RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

10. maj 2007

Sag T-255/04

Monique Negenman

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – barselsorlov – sygeorlov – forventet fødselsdato – påbegyndelse af barselsorlov«

Angående: Søgsmål anlagt med påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse om fastsættelse af tidspunktet for påbegyndelsen og afslutningen af barselsorloven i henhold til artikel 58 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, dels en erstatningspåstand.

Udfald: Kommissionens afgørelse af 23. oktober 2003 om fastsættelse af tidspunktet for påbegyndelsen og afslutningen af sagsøgerens barselsorlov annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – barselsorlov – varighed – begyndelsestidspunkt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 58 og 59)

Der er ved vedtægten oprettet et klart og utvetydigt system for beregning af barselsorlov, der i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet tilsigter på forhånd og med sikkerhed at fastsætte barselsorlovens begyndelse, med henblik på at gøre det muligt for den gravide kvinde at få overblik over sin administrative situation, inden hun går på barselorlov. Inden for rammerne af dette system råder ansættelsesmyndigheden ikke over noget skøn med hensyn til fastsættelsen af tidspunktet for påbegyndelsen og afslutningen af barselsorloven. Selv om ansættelsesmyndigheden således ganske vist skal tage hensyn til den faktiske dato for fødslen for at fastsætte tidspunktet for, hvornår tjenestemanden atter tiltræder tjenesten, skal den imidlertid kun tage hensyn til den forventede fødselsdato som fastsat ved en lægeerklæring, for at fastsætte barselsorlovens begyndelse, og kan ikke under nogen omstændigheder fastsætte datoen efterfølgende, på baggrund af den faktiske dato for fødslen. Såfremt den faktiske dato for fødslen følgelig ligger før den forventede dato herfor, må det antages, at påbegyndelsen af barselsorloven forbliver uændret, og at tjenestemanden efter fødslen skal tildeles det tillæg af orlov, som kræves for at sikre denne det i vedtægten fastsatte minimum, nemlig en barselsorlov på i alt 16 uger.

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl i det tilfælde, hvor den gravide kvinde allerede inden påbegyndelsen af barselsorloven har taget sygeorlov på grund af helbredsproblemer i forbindelse med graviditeten, eftersom vedtægtens artikel 58 ikke indeholder nogen sondring i den forbindelse. En anvendelse af denne bestemmelse i et sådant tilfælde, hvor datoen for påbegyndelsen af barselsorloven fastsættes efterfølgende, på baggrund af den faktiske dato for fødslen, med en konvertering af sygedagene til barselsdage, der er indeholdt i perioden på seks uger inden denne dato, er i strid med vedtægtens artikel 58 og 59. Graviditeten kan nemlig ikke anses for at være en sygdom, og ingen vedtægtsbestemmelse kan fortolkes som en tilladelse til at konvertere disse to typer orlov, der – idet de forfølger forskellige formål – vedrører forskellige situationer. En sådan metode ville endvidere medføre en forskelsbehandling mellem kvinder, hvis graviditet forløber uden vanskeligheder, og derfor ikke har behov for at gå på sygeorlov, og de, som er tvunget til gå på sygeorlov inden deres barsel, da de er uarbejdsdygtige.

(jf. præmis 50-56 og 58-61)