Language of document :

Sag anlagt den 11. juli 2007 - Slovakiet mod Kommissionen

(Sag T-247/07)

Processprog: slovakisk

Parter

Sagsøger: Den Slovakiske Republik (ved J. Čorba, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres for så vidt angår sagsøgeren, eller såfremt Retten i Første Instans måtte finde det nødvendigt eller hensigtsmæssigt, annulleres den anfægtede beslutning i sin helhed.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter Kommissionens beslutning K(2007) 1979 endelig udg. af 4. maj 2007 om bestemmelsen af overskudslagrene af andre landbrugsprodukter end sukker og de finansielle følger af afviklingen heraf i forbindelse med Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse 1, berigtiget den 25. maj 2007. Ved denne beslutning fastsatte Kommissionen mængden af forskellige former for frugt og ris, der er i fri omsætning på Den Slovakiske Republiks område på tiltrædelsesdagen, og som overstiger de mængder, der må anses for et normalt overført lager pr 1. maj 2004. Samtidig opkrævede Kommissionen 3,634 mio. EUR af sagsøgeren som følge af omkostningerne ved afviklingen af disse mængder.

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort gældende, at sagsøgte ikke var beføjet til at vedtage den anfægtede beslutning.

Derudover har sagsøgeren anført, at selv om sagsøgte var beføjet til at fastsætte overskudslagrene på Den Slovakiske Republiks område og pålægge sagsøgeren finansielle byrde for de angivelige overskudslagre, har sagsøgte tilsidesat tiltrædelsestraktaten 2, idet sagsøgte ikke har anvendt den korrekte hjemmel, dvs. artikel 41 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene 3.

Endvidere har sagsøgeren anført, at sagsøgte med den anfægtede beslutning har tilsidesat tiltrædelsestraktaten og de almindelige retsprincipper vedrørende proportionalitet og retssikkerhed, idet sagsøgte ikke har godtgjort Fællesskabets udgifter og andre tab, som skyldes sagsøgeren manglende afvikling af overskudslagrene, og idet sagsøgte ikke i tide har vedtaget passende retsforskrifter, som regulerer afviklingen af overskudslagrene på sagsøgtes marked, metoden til bestemmelse af overskudslagrene og metoden til beregning af sagsøgeren finansielle byrde.

Endelig har sagsøgeren anført, at det er sket en tilsidesættelse af væsentlige formkrav til en tilstrækkelig begrundelse.

____________

1 - EUT L 138, s. 14.

2 - Traktaten om Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 17).

3 - Akt vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 33).