Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 12. december 2023 – Europa Way Srl mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni m.fl.
(Sag C-765/23, Europa Way)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Europa Way Srl
Sagsøgt: Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni, Presidenza del Consiglio dei ministri og Ministero dell’Economia e delle Finanze
Præjudicielle spørgsmål
Skal EU-retten, og navnlig artikel 6 TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, fortolket i lyset af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 4, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF 1 af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) samt artikel 31 i direktiv (EU) 2018/1972 2 , fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den relevante italienske (artikel 1, stk. 1037, i lov nr. 205/2017), der i en situation af EU-retlig relevans begrænser virkningerne af et annullationssøgsmål ved at udelukke genoprettelsen eller opfyldelsen in natura og begrænser foreløbige forholdsregler til betaling af et forskud, således at den effektive retsbeskyttelse forringes?
Skal EU-retten, og navnlig artikel 3, stk. 3 og 3a, artikel 8 og artikel 9 i direktiv 2002/21/EF (det såkaldte »rammedirektiv«), som ændret ved direktiv 2009/140/EF 1 , samt artikel 5, 6, 8, 9 og 45 i direktiv (EU) 2018/1972, fortolkes således, at den er til hinder for en ordning – som den, der i Den Italienske Republik er indført ved artikel 1, stk. 1031a, i finansloven for 2018, som indført ved artikel 1, stk. 1105, i finansloven for 2019 – der fratager den kompetente uafhængige administrative myndighed sin skønsmargen ved udøvelse af sine reguleringsopgaver, eller under alle omstændigheder markant begrænser den, ved at bestemme, at den yderligere transmissionskapacitet skal tildeles den operatør, som indgiver det højeste bud inden for rammerne af en udvælgelsesprocedure mod vederlag, i hvilken kun de veletablerede operatører (incumbents) deltager?
Skal EU-retten, og navnlig artikel 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), artikel 3, 5, 7 og 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF 1 af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet), artikel 2 og 4 i Kommissionens direktiv 2002/77/EF 2 af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, 11. og 20. betragtning til afgørelse (EU) 2017/899 samt rimelighedsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om beskyttelsen af konkurrencen og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, fortolkes således, at den er til hinder for en ordning – som den, der er indført ved den relevante nationale lovgivning (artikel 1, stk. 1030, 1031, 1031a, 1031b og 1032, i lov nr. 205/2017), beslutning nr. 39/19/CONS, nr. 128/19/CONS og nr. 564/2020/CONS fra AGCOM (tilsynsmyndigheden for kommunikation) samt de respektive foranstaltninger vedrørende tildeling af brugsrettigheder til frekvenser til digitalt tv – der i forbindelse med, at »brugsrettigheder til frekvenser« omlægges til »brugsrettigheder til transmissionskapaciteten«, ikke fastsætter en omlægning med opretholdelse af samme kapacitet, men reserverer en del af kapaciteten til en udvælgelsesprocedure mod vederlag og pålægger en operatør yderligere omkostninger, såfremt denne vil sikre sig bevarelsen af de rettigheder, som denne over tid har erhvervet på lovlig vis?
4) Er EU-retten, og navnlig artikel 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), artikel 3, 5, 7 og 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet), artikel 2 og 4 i Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, 11. og 20. betragtning til afgørelse (EU) 2017/899 samt rimelighedsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om beskyttelsen af konkurrencen, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, proportionalitetsprincippet og hensigtsmæssighedsprincippet, til hinder for [en ordning] – som den, der er indført ved den relevante nationale lovgivning (artikel 1, stk. 1030, 1031, 1031a, 1031b og 1032, i lov nr. 205/2017), AGCOM’s beslutning nr. 39/19/CONS, nr. 128/19/CONS og nr. 564/2020/CONS samt de respektive foranstaltninger vedrørende tildeling af brugsrettigheder til frekvenser til digitalt tv – der hverken vedtager foranstaltninger af strukturel karakter for at fjerne den forskelsbehandling, der tidligere er opstået, herunder som følge af uregelmæssigheder, som allerede er påvist i national og overnational retspraksis, eller indeholder en særlig ordning for en operatør, som har erhvervet en frekvens gennem en udvælgelsesprocedure mod vederlag og regner med en ret til at bevare denne frekvens, eller er derimod de ovenfor beskrevne ikke-strukturelle foranstaltninger, som den sektorspecifikke myndighed har vedtaget, hensigtsmæssige og forholdsmæssige?
____________
1 EFT 2002, L 108, s. 33.
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11.12.2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) (EUT 2018, L 321, s. 36).
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25.11.2009 om ændring af direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/19/EF om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og direktiv 2002/20/EF om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EUT 2009, L 337, s. 37).
1 EFT 2002, L 108, s. 21.
1 EFT 2002, L 249, s. 21.