Sag T-314/06

Whirlpool Europe Srl

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af visse kombinerede køle- og fryseenheder med oprindelse i Republikken Korea – definition af den omhandlede vare – ret til forsvar – rådgivende udvalg – begrundelsespligt – valg af metode for definition af den omhandlede vare – artikel 15, stk. 2, og artikel 20, stk. 5, i forordning (EF) nr. 384/96 (nu artikel 15, stk. 2, og artikel 20, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1225/2009)«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – intervention – rækkevidden af intervenientens processuelle rettigheder afhængig af datoen for fremsættelsen af begæringen om intervention

(Rettens procesreglement, art. 115, stk. 1, og art. 116, stk. 6)

2.      EU-ret – principper – ret til forsvar – indrømmelse heraf under administrative procedurer – antidumping

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, og nr. 1225/2009, art. 20)

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – høring af medlemsstaterne i det rådgivende udvalg

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 15, stk. 2, og nr. 1225/2009, art. 15, stk. 2)

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordninger om indførelse af antidumpingtold

(Art. 296 TEUF)

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – definitionen af den pågældende vare

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 1)

1.      I henhold til procesreglementets artikel 116, stk. 6, har en intervenient, der har fremsat sin interventionsbegæring efter udløbet af fristen på seks uger i henhold til procesreglementets 115, stk. 1, som løber fra offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af meddelelsen om sagens anlæg, kun ret til at deltage i den mundtlige forhandling, at få tilstillet retsmøderapporten og fremsætte sine bemærkninger under retsmødet på grundlag af retsmøderapporten.

(jf. præmis 59)

2.      Retten til forsvar er et grundlæggende princip i EU-retten, ifølge hvilket virksomheder, der berøres af en undersøgelse, der afsluttes med vedtagelsen af en antidumpingforordning, skal have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder. Dette krav gennemføres i artikel 20 i grundforordningen om antidumping nr. 384/96 (nu artikel 20 i forordning nr. 1225/2009).

Når Kommissionen i denne forbindelse tilsendte sagsøgeren den endelige reviderede underretningsskrivelse og gav virksomheden en frist til at reagere, som denne virksomhed har overholdt inden for den fastsatte frist, og Kommissionen dernæst forelagde Rådet forslaget til den endelige forordning flere dage efter, at den endelige reviderede underretningsskrivelse blev meddelt sagsøgeren, kan der ikke fastslås nogen tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar. Den omstændighed, at et forslag til endelig forordning, der er fremlagt for Rådet, rundsendes i Kommissionen i henhold til en skriftlig procedure med henblik på at indhente samtykke hos institutionens medlemmer, svækker i øvrigt ikke sagsøgerens mulighed for at blive hensigtsmæssigt hørt, eftersom Kommissionen i givet fald kan indstille denne skriftlige procedure eller ændre udkastet til forslag, efter at de berørte parter har indgivet bemærkninger.

(jf. præmis 74-78)

3.      Tilsidesættelsen af den frist, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i grundforordningen om antidumping nr. 384/96, kan ikke i sig selv udgøre en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter med den virkning, at høringen af medlemsstaterne i det rådgivende udvalg, og dermed også den definition af en vare, som er anført i en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold, er ugyldig.

Ifølge 17. betragtning til forordning nr. 461/2004, som har ændret forordning nr. 384/96 i denne henseende, »bør« de oplysninger, der videregives til medlemsstaterne i det rådgivende udvalg, sendes senest ti dage før den mødedato, som formanden for det rådgivende udvalg har fastsat, »[f]or at medlemsstaterne kan få tilstrækkelig tid til at overveje disse oplysninger«. Det følger af ordlyden af denne betragtning, og navnlig anvendelsen af konditionalis (»bør«), at overholdelsen af den pågældende frist ikke er krævet som en forudsætning for gyldigheden af høringen af medlemsstaterne i det rådgivende udvalg, men at den derimod kan opfylde betingelserne i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 384/96, for så vidt som medlemsstaterne reelt har tilstrækkelig tid til at undersøge de oplysninger, som formanden for det rådgivende udvalg meddeler dem.

Er det i denne forbindelse ikke godtgjort, at medlemsstaterne er blevet berøvet den nødvendige tid til at gøre sig fyldestgørende bekendt med oplysningerne vedrørende Kommissionens nye definition af den omhandlede vare, og at det rådgivende udvalg af denne grund ikke kunne fremkomme med sin udtalelse på et fuldstændigt grundlag, men at spørgsmålet vedrørende definitionen af denne vare derimod er blevet drøftet i detaljer af medlemsstaternes repræsentanter på en række møder i det rådgivende udvalg under undersøgelsen, og at denne definition bl.a. har været behandlet i dokumenterne vedrørende de endelige foranstaltninger, som Kommissionen meddelte medlemsstaterne mere end ti dage før mødet i det rådgivende udvalg, kan tilsidesættelsen af den frist, der er fastsat ved artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 384/96, ikke anses for at have haft betydning for høringsprocedurens udfald eller følgelig for den definition af den omhandlede vare, som i sidste ende er blevet anført i en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold.

(jf. præmis 91-96)

4.      Når en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold indgår i en generel ordning af foranstaltninger, kan det ikke kræves, at begrundelsen specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordninger, eller at institutionerne tager stilling til alle de argumenter, som parterne gør gældende. Det er tilstrækkeligt, at ophavsmanden til retsakten angiver de faktiske omstændigheder og juridiske overvejelser, der har en væsentlig betydning i den anfægtede forordnings opbygning.

Begrundelsen i en forordning om indførelse af antidumpingtold skal ganske vist især vurderes i forhold til de oplysninger, som de berørte parter er blevet meddelt af EU-institutionerne, og parternes bemærkninger under undersøgelsesproceduren. Institutionerne er dog ikke forpligtet til specifikt at begrunde, hvorfor de ikke har taget hensyn til de forskellige argumenter, der er fremsat af de berørte parter. Det er tilstrækkeligt, at forordningen klart angiver, hvilke hovedfaktorer der er lagt til grund for deres gennemgang, såfremt det fremgår, hvorfor de har afvist parternes relevante argumenter, der blev fremlagt under den administrative procedure.

Desuden skal en forordning om indførelse af antidumpingtold efter afslutningen af en undersøgelsesprocedure kun begrundes under hensyn til den helhed af elementer, faktiske omstændigheder og retsforskrifter, som er relevante for den vurdering, der er indeholdt i akten. Begrundelsen for en sådan retsakt har ikke til formål at forklare udviklingen i institutionernes standpunkt under den administrative procedure, og den har dermed ikke til formål at begrunde forskelle mellem den løsning, der vælges i den endelige akt, og et midlertidigt standpunkt, der er indeholdt i dokumenter, som er sendt til de berørte parter under denne procedure med henblik på at give de berørte parter lejlighed til at fremkomme med deres bemærkninger. Begrundelsespligten pålægger således heller ikke institutionerne at forklare baggrunden for, at et standpunkt på et givent tidspunkt i den administrative procedure eventuelt ikke var underbygget.

(jf. præmis 114-116)

5.      Definitionen af en vare som led i en antidumpingundersøgelse skal hjælpe ved udarbejdelsen af listen over de varer, som i givet fald skal pålægges en antidumpingtold. Med henblik herpå kan institutionerne tage hensyn til flere faktorer, såsom bl.a. varens fysiske, tekniske og kemiske egenskaber samt dens anvendelse, substituerbarhed, forbrugernes opfattelse heraf, forhandlingskanalerne, fremstillingsprocessen, produktionsomkostningerne og kvaliteten.

I denne henseende kan en påstand om, at fysiske forskelle kun berettiger at sondre mellem varer, når de er vigtige for forbrugerne, ikke tiltrædes. EU-institutionerne kan således tage hensyn til en lang række faktorer, blandt hvilke varernes fysiske, tekniske og kemiske egenskaber naturligvis spiller en vigtig rolle, uden dog nødvendigvis at have forrang. Det kan under alle omstændigheder ikke antages, at forskelle med hensyn til de fysiske eller tekniske egenskaber kun er relevante, såfremt disse er afspejlet i forbrugernes opfattelse.

(jf. præmis 138 og 141)