Sag C-625/10

Europa-Kommissionen

mod

Den Franske Republik

»Traktatbrud – transport – udvikling af Fællesskabets jernbaner – direktiv 91/440/EØF – artikel 6, stk. 3, og bilag II – direktiv 2001/14/EF – artikel 14, stk. 2 – jernbaneinfrastrukturforvalterens manglende retlige uafhængighed – artikel 11 – ingen præstationsordning – ufuldstændig gennemførelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. april 2013

1.        Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

(Art. 258 TEUF)

2.        Transport – fælles politik – udvikling af Fællesskabets jernbaner – adskillelse af infrastrukturforvaltning og transportvirksomhed – væsentlige funktioner, der skal overdrages til et uafhængigt organ – begreb – udførelse af gennemførlighedsundersøgelser af teknisk art, som er nødvendige for behandlingen af ansøgninger om kanaler, og som finder sted, før beslutningen om kortfristet tildeling af kanaler træffes – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 14, stk. 2; Rådets direktiv 91/440, art. 6, stk. 3, og bilag II)

3.        Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur – medlemsstaternes forpligtelser – indførelse af en præstationsordning – rækkevidde

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 11, stk. 1 og 2)

4.        Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur – medlemsstaternes forpligtelser – indførelse af mekanismer, som tilskynder infrastrukturforvalteren til at begrænse omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur og at nedbringe niveauet for adgangsafgifterne – forpligtelse til at fastsætte særskilte foranstaltninger – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art 6, stk. 2 og 3, art. 7, stk. 3, og art. 8, stk. 1)      

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43)

2.        I henhold til bilag II til direktiv 91/440 om udvikling af Fællesskabets jernbaner anses for væsentlige funktioner som omhandlet i artikel 6, stk. 3, forberedelse og beslutningstagning i forbindelse med tildeling af licens til jernbanevirksomheder, beslutningstagning i forbindelse med kanaltildeling, herunder både fastlæggelse og vurdering af, hvad der står til rådighed, samt tildeling af individuelle kanaler, beslutningstagning i forbindelse med opkrævning af infrastrukturafgifter og overvågning af opfyldelsen af public service-forpligtelser i forbindelse med visse tjenesteydelser.

Det følger af denne opregning, at en jernbanevirksomhed ikke kan overdrages udførelsen af gennemførlighedsundersøgelser af teknisk art, som er nødvendige for behandlingen af ansøgninger om kanaler, og som finder sted, før beslutningen om kortfristet tildeling af kanaler træffes, eftersom for det første disse undersøgelser er med til at definere og bedømme tilgængeligheden af kanaler, og for det andet fordi tildelingen af kanaler med kort frist udgør en tildeling af individuelle kanaler som fastsat i bilag II til direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, og disse funktioner skal således overdrages et uafhængigt organ. Artikel 14, stk. 2, i direktiv 2001/14 bestemmer således, at de enheder, hvortil tildeling er overdraget, skal være uafhængige af enhver transportvirksomhed med hensyn til retlig status, organisation og beslutningstagning.

(jf. præmis 46-48)

3.        Det følger af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur for det første, at medlemsstaterne i deres infrastrukturafgiftsordninger skal inkludere en præstationsordning, som skal tilsigte at tilskynde jernbanevirksomheder og infrastrukturforvalteren til at forbedre nettets ydeevne. Hvad for det andet angår de former for incitamenter, som medlemsstaterne kan indføre, står det de sidstnævnte frit at vælge de konkrete foranstaltninger, som skal være en del af nævnte ordning, forudsat at disse udgør en sammenhængende og gennemskuelig helhed, der kan kvalificeres som »præstationsordning«.

En ordning, der udmønter sig i en specifik afgiftsopkrævning, som finder anvendelse på reservationsafgiften for kanaler til fragt, hvis samlede længde overstiger 300 km, og hvis hastighed er lig med eller overstiger 70 km/t., udgør ikke en sammenhængende og gennemskuelig helhed, der kan kvalificeres som præstationsordning som omhandlet i artikel 11 i direktiv 2001/14. Sidstnævnte artikel kræver, at medlemsstaterne reelt indfører en præstationsordning i afgiftsordningen.

Endvidere udgør bestemmelser om erstatning til infrastrukturforvalteren i tilfælde af en manglende anvendelse af en kanal grundet jernbanevirksomhedens fejl og erstatning til jernbanevirksomheden efter ophævelse af kanaler, som skyldes forvalteren, heller ikke en præstationsordning.

Hvad endelig angår indførelsen på forsøgsplan af en specifik præstationsmekanisme som fastsat i en præstationsaftale henhører denne mekanisme udelukkende under infrastrukturforvalteren. Præstationsaftalen udgør således ikke en præstationsordning, som tilskynder ikke blot infrastrukturforvalteren, men også jernbanevirksomhederne. I henhold til artikel 11, stk. 2, i direktiv 2001/14 finder grundprincipperne for præstationsordningen desuden anvendelse på hele nettet. Bestemmelserne i præstationsaftalen er imidlertid begrænset til fragtnettet.

(jf. præmis 70 og 72-74)

4.        Det følger af artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, at medlemsstaterne kan gennemføre incitamenter til at nedbringe omkostningerne til tilvejebringelse af jernbaneinfrastruktur og niveauet for adgangsafgifterne inden for rammerne af en flerårig aftale eller ved lovbestemmelser. Derimod er det på ingen måde foreskrevet, at disse foranstaltninger skal træffes særskilt.

5.        Incitamenterne til at nedbringe omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur kan endvidere kun bevirke en reduktion i niveauet for adgangsafgifterne, uanset om disse fastsættes på grundlag af artikel 7, stk. 3, i direktiv 2001/14 eller på grundlag af dette direktivs artikel 8, stk. 1.

(jf. præmis 78, 83 og 86)