Language of document :

Sag anlagt den 4. maj 2011 - L'Oréal mod KHIM - United Global Media Group (MyBeauty)

(Sag T-240/11)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: L'Oréal (Paris, Frankrig) (ved advokaterne A. von Mühlendahl og S. Abel)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: United Global Media Group, Inc. (El Segundo, USA)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 3. februar 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 898/2010-1) annulleres.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsøgerens omkostninger i sagen for appelkammeret.

Såfremt den anden part i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen for Retten, tilpligtes denne subsidiært at betale sagens omkostninger, herunder sagsøgerens omkostninger i sagen for appelkammeret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: L'Oréal

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket "MyBeauty TV" for varer i klasse 3, 35 og 41 - EF-varemærkeansøgning nr. 6406755

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: United Global Media Group, Inc.

Begrundelse for indsigelsen: Den anden part i sagen støttede indsigelsen på varemærkeforordningens artikel 8, stk. 4, idet denne påstod at være indehaver af en række ældre uregistrerede varemærker, som lignede sagsøgers varemærke.

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet. Hvad angår sagens omkostninger bemærkede indsigelsesafdelingen, at indsigeren, som tabende part, normalt betaler omkostningerne for sagsøgers repræsentation, men eftersom sagsøgeren ikke lod sig repræsentere som omhandlet i varemærkeforordningens artikel 93, var der ikke afholdt nogen omkostninger.

Appelkammerets afgørelse: Afslog klagen, og pålagde sagsøgeren at betale indsigerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde: Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, idet den er i strid med artikel 85, stk. 1, i Rådets forordning nr. 207/2009. I henhold til denne bestemmelse pålægges det den tabende part i en indsigelsessag at betale de omkostninger, som er afholdt af den part, der har fået medhold. I henhold til varemærkeforordningens artikel 85, stk. 1, er denne forpligtelse ikke begrænset til de omkostninger, de er afholdt for repræsentation som omhandlet i varemærkeforordningens artikel 93, stk. 1. Regel 94 i forordning nr. 2868/95 indeholder heller ikke nogen bestemmelse, hvoraf det fremgår, at det udelukkende er omkostninger til faglig repræsentation, der skal godtgøres. Regel 94 i forordning nr. 2868/95 fastsætter blot et "loft" for de omkostninger, som kan godtgøres i tilfælde af, at den part, der får medhold, har benyttet en faglig repræsentant. Såfremt regel 94 i forordning nr. 2686/95 fortolkes således, at den er til hinder for godtgørelse af sådanne omkostninger som de i sagen omhandlede, er denne bestemmelse i strid med varemærkeforordningens artikel 85, stk. 1, og dermed uanvendelig.

____________