Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Pontevedra (Spanien) den 25. maj 2022 – Maersk A/S mod Allianz Seguros y Reaseguros SA

(Sag C-345/22)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Pontevedra

Parter i hovedsagen

Appellant: Maersk A/S

Indstævnt: Allianz Seguros y Reaseguros SA

Præjudicielle spørgsmål

Når det i artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 1 bestemmes, at spørgsmålet om, hvorvidt en værnetingsaftale er ugyldig, skal undersøges i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor parterne har indgået en værnetingsaftale, omfatter det da også – i en situation som den i hovedsagen omhandlede – spørgsmålet om gyldigheden af udvidelsen af aftalen til at omfatte en tredjemand, som ikke er part i den aftale, hvori værnetingsklausulen er fastsat?

Er en regel som den, der er indeholdt i artikel 251 i Ley de Navegación Marítima (søfartsloven), og som kræver, at værnetingsklausulen skal være forhandlet »individuelt og særskilt« med en tredjemand, for at klausulen kan håndhæves over for denne, forenelig med artikel 25 i forordning 1215/2012 og med Domstolens retspraksis, der fortolker denne bestemmelse i tilfælde, hvor konnossementet omsættes til en tredjemand, som er modtager af varerne, men som ikke er part i kontrakten mellem aflasteren og den kontraherende fragtfører?

Er det i overensstemmelse med EU-retten, at medlemsstaternes lovgivning fastsætter yderligere gyldighedsbetingelser over for tredjemand for så vidt angår værnetingsklausuler i konnossementer?

Indebærer en regel som den, der er indeholdt i artikel 251 i den spanske søfartslov – hvorefter tredjemands subrogation kun sker delvist, idet værnetingsklausuler udelukkes – at der indføres et yderligere krav til gyldigheden af disse klausuler i strid med artikel 25 i forordning nr. 1215/2012?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).