CURIA - Documents

Home > Search form > List of results > Documents

Start printing

Language of document : ECLI:EU:T:2001:133

RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

10. maj 2001 (1)

»Annullationssøgsmål - indførsel af farvefjernsyn med oprindelse i Tyrkiet - Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet - Tillægsprotokollens artikel 3, stk. 1 - udligningsafgift - artikel 13, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1430/79 - uberettiget fritagelse for importafgifter - ret til kontradiktion«

I de forenede sager T-186/97, T-187/97, T-190/97 - T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-216/97 - T-218/97, T-279/97, T-280/97, T-293/97 og T-147/99,

Kaufring AG, Düsseldorf (Tyskland), ved advokaterne D. Ehle og V. Schiller, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-186/97,

Crown Europe GmbH, Gelsenkirchen (Tyskland), ved advokaterne D. Ehle og V. Schiller, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-187/97,

Profex Electronic Verwaltungsgesellschaft mbH, Tiefenbach (Tyskland), først ved advokat G. Sobotta derefter ved advokat E. O. Rau, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-190/97,

Horten AG, Düsseldorf, ved advokaterne D. Ehle og V. Schiller, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-191/97,

Dr. Seufert GmbH, Karlsruhe (Tyskland), ved advokaterne D. Ehle og V. Schiller, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-192/97,

Grundig AG, Fürth (Tyskland), ved advokaterne D. Ehle og V. Schiller, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-210/97,

Hertie Waren- und Kaufhaus GmbH, Frankfurt am Main (Tyskland), ved advokaterne D. Ehle og V. Schiller, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger, i sag T-211/97,

Lema SA, Gennevilliers (Frankrig), ved advokat F. Goguel, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-216/97,

Masco SA, tidligere Seiga SA (High Tech Industries), Thiais (Frankrig), ved advokat F. Goguel, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sagerne T-217/97 og T-218/97,

DFDS Transport BV, Venlo (Nederlandene), ved advokat C. Grisart, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-279/97,

Wilson Holland BV, Hoogvliet Rotterdam (Nederlandene), ved advokat C. Grisart, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-280/97,

Elta GmbH, Dreieich-Sprendlingen (Tyskland), ved advokaterne G. Breit og A. Breit,

sagsøger i sag T-293/97,

Miller NV, Willebroek (Belgien), ved advokaterne Y. Van Gerven og I. Bernaerts, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i sag T-147/99,

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved, i sagerne T-186/97, T-187/97, T-190/97 - T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-279/97, T-280/97 og T-293/97, Ewing og R. V. Magrill, bistået af D. Wyatt, QC, som befuldmægtigede, og, i sagerne T-216/97 - T-218/97, D. Cooper, bistået af Wyatt, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i sagerne T-186/97, T-187/97,

T-190/97 - T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-216/97 - T-218/97, T-279/97, T

Forbundsrepublikken Tyskland, først ved E. Röder og C.-D. Quassowski, derefter W.D. Plessing og Quassowski, som befuldmægtigede,

intervenient i sagerne T-186/97, T-187/97,

T-190/97 - T-192/97 og T-210/97,

Den Franske Republik, først ved K. Rispal-Bellanger, G. Mignot og F. Pascal, derefter Rispal-Bellanger og C. Vasak, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i sagerne T-186/97, T-187/97, T-190/97 - T-192/97, T-210/97, T-211/97 og T-216/97 - T-218/97,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved, i sagerne T-186/97, T-187/97, T-190/97 - T-192/97, T-210/97, T-211/97 og T-293/97, R.B. Wainwright, først bistået af K. Schreyer derefter G. zur Hausen, som befuldmægtigede, i sagerne T-216/97 - T-218/97, først M. Nolin, derefter R. Tricot, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Barav, i sagerne T-279/97 og T-280/97, Wainwright, bistået af Tricot, som befuldmægtigede, og, i sag T-147/99, Tricot, som befuldmægtiget, bistået af advokat J. Stuyck, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne J. Azizi og M. Jaeger,

justitssekretær: referendar P. de Bandt,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 10. juli 2000,

afsagt følgende

Dom

Retlig baggrund

1. Bestemmelser vedrørende opkrævning af udligningsafgift

a) Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet

1.

De foreliggende sager udspringer af aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet (herefter »associeringsaftalen«), der blev undertegnet i Ankara, dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF's medlemsstater og Fællesskabet. Aftalen blev godkendt ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963 (Samling af Aftaler Indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 541). Den trådte i kraft den 1. december 1964.

2.

Aftalen har i henhold til artikel 2, der findes i aftalens afsnit I, principperne, til formål at fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem de kontraherende parter.

3.

Aftalen omfatter en indledende fase, hvor Republikken Tyrkiet med støtte fra Fællesskabet ifølge aftalens artikel 3 skal styrke sin økonomi, en overgangsperiode, hvorunder der i henhold til aftalens artikel 4 skal ske en gradvis oprettelse af en toldunion og en tilnærmelse af de økonomiske politikker og en endelig fase, som i henhold til aftalens artikel 5 bygger på toldunionen og indebærer styrkelse af samordningen af den økonomiske politik. Ifølge artikel 28 skal associeringsaftalen gøre det muligt på sigt at undersøge muligheden for Tyrkiets optagelse i Fællesskabet.

4.

Ifølge artikel 7 træffer de kontraherende parter alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af aftalen, og afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der vil kunne bringe virkeliggørelsen af aftalens målsætning i fare.

5.

Ifølge artikel 22 og 23, der er indeholdt i afsnit III, Almindelige og Afsluttende Bestemmelser, er Associeringsrådet, som består dels af medlemmer af medlemsstaternes regeringer, af Rådet og af Kommissionen, dels af medlemmer af den tyrkiske regering, og som udtaler sig med enstemmighed, beslutningsdygtigt med hensyn til virkeliggørelse af de i aftalen fastlagte mål. I henhold til artikel 25 har Associeringsrådet kompetence til, på begæring af hver af de kontraherende parter, at træffe afgørelse om enhver uoverensstemmelse vedrørende aftalens anvendelse eller fortolkning, ligesom det kan beslutte at indbringe uoverensstemmelsen for Domstolen.

6.

Endelig indeholder aftalen om foranstaltninger i forbindelse med og procedurer for anvendelsen af associeringsaftalen (org. ref. JO 1964, 217, s. 3703) i artikel 1 de nærmere regler for vedtagelsen af en fælles holdning mellem Fællesskabets og medlemsstaternes repræsentanter i Associeringsrådet.

b) Tillægsprotokollens artikel 3, stk. 1

7.

Med henblik på at fastsætte vilkårene, retningslinjerne og tempoet for gennemførelsen af den overgangsfase, der er forudset i associeringsaftalen, undertegnede de kontraherende parter den 23. november 1970 i Bruxelles entillægsprotokol. Denne protokol godkendtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19. december 1972 (EFT C 113 af 24.12.1973).

8.

Da den endelige fase som omhandlet i associeringsaftalen først trådte i kraft den 31. december 1995 (Associeringsrådets afgørelse nr. 1/95 af 22.12.1995 om iværksættelse af slutfasen af toldunionen (EFT 1996, L 35, s.1), var tillægsprotokollens bestemmelserne gældende på tidspunktet for de indførsler, som er genstand for de kommissionsbeslutninger, som påstås annulleret under de foreliggende sager.

9.

Disse bestemmelser omfatter navnlig protokollens artikel 3, stk. 1. I medfør af denne artikel finder tillægsprotokollens bestemmelser om fjernelse af told og afskaffelse af kvantitative restriktioner (herefter »præferenceordningen«) »ligeledes anvendelse på varer, der er fremstillet i Fællesskabet eller i Tyrkiet, og til hvis fremstilling er medgået produkter, som kommer fra tredjelande, og som ikke var frit omsættelige hverken i Fællesskabet eller i Tyrkiet«.

10.

Det er imidlertid bestemt, at de nævnte varer kun er omfattet af præferenceordningen, såfremt der i udførselsstaten opkræves en udligningsafgift, hvis sats svarer til en procentdel af tolden i den fælles toldtarif, som er fastsat for de fra tredjelande kommende produkter, som er medgået til deres fremstilling (herefter »udligningsafgiften«).

11.

Det er ligeledes bestemt, at Associeringsrådet fastsætter udligningsafgiftens procentdel, ligesom det fastsætter retningslinjerne for opkrævning af afgiften. Endelig fastsætter Associeringsrådet metoderne for administrativt samarbejde ved anvendelse af artikel 3, stk. 1, i tillægsprotokollen (tillægsprotokollens artikel 4).

12.

Associeringsrådet vedtog i medfør af disse bestemmelser en række afgørelser om opkrævning af udligningsafgift.

13.

Ved afgørelse nr. 2/72 af 29. december 1972 (ikke offentliggjort i EFT) fastsatte Associeringsrådet den procentdel af tolden i den fælles toldtarif, der skulle lægges til grund ved beregning af udligningsafgift for varer fra Tyrkiet, til hundrede.

14.

Ved afgørelse nr. 3/72 af 29. december 1972 (ikke offentliggjort i EFT) udstedte Ássocieringsrådet de nærmere regler for opkrævning af udligningsafgift. Ifølge denne afgørelse skal afgiften beregnes på grundlag af arten og toldværdien af de varer med oprindelse i tredjelande i forhold til associeringen, der er medgået ved fremstillingen af de pågældende varer på de kontraherende parters område (herefter »tredjelandskomponenterne«) (artikel 1). I tilfælde af fritagelse eller hel eller delvis toldsuspension for tredjelandskomponenter, skal der betales udligningsafgift med et beløb svarende til de ikke opkrævede afgifter (artikel 3). Fællesskabet og Tyrkiet underretter gensidigt hinanden og Associeringsrådet om de foranstaltninger, der træffes med henblik på at sikre, at afgørelsen anvendes ensartet (artikel 4).

15.

Associeringsrådet vedtog endelig den 29. december 1972 afgørelse nr. 5/72 om administrative samarbejdsmetoder ved anvendelse af artiklerne 2 og 3 i tillægsprotokollen (EFT 1973 L 59, s. 74), hvorefter det er en forudsætning for opnåelse af præferencebehandling, at der fremlægges dokumentation, udstedt af toldmyndighederne i Tyrkiet eller i en medlemsstat på anmodning af eksportøren. For varer, der transporteres direkte fra Fællesskabet til Tyrkiet tjener varecertifikat A.TR.1 (herefter »A.TR.1-attesten«), hvoraf en model er vedlagt som bilag til afgørelsen (artikel 2), som bevisdokument. Denne model blev erstattet af den formular, der er vedlagt som bilag til Associeringsrådets afgørelse nr. 1/78 af 18. juli 1978 (EFT L 253, s. 2).

16.

På formularens bagside er der anført forklarende bemærkninger vedrørende »varer, for hvilke varecertifikat A.TR.1 kan udstedes«. I henhold til de forklarende bemærkningers afsnit I, nr. 1, litra c), kan attesten udstedes for »varer, fremstillet i udførselsstaten, og til hvis fremstilling er medgået varer, for hvilke den told og de afgifter med tilsvarende virkning, som finder anvendelse på disse, ikke er opkrævet, eller som har nydt godt af en hel eller delvis godtgørelse af nævnte told eller afgifter, på betingelse af, at den for varerne fastsatte udligningsafgift er opkrævet.«

17.

Ifølge artikel 11 i afgørelse nr. 5/72 bistår medlemsstaterne og Tyrkiet gensidigt hinanden gennem deres toldadministrationer ved kontrollen af certifikaternes ægthed og rigtighed »for at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne i denne afgørelse«. Endelig bestemmes i artikel 12 i afgørelse nr. 5/72 følgende: »Tyrkiet, medlemsstaterne og Fællesskabet træffer hver for sit vedkommende de foranstaltninger, som gennemførelse af denne afgørelse kræver.«

c) De tyrkiske myndigheders gennemførelse af bestemmelserne om opkrævning af udligningsafgift

1) Tiden indtil vedtagelsen af dekretet i januar 1994

18.

Før den 15. januar 1994 havde den tyrkiske regering ikke indført en generel ordning om opkrævning af en udligningsafgift for varer fremstillet på grundlag af komponenter fra tredjelande, der ikke var bragt i fri omsætning i Tyrkiet, således som det var bestemt i artikel 3, stk. 1, i tillægsprotokollen. Den tyrkiske regering havde derimod gennemført et eksportstøtteprogram, og vedtog i juni 1992 to dekreter, der vedrørte henholdsvis opkrævning af en udligningsafgift og fritagelse for visse indførselsafgifter.

- Eksportstøtteprogrammet

19.

For at fremme eksporten af tyrkiske varer til Fællesskabet og tredjelande indførte de tyrkiske myndigheder et eksportstøtteprogram (»export incentive scheme«, herefter »eksportfremmeprogrammet«). I henhold til dette program fritoges komponenter fra tredjelande for betaling af importtold, såfremt de var indbyggeti produkter, der efterfølgende eksporteredes til Fællesskabet eller til tredjelande. Tyrkiske virksomheder, der ønskede at opnå denne fritagelse, skulle være i besiddelse af en eksportstøtteattest fra de tyrkiske myndigheder. En fortegnelse over de virksomheder, der var omfattet af eksportfremmeprogrammet, blev hvert år offentliggjort i det tyrkiske statstidende. Fritagelse for importtold var undergivet en betingelse om, at de varer, som de omhandlede komponenter var medgået til fremstilling af, blev eksporteret inden for en vis frist efter at komponenterne var importeret til Tyrkiet. På indførselstidspunktet beregnedes de afgifter, der normalt skulle erlægges, og beløbene skulle deponeres i et pengeinstitut. Når virksomheden efter fremstilling og eksport af varen godtgjorde, at udførsel havde fundet sted, kunne den få frigjort de deponerede beløb.

- Dekreter vedtaget af den tyrkiske regering i juni 1992

20.

Ved skrivelse af 28. juli 1992 underrettede Tyrkiets stående delegation ved De Europæiske Fællesskaber Associeringsrådet om, at den tyrkiske regering den 16. juni 1992 havde vedtaget to dekreter.

21.

Det drejede sig for det første om dekret 92/3177 af 16. juni 1992, offentliggjort i det tyrkiske statstidende den 7. juli 1992 med ikrafttræden pr. samme dato. Dette dekret bestemmer, at eksportører, der ønsker at eksportere farvefjernsyn på grundlag af attest A.TR.1 skal indhente en sagkyndig erklæring fra det lokale handelskammer, hvoraf det fremgår, at værdien af komponenter fra tredjelande er mindre end eller lig med 56 % af den samlede fob-værdi (frit om bord) for fjernsynene. Toldmyndighederne skal opkræve en udligningsafgift, såfremt det af den sagkyndige erklæring fremgår, at værdien af komponenterne fra tredjelande overstiger denne procent. Denne udligningsafgift indbetales til Fonden til Støtte og Stabilisering af Priser (Support and Price Stabilization Fund). Gennemførelsen af dette dekret henhører under den ansvarlige minister for Undersekretariatet for Finans- og Udenrigshandel (Undersecretariat for Treasury and External Commerce).

22.

Den tyrkiske regering vedtog samme dag dekret 92/3127, offentliggjort i det tyrkiske statstidende nr. 21277 af 7. juli 1992 med ikrafttrædelse samme dato. I dette dekret er det bestemt, at indførselsafgifter på katoderør til farvefjernsyn, der indføres til Tyrkiet, uanset oprindelsessted (EØF eller tredjelande) og bestemmelsessted (indbygget i fjernsyn bestemt til det nationale marked eller til udførsel til EØF eller tredjelande), suspenderedes.

2) Dekret vedtaget af den tyrkiske regering i januar 1994

23.

Den 12. januar 1994 vedtog den tyrkiske regering dekret 94/5168, offentliggjort i det tyrkiske statstidende nr. 21822 af 28. Januar 1994. I dekretets artikel 1 bestemmes, at der ved dette dekret indføres en udligningsafgift på komponenter fra tredjelande, der er indbygget i farvefjernsyn, bestemt til Fællesskabet. Udligningsafgiften svarer til den sats, der er fastsat i den fælles toldtarif for dennevaregruppe. De beløb, der opkræves i henhold hertil, indbetales til Fonden til Fremme af Investeringer og Tjenesteydelser til Indtjening af Fremmed Valuta (Fund for the promotion of Investments and Foreign Exchange Earning Services). Ved artikel 2 i dekret 94/5168 ophævedes dekret 92/3127. Dekret 94/5168 blev offentliggjort i det tyrkiske statstidende nr. 21845 af 10. februar 1994.

24.

Videre vedtog den tyrkiske regering den 16. august 1994 dekret 94/5782, offentliggjort i det tyrkiske statstidende den 26. august 1994, hvorved opkrævning af udligningsafgiften udvidedes til at omfatte samtlige varer, der indeholder komponenter fra tredjelande, der ikke er bragt i fri omsætning i Tyrkiet.

2. Bestemmelserne vedrørende fritagelse for og undladelse af at opkræve told

a) Materielle bestemmelser om fritagelse for og undladelse af at opkræve told

1) Bestemmelser, der finder anvendelse på de omtvistede indførsler

25.

Som det fremgår af anden betragtning til de anfægtede beslutninger, vedrører beslutningerne indførsler i Fællesskabet af farvefjernsyn, der var fremstillet i Tyrkiet, i perioden 1991 - 1993 og i begyndelsen af 1994 (herefter »den relevante periode«). Næsten samtlige indførsler er således omfattet dels af Rådets forordning (EØF) nr. 1430/79 af 2. juli 1979 om godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (EFT L 175, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 3069/86 af 7. oktober 1986 (EFT L 286, s. 1), dels af Rådets forordning (EØF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om opkrævning af import- og eksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter (EFT L 197, s. 1).

26.

Det bemærkes for så vidt angår de importer, der fandt sted efter den 1. januar 1994, hvor Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«) trådte i kraft, at de relevante bestemmelser i forordning nr. 1430/79 og 1697/79 blev erstattet af næsten identiske bestemmelser i toldkodeksen. Som følge af dette sammenfald finder Domstolens og Rettens retspraksis vedrørende førstnævnte bestemmelser ligeledes anvendelse på sidstnævnte (Rettens dom af 16.7.1998, sag T-195/97, Kia Motors og Broekman Motorships mod Kommissionen, Sml. II, s. 2907, præmis 33, og Domstolens dom af 11.11.1999, sag C-48/98, Söhl & Söhlke, Sml. I, s. 7877, præmis 53). I betragtning heraf er det ikke fornødent at behandle de indførsler, der er omfattet af toldkodeksen, særskilt. De relevante bestemmelser i denne gengives følgelig kun, såfremt det er påkrævet.

2) Forskellen mellem fritagelse og undladelse af efteropkrævning

27.

Hovedforskellen mellem fritagelse for og undladelse af at foretage opkrævning af told er, at afgiftsbeløbet i tilfælde af fritagelse allerede er blevet bogført aftoldmyndighederne, mens dette ikke er tilfældet, såfremt afgiften undlades opkrævet. Ved »bogføring« forstås, at toldmyndighederne indskriver importafgiftsbeløb eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde (toldkodeksens artikel 217).

3) Betingelser for toldfritagelse

28.

Betingelserne for fritagelse for told fandtes indtil den 1. januar 1994 i artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1430/79, som ændret. Artiklen bestemmer følgende:

»... fritagelse for importafgifter kan indrømmes, når der foreligger ... særlige forhold ... og der ikke er begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse af den berettigede.«

29.

I henhold til artikel 4, stk. 2, litra c), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3799/86 af 12. december 1986 om gennemførelsesbestemmelserne til artikel 4a, 6a, 11a og 13 i forordning nr. 1430/79 (EFT L 352, s. 19) foreligger der ikke i sig selv særlige forhold som omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, »når der for varer, der angives til fri omsætning med henblik på indrømmelse af præferencetoldbehandling, endog i god tro fremlægges dokumenter, som senere viser sig at være falske, forfalskede eller ugyldige til opnåelse af denne præferencetoldbehandling«.

30.

Med toldkodeksens ikrafttræden ophævedes forordning nr. 1430/79 (toldkodeksens artikel 251). Forordningens artikel 13, stk. 1, gentages næsten ordret i toldkodeksens i artikel 239, stk. 1, hvori det hedder: »... fritagelse for import- eller eksportafgifter kan indrømmes ... hvor den berettigede ikke har gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed.«

31.

Forordning nr. 3799/86 blev ophævet ved artikel 913 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til toldkodeksen (EFT L 253, s. 1).

32.

Artikel 4, nr. 2, litra c), i forordning nr. 3799/86 blev erstattet af artikel 904 i forordning nr. 2454/93, hvori det bestemmes: »Der ydes ikke [...] fritagelse for importafgifter, når den eneste begrundelse til støtte for ... fritagelsesansøgningen består i: ... c) at der for varer, der er angivet til overgang til fri omsætning, med henblik på indrømmelse af præferencetoldbehandling, og endog i god tro, fremlægges dokumenter, som senere viser sig at være falske, forfalskede eller ugyldige med henblik på opnåelse af denne præferencetoldbehandling.«

4) Betingelserne for at undlade at efteropkræve told

33.

Betingelserne for at undlade at efteropkræve told fandtes indtil toldkodeksens ikrafttræden i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79. Det bestemtes heri: »De kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning af import- ellereksportafgift, der ikke er opkrævet som følge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, såfremt sidstnævnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter ...«

34.

Med ophævelsen af forordning nr. 1697/79 efter at toldkodeksen var trådt i kraft blev ordlyden af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 gentaget i artikel 220, stk. 2, i kodeksen, hvor i det med næsten identisk ordlyd hedder: »Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i artikel 217, stk. 1, andet og tredje afsnit, foretages der ikke efterfølgende bogføring, når ... b) det efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb ikke er blevet bogført som følge af en fejl, som toldmyndighederne selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, hvis sidstnævnte i øvrigt i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter ...«

b) Formelle bestemmelser vedrørende toldfritagelse og undladelse af at efteropkræve told

1) Formelle bestemmelser, der finder anvendelse på de omtvistede importer

35.

I det omfang det fremgår af fast retspraksis (Domstolens dom af 12.10.1981, sag 212/80-217/80, Salumi, Sml. S. 2735, præmis 9-14, og særligt for så vidt angår fritagelse og undladelse af opkrævning, dom af 6.7.1993, sag C-121/91 og C-122/91, CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873, præmis 22), at de formelle bestemmelser skal finde anvendelse på samtlige sager, der verserer på tidspunktet for deres ikrafttræden, er det de formelle regler, der er fastsat i toldkodeksen og i forordning nr. 2454/93, der skal finde anvendelse på de anmodninger om fritagelse, der er indgivet efter disse bestemmelsers ikrafttræden. De er herved nærmere tale om toldkodeksens artikel 236-239 og artikel 878-909 i forordning nr. 2454/93.

36.

Det bemærkes imidlertid, at proceduren for fritagelse og proceduren for godtgørelse af told, der var næsten identiske indtil toldkodeksens ikrafttræden, fremgik af artikel 16 og 17 i forordning nr. 1430/79 samt af Kommissionens forordning (EØF) nr. 1574/80 af 20. juni 1980 om gennemførelsesbestemmelserne til artikel 16 og 17 i forordning nr. 1430/79 (EFT L 161 s. 3). For så vidt angik proceduren for undladelse af at opkræve told fandtes de formelle regler i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2380/89 af 2. august 1989 om gennemførelsesbestemmelserne til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 (EFT L 225, s. 30).

2) Proceduren for toldfritagelse

37.

Fritagelse for told forudsætter, at den berettigede indgiver en særlig ansøgning herom (herefter »fritagelsesansøgning«) (artikel 878, stk. 1, i forordning nr.2454/93). Fritagelsesansøgningen skal indgives til den kompetente toldmyndighed (artikel 879, stk. 1, i forordning nr. 2454/93). Af sagsbehandlingshensyn skal ansøgningen indgives på den i bilag 111 til toldkodeksen omhandlede formular. Når den kompetente toldmyndighed er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger, træffer den skriftlig afgørelse om fritagelsesansøgningen (artikel 886, stk. 1, i forordning nr. 2454/93).

38.

Når toldmyndigheden ikke er i stand til på grundlag af bestemmelserne i artikel 899 ff. i forordning nr. 2454/93, der opregner en række situationer, i hvilke det er eller ikke er berettiget at indrømme fritagelse, at træffe afgørelse, og »ansøgningen indeholder begrundelser, der kan udgøre en særlig situation, som skyldes omstændigheder, hvor den berettigede ikke har begået urigtigheder eller gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed«, forelægger den medlemsstat, hvorunder den pågældende myndighed hører, sagen for Kommissionen (artikel 905, stk. 1, i forordning nr. 2454/93). De sagsakter, der fremsendes til Kommissionen, skal indeholde alle de oplysninger, som er nødvendige for en fyldestgørende behandling af den forelagte sag (artikel 905, stk. 2). Senest 15 dage efter modtagelsen af de i artikel 905, stk. 2, omhandlede sagsakter fremsender Kommissionen kopi heraf til medlemsstaterne (artikel 906, stk. 1). Efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne, forsamlet i toldudvalget med henblik på at behandle den foreliggende sag, »træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt den særlige situation, der er til behandling, berettiger eller ikke berettiger til at indrømme godtgørelse eller fritagelse« (artikel 907, stk. 1). Denne beslutning skal træffes senest seks måneder efter Kommissionens modtagelse af de sagsakter, som medlemsstaten har fremsendt (artikel 907, stk. 2), og skal snarest muligt meddeles den pågældende medlemsstat (artikel 908, stk. 1). Den besluttende toldmyndighed træffer endelig afgørelse om ansøgningen på grundlag af Kommissionens beslutning (artikel 908, stk. 2).

39.

Det bemærkes, at de formelle regler, der er beskrevet i de to forudgående præmisser, på enkelte punkter er blevet ændret efter at Kommissionens forordning (EF) nr. 1677/98 af 29. juli 1998 om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 (EFT L 212, s. 18) trådte i kraft den 6. august 1998. De nye regler fandt anvendelse i sag T-147/99, Miller mod Kommissionen.

40.

Ved forordning nr. 1677/98 indførtes navnlig en ny artikel 906 a, der bestemmer: »Når Kommissionen påtænker at træffe en beslutning, der ikke er gunstig for den part, som har anmodet om godtgørelse eller fritagelse, underretter den når som helst under den i artikel 906 og 907 omhandlede procedure skriftligt denne part om sine indvendinger samt om alle de dokumenter, hvorpå disse indvendinger er baseret. Den part, som har anmodet om godtgørelse eller fritagelse, redegør skriftligt for sine synspunkter inden for en måned, regnet fra den dato indvendingerne blev afsendt. Har parten ikke givet sine synspunkter til kende inden for denne frist, anses den for at have givet afkald på muligheden for at tilkendegive sin holdning«. Seksmånedersfristen i artikel 907 i forordning nr. 2454/93 erstattes af en frist på ni måneder.

3) Proceduren for at undlade at efteropkræve told

41.

I modsætning til fritagelse forudsætter undladelse af at efteropkræve told ikke nødvendigvis en ansøgning. Der er tale om en afgørelse, som toldmyndighederne kan træffe på eget initiativ, når de betingelser, som udtømmende er opregnet for hvert enkelt tilfælde i artikel 869 i forordning nr. 2454/93, er opfyldt.

42.

Finder de kompetente myndigheder imidlertid, at »betingelserne i [told]kodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, eller når de er i tvivl om den præcise rækkevidde af kriterierne i denne bestemmelse, for så vidt angår det pågældende tilfælde, forelægger disse myndigheder sagen for Kommissionen«. De sagsakter, der fremsendes til Kommissionen, skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for en fyldestgørende behandling af den forelagte sag (artikel 871, stk. 1, i forordning nr. 2454/93). Senest 15 dage efter modtagelsen af sagsakterne fremsender Kommissionen kopi heraf til medlemsstaterne (artikel 872, stk. 1). Efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne, forsamlet i toldudvalget for at behandle den foreliggende sag, »træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt den situation, der er til behandling, berettiger eller ikke berettiger til at undlade efterfølgende bogføring« (artikel 873, stk. 1).

43.

Denne beslutning skal træffes senest seks måneder efter Kommissionens modtagelse af de sagsakter, som medlemsstaten har fremsendt (artikel 873, stk. 2), og skal snarest muligt meddeles den pågældende medlemsstat (artikel 874, stk. 1).

44.

Det bemærkes, at de formelle regler om undladelse af efteropkrævning, som anført i den foregående præmis, i lighed med reglerne om fritagelse for told, er blevet ændret, efter at forordning nr. 1677/98 er trådt i kraft. De nye regler fandt anvendelse i sag T-147/99, Miller mod Kommissionen.

45.

Ved forordning nr. 1677/98 indførtes bl.a. en ny artikel 872 a, hvori bestemmes: »Når Kommissionen påtænker at træffe en beslutning, der ikke er gunstig for den part, der er berørt af den pågældende sag, underretter den når som helst under den i artikel 872 og 873 omhandlede procedure skriftligt denne part om sine indvendinger samt om alle de dokumenter, hvorpå disse indvendinger er baseret. Den pågældende part i sagen redegør skriftligt for sine synspunkter over for Kommissionen inden for en måned, regnet fra den dato indvendingerne blev afsendt. Har parten ikke givet sine synspunkter til kende inden for denne frist, anses den for at have givet afkald på muligheden for at tilkendegive sin holdning.« Seksmåneders fristen i artikel 873 i forordning nr. 2454/93 er blevet erstattet af en frist på ni måneder.

Sagens faktiske omstændigheder

1. Generelt

46.

De foreliggende sager vedrører indførsel i Fællesskabet af farvefjernsyn, der er fremstillet i Tyrkiet i den relevante periode. Fjernsynsapparaterne var blevet fremstillet af forskellige tyrkiske virksomheder, bl.a. VESTEL, META, PROFILO, BEKOTEKNIK og CIHAN. Ved fremstillingen blev der anvendt dels komponenter af tyrkisk oprindelse, dels komponenter med oprindelse i Fællesskabet, dels komponenter med oprindelse i tredjelande (normalt fra Korea, Japan, Hong Kong og Singapore).

47.

I den relevante periode indførtes de tyrkisk fremstillede farvefjernsyn i Fællesskabet i henhold til attest A.TR.1, således at de i medfør af associeringsaftalen og tillægsprotokollen var fritaget for told.

48.

Efter en række klager og meddelelser om uregelmæssigheder foretog Kommissionen i tiden 18. oktober - 9. november 1993 en kontrolundersøgelse i Tyrkiet under deltagelse af to repræsentanter for dens tjenestegrene og fem repræsentanter for toldmyndighederne i Belgien, Frankrig, Nederlandene, Tyskland og Det Forenede Kongerige. Kontrolundersøgelsen mundede ud i en rapport (herefter »undersøgelsesrapporten«). Under kontrolundersøgelsen blev det konstateret, at de tyrkiske myndigheder undertegnede A.TR.1-attesterne uden at opkræve udligningsafgifter.

49.

Kommissionen konkluderede i sin undersøgelsesrapport, at de fremlagte attester var ugyldige, idet de i realiteten vedrørte farvefjernsyn, der var fremstillet i Tyrkiet, men hvis tredjelandskomponenter hverken var bragt i fri omsætning eller var pålagt udligningsafgift, således at fjernsynsapparaterne ikke kunne være omfattet af ordningen for frie varebevægelser ved indførslen i Fællesskabet.

50.

Kommissionen pålagde følgelig ved skrivelser af 2. marts og 21. april 1994 de berørte medlemsstater, at de hos virksomheder, der havde importeret de tyrkiske fjernsyn i den omtvistede periode, skulle kræve betaling af told som anført i den fælles toldtarif (dvs. 14 % af den samlede værdi af fjernsynene, beregnet på tidspunktet for indførslen i Fællesskabet), under hensyn til de gældende regler om forældelse. Kommissionen tillod imidlertid medlemsstaterne, såfremt de ønskede det, at stille opkrævningen i bero eller at udsætte denne, indtil den endelige konklusion vedrørende kontrolundersøgelsen forelå.

51.

Kommissionen bekræftede endelig ved skrivelse af 25. november 1994 over for medlemsstaterne, at der straks skulle ske efteropkrævning af told vedrørende de importer af farvefjernsyn, der havde fundet sted i henhold til A.TR.1-attester udstedt inden den 15. januar 1994, hvorved der skulle tages hensyn til forældelsesfristen på tre år.

2. Særlige omstændigheder

a) Særlige omstændigheder vedrørende de tyske sager (T-186/97, T-187/97, T-190/97, T-191/97, T-192/97, T-210/97, T-211/97 og T-293/97)

1) Krav om efteropkrævning fra de tyske myndigheder

52.

Kaufring AG (herefter »Kaufring«) (T-186/97), Crown Europe GmbH (herefter »Crown«) (T-187/97), Profex Electronic Verwaltungsgesellschaft mbH (herefter »Profex«) (T-190/97), Horten AG (herefter »Horten«) (T-191/97), Dr. Seufert GmbH (herefter »Dr. Seufert«) (T-192/97), Grundig AG (herefter »Grundig«) (T-210/97), Hertie Waren- und Kaufhaus GmbH (herefter »Hertie«) (T-211/97) og Elta GmbH (herefter »Elta«) (T-293/97) (herefter »de tyske sagsøgere«) importerede i den omtvistede periode flere partier farvefjernsyn fra Tyrkiet. Samtlige importer var ledsaget af en A.TR.1-attest og var følgelig omfattet af præferenceordningen. Samtlige A.TR.1-attester var påtegnet af de tyrkiske myndigheder.

53.

I overensstemmelse med Kommissionens påbud (jf. ovenfor i præmis 50 og 51) fremsendte de tyske toldmyndigheder meddelelse om ændring af afgift (Steueränderungsbescheide) til de tyske sagsøgere. Myndighederne krævede således betaling af told med i alt 545 727,35 DEM af Kaufring, 238 352,97 DEM af Crown, 2 269 866,84 DEM af Profex, 123 809,12 DEM af Horten, 126 828,26 DEM af Dr. Seufert, 6 596 210,31 DEM af Grundig, 593 110,16 DEM af Hertie og 113 875,49 DEM af Elta.

2) Ansøgninger om fritagelse og/eller undladelse af efteropkrævning indgivet til de tyske myndigheder af de tyske sagsøgere

54.

De tyske sagsøgere rejste indsigelse mod disse afgørelser. De ansøgte de pågældende toldmyndigheder om fritagelse for betaling af told. Dr. Seufert, Crown og Grundig ansøgte ligeledes om, at opkrævning af disse afgifter blev undladt.

3) Ansøgninger om fritagelse indgivet til Kommissionen af de tyske myndigheder

55.

Efter en gennemgang af ansøgningerne fra de tyske sagsøgere fandt Bundesministerium der Finanzen (det tyske Forbundsfinansministerium), som de pågældende toldkontorer havde oversendt sagerne til, at betingelserne for toldfritagelse i medfør af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79 og artikel 239 i toldkodeksen var opfyldt i den foreliggende sag.

56.

Bundesministerium der Finanzen fremsendte følgelig i overensstemmelse med artikel 905 i forordning nr. 2454/93 sagsakterne til Kommissionen, og oplyste i denne forbindelse, at man fandt, at betingelserne for toldfritagelse var opfyldt.

57.

Det bemærkes, at Bundesministerium der Finanzen inden fremsendelsen dels havde anmodet samtlige de tyske sagsøgere om dels at fremkomme med bemærkninger til det udkast til ansøgning, som ministeriet agtede at fremsende til Kommissionen, dels om at afgive en skriftlig erklæring om, at ansøgningen omfattede samtligeomstændigheder i den foreliggende sag, samtlige argumenter samt om, at sagens akter var fuldstændige.

58.

Kaufring, Horten, Hertie Profex og Elta accepterede at afgive en sådan skriftlig erklæring. Grundig, Dr. Seufert, og Crown meddelte derimod Bundesministerium der Finanzen, at de ikke ville afgive en sådan. De ønskede, at deres ansøgninger om fritagelse med bilag blev vedlagt de sagsakter, som Bundesministerium der Finanzen fremsendte, hvilket ministeriet accepterede. Bundesministerium der Finanzen accepterede endvidere i relation til disse parter, at indføje følgende passage i fremsendelsesskrivelserne til Kommissionen: »Den pågældende anmoder om, at Kommissionen træffer beslutning på grundlag af vedlagte detaljerede ansøgning om fritagelse med bilag. Den pågældende anmoder ligeledes om at blive hørt direkte af Kommissionen inden denne træffer beslutning for at gøre sin adgang til kontradiktion gældende over for Kommissionen; den pågældende finder, at virksomheden skal underrettes af Kommissionen om væsentlige faktiske omstændigheder og dokumenter, på grundlag af hvilke Kommissionen påtænker at træffe afgørelse om toldfritagelse«.

59.

Kommissionen hørte den i artikel 907, stk. 1, i forordning nr. 2454/93 omhandlede ekspertgruppe, inden den traf endelig beslutning om de enkelte ansøgninger om fritagelse. Gruppen gennemgik de forelagte sager på sit møde den 10. januar 1997. Samtlige repræsentanter for medlemsstaterne, der deltog i dette møde, med undtagelse af repræsentanterne for Republikken Østrig og Den Portugisiske Republik, udtalte sig til støtte for fritagelsen.

60.

Ved beslutning REM 14/96, REM 15/96, REM 16/96, REM 17/96, REM 18/96, REM 19/96 og REM 20/96 af 19. februar 1997, vedrørende henholdsvis Horten, Kaufring, Elta, Grundig, Hertie, Crown og Profex, og REM 21/96 af 25. marts 1997 vedrørende Dr. Seufert, fastslog Kommissionen, at der ikke var grundlag for at imødekomme ansøgningerne om fritagelse. De individuelle beslutninger blev meddelt de tyske sagsøgere via de nationale myndigheder.

b) Særlige omstændigheder vedrørende de franske sager (T-216/97 - T-218/97)

1) Krav om efteropkrævning fra de franske myndigheder

61.

Selskaberne Lema SA (herefter »Lema«) (T-216/97) og Masco SA (herefter »Masco«) (T-217/97 og T-218/97) (herefter »de franske sagsøgere«) importerede regelmæssigt farvefjernsyn fra Tyrkiet. Samtlige importer var ledsaget af en A.TR.1-attest, og var følgelig omfattet af præferenceordningen. A.TR.1-attesterne var ved udførslen blevet påtegnet af de tyrkiske myndigheder og senere, ved indførslen i Frankrig, af de franske toldmyndigheder.

62.

I overensstemmelse med Kommissionens påbud (jf. præmis 50-51) fastslog de franske toldmyndigheder, her Direction nationale du renseignement et des enquêtes douanières (direktoratet for toldoplysninger og undersøgelser, herefter»DNRED«), at Lema og Masco havde begået en overtrædelse, idet de havde indført fjernsyn under dække af A.TR.1-attester. Myndighederne krævede følgelig betaling af told med i alt 12 201 564 FRF hos Lema og 32 966 173 FRF (sag T-217/97) samt 4 192 502 FRF (sag T-218/97) hos Masco.

2) De franske myndigheders gennemgang af ansøgningerne fra de franske sagsøgere om fritagelse og undladelse af efteropkrævning

63.

Lema og Masco rejste indsigelse mod kravene om efteropkrævning af told. De indgav ansøgning til DNRED om enten at undlade at opkræve de pågældende toldbeløb, eller om at indrømme sig toldfritagelse. De enkelte ansøgninger støttedes dels for så vidt angik undladelse af efteropkrævning på artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 og artikel 220, stk. 2, litra b), i toldkodeksen, dels for så vidt angik fritagelsen på artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79 og artikel 239 i toldkodeksen.

3) Ansøgninger om undladelse af efteropkrævning og om fritagelse indgivet til Kommissionen af de franske myndigheder

64.

Efter en gennemgang af ansøgningerne fra de franske sagsøgere fandt det franske økonomi og- og finansministerium (herefter »ministeriet«), at betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 var opfyldt i den foreliggende sag. Til hver af de franske sagsøgere fremsendte ministeriet det udkast til ansøgning om en gennemgang, som man agtede at fremsende til Kommissionen. Lema og Masco gav i deres svar udtryk for, at de ønskede, at der blev bilagt sagsakterne en kopi af den fuldstændige ansøgning, som de havde indgivet til DNRED. De henviste til, at de ligeledes havde indgivet ansøgning om fritagelse i henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79, samt at de ønskede at fastholde denne som subsidiær ansøgning.

65.

Ministeriet fremsendte derefter sagsakterne, der var bilagt de sagsakter, som de franske sagsøgere havde indgivet, til Kommissionen.

66.

Ministeriet understregede, at betingelserne for undladelse af efteropkrævning af told var opfyldt i den foreliggende sag.

67.

Ministeriet anmodede ligeledes Kommissionen om at gennemgå de subsidiære ansøgninger om toldfritagelse.

68.

Inden Kommissionen traf endelig beslutning, blev sagen forelagt den i forordning nr. 2454/93 i artikel 873 og 907 omhandlede ekspertgruppe. Denne behandlede sagerne på mødet den 10. januar 1997. Gruppen gennemgik de forelagte sager på sit møde den 10. januar 1997. Samtlige repræsentanter for medlemsstaterne, der deltog i dette møde, med undtagelse af repræsentanterne for Republikken Østrigog Republikken Portugal, udtalte sig til støtte for at undlade efteropkrævning og for fritagelse.

69.

Ved beslutninger af 24. april 1997, REC 7/96 og REC 9/96 vedrørende Masco, samt REC 8/96 vedrørende Lema, fastslog Kommissionen, at der skulle opkræves importtold, samt at der ikke var grundlag for fritagelse herfor.

70.

Disse beslutninger blev af Kommissionens generalsekretariat meddelt Den Franske Republiks stående repræsentation ved den Europæiske Union. De nationale myndigheder underrettede efterfølgende de franske sagsøgere.

c) Særlige omstændigheder i de nederlandske sager (T-279/97 og T-280/97)

1) Krav om efteropkrævning fra de nederlandske myndigheder

71.

Selskaberne DFDS Transport BV (herefter »DFDS«) (T-279/97) og Wilson Holland BV (herefter »Wilson«) (T-280/97) (herefter »de nederlandske sagsøgere«) indførte flere partier farvefjernsyn fra Tyrkiet. Samtlige indførsler var ledsaget af en A.TR.1-attest og var følgelig omfattet af præferenceordningen. Samtlige A.TR.1-attester var i Tyrkiet blevet påtegnet af toldkontoret i Istanbul, og efterfølgende i Nederlandene af toldkontoret i Rotterdam.

72.

I overensstemmelse med Kommissionens påbud (jf. præmis 50-51) fremsendte de nederlandske toldmyndigheder en afgørelse om efteropkrævning (uitnodiging tot betaling) til DFDS og Wilson. Myndighederne krævede betaling af told med i alt 212 657 NLG af DFDS og med i alt 30 712,50 NGL af Wilson.

2) Ansøgninger om fritagelse indgivet til de nederlandske myndigheder af de nederlandske sagsøgere

73.

De nederlandske sagsøgere rejste indsigelse mod afgørelserne op efteropkrævning. De ansøgte de pågældende toldkontorer om at indrømme sig fritagelse for betaling af told.

3) Ansøgninger om fritagelse indgivet til Kommissionen af de nederlandske myndigheder

74.

Efter en gennemgang af ansøgningerne fra de nederlandske sagsøgere fandt Belastingsdienst (den nederlandske afgiftsmyndighed), som de pågældende toldkontorer havde fremsendt sagerne til, at betingelserne for fritagelse for betaling af told i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/93 og i toldkodeksens artikel 239 var opfyldt i den foreliggende sag.

75.

Belastingdienst fremsendte derefter i overensstemmelse med artikel 905 i forordning nr. 2454/93 sagsakterne til Kommissionen og underrettede denne om, at man fandt, at betingelserne for fritagelse for betaling af told var opfyldt.

76.

Det bemærkes, at inden fremsendelsen fandt sted, havde de nederlandske sagsøgere på opfordring af de nationale myndigheder erklæret at være gjort bekendt med de sagsakter, der vedrørte dem, samt at disse var fuldstændige.

77.

Inden Kommissionen traf endelig beslutning blev sagen forelagt den i forordning nr. 2454/93 i artikel 907, stk. 1, omhandlede ekspertgruppe. Denne behandlede sagerne på gruppens møde den 7. januar 1997. Samtlige repræsentanter for medlemsstaterne, der deltog i dette møde, med undtagelse af repræsentanterne for Republikken Østrig og Den Portugisiske Republik, udtalte sig til støtte for en fritagelse.

78.

Ved beslutning REM 26/96 og REM 27/96, af 5. juni 1997, vedrørende henholdsvis DFDS og Wilson fastslog Kommissionen, at der ikke var grundlag for at imødekomme ansøgningerne om fritagelse. De enkelte beslutninger blev meddelt de nationale myndigheder, der videre meddelte disse til de nederlandske sagsøgere.

d) Særlige omstændigheder vedrørende den belgiske sag (T-147/99)

1) Krav om efteropkrævning fremsendt af de belgiske myndigheder

79.

I den relevante periode indførte selskabet Miller NV (herefter »Miller«) (sag T-147/99) flere partier farvefjernsyn fra Tyrkiet. Samtlige indførsler var ledsaget af en A.TR.1-attest og var følgelig omfattet af præferenceordningen. Samtlige A.TR.1-attester var påtegnet i Tyrkiet af toldkontoret i Istanbul og efterfølgende i Belgien af toldkontoret i Antwerpen.

80.

I overensstemmelse med Kommissionens påbud (jf. ovenfor i præmis 50-51) rettede de belgiske myndigheder et krav om efteropkrævning (uitnodiging tot betaling) til Miller. Der krævedes nærmere betaling af told med et samlet beløb på 11 381 735 BEF.

2) Ansøgning fra Miller til de belgiske myndigheder om at undlade efteropkrævning

81.

Miller rejste indsigelse mod kravet om efteropkrævning. Selskabet indgav ansøgning til det pågældende toldkontor om at undlade at efteropkræve tolden. Ansøgningen støttedes på artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 og i toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b).

3) Ansøgninger om undladelse af efteropkrævning og om fritagelse indgivet til Kommissionen af de belgiske myndigheder

82.

Efter en gennemgang af ansøgningen fra sagsøgeren fandt Ministère des finances, département des Douanes et Accises (det belgiske finansministerium, departementet for told og afgifter), som toldkontoret havde fremsendt sagen til, atbetingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 og i toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), for undladelse af efteropkrævning var opfyldt i den foreliggende sag. Subsidiært fandt ministeriet, at betingelserne for fritagelse i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79 og i toldkodeksens artikel 239 ligeledes var opfyldt.

83.

Ministère des finances fremsendte derefter i overensstemmelse med artikel 871 og 905 i forordning nr. 2454/93 sagsakterne til Kommissionen og meddelte denne, at man fandt, at betingelserne for undladelse af efteropkrævning og for fritagelse var opfyldt.

84.

Det bemærkes, at de belgiske myndigheder inden fremsendelsen havde opfordret Miller til at fremsætte eventuelle bemærkninger til det udkast til ansøgning om undladelse af efteropkrævning og om fritagelse, som ministeriet agtede at fremsende til Kommissionen, ligesom man havde anmodet selskabet om at bekræfte, at sagsakterne var fuldstændige. Miller svarede ved skrivelse af 24. april 1998, at sagsakterne var fuldstændige. Skrivelsen var bilagt en erklæring fra selskabets advokat, hvori denne angav de forskellige dokumenter, som han havde fået tilsendt fra Ministère des finances, som bilag til udkastet til skrivelsen til Kommissionen, tillige med et resumé af hans væsentligste argumenter og en anmodning om indsigt i Kommissionens sagsakter.

85.

Kommissionen gennemgik sagsakterne i overensstemmelse med artikel 871 og 905 ff i forordning nr. 2454/93.

86.

Ved skrivelse af 24. november 1998 fremsendte Kommissionen et resumé af sagsakterne til Miller i overensstemmelse med artikel 872 a og 906 i forordning nr. 2454/93. Institutionen underrettede ligeledes virksomheden om, at den agtede at give de belgiske myndigheder påbud om at foretage efteropkrævning af tolden og ikke at indrømme fritagelse. I denne skrivelse gav Kommissionen således udtryk for, at den nærede tvivl om, hvorvidt betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 var opfyldt. Den fandt endvidere ikke, at »der foreligger ... særlige forhold« i sagen, som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79. Kommissionen opfordrede imidlertid Miller til at fremsende sine eventuelle bemærkninger inden en måned fra skrivelsens modtagelse.

87.

Som svar på denne skrivelse anmodede sagsøgeren ved skrivelse af 2. december 1998 Kommissionen om aktindsigt i dennes sagsakter med henblik på at kunne fremsætte sine bemærkninger til sagen med fuldt kendskab til denne, hvorved henvistes til Rettens praksis (dom af 19.2.1998, sag T-42/96, Eyckeler & Malt mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 78-88).

88.

Ved skrivelse af 22. december 1998 afslog Kommissionen at imødekomme anmodningen under henvisning til, at Miller allerede havde kunnet gøre sig bekendt med sagens akter, der udelukkende omfattede de oplysninger, som de belgiske myndigheder havde fremsendt. Den anerkendte, at undersøgelsesrapporten ikke indgik heri, men anførte, at i det omfang denne blot bekræftede rigtigheden affaktiske omstændigheder, og følgelig de omtvistede attesters ugyldighed, anså den det ikke for fornødent at fremsende denne til Miller.

89.

Ved skrivelse af 7. januar 1999 rejste sagsøgeren indsigelse mod Kommissionens afslag, idet det gjordes gældende, at såfremt Kommissionens endelige beslutning var bebyrdende for sagsøgeren, forbeholdt man sig ret til anlægge annullationssøgsmål for Retten til prøvelse af denne beslutning under anbringende af, at der var sket tilsidesættelse af retten til kontradiktion. Sagsøgeren fremsatte herefter på ny anmodning om aktindsigt i de dokumenter, som Kommissionen agtede at basere sin endelige beslutning på, tillige med alle øvrige dokumenter - herunder administrative dokumenter - vedrørende sagen.

90.

Miller besvarede bl.a. Kommissionens skrivelse af 24. november 1998 ved svarskrivelse af 22. januar 1999. I denne skrivelse anførtes begrundelserne for, hvorfor selskabet fandt, at betingelserne for anvendelse af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 faktisk var opfyldt. Selskabet anførte endvidere, at man fandt at der forelå særlige forhold i sagen, og at selskabet ikke havde begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79.

91.

Efter modtagelsen af Miller's bemærkninger konsulterede Kommissionen den i artikel 873 og artikel 907, stk. 1, i forordning nr. 2454/93 omhandlede ekspertgruppe, inden den traf endelig beslutning. Gruppen behandlede sagen på sit møde den 25. februar 1999. Samtlige de repræsentanter for medlemsstaterne, der deltog i mødet, med undtagelse af repræsentanterne for Republikken Østrig og Den Portugiske Republik, udtalte sig til støtte for at undlade efteropkrævning og for toldfritagelse.

92.

Ved beslutning REC 3/98 af 26. marts 1999 fastslog Kommissionen, at der skulle ske efteropkrævning af told, samt at der ikke var grundlag for at indrømme toldfritagelse. De belgiske myndigheder gav Miller meddelelse om denne beslutning ved skrivelse af 21. april 1999.

e) Begrundelsen for de anfægtede beslutninger

93.

De anfægtede beslutninger hviler på næsten ens begrundelser. Der er ingen væsentlig forskel mellem beslutningerne vedrørende de ansøgninger, der alene angik fritagelse i henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79, og beslutningerne vedrørende de ansøgninger om fritagelse, der blev fremsat i tilslutning til ansøgningerne om undladelse af efteropkrævning i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.

94.

Kommissionen erindrede indledningsvis om, at det følger af fast retspraksis, at en erhvervsdrivende kun kan påberåbe sig en beskyttelsesværdig berettiget forventning, såfremt de kompetente myndigheder selv har skabt en sådan forventning, hvorefterden i de anfægtede beslutninger fastslog, at de tyrkiske eksportører i rubrik 13 i A.TR.1-attesterne havde angivet, at de varer, der var angivet heri, opfyldte betingelserne for at få den nævnte attest. Som fastslået under kontrolundersøgelsen i Tyrkiet var dette imidlertid ikke tilfældet, idet de tyrkisk fremstillede fjernsyn indeholdt komponenter fra tredjelande, som hverken var blevet bragt i fri omsætning, eller som var omfattet af en udligningsafgift i henhold til artikel 3, stk. 1, i tillægsprotokollen.

95.

Kommissionen fandt på denne baggrund, at de kompetente tyrkiske myndigheder var blevet vildledt af eksportørernes urigtige oplysninger. Der kunne følgelig ikke tilskrives disse myndigheder nogen aktiv fejl. Henset hertil var den omstændighed, at de tyrkiske myndigheder havde udstedt de omtvistede attester i henhold til eksportørernes oplysninger, ikke tilstrækkelig til at skabe en berettiget forventning hos importørerne om attesternes gyldighed.

96.

Kommissionen bemærkede endvidere, at bestemmelserne på dette område var bekendt og relativt enkle for så vidt angik betingelserne for udstedelse af en A.TR.1-attest, samt at importørerne følgelig ikke kunne være uvidende herom. Den bemærkede endvidere, at en agtpågivende erhvervsdrivende burde have næret tvivl om gyldigheden af A.TR.1-attesterne.

97.

På grundlag af disse betragtninger fandt Kommissionen, at betingelserne for fritagelse og/eller undladelse af efteropkrævning af told ikke var opfyldt.

98.

For så vidt angik betingelserne for fritagelse præciserede Kommissionen i øvrigt, at omstændighederne i den foreliggende sag samt de angivelige mangler i anvendelsen af tillægsprotokollen ikke kunne anses for særlige forhold som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79 i det omfang ordningen om fri bevægelighed kunne sikres, såfremt tredjelandskomponenterne blot blev bragt i fri omsætning i Tyrkiet.

Retsforhandlinger

99.

Ved særskilte stævninger indgivet til Rettens Justitskontor i tiden fra den 20. juni 1997 til den 18. juni 1999 har sagsøgerne anlagt nærværende annullationssøgsmål.

100.

Ved kendelser af 25. maj 1998 tillodes det Forbundsrepublikken Tyskland at indtræde i sagen som intervenient til støtte for sagsøgernes påstande i sag T-186/97, T-187/97, T-190/97 - T-192/97 og T-210/97.

101.

Ved kendelser af 25. maj 1998 tillodes det Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland at indtræde i sagen som intervenient til støtte for sagsøgernes påstande i sag T-186/97, T-187/97, T-190/97 - T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-216/97 - T-218/97, T-279/97, T-280/97 og T-293/97.

102.

Ved kendelser af 25. maj 1998 tillodes det Den Franske Republik at indtræde i sagen som intervenient til støtte for sagsøgernes påstande i sag T-186/97, T-187/97, T-190/97 - T-192/97, T-210/97, T-211/97 og T-216/97 - T-218/97.

103.

Ved særskilte skrivelser indgivet til Rettens Justitskontor i løbet af maj, juni og juli 1998, fremsatte Grundig, Dr. Seufert, Crown, Hertie, Horten og Kaufring begæring om, at Retten skal pålægge Kommissionen at fremlægge en række dokumenter vedrørende sagens realitet. Såvel Kommissionen som intervenienterne er blevet opfordret til at fremsætte deres bemærkninger hertil.

104.

Som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse opfordrede Retten den 29. oktober 1999 Kommissionen til at fremlægge en række dokumenter vedrørende anvendelsen af associeringsaftalen og om tillægsprotokollen på indførsel af farvefjernsyn med oprindelse i Tyrkiet. Kommissionen har efterkommet denne opfordring, idet den den 29. november 1999 indleverede et materiale bestående af 24 ringbind indeholdende ca. 7 000 sider. Som supplement til dette materiale fremsendte den den 22. december 1999 yderligere en række dokumenter og den 13. januar 2000 en uofficiel engelsk oversættelse af tyrkiske import- og eksportangivelser, som indgik i dette materiale.

105.

På opfordring af Retten deltog samtlige sagsøgere (med undtagelse af Elta) samt Kommissionen og Den Franske Republik den 6. december 1999 i et uformelt møde med henblik på at organisere parternes gennemgang af det materiale, der var indgivet den 29. november 1999, samt med henblik på sagens tilrettelæggelse.

106.

Efter at have hørt sagens parterne har Formanden for Rettens Tredje Afdeling ved kendelse af 10. januar 2000 besluttet at forene sagerne med henblik på den mundtlige forhandling og dom.

107.

Sagsøgerne og Den Franske Republik påbegyndte den 17. januar 2000 en gennemgang af det den 29. november 1999 indgivne materiale på Rettens Justitskontor, som afsluttedes den 28. februar 2000. Efter denne gennemgang har disse parter fremsat deres bemærkninger i løbet af januar, februar og marts 2000. Kommissionen har fremsat sine bemærkninger hertil i svarskrift af 24. marts 2000.

108.

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse har Retten opfordret parterne til at besvare visse spørgsmål. Parterne har efterkommet disse opfordringer.

109.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 10. juli 2000.

Parternes påstande

110.

Kaufring (T-187/97) har nedlagt følgende påstande:

- Beslutning REM 15/96 annulleres.