Appel iværksat den 8. februar 2024 af German Khan til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 29. november 2023 i sag T-333/22, Khan mod Rådet

(Sag C-111/24 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: German Khan (ved avocats T. Marembert og A. Bass)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Domstolens dom af 29. november 2023, Khan mod Rådet (T-333/22), ophæves.

Som følge heraf antages sagen til realitetsbehandling, og:

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/429 af 15. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten.

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/427 af 15. marts 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten.

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1530 af 14. september 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten.

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1529 af 14. september 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten.

Subsidiært ophæves Rettens dom af 29. november 2023, Khan mod Rådet (T-333/22), og sagen hjemvises til Retten.

Under alle omstændigheder tilpligtes Rådet at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat otte anbringender.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 7 og 47 i chartret om grundlæggende rettigheder samt en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og artikel 36 i statutten for Domstolen som følge af en utilstrækkelig begrundelse. Den appellerede dom er i strid med retten til effektive retsmidler og appellantens ret til omdømme, idet der i dommen ikke er blevet foretaget en behandling af samtlige argumenter om urigtigheden af det af Rådet hævdede vedrørende kriteriet i litra d) i artikel 2, stk. 1, i afgørelse 2014/145, som ændret, og i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 269/2014, som ændret.

Med det andet anbringende foreholdes Retten at have tilsidesat artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145, som ændret, og artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 269/2014, som ændret, for så vidt som den fortolkning af begrebet »fremtrædende« erhvervsfolk, der er blevet anlagt i den appellerede dom, er ukorrekt.

Det tredje anbringende er støttet på en tilsidesættelse af artikel 29 TEU og artikel 215, stk. 2, TEUF. Der er begået en fejl i den appellerede dom, idet det heri er anført, at de omhandlede bestemmelser gør det muligt at sanktionere kategorier af personer, der ikke har en tilstrækkelig tilknytning til det regime, som Unionen tilsigter at lægge pres på.

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, ejendomsretten og friheden til at oprette og drive egen virksomhed. Den i den appellerede dom anlagte fortolkning af artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145, som ændret, og artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 269/2014, som ændret, er ikke forenelig med de nævnte principper.

I forbindelse med det femte anbringende foreholdes Retten at have foretaget en urigtig gengivelse af indholdet og rækkevidden af Rådets bevis nr. 2 og af appellantens bilag C5 uden at besvare appellantens argumentation. Desuden er begrundelsen i den appellerede dom – i strid med artikel 296 TEUF og artikel 36 i statutten for Domstolen – utilstrækkelig og selvmodsigende.

Det sjette og det syvende anbringende vedrører begge en tilsidesættelse af artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145, som ændret, og artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 269/2014, som ændret. Retten foreholdes at have foretaget en urigtig gengivelse af beviserne samt en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og den i artikel 296 TEUF og artikel 36 i statutten for Domstolen fastsatte begrundelsespligt som følge af en utilstrækkelig begrundelse. For det første er det i den appellerede dom ud fra den blotte – og anfægtede – omstændighed, at Alfa Bank er opført på en liste over store skatteydere, med urette blevet konkluderet, at banksektoren udgør en betydelig indtægtskilde for den russiske regering.

For det andet er den i den appellerede dom anlagte fortolkning af begrebet økonomiske sektorer, der udgør »en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering«, fejlbehæftet.

Endelig er det ottende anbringende støttet på en hævdet tilsidesættelse af princippet om en retfærdig rettergang og princippet om processuel ligestilling, på en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet samt på Rettens manglende iagttagelse af omfanget af sin prøvelsesret. Den appellerede dom er i strid med de nævnte principper, da det i præmis 104 er anført, at »Interfax’ depeche af 15. marts 2022, hvorefter Alfa Bank har informeret om en ændring i sin aktionærstruktur, og hvori det er anført, at appellanten ikke længere er »medejer« – hvilken depeche blev fremlagt uden yderligere officielle dokumenter til støtte herfor og uden præciseringer med hensyn til bl.a. den nøjagtige dato for denne ændring eller identiteten på erhververen af appellantens andele – ikke er tilstrækkelig til at godtgøre overdragelsen af appellantens andele«, hvorved appellanten blev stillet i en klart ufordelagtig situation.

____________