RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
14. juli 2015 (*)
»Konkurrence – karteller – de europæiske markeder for varmestabilisatorer – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – overtrædelse begået af et fælles datterselskab – bøder – datterselskabets og moderselskabernes solidariske hæftelse – tiårig forældelsesfrist for et af moderselskaberne – afgørelse om genvedtagelse – nedsættelse af bøden for et af moderselskaberne – situation, hvor forpligtelsen til at betale det nedsatte beløb tilregnes datterselskabet og det andet moderselskab – ret til forsvar«
I sag T-485/11,
Akzo Nobel NV, Amsterdam (Nederlandene),
Akcros Chemicals Ltd, Warwickshire (Det Forenede Kongerige),
ved advokaterne C. Swaak og R. Wesseling,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen først ved F. Ronkes Agerbeek og J. Bourke, derefter ved F. Ronkes Agerbeek og P. Van Nuffel, som befuldmægtigede, bistået af barrister J. Holmes,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 30. juni 2011 om ændring af Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 om en procedure i henhold til [artikel 81 EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38589 – Varmestabilisatorer), for så vidt som den er rettet til Akzo Nobel og Akcros Chemicals, eller subsidiært påstand om nedsættelse af de pålagte bøder,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne I. Labucka (refererende dommer) og V. Kreuschitz,
justitssekretær: fuldmægtig S. Spyropoulos,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 23. september 2014,
afsagt følgende
Dom (1)
Tvistens baggrund
1 Den foreliggende tvist vedrører Kommissionens afgørelse af 30. juni 2011 (herefter »den anfægtede afgørelse«), der, for så vidt som den var rettet til Akzo Nobel NV og Akcros Chemicals Ltd, sagsøgerne, ændrede Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 om en procedure i henhold til [artikel 81 EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38589 – Varmestabilisatorer) (herefter »den første beslutning«).
[udelades]
Retsforhandlinger og parternes påstande
35 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. september 2011 har sagsøgerne anlagt sag til prøvelse af den anfægtede afgørelse.
[udelades]
56 I denne sag har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:
– Principalt annulleres den anfægtede afgørelse.
– Subsidiært nedsættes de bøder, sagsøgerne er blevet pålagt.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
57 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
58 Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender.
59 Sagsøgerne har med det tredje søgsmålsanbringende gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar, idet den undlod at tilsende dem en ny klagepunktsmeddelelse, inden den vedtog den anfægtede afgørelse, selv om den var forpligtet dertil.
[udelades]
66 Det bemærkes i den henseende indledningsvis, at retten til at blive hørt, som er en væsentlig del af retten til forsvar, udgør et generelt EU-retligt princip, som skal overholdes under alle procedurer, selv af administrativ karakter, og særligt hvis proceduren kan føre til pålæggelse af sanktioner, herunder bøder, og at dette princip bl.a. indebærer, at den berørte virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at gøre sit synspunkt gældende (jf. i denne retning dom af 13.2.1979, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, 85/76, Sml., EU:C:1979:36, præmis 9, af 7.6.1983, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, 100/80-103/80, EU:C:1983:158, og af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 64-66).
67 Artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 afspejler dette princip, eftersom bestemmelsen foreskriver, at der skal tilstilles parterne en meddelelse af klagepunkter, der klart skal angive alle de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren, for at parterne reelt kan forstå, hvilken adfærd Kommissionen lægger dem til last, og de bevismidler, som den råder over (jf. i denne retning dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Sml., EU:C:2002:582, præmis 315 og 316, og dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, EU:C:2004:6, præmis 66 og 67).
68 I øvrigt kræver overholdelse af retten til forsvar bl.a., at den virksomhed, der er genstand for en undersøgelse, under den administrative procedure bliver i stand til på hensigtsmæssig vis at tilkendegive sit syn på omstændighederne, på relevansen af de påståede faktiske forhold samt på de dokumenter, som Kommissionen har lagt til grund for påstanden om en overtrædelse af traktaten (dom Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, EU:C:1983:158, præmis 10, dom af 25.1.2007, Dalmine mod Kommissionen, C-407/04 P, Sml., EU:C:2007:53, præmis 44, og af 10.5.2007, SGL Carbon mod Kommissionen, C-328/05 P, Sml., EU:C:2007:277, præmis 71).
69 Det må under de foreliggende omstændigheder i sagen og uafhængigt af, om Kommissionen var forpligtet til at tilstille sagsøgerne en ny klagepunktsmeddelelse, før den vedtog den anfægtede afgørelse, fastslås, at Kommissionen ganske vist i de skrivelser og e-mails, der er nævnt i præmis 20-22 og 25 ovenfor, havde opfordret sagsøgerne til at gøre deres synspunkter gældende.
70 Ikke desto mindre havde sagsøgerne kun fire arbejdsdage til at gøre dette efter Kommissionens skrivelser, nemlig fra onsdag den 1. juni til tirsdag den 6. juni 2011, og tre arbejdsdage efter Kommissionens e-mail, nemlig fra onsdag den 15. juni til fredag den 17. juni 2011.
71 Så korte frister er imidlertid ikke forenelige med overholdelsen af retten til forsvar.
72 Den anfægtede afgørelse må derfor annulleres, såfremt sagsøgerne har ført tilstrækkeligt bevis for, ikke at den anfægtede afgørelse – hvis denne proceduremæssige uregelmæssighed ikke havde foreligget, dvs. hvis de havde haft en tiltrækkelig frist til at kunne gøre deres synspunkter gældende – ville have fået et andet indhold, men at de bedre ville have været i stand til at forsvare deres rettigheder, hvis denne uregelmæssighed ikke havde foreligget (jf. i denne retning dom af 18.6.2013, Fluorsid og Minmet mod Kommissionen, T-404/08, Sml., EU:T:2013:321, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis), idet det må præciseres, at der bør tages stilling på grundlag af tidspunktet for den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, dvs. før datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, nemlig den 30. juni 2011 (jf. i denne retning dom af 27.9.2006, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, T-329/01, Sml., EU:T:2006:268, præmis 377).
73 Det må i den henseende for det første fremhæves, at på tidspunktet for den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, var det muligt at have forskellige opfattelser af, hvilke forpligtelser der påhvilede Kommissionen med hensyn til den interne solidariske hæftelse blandt selskaber, der hæfter solidarisk som meddebitorer, når de udgør én enkelt virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF.
74 Retten fastslog således i en dom af 3. marts 2011, dvs. fire måneder før datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, at det udelukkende tilkommer Kommissionen ved udøvelsen af sin kompetence til at pålægge bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 at fastsætte de forskellige selskabers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, for så vidt som de var en del af den samme virksomhed, og at det er en opgave, der ikke kan overlades til de nationale domstole (dom af 3.3.2011, Siemens og VA Tech Transmission & Distribution mod Kommissionen, T-122/07 – T-124/07, Sml., EU:T:2011:70, præmis 157).
75 Dette spørgsmål kunne så meget desto mere give anledning til forskellige opfattelser på tidspunktet for den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, idet dom Siemens og VA Tech Transmission & Distribution mod Kommissionen, nævnt i præmis 74 ovenfor (EU:T:2011:70), senere blev ophævet af Domstolen, som fastslog, at fordelingen af bøden mellem solidarisk hæftende medskyldnere udelukkende henhører under den nationale retsinstans’ kompetence (dom Siemens, nævnt i præmis 42 ovenfor, EU:C:2014:256, præmis 62).
76 Sagsøgerne kunne således under den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og således før afsigelsen af dommen Siemens, nævnt i præmis 42 ovenfor (EU:C:2014:256), have gjort gældende, at de havde ret til at blive indrømmet den bødenedsættelse, der blev indrømmet Elementis, sammen med hvem de blevet holdt solidarisk ansvarlige for den overtrædelse, der var blevet begået af interessentskabet Akcros, idet de på tidspunktet for overtrædelsen sammen udgjorde en virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF.
77 Sagsøgerne ville derfor på det tidspunkt i den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, bedre have kunnet varetage deres forsvar, hvis de havde haft en tilstrækkelig frist til at gøre deres synspunkt gældende.
78 Det er for det andet uomtvistet, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ønskede at drage konsekvenser af dom ArcelorMittal, nævnt i præmis 21 ovenfor (EU:C:2011:190).
79 Kommissionen fandt således i den anfægtede afgørelse, at suspensionen af forældelsesfristen i forhold til sagsøgerne ikke havde gyldighed erga omnes, men kun inter partes, hvilket under sagens omstændigheder betød, at denne suspension ikke gjaldt for Elementis.
80 Det bemærkes imidlertid for det første, at Domstolen i den sag, der gav anledning til dom ArcelorMittal, nævnt i præmis 21 ovenfor (EU:C:2011:190), udtalte sig om virkningen inter partes af en suspension af forældelsesfristen vedrørende forskellige virksomheder som omhandlet i artikel 101 TEUF, der havde deltaget i den samme overtrædelse (dom ArcelorMittal, nævnt i præmis 21 ovenfor, EU:C:2011:190, præmis 148).
81 For det andet udgjorde Elementis og sagsøgerne i den foreliggende sag under den anden overtrædelsesperiode én og samme virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF, som det er blevet fastslået i præmis 405 i den dags dato afsagte dom i sag T-47/10.
82 Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen med rette kunne anvende den løsning, som Domstolen anvendte i den sag, der gav anledning til dom ArcelorMittal, nævnt i præmis 21 ovenfor (EU:C:2011:190), som vedrørte forskellige virksomheder, der havde deltaget i den samme overtrædelse, på en situation som i den foreliggende sag, der vedrører forskellige selskaber, der udgjorde én og samme virksomhed under den anden overtrædelsesperiode, må det fastslås, at sagsøgerne særlig med hensyn til dette spørgsmål på tidspunktet for den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ville have været bedre i stand til at forsvare deres rettigheder, hvis de havde rådet over en tilstrækkelig frist til at gøre deres synspunkter gældende.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Kommissionens afgørelse af 30. juni 2011 om ændring af Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38589 – Varmestabilisatorer) annulleres.
2) Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 2015.
Underskrifter