Language of document :

Sag anlagt den 22. marts 2024 – NTT Data Belgique m.fl. mod EIB

(Sag T-161/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: NTT Data Belgique (Bruxelles, Belgien), Sopra Steria PSF Luxembourg SA (Leudelange, Luxembourg), UniSystems Luxembourg Sàrl (Bertrange, Luxembourg) og Netcompany – Intrasoft (Ixelles, Belgien) (ved advokaterne M. Troncoso Ferrer, L. Lence de Frutos, R. Fernández de la Cruz og N. Korogiannakis)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank

Sagsøgernes påstande

EIB’s afgørelse af 4. marts 2024 om afvisning af OMNIA Consortium’s tilbud i forbindelse med udbudsproceduren med referencen CFT-1699 - IT-rådgivning vedrørende EIB-specifikke applikationer (TAILOR) som unormalt lavt annulleres.

EIB tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender.

1.    Det første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn, som EIB anlagde, idet den støttede sin afgørelse om at afvise tilbuddet (i) på den løn, der udbetales af sagsøgerne og (ii) på de margener, der hidrører fra OMNIA-konsortiet. Den anfægtede afgørelse er desuden ikke i overensstemmelse med EIB’s eget kriterium i forbindelse med lignende og nyere udbudsprocedurer, hvor næsten identiske tilbud blev afgivet og valgt.

2.    Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet med henvisning til, at (i) udelukkelsen af tilbuddet, der udelukkende er baseret på de priser, der blev tilbudt af OMNIA-konsortiet, er uforholdsmæssig, og at (ii) EIB tilsyneladende ikke har taget hensyn til andre faktorer, der er relevante i lyset af de tjenesteydelser, der skal leveres i henhold til den kontrakt, som skal indgås efter udbudsproceduren.

3.    Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. For det første indeholder den anfægtede afgørelse ikke de betragtninger, som EIB har lagt til grund for at vedtage en sådan foranstaltning. For det andet indeholder EIB’s anmodning af 1. september 2023 om yderligere præciseringer ikke en tilstrækkelig forklaring af, hvorfor EIB fandt, at de på stedet-rater, som sagsøgerne have foreslået, var unormalt lave. Sagsøgerne var af denne grund ikke i stand til fuldt ud og effektivt at påvise, at tilbuddet er seriøst.

____________