Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 28. april 2003 af Fost Plus VZW mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-142/03)

    (Processprog: nederlandsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 28. april 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Fost Plus VZW, Bruxelles, ved Peter Wytinck, Jan Bouckaert og Hendrik Viane.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

1)Beslutningens artikel 1 annulleres.

2)Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren kræver, at Kommissionens beslutning 2003/82/EF af 29. januar 2003 1 annulleres. Den anfægtede beslutning giver Belgien tilladelse til at fastsætte højere genvindings- og genanvendelsesmål i Belgien end de mål, der er fastsat i direktiv 94/62/EF 2.

Sagsøgeren er en sammenslutning, der ikke arbejder med gevinst for øje, og som er den eneste organisation i Belgien, der er godkendt til at indsamle, genvinde og udnytte husholdningsemballageaffald. Sammenslutningen påtager sig for sine medlemmer disses forpligtelse til at tilbagetage husholdningsemballageaffald. Medlemmerne af sammenslutningen repræsenterer producenter og importører af emballage, af emballerede produkter eller emballagemateriale, distributionsvirksomheder og erhvervssammenslutninger.

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at EF-traktatens artikel 253 og artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62/EF er tilsidesat. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ved vedtagelsen af beslutningen lagt ukorrekte og ufuldstændige faktiske omstændigheder til grund. Kommissionen har derved begået faktiske fejl ved bedømmelsen af kriterierne i artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62/EF.

Sagsøgeren har desuden anført, at der er sket en tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 253. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke i fornødent omfang begrundet, hvorfor Belgien har tilstrækkelig genvindingskapacitet for metalemballage, ikke-jernholdige metaller, mekanisk genvinding af syntetiske materialer samt for papir og pap. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen i beslutningen ikke har taget stilling til virkningen af en forhøjelse af minimumsmålene for genvinding for hvert enkelt emballagemateriale.

Sagsøgeren har endelig anført, at der er sket en tilsidesættelse af den almindelige forpligtelse til at udvise den fornødne omhu og af direktiv 94/62/EF, idet Kommissionen har lagt bestemte faktiske omstændigheder, f.eks. forbrænding med energigenvinding og den kapacitet, der er til rådighed, til grund uden at efterprøve, om dette er muligt og foreneligt med direktiv 94/62/EF.

____________

1 - Kommissionens beslutning 2003/82/EF af 29.1.2003 om bekræftelse af foranstaltninger, som Belgien har anmeldt i henhold til artikel 6, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 361) (EFT L 31, s. 32).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20.12.1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365, s. 10).