Language of document :

Sag anlagt den 23. november 2006 - Panrico mod KHIM - HDN Development ("Krispy Kreme DOUGHNUTS")

(Sag T-317/06)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Panrico, S.L. (Unipersonal) (Santa Perpètua de Mogola, Barcelona, Spanien) (ved abogado D. Pellisé Irquiza)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: HDN Development Corp.

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 8. august 2006 af Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret i klagesag nr. R-0194/2005-1 vedrørende indsigelsessag nr. B 303 992 mod ansøgningen om registrering af EF-varemærke 1.298.785 annulleres.

Harmoniseringskontoret og ansøgeren om EF-varemærke 1.298.785, HDN Development Corporation, tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: HDN Development Corporation

Det omhandlede EF-varemærke: Figur- og ordmærket "KRISPY KREME DOUGHNUTS" (registreringsansøgning nr. 1.298.785) for varer i klasse 25 og 30 og tjenesteydelser i klasse 42

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Sagsøger

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: De spanske ordmærker "DOGHNUTS" (nr. 1.288.926) og "DONUT" (nr. 399.563) for varer i klasse 30 og det spanske figurmærke "donuts" for varer i klasse 25 og tjenesteydelser i klasse 42

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Afslag på indsigelsen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Ukorrekt anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker. Herved gøres gældende, at hovedbestanddelen i det EF-varemærke, som er omhandlet i den foreliggende sag, er ordet "DOUGHNUTS", som fører til forveksling med den påberåbte gruppe af varemærker DONUT-DONUTS-DOGHNUTS, der anvendes for de samme varer og tjenesteydelser, hvilket fører til en alvorlig risiko for forveksling i den spanske kundekreds.

____________