Foreløbig udgave
RETTENS DOM (Niende Udvidede Afdeling)
26. juni 2024 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – løn – familietillæg – uddannelsestillæg – afslag på tildeling – artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten – erhvervsmæssig uddannelse – videregående uddannelse – delegation af beføjelser – tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser – kompetent ansættelsesmyndighed«
I sag T-698/21,
Georgios Paraskevaidis, Wezembeek-Oppem (Belgien), ved advokaterne S. Pappas, D.-A. Pappa og A. Pappas,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bauer og M. Alver, som befuldmægtigede,
og
Europa-Kommissionen ved T.S. Bohr og I. Melo Sampaio, som befuldmægtigede,
sagsøgte,
har
RETTEN (Niende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne L. Truchot, H. Kanninen, R. Frendo (refererende dommer) og M. Sampol Pucurull,
justitssekretær: fuldmægtig A. Marghelis,
på grundlag af den skriftlige forhandling, bl.a.:
– Kommissionens formalitetsindsigelse indleveret ved særskilt dokument til Rettens Justitskontor den 27. januar 2022
– kendelsen af 15. juli 2022 om, at formalitetsindsigelsen skal behandles sammen med sagens realitet,
efter retsmødet den 4. oktober 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Med sit søgsmål støttet på artikel 270 TEUF har sagsøgeren, Georgios Paraskevaidis, nedlagt påstand om annullation for det første af afgørelsen truffet af Kontoret for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) den 4. februar 2021, der blev gentaget ved PMO’s skrivelse af 1. marts 2021, hvorefter sagsøgeren ikke havde ret til uddannelsestillæg for den uddannelse, som hans datter fulgte i perioden fra november 2019 til august 2020, samt af den afgørelse om fastsættelse af betalingen i rater af de beløb, der fejlagtigt var blevet udbetalt, der blev fremsendt den 9. marts 2021 (herefter under ét »PMO’s afgørelser«), og for det andet af afgørelsen truffet af ansættelsesmyndigheden ved Rådet for Den Europæiske Union den 19. juli 2021 om afslag på sagsøgerens klage over de nævnte afgørelser (herefter »afgørelsen om klagen«).
I. Sagens baggrund
2 Sagsøgeren er tjenestemand ved Rådet.
3 Ved Rådets afgørelse (EU) 2019/792 af 13. maj 2019 om overdragelse til Europa-Kommissionen – Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO) – af udøvelsen af visse beføjelser, som er tildelt ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der kan indgå ansættelseskontrakter (EUT 2019, L 129, s. 3, herefter »afgørelsen af 13. maj 2019«), overdrog Rådet bl.a. udøvelsen af beføjelser vedrørende tildeling og forvaltning af uddannelsestillæg til PMO. I henhold til afgørelsens artikel 1, stk. 2, afstår PMO fra at udøve de delegerede beføjelser til fordel for Rådet, hvis Rådets ansættelsesmyndighed eller den myndighed, der kan indgå kontrakter for Rådet, anmoder herom.
4 Fra den 25. november 2019 til den 30. august 2020 fulgte sagsøgerens datter et uddannelsesprogram inden for pædagogisk psykologi (herefter »uddannelsesprogrammet«). I henhold til artikel 3 i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) blev der udbetalt et uddannelsestillæg til sagsøgeren under uddannelsesprogrammet (herefter »uddannelsestillægget«).
5 Den 4. februar 2021 meddelte PMO sagsøgeren en afgørelse, hvorved han fik afslag på ret til uddannelsestillæg med den begrundelse, at det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET), som uddannelsesprogrammet gav ret til, ikke var på et videregående niveau. Følgelig skulle de beløb, som sagsøgeren havde fået udbetalt i form af uddannelsestillæg, tilbagebetales.
6 Den 1. marts 2021 gentog PMO, efter at sagsøgeren havde indgivet en anmodning om fornyet behandling den 27. februar 2021, den ovenfor i præmis 5 nævnte afgørelse, idet PMO fremhævede, at sagsøgerens datter kun havde modtaget 21 ECVET-enheder, mens den reviderede konklusion 237/05 vedrørende tildeling af uddannelsestillæg og fortolkning af begrebet regelmæssig modtagelse af heltidsundervisning i en læreanstalt som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, godkendt af kollegiet af administrationschefer på dets 284. møde den 1. juli 2020 (herefter »den reviderede konklusion 237/05«), fandt, at betingelsen om regelmæssig modtagelse af heltidsundervisning i en læreanstalt svarede til tildeling af 30 point i forbindelse med det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS).
7 Den 9. marts 2021 tilsendte PMO sagsøgeren en plan for tilbagebetaling af de beløb, der fejlagtigt var blevet udbetalt i uddannelsestillæg.
8 Den 31. marts 2021 indgav sagsøgeren, ved hjælp af en onlineformular fremsendt af Rådets personaleadministrationssystem, en klage til Rådet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over PMO’s afgørelser (herefter »klagen«), idet han bl.a. bestred, at den reviderede konklusion 237/05 fandt anvendelse. Den 21. april 2021 indgav sagsøgeren en enslydende klage til Kommissionen.
9 Ved skrivelse af 23. april 2021 anmodede Rådet, i henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelsen af 13. maj 2019, PMO om at afstå fra at udøve de beføjelser, som var blevet delegeret til PMO af ansættelsesmyndigheden, for så vidt angik sagsøgerens klage. PMO efterkom denne anmodning ved skrivelse af 10. juni 2021 (herefter »tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser«).
10 Den 19. juli 2021 afslog Rådet klagen, idet det underrettede sagsøgeren om tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser. Rådet lagde i det væsentlige til grund, at der ikke var ret til uddannelsestillæg i henhold til artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, eftersom uddannelsesprogrammet var af erhvervsmæssig karakter og ikke førte til et eksamensbevis. Rådet tilføjede, at det under disse omstændigheder ikke var nødvendigt at tage stilling til, om den minimumsgrænse på 30 ECTS-point, der er fastsat i den reviderede konklusion 237/05, fandt anvendelse.
II. Parternes påstande
11 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Sagen fremmes til realitetsbehandling i sin helhed.
– PMO’s afgørelser samt afgørelsen om klagen annulleres.
– De sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
12 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises, for så vidt som den er anlagt mod Kommissionen.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
13 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
III. Retlige bemærkninger
A. Formaliteten
14 Med søgsmålet har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af flere afgørelser truffet af to forskellige institutioner om afslag på at tildele den pågældende uddannelsestillæg. PMO’s afgørelser henhører under Kommissionen, mens afgørelsen om klagen hidrører fra Rådets ansættelsesmyndighed, efter tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser under den administrative procedure.
15 Kommissionen har gjort gældende, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er rettet mod Kommissionen, med den begrundelse, at Kommissionen ikke er den kompetente ansættelsesmyndighed, hvorfra afgørelsen om klagen, som er den eneste bebyrdende retsakt for sagsøgeren, hidrører. Kommissionen er af den opfattelse, at Rådet, henset til dets tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser samt til ændringen af de retlige argumenter, der underbygger afgørelsen om klagen, er trådt i stedet for PMO’s afgørelser.
16 Rådet har i svarskriftet ligeledes gjort gældende, at søgsmålet som følge af tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser kun kunne anlægges mod Rådet.
17 I denne henseende bemærkes, at den administrative procedure, henset til selve formålet hermed, som er at gøre det muligt for administrationen at kontrollere sine afgørelser, har en evolutionær karakter, således at administrationen i forbindelse med den klageadgang, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, kan være nødt til, når den giver afslag på klagen, at ændre begrundelsen for vedtagelsen af den anfægtede akt (jf. dom af 26.3.2014, CP mod Parlamentet, F-8/13, EU:F:2014:44, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis). Formålet med klageproceduren er nemlig at muliggøre, at ansættelsesmyndigheden foretager en fornyet vurdering af den anfægtede afgørelse, henset til de af klageren fremsatte klagepunkter, og i givet fald ændrer den begrundelse, som kunne udledes af den sammenhæng, hvori denne afgørelse indgik (jf. i denne retning dom af 21.5.2014, Mocová mod Kommissionen, T-347/12 P, EU:T:2014:268, præmis 32 og 33).
18 Den supplerende begrundelse på tidspunktet for afgørelsen om klagen er således i overensstemmelse med formålet med vedtægtens artikel 90, stk. 2, som netop fastsætter en begrundet afgørelse. Denne bestemmelse indebærer imidlertid nødvendigvis, at den myndighed, der skal træffe afgørelse om klagen, ikke er bundet af begrundelsen af den afgørelse, der er genstand for klagen (jf. i denne retning dom af 15.9.2017, Skareby mod EU-Udenrigstjenesten, T-585/16, EU:T:2017:613, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
19 Under disse omstændigheder har det indbragte søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede, undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen. En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage, henset til dens indhold, kan således være af en sådan karakter, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelsen om klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (jf. dom af 21.5.2014, Mocová mod Kommissionen, T-347/12 P, EU:T:2014:268, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
20 I det foreliggende tilfælde blev afgørelsen om klagen truffet af Rådet, efter at dette havde anmodet PMO om at give afkald på dets beføjelser som ansættelsesmyndighed, i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i afgørelsen af 13. maj 2019. Rådet bekræftede afslaget på tildeling af uddannelsestillæg. Begrundelsen for afgørelsen om klagen adskiller sig imidlertid fra den begrundelse, der er anført i PMO’s afgørelser. Mens PMO støttede sig på den reviderede konklusion 237/05 med henblik på at lægge til grund, at uddannelsesprogrammet ikke opfyldte det kvantitative kriterium om minimumsgrænsen på 30 ECTS-point for at kunne kvalificeres som videregående uddannelse, så Rådet således fuldstændigt bort fra det nævnte kriterium og støttede sig på et kvalitativt kriterium, der indebærer, at vurderingen koncentrerer sig om selve uddannelsesprogrammets karakter.
21 Det må derfor konstateres, at Rådet ved afgørelsen om klagen fuldstændigt ændrede den begrundelse, der er anført i PMO’s afgørelser, ved at foretage en fornyet vurdering af sagsøgerens situation. Den nævnte afgørelse har således et selvstændigt indhold og en anden rækkevidde end PMO’s afgørelser og kan ikke anses for blot at bekræfte disse afgørelser.
22 Det følger heraf, at afgørelsen om klagen trådte i stedet for PMO’s afgørelser og i det foreliggende tilfælde udgør den bebyrdende retsakt.
23 Følgelig skal søgsmålet afvises, for så vidt som det er rettet mod PMO’s afgørelser, og dermed mod Kommissionen, hvorfra de hidrører.
B. Realiteten
24 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige fremført følgende tre anbringender:
– Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af legalitetsprincippet dels på grund af manglende retsgrundlag ratione temporis, dels på grund af en ulovlig anvendelse med tilbagevirkende kraft af den reviderede konklusion 237/05.
– Det andet anbringende vedrører en ulovlighedsindsigelse rettet mod den reviderede konklusion 237/05, hvorved der blev indført en sondring mellem erhvervsuddannelsesprogrammer og programmer, der fører til et eksamensbevis, samt administrationschefernes manglende kompetence til at foretage nævnte sondring.
– Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten.
25 Sagsøgeren har i replikken fremsat et fjerde anbringende om, at tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser var ulovlig, hvilket følgelig rejser tvivl om Rådets kompetence til at vedtage afgørelsen om klagen.
26 Retten vil først undersøge det første og det andet anbringende under ét, dernæst det fjerde anbringende og endelig det tredje anbringende.
1. Det første og andet anbringende om tilsidesættelse af legalitetsprincippet i den reviderede konklusion 237/05 som følge af anvendelsen heraf med tilbagevirkende kraft og om en ulovlig sondring mellem uddannelsesprogrammer
27 Med det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige anfægtet anvendelsen med tilbagevirkende kraft af den reviderede konklusion 237/05 og har således gjort gældende, at der ikke foreligger et retsgrundlag ratione temporis hvad angår PMO’s afgørelser.
28 Med sit andet anbringende har sagsøgeren fremført en ulovlighedsindsigelse mod den reviderede konklusion 237/05, for så vidt som der herved indføres en sondring mellem erhvervsuddannelsesprogrammer og programmer, der fører til et eksamensbevis. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at administrationscheferne ikke havde kompetence til at foretage den nævnte sondring.
29 Rådet har bestridt sagsøgerens argumentation.
30 Det bemærkes i denne henseende, således som det fremgår af præmis 6 og 10 samt af præmis 19 og 20 ovenfor, at mens PMO’s afgørelser var baseret på den reviderede konklusion 237/05, som er omhandlet i det første og det andet anbringende, ændrede Rådets ansættelsesmyndighed i afgørelsen om klagen fuldstændigt de retlige omstændigheder, der lå til grund for vurderingen, med henblik på at konkludere, at tildelingen af uddannelsestillæg ikke var berettiget.
31 Navnlig bortså afgørelsen om klagen fra den reviderede konklusion 237/05, som udgjorde retsgrundlaget for PMO’s afgørelser, idet det blev fremhævet, at det ikke var nødvendigt at tage stilling til, om minimumsgrænsen på 30 ECTS-point i den nævnte reviderede konklusion fandt anvendelse.
32 Det følger heraf, at det første og det andet anbringende udelukkende vedrører PMO’s afgørelser.
33 Som konstateret i præmis 23 ovenfor kan søgsmålet imidlertid ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører annullation af PMO’s afgørelser, og følgelig skal det første og det andet anbringende, som har tilknytning til disse afgørelser, forkastes som irrelevante.
2. Det fjerde anbringende om Rådets manglende kompetence til at tilbagekalde delegationen af beføjelser til PMO og til at træffe afgørelse om klagen
a) Formaliteten vedrørende det fjerde anbringende
34 Rådet har bestridt, at det fjerde anbringende kan antages til realitetsbehandling, idet det har gjort gældende, at det i henhold til artikel 84 i Rettens procesreglement er forbudt at fremsætte et nyt anbringende under sagens behandling, som ikke støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem efter sagens anlæg. Da Rådet i afgørelsen om klagen oplyste sagsøgeren om, at de delegerede beføjelser var blevet tilbagekaldt, er det Rådets opfattelse, at det anbringende, som sagsøgeren har fremsat i replikken, er fremsat for sent og derfor skal afvises.
35 I denne henseende bemærkes, at selv om fremsættelsen af et nyt anbringende principielt skal overholde de krav, der er fastsat i procesreglementets artikel 84, finder disse krav ikke anvendelse, når et anbringende, der må anses for nyt, vedrører grundlæggende retsprincipper (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, La Ferla mod Kommissionen og ECHA, T-392/13, EU:T:2016:478, præmis 65, og af 24.9.2019, Yanukovych mod Rådet, T-301/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:676, præmis 64).
36 Som sagsøgeren har gjort gældende, vedrører anbringendet om, at ophavsmanden til en bebyrdende retsakt ikke har kompetence, en ufravigelig procesforudsætning, således at det kan fremsættes på ethvert trin under sagen (jf. i denne retning dom af 13.12.2018, Pipiliagkas mod Kommissionen, T-689/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:925, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.9.2022, Grieger mod Kommissionen, T-517/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:588, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).
37 Følgelig kan det fjerde anbringende antages til realitetsbehandling.
b) Rigtigheden af det fjerde anbringende
38 Sagsøgeren har gjort gældende, at afgørelsen om klagen er behæftet med en ulovlighed som følge af ophavsmandens manglende kompetence. I denne henseende har sagsøgeren i det væsentlige fremsat to klagepunkter.
39 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at Rådet kun kunne tilbagekalde delegationen af beføjelser til PMO i sin helhed og ikke i et individuelt tilfælde. Sagsøgeren har i denne henseende anført, at vedtægtens artikel 90c og 91a forhindrer enhver tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser, når PMO allerede har udøvet de beføjelser som ansættelsesmyndighed, der er genstand for delegationen. Sagsøgeren har ligeledes tilføjet, at den nævnte tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser rejser spørgsmål om retssikkerhedsprincippet.
40 Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at væsentlige formforskrifter blev tilsidesat som følge af, at Rådet ikke offentliggjorde den individuelle afgørelse om kompetenceovertagelse efter sagsøgerens klage.
41 Rådet har bestridt disse argumenter.
1) Det første klagepunkt om Rådets manglende kompetence til at foretage en tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser i et individuelt tilfælde
42 I henhold til vedtægtens artikel 2, stk. 2, kan en eller flere institutioner overdrage udøvelsen af nogle eller alle de beføjelser, der er tildelt ansættelsesmyndigheden, til en af de andre institutioner eller et interinstitutionelt organ, dog med undtagelse af beslutninger om udnævnelser, forfremmelser eller forflyttelse af tjenestemænd. I det foreliggende tilfælde har Rådet i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), første led, i afgørelsen af 13. maj 2019 gjort brug af denne mulighed ved bl.a. at delegere sine beføjelser som ansættelsesmyndighed til at imødekomme og forvalte ansøgninger om uddannelsestillæg fra dets ansatte til PMO.
43 Hvad angår de områder, der omfattes af vedtægtens artikel 2, stk. 2, bestemmer vedtægtens artikel 90c, at klager skal forelægges den ansættelsesmyndighed, der har fået overdraget disse beføjelser, mens klager i henhold til vedtægtens artikel 91a rettes mod den institution, som den beføjede ansættelsesmyndighed hører under.
44 Det følger heraf, at Kommissionens ansættelsesmyndighed i det foreliggende tilfælde principielt havde kompetence til at træffe enhver afgørelse vedrørende en klage indgivet på området for uddannelsestillæg i forhold til Rådets ansatte.
45 Desuden følger det af retspraksis, at en kompetencedelegation udgør en forvaltningsakt, hvorved den delegerede kompetence overdrages fra den delegerende myndighed og derfor indebærer en overførsel af beføjelser, som a priori forbyder den delegerende myndighed at påberåbe sig den overførte kompetence, idet dette vil behæfte myndighedens afgørelse med inkompetence (jf. i denne retning dom af 22.11.2018, Janssen-Cases mod Kommissionen, T-688/16, EU:T:2018:822, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
46 Det bemærkes imidlertid for det første, at lovgiver ikke i vedtægten udtrykkeligt har udelukket muligheden for, at den delegerende institution tilbagekalder de delegerede beføjelser i henhold til vedtægtens artikel 2, stk. 2.
47 For det andet anerkendes det i retspraksis, at den delegerende myndighed på ny kan udøve kompetencen, idet det lægges til grund, at retssikkerhedsprincippet, der ligger bag kompetencedelegationers formelle karakter, kræver, at myndigheden forinden vedtager en udtrykkelig forvaltningsakt, i helhold til hvilken den tager den delegerede kompetence tilbage. På samme måde som en kompetencedelegation kræver vedtagelse af en udtrykkelig forvaltningsakt om overførsel af den pågældende beføjelse, skal tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser ligeledes ske gennem vedtagelsen af en udtrykkelig forvaltningsakt (jf. i denne retning dom af 22.11.2018, Janssen-Cases mod Kommissionen, T-688/16, EU:T:2018:822, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
48 I øvrigt fremgår det af retspraksis, at princippet om god forvaltningsskik bl.a. forudsætter, at kompetencefordelingen på personaleområdet er klart defineret og behørigt offentliggjort (jf. i denne retning og analogt dom af 9.7.2008, Kuchta mod ECB, F-89/07, EU:F:2008:97, præmis 62).
49 For det første pålagde artikel 1, stk. 2, i afgørelsen af 13. maj 2019 i det foreliggende tilfælde indtil den 31. december 2021 PMO at underrette Rådet om enhver klage modtaget og rettet mod en afgørelse vedrørende en ansat i Rådet. I samme bestemmelse præciseres, at »[h]vis ansættelsesmyndigheden eller den myndighed, der kan indgå kontrakter for Rådet, i et individuelt tilfælde anmoder herom, afstår PMO fra at udøve de i henhold til nærværende artikels stk. 1 delegerede beføjelser, og ansættelsesmyndigheden eller den myndighed, der kan indgå kontrakter for Rådet, udøver sine beføjelser i et sådant tilfælde«. Denne bestemmelse tillod således udtrykkeligt Rådet at anmode PMO om at afstå fra at udøve de delegerede beføjelser som ansættelsesmyndighed, med henblik på at tage udøvelsen af disse beføjelser tilbage.
50 Det følger heraf, at artikel 1, stk. 2, i afgørelsen af 13. maj 2019 udtrykkeligt bemyndigede Rådet til at tilbagekalde de delegerede beføjelser netop i individuelle tilfælde og efter indgivelse af en klage.
51 For det andet er det ubestridt, at afgørelsen af 13. maj 2019 blev behørigt offentliggjort i EU-Tidende.
52 For det tredje udøvede Rådet først sin kompetence efter en udtrykkelig og forudgående forvaltningsakt, hvorved Rådet den 23. april 2021 anmodede PMO om at afstå fra at udøve de delegerede beføjelser i det foreliggende tilfælde, hvilken anmodning PMO efterkom den 10. juni 2021 (jf. præmis 9 ovenfor).
53 Det følger af betragtningerne i præmis 49-52 ovenfor, at tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser overholdt de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet, bl.a. som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 47 og 48 ovenfor.
54 Under disse omstændigheder kan bl.a. det forhold, at vedtægtens artikel 90c bestemmer, at ansøgninger og klager vedrørende de delegerede beføjelser forelægges for den ansættelsesmyndighed, der har fået overdraget disse beføjelser, ikke sidestilles med et lovmæssigt forbud mod, at indehaveren af disse tilbagekalder sådanne beføjelser, uanset om tilbagekaldelsen er fuldstændig eller individuel. Den nævnte bestemmelse kan heller ikke anses for at forbyde en tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser under den administrative procedure, således som sagsøgeren har gjort gældende, navnlig henset til dennes evolutionære karakter, som anført i den retspraksis, der er nævnt i præmis 17 ovenfor.
55 Følgelig skal det første klagepunkt om Rådets manglende kompetence til at foretage en tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser i et individuelt tilfælde forkastes.
2) Det andet klagepunkt om manglende offentliggørelse af den individuelle afgørelse om tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser
56 Sagsøgeren har foreholdt Rådet, at dette ikke har offentliggjort den individuelle afgørelse om tilbagekaldelse af kompetencen efter hans klage.
57 I denne henseende bemærkes for det første, at en stævning i overensstemmelse med artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 76, litra d), således som disse er fortolket i fast retspraksis, skal indeholde de anbringender og argumenter, der gøres gældende på en måde, der er tilstrækkelig klar og præcis til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at behøve at udbede sig yderligere oplysninger. Er dette ikke tilfældet, kan det uforståelige eller uklare klagepunkt ikke antages til realitetsbehandling (jf. dom af 23.3.2022, ON mod Kommissionen, T-730/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:155, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
58 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved ikke at offentliggøre afgørelsen om at tilbagekalde delegationen af beføjelser for så vidt angår klagen har tilsidesat en væsentlig formforskrift. Sagsøgeren har imidlertid ikke angivet, hvilket retsgrundlag der fastsætter en forpligtelse til at offentliggøre den individuelle afgørelse, eller på en tilstrækkelig klar og præcis måde uddybet sin argumentation i forhold til dette klagepunkt.
59 Det følger heraf, at det andet klagepunkt skal afvises på grundlag af procesreglementets artikel 76.
60 Selv hvis det antages, at sagsøgeren med sit andet klagepunkt har tilsigtet at gøre gældende, at den individuelle afgørelse om at tilbagekalde de delegerede beføjelser vedrørende klagen ikke blev meddelt ham, skal det under alle omstændigheder bemærkes, at denne afgørelse blev truffet den 10. juni 2021, som var datoen for PMO’s skrivelse til Rådet om at afstå fra udøvelsen af de delegerede beføjelser. Denne skrivelse blev ganske vist ikke meddelt sagsøgeren, og sidstnævnte blev først underrettet herom på tidspunktet for meddelelsen af afgørelsen om klagen, den 19. juli 2021, dvs. fem og en halv uge senere (jf. præmis 9 og 10 ovenfor).
61 Det følger imidlertid af fast retspraksis, at den forsinkede meddelelse af en individuel afgørelse til adressaten ikke kan medføre annullation heraf, da meddelelsen først skal gives, efter at afgørelsen er truffet, og derfor ikke har nogen indflydelse på afgørelsens indhold (dom af 29.10.1981, Arning mod Kommissionen, 125/80, EU:C:1981:248, præmis 9, og af 7.2.2007, Caló mod Kommissionen, T-118/04 og T-134/04, EU:T:2007:37, præmis 79).
62 Som det fremgår af præmis 8 ovenfor, indgav sagsøgeren i øvrigt først sin klage til Rådet og først tre uger senere til Kommissionen, idet han fremsendte en kopi til Kommissionen af den til Rådet indgivne klage.
63 Sagsøgeren har desuden ikke gjort gældende, og så meget desto mindre godtgjort, at den omstændighed, at afgørelsen om klagen blev truffet af Rådet og ikke af Kommissionen, i sig selv kunne have været i strid med en af de garantier, som vedtægten giver ham, eller med reglerne om god forvaltning på området for personaleadministration.
64 Følgelig må det konkluderes, at Rådets tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser ikke er behæftet med nogen processuel fejl, således at sagsøgeren ikke med føje kan gøre gældende, at afgørelsen om klagen blev truffet af en myndighed, der ikke har kompetence.
65 Det fjerde anbringende skal således forkastes som ugrundet.
3. Det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten
66 Det tredje anbringende, der består af to led, vedrører tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten.
67 I forbindelse med det første led har sagsøgeren gjort gældende, at betingelsen om regelmæssigt at modtage »heltidsundervisning« som omhandlet i den reviderede konklusion 237/05 i det væsentlige kun er opfyldt, når de fulgte studier svarer til 30 ECTS-point. Den nævnte reviderede konklusion pålagde således en ulovlig supplerende betingelse, idet den begrænsede anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i vedtægtens bilag VII til kun at omfatte akademiske uddannelsesprogrammer, og udelukkede enhver erhvervsuddannelse, der giver ret til tildeling af ECVET-enheder.
68 Som det fremgår af præmis 30-32 ovenfor, bortså Rådets ansættelsesmyndighed imidlertid fuldstændigt fra den reviderede konklusion 237/05, som udgjorde retsgrundlaget for PMO’s afgørelser, således at det tredje anbringendes første led, der knytter sig til sidstnævnte afgørelser, skal forkastes som irrelevant.
69 Til støtte for det tredje anbringendes andet led har sagsøgeren gjort gældende, at afgørelsen om klagen tilsidesatte artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, for så vidt som den indfører en sondring mellem videregående uddannelse og erhvervsuddannelse.
70 Rådet har bestridt disse argumenter.
71 I denne henseende bemærkes, at der i henhold til artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten skal udbetales uddannelsestillæg for hvert barn, tjenestemanden har forsørgerpligt over for, og som er mindst fem år gammelt, og som regelmæssigt modtager heltidsundervisning i en grundskole eller en skole på gymnasialt niveau mod betaling eller i en læreanstalt for videregående uddannelse.
72 I afgørelsen om klagen fandt Rådet imidlertid, at sagsøgeren ikke havde ret til uddannelsestillæg. For det første var uddannelsesprogrammet af erhvervsmæssig karakter og gav anledning til opnåelse af ECVET-enheder og ikke til ECTS-point. For det andet gav dette ikke ret til en to- eller treårig universitetsgrad og henhørte derfor ikke under universitetsundervisning som omhandlet i det græske uddannelsessystem. Rådet konkluderede heraf, at uddannelsesprogrammet ikke kunne anses for »videregående uddannelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten.
73 Under den foreliggende sag har Rådet gjort gældende, at artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, der giver ret til tildeling af uddannelsestillæg, skal fortolkes i lyset af artikel 2, stk. 3, litra b), i nævnte bilag, hvorefter der ydes tilskud for et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, som er under skole- eller erhvervsmæssig uddannelse.
74 Ifølge Rådet viser den omstændighed, at begrebet »erhvervsmæssig uddannelse« er nævnt i artikel 2, stk. 3, litra b), i bilag VII til vedtægten vedrørende børnetilskud, men ikke er nævnt i artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten vedrørende uddannelsestillæg, at begrebet »erhvervsmæssig uddannelse« er et selvstændigt begreb, der adskiller sig fra begrebet »videregående uddannelse«, med hensyn til hvilket bl.a. nævnte bilags artikel 3, stk. 1, betinger tildeling af uddannelsestillæg. Herefter kan videregående uddannelse ikke omfatte erhvervsmæssig uddannelse, således at der ikke udbetales uddannelsestillæg i det tilfælde, hvor det pågældende barn følger en sådan uddannelse.
75 I denne henseende bemærker Retten, at artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, således som det fremgår af præmis 71 ovenfor, bl.a. kræver opfyldelse af tre betingelser for tildeling af uddannelsestillæg, nemlig for det første, at undervisningen skal finde sted i en læreanstalt for videregående uddannelse, for det andet, at den nævnte undervisning skal være regelmæssig, og for det tredje, at der er tale om heltidsundervisning. Artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten nævner således på ingen måde uddannelsens karakter som sådan.
76 Når lovgiver ikke har nævnt karakteren af den uddannelse, der udbydes af en læreanstalt for videregående uddannelse i forbindelse med artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, mens lovgiver har gjort dette i forbindelse med artikel 2, stk. 3, litra b), i samme bilag, tilkommer det ikke, i modsætning til det af Rådet anførte, Rådet eller Retten at fastsætte denne som en supplerende betingelse.
77 Retten har således allerede fastslået, at sondringen mellem skoleuddannelse og erhvervsmæssig uddannelse i artikel 2, stk. 3, litra b), i bilag VII til vedtægten ganske vist gjorde det muligt at udelukke udbetaling af det uddannelsestillæg, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i nævnte bilag, når det barn, over for hvem der består forsørgerpligt, følger en erhvervsmæssig uddannelse, som ikke har nogen forbindelse med en uddannelsesinstitution. Derimod er denne sondring ikke til hinder for, at der udbetales uddannelsestillæg, når et barn, over for hvem der er forsørgerpligt, modtager en erhvervsmæssig uddannelse, der udbydes af en uddannelsesinstitution, hvor barnet regelmæssigt modtager heltidsundervisning (jf. i denne retning og analogt dom af 29.1.1993, Wery mod Parlamentet, T-86/91, EU:T:1993:7, præmis 44, 45, 50 og 51).
78 Følgelig har uddannelsens erhvervsmæssige karakter ingen betydning for tildeling af uddannelsestillæg i henhold til artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, for så vidt som undervisningen udbydes af en uddannelsesinstitution.
79 Denne fortolkning understøttes af tredje betragtning til Kommissionens forordning (EU) nr. 317/2013 af 8. april 2013 om ændring af bilagene til forordning (EF) nr. 1983/2003, (EF) nr. 1738/2005, (EF) nr. 698/2006, (EF) nr. 377/2008 og (EU) nr. 823/2010 for så vidt angår International Standard Classification of Education (ISCED) (EUT 2013, L 99, s. 1), hvorefter EU-institutionerne skal anvende uddannelsesklassifikationer, der stemmer overens med den reviderede International Standard Classification of Education ISCED 2011. Punkt 2, andet afsnit, i den reviderede konklusion 237/05 henviser nemlig til ISCED med henblik på definitionen af begrebet regelmæssig modtagelse af heltidsundervisning i en læreanstalt for videregående uddannelse.
80 Rådet har imidlertid under retsmødet erkendt dels, at ISCED definerer videregående uddannelse som omfattende både den undervisning, der almindeligvis opfattes som akademisk undervisning, og den undervisning, der svarer til videregående erhvervsmæssig uddannelse, dels at University of the Aegean (Grækenland), hvor uddannelsesprogrammet blev udbudt, er en læreanstalt for videregående uddannelse.
81 Under disse omstændigheder må det konkluderes, at Rådet ikke kunne afslå at tildele sagsøgeren uddannelsestillæg med den begrundelse, at uddannelsesprogrammet ikke kunne anses for »videregående uddannelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten.
82 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger dels, at det tredje anbringendes andet led skal tiltrædes og følgelig, at afgørelsen om klagen skal annulleres, dels at Kommissionen i øvrigt skal frifindes.
IV. Sagsomkostninger
83 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
84 I henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 1, kan Retten imidlertid, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, beslutte, at en part, der taber sagen, ud over sine egne omkostninger alene skal betale en brøkdel af modpartens omkostninger, eller at parten slet ikke skal afholde disse.
85 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren tabt sagen hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er rettet mod PMO’s afgørelser og dermed mod Kommissionen.
86 Retten finder imidlertid i den foreliggende sag, at overgangsbestemmelsen i artikel 1, stk. 2, i afgørelsen af 13. maj 2019, sammenholdt med vedtægtens artikel 90c og 91a (jf. præmis 43 og 49 ovenfor), har kunnet skabe en vis uklarhed hvad angår den bebyrdende retsakt i det foreliggende tilfælde.
87 Selv om sagsøgeren har tabt sagen, for så vidt som den er rettet mod Kommissionen, finder Retten under disse omstændigheder, at det vil være rimeligt ud fra en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder at bestemme, at Kommissionen bør bære sine egne omkostninger.
88 Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges dette at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Niende Udvidede Afdeling):
1) Sagen afvises, for så vidt som den er anlagt mod Europa-Kommissionen.
2) Afgørelsen truffet af Rådet for Den Europæiske Union den 19. juli 2021 om afslag på den klage, som Georgios Paraskevaidis indgav over afgørelserne truffet af Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« den 4. februar 2021, den 1. marts 2021 og den 9. marts 2021, annulleres.
3) I øvrigt frifindes Rådet.
4) Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Georgios Paraskevaidis.
5) Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Papasavvas | Truchot | Kanninen |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 26. juni 2024.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |