Language of document :

Sag anlagt den 15. februar 2022 – Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-109/22)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Nicolae, E. Sanfrutos Cano, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet denne medlemsstat ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17, Kommissionen mod Rumænien 1 .

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF en tvangsbøde for ikke at have truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17, Kommissionen mod Rumænien, med et beløb på 29 781,30 EUR pr. dags forsinkelse at regne fra datoen for afsigelsen af dommen i den foreliggende sag, og indtil der er truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17, Kommissionen mod Rumænien.

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF at betale et fast beløb svarende til et dagligt beløb på 3 311,50 EUR ganget med det antal dage, der er gået fra datoen for afsigelsen af dommen i sag C-310/17, Kommissionen og Rumænien, og indtil den dato, hvor Rumænien har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde den nævnte dom, eller, såfremt Rumænien ikke træffer disse foranstaltninger, datoen for afsigelsen af Domstolens dom i den foreliggende sag, dog således, at dette beløb ikke overstiger et fast minimumsbeløb på 1 643 000 EUR.

Rumænien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Kommissionens søgsmål mod Rumænien vedrører denne medlemsstats tilsidesætte af forpligtelsen til at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17, Kommissionen mod Rumænien, idet 44 af de 68 deponeringsanlæg, der er omhandlet i denne dom, endnu ikke er blevet lukket i overensstemmelse med Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald 1 .

Kommissionen har anført, at Rumænien ikke kan påberåbe sig en rent intern situation som begrundelse for ikke at opfylde Domstolens dom, såsom behovet for at foretage gennemførlighedsundersøgelser, eksproprieringsprocedurer og administrative procedurer eller den omstændighed, at de økonomiske operatører, der driver de omhandlede anlæg, ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger.

Kommissionen har derfor nedlagt påstand om, at Rumænien pålægges en tvangsbøde på 29 781,30 EUR pr. dags forsinkelse at regne fra datoen for afsigelsen af dommen i den foreliggende sag, og indtil der er truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde dommen i sag C-301/17. For at sikre, at de skridt, som Rumænien iværksætter, kan undersøges, kontrolleres og tages i betragtning, har Kommissionen anført, at den daglige tvangsbøde skal beregnes på grundlag af perioder på seks måneders forsinkelse med iværksættelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17 ved at anvende en degressiv formel, hvorefter det samlede beløb for hver af disse perioder nedsættes med en procentdel svarende til andelen af de deponeringsanlæg, der er blevet bragt i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 1999/31.

Kommissionen har endvidere nedlagt påstand om, at Rumænien pålægges at betale et fast beløb svarende til et dagligt beløb på 3 311,50 EUR ganget med det antal dage, der er gået fra datoen for afsigelsen af dommen i sag C-310/17, og indtil den dato, hvor Rumænien har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde den nævnte dom, eller, såfremt Rumænien ikke træffer disse foranstaltninger, datoen for afsigelsen af Domstolens dom i den foreliggende sag, dog således, at dette beløb ikke overstiger et fast minimumsbeløb på 1 643 000 EUR.

Denne tvangsbødes størrelse er fastsat under hensyntagen til overtrædelsens grovhed og varighed, behovet for at sikre, at sanktionen har afskrækkende virkning, samt den omhandlede medlemsstats betalingsevne ved hjælp af faktoren »n«.

____________

1     Dom af 18.10.2018, Kommissionen mod Rumænien (C‑301/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:846).

1     EFT 1999, L 182, s. 1.