RETTENS DOM (Femte Afdeling)

13. december 2007

Sag T-113/05

Angel Angelidis

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – besættelse af en stilling i lønklasse A2 – afslag på ansøgning – væsentlige formforskrifter – annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål«

Angående: Sag dels med påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse om afslag på sagsøgerens ansøgning til stillingen som direktør for Direktoratet »Budgetforhold« i Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker, dels påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren herved hævder at have lidt.

Udfald: Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 25. februar 2004 om udnævnelse af W til stillingen som direktør for budgetforhold i Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker annulleres. I øvrigt frifindes Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ledig stilling – besættelse ved forfremmelse eller forflyttelse – sammenligning af ansøgernes fortjenester

(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1, og art. 45, stk. 1)

2.      Annullationssøgsmål – søgsmålsgrunde – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – efterprøvelse af egen drift

(Art. 230, stk. 2, EF)

1.      Ansættelsesmyndigheden har, navnlig når den stilling, der skal besættes, er i lønklasse A1 eller A2, et vidt skøn ved sammenligningen af ansøgernes fortjenester ved en sådan forflyttelse eller forfremmelse. Denne vide skønsbeføjelse modsvares imidlertid af en pligt for den fællesskabsinstitution, der har den vide skønsbeføjelse, til ved de administrative procedurer at overholde de garantier, som fællesskabsretten giver, bl.a. pligten til at foretage en grundig og upartisk undersøgelse af alle relevante oplysninger i den konkrete sag.

Udøvelsen af dette skøn forudsætter således omhyggelig overholdelse af alle relevante bestemmelser, altså ikke blot de i meddelelsen om en ledig stilling opstillede betingelser, men også eventuelle procedureregler, som myndigheden har fastsat for udøvelse af dette skøn, og som udgør en del af den retlige ramme, som ansættelsesmyndigheden skal overholde nøje ved udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse. Kun under disse omstændigheder kan Fællesskabets retsinstanser efterprøve, om de faktiske og retlige omstændigheder, der har betydning ved udøvelsen af skønnet, forelå.

(jf. præmis 60 og 61)

Henvisning til: Domstolen, 21. november 1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14; Retten, 6. juli 1999, sag T-203/97, Forvass mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 129, og II, s. 705, præmis 45; Retten, 20. september 2001, sag T-95/01, Coget m.fl. mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 879, præmis 113; Retten, 9. juli 2002, sag T-158/01, Tilgenkamp mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 111, og II, s. 595, præmis 50; Retten, 18. september 2003, sag T-73/01, Pappas mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 207, og II, s. 1011, præmis 53; Retten, 4. juli 2006, sag T‑88/04, Tzirani mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 77 og 78.

2.      Tilsidesættelse af procedureregler vedrørende vedtagelsen af en retsakt, fastsat af den kompetente myndighed selv, udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 230, stk. 2, EF, som fællesskabets retsinstanser kan efterprøve, endog af egen drift. Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som er af afgørende betydning for retssikkerheden, medfører annullation af den retsakt, der er behæftet med manglen. Det er herved uden betydning, at indholdet af den retsakt, der er behæftet med manglen, ville have været det samme, hvis denne mangel ikke havde foreligget.

Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse om udnævnelse i en stilling i lønklasse A2, som er truffet uden at institutionens interne regler om fastsættelse af de forskellige etaper i proceduren med udnævnelse af overordnede tjenestemænd er overholdt, skal således annulleres. Denne konklusion kan ikke ændres ved argumentet om, at Parlamentets Præsidium, da det selv havde fastsat procedurereglerne, kunne fravige dem, hvis det fandt det nødvendigt. En institution kan nemlig ikke fravige interne regler, den har fastsat for sig selv, uden formelt at ændre disse regler.

(jf. præmis 62 og 74-76)

Henvisning til: Domstolen, 23. februar 1988, sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. s. 855, præmis 48 og 49; Domstolen, 6. april 2000, sag C-286/95 P, Kommissionen mod ICI, Sml. I, s. 2341, præmis 52; Retten, 19. maj 1994, sag T-465/93, Consorzio gruppo di azione locale Murgia Messapica mod Kommissionen, Sml. II, s. 361, præmis 56; Retten, 6. marts 2003, forenede sager T-228/99 og T-233/99, Westdeutsche Landesbank Girozentrale og Land Nordrhein-Westfalen mod Kommissionen, Sml. II, s. 435, præmis 143 og den deri nævnte retspraksis.