RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

20. juni 2011

Sag T-256/10 P

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – flytning af personlige ejendele – stiltiende og udtrykkelig afvisning af sagsøgerens ansøgninger – begrundelsespligt – åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående:      Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Første afdeling) den 25. marts 2010 i sag F-102/08, Marcuccio mod Kommission, med påstand om, at denne dom ophæves.

Udfald:      Appellen forkastes. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i forbindelse med appelsagen.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – utilstrækkelig eller selvmodsigende begrundelse – formaliteten – rækkevidden af begrundelsespligten – omfanget af Rettens prøvelse af domme afsagt af Personaleretten

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne – afvisning – Rettens prøvelse af bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)

3.      Appel – anbringender – ingen identificering af den påberåbte retlige fejl – åbenbart afvisningsgrundlag

[Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, afsnit 1, litra c)]

4.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstand om, at en institution meddeles et påbud – påstand om, at der afsiges en deklaratorisk dom – afvisning

(Art. 263 TEUF)

1.      Spørgsmålet, om begrundelsen for en dom afsagt af Personaleretten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag.

I denne forbindelse må spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsespligten i artikel 76 i Personalerettens procesreglement er opfyldt med hensyn til en kendelse, hvorved et søgsmål afvises eller forkastes som ugrundet, adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den omtvistede kendelse. Dels består en beslutnings begrundelse nemlig formelt i at udtrykke de grunde, som beslutningen er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil beslutningens grundlags lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde. Dels kan den omstændighed, at førsteinstansen vedrørende sagens realitet er kommet til et andet resultat end sagsøgeren, ikke i sig selv behæfte den appellerede kendelse med en mangelfuld begrundelse.

(jf. præmis 23, 25 og 26)

Henvisning til: Domstolen, 11. januar 2007, sag C-404/04 P, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis; 10. juli 2008, sag C-413/06 P, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, Sml. I, s. 4951, præmis 181 og den deri nævnte retspraksis; 20. maj 2010, sag C-583/08 P, Gogos mod Kommissionen, Sml. I, s. 4469; præmis 35 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 18. oktober 2010, sag T-516/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53 og 54

2.      Appellen kan kun støttes på anbringender om overtrædelse af retsregler, og enhver bedømmelse af de faktiske omstændigheder er udelukket. Det er alene Personaleretten, der har kompetence til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, bortset fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af dens konstateringer fremgår af de aktstykker, den har fået forelagt, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder samt til den værdi, der skal tillægges de beviser, den har fået forelagt, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet gengivet forkert. Desuden tilkommer det alene Personaleretten at bedømme, om det er eventuelt er nødvendigt at supplere det bevismateriale, den råder over i de sager, der forelægges til afgørelse.

Når Personaleretten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Retten i henhold til artikel 257 TEUF imidlertid kompetence til at gennemføre en kontrol af den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Personaleretten har draget heraf. Rettens prøvelsesret med hensyn til Personalerettens faktiske konstateringer omfatter således navnlig spørgsmålet, om det fremgår af sagens akter, at disse konstateringer er indholdsmæssigt urigtige, om beviserne er gengivet forkert, den retlige kvalifikation af beviserne, samt om reglerne om bevisbyrde og bevisførelse er overholdt.

(jf. præmis 33, 35, 36 og 38)

Henvisning til: Domstolen, 10. juli 2001, sag C-315/99 P, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5281, præmis 19; 11. november 2003, sag C-488/01 P, Martinez mod Parlamentet, Sml. I, s. 13355, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis; 25. januar 2007, forenede sager C-403/04 P og C-405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, Sml. I, s. 729, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 20. oktober 2008, sag T-278/07 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 59, og II-B-1, s. 407, præmis 20; 8. juli 2010, sag T-166/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis

3.      I henhold til artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen samt artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), i Rettens procesreglement skal et appelskrift præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. En appel, som ikke indeholder nogen retlig argumentation, som godtgør, hvorledes Personaleretten har begået en retlig fejl, men begrænser sig til at gengive det anbringende, der blev forelagt denne ret i første instans, uden at uddybe dette nærmere, skal herefter forkastes. Et sådant argument udgør således en almindelig anmodning om fornyet pådømmelse af den stævning, der blev indleveret i første instans, hvilket er i strid med de krav, der er pålagt såvel i henhold til Domstolens statut som i henhold til Rettens procesreglement.

(jf. præmis 51-53)

Henvisning til: Domstolen, 13. september 2007, sag C-234/06 P, Il Ponte Finanziaria mod KHIM, Sml. I, s. 7333, præmis 45 og 46; Retten, 19. marts 2010, sag T-338/07 P, Bianchi mod ETF, præmis 59; 16. december 2010, sag T-52/10 P, Lebedef mod Kommissionen, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis

4.       Unionens retsinstanser har ikke inden for rammerne af legalitetskontrollen kompetence til at afsige deklaratoriske domme eller meddele påbud, uanset karakteren eller indholdet af den anfægtede retsakt. Argumentet om at begrænse den manglende mulighed for Unionens retsinstanser til at rette påbud til en institution i de tilfælde, hvor denne råder over en beslutningsbeføjelse, kan følgelig ikke rejse tvivl om denne konklusion.

(jf. præmis 27 og 66)

Henvisning til: Domstolen, 22. januar 2004, sag C-353/01 P, Mattila mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 1073, præmis 15; Retten, 4. februar 2009, sag T-145/06, Omya mod Kommissionen, Sml. II, s. 145, præmis 23, og den deri nævnte retspraksis