Appel iværksat den 17. januar 2024 af OA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Afdeling) den 8. november 2023 i sag T-39/22,  OA mod Parlamentet

(Sag C-32/24 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: OA (ved avvocati G. Rossi og F. Regaldo)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen tages til følge.

Den appellerede dom ophæves.

Begge omtvistede afgørelser (bortset fra den del af den anden omtvistede afgørelse, hvori Europa-Parlamentet gav medhold i klagen vedrørende pensionsalderen) annulleres.

Såfremt Domstolen ikke annullerer de omtvistede afgørelser, har appellanten nedlagt påstand om, at Parlamentet tilpligtes at erstatte det tab, som appellanten har lidt, med et beløb, der fastsættes i henhold til den formel, der er henvist til i punkt 74 i stævningen for Retten, eller med et hvilket som helst andet beløb, som Domstolen måtte finde rimeligt og retfærdigt.

Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.    Retten fejlfortolkede i alvorlig grad sagsøgerens sjette anbringende, eftersom sagsøgeren ikke gjorde gældende, at hans pension skulle »beregnes under hensyntagen til den gennemsnitsløn, som er optjent under hele ansættelsen«. Sagsøgeren gjorde faktisk gældende, at »pro rata-1-beregningen« i henhold til vedtægtens artikel 77, stk. 3, skulle anvendes.

2.    Ved at fastslå, at vedtægtens artikel 77, stk. 3, kun finder anvendelse på tjenestemænd og øvrige ansatte og ikke på akkrediterede parlamentariske assistenter, forskelsbehandlede Retten uretmæssigt de sidstnævnte.

3.    Retten tog ikke hensyn til, at vedtægtens artikel 77, stk. 3, finder anvendelse i tilfælde af udsving i lønnen.

4.    Idet Retten behandlede situationer, der involverer tjenestemænd, som nyder godt af en lineær progression i deres løn, og akkrediterede parlamentariske assistenter, for hvem dette ikke er tilfældet, ens, tilsidesatte den princippet om forbud mod forskelsbehandling.

5.    Ved at medgive, at en EU-institution kan fastslå, at en ansats pension skal beregnes i henhold til pro rata-kriteriet som reguleret i EU-retten, og dernæst fuldstændig se bort fra denne metode, undergravede Retten i alvorlig grad anvendelsen af det EU-retlige princip om beskyttelse af den berettigede forventning.

____________