Appel iværksat den 9. juni 2010 af Luigi Marcuccio til prøvelse af Personalerettens kendelse af 25. marts 2010 i sag F-102/08, Marcuccio mod Kommissionen

(Sag T-256/10 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved avvocato G. Cipressa)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Under alle omstændigheder ophæves den appellerede kendelse fuldt ud og uden undtagelser.

Det fastslås, at søgsmålet i første instans, i relation til hvilket den appellerede kendelse blev afsagt, fuldt ud kunne antages til realitetsbehandling.

Principalt: Appellanten gives fuldt ud og uden undtagelser medhold i påstandene i søgsmålet for førsteinstansen.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale appellanten samtlige de omkostninger, som han har afholdt såvel i sagen i første instans som i den foreliggende appelsag.

Subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling af Personaleretten i en anden sammensætning med henblik på, at den træffer fornyet afgørelse i sagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Denne appel er iværksat til prøvelse af Personalerettens kendelse af 25. marts 2010. Ved kendelsen afviste Personaleretten delvist og forkastede delvist som åbenbart ugrundet det søgsmål, som appellanten havde anlagt med påstand om, at det blev fastslået, at den afgørelse, hvorved Kommissionen afviste at sende appellanten en kopi af de fotos, der blev taget ved appellantens flytning fra dennes bolig i Luanda (Angola), og at destruere ethvert dokument vedrørende denne flytning samt med påstand om, at Kommissionen tilpligtedes at betale erstatning for den skade, som appellanten blev forvoldt ved den omstændighed, at Kommissionen havde gennemtvunget denne flytning mod appellantens vilje, var en nullitet eller om, at den i det mindste blev annulleret.

Appellanten har til støtte for sin appel gjort gældende, at kendelsen fuldstændig savner en begrundelse, og at der foreligger en tilsidesættelse af de retsgrundsætninger, der regulerer bevisførelse og bevis, af artikel 94 i Personalerettens procesreglement, af Kommissionens forpligtelse til at yde appellanten bistand og af princippet om god forvaltningsskik.

Appellanten gør ligeledes gældende, at Personaleretten har undladt at tage stilling til tre af hans påstande.

____________