtvistedetarif var en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, der havdekonkurrencebegrænsende virkninger, og som var truffet af CNSD på dettes egetinitiativ.

73.

Dette resultat modsiges ikke af, at Domstolen har fastslået i dommen af 18. juni1998 (præmis 60), at Den Italienske Republik har pålagt CNSD at bringe envedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder i stand, som er i strid medtraktatens artikel 85. I denne forbindelse bemærkes blot, at rækkevidden af denneudtalelse er klart begrænset ved ordene »ved at tildele beslutningskompetencehertil«, som bekræfter, at CNSD havde en selvstændig beslutningskompetence, somdet, som det er fastslået ovenfor, skulle have gjort brug af til at gennemføre denitalienske lovgivning og samtidig bevare den grad af konkurrence, somgennemførelsen af denne kunne give mulighed for at lade bestå.

74.

Endelig kan der ikke rejses tvivl om, at traktatens artikel 85, stk. 1, finderanvendelse på sagsøgerens adfærd, under henvisning til den opfattelse, somKommissionen gav udtryk for under retsmødet, og hvorefter sagsøgeren ikke havdenogen handlefrihed ved anvendelsen af lov nr. 1612/1960, og at dens adfærd varpålagt af staten. Det bemærkes blot, at det i denne sag tilkommer Retten at prøveden anfægtede retsakts lovlighed, og ved denne prøvelse skal der tages hensyn tilretsaktens begrundelse i EF-traktatens artikel 190's forstand (nu artikel 253 EF).Ifølge beslutningen (42. betragtning) er det netop i betragtning af denomstændighed, at CNSD selvstændigt bestemmer tariffen, dens niveau samtbetingelserne for dens anvendelse, at Kommissionen har antaget, at sagsøgerensadfærd ikke var en statslig foranstaltning, men en vedtagelse inden for ensammenslutning af virksomheder, som kunne være omfattet af anvendelsesområdetfor traktatens artikel 85, stk. 1. I øvrigt må spørgsmålet, om CNSD havde nogenhandlefrihed ved anvendelsen af den italienske lovgivning, i denne sag under alleomstændigheder betragtes som et faktisk spørgsmål, som det alene tilkommerRetten at tage stilling til.

75.

Det følger heraf, at anden del af det eneste anbringende må forkastes.

Tredje del: spørgsmålet om samhandelen mellem medlemsstater kan påvirkes

Parternes argumenter

76.

Sagsøgeren har anført, at da det ikke er obligatorisk at benytte toldklarerere, er derintet grundlag for udtalelsen i beslutningen om, at »denne tarif medfører ...hindringer for handelen mellem det italienske marked og de øvrigefællesskabsmarkeder, i og med at den fordyrer og komplicerer toldekspeditioner«.Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at der med gennemførelsen af det indremarked ikke længere findes toldekspeditioner i samhandelen mellemmedlemsstater, og som det fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 3904/92 af 17.december 1992 om tilpasning af erhvervet som toldklarerer og speditør til det indremarked (EFT L 394, s. 1), udfører toldklarerere ikke længere nogen ekspedition,som giver anledning til betaling af et vederlag i henhold til erhvervets tarif.Samhandelen mellem medlemsstater er følgelig ikke blevet påført nogen skade.

77.

Kommissionen har anført, at hindringen af samhandelen ikke fjernes ved, at detikke er obligatorisk at benytte toldklarerere, da den omstændighed, at enerhvervsdrivende kan undlade at benytte deres tjenesteydelser, ikke fjerneradfærdens restriktive karakter, som kan hindre samhandelen.

Rettens bemærkninger

78.

Sagsøgerens argumenter, hvorefter den omtvistede tarif ikke kan påvirkesamhandelen mellem medlemsstater, kan ikke lægges til grund.

79.

Hvad angår perioden før gennemførelsen af det indre marked, dvs. før den 31.december 1992, bemærkes blot, at den omtvistede tarif fastsætter prisen fortoldekspeditioner vedrørende indførsler til Italien og udførsler fra Italien, hvilketnødvendigvis påvirker samhandelen mellem medlemsstater.

80.

Med hensyn til perioden fra 31. december 1992 har CNSD gjort gældende, at derikke længere findes toldekspeditioner inden for samhandelen mellemmedlemsstater.

81.

I denne forbindelse bemærkes, som Domstolen har udtalt i dommen af 18. juni1998 (præmis 49 og 50), at forskellige typer transaktioner for indførsel og udførselaf varer inden for Fællesskabet samt transaktioner foretaget mellem EF-erhvervsdrivende kræver opfyldelse af toldformaliteter og følgelig kannødvendiggøre medvirken fra en selvstændig toldklarerer, der er opført i registret.Dette gælder således for de transaktioner, der går under betegnelsen »interntransit«, og som omfatter forsendelse af varer fra Italien til en medlemsstat, dvs.fra ét punkt til et andet inden for Fællesskabets toldområde, men med transitgennem et tredjeland (f.eks. Schweiz). Denne type transaktioner har særligbetydning for Italien, fordi en stor del af de varer, der sendes fra landetsnordvestlige regioner til Tyskland og Nederlandene, går i transit gennem Schweiz.

82.

Hvad angår sagsøgerens argument om, at det ikke er obligatorisk at benytteprofessionelle toldklarerere, bemærkes, at ejeren af en vare kan foretagetoldangivelsen selv eller lade sig repræsentere enten af en selvstændig toldklarerereller af en ansat toldklarerer. For at opfylde formaliteterne i forbindelse medfortoldningsekspeditioner og toldkontrol i alle de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende,der importerer fra Italien eller eksporterer fra Italien, beslutter at lade sigrepræsentere af en toldklarerer og ikke råder over en ansat toldklarerer, eller nården pågældendes ansatte toldklarerer ikke er bemyndiget til at virke i den region,hvor klareringen skal finde sted, må han dog benytte professionnelle toldklarererestjenesteydelser, for hvilke den omtvistede tarif er bindende. Under alleomstændigheder er det marked, som skal tages i betragtning ved afgørelsen af, omder foreligger en tilsidesættelse af traktatens artikel 85, som det fremgår af 12.betragtning til beslutningen, det, der vedrører de tjenesteydelser, som udføres afprofessionnelle toldklarerere, og på dette marked er eksistensen af en bindendetarif en restriktion, der kan hindre samhandelen mellem medlemsstater.

83.

Endelig bemærkes, at Domstolen i dommen af 18. juni 1998 (præmis 45) harfastslået, at de beslutninger, hvorved CNSD har fastsat en ensartet og bindendetarif for alle toldklarerere, kan påvirke samhandelen inden for Fællesskabet.

84.

I betragtning af det foregående i sin helhed må tredje del af det enesteanbringende forkastes.

85.

Det følger heraf, at sagsøgte i det hele må frifindes.

Sagens omkostninger

86.

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerenhar tabt sagen, og da Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgerentilpligtes at betale sagens omkostninger, pålægges det sagsøgeren at betaleKommissionens omkostninger. Da intervenienten har nedlagt påstand om, atsagsøgeren tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med interventionen,pålægges det i betragtning af de foreliggende omstændigheder sagsøgeren ligeledesat betale intervenientens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

2) Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger samt Kommissionens ogintervenienten Associazione Italiana dei Corrieri Aerei Internazionali'somkostninger.

CookeGarcía-Valdecasas

Lindh

Pirrung

Vilaras

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. marts 2000.

H. Jung

J.D. Cooke

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: italiensk.