Sag T-110/12 R

Iranian Offshore Engineering & Construction Co.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Særlige rettergangsformer – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler og økonomiske ressourcer – begæring om foreløbige forholdsregler – manglende uopsættelighed – interesseafvejning«

Sammendrag – Kendelse afsagt af Rettens præsident den 11. marts 2013

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler –betingelser – fumus boni juris – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen – skønsbeføjelse for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler

(Art. 256, stk. 1, TEUF, 278 TEUF og 279 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler –betingelser – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – økonomisk tab – situation, der kan bringe det sagsøgende selskabs eksistens i fare – bevisbyrde – behov for at fremlægge et retvisende og fuldstændigt billede af selskabets økonomiske situation

(Art. 278 og 279 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

3.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – foranstaltninger til indefrysning af midler eller økonomiske ressourcer – hensyntagen til formålet med indefrysningen og behovet for at sikre effektiviteten heraf

(Art. 278 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2; Rådets forordning nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413)

4.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – økonomisk tab – tab, der kan genoprettes ved ydelse af en erstatning i hovedsagen – ingen uafhjælpelig karakter

(Art. 268, TEUF, 278 TEUF, 279 TEUF og 340 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

5.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – afvejning af samtlige interesser i sagen – kendelse om indefrysning af aktiver med henblik på at bekæmpe terrorisme – Unionens retsinstansers kompetence til at annullere retsakten tidligst efter udløbet af søgsmålsfristen – sagsøgerens interesse, som ikke kan tillægges beskyttelse af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler

(Art. 268 TEUF; statutten for Domstolen, art. 60, stk. 2; Rettens procesreglement, art. 107, stk. 3; Rådets forordning nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 12-14, 33 og 34)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 19-21)

3.      Formålet med ordningen om indefrysning af midler er at forhindre, at de udpegede personer eller enheder får adgang til økonomiske eller finansielle ressourcer, som de ville kunne anvende til at støtte nukleare aktiviteter, der udgør en spredningsrisiko, eller udvikling af fremføringssystemer til kernevåben. For at dette forbud bevarer sin effektive virkning, og for at EU-sanktionerne over for Den Islamiske Republik Iran vedbliver at være effektive, er det nødvendigt at undgå, at de nævnte personer og enheder kan omgå indefrysningen af deres midler eller af deres økonomiske ressourcer og forfølge deres virksomhed til støtte for det iranske atomprogram. Ud fra dette perspektiv bemyndiger de relevante bestemmelser i EU-retsakterne om indefrysning af midler eller økonomiske ressourcer de kompetente nationale myndigheder til undtagelsesvis at godkende frigørelsen af visse indefrosne midler, som principielt skulle gøre det muligt at dække væsentlige udgifter og behov eller opfylde kontraktlige forpligtelser, der blev indgået, før den nævnte indefrysning fik virkning.

Selv om restriktive foranstaltninger har en betydelig indflydelse på de udpegede personers, enheders eller organers rettigheder eller friheder, skal det følgelig ikke desto mindre bemærkes, at de ovennævnte undtagelsesbestemmelser gør det muligt at sikre overlevelsen for de personer, enheder eller organer, der er omhandlet af de nævnte foranstaltninger, og således at undgå, at deres eksistens bringes i fare.

(jf. præmis 25 og 26)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 30)

5.      Inden for rammerne af afvejningen af de forskellige foreliggende interesser skal retten i sager om foreløbige forholdsregler bl.a. afgøre, om interessen for den part, som har begæret udsættelse af gennemførelsen, i at opnå denne bevilling går forud for interessen i den umiddelbare anvendelse af den anfægtede retsakt eller ej, idet den nærmere bestemt skal undersøge, om den eventuelle annullation af denne retsakt ved den ret, der træffer afgørelse i hovedsagen, ville gøre det muligt at ændre den situation, som ville være blevet fremkaldt af dens umiddelbare gennemførelse, og omvendt, hvis udsættelsen af gennemførelsen af den nævnte retsakt ville kunne stå i vejen for dens fulde virkning, i tilfælde af frifindelse i hovedsagen.

Vedrørende de tidsmæssige virkninger af annullationen af en forstaltning til indefrysning af midler eller økonomiske ressourcer bestemmer artikel 60, andet afsnit, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at de af Rettens afgørelser, der annullerer en sådan retsakt, først får virkning fra udløbet af appelfristen eller, hvis der er indgivet appel inden for denne frist, fra Domstolens forkastelse af denne. Selv ikke annullationen af de anfægtede retsakter vil medføre, at sagsøgerens navn øjeblikkeligt bliver fjernet fra de nævnte retsakter. De foranstaltninger til indefrysning af midler, der er truffet i forhold til sagsøgeren, ville i stedet blive fastholdt ud over datoen for afsigelsen af dommen om annullation.

Eftersom sagen om foreløbige forholdsregler har en rent underordnet karakter i forhold til hovedsagen, som den knytter sig til, og kun sigter efter at garantere den fulde virkning af den fremtidige afgørelse i hovedsagen og eftersom enhver foreløbig forholdsregel, som retten har foranstaltet, automatisk ophører med at have virkning i henhold til procesreglementets artikel 107, stk. 3, fra domsafsigelsen, hvorved sagens behandling afsluttes, følger det, at sagsøgerens interesse i at få indrømmet en midlertidig ophævelse af indefrysningen af dennes midler og økonomiske ressourcer sigter mod at opnå en fordel, som sagsøgeren ikke ville kunne opnå selv ved en dom om annullation. En sådan dom ville nemlig først få de af sagsøgeren ønskede praktiske virkninger – dvs. fjernelsen af selskabets navn fra listen over de personer, hvis midler og økonomiske ressourcer er indefrosset – på en dato efter datoen for afsigelsen af denne dom, mens retten i sagen om forholdsmæssige forholdsregler i første instans på denne dato vil miste enhver kompetence ratione temporis, og sagsøgerens navn vil under alle omstændigheder kunne fastholdes på den nævnte liste som følge af vedtagelsen af en ny restriktiv foranstaltning som erstatning for den annullerede foranstaltning inden for den i artikel 60, andet afsnit, i Domstolens statut fastsatte frist. Under disse omstændigheder er sagsøgerens interesse i at opnå en midlertidig frigørelse af sine midler og økonomiske ressourcer ved hjælp af foreløbige forholdsregler ikke af en sådan art, at den skal beskyttes af retten i sagen om foreløbige forholdsregler.

(jf. præmis 33, 36, 39 og 40)