PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

23. oktober 2012 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – hjemvisning til Personaleretten efter ophævelse – ophævelse af immunitet for de ansatte ved en institution for så vidt angår mundtlige og skriftlige ytringer i forbindelse med en retssag – udnævnelse til en stilling som kontorchef – afslag på ansøgning – annullationssøgsmål – ansøgers søgsmålsinteresse tilsidesat – retskraft – procedurefejl – interesseafvejning – erstatningssøgsmål – lidt ikke-økonomisk skade som følge af en fejl«

I sag F-44/05 RENV,

angående hjemvisning af et søgsmål oprindeligt anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,

Guido Strack, tidligere tjenestemand ved Europa-Kommissionen, Köln (Tyskland), ved advokaterne N.A. Lödler og H. Tettenborn,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved H. Krämer og B. Eggers, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

PERSONALERETTEN

(Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M.I. Rofes i Pujol, og dommerne I. Boruta (refererende dommer) og K. Bradley,

justitssekretær: W. Hakenberg,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. januar 2012,

afsagt følgende

Dom

1        Den Europæiske Unions Ret har ved dom af 9. december 2010, sag T-526/08 P, Kommissionen mod Strack (herefter »hjemvisningsdommen«), hvorved Personalerettens dom af 25. september 2008, sag F-44/05, Strack mod Kommissionen (herefter »dommen i sagen Strack mod Kommissionen«), vedrørende det af Guido Strack anlagte søgsmål med påstand om annullation af Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationers afgørelse om at afslå hans ansøgning til stillingen som kontorchef for »Udbud og Kontrakter« (A5/A4) i det nævnte kontor (herefter »den omtvistede stilling«) og om at udnævne A til den omtvistede stilling samt påstand om, at Europa-Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Guido Strack hævder at have lidt, delvist blev ophævet, hjemvist den foreliggende sag til Personaleretten.

 Retsforskrifter

 Bestemmelser vedrørende Publikationskontoret

2        Det fremgår af artikel 1 i Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissionens, Domstolens, Revisionsrettens, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs og Regionsudvalgets afgørelse 2000/459/EF, EKSF, Euratom af 20. juli 2000 om organisationen og driften af Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer (EFT L 183, s. 12), at Publikationskontoret »under De Europæiske Fællesskabers institutioners ansvar, [har] til opgave på de bedst mulige tekniske og økonomiske vilkår at udgive institutionernes og deres tjenestegrenes publikationer«.

3        Artikel 6 i afgørelse 2000/459 bestemmer:

»1.      Kommissionen udøver ansættelsesmyndighedens beføjelser for så vidt angår tjenestemænd og øvrige ansatte i lønklasserne A 1, A 2, A 3 og LA 3 på nedenstående vilkår.

[…]

2.      Kommissionen udøver, for så vidt angår tjenestemænd og ansatte, der ikke er omhandlet i stk. 1, ansættelsesmyndighedens beføjelser. Kommissionen kan overdrage sine beføjelser til kontorets direktør.

[…]

3.      De administrative procedurer i forbindelse med de i stk. 1 og 2 nævnte foranstaltninger samt den løbende forvaltning af personalet, bl.a. i forbindelse med pensionering, sygesikring, arbejdsulykker, løn og ferie, er de samme som for dem af Kommissionens ansatte, der gør tjeneste i Luxembourg [(Luxembourg)].

[…]«

 Bestemmelser vedrørende proceduren for besættelse af ledige stillinger

4        Kommissionens Generalsekretariat har i meddelelse af 22. december 2000 (SEK(2000) 2305/5), der har overskriften »Bedømmelse, udvælgelse og udnævnelse af ledende tjenestemænd ved Kommissionen«, fremsat forslag om ændring i sammensætningen af, mandatet for og proceduren ved de rådgivende udvalg.

5        Det fremgår af artikel 2, stk. 3, i Kommissionens beslutning om ledere på mellemlederniveau, der er dateret den 28. april 2004 og bekendtgjort i Meddelelser fra Administrationen nr. 73/2004 af 23. juni 2004 (herefter »beslutningen af 28. april 2004«), at »med henblik på at besætte en stilling i henhold til artikel 29 i vedtægten [for tjenestemænd i Den Europæiske Union] og med undtagelse af de særlige tilfælde, der er nævnt i de gennemførelsesbestemmelser, som er omhandlet i artikel 16, stk. 2, udnævner den relevante generaldirektør en udvælgelseskomité, der består af mindst tre medlemmer, som har en lønklasse og en ledelsesfunktion, der mindst svarer til niveauet for den stilling, som skal besættes, idet et af medlemmer skal tilhøre et andet generaldirektorat«.

6        Det fremgår af artikel 16 i beslutningen af 28. april 2004, at den nævnte beslutning ophæver og træder i stedet for bl.a. meddelelsen af 22. december 2000 for så vidt angår de bestemmelser, der vedrører mellemledere. Det fremgår af artikel 17 i beslutningen af 28. april 2004, at denne beslutning trådte i kraft den 1. maj 2004.

7        Publikationskontoret har udarbejdet en manual for proceduren til ansættelse af kontorchefer (A 5/A 4). Denne manual i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, beskriver procedurens forløb på følgende måde:

»1.      Der udarbejdes meddelelse om den ledige stilling.

2.      Meddelelsen om den ledige stilling godkendes af Publikationskontorets direktør, hvorefter den offentliggøres i samtlige institutioner. Meddelelsen om den ledige stilling skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den stilling, der skal besættes, og de opgaver, der skal varetages. Ansøgninger skal sendes direkte til Publikationskontoret.

3.      Kommissionens generaldirektorat for »Personale og [a]dministration« udpeger en rapportør.

4.      [Publikations]kontorets direktør udnævner [tre] kontorchefer, der sammen udgør udvælgelses[komitéen].

5.      Udvælgelses[komitéen]:

a)      gennemgår ansøgningerne (opfyldelse af vedtægtsmæssige betingelser)

b)      afholder samtaler med ansøgerne og vurderer dem på grundlag af på forhånd fastsatte bedømmelseskriterier og

c)      udarbejder en detaljeret og begrundet rapport (styrker, svagheder og mangler vedrørende hver enkelt ansøger) og en [indstillingsliste] i alfabetisk orden, der oversendes til [Publikations]kontorets direktør og rapportøren.

6.      Inden for en frist på [fem] arbejdsdage fra modtagelsen af udvælgelses[komitéens] rapport fremsender rapportøren sin udtalelse vedrørende rapporten til [Publikations]kontorets direktør.

([Publikations]kontorets direktør kan på grundlag af rapportørens udtalelse i givet fald gentage proceduren i henhold til punkt 5.)

7.      [Publikations]kontorets direktør afholder samtale med de ansøgere, der er opført på [indstillingslisten], samt med enhver anden ansøger, som han måtte ønske at afholde samtale med. Direktøren kan lade sig bistå af kontorchefer eller direktører, som han selv udpeger. Rapportøren deltager i disse samtaler.

8.      [Efter] disse samtaler udfærdiges et referat, som sendes til [Generaldirektoratet for »Personale og Administration«] og rapportøren.

9.      [Generaldirektoratet for »Personale og Administration«] forelægger skriftligt sagen for det rådgivende udvalg for udnævnelser og giver efterfølgende [Publikations]kontorets direktør meddelelse om det rådgivende udvalg for udnævnelsers udtalelse.

10.      [Publikations]kontorets direktør træffer afgørelse på grundlag af udvælgelses[komitéens] rapport, rapportørens udtalelse, det referat, som [Publikations]kontorets direktør har udfærdiget efter samtalerne (jf. punkt 7), og det rådgivende udvalg for udnævnelsers udtalelse.

11.      [Generaldirektoratet for »Personale og administration«] udarbejder et ansættelsesbrev.

12.      [Publikations]kontorets direktør undertegner ansættelsesbrevet som ansættelsesmyndighed.«

 Bestemmelser vedrørende pensionering og tildeling af invaliditetsydelse

8        Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004, trådte i kraft den 1. maj 2004 (herefter »vedtægten« eller »den nye vedtægt«). Disse bestemmelser erstatter de bestemmelser, der fandt anvendelse indtil den 30. april 2004 (herefter »den tidligere vedtægt«). Det fremgår af vedtægtens artikel 53, at »[h]vis tjenestemanden efter invaliditetsudvalgets mening opfylder de i artikel 78 fastsatte betingelser, afskediges han med pension uden ansøgning den sidste dag i den måned, i hvilken ansættelsesmyndigheden har fastslået, at tjenestemanden er endeligt uarbejdsdygtig og ikke kan udøve sit hverv«.

9        Vedtægtens artikel 78 har følgende ordlyd:

»I henhold til de i artikel 13-16 i bilag VIII fastsatte betingelser er den tjenestemand, der er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig og medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i hans ansættelsesgruppe, berettiget til invaliditetsydelse.

Artikel 52 finder tilsvarende anvendelse på personer, der modtager invaliditetsydelse. Hvis modtageren af en invaliditetsydelse tager sin afsked inden det fyldte 65. år og uden at have opnået den maksimale pensionsret, finder de almindelige regler vedrørende alderspension anvendelse. Alderspensionen fastsættes på grundlag af lønnen for den lønklasse og det løntrin, som tjenestemanden var indplaceret i på tidspunktet for hans overgang til invaliditetsydelse.

Invaliditetsydelsen fastsættes til 70% af tjenestemandens seneste grundløn. […]

Hvis invaliditeten skyldes […] en erhvervssygdom […], kan invaliditetsydelsen ikke være mindre end 120% af eksistensminimummet. Endvidere afholdes hele bidraget til pensionsordningen i så fald af institutionen eller organet jf. artikel 1b.«

10      Artikel 13 i bilag VIII til vedtægten bestemmer:

»1.      Såfremt invaliditetsudvalget anerkender, at en tjenestemand, der endnu ikke er fyldt 65 år i det tidsrum, hvor han erhverver pensionsrettigheder, er blevet varigt og totalt invalid og derfor ude af stand til at varetage en stilling inden for sin stillingsgruppe og af den grund må opgive at gøre tjeneste […], har han med forbehold af bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, […] i den tid, han er utjenstdygtig, ret til den invaliditetsydelse, der omhandles i artikel 78 i vedtægten.

2.      [...]

Den pågældende skal fremlægge de krævede skriftlige beviser og meddele institutionen alle oplysninger, der kan ændre hans ret til ydelsen.«

11      Artikel 14, første og andet afsnit, i bilag VIII til vedtægten har følgende ordlyd:

»Retten til invaliditetsydelse opstår den første dag i den kalendermåned, der følger efter den måned, i hvilken tjenestemanden i henhold til artikel 53 i vedtægten afskediges med pension.

Når en tidligere tjenestemand ikke længere opfylder forudsætningerne for at oppebære denne ydelse, skal han genindtræde i den første ledige stilling i den kategori eller tjenestegruppe, der svarer til hans stillingsgruppe, såfremt han er i besiddelse af de fornødne kvalifikationer. Afslår han at modtage den tilbudte stilling, har han fortsat krav på at genindtræde på de samme betingelser i den næste stilling, der bliver ledig i den kategori eller tjenestegruppe, der svarer til hans stillingsgruppe. Afslår han for anden gang, kan han afskediges uden ansøgning.«

12      Det fremgår af artikel 15 i bilag VIII til vedtægten, at »[s]å længe en tidligere tjenestemand, der modtager invaliditetsydelse, ikke er fyldt 63 år, kan institutionen lade ham undersøge med bestemte mellemrum for at sikre sig, at han stadig opfylder betingelserne for at oppebære denne ydelse«.

 Andre relevante bestemmelser

13      Vedtægtens artikel 3 bestemmer:

»I tjenestemandens ansættelsesbrev anføres det tidspunkt, fra hvilket udnævnelsen får virkning; dette tidspunkt kan ikke ligge forud for dagen for tjenestemandens tiltræden.«

14      Artikel 30 i Personalerettens procesreglement har følgende ordlyd:

»1.      Partsrepræsentanter, der møder for Retten eller for en retsinstans, over for hvilken Retten har fremsat en retsanmodning, kan ikke retsforfølges på grund af deres mundtlige og skriftlige ytringer vedrørende sagen eller sagens parter.

2.      Partsrepræsentanter nyder desuden følgende privilegier og lettelser:

a)      Ingen papirer eller dokumenter, der vedrører sagens behandling, kan gøres til genstand for ransagning eller beslaglæggelse; i tilfælde af tvist kan toldvæsenet eller politiet forsegle de pågældende papirer og dokumenter, som uopholdeligt skal tilstilles Retten til gennemsyn i justitssekretærens og den pågældendes nærværelse.

b)      Partsrepræsentanter har krav på at få tildelt de udenlandske betalingsmidler, der er nødvendige for udøvelsen af deres hverv.

c)      Partsrepræsentanter kan frit rejse i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af deres hverv.

3.      De i stk. 1 og 2 nævnte privilegier, immuniteter og lettelser indrømmes udelukkende af hensyn til sagens gennemførelse.

4.      Retten kan ophæve immuniteten, når den skønner, at dette ikke strider mod hensynet til sagens gennemførelse.«

 De faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne

 Tvistens baggrund

15      Sagsøgeren indtrådte i Kommissionens tjeneste den 1. september 1995 og blev fra denne dato ansat i Publikationskontoret. Den 1. januar 2001 blev han forfremmet til lønklasse A6 (efter ikrafttrædelsen af den nye vedtægt med virkning fra den 1.5.2004 A*10 og med virkning fra den 1.5.2006 AD10). Den 1. april 2002 forlod han Publikationskontoret for at arbejde i enhed C4 i Kommissionens Generaldirektorat (GD) for »Erhvervspolitik«. Fra den 16. februar 2003 blev han ansat i Eurostat.

16      Den 25. marts 2004 offentliggjorde Publikationskontoret meddelelse om ledig stilling KOM/A/057/04 med henblik på at besætte den omtvistede stilling (herefter »meddelelsen om den ledige stilling«).

17      Afsnit III i meddelelsen om den ledige stilling med overskriften »Ansøgninger« havde følgende ordlyd:

»[…]

Tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskabers institutioner i lønklasse A 4, A 5 eller A 6, der er forfremmelsesværdige, og som mener at besidde de nødvendige kvalifikationer, kan indgive ansøgning til stillingen.

[…]«

18      Det fremgik af afsnit IV med overskriften »Udvælgelsesprocedure« i meddelelsen om den ledige stilling, at »[e]n udvælgelses[komité] gennemgår ansøgningerne og opstiller en [indstillingsliste] over de ansøgere, der skal indkaldes til samtale«.

19      Den 31. marts 2004 blev B udpeget som rapportør vedrørende proceduren til besættelse af den omtvistede stilling.

20      Ved e-mail af 15. april 2004 indgav sagsøgeren en ansøgning til den omtvistede stilling.

21      Ved skrivelse af 7. juni 2004 blev sagsøgeren indkaldt til en samtale, der fandt sted den 21. juni 2004, og hvori medlemmerne af udvælgelseskomitéen deltog. Komitéen bestod af Publikationskontorets direktør C og to af Publikationskontorets kontorchefer D og E, idet E varetog den administrative koordinering.

22      Det fremgår bl.a. af udvælgelseskomitéens skrivelse af 25. juni 2004, at selv om alle ansøgere blev anset for at opfylde de vedtægtsmæssige betingelser, deltog kun syv af ansøgerne i en samtale med udvælgelseskomitéen. Denne skrivelse nævner endvidere i alfabetisk orden navnene på de ansøgere, som efter samtalerne blev opført på indstillingslisten, nemlig A, F, G og H. Tre af disse ansøgere var på dette tidspunkt indplaceret i lønklasse A 5, og en ansøger var indplaceret i lønklasse A 4.

23      Ved e-mail af 5. juli 2004 anmodede sagsøgeren E om at modtage oplysning om, hvor langt man var nået med udvælgelsesproceduren. Ved e-mail af 6. juli 2004 oplyste E over for sagsøgeren, at det ikke var muligt at besvare hans henvendelse, idet udvælgelsesproceduren ikke var afsluttet.

24      Den 13. juli 2004 afholdt Publikationskontorets direktør i sin egenskab af ansættelsesmyndighed, bistået af B, samtaler med de fire ansøgere, der var opført på indstillingslisten. Efter disse samtaler besluttede Publikationskontorets direktør den 13. juli 2004 at vælge A til stillingen.

25      Det fremgår af rapport af 15. juli 2004, der er underskrevet af ansættelsesmyndigheden og B, og som har overskriften »Ansættelsesmyndighedens rapport vedrørende samtaler afholdt med de af udvælgelseskomitéen valgte ansøgere«, at A »anses for at være den ansøger, der bedst kan bidrage til at sikre, at kontoret fungerer tilfredsstillende«.

26      Ved e-mail af 7. september 2004 anmodede sagsøgeren på ny E om oplysning om, hvor langt man var nået med udvælgelsesproceduren. Denne e-mail blev ikke besvaret. Sagsøgeren har anført, at han endnu engang anmodede om oplysninger ved e-mail af 18. november 2004. Administrationen besvarede ikke denne henvendelse.

27      Den 22. november 2004 kontaktede sagsøgeren E telefonisk. E oplyste, at udvælgelsesproceduren havde været afsluttet i et stykke tid, og at administrationen ikke havde givet de ansøgere, som ikke var blevet udvalgt, besked herom.

28      Den 24. november 2004 modtog sagsøgeren en skrivelse, der var dateret den 19. november 2004, hvorved Publikationskontoret gav ham meddelelse om, at hans ansøgning ikke var blevet imødekommet.

29      Den 26. november 2004 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, hvorved han dels anmodede om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om at udnævne A til den omtvistede stilling og af afgørelsen om at afslå hans ansøgning til den nævnte stilling, dels anmodede om erstatning for det tab, som han hævdede at have lidt som følge af den ulovlige udnævnelse af A samt som følge af, at han modtog for sen meddelelse om afslaget på sin ansøgning.

30      Ved afgørelse af 18. marts 2005 afslog ansættelsesmyndigheden sagsøgerens klage. Denne afgørelse blev meddelt sagsøgeren ved en skrivelse, der blev indleveret til postvæsenet den 22. marts 2005, og som sagsøgeren fik kendskab til den 23. april 2005.

31      I mellemtiden fastslog invaliditetsudvalget den 14. marts 2005 i henhold til vedtægtens artikel 53, at sagsøgeren var varigt og totalt invalid og derfor ude af stand til at varetage en stilling inden for sin stillingsgruppe, og han blev derfor suspenderet fra Kommissionens tjeneste. Invaliditetsudvalget præciserede, at udvalget på et senere tidspunkt ville drøfte den eventuelle sammenhæng mellem invaliditeten og sagsøgerens tidligere erhvervsmæssige beskæftigelse, når de relevante oplysninger måtte foreligge.

32      Ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 31. marts 2005 blev sagsøgeren med virkning fra denne dato afskediget med pension og indstillet til invaliditetsydelse i overensstemmelse med vedtægtens artikel 78, stk. 3.

33      Den 26. oktober 2005 blev sagsøgeren indkaldt til en lægeundersøgelse i henhold til vedtægtens artikel 73, som skulle foretages den 14. december 2005.

34      Ved skrivelse af 8. november 2006 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den anerkendte, at sagsøgerens tilstand i henhold til den lægeundersøgelse, han havde været igennem, var blevet forværret, og at han følgelig ville modtage godtgørelse af de udgifter til lægebehandling, som havde direkte sammenhæng med denne forværring, indtil hans situation blev stationær, jf. vedtægtens artikel 73. Det fremgik endvidere, at sagsøgeren i henhold til artikel 19 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd havde pligt til at holde administrationen underrettet om udviklingen af sin helbredstilstand. Sagsøgeren blev derfor anmodet om at få den behandlende læge til at udfylde blanketten »lægeerklæring«. Det fremgik i denne henseende endvidere, at hvis administrationen ikke modtog den udfyldte blanket senest den 8. maj 2007, ville sagsøgeren blive anset for at være helbredt.

35      Den 28. marts 2007 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at en institution i medfør af artikel 15 i bilag VIII til vedtægten kan lade tidligere tjenestemænd, der modtager invaliditetsydelse og ikke er fyldt 63 år, undersøge med bestemte mellemrum. Kommissionen anmodede derfor sagsøgeren om at fremsende en lægeattest, der indeholdt oplysninger om hans aktuelle helbredstilstand, og hvori der tillige skulle »tages stilling« til, om sagsøgeren fortsat var invalid.

 Retsforhandlingerne i første instans

36      Den 17. juni 2005 anlagde den på det tidspunkt 40-årige sagsøger sag ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans med påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om at afslå hans ansøgning til den omtvistede stilling og påstand om annullation af afgørelsen om at udnævne A til den nævnte stilling. Sagen blev registreret som sag T-225/05.

37      Den 3. oktober 2005 fremsatte Kommissionen ved særskilt dokument en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 114, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Første Instans over for de påstande om annullation og erstatning, der var nedlagt inden for rammerne af sag T-225/05. Den 15. november 2005 indgav sagsøgeren bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelsen. Ved kendelse af 8. december 2005 forenede Retten i Første Instans formalitetsspørgsmålet med prøvelsen af sagens realitet.

38      Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i Første Instans i henhold til artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7) sagen til Personaleretten. Søgsmålet blev på Personalerettens Justitskontor registreret som sag F-44/05.

39      Den 10. september 2007 anmodede sagsøgeren Personaleretten om bl.a. at fremsende en kopi af sagsakterne til de kompetente strafferetlige myndigheder og at foretage anmeldelse af Kommissionen som følge af unøjagtige oplysninger heri vedrørende det tidspunkt, hvor udvælgelseskomitéen indledte sit arbejde. Sagsøgeren anmodede endvidere Personaleretten om i forbindelse med afgørelsen vedrørende erstatningspåstanden at tage hensyn til, at Kommissionen havde afgivet unøjagtige oplysninger. Sagsøgeren anmodede i denne henseende Personaleretten om at udøve sin fulde prøvelsesret med henblik på at pålægge Kommissionen at betale en passende erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han hævdede at have lidt som følge af, at Kommissionen havde afgivet unøjagtige oplysninger.

40      Den 25. september 2008 afsagde Personaleretten (Anden Afdeling) dom i sagen Strack mod Kommissionen, hvorved Personaleretten i domskonklusionens punkt 1 afviste påstanden om annullation af afgørelsen om at udnævne A til den omtvistede stilling, i punkt 2 annullerede afgørelsen om afslag på sagsøgerens ansøgning til den omtvistede stilling, i punkt 3 pålagde Kommissionen at betale sagsøgeren et beløb på 2 000 EUR i erstatning, i punkt 4 i øvrigt frifandt Kommissionen, i punkt 5 pålagde sagsøgeren at bære halvdelen af sine egne omkostninger, og i punkt 6 pålagde Kommissionen at bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af sagsøgerens omkostninger.

41      Hvad angår sagsøgerens begæring om, at Personaleretten skulle fremsende en kopi af sagsakterne til de kompetente strafferetlige myndigheder og indgive anmeldelse på dette grundlag, fastslog Personaleretten ved denne dom, at sagsøgerens begæring ikke kunne imødekommes, idet dette spørgsmål ikke henhørte under Personalerettens kompetence (dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 49).

42      Hvad angår sagens genstand fastslog Personaleretten, at sagsøgerens annullationspåstande skulle forstås således, at de vedrørte dels en påstand om annullation af afgørelsen om at udnævne A til den omtvistede stilling, dels en påstand om annullation af afgørelsen om at afslå hans ansøgning til den omtvistede stilling (dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 54).

43      Efter at have undersøgt annullationspåstandene afviste Personaleretten påstanden om annullation af afgørelsen om at udnævne A til den omtvistede stilling (dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 80) og tog påstanden om annullation af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning delvist til følge (dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 202).

44      Som begrundelse for at afvise påstanden om annullation af afgørelsen om at udnævne A til den omtvistede stilling anførte Personaleretten, at sagsøgeren var blevet afskediget med pension og indstillet til invaliditetsydelse med virkning fra den 31. marts 2005, hvorfor han ikke længere på det tidspunkt, hvor nærværende sag blev anlagt den 17. juni 2005, udøvede sit arbejde hos Kommissionen, og derfor ikke længere kunne besætte den omtvistede stilling. Selv om det ganske vist var muligt, at sagsøgeren kunne genindsættes i sin stilling, fastslog Personaleretten, at når den interesse, som en sagsøger påstår at have, vedrører en fremtidig retsstilling, skal han godtgøre, at indgrebet i retsstillingen allerede aktuelt er sikkert. Sagsøgerens genindtræden i Kommissionens tjeneste var imidlertid blot en eventuel begivenhed, hvis indtræden var usikker. Personaleretten fastslog, at det under disse omstændigheder påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at der forelå en særlig omstændighed, der fortsat kunne begrunde en personlig og aktuel interesse i at opnå annullation af afgørelsen om at udnævne A til den omtvistede stilling, og at sagsøgeren, eftersom han ikke havde godtgjort, at der forelå en sådan omstændighed, ikke havde interesse i at nedlægge påstand om annullation af afgørelsen om at udnævne A til den omtvistede stilling. Personaleretten fastslog derimod, at selv om sagsøgeren var pensioneret, havde han fortsat interesse i at få fastslået, at afslaget på hans ansøgning til den omtvistede stilling var ulovligt, med henblik på i givet fald at opnå erstatning for den skade, som han derved var blevet forvoldt.

45      Hvad angår sagens realitet tog Personaleretten påstanden om annullation af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning til den omtvistede stilling til følge med den begrundelse, at udvælgelseskomitéen ikke var sammensat i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i beslutningen af 28. april 2004. Det fremgår nemlig af denne beslutning, at udvælgelseskomitéen skal bestå af mindst et medlem fra et andet generaldirektorat end det generaldirektorat, hvori den ledige stilling skal besættes. Samtlige medlemmer af udvælgelseskomitéen arbejdede imidlertid i Publikationskontoret (dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 116), og parterne havde ikke bestridt, at beslutningen af 28. april 2004 fandt anvendelse på det nævnte kontor (dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 106). Personaleretten tog derfor sagsøgerens erstatningspåstand delvist til følge med den begrundelse, at han var blevet nægtet retten til, at der under lovlige omstændigheder blev foretaget en undersøgelse af hans ansøgning, og pålagde Kommissionen at betale sagsøgeren 2 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, han havde lidt (dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 220).

 Retsforhandlingerne i appelsagen

46      Ved processkrift indleveret til Justitskontoret for Retten i Første Instans den 3. december 2008 iværksatte Kommissionen hovedappel til prøvelse af dommen i sagen Strack mod Kommissionen, der blev registreret som sag T-526/08 P. Ifølge Kommissionen havde Personaleretten for det første begået en retlig fejl ved at fastslå, at sagsøgeren havde en retlig interesse i at opnå annullation af afgørelsen om at afslå hans ansøgning, for det andet begået en retlig fejl ved at fastslå, at sagsøgeren havde lidt den af ham hævdede ikke-økonomisk skade, alene fordi han blev nægtet retten til, at der under lovlige omstændigheder blev foretaget en undersøgelse af hans ansøgning og for det tredje givet en mangelfuld begrundelse for dommen ved ikke at angive grundene til, at sagsøgerens ikke-økonomiske interesser havde lidt skade.

47      Den 10. februar 2009 indleverede sagsøgeren svarskrift, hvorved han endvidere iværksatte kontraappel til prøvelse af den appellerede dom. Sagsøgeren var af den opfattelse, at Personaleretten begik en retlig fejl, da den fastslog, at han ikke havde en retlig interesse i at nedlægge påstand om annullation af afgørelsen om at udnævne A, at dens begrundelse var mangelfuld, idet den ikke begrundede, hvorfor den ikke var kompetent til at tage stilling til begæringen om at fremsende en kopi af sagsakterne til de kompetente strafferetlige myndigheder og om at foretage anmeldelse af Kommissionen for at have afgivet unøjagtige oplysninger i sagen, og at den begik en retlig fejl ved at træffe afgørelse herom. Sagsøgeren kritiserede endvidere Personaleretten for ikke at have taget hensyn til den ikke-økonomiske skade, som han havde lidt som følge af, at der var begået visse uregelmæssigheder i forbindelse med udvælgelsesproceduren, som han havde påtalt inden for rammerne af det første søgsmål, han havde anlagt, og som gav anledning til dommen i sagen Strack mod Kommissionen. Sagsøgeren anmodede endvidere i sine skriftlige indlæg Retten i Første Instans om at fremsende en kopi af sagsakterne til de kompetente strafferetlige myndigheder og at foretage anmeldelse af Kommissionen for at have afgivet unøjagtige oplysninger i sagen.

48      Den Europæiske Unions Ret imødekom i hjemvisningsdommen Kommissionens hovedappel med den begrundelse, at Personaleretten havde begået tre retlige fejl. Personaleretten havde for det første bedømt sagsøgerens retlige interesse i at opnå annullation af afgørelsen om at afslå hans ansøgning specifikt og adskilt fra hans retlige interesse i at opnå annullation af afgørelsen om at udnævne A (hjemvisningsdommens præmis 46), for det andet baseret spørgsmålet om, hvorvidt påstanden om annullation af afgørelsen om at afslå ansøgningen kunne antages til realitetsbehandling, på en urigtig bedømmelse af sagsøgerens søgsmålsinteresse (hjemvisningsdommens præmis 51) og for det tredje i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af reglerne om Unionens ansvar uden for kontraktforhold taget sagsøgerens erstatningspåstand til følge uden konkret at undersøge, således som den var retligt forpligtet til, om den hævdede ikke-økonomiske skade kunne adskilles fra det ulovlige forhold, der lå til grund for annullationen af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning, og derfor ikke fuldt ud kunne afhjælpes gennem denne annullation (hjemvisningsdommens præmis 59).

49      Den Europæiske Unions Ret imødekom endvidere delvist sagsøgerens kontraappel. Retten fandt således, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at afvise den i stævningen fremførte påstand om annullation af afgørelsen om at udnævne A med en begrundelse, der ikke kunne godtgøre, at sagsøgeren ikke havde en retlig interesse i at opnå en sådan annullation (hjemvisningsdommens præmis 75 ff.).

50      Den Europæiske Unions Ret frifandt i øvrigt Kommissionen i kontraappellen. Den Europæiske Unions Ret anførte bl.a., at Personaleretten med rette havde fastslået, at den ikke var kompetent til at tage stilling til en påstand fra en part i en sag ved Personaleretten, der i det væsentlige havde til formål, for det første, at det fastslås, at den adfærd, som den anden part i samme sag havde udvist under sagen, havde strafferetlig karakter, for det andet, at det fastslås, at den nævnte adfærd skulle anmeldes til de kompetente strafferetlige myndigheder, og, for det tredje, at Personaleretten foretager en sådan anmeldelse til de kompetente strafferetlige myndigheder. Den Europæiske Unions Ret udtalte imidlertid, at dette resultat ikke berørte sagsøgerens mulighed for at anmode Personaleretten om i medfør af de beføjelser, som Personaleretten er tillagt i procesreglementets artikel 30, stk. 4, at ophæve den immunitet, som partsrepræsentanter, der møder for Personaleretten, har for så vidt angår de mundtlige og skriftlige ytringer, de måtte fremsætte vedrørende sagen eller sagens parter, med henblik på at indbringe den nævnte adfærd for de kompetente strafferetlige myndigheder (hjemvisningsdommens præmis 82).

51      Hvad angår sagsøgerens påstand om, at Den Europæiske Unions Ret skulle fremsende en kopi af sagsakterne til de kompetente strafferetlige myndigheder og foretage anmeldelse af Kommissionen, afviste Den Europæiske Unions Ret denne påstand med den begrundelse, at de bestemmelser, der gælder for appelproceduren til prøvelse af en afgørelse fra Personaleretten, ikke indeholder retsmidler, som gør det muligt for en part i sagen i første instans at indbringe en påstand, der i det væsentlige har til formål at fastslå, at den adfærd, som blev udvist i første instans af den anden part i proceduren, kan betegnes som strafbar, og at det fastslås, at den nævnte adfærd skal anmeldes til de kompetente strafferetlige myndigheder (hjemvisningsdommens præmis 124).

52      Endelig ophævede Den Europæiske Unions Ret punkt 1, 2, 3, 5 og 6 i domskonklusionen til dommen i sagen Strack mod Kommissionen (hjemvisningsdommens præmis 127) og frifandt i øvrigt Kommissionen i hovedappellen. Den Europæiske Unions Ret fastslog endvidere, at den ikke kunne tage stilling hverken til påstanden om annullation af afgørelsen om A’s udnævnelse og om annullation af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning, idet spørgsmålet om, hvorvidt hensynet til A’s interesser var til hinder for en sådan annullation, ikke havde været genstand for retsforhandlingerne, eller påstanden om erstatning på 2 000 EUR, idet Personaleretten ikke havde undersøgt, om den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævdede at have lidt, kunne adskilles fra det ulovlige forhold, som den havde konstateret. Den Europæiske Unions Ret hjemviste derfor sagen til Personaleretten med henblik på, at den skulle træffe afgørelse vedrørende påstanden om annullation af afgørelsen om at udnævne A til den omtvistede stilling samt påstanden om erstatning på 2 000 EUR (hjemvisningsdommens præmis 128). Endelig besluttede Den Europæiske Unions Ret at udsætte afgørelsen om appelsagens omkostninger.

53      Ved skrivelser af 15. december 2010 meddelte Personalerettens Justitskontor i medfør af procesreglementets artikel 114, stk. 1, sagsøgeren og Kommissionen, at de havde en frist på to måneder, forlænget under hensyn til afstanden med en særlig frist på ti dage regnet fra tidspunktet for meddelelsen af Den Europæiske Unions Rets dom, til at indgive deres skriftlige bemærkninger.

54      Den foreliggende sag blev fordelt til Anden Afdeling, der var sammensat af afdelingsformanden, H. Tagaras, og dommerne I. Boruta og S. Van Raepenbusch. Efter at afdelingsformandens embedsperiode udløb, blev Personalerettens afdelinger omorganiseret, og sammensætningen af Anden Afdeling blev derfor ændret.

55      Sagsøgeren og Kommissionen indgav skriftlige indlæg henholdsvis den 21. februar 2011 og den 12. april 2011.

56      Sagsøgeren fremsatte i det skriftlige indlæg til hjemvisningsdommen ud over sine skriftlige bemærkninger en række påstande om, for det første, at Personaleretten udsætter behandlingen af sagen indtil vedtagelsen af den nye bestemmelse, der skulle erstatte procesreglementets artikel 113, stk. 2, for det andet, at Personaleretten ophæver immuniteten for Kommissionens repræsentanter for så vidt angår de mundtlige og skriftlige ytringer, der var fremsat i forbindelse med den sag, der gav anledning til dommen i sagen Strack mod Kommissionen, for det tredje, at Personalerettens præsident erstatter dommer Van Raepenbusch med henvisning til, at den pågældendes upartiskhed kunne drages i tvivl, og, for det fjerde, at Personaleretten tildeler sagsøgeren erstatning på grund af den uforholdsmæssigt lange procedure, samt henviser sagen til en kompetent retsinstans, såfremt det måtte blive fastslået, at påstanden om erstatning ikke kunne behandles umiddelbart inden for rammerne af den foreliggende sag, men skulle gøres til genstand for et selvstændigt søgsmål.

57      Påstanden om, at Personaleretten udsætter behandlingen af sagen indtil vedtagelsen af den nye bestemmelse, der skulle erstatte procesreglementets artikel 113, stk. 2, og påstanden om, at Personalerettens præsiden erstatter dommer Van Raepenbusch med henvisning til, at den pågældendes upartiskhed kunne drages i tvivl, blev forkastet ved henholdsvis kendelse afsagt af formanden for Anden Afdeling den 8. december 2011 og afgørelse afsagt af Personalerettens præsident den 29. september 2011.

 Retlige bemærkninger

58      Det er indledningsvis nødvendigt at fastlægge sagens genstand.

59      Det bemærkes først, at der endnu ikke er taget stilling til sagsøgerens påstand om, at Personaleretten ophæver immuniteten for Kommissionens repræsentanter for så vidt angår de mundtlige og skriftlige ytringer, der er fremsat i forbindelse med den sag, der gav anledning til dommen i sagen Strack mod Kommissionen, og påstanden om, at Personaleretten tildeler sagsøgeren erstatning på grund af den uforholdsmæssigt lange procedure.

60      Det bemærkes endvidere, at eftersom Den Europæiske Unions Ret ophævede en del af domkonklusionen til dommen i sagen Strack mod Kommissionen og efterfølgende hjemviste sagen til Personaleretten, anses de påstande og anbringender, som sagsøgeren har fremført i sag F-44/05, Strack mod Kommissionen, i medfør af procesreglements artikel 113 for indbragt for Personaleretten ved hjemvisningsdommen med undtagelse af de dele af domskonklusionen, som Den Europæiske Unions Ret ikke har ophævet, samt de betragtninger, der udgør den nødvendige begrundelse for disse dele af domskonklusionen, idet disse dele har opnået retskraft.

61      Med henblik på præcist at fastlægge de påstande og anbringender, som Personaleretten skal tage stilling til, bemærkes, at sagsøgeren i dommen i sagen Strack mod Kommissionen nedlagde følgende påstande:

–        Sagsøgerens klage, der er indgivet i henhold til vedtægtens artikel 91, tages til efterretning.

–        Sagsøgerens klage antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

–        Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 22. marts 2005 om afslag på klagen annulleres.

–        Kommissionens afgørelse om afslag af 19. november 2004 annulleres.

–        Ansættelsesprocedure KOM/A/057/04 annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 5 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, han har lidt som følge af den retsstridigt gennemførte ansættelsesprocedure og den afgørelse om afslag, der blev meddelt for sent.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

62      Det kan imidlertid indirekte udledes af dommen i sagen Strack mod Kommissionen, at Personaleretten anså påstanden om, at den klage, der er indgivet i henhold til vedtægtens artikel 91, tages til efterretning, og påstanden om, at klagen antages til realitetsbehandling, og at sagsøgeren gives medhold, for at udgøre rent formelle erklæringer, hvorom det ikke var fornødent at træffe afgørelse, idet der ikke i den nævnte dom var taget stilling til disse påstande. Hjemvisningsdommen rejser ikke tvivl om denne konstatering.

63      Personaleretten fastslog endvidere i dommen i sagen Strack mod Kommissionen, at samtlige de i stævningen fremførte annullationspåstande skulle forstås således, at de havde til formål at opnå annullation dels af afgørelsen om udnævnelsen af A, dels af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning (dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 54). Den Europæiske Unions Ret har ikke i hjemvisningsdommen rejst tvivl om denne afgrænsning af sagens genstand. Da Den Europæiske Unions Ret i hjemvisningsdommen har ophævet punkt 1, 2, 3, 5 og 6 i domskonklusionen til dommen i sagen Strack mod Kommissionen, skal Personaleretten imidlertid på ny tage stilling til annullations- og erstatningspåstandene.

64      Hvad angår erstatningspåstanden følger det nærmere bestemt af hjemvisningsdommens præmis 46, at Personaleretten på ny skal tage stilling til, om denne påstand kan antages til realitetsbehandling, og denne gang foretage en samlet bedømmelse af sagsøgerens interesse i at opnå annullation af afgørelsen om at udnævne A og hans interesse i at opnå annullation af afgørelsen om at afslå hans ansøgning.

65      Den Europæiske Unions ret har i hjemvisningsdommens præmis 47-51 anført, at sagsøgerens retlige interesse i at opnå annullation ikke kan udledes af den omstændighed, at sagsøgeren har en interesse i at få fastslået, at en afgørelse er ulovlig, med henblik på efterfølgende at opnå erstatning for det tab, som han eventuelt måtte have lidt derved. Den Europæiske Unions Ret fastslog endvidere, bl.a. i hjemvisningsdommens præmis 73-75, at sagsøgeren ikke kan nægtes at have en søgsmålsinteresse, alene fordi han af invaliditetsudvalget blev anset for at være ramt af vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig, og derfor blev afskediget med pension uden ansøgning, jf. vedtægtens artikel 53 og 78, da der er tale om en afvendelig situation.

66      Hvad angår rigtigheden af annullationsanbringenderne fremgår det ikke af hjemvisningsdommen, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at tage det første anbringende til følge og forkaste de andre anbringender. Det fremgår derimod af hjemvisningsdommen, at Personaleretten skal undersøge, om interessen hos A, der blev udnævnt til den omtvistede stilling, er til hinder for, at afgørelsen om udnævnelse og afgørelsen om at afslå ansøgningen kan annulleres (hjemvisningsdommens præmis 128).

67      Hvad angår erstatningspåstandene, for så vidt som der er tale om de påstande, der ikke angår den ulovlige sammensætning af udvælgelseskomitéen, bemærkes, at Personaleretten forkastede samtlige disse påstande i præmis 211 ff. i dommen i sagen Strack mod Kommissionen. Den Europæiske Unions Ret fastslog i hjemvisningsdommen, at disse erstatningspåstande ikke var begrundede. Da den i dommen i sagen Strack mod Kommissionen valgte løsning således har opnået retskraft, kan der ikke rejses tvivl herom inden for rammerne af den foreliggende sag efter hjemvisningen.

68      Hvad angår erstatningspåstanden, for så vidt som denne vedrører den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af den ulovlige sammensætning af udvælgelseskomitéen, har Den Europæiske Unions Ret hjemvist denne påstand til Personaleretten med henblik på, at Personaleretten skal tage stilling til, om den hævde ikke-økonomiske skade kan adskilles fra det ulovlige forhold, der ligger til grund for disse annullationer, eller om denne skade ikke fuldt ud kan erstattes ved nævnte annulationer (hjemvisningsdommens præmis 59 og 128).

69      Følgelig skal der inden for rammerne af den foreliggende sag tages stilling til følgende:

–        sagsøgerens påstand om, at Personaleretten skal ophæve immuniteten for Kommissionens repræsentanter for så vidt angår de mundtlige og skriftlige ytringer, der blev fremsat i forbindelse med den sag, der gav anledning til dommen i sagen Strack mod Kommissionen

–        påstanden om, at Personaleretten skal tildele sagsøgeren erstatning på grund af den urimeligt lange sagsbehandlingstid

–        påstandene om annullation af afgørelsen om udnævnelsen af A og af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning, for så vidt som der er tale om at fastslå, hvorvidt påstandene kan antages til realitetsbehandling, og i bekræftende fald, om hensynet til A’s interesse er til hinder for, at de nævnte afgørelser annulleres

–        erstatningspåstanden, for så vidt som den vedrører den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af den ulovlige sammensætning af udvælgelseskomitéen.

 Påstanden om ophævelse af immuniteten for Kommissionens repræsentanter for så vidt angår de mundtlige og skriftlige ytringer, der blev fremsat i forbindelse med sagen

70      Inden for rammerne af den sag, der blev afsluttet med dommen i sagen Strack mod Kommissionen, har sagsøgeren anført, at to af de dokumenter, som Kommissionens repræsentanter fremlagde under denne sag, modsiger det argument, som de nævnte repræsentanter har fremført i svarskriftet, hvorefter udvælgelseskomitéen påbegyndte sit arbejde før den 1. maj 2004 med den virkning, at de nye bestemmelser om udvælgelseskomitéer ikke fandt anvendelse. Sagsøgeren har givet udtryk for, at Kommissionens repræsentanter muligvis har gjort sig skyldige i forsøg på at begå processuelt bedrageri, og har i sit skriftlige indlæg i henhold til procesreglementets artikel 30, stk. 4, nedlagt påstand om, at Personaleretten skal ophæve immuniteten for de pågældende repræsentanter fra Kommissionen. Det er sagsøgerens opfattelse, at en ophævelse af immuniteten for de pågældende repræsentanter fra Kommissionen ikke vil stride mod hensynet til sagens gennemførelse, idet sagen i det foreliggende tilfælde på grund af hjemvisningen efter delvis ophævelse af dommen befinder sig på et trin, hvor parterne har fremført deres argumentation.

71      På Personalerettens forespørgsel har de pågældende repræsentanter fra Kommissionen hver især ved skrivelser af 6. marts 2012 fremsat deres bemærkninger til den påstand om ophævelse af immunitet, som sagsøgeren har fremsat. Sagsøgeren og Kommissionen tog efterfølgende stilling til de nævnte bemærkninger ved skrivelser af henholdsvis 16. april 2012 og 26. marts 2012.

72      Det bemærkes i denne henseende for det første, at det fremgår af Personalerettens procesreglements artikel 30, stk. 1, at »[p]artsrepræsentanter, der møder for Retten eller for en retsinstans, over for hvilken Retten har fremsat en retsanmodning, kan ikke retsforfølges på grund af deres mundtlige og skriftlige ytringer vedrørende sagen eller sagens parter«. Det fremgår af samme artikels stk. 3 og 4, at immuniteten »udelukkende [indrømmes] af hensyn til sagens gennemførelse«, og at Personaleretten kan ophæve immuniteten, når den skønner, at dette »ikke strider mod hensynet til sagens gennemførelse«.

73      Det bemærkes, at disse bestemmelser skal fortolkes i lyset af artikel 19, femte afsnit, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der udgør retsgrundlaget for disse bestemmelser, og hvoraf fremgår, at »[d]e befuldmægtigede, rådgivere og advokater, der møder for Domstolen, nyder på vilkår, der fastsættes i procesreglementet, de rettigheder og garantier, der er nødvendige for, at de kan udøve deres hverv uafhængigt«.

74      Der skal endvidere ved fortolkningen af denne bestemmelse tages hensyn til den omstændighed, at partsrepræsentanternes immunitet afspejler den ytringsfrihed, der tilkommer en advokat i henhold til artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har bl.a. vedrørende en forsvarsadvokats ytringsfrihed i forbindelse med en straffesag fastslået, at »advokater på grund af den særlige situation, de befinder sig i, spiller en central rolle i retsplejen ved domstolene som mellemled mellem borgerne og domstolene, hvilket er baggrunden for, at advokatstanden generelt underlægges adfærdsregler[. U]d over indholdet af de udtrykte synspunkter og oplysninger beskytter [EMRK’s] artikel 10 tillige den måde, hvorpå disse synspunkter og oplysninger kommer til udtryk[. D]en ytringsfrihed, der tilkommer advokaten under en retssag, er ikke ubegrænset, og visse hensyn såsom rettens procesautonomi er tilstrækkeligt væsentlige til at begrunde begrænsninger af denne ret. Det er imidlertid […] kun undtagelsesvis, at en begrænsning af forsvarsadvokatens ytringsfrihed […] kan anses for nødvendig i et demokratisk samfund« (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 15.12.2005, Kyprianou mod Cypern, præmis 173 og 174).

75      Selv om det er korrekt, at sagen for Personaleretten ikke er en straffesag, forholder det sig ikke desto mindre således, at EMRK’s artikel, således som bestemmelsen fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, generelt beskytter advokaters ytringsfrihed og i praksis bidrager til at sikre retten til en retfærdig rettergang. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog således i præmis 175 i dommen i sagen Kyprianou mod Cypern, at »[f]or at kunne fæste lid til retsvæsenet, må offentligheden have tiltro til, at advokater har muligheden for effektivt at repræsentere borgerne[. D]et følger heraf, at den »afskrækkende virkning«, [som pålæggelsen af en sanktion vil have for advokaten], er en væsentlig faktor, der skal tages i betragtning med henblik på inden for rammerne af god retspleje at sikre den rette balance mellem hensynet til domstole og advokater«.

76      Ved fortolkningen af procesreglementets artikel 30 skal der endvidere tages hensyn til chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, der har til formål at garantere den grundlæggende ret til adgang til effektive retsmidler for en domstol, herunder muligheden for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret (jf. hvad angår retten til retshjælp Domstolens dom af 22.12.2010, sag C-279/09, DEB Deutsche Energiehandels- und Beratungsgesellschaft mbH, præmis 45 og 46).

77      Det er i lyset af ovenstående betragtninger, at påstanden om ophævelse af den immunitet, som gælder for de pågældende repræsentanter fra Kommissionen i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Strack mod Kommissionen, skal undersøges.

78      Inden der foretages en undersøgelse af, om den af sagsøgeren fremsatte påstand er berettiget, er det imidlertid nødvendigt at undersøge, om den kan antages til realitetsbehandling. Selv om Den Europæiske Unions Ret ganske vist i hjemvisningsdommens præmis 82 har anført, at enhver part kan nedlægge en sådan påstand om ophævelse af immuniteten over for Personaleretten med henblik på efterfølgende at rette henvendelse til de kompetente strafferetlige myndigheder, må det imidlertid konstateres, at sagsøgeren ikke i den først anlagte sag nedlagde påstand om ophævelse af den immunitet, der gælder for Kommissionens repræsentanter, hvorfor Den Europæiske Unions Ret derfor ikke i hjemvisningsdommen kunne tage stilling til rækkevidden af artikel 30 i Personalerettens procesreglement. Der foreligger således ikke en afgørelse fra Personaleretten på dette punkt, der kunne gøres til genstand for en prøvelse ved appelinstansen. Det må derfor fastslås, at hjemvisningsdommen må anses for et obiter dictum, der er anført som svar på sagsøgerens argumentation, hvorefter den omstændighed ikke at anse Personaleretten for at have kompetence til at fastslå, at en parts adfærd muligvis er strafbar, udgør retsnægtelse.

79      Det må derimod fastslås, at det ikke udtrykkeligt af procesreglementets artikel 30 fremgår, at en part kan nedlægge påstand om ophævelse af immunitet. Henset til, at den i procesreglementets artikel 30 fastsatte immunitet har til formål at beskytte partsrepræsentanter mod eventuel strafferetlig forfølgning, og når der henses til bestemmelsens ratio legis, som nævnt ovenfor, finder Personaleretten, at den kun har pligt til at tage stilling til en påstand om ophævelse af immunitet, når en sådan påstand nedlægges af en retsinstans eller en kompetent national myndighed. Da dette ikke er tilfældet, kan Personaleretten ikke tiltræde en påstand om ophævelse af immunitet, der er nedlagt af den ene part, idet en sådan påstand ikke henhører under Personalerettens kompetence.

80      Det følger heraf, at sagsøgerens påstand om ophævelse af immunitet må afvises i det foreliggende tilfælde.

 Påstanden om erstatning for den uforholdsmæssigt lange procedure

81      Påstanden om erstatning for den uforholdsmæssigt lange procedure, der er nedlagt i det skriftlige indlæg, som sagsøgeren har indleveret i den foreliggende sag om hjemvisning, er blevet behandlet i en separat kendelse (Personalerettens kendelse af 7.12.2011, sag F-44/05 RENV, Strack mod Kommissionen). Personaleretten fastslog i denne kendelse, at sagsøgeren til støtte for sin påstand havde henvist til tre forskellige procedurer, nemlig den administrative procedure med henblik på besættelse af den omtvistede stilling, den forudgående administrative procedure og den retslige procedure.

82      Da Personaleretten fandt, at den ikke havde kompetence til at tage stilling til erstatningspåstanden vedrørende den retslige procedure, idet den derved påberåbte skade ikke udsprang af tjenesteforholdet mellem sagsøgeren og Kommissionen, men af den omstændighed, at der ikke blev truffet afgørelse på et tidligere tidspunkt, hvilket måtte tilskrives Unionens retsinstanser, hjemviste den ved kendelse af 7. december 2011, sag F-44/05 RENV, Strack mod Kommissionen, sagsøgerens erstatningspåstand til Den Europæiske Unions Ret for så vidt angik den uforholdsmæssigt lange retslige procedure. Erstatningspåstanden blev registreret på Den Europæiske Unions Rets Justitskontor som sag T-670/11.

83      Ved skrivelse indleveret til Den Europæiske Unions Justitskontor den 12. januar 2012 anmodede sagsøgeren om, at hans påstand om erstatning på grund af den uforholdsmæssige lange retslige procedure skulle anses for at have mistet sin genstand, og at sag T-670/11 skulle slettes fra Den Europæiske Unions Rets register.

84      Sagsøgeren iværksatte den 16. februar 2012 appel til prøvelse af kendelsen af 7. december 2011, sag F-44/05 RENV, Strack mod Kommissionen, hvorved påstanden om erstatning for den uforholdsmæssigt lange retslige procedure blev hjemvist til Den Europæiske Unions Ret. Denne appel blev registreret hos Den Europæiske Unions Justitskontor som sag T-65/12 P.

85      Ved kendelse afsagt af præsidenten for Den Europæiske Unions Ret den 26. januar 2012 blev sag T-670/11 slettet af Den Europæiske Unions Rets register.

86      Ved kendelse af 12. juni 2012, sag T-65/12 P, Strack mod Kommissionen, forkastede Den Europæiske Unions Ret den appel, som sagsøgeren havde iværksat til prøvelse af kendelse af 7. december 2011, sag F-44/05 RENV, Strack mod Kommissionen, om hjemvisning til Den Europæiske Unions Ret af påstanden om erstatning på grund af, at den retslige procedure havde varet uforholdsmæssigt længe, med den begrundelse, at den appellerede kendelse ikke udgjorde en retsakt, der kunne gøres til genstand for appel.

87      Hvad angår erstatningspåstanden, for så vidt som den vedrører den uforholdsmæssige lange administrative procedure med henblik på besættelse af stillingen og forudgående administrative procedure, bemærkes, at sagsøgeren til støtte for denne påstand har kritiseret Kommissionen for bevidst at have trukket procedurerne i langdrag, idet Kommissionen gennemførte en åbenbar mangelfuld ansættelsesprocedure, ved ikke at give sagsøgeren direkte underretning om udfaldet af ansættelsesproceduren og ved ikke at iværksætte de nødvendige korrigerende foranstaltninger inden for rammerne af den forudgående administrative procedure, idet Kommissionen reelt udnyttede fristerne fuldt ud.

88      Hvad angår den administrative procedure i snæver forstand skal det i denne henseende bemærkes, at det følger af princippet om god forvaltningsskik, at ansættelsesmyndigheden er forpligtet til at iagttage en rimelig frist ved gennemførelsen af administrative procedurer (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 11.4.2006, sag T-394/03, Angeletti mod Kommissionen, præmis 163).

89      Det bemærkes i det foreliggende tilfælde, at den administrative procedure med henblik på besættelse af den omtvistede stilling blev indledt den 24. marts 2004 ved offentliggørelsen af meddelelsen om den ledige stilling og for sagsøgerens vedkommende blev afsluttet den 19. november 2004, hvor sagsøgeren modtog meddelelse om, at hans ansøgning ikke var imødekommet. Det må derfor fastslås, at den administrative procedure varede ca. otte måneder, hvilket ikke kan anses for urimeligt, navnlig når der henses til, at det var muligt at indlevere ansøgninger til den omtvistede stilling indtil den 15. april 2004, og at udvælgelsesproceduren omfattede fire faser, nemlig for det første at udvælgelseskomitéen skulle foretage en gennemgang af ansøgningerne med henblik på at udarbejde en indstillingsliste, for det andet at ansættelsesmyndigheden skulle afholde en samtale med ansøgerne på indstillingslisten eller enhver anden ansøger, som ansættelsesmyndigheden måtte ønske at afholde samtale med, for det tredje at det rådgivende udvalg for udnævnelser skulle forelægges ansøgningerne med henblik på at afgive en udtalelse, og for det fjerde at ansættelsesmyndigheden skulle udfærdige et ansættelsesbrev.

90      Den forudgående administrative procedure varede tre måneder og tredive dage, hvilket ikke kan anses for en uforholdsmæssig lang varighed. Under alle omstændigheder kan den forudgående administrative procedure i princippet ikke vare uforholdsmæssigt længe, idet en sådan procedure på grund af de forskellige frister, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, ikke kan overskride fjorten måneder og ti dage, når den indledes ved en ansøgning, og ti måneder og ti dage, når den som i det foreliggende tilfælde indledes ved en klage.

91      Følgelig må erstatningspåstanden, for så vidt som den støttes på den omstændighed, at den administrative procedure til besættelse af stillingen og den forudgående administrative procedure varede uforholdsmæssigt længe, forkastes.

 Påstandene om annullation af afgørelsen om udnævnelse af A og af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning

 Formaliteten vedrørende annullationspåstandene

–       Parternes argumenter

92      Kommissionen har i sit svarskrift i sag F-44/05, hvori der henvises til de argumenter, der er anført i forbindelse med den formalitetsindsigelse, der er fremsat ved særskilt processkrift, anført, at sagsøgeren ikke havde søgsmålsinteresse, idet han ikke ville opnå nogen fordel ved annullation af de anfægtede afgørelser. Eftersom sagsøgeren var blevet pensioneret i henhold til vedtægtens artikel 53 og 78 som følge af vedvarende invaliditet, som måtte anses for fuldstændig, inden søgsmålet blev anlagt, kunne han nemlig ikke længere ansøge om den omtvistede stilling.

93      Kommissionen har i et skriftligt indlæg i den foreliggende sag efter hjemvisningen anført, at det med hjemvisningsdommen fastslås, at påstandene om annullation af afgørelsen om udnævnelse af A og af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at sagsøgeren ikke vil opnå en fordel ved annullation af de nævnte afgørelser.

94      Kommissionen har for det første anført, at Den Europæiske Unions Ret for at fastslå, at en tjenestemand som sagsøgeren, der af invaliditetsudvalget er anerkendt som værende ramt af vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig, og som afskediges med pension uden ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 53 og 78, har bevaret en retlig interesse i at opnå annullation, støttede sig på Domstolens dom af 22. december, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen. Domstolen præciserede imidlertid i denne dom, at dette ikke er tilfældet, når der kun foreligger en hypotetisk og ikke reel mulighed for, at en tjenestemand, der er ramt af invaliditet, kan genindtræde i tjenesten. Da Kommissionen fandt, at der i det foreliggende tilfælde ikke var holdepunkter for at antage, at sagsøgeren snart på ny ville kunne genindtræde i tjenesten, fastslog den på denne baggrund, at sagsøgeren ikke havde søgsmålsinteresse.

95      Kommissionen har for det andet anført, at Den Europæiske Unions Ret i hjemvisningsdommen har henvist til, at en sagsøger ikke har en retlig interesse i at opnå annullation af en afgørelse om at udnævne en tjenestemand til en stilling, når det under hensyntagen til fejlens grovhed og efter en afvejning af alle de foreliggende interesser må konstateres, at ophævelse af den ulovlige afgørelse udgør en uforholdsmæssig sanktion i forhold til den fejl, som afgørelsen er behæftet med. I det foreliggende tilfælde udgør annullation af afgørelsen om udnævnelse af A imidlertid en uforholdsmæssig sanktion. For det første kan den ulovlighed, som den nævnte afgørelse er behæftet med, ikke anses for at udgøre en retlig fejl eller et åbenbart urigtigt skøn, men en simpel procedurefejl, som tilmed er ubetydelig, idet den berører udvælgelseskomitéens afgørelse og ikke ansættelsesmyndighedens afgørelse. Retssikkerhedsprincippet er endvidere til hinder for, at afgørelsen om udnævnelse af A annulleres, idet der er forløbet mere end syv år siden afgørelsestidspunktet. Endelig vil det være i strid med tjenestens interesse at påbegynde en ny procedure med henblik på besættelse af en stilling, i hvilken forbindelse sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis, der kan godtgøre, at han vil kunne søge stillingen i nær fremtid.

96      Det er sagsøgerens opfattelse, at annullation af de anfægtede afgørelser kan tilføre ham en fordel. Hvad angår afgørelsen om at afslå hans ansøgning har sagsøgeren anført, at eftersom hans pensionering som følge af vedvarende invaliditet, der blev anset for fuldstændig, ikke er definitiv, kan det ikke udelukkes, at han en dag vil kunne besætte den omtvistede stilling. Hvad angår afgørelsen om udnævnelse af A har A ikke noget krav på fortsat at bestride den omtvistede stilling, eftersom påstanden om annullation af denne afgørelse blev nedlagt inden for fristen. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke på A’s vegne kan påberåbe sig hensynet til dennes interesser med henblik på at fremsætte en formalitetsindsigelse, og at en sådan formalitetsindsigelse er fremsat for sent, idet Kommissionen ikke i det svarskrift, den indleverede i den oprindelige sag for Personaleretten, har henvist hertil.

–       Personalerettens bemærkninger

97      Det følger af fast retspraksis, at en tjenestemand eller en tidligere tjenestemand inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, kan nedlægge påstand om annullation af en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 90, stk. 2, såfremt den pågældende på tidspunktet for sagens anlæggelse har en eksisterende, faktisk og tilstrækkelig klar interesse i at opnå annullation af den pågældende akt, idet den pågældende, for at en sådan interesse kan anses at foreligge, kan opnå en fordel ved søgsmålet (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 29.11.2006, forenede sager T-35/05, T-61/05, T-107/05, T-108/05 og T-139/05, Agne-Dapper m.fl. mod Kommissionen m.fl., præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, og hjemvisningsdommens præmis 43). Sagsøgerens søgsmålsinteresse udgør en formalitetsbetingelse, som skal vurderes på tidspunktet for sagens anlæggelse (jf. i denne retning kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 28.6.2005, sag T-147/04, Ross mod Kommissionen, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis, og hjemvisningsdommens præmis 44).

98      Hvad angår en tjenestemand, der af invaliditetsudvalget er anerkendt som værende ramt af vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig, og som afskediges med pension uden ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 53 og 78, bemærkes, at situationen for en sådan tjenestemand adskiller sig fra situationen for en tjenestemand, der har nået pensionsalderen, der har taget sin afsked, eller som er blevet afskediget, da der er tale om en afvendelig situation. En tjenestemand, der er ramt af en sådan invaliditet, kan nemlig eventuelt en dag genoptage arbejdet i en unionsinstitution. Den almindelige bestemmelse i vedtægtens artikel 53 skal herved sammenholdes med de specifikke bestemmelser i artikel 13-15 i bilag VIII til vedtægten. Den pågældende tjenestemands virksomhed er kun suspenderet, idet udviklingen af hans situation ved institutionerne afhænger af den fortsatte tilstedeværelse af de omstændigheder, der har begrundet denne invaliditet, hvilket kan efterprøves med regelmæssige mellemrum (dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, præmis 46 og 47, og hjemvisningsdommens præmis 69).

99      Dertil kommer, at en tjenestemand, der er anerkendt som værende ramt af vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig, eftersom han kan genoptage tjenesten ved en institution, bevarer en retlig interesse i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den i præmis 94 ovenfor anførte retspraksis, i forbindelse med en udvælgelsesprocedure med henblik på at besætte en ledig stilling, som han har fået adgang til at deltage i, at nedlægge påstand om annullation af en afgørelse om at afslå hans ansøgning og en afgørelse om at udnævne en anden ansøger, for fortsat at kunne søge den pågældende stilling, såfremt han måtte genindtræde i tjenesten, eller blot for i en sådan situation at undgå, at de påståede fejl, der er begået i forbindelse med fremgangsmåden ved en udvælgelsesprocedure, ikke gentager sig fremover inden for rammerne af en tilsvarende procedure, som han måtte deltage i. En sådan søgsmålsinteresse fremgår af artikel 233, stk. 1, EF (nu artikel 266, stk. 1, TEUF), hvorefter institutioner, fra hvilke en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger (jf. i denne retning Domstolens dom af 7.6.2007, sag C-362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, præmis 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis, og hjemvisningsdommens præmis 70).

100    Kommissionen har i sit skriftlige indlæg anført, at det følger af ovennævnte retspraksis, og navnlig af dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, at for at en tjenestemand, der afskediges med pension uden ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 53 og 78, kan anses for at have bevaret sin søgsmålsinteresse, skal der foreligge en faktisk og ikke kun hypotetisk mulighed for, at han kan genindtræde i tjenesten.

101    Selv om Domstolen faktisk i præmis 48 i dommen i sagen Gordon mod Kommissionen konstaterede, at »der forelå en faktisk og ikke kun hypotetisk mulighed for, at sagsøgeren kunne genindtræde i tjenesten«, for at fastslå, at sagsøgeren havde bevaret en søgsmålsinteresse, selv om han var blevet afskediget med pension uden ansøgning, indebærer denne konstatering imidlertid ikke, at en tjenestemand, der befinder sig i en sådan situation, kun bevarer en søgsmålsinteresse, såfremt det allerede ligger fast, at han snarest vil være i stand til at genoptage sit arbejde. Denne konstatering indebærer kun, at så længe det ikke er udelukket, at tjenestemanden kan genindtræde i tjenesten, bevarer han sin søgsmålsinteresse. Det følger nemlig af præmis 48 i dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, at for at en tjenestemand, der afskediges med pension uden ansøgning på grund af vedvarende invaliditet, der anses for fuldstændig, kan bevare en søgsmålsinteresse, er det tilstrækkeligt, at der består en mulighed for, at han kan genindtræde i tjenesten, hvilket er tilfældet, når det endnu ikke er endeligt fastslået, at den pågældende er ramt af vedvarende invaliditet. Det er således ikke et krav, at det kan anses for sikkert, at tjenestemanden vil genindtræde i tjenesten, for at tjenestemanden kan anses for at have søgsmålsinteresse. Som nævnt i denne doms præmis 97, forudsætter en sagsøgers retlige interesse i at opnå annullation af en retsakt, at han derved kan opnå en fordel, og ikke, at det fastslås, at han derved har opnået en sådan fordel.

102    For at give en fuldstændig besvarelse af Kommissionens argument fastslog Den Europæiske Unions Ret i hjemvisningsdommen, at en tjenestemand, der afskediges med pension uden ansøgning på grund af vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig, jf. vedtægtens artikel 53 og 78, kun mister sin søgsmålsinteresse i visse særlige tilfælde, hvor vurderingen af den konkrete situation, som den pågældende tjenestemand befinder sig i, viser, at tjenestemanden ikke på noget tidspunkt vil kunne genindtræde i tjenesten ved en institution, navnlig henset til f.eks. de konstateringer, der foretages af det invaliditetsudvalg, der skal vurdere tjenestemandens invaliditet, og hvoraf fremgår, at den sygdom, som medførte tjenestemandens invaliditet, er uhelbredelig, og at der ikke er behov for yderligere lægeundersøgelser, eller til de forklaringer, som den berørte tjenestemand afgiver, og hvoraf fremgår, at tjenestemanden ikke under nogen omstændigheder vil kunne genindtræde i tjenesten ved en institution (hjemvisningsdommens præmis 71).

103    I det foreliggende tilfælde har invaliditetsudvalget anerkendt, at sagsøgeren er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig, og han er derfor blevet afskediget med pension uden ansøgning i henhold til vedtægens artikel 53 og 78. Sagsøgerens situation var imidlertid afvendelig, idet Kommissionen i øvrigt den 28. marts 2007 gjorde sagsøgeren opmærksom på, at Kommissionen kan lade tidligere tjenestemænd, der modtager invaliditetsydelse og ikke er fyldt 63 år, undersøge med bestemte mellemrum (denne doms præmis 35). Der er endvidere ingen oplysninger i sagsakterne, der gør det muligt at fastslå, at det uigenkaldeligt stod fast, at sagsøgeren fra det tidspunkt, hvor han blev afskediget med pension uden ansøgning, ikke på noget tidspunkt ville kunne genoptage tjenesten. Det tilkommer under alle omstændigheder lægeudvalget på det relevante tidspunkt at tage stilling til, om sagsøgeren kan genindtræde i tjenesten, idet der er tale om en lægelig vurdering, hvorfor administrationen ikke kan foregribe indholdet af den afgørelse, som det nævnte udvalg senere træffer. Følgelig må det fastslås, at sagsøgeren fortsat kan ansøge om den omtvistede stilling, og at han i denne henseende bevarer en retlig interesse i at opnå annullation både af afgørelsen om udnævnelse af A og af afgørelsen om at afslå hans ansøgning, idet disse afgørelser i det foreliggende tilfælde er uløseligt forbundne (herefter »de anfægtede afgørelser«).

104    Kommissionen har i sit skriftlige indlæg i den foreliggende sag efter hjemvisningen endvidere anført, at sagsøgeren ikke har nogen interesse i at bestride de anfægtede afgørelser, idet det følger af fast retspraksis, at sagsøgeren ikke vil kunne opnå annullation af en afgørelse om at udnævne en tjenestemand eller en ansat.

105    Det bemærkes imidlertid, at det allerede flere gange er fastslået i retspraksis, at en påstand om annullation af en afgørelse om at udnævne en tjenestemand eller en ansat, der er nedlagt af en tredjepart, som denne afgørelse ikke er rettet imod, kan antages til realitetsbehandling (jf. f.eks. dom afsagt af Retten i Første Instans den 14.11.2006, sag T-494/04, Neirinck mod Kommissionen, præmis 66 og 67), og at Unionens retsinstanser i forbindelse med søgsmål anlagt af tredjemænd allerede har annulleret flere afgørelser om at udnævne tjenestemænd og ansatte (jf. f.eks. Domstolens dom af 23.1.1975, sag 29/74, de Dapper mod Parlamentet, præmis 16, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 20.7.2001, sag T-351/99, Brumter mod Kommissionen, præmis 97).

106    Det er korrekt, at når den retsakt, der skal annulleres, indebærer en fordel for en tjenestemand eller en ansat, hvilket er tilfældet, når der er tale om afgørelser om udnævnelse, tilkommer det Unionens retsinstanser at undersøge, om annullation udgør en sanktion, der ikke står i et rimeligt forhold til den begåede fejl (Domstolens dom af 5.6.1980, sag 24/79, Oberthür mod Kommissionen, præmis 13, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 10.7.1992, sag T-68/91, Barbi mod Kommissionen, præmis 36), men denne forpligtelse, som påhviler Unionens retsinstanser, har ikke betydning for den søgsmålsinteresse, der tilkommer en tredjemand, som afgørelsen ikke er rettet til, og som har nedlagt annullationspåstand (jf., i denne retning, Personalerettens dom af 22.10.2008, sag T-46/07, Tzirani mod Kommissionen, præmis 38).

107    For det første kan den prøvelse, som Retten foretager af spørgsmålet om, hvorvidt annullation udgør en sanktion, der ikke står i et rimeligt forhold til den begåede fejl, først foretages, når der er foretaget en undersøgelse af lovligheden af den anfægtede afgørelse, idet den nævnte undersøgelse bl.a. skal tage hensyn til den konstaterede fejls grovhed (dommen i sagen Tzirani mod Kommissionen, præmis 38).

108    For det andet kan en sagsøger, selv i de tilfælde, hvor annullation af en afgørelse udgør en sanktion, der ikke står i et rimeligt forhold til den konstaterede fejl, opnå en fordel ved at nedlægge påstand om annullation af denne afgørelse, idet det følger af fast retspraksis, at den omstændighed, at annullation af en afgørelse, der er behæftet med en uregelmæssighed, udgør en uforholdsmæssig sanktion, ikke udelukker, at Unionens retsinstanser kan tage påstanden til følge, men overlade det til administrationen at finde en rimelig løsning på tvisten (Domstolens dom af 6.7.1993, sag C-242/90 P, Kommissionen mod Albani m.fl., præmis 13, og Personalerettens dom af 29.9.2010, sag F-5/08, Brune mod Kommissionen, præmis 18), eller ex officio tilkende sagsøgeren erstatning for den begåede fejl (dommen i sagen Oberthür mod Kommissionen, præmis 13 og 14, og Personalerettens dom af 5.5.2010, sag F-53/08, Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 90).

109    Det følger af ovenstående betragtninger, at de argumenter, som Kommissionen har fremført til støtte for den formalitetsindsigelse, der er fremsat vedrørende påstandene om annullation af de anfægtede afgørelser, ikke er begrundede. Følgelig må formalitetsindsigelsen forkastes.

 Annullationspåstandenes berettigelse

110    Sagsøgeren har fremsat fem anbringender, der for det første vedrører tilsidesættelse af beslutningen af 28. april 2004, for så vidt som der derved fastsættes visse bestemmelser vedrørende udvælgelseskomitéens sammensætning, for det andet tilsidesættelse af den nye vedtægts artikel 11a og artikel 22a, stk. 3, for det tredje anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn, for det fjerde tilsidesættelse af den nye vedtægts artikel 25 og for det femte tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten.

111    Personaleretten fastslog i dommen i sagen Strack mod Kommissionen, at anbringendet om tilsidesættelse af beslutningen af 28. april 2004 måtte tiltrædes, idet det fremgik af artikel 2, stk. 3, i denne beslutning, der fandt anvendelse i det pågældende tilfælde, at udvælgelseskomitéen skulle bestå af mindst tre medlemmer, som havde en lønklasse og en ledelsesfunktion, der mindst svarede til niveauet for den stilling, som skulle besættes, idet et af medlemmer skulle tilhøre et andet generaldirektorat, og at samtlige medlemmer af udvælgelseskomitéen i det pågældende tilfælde arbejdede i Publikationskontoret. Personaleretten forkastede derimod de øvrige anbringende som ugrundede.

112    Den Europæiske Unions Ret har ikke i hjemvisningsdommen underkendt Personalerettens løsning vedrørende rigtigheden af de af sagsøgeren fremsatte annullationsanbringender. Følgelig har den løsning, som Personaleretten valgte i dommen i sagen Strack mod Kommissionen vedrørende annullationsanbringenderne, opnået retskraft (dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.12.2005, sag T-237/00, Reynolds mod Parlamentet, præmis 46). Der kan derfor ikke rejses tvivl om denne løsning efter hjemvisningen af den foreliggende sag. Det følger heraf, at anbringendet om tilsidesættelse af beslutningen af 28. april 2004 må tiltrædes, og at de andre anbringender må forkastes.

113    Inden der, som krævet i hjemvisningsdommen, tages stilling til, om hensynet til A’s interesser er til hinder for, at de anfægtede afgørelser annulleres, skal det bemærkes, at Kommissionen i sit skriftlige indlæg i det væsentlige har anført, at tilsidesættelsen af beslutningen af 28. april 2004 ikke kan medføre annullation af de anfægtede afgørelser, idet denne fejl af flere grunde ikke har nogen væsentlig betydning for rigtigheden af de nævnte anfægtede afgørelser. Eftersom udvælgelseskomitéen for det første kun er et rådgivende organ, har den fejl, der er begået i forhold til sammensætningen af denne komité, ikke nogen væsentlig betydning for de anfægtede afgørelser. Da de personer, der var tilknyttet udvælgelseskomitéen, var udpeget i henhold til de bestemmelser, der fandt anvendelse på daværende tidspunkt, gør den omstændighed, at beslutningen af 28. april 2004, som indebar en ændring af bestemmelserne om sammensætning af udvælgelseskomitéer, ikke blev anvendt med tilbagevirkende kraft, det ikke muligt at antage, at den uregelmæssige sammensætning af udvælgelseskomitéen, der fulgte heraf, påvirkede afgørelsen om at udnævne A. Afgørelsen om at udnævne A var endelig korrekt, idet Personaleretten fastslog, uden at dette er blevet underkendt af Den Europæiske Unions Ret, at afgørelsen om at udnævne A ikke var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

114    Det bemærkes på dette punkt, at den fejl, som påvirkede udvælgelseskomitéens udtalelse, ligner en procedurefejl, idet udvælgelseskomitéen ikke kan udøve de beføjelser, der er tillagt ansættelsesmyndigheden, men kun spiller en rådgivende rolle. Som Kommissionen med de ovennævnte argumenter vedrørende en procedurefejl har anført, kan en sådan procedure kun føre til annullation af de anfægtede afgørelser, når proceduren uden denne fejl ville have ført til et andet resultat (jf. bl.a. Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, præmis 48). Det er imidlertid ikke et krav, at sagsøgeren skal godtgøre, at retsakten nødvendigvis ville have ført til et andet resultat, hvis den ikke havde været behæftet med den pågældende procedurefejl, idet det for at eksistensen af en formel retlige fejl kan medføre annullation af den berørte retsakt, er tilstrækkeligt, at det ikke fuldstændig kan udelukkes, at administrationen ville have truffet en anden afgørelse (jf. hvad angår udarbejdelsen af en bedømmelsesrapport uden afholdelsen af en forudgående samtale med bedømmeren Personalerettens dom af 13.9.2011, sag F-4/10, Nastvogel mod Rådet, præmis 94).

115    Det må derfor fastslås, uden at det er fornødent at tage stilling til, om Kommissionen med sit argument har rejst tvivl om, hvorvidt afgørelsen har opnået retskraft, idet Personaleretten i dommen i sagen Strack mod Kommissionen fastslog, at den ikke-forskriftsmæssige sammensætning af udvælgelseskomitéen kunne begrunde annullation af afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning, og at Den Europæiske Unions Ret ikke har underkendt denne vurdering i hjemvisningsdommen, at det for at forkaste det nævnte argument er tilstrækkeligt at anføre, at det ikke kan udelukkes, at hvis udvælgelseskomitéen var blevet forskriftsmæssigt sammensat, dvs. med mindst et medlem, der ikke tilhørte Publikationskontoret, ville den nævnte komités udtalelse have haft et andet indhold, og at ansættelsesmyndigheden derfor ville have valgt en anden ansøger til den omtvistede stilling.

116    Det følger af ovenstående betragtninger, at anbringendet om tilsidesættelse af beslutningen af 28. april 2004 i princippet må medføre annullation af de anfægtede afgørelser. Som nævnt i denne doms præmis 106, påhviler det imidlertid retsinstansen, når de afgørelser, der skal annulleres, indebærer en fordel for en anden tjenestemand end sagsøgeren, som i det foreliggende tilfælde, først at undersøge, om annullation udgør en sanktion, der ikke står i et rimeligt forhold til den begåede fejl (dommen i sagen Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

117    Det bemærkes i denne henseende, at de konsekvenser, som Unionens retsinstanser drager af, at der er truffet ikke-forskriftsmæssige afgørelser i forbindelse med en udvælgelsesprøve, ikke er de samme for afgørelser, der træffes efter afholdelsen af en udvælgelsesprøve, der har til formål at opstille en reserveliste, og afgørelser, der træffes efter afholdelsen af en udvælgelsesprøve, der har til formål at besætte en bestemt stilling ved udnævnelse. Når der er tale om en udvælgelsesprøve, der har til formål at opstille en reserveliste, udgør annullation af samtlige de individuelle afgørelser, hvorved navnet på hver enkelt af de udvalgte ansøgere opføres på den nævnte liste, nemlig principielt en for vidtgående sanktion (dommen i sagen Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 83). Hvad angår de afgørelser, der træffes efter afholdelsen af en intern udvælgelsesprøve, der har til formål at besætte en bestemt stilling, foretager Unionens retsinstanser en prøvelse i hvert enkelt tilfælde, i hvilken forbindelse der tages hensyn til arten af den pågældende uregelmæssighed og foretages en interesseafvejning.

118    Hvad angår en procedurefejl inden for rammerne af en intern udvælgelsesprøve, der har til formål at besætte en bestemt stilling, som i det foreliggende tilfælde, undersøger Unionens retsinstanser, om den nævnte fejl udelukkende har påvirket gennemgangen af sagsøgerens ansøgning, eller om den har påvirket gennemgangen af samtlige ansøgninger. I det første tilfælde kan procedurefejlen ikke begrunde, at afgørelsen om at udnævne den udvalgte ansøger annulleres. I det andet tilfælde foretager Unionens retsinstanser en afvejning af de involverede interesser, der skal vurderes på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt (jf. i denne retning dommen i sagen Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 85).

119    Unionens retsinstanser tager i denne henseende først hensyn til sagsøgerens interesse i, at der gennemføres en udvælgelsesprocedure, der ikke er behæftet med fejl, og dernæst til interessen hos den tjenestemand, der udnævnes efter afholdelsen af en mangelfuld procedure, og til den omstændighed, at den udnævnte tjenestemand i god tro kunne gå ud fra, at den afgørelse, hvorved han blev udnævnt, var lovlig. Endelig bedømmer Unionens retsinstanser tjenestens interesse, dvs. bl.a. overholdelse af lovligheden, de budgetmæssige følger af, at den ulovlige afgørelse erklæres ugyldig, vanskeligheder ved opfyldelsen af afgørelsen, den eventuelle skadelige indvirkning på tjenestens kontinuitet samt risikoen for forringelser af arbejdsklimaet i institutionen (jf. analogt dommen i sagen Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 87-89).

120    Det bemærkes, at Kommissionens tilsidesættelse af de bestemmelser, der gælder for sammensætningen af udvælgelseskomitéer, i det foreliggende tilfælde har påvirket gennemgangen af samtlige ansøgninger til den omtvistede stilling. Der skal derfor foretages en afvejning af de involverede interesser.

121    Personaleretten bemærker i denne henseende, at sagsøgerens interesse i at opnå annullation af de anfægtede afgørelser langt fra er ubetydelig. Såfremt de anfægtede afgørelser annulleres, må Kommissionen nemlig genoptage gennemgangen af ansøgningerne på det trin, hvor udvælgelseskomitéen skal afgive sin udtalelse, på grundlag af de oplysninger, den rådede over på det tidspunkt, hvor sagen blev forelagt udvælgelseskomitéen, og det kan således ikke udelukkes, at sagsøgeren i modsætning til, hvad der fremgår af udvælgelseskomitéens skrivelse af 25. juni 2004, ville være blandt de ansøgere, som den nævnte komité havde udvalgt, og at han ville være blevet valgt til den omtvistede stilling og efterfølgende forfremmet i overensstemmelse med meddelelsen om den ledige stilling til lønklasse A 4 eller A 5. Det er korrekt, at selv om sagsøgeren måtte blive valgt til at besætte den omtvistede stilling, ville administrationen ikke kunne udnævne ham til den pågældende stilling med tilbagevirkende kraft, idet det udtrykkeligt fremgår af vedtægtens artikel 3, at det i et ansættelsesbrev anførte tidspunkt, fra hvilket udnævnelsen får virkning, ikke kan ligge forud for den dag, hvor den pågældende faktisk tiltræder, men det forholder sig ikke desto mindre således, at sagsøgeren i et sådan tilfælde opnår en fordel ved at anlægge sag, idet administrationen skal yde ham erstatning for den skade, han har lidt som følge af, at han ikke blev udnævnt fra det tidspunkt, hvor han ville være blevet udnævnt, såfremt den konstaterede fejl ikke var blevet begået.

122    Dertil kommer, at selv om ansættelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at rette sig efter en udvælgelsesprocedure, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at ansættelsesmyndigheden kun kan træffe en sådan beslutning, når der foreligger objektive og tilstrækkelige grunde, der ikke var kendte på det tidspunkt, da ansættelsesmyndigheden iværksatte den nævnte procedure (jf. i denne retning Personalerettens dom af 14.4.2011, sag F-113/07, Šimonis mod Kommissionen, præmis 90). Selv om sådanne grunde måtte anses at foreligge, kan det ikke nægtes, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde har en interesse i at opnå annullation af de anfægtede afgørelser, eftersom administrationen i denne situation har pligt til at yde ham erstatning for den skade, han har lidt som følge af, at udvælgelseskomitéen ikke foretog en korrekt bedømmelse af hans ansøgning i juni 2004.

123    Hvad angår hensynet til interessen hos den tjenestemand, A, der blev udnævnt efter afholdelsen af den mangelfulde udvælgelsesprocedure, finder Personaleretten, at A ikke kan påberåbe sig at have en berettiget forventning om, at hans udnævnelse ville blive opretholdt, heller ikke selv om der er gået mere end otte år fra det tidspunkt, hvor de anfægtede afgørelser blev truffet, idet disse afgørelser blev anfægtet inden for fristerne (dommen i sagen Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 88). A måtte nemlig under disse omstændigheder være vidende om, at hans udnævnelse kun ville kunne anses for endelig, såfremt sagsøgeren ikke fik medhold i sit søgsmål.

124    Det må under alle omstændigheder fastslås, at afgørelsen om at udnævne A ikke længere har nogen virkning, idet det fremgår af de oplysninger, som parterne bl.a. har fremlagt under retsmødet, at A ikke længere bestrider den omtvistede stilling, og administrationen kan derfor ikke, selv hvis denne afgørelse annulleres, som følge af vedtægtens artikel 3 udnævne en anden ansøger til stillingen med tilbagevirkende kraft.

125    Hvad endelig angår hensynet til tjenestens interesse finder Personaleretten, at annullation af de anfægtede afgørelser vil gøre det muligt at sikre den fulde virkning af legalitetsprincippet, og at Kommissionen ikke har godtgjort, at annullation af de anfægtede afgørelser er forbundet med særlige vanskeligheder.

126    Det følger af ovenstående betragtninger, at de anfægtede afgørelser skal annulleres, idet udvælgelseskomitéen ikke var forskriftsmæssigt sammensat, idet det ikke kan udelukkes, at den nævnte komité ville have afgivet en anden udtalelse, hvis den havde været forskriftsmæssigt sammensat, og idet hensynet til A’s interesser ikke er til hinder for, at disse afgørelser annulleres.

 Erstatningspåstanden, for så vidt som den vedrører den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt som følge af den ikke-forskriftsmæssige sammensætning af udvælgelseskomitéen

127    Sagsøgeren har anført, at han har lidt en skade som følge af, at udvælgelseskomitéen ikke var forskriftsmæssigt sammensat.

128    Det bemærkes imidlertid, at annullation af en retsakt, der er udfærdiget af administrationen, og som anfægtes af en tjenestemand, i sig selv kan udgøre en passende og i princippet tilstrækkelig erstatning for enhver ikke-økonomisk skade, som denne tjenestemand har lidt, medmindre tjenestemanden kan godtgøre at have lidt en ikke-økonomisk skade, der kan adskilles fra den uregelmæssighed, som ligger til grund for annullationen, og som ikke fuldstændigt kan godtgøres ved annullationen. Det er for det første tilfældet, når den annullerede retsakt indeholder en udtrykkelig negativ vurdering af sagsøgerens kompetencer, som kan være krænkende for ham, for det andet, når den begåede uregelmæssighed er særlig alvorlig, og for det tredje, når annullationen mister sin effektive virkning, og den dermed ikke i sig selv kan udgøre en passende og tilstrækkelig erstatning for enhver ikke-økonomisk skade, som den anfægtede retsakt har forvoldt (Personalerettens dom af 12.5.2011, sag F-66/10, AQ mod Kommissionen, præmis 105, 107 og 109).

129    Det må i det foreliggende tilfælde fastslås, at den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har påberåbt sig, er forvoldt ved den adfærd, som Kommissionen har udvist i forbindelse med afgørelserne. Det bemærkes imidlertid, at det følger af de kriterier, der er fastslået i den retspraksis, der er nævnt i foregående præmis, at annullation af de anfægtede afgørelser udgør en passende erstatning for enhver ikke-økonomisk skade, som sagsøgeren har lidt, idet de nævnte afgørelser for det første ikke indeholder en udtrykkelig negativ vurdering af hans kompetencer, som kan være krænkende for ham, idet den begåede uregelmæssighed, selv om han måtte føle sig frustreret eller uretfærdigt behandlet som følge heraf, for det andet ikke er af en sådan grovhed, at den kan begrunde en selvstændig erstatning, og idet annullationen af de anfægtede afgørelser for det tredje ikke mister enhver effektiv virkning, idet det ikke fuldstændig kan udelukkes, at sagsøgeren kan udnævnes til den omtvistede stilling.

130    Det følger af ovenstående betragtninger, at erstatningspåstanden, for så vidt som den vedrører den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt som følge af den ikke-forskriftsmæssige sammensætning af udvælgelseskomitéen, må forkastes som ugrundet.

 Sagens omkostninger

131    Punkt 5 og 6 i domskonklusionen i dommen i sagen Strack mod Kommissionen, hvorved sagsøgeren blev pålagt at bære halvdelen af sine egne omkostninger, og Kommissionen blev pålagt at bære sine egne omkostninger og at betale halvdelen af sagsøgerens omkostninger, er blevet ophævet af Den Europæiske Unions Ret (jf. hjemvisningsdommens præmis 127). Den Europæiske Unions Ret har i hjemvisningsdommen udsat afgørelsen om sagens omkostninger. Det tilkommer derfor Personaleretten i nærværende sag at tage stilling til omkostningerne i forbindelse med alle retsforhandlingernes forskellige trin.

132    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det, medmindre andet følger af dette reglements andet afsnit, ottende kapitel, den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I medfør af denne artikels stk. 2 kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.

133    Det følger af ovenstående præmisser, at Kommissionen i det væsentlige har tabt sagen. Hertil kommer, at sagsøgeren specifikt har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor Kommissionen pålægges at bære sine egne omkostninger i sag F-44/05, Strack mod Kommissionen, sag T-256/08 P, Kommissionen mod Strack, og sag F-44/05 RENV, Strack mod Kommissionen, og at betale sagsøgerens omkostninger i disse samme sager.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):

1)      Påstanden om ophævelse af den immunitet, som gælder for de ansatte ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, i sag F-44/05, Strack mod Kommissionen, afvises.

2)      Påstanden om erstatning for den uforholdsmæssigt lange administrative procedure med henblik på besættelse af stillingen og for den uforholdsmæssigt lange forudgående administrative procedure forkastes.

3)      Afgørelsen om udnævnelse af A og den af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber trufne afgørelse af 19. november 2004 om afslag på Guido Stracks ansøgning til stillingen som kontorchef for »Udbud og Kontrakter« i Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer annulleres.

4)      I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

5)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger i sag F-44/05, Strack mod Kommissionen, sag T-256/08 P, Kommissionen mod Strack, og sag F-44/05 RENV, Strack mod Kommissionen, og betaler Guido Stracks omkostninger i disse samme sager.

Rofes i Pujol Boruta Bradley

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. oktober 2012.

W. Hakenberg       M.I. Rofes i Pujol

Justitssekretær       Afdelingsformand

* Processprog: tysk.