Language of document : ECLI:EU:C:2017:1018

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 20. december 2017 (1)

Sag C-647/16

Adil Hassan

mod

Préfet du Pas-de-Calais

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal administratif de Lille (Frankrig))

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – grænser, asyl og immigration – ansøgning om international beskyttelse – fortolkning af artikel 26 i forordning (EU) nr. 604/2013 – forpligtelse for de nationale myndigheder, der har fremsat en anmodning om overtagelse, til ikke at træffe en afgørelse om overførsel, før den anmodede medlemsstat har accepteret overtagelsen«






1.        Kan myndighederne i en medlemsstat træffe en »forhåndsafgørelse om overførsel«, dvs. en afgørelse om, at en ansøger om international beskyttelse skal overføres til den medlemsstat, som de pågældende myndigheder har udpeget som ansvarlig for behandlingen af ansøgningen i medfør af forordning (EU) nr. 604/2013 (herefter »Dublin III-forordningen«) (2), og give ansøgeren meddelelse herom, før denne medlemsstat, som er blevet behørigt anmodet herom af de nævnte myndigheder, har accepteret at overtage eller tilbagetage den pågældende?

2.        Dette er indholdet af det præjudicielle spørgsmål, som tribunal administratif de Lille (forvaltningsdomstolen i Lille (Frankrig)) har stillet Domstolen i den anmodning om præjudiciel afgørelse, som er genstand for nærværende sag. Denne anmodning er fremsat i forbindelse med en sag mellem den irakiske statsborger Adil Hassan og préfet du Pas-de Calais (præfekten i Pas-de Calais (Frankrig)) om gyldigheden af sidstnævntes afgørelse om at overføre Adil Hassan til Tyskland.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3.        Dublin III-forordningen har i henhold til sin artikel 1 til formål at fastsætte kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (herefter »den ansvarlige medlemsstat«). Disse kriterier er fastsat i forordningens kapitel III, artikel 8-15, og skal i henhold til samme forordnings artikel 7, stk. 1, finde anvendelse i den rækkefølge, der er fastsat. Kan det ikke på grundlag af kriterierne i denne forordning afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, er det i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, den første medlemsstat, som ansøgningen om international beskyttelse er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen.

4.        Den ansvarlige medlemsstats forpligtelser er fastsat i Dublin III-forordningens kapitel V. I dette kapitel fastsætter artikel 18, stk. 1, litra b), at denne stat er forpligtet til »på de betingelser, der er fastsat i [den nævnte forordnings] artikel 23, 24, 25 og 29, at tilbagetage en ansøger (3), hvis ansøgning er under behandling, og som har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat, eller som opholder sig på en anden medlemsstats område uden opholdstilladelse«. Den ansvarlige medlemsstat er ligeledes i henhold til samme forordnings artikel 18, stk. 2, forpligtet til at behandle eller afslutte behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som ansøgeren har indgivet.

5.        I henhold til Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 5, første afsnit, skal »[d]en medlemsstat, som den første ansøgning om international beskyttelse er indgivet til […] på de i artikel 23, 24, 25 og 29 fastsatte betingelser og med henblik på at afslutte proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, tilbagetage en ansøger, der opholder sig i en anden medlemsstat uden opholdstilladelse, eller som dér har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse efter at have trukket sin første ansøgning, som er indgivet i en anden medlemsstat, tilbage under proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig«.

6.        Den samme forordnings artikel 24, stk. 1, fastsætter, at når en medlemsstat, på hvis område en person som omhandlet i forordningens artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), opholder sig uden opholdstilladelse, og som ikke har modtaget nogen ny ansøgning om international beskyttelse (herefter »den anmodende medlemsstat«), mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til samme forordnings artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode denne anden medlemsstat om at tilbagetage den pågældende.

7.        I henhold til Dublin III-forordningens artikel 25, stk. 1, foretager den anmodede medlemsstat den nødvendige kontrol og tager stilling til anmodningen så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder senest en måned efter den dato, hvor den modtog anmodningen. Når anmodningen bygger på oplysninger fra Eurodacsystemet som omhandlet i forordning (EU) nr. 603/2013 (4), sættes fristen til to uger. Det præciseres i Dublin III-forordningens artikel 25, stk. 2, at anmodningen, hvis der ikke er givet svar ved udløbet af den frist på en måned eller to uger, der er nævnt i forordningens artikel 25, stk. 1, anses for at være accepteret, hvilket medfører en pligt til at tilbagetage den pågældende, herunder til at træffe passende foranstaltninger med henblik på ankomsten.

8.        Dublin III-forordningens artikel 26 er indeholdt i denne forordnings kapitel VI, afdeling IV, under overskriften »Proceduremæssige garantier«. Under overskriften »Meddelelse af en afgørelse om overførsel« fastsætter denne artikels stk. 1 og stk. 2, første afsnit, følgende:

»1.      Når den anmodede medlemsstat accepterer at overtage eller tilbagetage en ansøger eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), meddeler den anmodende medlemsstat den pågældende afgørelsen om, at vedkommende skal overføres til den ansvarlige medlemsstat, og i givet fald afgørelsen om ikke at behandle vedkommendes ansøgning om international beskyttelse […]

2.      Den i stk. 1 omhandlede afgørelse skal indeholde oplysninger om de retsmidler, som er til rådighed, herunder om retten til eventuelt at anmode om opsættende virkning, og om fristerne for anvendelse af disse retsmidler og for gennemførelsen af overførslen og omfatter om nødvendigt oplysninger om, hvor og hvornår den pågældende skal møde op, hvis vedkommende selv tager til den ansvarlige medlemsstat.«

9.        I henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 og 2, har adressaten for en afgørelse om overførsel ret til effektive retsmidler mod denne afgørelse inden for en rimelig frist i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold.

10.      Artikel 28, stk. 2, i Dublin III-forordningens kapitel VI, afdeling V, med overskriften »Frihedsberøvelse med henblik på overførsel« har følgende ordlyd:

»Er der væsentlig risiko for, at en person forsvinder, kan medlemsstaterne frihedsberøve den pågældende for at sikre overførselsprocedurerne i overensstemmelse med denne forordning på grundlag af en individuel vurdering af hver sag, og kun hvis frihedsberøvelsen er en forholdsmæssig foranstaltning, og andre mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes effektivt.«

 Fransk ret

11.      Artikel L. 742-1 i code de l’entrée et du séjour des étrangers et du droit d’asile (lov om udlændinges indrejse og ophold og om asylret, herefter »Ceseda«) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter:

»Såfremt den administrative myndighed finder, at behandlingen af en asylansøgning henhører under kompetencen hos en anden stat, som den påtænker at tilstille en anmodning, har udlændingen ret til at opholde sig på det franske område indtil udløbet af proceduren til afgørelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning, og i givet fald indtil det tidspunkt, hvor den pågældende faktisk overføres til denne stat. […]«

12.      Cesedas artikel L. 742-3 fastsætter:

»Med forbehold af artikel L. 742-1, stk. 2, kan en udlænding, når en anden stat er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes asylansøgning, overføres til den stat, der er ansvarlig for denne behandling.

Alle afgørelser om overførsel skal træffes af en administrativ myndighed ved en skriftlig og begrundet afgørelse.

Afgørelsen meddeles den pågældende. Afgørelsen indeholder oplysninger om klageadgange og klagefrister og om retten til at underrette eller få tilsendt underretning til den pågældendes konsulat, advokat eller en person efter den pågældendes ønske. Såfremt den pågældende ikke er repræsenteret ved en advokat, skal de væsentligste elementer i afgørelsen meddeles den pågældende på et sprog, som han forstår, eller som det med rimelighed kan forventes, at han forstår.«

13.      I henhold til Cesedas artikel L. 742-4, stk. I, har den dommer, som formanden for tribunal administratif (forvaltningsdomstolen) har udpeget til at træffe afgørelse om lovligheden af en afgørelse om overførsel til den ansvarlige medlemsstat i medfør af Dublin III-forordningen, en frist på 15 dage, idet udløbet af denne frist imidlertid ikke kan føre til, at afgørelsen om overførsel er ugyldig. Dette søgsmål har opsættende virkning.

14.      Artikel L. 551-1 vedrørende administrativ frihedsberøvelse fastsætter i første afsnit, at udlændingen, i de tilfælde, der er omhandlet i Cesedas artikel L. 561-2, stk. I, nr. 1-7, når visse betingelser er opfyldt, kan frihedsberøves i 48 timer af den administrative myndighed på et sted, der ikke henhører under fængselsvæsenet. I henhold til Cesedas artikel L. 561-2, stk. I, nr. 1, kan den administrative myndighed træffe en afgørelse om husarrest vedrørende en udlænding, som ikke umiddelbart kan forlade fransk område, men hvis udsendelse fortsat er rimelig, når den pågældende udlænding »er omfattet af en afgørelse om overførsel i henhold til [Cesedas] artikel L. 742-3«. Det præciseres i Cesedas artikel L. 742-5, at artikel L. 551-1 finder anvendelse på udlændingen, som er omfattet af en afgørelse om overførsel, »så snart denne afgørelse meddeles«.

 Hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

15.      Adil Hassan, født den 5. januar 1991 i Shingal (Irak), blev tilbageholdt af lufthavns- og grænsepolitiet i Pas-de-Calais (Frankrig) den 26. november 2016, hvor han opholdt sig på et område inden for havneterminalen i Calais (Frankrig), der er omfattet af adgangsbegrænsning. En søgning i Eurodacregistret viste, at de tyske myndigheder i forbindelse med hans ansøgning om asyl havde registreret hans fingeraftryk den 7. november og den 14. december 2015 (5).

16.      Den samme dag, som tilbageholdelsen og søgningen i Eurodacregistret fandt sted, tilstillede Préfet du Pas-de-Calais de tyske myndigheder en anmodning om tilbagetagelse. Samtidig besluttede præfekten at overføre Adil Hassan til Tyskland og at frihedsberøve ham administrativt.

17.      Adil Hassan, der modtog meddelelsen om denne afgørelse samme dag, anfægtede den administrative frihedsberøvelse for juge des libertés et de la détention du tribunal de grande instance de Lille (retten i første instans i Lille, afdelingen for sager om frihedsberøvende foranstaltninger, Frankrig) og nedlagde endvidere for den forelæggende ret påstand om annullation af afgørelsen af 26. november 2016 (herefter »den i hovedsagen anfægtede afgørelse«) (6), for så vidt som det derved blev besluttet at overføre ham til Tyskland.

18.      Ved dom af 29. november 2016 traf juge de la liberté et de la détention du tribunal de grande instance de Lille (retten i første instans i Lille, afdelingen for sager om frihedsberøvende foranstaltninger) beslutning om at ophæve tilbageholdelsesforanstaltningen mod Adil Hassan.

19.      Adil Hassan har i forbindelse med sit annullationssøgsmål bl.a. anført, at den i hovedsagen anfægtede afgørelse om overførsel tilsidesætter Dublin III-forordningens artikel 26, idet afgørelsen blev truffet og meddelt ham, før den anmodede medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Forbundsrepublikken Tyskland, udtrykkeligt eller stiltiende havde besvaret anmodningen fra de franske myndigheder. Préfet du Pas-de-Calais har heroverfor anført, at hverken Dublin III-forordningens artikel 26 eller Cesedas artikel L. 742-3 er til hinder for, at præfekten allerede på det tidspunkt, hvor den pågældende frihedsberøves, træffer afgørelse om overførsel og giver meddelelse herom til den pågældende, der kan udnytte de tilgængelige klageadgange i henhold til forordningens artikel 27. Han gjorde gældende, at det under alle omstændigheder ikke er muligt at gennemføre overførslen, så længe den anmodede medlemsstat endnu ikke har accepteret at overtage eller tilbagetage den berørte person.

20.      Den forelæggende ret har anført, at det retsgrundlag, som blev valgt i den i hovedsagen anfægtede afgørelse om at frihedsberøve Adil Hassan, ikke var Dublin III-forordningens artikel 28, men Cesedas artikel L. 551-1 og L. 561-2, og at Préfet du Pas-de-Calais var af den opfattelse, at det i henhold til den gældende nationale lovgivning var et krav, at han for at frihedsberøve Adil Hassan først måtte træffe en afgørelse om overførsel uden at afvente et svar fra den anmodede medlemsstat. En sådan fremgangsmåde er angiveligt en udbredt praksis hos de kompetente franske myndigheder.

21.      Den forelæggende ret har ligeledes understreget, at der findes forskellig retspraksis om gyldigheden af en sådan fremgangsmåde. Mens nogle forvaltningsdomstole, der har taget stilling til lovligheden af sådanne forhåndsafgørelser om overførsel, har annulleret dem på grund af tilsidesættelse af Dublin III-forordningens artikel 26 (7), har andre fastslået, at denne artikel ikke er til hinder for, at de franske myndigheder kan træffe en afgørelse og give den berørte person meddelelse herom, før den anmodede medlemsstat har besvaret en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse, der er fremsat af disse myndigheder (8).

22.      Endelig har den forelæggende ret anført, at selv om både en ordlydsfortolkning og en teleologisk fortolkning af Dublin III-forordningens artikel 26 taler for at fastslå, at den anmodende medlemsstats myndigheder ikke kan træffe en afgørelse om overførsel og ikke kan give den berørte person meddelelse herom, før den anmodede medlemsstat udtrykkeligt eller stiltiende har accepteret anmodningen, er den omstændighed, at der træffes en sådan afgørelse og gives meddelelse til den berørte person herom, ikke til hinder for, at den pågældende effektivt kan anfægte denne afgørelse for den kompetente ret i overensstemmelse med forordningens artikel 27. Den forelæggende ret har anført, at denne afgørelse under alle omstændigheder ikke kan gennemføres, før den anmodede medlemsstat har svaret, og vil blive annulleret i tilfælde af, at den pågældende medlemsstat skulle gøre indsigelse mod overtagelsen eller tilbagetagelsen af ansøgeren.

23.      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Adil Hassan ikke har indgivet en asylansøgning i Frankrig.

24.      Det er på denne baggrund, at tribunal administratif de Lille (forvaltningsdomstolen i Lille, Frankrig) har besluttet at udsætte behandlingen af den af Adil Hassan anlagte sag og har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 26 i [Dublin III-forordningen] til hinder for, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der over for en anden medlemsstat, som den anser for ansvarlig i henhold til de i denne forordning fastsatte kriterier, har fremsat en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om, eller en anden person som omhandlet i [nævnte] forordnings artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), træffer afgørelse om overførsel og giver den pågældende meddelelse herom, før den anmodede stat har accepteret anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse?«

25.      Den Franske Republik, Ungarn og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

 Bedømmelse

 Indledende bemærkninger

26.      Inden bedømmelsen af det præjudicielle spørgsmål skal hovedsagens faktiske og retlige omstændigheder præciseres på to punkter.

27.      For det første vil jeg gerne fremhæve, at det – selv om Adil Hassan er anført i Eurodacdatabasen som asylansøger i Tyskland – ved en gennemgang af akterne i hovedsagen, som blev indgivet til Domstolens Justitskontor, ikke ser ud til, at proceduren for, at han formelt kan betragtes som asylansøger i Tyskland, er fuldført (9).

28.      Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 2, indeholder et meget bredt kriterium for afgørelse af, på hvilket tidspunkt en ansøgning om international beskyttelse anses for at være indgivet i en medlemsstat med henblik på anvendelse af denne forordnings artikel 20, stk. 1 (10). Således er det med henblik herpå tilstrækkeligt, at »en af ansøgeren indgivet formular eller en af myndighederne udfærdiget rapport er kommet den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder i hænde«. I Adil Hassans tilfælde kan det desuden sandsynligvis antages, at disse betingelser er opfyldt, selv om den pågældende ikke har indgivet en formel asylansøgning i Tyskland (11), bl.a. i betragtning af at han i Eurodacdatabasen er betegnet som asylansøger i denne medlemsstat (12). Alligevel er det hverken i forelæggelsesafgørelsen eller i den i hovedsagen anfægtede afgørelse præciseret, hvilket litra i Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, der lå til grund for anmodningen til Forbundsrepublikken Tyskland om tilbagetagelse af Adil Hassan (13).

29.      Under disse omstændigheder og under hensyntagen til, at den forelæggende ret ikke er i tvivl om, at Dublin III-forordningen finder anvendelse på Adil Hassans tilfælde, og den ikke har stillet Domstolen spørgsmål herom, antager jeg med henblik på nærværende forslag til afgørelse, at Adil Hassans situation henhører under Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b) (ansøger, hvis ansøgning er under behandling, og som opholder sig på en anden medlemsstats område uden opholdstilladelse), og at de franske myndigheders anmodning til Forbundsrepublikken Tyskland om tilbagetagelse er fremsat i henhold til forordningens artikel 24 (indgivelse af en anmodning om tilbagetagelse, når der ikke er indgivet nogen ny ansøgning i den anmodende medlemsstat).

30.      For det andet skal jeg gøre opmærksom på, at Cour d’appel de Douai (appeldomstolen i Douai, Frankrig) – efter indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse i denne sag – skulle træffe afgørelse i en appelsag til prøvelse af en dom afsagt af tribunal administratif de Lille (forvaltningsdomstolen i Lille) om annullation af en forhåndsafgørelse om overførsel truffet af Préfet du Pas-de-Calais under omstændigheder svarende til de i hovedsagen omhandlede omstændigheder, og i den forbindelse stillede Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) en række spørgsmål vedrørende bl.a. lovligheden af denne type afgørelser, henset til Cesedas artikel L. 742-2 og L. 742-3. Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) afgav sin udtalelse den 19. juli 2017 (14) og erklærede, at en afgørelse om overførsel af en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat »først kan træffes, og så meget desto mere først kan meddeles den pågældende, efter at den anmodede medlemsstat har accepteret overtagelsen«. Udtalelsen fra Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) bør dermed bringe den i hovedsagen omhandlede administrative praksis (15) samt forskellene i retspraksis, som er nævnt af den forelæggende ret, til ophør.

31.      En sidste indledende bemærkning fortjener at blive fremsat, idet der denne gang ses bort fra omstændighederne i hovedsagen.

32.      Såfremt den reform af Dublinsystemet, som Kommissionen har planer om i sit forslag til forordning om ændring af Dublin III-forordningen (16), bliver vedtaget, bliver det præjudicielle spørgsmål fra tribunal de Lille (forvaltningsdomstolen i Lille) irrelevant for så vidt angår procedurerne for tilbagetagelse. Ifølge dette forslags artikel 26 skal anmodninger om tilbagetagelse nemlig erstattes af »meddelelser om tilbagetagelse«, som ikke kræver et svar fra den anmodede medlemsstat, men blot et bevis for modtagelsen. Artikel 27 i dette forslag ændrer som følge heraf Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, hvis ordlyd i øvrigt i alt væsentligt forbliver uændret, idet anvendelsesområdet begrænses til procedurer for overtagelse alene. Vedrørende procedurerne for tilbagetagelse fastsætter forslagets artikel 27, stk. 2, derimod, at »den medlemsstat, hvor den pågældende opholder sig, uden unødig forsinkelse [meddeler] den pågældende afgørelsen at overføre vedkommende til den ansvarlige medlemsstat«.

 Det præjudicielle spørgsmål

33.      Med sit præjudicielle spørgsmål har tribunal administratif de Lille (forvaltningsdomstolen i Lille) nærmere bestemt anmodet Domstolen om at tage stilling til, om Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, er til hinder for, at en medlemsstats kompetente myndighed træffer afgørelse om, at en ansøger om international beskyttelse skal overføres til den medlemsstat, som den anser for at være ansvarlig for behandling af vedkommendes ansøgning i henhold til bestemmelserne i Dublin III-forordningen, og giver ansøgeren meddelelse herom, før sidstnævnte stat har givet sit udtrykkelige eller stiltiende samtykke til at overtage eller tilbagetage den pågældende ansøger.

34.      Alle procesdeltagere, der har afgivet indlæg ved Domstolen, er af den opfattelse, at en ordlydsfortolkning af Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, første punktum, fører til den konklusion, at afgørelsen om overførsel til den ansvarlige medlemsstat først kan meddeles den berørte person, efter at den ansvarlige medlemsstat udtrykkeligt eller stiltiende har accepteret at overtage eller tilbagetage den pågældende.

35.      Jeg deler denne opfattelse. Bestemmelsens ordlyd er klar. I praktisk talt alle sproglige versioner markerer anvendelsen af en konjunktion, der indleder en adverbiel ledsætning, som udtrykker betingelse eller tid (17), utvetydigt en præcis proceduremæssig og kronologisk rækkefølge mellem på den ene side den anmodede medlemsstats accept og på den anden side meddelelsen af afgørelsen om overførsel til den pågældende. Den anmodende medlemsstat foretager kun en sådan meddelelse, hvis (og dermed nødvendigvis efter at) den ansvarlige medlemsstat har besvaret anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse positivt, eller hvis fristen for et sådant svar er udløbet, hvilket giver anledning til et stiltiende samtykke.

36.      Ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, første punktum, afspejler endvidere EU-lovgivers hensigt, således som den fremgår af forarbejderne til denne forordning. I sit oprindelige forslag til omarbejdning af forordningen (18), som førte til vedtagelsen af Dublin III-forordningen (19) (herefter »Kommissionens forslag til forordning«), nævnte Kommissionen således kravet om »yderligere at præcisere« proceduren for meddelelse af afgørelsen om overførsel til den berørte person. I det ledsagedokument til dette forslag, som blev udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene, var det anført, at de præciseringer, som skulle foretages, skulle vedrøre »fristen, formen og indholdet af denne meddelelse« (20). I overensstemmelse med disse angivelser indeholdt artikel 25, stk. 1, i det pågældende forslag en definition af en enhedsprocedure for meddelelse, som fandt anvendelse i forbindelse med både proceduren for overtagelse af ansøgeren om international beskyttelse og med proceduren for tilbagetagelse (21), hvis genstand var »afgørelsen om overførsel« af den berørte person til den ansvarlige medlemsstat (22). Denne artikel var affattet med næsten samme ordlyd som Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, første punktum, og der blev kun foretaget mindre ændringer af den under lovgivningsprocessen (23).

37.      Til trods for at ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, første punktum, er utvetydig, har Kommissionen i sine skriftlige indlæg foreslået, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at der træffes og meddeles en forhåndsafgørelse om overførsel. En sådan løsning er efter Kommissionens opfattelse i overensstemmelse med Dublin III-forordningens hovedformål – som er at fastsætte en effektiv metode til hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, og forhindre asylansøgeres sekundære bevægelser – og krænker ikke de berørte personers rettigheder.

38.      Skønt Domstolen ikke har fået forelagt et spørgsmål om fortolkningen af denne bestemmelse, skal det i den forbindelse indledningsvis bemærkes, at Domstolen i en dom for nylig efter afslutningen af den skriftlige procedure i sagen, som er genstand for nærværende forslag til afgørelse, har anerkendt, at en afgørelse om overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, først kan meddeles den pågældende, når den anmodede medlemsstat har accepteret at overtage eller tilbagetage vedkommende (24). Det ser således ud til, at Domstolen allerede har forkastet den af Kommissionen foreslåede fortolkning.

39.      Uafhængigt heraf ændrer denne fortolkning dog ikke min overbevisning, først og fremmest ud fra en metodisk synsvinkel.

40.      Det er ganske vist korrekt, som Kommissionen har anført, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse i overensstemmelse med Domstolens faste praksis ikke blot skal tages hensyn til bestemmelsens ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til det mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (25). Jeg tvivler dog på, at anvendelsen af argumenter af systematisk eller teleologisk karakter kan medføre, at en sådan bestemmelse får en helt anden, eller modsatrettet, betydning end den, der fremgår af dens klare ordlyd, også selv om en sådan fortolkning skulle føre til et resultat, der er i overensstemmelse med målene med den retsakt, bestemmelsen indgår i.

41.      I modsætning til det, Kommissionen har gjort gældende, er jeg herefter af den opfattelse, at en systematisk og teleologisk analyse bekræfter den fortolkning, som fremgår af den utvetydige ordlyd af Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, første punktum.

42.      For det første – selv om det fremgår af Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 5, at proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, først afsluttes med overførslen af ansøgeren til den ansvarlige medlemsstat – fastsætter afdeling II og III i forordningens kapitel VI procedurerne for henholdsvis »anmodninger om overtagelse« og »anmodninger om tilbagetagelse«, der fremstår som interne faser i denne procedure. Disse procedurer begynder dog med, at den medlemsstat, som en ansøgning om international beskyttelse indgives til (forordningens artikel 21), eller den medlemsstat, hvor en person som omhandlet i forordningens artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse (forordningens artikel 23), eller på hvis område vedkommende opholder sig (forordningens artikel 24), fremsætter en anmodning om overtagelse eller om tilbagetagelse til den medlemsstat, der anses for at være ansvarlig, og afsluttes udelukkende med denne stats udtrykkelige eller stiltiende svar. Det er først, når disse procedurer er afsluttet, at det er muligt at gå videre til den sidste fase i proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, dvs. overførslen af den berørte person (forordningens artikel 29), som ikke kan indledes, før der er truffet en endelig afgørelse om klagen over eller indbringelsen for en domstol af overførselsafgørelsen, hvis der er bevilget opsættende virkning. Afdeling IV i Dublin III-forordningens kapitel VI, hvori artikel 26 er anført, er placeret efter de afdelinger, som vedrører de ovenfor nævnte procedurer, og før afdeling VI. I opbygningen af dette kapitel er meddelelsen af afgørelsen om overførsel (forordningens artikel 26) og udøvelsen af retsmidler (forordningens artikel 27) (eventuelle) faser i proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, som udelukkende bliver aktuelle, når og hvis de procedurer, som er beskrevet i samme kapitels afdeling II og III, afsluttes med, at den anmodede medlemsstat giver sit udtrykkelige eller stiltiende samtykke.

43.      For det andet bekræftes en sådan systematisk fortolkning af en analyse af de udtryk, EU-lovgiver anvender. Mens der i Dublin III-forordningens artikel 22 og 25 anvendes udtrykket den »anmodede medlemsstat« til at betegne den medlemsstat, hvortil en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse er sendt, men endnu ikke er besvaret, anvendes der i forordningens artikel 26 udtrykket »den ansvarlige medlemsstat« til at betegne den medlemsstat, hvortil den berørte person påtænkes overført. Denne terminologiske forskel markerer naturligvis overgangen til en senere fase i proceduren for afgørelse af, hvilken stat der er ansvarlig, end de faser, der er beskrevet i afdeling II og III i Dublin III-forordningens kapitel VI, idet denne fase indtræder, når den anmodede medlemsstat accepterer at overtage eller tilbagetage den berørte person.

44.      For det tredje gør jeg opmærksom på, at det i Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 2, første afsnit, præciseres, at overførselsafgørelsen som omhandlet i denne artikels stk. 1 bl.a. indeholder oplysninger om »fristerne for […] gennemførelsen af overførslen og […] om nødvendigt omfatter oplysninger om, hvor og hvornår den pågældende skal møde op, hvis vedkommende selv tager til den ansvarlige medlemsstat«. Eftersom sådanne oplysninger dels afhænger af, på hvilken dato den anmodede medlemsstat stiltiende eller udtrykkeligt har samtykket til overtagelsen eller tilbagetagelsen af den berørte person, dels af indholdet af dette svar (når det er udtrykkeligt), bekræfter præciseringen i Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 2, første afsnit, en fortolkning af denne artikels stk. 1, hvorefter meddelelsen af afgørelsen om overførsel først sker, når den anmodende medlemsstat har modtaget den anmodede medlemsstats samtykke.

45.      For det fjerde bestemmer Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, at medlemsstaterne skal fastsætte en af de tre muligheder, som er anført i bestemmelsens litra a)-c), for enten at sikre, at klagen over afgørelsen om overførsel eller indbringelsen for en domstol automatisk har opsættende virkning, eller at give den berørte person mulighed for at anmode om udsættelse af afgørelsens gennemførelse. Ifølge samme artikels stk. 4 har medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at de kompetente myndigheder på eget initiativ kan træffe beslutning om en sådan udsættelse. Disse bestemmelser forudsætter imidlertid, at afgørelsen om overførsel umiddelbart kan gennemføres, hvilket ikke er tilfældet med en forhåndsafgørelse om overførsel (26).

46.      For det femte må der – såfremt en meddelelse af afgørelsen om overførsel, før den anmodede medlemsstat har samtykket til at overtage eller tilbagetage den berørte person, ikke forhindrer sidstnævnte i at indgive en klage over denne afgørelse (eller indbringe denne for en domstol) i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, – imidlertid tages stilling til, om en sådan omstændighed ikke ville medføre en begrænsning af dette retsmiddels rækkevidde, således som dette præciseres i 19. betragtning til forordningen, ifølge hvilken det nævnte retsmiddel skal gøre det muligt at kontrollere, at forordningen anvendes korrekt (27).

47.      I denne forbindelse skal det understreges, at Domstolen har advaret mod en indskrænkende fortolkning af omfanget af den prøvelse, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1. En sådan fortolkning kunne bl.a. være til hinder for gennemførelsen af formålet om at forbedre beskyttelsen af ansøgere inden for rammerne af Dublinsystemet, som er anført i niende betragtning til forordningen (28). Hvis den pågældende tvinges til at indlede en klage over en afgørelse, som ikke indeholder samtlige oplysninger, der gør det muligt at kontrollere, om bestemmelserne i Dublin III-forordningen er anvendt korrekt, så overførslen kan foretages, ville det dog betyde, at den pågældendes klageadgang de facto ville blive indskrænket.

48.      Hvis man i modsætning til den klare ordlyd af Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, første punktum, nærmere bestemt skulle antage, at begrebet »afgørelse om overførsel« med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse omfatter forhåndsafgørelser om overførsel, ville det indebære, at den anmodende medlemsstats meddelelsesforpligtelse ikke nødvendigvis gælder oplysninger som datoen eller indholdet af det svar, der afgives af den anmodede medlemsstat, når dette svar er udtrykkeligt. Dermed ville de pågældende oplysninger måske aldrig blive meddelt den berørte person. I så fald og i tilfælde af, at meddelelsen af oplysningerne skete, efter at der var truffet en afgørelse om klagen eller om indbringelsen for domstolene – hvilket ofte kan være tilfældet i betragtning af de meget korte frister ved disse former for procedurer – ville den pågældende ikke have nogen mulighed for at anfægte de oplysninger, som eventuelt var indeholdt i den anmodede medlemsstats svar med hensyn til dens begrundelser for at acceptere anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse (29) eller – i tilfælde af at der ikke var tilstået opsættende virkning – kontrollere, om gennemførelsen af hans overførsel sker under overholdelse af Dublin III-forordningens bestemmelser. Endelig ville den pågældende heller ikke kunne kontrollere, om hans overførsel gennemføres inden for de frister, der er fastsat i henholdsvis artikel 28, stk. 3, tredje afsnit, eller i artikel 29, stk. 1, første afsnit, i Dublin III-forordningen (30), og dermed, om den medlemsstat, han skal overføres til, fortsat er ansvarlig for behandlingen af hans ansøgning om international beskyttelse i henhold til reglen i forordningens artikel 28, stk. 3, fjerde afsnit, henholdsvis artikel 29, stk. 2. Domstolen har – ganske vist under andre omstændigheder end de i hovedsagen omhandlede – i dom af 25. oktober 2017, Shiri (C-201/16, EU:C:2017:805, præmis 44), fastslået, at ansøgeren om international beskyttelse skal have adgang til effektive og hurtige retsmidler, som gør det muligt for ham at påberåbe sig den omstændighed, at den frist på seks måneder, som er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1 og 2, er udløbet (31). En sådan adgang ville dog under de ovenfor beskrevne omstændigheder ikke være sikret.

49.      For det sjette – selv om det, som Kommissionen understreger, uden tvivl ville være i overensstemmelse med målet om en hurtig behandling af asylansøgninger, jf. femte betragtning til Dublin III-forordningen, at tillade den anmodende medlemsstat at give meddelelse om afgørelsen om overførsel uden at afvente den anmodede medlemsstats svar – minder jeg om, at Domstolen allerede i forbindelse med Dublin II-forordningen har fastslået, at det ikke har været EU-lovgivers hensigt, at kravet om en hurtig asylansøgningsbehandling skulle have forrang for asylansøgernes domstolsbeskyttelse (32). Denne konstatering gælder ifølge Domstolen så meget desto mere for Dublin III-forordningen, for så vidt som EU-lovgiver med denne forordning har indført nogle betydelige proceduremæssige garantier for asylansøgere inden for rammerne af Dublinsystemet (33). Endvidere bør det understreges, at forpligtelsen i henhold til Dublin III-forordningens artikel 22 og 25 til at afvente den anmodede medlemsstats udtrykkelige eller stiltiende samtykke højst ville medføre en forsinkelse i meddelelsen af afgørelsen om overførsel på to måneder i tilfælde af en anmodning om overtagelse og på en måned i tilfælde af en anmodning om tilbagetagelse.

50.      Af de ovenfor anførte grunde er jeg af den opfattelse, at Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, første punktum, skal læses således, at den forbyder den anmodende medlemsstat at give den berørte person meddelelse om afgørelsen om at overføre vedkommende til den anmodede medlemsstat, før sidstnævnte udtrykkeligt eller stiltiende har samtykket til en sådan overførsel.

51.      Når en sådan »forhåndsmeddelelse« ikke er mulig, mister spørgsmålet om, hvorvidt der kan træffes en afgørelse om overførsel, før den anmodede medlemsstat har givet sit samtykke, nødvendigvis enhver praktisk interesse. Da fristerne for at indgive en klage i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, først kan begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er blevet meddelt den berørte person, medfører en »forhåndsafgørelse« ikke nogen væsentlig nedsættelse af tiden til overtagelses- eller tilbagetagelsesproceduren og vil dermed være neutral i forhold til det mål om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse, som Kommissionen har fremhævet.

52.      Når dette er sagt, må det anføres, at selv om Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, udtrykkeligt kun omhandler meddelelsen af afgørelsen om overførsel og ikke vedtagelsen af den, er det i Dublin III-forordningens artikel 5, stk. 2, litra b), og artikel 5, stk. 3, anført, at forordningens artikel 26, stk. 1, er den bestemmelse, der danner grundlaget for at træffe afgørelsen om overførsel af en ansøger til den ansvarlige medlemsstat (34). Systematiske argumenter, som i det væsentlige er identiske med dem, der er fremført i punkt 42-45 i nærværende forslag til afgørelse, viser dog, at denne bestemmelse ikke kan fortolkes således, at medlemsstaterne skulle have lov til at træffe beslutning om overførslen, før den anmodede medlemsstat har givet sit samtykke til at overtage eller tilbagetage den berørte person. Tværtimod fører disse argumenter til den konklusion, at alle de elementer, der er nødvendige for, at den anmodende medlemsstat kan træffe en afgørelse om overførsel i overensstemmelse med de i Dublin III-forordningen fastsatte procedurer, ikke er opfyldt, før den anmodede medlemsstat har samtykket til at overtage eller tilbagetage den berørte person.

53.      Jeg er derfor af den opfattelse, at Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, hverken tillader meddelelsen eller vedtagelsen af en afgørelse om overførsel til den anmodede medlemsstat, før denne har givet sit stiltiende eller udtrykkelige samtykke til overtagelse eller tilbagetagelse af den berørte person.

54.      Før jeg fremsætter mit forslag til afgørelse, skal det på baggrund af de forhold, der ligger til grund for de franske myndigheders praksis med at træffe forhåndsafgørelser om overførsel, præciseres, at Dublin III-forordningens artikel 28 ikke er til hinder for, at den berørte person frihedsberøves, før der er truffet afgørelse om vedkommendes overførsel, når alle betingelser i denne bestemmelse for at træffe en sådan foranstaltning er opfyldt (35). Forbuddet mod at foretage frihedsberøvelse, før der er truffet en afgørelse om overførsel, følger således udelukkende af fransk ret og ikke af EU-retten (36).

 Forslag til afgørelse

55.      På grundlag af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, der er stillet af tribunal administratif de Lille (forvaltningsdomstolen i Lille, Frankrig), på følgende måde:

»Artikel 26, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, er til hinder for, at en medlemsstat, der over for en medlemsstat, som den anser for ansvarlig for en sådan behandling, har fremsat en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse i henhold til denne forordnings artikel 21, 23 og 24, træffer en afgørelse om og giver den berørte person meddelelse om, at denne skal overføres til den anmodede medlemsstat, før denne stat har accepteret at overtage eller tilbagetage den pågældende person.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31). Denne forordning er en omarbejdning af Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18.2.2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT 2003, L 50, s. 1, herefter »Dublin II-forordningen«), som havde erstattet Dublinkonventionen af 15.6.1990 (EFT 1997, C 254, s. 1). Et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, blev fremsat af Europa-Kommissionen den 4.5.2016 med henblik på at ændre Dublin III-forordningen (herefter »forslag til forordning om ændring af Dublin III-forordningen«) (COM(2016) 270 final).


3 –      Dublin III-forordningens artikel 2, litra c), definerer ansøgeren som en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om.


4 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 26.6.2013 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning nr. 604/2013 og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til at indgive anmodning om sammenligning med Eurodacoplysninger med henblik på retshåndhævelse og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (omarbejdning) (EUT 2013, L 180, s. 1).


5 –      Det fremgår af sagsakterne, at det referencenummer, der er tildelt Adil Hassans fingeraftryk, angiver den kategori, fingeraftrykket svarer til, nemlig kategori 1, dvs. kategorien »asylansøger«.


6 –      Det anføres i denne afgørelse, at »[d]e [tyske] myndigheder dags dato har fået tilstillet en anmodning om tilbagetagelse, og at de endnu ikke har meddelt deres uafhængige samtykke hertil samt dato og nærmere detaljer vedrørende en eventuel tilbagetagelse af den pågældende på deres område«. Afgørelsens artikel 1 fastsætter, at »Adil Hassan, der er irakisk statsborger og opholder sig ulovligt i Frankrig, skal overføres til de tyske myndigheder«. Overførselsforanstaltningen blev truffet på grundlag af Cesedas artikel L. 742-3. Préfet du Pas-de-Calais begrundede foranstaltningen om administrativ frihedsberøvelse med, at den pågældende »ikke kunne fremlægge tilstrækkelige garantier for fremmøde, som kan forebygge risikoen for, at vedkommende ville unddrage sig […] udsendelsesforanstaltningen, og ikke øjeblikkeligt kan forlade det franske område, da det er nødvendigt at indhente samtykke fra myndighederne i den anmodede medlemsstat«. Denne foranstaltning blev truffet på grundlag af Cesedas artikel L. 511-1, III, 3, og artikel L. 551-1, selv om det ligeledes præciseres i afgørelsen, at der er risiko for, at den pågældende forsvinder, jf. Dublin III-forordningens artikel 28.


7 –      Den forelæggende ret har som eksempel nævnt dom nr. 1603104 af 23.9.2016 fra tribunal administratif de Rouen (forvaltningsdomstolen i Rouen, Frankrig). Den har ligeledes henvist til en kendelse af 10.11.2016 fra juge des libertés et de la détention du tribunal de grande instance de Lille (retten i første instans i Lille, afdelingen for sager om frihedsberøvende foranstaltninger).


8 –      Den forelæggende ret har bl.a. henvist til dom nr. 1603199 af 5.10.2016 og dom nr. 1603674 af 19.11.2016 fra tribunal administratif de Rouen (forvaltningsdomstolen i Rouen) samt til dom nr. 1606297 af 26.8.2016 og dom nr. 1607048 af 23.9.2016 fra tribunal administratif de Lille (forvaltningsdomstolen i Lille).


9 –      I sin stævning ved den forelæggende ret gjorde Adil Hassan gældende, at han »[ville have] søgt asyl i Tyskland, men at [han] aldrig [havde] haft en samtale om begrundelsen for sin ansøgning«. I en anden passage i stævningen gjorde han gældende, at Préfet du Pas-de-Calais ikke havde påvist, at Forbundsrepublikken Tyskland var den første medlemsstat, hvor han havde søgt asyl.


10 –      Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 1, fastsætter, at »[p]roceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, indledes, så snart en ansøgning om international beskyttelse indgives for første gang i en medlemsstat«.


11 –      I denne henseende henviser jeg til præmis 75-103 i dom af 26.7.2017, Mengesteab (C-670/16, EU:C:2017:587), hvor Domstolen allerede har haft lejlighed til at tage stilling til fortolkningen af Dublin III-forordningens artikel 20 om regler for indgivelse af asylansøgninger i Tyskland.


12 –      Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 603/2013 fastsætter, at »[m]edlemsstaterne optager omgående fingeraftryk af samtlige fingre af alle ansøgere om international beskyttelse, der er fyldt 14 år, og videregiver snarest muligt og senest 72 timer efter, at vedkommendes ansøgning om international beskyttelse som defineret i [Dublin III-forordningens] artikel 20, stk. 2, er indgivet, disse sammen med de i artikel 11, litra b)-g), i nærværende forordning omhandlede oplysninger til det centrale system«.


13 –      Den forelæggende ret har i den forbindelse blot forkastet Adil Hassans anbringende om manglende begrundelse for den i hovedsagen anfægtede afgørelse med den begrundelse, at det ikke heri var præciseret, under hvilket litra i Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, Adil Hassans situation henhører.


14 –      Avis n° 408919 (ECLI:FR:CECHR:2017:408919 20170719).


15 –      I sine skriftlige indlæg har Den Franske Republik understreget, at denne praksis, selv om den er udbredt blandt visse præfekturer, ikke deles af Frankrigs centrale forvaltningsmyndighed.


16 –      Anført i fodnote 2 i nærværende forslag til afgørelse.


17 –      En sådan konjunktion, hvis betydning på fransk efter omstændighederne svarer til udtrykkene »lorsque« og »quand« (»når«), »dans le cas où« (»i tilfælde af«), »si« (»hvis«) og »dans la mesure où« (»for så vidt som«), er anvendt i følgende sprogversioner: den bulgarske (»когато«), tjekkiske (»pokud«), danske (»når«), estiske (»kui«), irske (»i gcás ina«), græske (»όταν«), spanske (»cuando«), kroatiske (»kada«), italienske (»quando«), lettiske (»Ja«), litauiske (»Jei«), ungarske (»amennyiben«), maltesiske (»meta«), nederlandske (»wanneer«), polske (»w przypadku gdy«), portugisiske (»caso«), rumænske (»atunci când«), slovenske (»kadar se«), slovakiske (»keď«), finske (»jos«), svenske (»om«) og engelske (»where«). I den tyske version er det sætningskonstruktionen, som gengiver den tidsmæssige rækkefølge mellem de to handlinger.


18 –      Anført i fodnote 2 i nærværende forslag til afgørelse.


19 –      Jf. Europa-Parlamentets og Rådets forslag til forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, (COM(2008) 0820 final).


20 –      Dok. SEC(2008) 2962 af 3.12.2008 foreligger udelukkende i den engelske version, jf. afsnittet »Effective right to remedy«, punkt 1, hvori kravet om »further specify the procedure for notification of transfer decisions to asylum-seekers, in particular as regards the time, form and content of such notifications« er nævnt i alle de fastsatte muligheder. Jf. i denne retning ligeledes dom af 7.6.2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 49).


21 –      I denne forstand havde artikel 25, stk. 1, i Kommissionens forslag til forordning til formål at erstatte Dublin II-forordningens artikel 19, stk. 1 (vedrørende overtagelse), og artikel 20, stk. 1, litra b) (vedrørende tilbagetagelse).


22 –      Udtrykket »afgørelse om overførsel« optræder ikke i Dublin II-forordningen, som i artikel 19, stk. 1, bestemte, at den medlemsstat, hvor asylansøgningen er indgivet, efter den anmodede medlemsstats accept skulle meddele ansøgeren »afgørelsen om, at den ikke skal behandle ansøgningen, og om forpligtelsen til at overføre ansøgeren til den ansvarlige medlemsstat«. Samme forordnings artikel 20, stk. 1, litra b), fastsatte, at den anmodende medlemsstat »meddeler asylansøgeren afgørelsen om, at han tilbagetages af den ansvarlige medlemsstat« uden at præcisere, hvornår denne meddelelse skulle gives.


23 –      Jf. Europa-Parlamentets betænkning om Kommissionens forslag til forordning, A6-0284/2009 af 29.4.2009, s. 18.


24 –      Dom af 26.7.2017, A.S. (C-490/16, EU:C:2017:585, præmis 33 og 60).


25 –      Jf. i denne retning bl.a. dom af 15.3.2017, Al Chodor (C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 30).


26 –      Skønt Dublin III-forordningen ikke udtrykkeligt forbyder overførsel af en tredjelandsstatsborger til den anmodede medlemsstat, før denne har samtykket til at overtage eller tilbagetage den pågældende, ville det nedbryde det klare og effektive system, der er oprettet med Dublin III-forordningen, hvis medlemsstaterne fik lov til at foretage en sådan overførsel. Som Domstolen har præciseret, hviler anvendelsen af denne forordning i alt væsentligt på gennemførelsen af en procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, idet denne udpeges på grundlag af kriterierne i forordningens kapitel III (dom af 7.6.2016, Ghezelbash, C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 41, og af 7.6.2016, Karim, C-155/15, EU:C:2016:410, præmis 23). Inden for rammerne af denne procedure skal procedurerne til overtagelse og tilbagetagelse »følges i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat bl.a. i forordningens kapitel VI« (dom af 26.7.2017, Mengesteab, C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 49). Disse regler beskriver imidlertid en procedure, som består af forskellige på hinanden følgende faser, og en overførsel, der foretages, før de tidligere proceduremæssige faser er fuldført, er ikke i overensstemmelse hermed. Domstolen er i øvrigt gået i denne retning i dommen af 26.7.2017, A.S. (C-490/16, EU:C:2017:585), hvor den i præmis 50 har fastslået, at Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, »vedrører […] gennemførelse af afgørelsen om overførsel og [kun] […] kan anvendes, når princippet om overførsel er anerkendt, dvs. ikke før den anmodede medlemsstat har accepteret anmodningen om at overtage eller tilbagetage«.


27 –      Jf. dom af 7.6.2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 40), og af 26.7.2017, Mengesteab (C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 43). Jf. ligeledes dom af 7.6.2016, Karim (C-155/15, EU:C:2016:410, præmis 22).


28 –      Jf. dom af 7.6.2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 53).


29 –      Ganske vist vil sådanne oplysninger, som skal være indeholdt i en meddelelse til modtageren af afgørelsen om overførsel med henblik på at sikre den berørtes ret til effektive retsmidler, snarere være indeholdt i svaret på en anmodning om overtagelse end i en anmodning om tilbagetagelse, dvs. i andre situationer end den i hovedsagen omhandlede. Ved behandlingen af den første type af anmodninger skal den anmodede medlemsstat således foretage en omhyggelig og objektiv kontrol af, om dens ansvar for at behandle asylansøgningen er godtgjort under hensyntagen til alle de oplysninger, som direkte eller indirekte er til rådighed for den, og dermed ligeledes under hensyntagen til oplysninger, som ikke er kendt af den anmodende medlemsstat (jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 1560/2003 af 2.9.2003 om gennemførelsesforanstaltninger til Rådets forordning (EF) nr. 343/2003). Der kan imidlertid ikke efter min opfattelse foretages en anden fortolkning af Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, første punktum, og af omfanget af den i denne artikel fastsatte meddelelsesforpligtelse alt efter typen af anmodning, om overtagelse eller tilbagetagelse, som er indgivet af den medlemsstat, der træffer afgørelsen om, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.


30 –      Denne frist er på seks uger fra den anmodede medlemsstats stiltiende eller udtrykkelige accept af anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse, eller fra det tidspunkt, hvor klagen eller indbringelsen for en domstol ikke længere har opsættende virkning, når den pågældende person er frihedsberøvet på det tidspunkt, hvor en af disse to begivenheder indtræder (Dublin III-forordningens artikel 28, stk. 3, tredje afsnit, som fortolket i dom af 13.9.2017, Khir Amayry, C-60/16, EU:C:2017:675, præmis 39 og 54). I de øvrige tilfælde er denne frist på seks måneder fra en af de ovenfor nævnte begivenheder.


31 –      Det skal i øvrigt bemærkes, at ordningen med at lade ansvaret overgå til den anmodende medlemsstat i tilfælde af, at denne ikke respekterer de frister, der er fastsat til at foretage overførslen, skal fjernes ifølge forslaget til forordning om ændring af Dublin III-forordningen.


32 –      Jf. i denne retning dom af 29.1.2009, Petrosian (C-19/08, EU:C:2009:41, præmis 48).


33 –      Jf. dom af 7.6.2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 57).


34 –      Det skal i øvrigt bemærkes, at forslaget til forordning om ændring af Dublin III-forordningen indeholder ændringer af de ovenfor nævnte stykker i denne forordnings artikel 5, idet alle henvisninger til afgørelsen om overførsel fjernes.


35 –      Kommissionens forslag til forordning om ændring af Dublin III-forordningen indeholdt en bestemmelse om, at frihedsberøvelse først kunne anvendes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om overførsel til den ansvarlige medlemsstat var blevet meddelt den pågældende (artikel 27, stk. 4), men denne bestemmelse blev ændret i løbet af proceduren for vedtagelse af Dublin III-forordningen.


36 –      I denne henseende vil jeg gerne fremhæve, at Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i sin udtalelse af 19.7.2017, der er citeret i punkt 30 i nærværende forslag til afgørelse, har bekræftet, at Cesedas artikel L. 742-2 ikke giver mulighed for at træffe en afgørelse om administrativ frihedsberøvelse i henhold til Cesedas artikel L. 551-1, før der er truffet (og meddelt) en afgørelse om overførsel.