RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)

21. februar 2024 (*)

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunionen – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – afgørelse fra Afviklingsinstansen om beregningen af ex ante-bidrag for 2016 – begrundelsespligt – princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed – artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning (EU) 2015/63 – udelukkelse af visse passiver fra beregningen af ex ante-bidrag – støttelån – understøttende udviklingsaktiviteter – ulovlighedsindsigelse«

I sag T-466/16 RENV,

NRW.Bank, Düsseldorf (Tyskland), ved advokaterne J. Seitz og C. Marx,

sagsøger,

mod

Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved H. Ehlers, J. Kerlin og C. De Falco, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne B. Meyring, S. Schelo, T. Klupsch og S. Ianc,

sagsøgt,

støttet af

Rådet for Den Europæiske Union ved A. Sikora-Kalėda og J. Bauerschmidt, som befuldmægtigede,

og af

Europa-Kommissionen ved D. Triantafyllou, A. Steiblytė og A. Nijenhuis, som befuldmægtigede,

intervenienter,

har

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Kornezov, og dommerne G. De Baere, D. Petrlík (refererende dommer), K. Kecsmár og S. Kingston,

justitssekretær: fuldmægtig S. Jund,

under henvisning til dom af 14. oktober 2021, NRW.Bank mod SRB (C‑662/19 P, EU:C:2021:846),

efter retsmødet den 9. marts 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, NRW.Bank, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/ES/2022/23 fra Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) af 27. april 2022 om tilbagetrækning af Afviklingsinstansens afgørelse SRB/ES/SRF/2016/06 af 15. april 2016 om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond, for så vidt som den vedrører NRW.Bank, og Afviklingsinstansens afgørelse SRB/ES/SRF/2016/13 af 20. maj 2016 om justering af ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond, der supplerer afgørelse SRB/ES/SRF/2016/06, for så vidt som den vedrører NRW.Bank, og beregner NRW.Banks ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »den anfægtede afgørelse«).

I.      Tvistens baggrund og de faktiske omstændigheder efter søgsmålets anlæggelse

2        Sagsøgeren er udviklingsbank i Land Nordrhein-Westfalen (delstaten Nordrhein-Westfalen, Tyskland, herefter »delstaten«). I henhold til Gesetz über die NRW.BANK (lov om NRW.Bank) af 16. marts 2004 (GV. NRW. 2004, s. 126, herefter »lov om NRW.Bank«) udfører banken offentlige tjenesteydelser, der består i at bistå delstaten og dens lokale myndigheder inden for strukturpolitik, økonomisk politik, socialpolitik og politik for fysisk planlægning ved med henblik herpå at gennemføre og forvalte støtteforanstaltninger, bl.a. ved at yde lån. Sagsøgeren udøver bankvirksomhed i dette øjemed og er indehaver af en banktilladelse.

3        Sagsøgerens aktiviteter kan i det væsentlige opdeles i to kategorier. For det første udøver den såkaldte »udviklingsaktiviteter«, idet den bl.a. yder lån med rentegodtgørelse på de områder, der er nævnt i § 3, stk. 2, i lov om NRW.Bank (herefter »udviklingsaktiviteter«).

4        For det andet udøver sagsøgeren aktiviteter, som den betegner som »understøttende udviklingsaktiviteter«, som den foreliggende sag vedrører, og som er omhandlet i § 3, stk. 5, i lov om NRW.Bank. Ifølge denne bestemmelse kan sagsøgeren med henblik på at udføre sine opgaver »foretage transaktioner og levere tjenesteydelser, der er direkte knyttet til udførelsen af dens opgaver[, idet den i denne forbindelse bl.a. kan] foretage likviditetsstyring og risikostyring, rejse efterstillet garantikapital, forhandle om udbytterettigheder, offentlige obligationer og andre obligationer samt erhverve og afhænde fordringer« (herefter »understøttende udviklingsaktiviteter«). Inden for rammerne af disse aktiviteter erhverver sagsøgeren navnlig midler på kapitalmarkedet og investerer dem langsigtet i form af obligationer, hvoraf størstedelen er værdipapirer udstedt af den offentlige sektor.

5        Ved afgørelse SRB/ES/SRF/2016/06 af 15. april 2016 om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond fastsatte Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1) ex ante-bidragene til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) (herefter »ex ante-bidrag«) for 2016 (herefter »bidragsperioden 2016«) for de institutter, der er omfattet af bestemmelserne i denne forordnings artikel 2, sammenholdt med artikel 67, stk. 4 (herefter »institutterne«), herunder sagsøgeren.

6        Ved afgørelse SRB/ES/SRF/2016/13 af 20. maj 2016 om justering af ex ante-bidrag for 2016 til Afviklingsfonden, der supplerer afgørelse SRB/ES/SRF/2016/06, forhøjede Afviklingsinstansen sagsøgerens ex ante-bidrag efter en rettelse af beregningen af alle institutternes ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016.

7        Ved opkrævningsmeddelelser af 22. april 2016 og 10. juni 2016 pålagde Bundesanstalt für Finanzmarktstabilisierung (den føderale myndighed for stabilisering af de finansielle markeder, Tyskland, herefter »FMSA«) i sin egenskab af national afviklingsmyndighed som omhandlet i artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning nr. 806/2014 sagsøgeren at betale ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016 som fastsat af Afviklingsinstansen.

8        Den 27. april 2022 vedtog Afviklingsinstansen den anfægtede afgørelse, hvorved den trak de ovenfor i præmis 5 og 6 nævnte afgørelser (herefter »de oprindelige afgørelser«), tilbage og erstattede dem. Ifølge 19. og 20. betragtning til den anfægtede afgørelse havde denne til formål at afhjælpe den begrundelsesmangel, hvormed de oprindelige afgørelser var behæftet, og som Afviklingsinstansen havde konstateret efter domme af 28. november 2019, Hypo Vorarlberg Bank mod SRB (T-377/16, T-645/16 og T-809/16, EU:T:2019:823) og Portigon mod SRB (T-365/16, EU:T:2019:824).

II.    Den anfægtede afgørelse

9        Den anfægtede afgørelse består af selve afgørelsen samt tre bilag.

10      Selve den anfægtede afgørelse beskriver i afsnit 3-9 og 11 den proces for fastsættelse af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2016, som finder anvendelse på alle institutter.

11      Nærmere bestemt fastlagde Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelses afsnit 6 det årlige målniveau, der er omhandlet i artikel 4 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelse af forordning nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (EUT 2015, L 15, s. 1) for bidragsperioden 2016 (herefter »det årlige målniveau«).

12      Afviklingsinstansen forklarede, at den havde fastsat dette årlige målniveau til en ottendedel af 1,05% af beløbet for dækkede indskud, beregnet ved årets udgang, for alle institutter i 2015, således som det var fremkommet på grundlag af data, som institutterne havde indberettet i henhold til artikel 14, stk. 2, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

13      I den anfægtede afgørelses afsnit 7 beskrev Afviklingsinstansen metoden til beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016. I denne forbindelse præciserede den i 91. betragtning til den nævnte afgørelse, at 60% af ex ante-bidragene for denne periode blev beregnet på »nationalt grundlag«, dvs. på grundlag af data indberettet af institutter, der er meddelt tilladelse på den pågældende deltagende medlemsstats område (herefter »nationalt grundlag«), i overensstemmelse med artikel 103 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190), og i overensstemmelse med artikel 4 i delegeret forordning 2015/63. Den resterende del af ex ante-bidragene (dvs. 40%) blev beregnet på »bankunionsgrundlag«, dvs. på grundlag af dataene indberettet af alle de institutter, som er meddelt tilladelse på alle de medlemsstaters område, der deltager i den fælles afviklingsmekanisme (SRM) (herefter »unionsgrundlag« og »de deltagende medlemsstater«), i overensstemmelse med artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 og med artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81.

14      Derefter beregnede Afviklingsinstansen institutternes, herunder sagsøgerens, ex ante-bidrag i følgende hovedtrin.

15      På det første trin beregnede Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014 de enkelte institutters årlige basisbidrag, der baseres pro rata i forhold til det pågældende instituts passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud i forhold til de samlede passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 fratrak Afviklingsinstansen visse typer passiver fra instituttets samlede passiver, som skulle tages i betragtning ved fastsættelsen af dette bidrag.

16      På det andet trin af beregningen af ex ante-bidraget justerede Afviklingsinstansen det årlige basisbidrag i forhold til det pågældende instituts risikoprofil i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra b), i forordning nr. 806/2014. Den vurderede instituttets risikoprofil på grundlag af de fire risikosøjler, der er nævnt i artikel 6 i delegeret forordning 2015/63, og som er sammensat af risikoindikatorer. For at klassificere institutterne efter deres risikoniveau opstillede Afviklingsinstansen først – for hver risikoindikator, der blev anvendt for bidragsperioden 2016 – intervaller (»bins«), som institutterne blev grupperet i, i overensstemmelse med punkt 3 i afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til denne delegerede forordning. Institutter, der tilhørte samme interval, blev tildelt en fælles værdi for den pågældende risikoindikator, en såkaldt »diskretiseret værdi«. Ved at kombinere de diskretiserede værdier for hver risikoindikator beregnede Afviklingsinstansen det pågældende instituts »risikojusteringsmultiplikator« (herefter »justeringsmultiplikatoren«). Ved at multiplicere instituttets årlige basisbidrag med justeringsmultiplikatoren fandt Afviklingsinstansen frem til instituttets »risikojusterede årlige basisbidrag«.

17      Dernæst lagde Afviklingsinstansen alle de risikojusterede årlige basisbidrag sammen for at nå frem til en »fællesnævner«, der blev anvendt til at beregne den andel af det årlige målniveau, som hvert institut skulle betale.

18      Endelig beregnede Afviklingsinstansen det enkelte instituts ex ante-bidrag ved at dele det årlige målniveau mellem alle institutterne på grundlag af forholdet mellem det risikojusterede årlige basisbidrag på den ene side og fællesnævneren på den anden side.

19      Bilag I til den anfægtede afgørelse indeholder et individuelt bilag for sagsøgeren, som omfatter resultaterne af beregningen af dennes ex ante-bidrag (herefter »det individuelle bilag«). Dette bilag angiver størrelsen af sagsøgerens årlige basisbidrag og værdien af dennes justeringsmultiplikator, både på bankunionens grundlag og på nationalt grundlag, idet der for hver risikoindikator angives nummeret på det interval, hvortil sagsøgeren er blevet knyttet. Derudover indeholder det individuelle bilag de data, som anvendes til at beregne ex ante-bidrag for alle de berørte institutter, som Afviklingsinstansen fastsatte ved at sammenlægge eller kombinere alle disse institutters individuelle data. Endelig indeholder dette bilag de data, som sagsøgeren har angivet i indberetningsskemaet, og som anvendes ved beregningen af dennes ex ante-bidrag.

20      Bilag II til den anfægtede afgørelse indeholder statistiske oplysninger vedrørende beregningen af ex ante-bidrag for hver af de deltagende medlemsstater i sammenfattet og samlet form. Dette bilag præciserer bl.a. det samlede beløb for de ex ante-bidrag, som de pågældende institutter skal betale for hver af disse medlemsstater. Dernæst opregner det nævnte bilag for hver risikoindikator antallet af intervaller, antallet af institutter i hvert interval, samt minimums- og maksimumsværdierne for disse intervaller. Når der er tale om intervaller vedrørende det nationale grundlag, nedsættes eller forhøjes disse værdier af fortrolighedshensyn med et tilfældigt beløb, idet den oprindelige fordeling af institutterne opretholdes.

21      Bilag III til den anfægtede afgørelse med overskriften »Vurdering af [sagsøgerens] bemærkninger fremsat i forbindelse med høringen om ex ante-bidragene for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond« omhandler de bemærkninger, som sagsøgeren fremsatte under den høringsprocedure, som Afviklingsinstansen gennemførte forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

22      Navnlig redegjorde Afviklingsinstansen i punkt 21 og 27-31 i bilag III til den anfægtede afgørelse for grundene til, at passiverne i tilknytning til de understøttende udviklingsaktiviteter ikke var blevet udelukket fra beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag i henhold til artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63.

III. Parternes påstande

23      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse, herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som disse vedrører sagsøgeren.

–        Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

24      Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

–        Subsidiært, for det tilfælde, at Retten fastslår, at den anfægtede afgørelse ikke burde have været vedtaget med tilbagevirkende kraft, annulleres denne afgørelse alene med hensyn til dette, eller annulleres alene dens artikel 4, og afgørelsen opretholdes i øvrigt.

–        Mere subsidiært, i tilfælde af annullation af den anfægtede afgørelse i sin helhed, opretholdes virkningerne af den anfægtede afgørelse, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig.

25      Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

IV.    Retlige bemærkninger

26      I stævningen har sagsøgeren i det væsentlige fremsat to anbringender. Med det første anbringende har sagsøgeren fremsat en ulovlighedsindsigelse mod artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 og gennemførelsesforordning 2015/81. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at disse bestemmelser er i strid med artikel 103, stk. 2 og 7, i direktiv 2014/59 og artikel 70, stk. 2 og 7, i forordning nr. 806/2014, såfremt de ikke gør det muligt at udelukke passiverne i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag. Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen anlagde en urigtig fortolkning af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, idet den ikke udelukkede passiverne i tilknytning til disse aktiviteter fra beregningen af det pågældende bidrag.

27      I den anmodning om tilpasning, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 11. juli 2022 i henhold til artikel 86 i Rettens procesreglement, har sagsøgeren anført, at denne opretholder hele sin argumentation i stævningen, og har præciseret, at denne har fremsat nye anbringender som reaktion på erstatningen af de oprindelige afgørelser med den anfægtede afgørelse.

28      Sagsøgeren har således fremsat i alt 11 anbringender:

–        det første og det syvende anbringende om tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), idet Afviklingsinstansen ikke på behørig vis hørte sagsøgeren om erstatningen med tilbagevirkende kraft af de oprindelige afgørelser med den anfægtede afgørelse og om vedtagelsen af den sidstnævnte afgørelse

–        det andet anbringende om tilsidesættelse af trinhøjere retsregler, for så vidt som der ikke er retsgrundlag for med tilbagevirkende kraft at erstatte de oprindelige afgørelser med den anfægtede afgørelse

–        det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), for så vidt som den anfægtede afgørelse ikke anfører et retsgrundlag for at erstatte de oprindelige afgørelser med tilbagevirkende kraft

–        det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF, for så vidt som den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet med hensyn til beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag

–        det femte anbringende om tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 1, for så vidt som den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet

–        det sjette anbringende om den anfægtede afgørelses tilsidesættelse af de generelle proceduremæssige krav, der fremgår af chartrets artikel 41, artikel 298 TEUF, af almindelige retsgrundsætninger og af Afviklingsinstansens forretningsorden

–        det ottende anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, af artikel 103, stk. 2 og 7, i direktiv 2014/59, af artikel 70, stk. 2 og 7, i forordning nr. 806/2014, af ligebehandlingsprincippet, af EU-lovgivers ønske om i fuldt omfang at privilegere støttebanker og af målet om at aflaste de offentlige budgetter, idet Afviklingsinstansen ikke udelukkede passiver i tilknytning til sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af ex ante-bidraget

–        det niende, subsidiære, anbringende om, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 og gennemførelsesforordning 2015/81 er ulovlige, for så vidt som de er i strid med trinhøjere retsregler

–        det tiende anbringende om, at artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i og afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63 er ulovlige, for så vidt som disse bestemmelser er i strid med trinhøjere retsregler

–        det 11. anbringende om tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, idet Afviklingsinstansen med urette ikke lagde de retlige omstændigheder, som var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, til grund.

29      Først skal de anbringender, hvorved sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 5, stk. 1, litra f), og artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i samt afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63 er ulovlige, behandles, og derefter behandles de anbringender, der direkte vedrører lovligheden af den anfægtede afgørelse.

A.      Ulovlighedsindsigelserne vedrørende artikel 5, stk. 1, litra f), og artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i samt afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63

1.      Det niende anbringende om ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63

a)      Indledende bemærkninger

30      For det første bemærkes, at selv om sagsøgeren i stævningen har anfægtet gyldigheden af såvel artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 som gennemførelsesforordning 2015/81 i sin helhed, vedrører sagsøgerens argumenter i det væsentlige alene den førstnævnte bestemmelse. Dette bekræftes af sagsøgerens svar af 13. juni 2022 på foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 20. maj 2022, hvori denne anførte, at ulovligheden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 ligeledes medfører, at artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81 er ulovlig, for så vidt som sidstnævnte bestemmelse henviser til den beregningsmetode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.

31      Under disse omstændigheder skal der først foretages en vurdering af gyldigheden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63.

32      For det andet skal Retten behandle Afviklingsinstansens argument om, at det niende anbringende kun kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er fremsat i stævningen, idet stævningen ifølge Afviklingsinstansen kun indeholder en kortfattet og hypotetisk redegørelse for argumenterne til støtte for dette anbringende. Afviklingsinstansen er således i det væsentlige af den opfattelse, at Retten ikke kan tage hensyn til de supplerende betragtninger, der til støtte for dette anbringende er fremført i anmodningen om tilpasning, eftersom disse betragtninger er væsentlige og ikke er »begrundet«, som omhandlet i procesreglementets artikel 86, med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

33      I henhold til procesreglementets artikel 86, stk. 1, kan sagsøgeren, når en retsakt, der påstås annulleret, bliver erstattet af eller ændret ved en anden retsakt med samme genstand, inden retsforhandlingernes mundtlige del afsluttes, eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, tilpasse stævningen for at tage hensyn til dette nye forhold.

34      I den foreliggende sag skal det dels bemærkes, at bemærkningerne i anmodningen om tilpasning til støtte for det niende anbringende er baseret på ulovlighedsgrunde og argumenter, der er fremført i stævningen, og som vedrører såvel anvendelsesområdet for artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 som alle led i det niende anbringende, der behandles nedenfor.

35      Dels – hvad angår rækkevidden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 – indeholder den anfægtede afgørelse en ny begrundelse for, at Afviklingsinstansen fandt, at denne bestemmelse ikke gav mulighed for at udelukke passiver i tilknytning til sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af dennes ex ante-bidrag, mens de oprindelige afgørelser ikke indeholdt en udtrykkelig begrundelse hvad dette angår.

36      Under disse omstændigheder kan Afviklingsinstansens indsigelse ikke tages til følge.

37      For det tredje bemærkes, at sagsøgeren efter retsmødet den 9. marts 2023 har anmodet Retten om at vedtage en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse for at give parterne mulighed for skriftligt at tage stilling til, om udviklingsaktiviteter og understøttende udviklingsaktiviteter kan adskilles. Sagsøgeren har i denne henseende anført, at Afviklingsinstansen i retsmødet for første gang gjorde gældende, at det ikke var muligt at foretage en klar sondring mellem disse to typer aktiviteter, som udøves af sagsøgeren. Ved afgørelse af 16. maj 2023 har formanden for Rettens Ottende Udvidede Afdeling afslået denne anmodning med den begrundelse, at sagsøgeren i sin afsluttende replik havde haft mulighed for at tage stilling til de argumenter, som Afviklingsinstansen havde fremført i retsmødet.

38      For det fjerde har sagsøgeren kun subsidiært fremsat en ulovlighedsindsigelse mod artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 for det tilfælde, at Retten finder, at denne bestemmelse ikke gør det muligt at udelukke passiver i tilknytning til sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af dennes ex ante-bidrag.

39      Det skal derfor først undersøges, hvorvidt artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 gør det muligt at udelukke passiver knyttet til understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag, og, hvis dette ikke er tilfældet, skal det derefter vurderes, om denne bestemmelse er i overensstemmelse med artikel 103, stk. 2 og 7, i direktiv 2014/59 og med artikel 70, stk. 2 og 7, i forordning nr. 806/2014.

b)      Rækkevidden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63

40      I henhold til artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 beregnes ex ante-bidragene eksklusive »i tilfælde af institutter, der arbejder med støttelån: det formidlende instituts passiver over for det eksponeringsleverende institut eller en anden støttebank eller et andet formidlende institut og den oprindelige støttebanks passiver over for dens finansieringsparter, for så vidt som størrelsen af disse passiver matches af de pågældende instituts støttelån«.

41      Ifølge artikel 3, nr. 28), i delegeret forordning 2015/63 forstås ved »støttelån« »lån ydet af en støttebank eller gennem et formidlende institut på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje med henblik på at fremme de samfundsmæssige målsætninger for centralregeringen eller en regional myndighed i en medlemsstat«.

42      Sagsøgeren har gjort gældende, at disse bestemmelser skal fortolkes således, at de gør det muligt at udelukke passiver i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter som beskrevet i præmis 4 ovenfor, fra beregningen af ex ante-bidraget.

43      Afviklingsinstansen har, støttet af Kommissionen og Rådet, bestridt denne argumentation.

44      Ifølge retspraksis overlader artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 ikke Afviklingsinstansen en skønsmæssig beføjelse til at udelukke visse passiver ved den forholdsmæssige tilpasning af bidrag efter risiko, men opregner derimod præcist betingelserne for, om der således kan ses bort fra et passiv (jf. i denne retning dom af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 93). Ifølge samme retspraksis kan hensyntagen til ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet ikke begrunde et andet resultat, idet delegeret forordning 2015/63 sondrer mellem situationer, der fremviser særlige og specifikke karakteristika, som er direkte forbundet med risikoen ved de pågældende passiver (dom af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 95).

45      I denne sammenhæng skal det bemærkes, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 fastsætter tre betingelser for, at de pågældende passiver kan udelukkes fra beregningen af ex ante-bidraget, idet disse betingelser er kumulative, således at manglende opfyldelse af en af dem er til hinder for, at de pågældende passiver kan udelukkes fra beregningen.

46      For det første skal passiverne for at kunne udelukkes fra beregningen af ex ante-bidraget besiddes af et institut, der arbejder med støttelån.

47      For det andet skal disse passiver være »det formidlende instituts passiver over for det eksponeringsleverende institut eller en anden støttebank eller et andet formidlende institut« eller »den oprindelige støttebanks passiver over for dens finansieringsparter«.

48      For det tredje kan de pågældende passiver kun udelukkes fra beregningen af de passiver, der anvendes til at fastsætte ex ante-bidraget, »for så vidt som størrelsen af disse passiver matches af det pågældende instituts støttelån«.

49      I det foreliggende tilfælde er parterne uenige om, hvorvidt passiver i tilknytning til de understøttende udviklingsaktiviteter – som aktiviteterne anført ovenfor i præmis 4 – opfylder den ovenfor i præmis 48 omhandlede tredje betingelse, dvs. betingelsen om, at den pågældende støttebanks støttelån matches af størrelsen af disse passiver.

50      I denne henseende fremgår det indledningsvis af ordlyden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, nævnt i præmis 48 ovenfor, navnlig af anvendelsen af udtrykket »for så vidt som«, at de omhandlede passiver kun kan udelukkes fra beregningen af det pågældende instituts ex ante-bidrag op til størrelsen af dette instituts støttelån som defineret i artikel 3, nr. 28), i delegeret forordning 2015/63.

51      I modsætning til, hvad sagsøgeren synes at hævde, gør denne bestemmelse det således ikke muligt at udelukke alle de passiver i en støttebank, som på den ene eller den anden måde er knyttet til udførelsen af dens udviklingsarbejde, fra denne beregning, men alene de passiver, hvis størrelse nøjagtigt svarer til størrelsen af den pågældende banks støttelån.

52      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de understøttende udviklingsaktiviteter, som beskrevet ovenfor i præmis 4, kan henhøre under begrebet »støttelån« som omhandlet i artikel 3, nr. 28), i delegeret forordning 2015/63, fremgår det desuden af de præciseringer, som sagsøgeren har givet i sin anmodning om tilpasning og i retsmødet, at de aktiviteter, der er relevante for den foreliggende ulovlighedsindsigelse, navnlig består i erhvervelse af gældsinstrumenter på kapitalmarkedet.

53      Uden at det er nødvendigt at undersøge, hvorvidt disse transaktioner kan kvalificeres som »lån«, følger det i denne henseende af ordlyden af den delegerede forordnings artikel 3, nr. 28), som anført ovenfor i præmis 41, at transaktionerne, for at der kan være tale om støttelån, under alle omstændigheder skal opfylde betingelsen om, at de skal gennemføres »på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje«.

54      I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, skal denne betingelse således ikke alene være opfyldt, når der er tale om et lån ydet af et formidlende institut, men også i tilfælde af et lån ydet af en støttebank. Denne konklusion svækkes ikke af den engelske og den franske sprogversion af artikel 3, nr. 28), i delegeret forordning 2015/63, som sagsøgeren har gjort gældende. I denne henseende fremgår det af ordlyden af disse to sprogversioner – samt af de øvrige sprogversioner, herunder bl.a. den spanske, den italienske og den polske – at den betingelse, der følger af anvendelsen af udtrykket »på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje«, er knyttet til ordet »ydet«, således at den både vedrører udtrykket »en støttebank« og udtrykket »et formidlende institut«. På dette punkt betyder den omstændighed alene, at den nævnte betingelse følger umiddelbart efter det sidstnævnte udtryk, ikke, at den udelukkende vedrører støttelån ydet gennem formidlende institutter.

55      Denne fortolkning støttes i øvrigt af den tyske version af artikel 3, nr. 28), i delegeret forordning 2015/63. I denne version står den betingelse, der følger af anvendelsen af udtrykket »på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje«, nemlig før ordet »lån« og finder således uden forskel anvendelse på de to omhandlede tilfælde, dvs. både på ydelse af støttelån gennem et formidlende institut og en støttebanks ydelse af støttelån.

56      Den ovenfor i præmis 54 anførte konklusion bekræftes ligeledes af første punktum i 13. betragtning til delegeret forordning 2015/63, der udtrykkeligt nævner den betingelse, som følger af anvendelsen af udtrykket »på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje« i forbindelse med lån ydet direkte af en støttebank.

57      Den pågældende betingelse er ligeledes en integrerende del af artikel 3, nr. 27), i delegeret forordning 2015/63, hvori begrebet »støttebank« defineres som et foretagende eller en enhed, der er oprettet af centralregeringen eller en regional myndighed i en medlemsstat, og som yder støttelån »på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje«.

58      Det følger heraf, at den betingelse, der følger af anvendelsen af udtrykket »på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje«, ikke kun skal være opfyldt i forbindelse med et formidlende institut, men også i tilfælde af en støttebank, for at en transaktion kan anses for et støttelån som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63.

59      Hvad angår de understøttende udviklingsaktiviteter, der består i erhvervelse af gældsinstrumenter på kapitalmarkedet, som anført ovenfor i præmis 52, er der intet, der tyder på, at sådanne transaktioner opfylder den ovenfor i præmis 58 anførte betingelse.

60      Det er således dels ubestridt, at disse transaktioner gennemføres på det åbne kapitalmarked, hvor andre aktører opererer, udfører de samme former for transaktioner og kan erhverve de samme gældsinstrumenter som støttebankerne – og på de samme markedsvilkår som disse. På et sådant marked konkurrerer støttebankerne pr. definition direkte med disse andre aktører på markedet, og den pågældende aktivitet kan således ikke anses for at blive udøvet på et ikke-konkurrencemæssigt grundlag.

61      Dels har sagsøgeren selv medgivet, at de aktiviteter, der består i erhvervelse af gældsinstrumenter på kapitalmarkedet, har til formål at skabe, og skaber, indtægter, for så vidt som de består i at opnå rentemarginaler med henblik på at finansiere den bankvirksomhed som sådan, der udøves af støttebanker som sagsøgeren. Disse aktiviteter kan derfor ikke anses for at blive udøvet uden vinding for øje.

62      Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argument om, at »det endelige formål« med disse aktiviteter ikke er at opnå fortjeneste, da den ikke må udlodde udbytte. Vurderingen af, om en aktivitet udøves uden vinding for øje, med henblik på anvendelsen af artikel 3, nr. 28), i delegeret forordning 2015/63, foretages således på baggrund af arten af hver af de pågældende aktiviteter, idet det ikke er relevant, om det overskud, der skabes ved denne aktivitet, senere anvendes til at finansiere udviklingsaktiviteterne, som for deres vedkommende udøves uden vinding for øje. Enhver anden fortolkning ville svare til at anse de pågældende aktiviteter for at blive udøvet uden vinding for øje alene med den begrundelse, at de udøves af en støttebank, hvilket ville medføre, at den betingelse, der følger af anvendelsen af udtrykket »på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje« i artikel 3, nr. 28), i delegeret forordning 2015/63, mistede sit indhold.

63      Henset til det ovenstående skal artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, sammenholdt med samme delegerede forordnings artikel 3, nr. 27) og 28), fortolkes således, at den ikke gør det muligt at udelukke passiver i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter udøvet af støttebanker, såsom sagsøgeren, fra beregningen af deres ex ante-bidrag.

c)      Lovligheden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63

64      For det tilfælde, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke giver mulighed for at udelukke passiver i tilknytning til sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af dennes ex ante-bidrag, har sagsøgeren fremsat en ulovlighedsindsigelse mod denne bestemmelse og har i denne forbindelse gjort gældende, at den er uforenelig med artikel 103, stk. 2 og 7, i direktiv 2014/59 og artikel 70, stk. 2 og 7, i forordning nr. 860/2014.

65      Indledningsvis skal det dels præciseres, at sagsøgerens argumenter hovedsagelig vedrører artikel 103, stk. 2 og 7, i direktiv 2014/59, og at denne kun har påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 70, stk. 2 og 7, i forordning nr. 860/2014 på grund af henvisningen i gennemførelsesforordning 2015/81 til den beregningsmetode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.

66      Dels fremgår det af stævningen, at sagsøgeren reelt har gjort gældende, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 er ulovlig, i tre led, idet det første vedrører en tilsidesættelse af forarbejderne til direktiv 2014/59, det andet vedrører en tilsidesættelse af målet om at aflaste de offentlige budgetter, og det tredje vedrører en tilsidesættelse af princippet om, at ex ante-bidragene tilpasses risikoprofilen, samt af ligebehandlingsprincippet.

1)      Det første led om tilsidesættelse af forarbejderne til direktiv 2014/59

67      Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 ikke er i overensstemmelse med forarbejderne til direktiv 2014/59, idet denne bestemmelse ikke udelukker samtlige passiver i tilknytning til de aktiviteter, som udøves af de pågældende støttebanker, der er dækket af en offentlig garanti, fra beregningen af deres ex ante-bidrag, herunder passiver i tilknytning til deres understøttende udviklingsaktiviteter. Under lovgivningsprocessen foreslog Parlamentet således, at der ved fastsættelsen af ex ante-bidragene skulle tages hensyn til disse bankers særlige betydning og deres offentlige tjenesteydelsesopgave ved at undlade at medtage disse passiver i beregningen af bidragene. Den omstændighed, at Parlamentets ændringsforslag om udelukkelse af disse passiver ikke blev medtaget i direktivets endelige tekst, skyldes ikke uenighed om substansen, men en misforståelse. Det var således allerede i forbindelse med vedtagelsen af det pågældende direktiv påtænkt, at disse passiver skulle udelukkes, hvilket burde have været taget i betragtning, da delegeret forordning 2015/63 blev vedtaget.

68      Afviklingsinstansen, Rådet og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

69      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ex ante-bidragene pålægges og beregnes på grundlag af artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014.

70      Det fremgår af denne bestemmelse, at »institutter« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, nr. 13), skal bidrage til Afviklingsfonden.

71      Det følger af artikel 3, stk. 1, nr. 13), i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med samme forordnings artikel 3, stk. 2, og med artikel 2, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2014/59, at disse institutter bl.a. er kreditinstitutter som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1), bortset fra de enheder, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338).

72      Henset til disse bestemmelser var de regionale støttebanker i Forbundsrepublikken Tyskland, der er kreditinstitutter som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning nr. 575/2013 (herefter »regionale støttebanker«), såsom sagsøgeren, ikke undtaget fra den generelle ordning for betaling af ex ante-bidrag, eftersom de ikke er blandt de enheder, som i henhold til artikel 2, stk. 5, i direktiv 2013/36 i den affattelse, der fandt anvendelse på bidragsperioden 2016, er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014.

73      Til forskel fra Kreditanstalt für Wiederaufbau (KfW), som er Forbundsrepublikken Tysklands nationale støttebank, er regionale støttebanker, som sagsøgeren, således for det første ikke anført i artikel 2, stk. 5, nr. 6), i direktiv 2013/36 i den affattelse, der var gældende før ændringen ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878 af 20. maj 2019 (EUT 2019, L 150, s. 253).

74      For det andet fremgår det ganske vist af forarbejderne til direktiv 2014/59, at Parlamentet under lovgivningsprocessen i det væsentlige foreslog en fuldstændig udelukkelse af støttebankers passiver fra beregningen af ex ante-bidrag, men dette forslag blev ikke medtaget i den endelige version af dette direktiv.

75      I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kan den omstændighed, at forslaget ikke blev vedtaget, ikke anses for en »misforståelse«, der opstod under lovgivningsprocessen. Ud over den omstændighed, at dette anbringende ikke er underbygget, kan det ikke tiltrædes, eftersom det, når et ændringsforslag forkastes, er et indicium for en modsætningsvis fortolkning af den pågældende bestemmelse, for så vidt som lovgiver udtrykkeligt og bevidst har besluttet at forkaste det pågældende ændringsforslag (jf. i denne retning dom af 12.12.1996, RTI m.fl., C-320/94, C-328/94, C-329/94 og C-337/94 – C-339/94, EU:C:1996:486, præmis 44).

76      Det følger af det ovenstående, at hverken forordning nr. 806/2014 eller direktiv 2014/59 generelt udelukker regionale støttebanker fra forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag – selv om de er dækket af en offentlig garanti – og at denne forordning og dette direktiv således ikke udelukker samtlige passiver i tilknytning til disse bankers aktiviteter fra beregningen af deres ex ante-bidrag.

77      Ligeledes giver disse retsakter ikke Kommissionen mulighed for at udelukke visse institutter, såsom regionale støttebanker, fra det personelle anvendelsesområde for forpligtelsen til at betale disse bidrag.

78      Det niende anbringendes første led skal derfor forkastes.

2)      Det andet led om tilsidesættelse af formålet om at aflaste de offentlige budgetter

79      Ifølge sagsøgeren tilsidesætter afslaget på at udelukke regionale støttebankers passiver i tilknytning til deres understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af deres ex ante-bidrag, således som det følger af delegeret forordning 2015/63, EU-lovgivers ønske og det formål om at aflaste de offentlige budgetter, som er fastsat i direktiv 2014/59. De offentlige budgetter belastes således dobbelt, for så vidt som det beløb, der opkræves i form af ex ante-bidrag, betales af de regionale støttebanker, såsom sagsøgeren, men også indirekte af de offentlige myndigheder, som ejer disse banker, og følgelig via de offentlige budgetter.

80      Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation.

81      Det skal indledningsvis bemærkes, således som det fremgår af præmis 69-77 ovenfor, at hverken forordning nr. 806/2014 eller direktiv 2014/59 udelukkede de regionale støttebanker fra forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016, selv om de er dækket af en offentlig garanti.

82      Denne konklusion drages ikke i tvivl af det i direktiv 2014/59 omhandlede formål om at aflaste de offentlige budgetter, hvortil sagsøgeren har henvist i forbindelse med dette led.

83      Det er korrekt, således som det fremgår af 109. betragtning til direktiv 2014/59, at det er direktivets mål, at finansieringen af afviklingsprocedurerne for de pågældende institutter i første række bør komme fra aktionærer og kreditorer hos de institutter, der er under afvikling, og dernæst fra erhvervslivet frem for fra de offentlige budgetter.

84      For så vidt som en offentlig myndighed er aktionær, kreditor eller garant for et sådant institut, er det imidlertid ikke uforeneligt med det ovenfor i præmis 83 nævnte mål, at den i denne egenskab deltager i finansieringen af Afviklingsfonden, og at den således bidrager til at sikre modstandsdygtigheden i systemet af afviklingsfinansieringsordninger i EU.

85      Det nævnte mål kan derfor ikke rejse tvivl om den ovenfor i præmis 76 anførte konstatering.

86      Henset til det ovenstående må det niende anbringendes andet led forkastes.

3)      Det tredje led om tilsidesættelse af princippet om tilpasning af ex ante-bidragene til risikoprofilen og af ligebehandlingsprincippet

87      I første række er sagsøgeren af den opfattelse, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, for så vidt som denne bestemmelse ikke udelukker passiver i tilknytning til regionale støttebankers understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af deres ex ante-bidrag, tilsidesætter artikel 103, stk. 2 og 7, i direktiv 2014/59, som kræver, at størrelsen af ex ante-bidraget skal tilpasses til institutternes risikoprofil.

88      Ifølge sagsøgeren kan sandsynligheden for, at instituttet skal afvikles, henset til rationalet bag afviklingsfinansieringsordningerne, som fremgår af 103. betragtning til direktiv 2014/59, i et konkret tilfælde have større betydning end de øvrige parametre, der giver mulighed for at tilpasse ex ante-bidragene til risikoprofilen, således som de er opregnet i dette direktivs artikel 103, stk. 7. Delegeret forordning 2015/63, der, idet den fastsætter metoden til justering af ex ante-bidragene efter institutternes risikoprofil, er baseret på artikel 103, stk. 7, er således kun lovlig, for så vidt som den i tilstrækkelig grad integrerer sandsynligheden for, at de pågældende institutter skal afvikles, i metoderne til beregningen af ex ante-bidrag.

89      Med hensyn til denne sandsynlighed er der imidlertid ingen forskel mellem passiver i tilknytning til udviklingsaktiviteter og passiver i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter. Dels sikrer delstaten i sin egenskab af garant for sagsøgeren, at der er fuld dækning af de to kategorier af passiver. Dels er misligholdelse fra sagsøgerens side praktisk talt udelukket på grund af delstatens garanti, hvilket betyder, at sagsøgeren ikke har behov for at anvende afviklingsværktøjerne.

90      Det skal indledningsvis fremhæves, at Kommissionen inden for rammerne af en delegeret beføjelse som omhandlet i artikel 290 TEUF ved udøvelsen af de beføjelser, som den er tillagt, råder over et vidt skøn, når den bl.a. skal foretage komplekse vurderinger og evalueringer (jf. i denne retning dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

91      Dette er tilfældet hvad angår fastsættelsen af kriterierne for afpasning af ex ante-bidrag efter risikoprofilen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.

92      I denne henseende skal det bemærkes, at disse bidrags specifikke karakter – således som det fremgår af 105.-107. betragtning til direktiv 2014/59 og af 41. betragtning til forordning nr. 806/2014 – består i ud fra en forsikringsbaseret logik at sikre, at den finansielle sektor tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til SRM, for at denne kan opfylde sine funktioner, og samtidig give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).

93      I denne sammenhæng, og som det fremgår af 114. betragtning til direktiv 2014/59, har EU-lovgiver pålagt Kommissionen gennem en delegeret retsakt at præcisere, hvorledes institutternes bidrag til afviklingsfinansieringsordninger kan justeres efter deres risikoprofil.

94      Ud fra samme synsvinkel præciseres det i 107. betragtning til dette direktiv, at der for at sikre en rimelig beregning af ex ante-bidrag og give incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model, i forbindelse med bidrag til nationale finansieringsordninger bør tages hensyn til omfanget af de kredit-, likviditets- og markedsrisici, institutterne har påtaget sig.

95      Det følger af det ovenstående, at Kommissionen skulle udarbejde regler for justering af ex ante-bidrag i forhold til institutternes risikoprofil ved at forfølge to forbundne mål, nemlig dels at sikre, at der tages hensyn til de forskellige risici, som er forbundet med institutternes aktiviteter – bankvirksomhed eller mere generelt finansiel virksomhed – dels at give disse institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model.

96      Som det fremgår af dokumenter i tilknytning til vedtagelsen af delegeret forordning 2015/63, bl.a. dokumenterne »JRC technical work supporting Commission second level legislation on risk based contributions to the (single) resolution fund« (Teknisk studie udarbejdet af JRC til støtte for Kommissionens sekundære lovgivning om risikobaserede bidrag til (den fælles) afviklingsfond), og »Commission Staff Working Document: estimates of the application of the proposed methodology for the calculation of contributions to resolution financing arrangements« (Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: estimater af anvendelsen af den foreslåede metode til beregning af bidrag til afviklingsfinansieringsordninger), krævede udarbejdelsen af disse regler således komplicerede vurderinger og evalueringer fra Kommissionens side, eftersom den skulle undersøge de forskellige elementer, som lå til grund for opfattelsen af de forskellige risikotyper i bank- og finanssektoren.

97      Henset til det ovenstående rådede Kommissionen over et vidt skøn i forbindelse med vedtagelsen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 af de regler, der præciserer, hvorledes ex ante-bidrag afpasses forholdsmæssigt efter risikoprofil.

98      Under disse omstændigheder skal Unionens retsinstanser – hvad angår metoden til at afpasse de årlige basisbidrag i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 – begrænse sig til at undersøge, om Kommissionens udøvelse af sit skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om den åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Etimine, C-15/10, EU:C:2011:504, præmis 60).

99      Det påhviler følgelig sagsøgeren at påvise, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 er behæftet med sådanne mangler, idet den ikke udelukker passiver i tilknytning til de regionale støttebankers understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af ex ante-bidraget.

100    I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at hverken forordning nr. 806/2014 eller direktiv 2014/59 for bidragsperioden 2016 generelt udelukkede regionale støttebanker fra forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag, selv om de er dækket af en offentlig garanti og uanset sandsynligheden for, at de skal afvikles (jf. præmis 69-77 ovenfor).

101    På samme måde forpligter hverken direktiv 2014/59 eller forordning nr. 806/2014 Kommissionen til at udelukke visse af disse institutters passiver fra beregningen af ex ante-bidrag.

102    I overensstemmelse med artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 og artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59 skal der således ved beregningen af disse bidrag principielt tages hensyn til alle de pågældende institutters passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud, forudsat at disse bidrag afpasses efter institutternes risiko.

103    En sådan tilgang svarer til den forsikringsbaserede logik i systemet med ex ante-bidrag, hvor hele den finansielle sektor skal tilvejebringe tilstrækkelige finansielle ressourcer til SRM, for at denne kan opfylde sine funktioner (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113). I overensstemmelse med denne logik drager alle institutter, herunder dem, der har en lavere sandsynlighed for afvikling, således fordel af deres ex ante-bidrag gennem det finansielle systems stabilitet, som sikres af Afviklingsfonden.

104    Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke hævde, at Kommissionen var forpligtet til at udelukke visse passiver i de regionale støttebanker, såsom passiverne i tilknytning til de understøttende udviklingsaktiviteter, fra beregningen af deres ex ante-bidrag med den begrundelse alene, at disse banker har en lavere sandsynlighed for afvikling.

105    Dette gælder så meget desto mere, som sagsøgeren ikke har bestridt, at det retligt set ikke var udelukket, at en regional støttebank kan blive afviklet på trods af, at den er dækket af statsgarantier, og dermed kan gøre brug af Afviklingsfonden.

106    I øvrigt beregnes ex ante-bidraget i henhold til artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 ikke på grundlag af de berørte institutters passiver alene, men dette bidrag justeres efterfølgende i forhold til deres risikoprofil. I henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 har Kommissionen således beføjelse til ved en delegeret retsakt at præcisere, hvorledes ex ante-bidragene afpasses forholdsmæssigt efter de pågældende institutters risikoprofil.

107    I denne henseende fastsætter artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 otte forhold, hvortil Kommissionen skal tage hensyn i forbindelse med denne afpasning. Selv om »sandsynligheden for, at instituttet skal afvikles« og »instituttets risikoeksponering« indgår blandt disse forhold, hvorved Kommissionen er forpligtet til at tage hensyn hertil i forbindelse med vedtagelsen af en delegeret retsakt såsom delegeret forordning 2015/63, udgør de imidlertid kun to af de otte forhold, som Kommissionen skal tage hensyn til ved udarbejdelsen af en sådan retsakt.

108    Desuden er der intet i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, der indikerer, at Kommissionen har pligt til at tillægge et eller flere af de pågældende forhold en afgørende vægt, herunder sandsynligheden for, at instituttet skal afvikles.

109    Denne konklusion bekræftes af den sammenhæng, hvori artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 indgår.

110    For det første fremgår det af 105. betragtning til dette direktiv, at ex ante-bidragene indsamles i sektoren forud for og uafhængigt af et afviklingsforløb. For det andet kan afviklingsværktøjerne kun anvendes på enheder, som er nødlidende eller forventeligt nødlidende, og kun når det er nødvendigt for at forfølge målet om finansiel stabilitet i almenhedens interesse. Lovgivningen indfører således ikke en automatisk forbindelse mellem betalingen af det pågældende instituts ex ante-bidrag og afviklingen af dette, idet det udelukkende er opretholdelsen af almenhedens interesse, og ikke et instituts individuelle interesse, som er den afgørende faktor for brugen af SRF (dom af 20.1.2021, ABLV Bank mod SRB, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 70). Det følger heraf, at sandsynligheden for, at et institut skal afvikles, ikke er det eneste forhold, hvortil der skal tages hensyn ved beregningen af dets ex ante-bidrag.

111    Dette gælder så meget desto mere, som den udelukkelse af passiver i tilknytning til udviklingsaktiviteter fra beregningen af ex ante-bidrag, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, ikke er begrundet i, at de støttebanker, der besidder disse passiver, har en mindre sandsynlighed for afvikling. Som det fremgår af 13. betragtning til den nævnte delegerede forordning, hviler udelukkelsen af de nævnte passiver på den omstændighed, at støttelån forfølger en samfundsmæssig målsætning, at de ydes på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje, og at de er direkte eller indirekte delvist garanteret af centralregeringen eller den regionale eller lokale myndighed i en medlemsstat. Denne udelukkelse er således baseret på de specifikke kendetegn for en bestemt kategori af aktiviteter snarere end på den samlede risikoprofil for de støttebanker, der udøver disse aktiviteter, idet disse banker ikke nødvendigvis har den samme risikoprofil, blot fordi de – blandt andre aktiviteter – udøver udviklingsaktiviteter.

112    I lyset af det ovenstående har sagsøgeren ikke påvist, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 var behæftet med en åbenbar fejl, at der forelå magtfordrejning, eller at den åbenbart havde overskredet grænserne for Kommissionens skønsbeføjelse, fordi den ikke udelukkede passiver i tilknytning til de regionale støttebankers understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af deres ex ante-bidrag.

113    I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, idet artikel 103 i direktiv 2014/59 kræver ligebehandling af banker med samme risikoprofil.

114    For det første indfører artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 en uberettiget forskelsbehandling mellem passiver i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter og passiver i tilknytning til udviklingsaktiviteter. I denne henseende fremgår det af 13. betragtning til den delegerede forordning, at den privilegerede ordning, der gælder for støttebankers passiver, der er knyttet til refinansiering af visse lån, er begrundet i den omstændighed, at disse lån er direkte eller indirekte garanteret af centralregeringen, den regionale myndighed eller den pågældende lokale myndighed. Den garanti for, at et institut kan fortsætte sin virksomhed, som sagsøgeren er omfattet af – og dermed den »ekstremt lave« sandsynlighed for at blive afviklet – afhænger således på ingen måde af, om dets passiver svarer til fordringer i tilknytning til dets udviklingsaktivitet eller til dets understøttende udviklingsaktiviteter. Forskellen i behandling kan heller ikke begrundes i disse aktiviteters art, eftersom udviklingsaktiviteterne ikke kan adskilles økonomisk fra de understøttende udviklingsaktiviteter.

115    For det andet medfører artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, sammenholdt med samme delegerede forordnings artikel 5, stk. 1, litra b), en ubegrundet forskelsbehandling mellem passiver i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter og passiver som følge af forpligtelser over for modparter, med hvilke et institut har oprettet en institutsikringsordning (herefter »IPS«), idet de sidstnævnte passiver udelukkes fra beregningen af ex ante-bidraget i henhold til den delegerede forordnings artikel 5, stk. 1, litra b). Sagsøgeren er således, med hensyn til de midler, som denne anvender til sine understøttende udviklingsaktiviteter, omfattet af en beskyttelsesordning, der er uafhængig af Afviklingsfonden, nemlig delstatsgarantien, som er sammenlignelig med den garanti, der ydes ved en IPS.

116    For det tredje behandles de regionale støttebanker forskelligt i forhold til nationale støttebanker, som ikke anses for kreditinstitutter som omhandlet i forordning nr. 575/2013 og derfor er fritaget for forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag, selv om de regionale støttebanker, ligesom de nationale støttebanker, udfører særlige finansieringsopgaver i almenhedens interesse og råder over en garanti for, at de kan fortsætte deres virksomhed.

117    Hvad dette angår bemærkes, at ligebehandlingsprincippet, der er et generelt princip i EU-retten, kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 95).

118    Eftersom sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, påhviler det sagsøgeren at præcisere, hvilke sammenlignelige situationer der efter dennes opfattelse er blevet behandlet forskelligt, eller hvilke forskellige situationer der efter dennes opfattelse er blevet behandlet ens (dom af 12.4.2013, Du Pont de Nemours (France) m.fl. mod Kommissionen, T-31/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:167, præmis 311).

119    Ifølge fast retspraksis skal spørgsmålet om den ensartede karakter af sådanne situationer vurderes under hensyn til alle de forhold, som kendetegner dem. Disse omstændigheder skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper og formål, der finder anvendelse inden for det område, som denne retsakt henhører under (jf. dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

120    Hvad angår genstanden for og formålet med direktiv 2014/59, forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63 skal det bemærkes, at disse retsakter henhører under området for SRM, hvis indførelse ifølge 12. betragtning til forordning nr. 806/2014 har til formål at sikre en neutral tilgang til behandlingen af nødlidende institutter, at øge stabiliteten af institutterne i de deltagende medlemsstater og forebygge, at eventuelle kriser har afsmittende virkninger i medlemsstater, der ikke deltager i denne mekanisme, for herved at gavne det indre markeds funktion som helhed.

121    For at sikre finansieringen af SRM’s aktiviteter indførte direktiv 2014/59, forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63 ex ante-bidragene, hvis specifikke karakter, således som det fremgår af 105.-107. betragtning til dette direktiv og 41. betragtning til forordningen, ud fra en forsikringsbaseret logik består i at sikre, at den finansielle sektor tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til SRM, for at denne kan opfylde sine funktioner, og samtidig give institutterne incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).

122    I denne sammenhæng er udelukkelsen i artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, som det fremgår af 13. betragtning til denne delegerede forordning, begrundet i den omstændighed, at støttelånene forfølger en samfundsmæssig målsætning, ydes på ikke-konkurrencepræget grundlag uden vinding for øje, og at de er direkte eller indirekte delvist garanteret af centralregeringen, den regionale regering eller en lokal myndighed i en medlemsstat.

123    Hvad angår det første klagepunkt skal det forstås således, at sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at understøttende udviklingsaktiviteter er sammenlignelige med udviklingsaktiviteter, således at passiverne i en regional støttebank, der udøver begge kategorier af aktiviteter, ikke kun burde udelukkes fra beregningen af dens ex ante-bidrag op til det beløb, der svarer til udviklingsaktiviteterne, men op til det beløb, der svarer til begge kategorier af aktiviteter.

124    I denne henseende fremgår det indledningsvis af præmis 60 ovenfor, at de understøttende udviklingsaktiviteter udøves på det åbne kapitalmarked med vinding for øje, at de kan udøves af andre institutter end regionale støttebanker, og at de udøves i konkurrence med andre institutter. Udviklingsaktiviteterne gennemføres derimod på grundlag af en retlig forpligtelse til at bistå en medlemsstats centraladministration eller regionale myndighed med udførelsen af dens offentlige tjenesteydelsesopgaver.

125    Henset til konstateringerne ovenfor i præmis 62 og 124 og i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, betyder den omstændighed, at disse to kategorier af aktiviteter ud fra et økonomisk synspunkt supplerer hinanden, i øvrigt ikke, at de er sammenlignelige.

126    Endelig er den omstændighed, som sagsøgeren har gjort gældende, nemlig at sagsøgerens delstatsgaranti i dennes individuelle tilfælde dækker alle instituttets aktiviteter, både udviklingsaktiviteterne og de understøttende udviklingsaktiviteter, ikke relevant for vurderingen af, om de to kategorier af aktiviteter er sammenlignelige med hensyn til det mål, der forfølges ved artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63. Dels var formålet med denne bestemmelse, som det fremgår af præmis 122 ovenfor, således ikke at udelukke alle passiver i alle regionale støttebanker, som er dækket af garantier som den, sagsøgeren er dækket af, fra beregningen af ex ante-bidrag. Dels er det ikke godtgjort, at de offentlige garantier, som de regionale støttebankers udviklingsaktiviteter generelt er dækket af, for alle disse bankers vedkommende ligeledes omfatter deres understøttende udviklingsaktiviteter. I denne forbindelse har sagsøgeren navnlig ikke bestridt Kommissionens argument om, at der var situationer, hvor visse regionale støttebankers understøttende udviklingsaktiviteter ikke var dækket af en statsgaranti eller tilsvarende garanti.

127    Under disse omstændigheder kan understøttende udviklingsaktiviteter ikke anses for at være sammenlignelige med udviklingsaktiviteter. Det er derfor ikke godtgjort, at de skal behandles ens med hensyn til udelukkelsen af passiver i tilknytning til disse aktiviteter i forbindelse med beregningen af ex ante-bidraget.

128    Hvad angår det andet klagepunkt har sagsøgeren med urette gjort gældende, at passiver i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter, henset til det specifikke formål, der forfølges med artikel 5, stk. 1, litra b), i delegeret forordning 2015/63, er sammenlignelige med passiver i tilknytning til forpligtelser over for modparter, med hvilke det pågældende institut har oprettet en IPS. I overensstemmelse med ottende betragtning til denne delegerede forordning skyldes udelukkelsen af passiver i tilknytning til IPS’er således et ønske om at undgå dobbelttælling af visse passiver ved fastsættelsen af ex ante-bidraget for institutter, der er medlemmer af den samme IPS eller er permanent tilknyttet det samme centrale organ. Sagsøgeren har imidlertid ikke gjort gældende, at medtagelsen af passiver i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter i beregningen af dennes ex ante-bidrag udgjorde dobbelttælling af disse passiver.

129    Hvad angår det tredje klagepunkt om, at regionale støttebanker behandles forskelligt i forhold til nationale støttebanker for så vidt angår forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag, bemærkes følgende.

130    Indledningsvis er denne forskel i behandlingen en følge af bestemmelserne i de ovenfor i præmis 70-73 nævnte lovgivningsmæssige retsakter. Som der er redegjort for i disse præmisser, var det således artikel 2, stk. 5, nr. 6), i direktiv 2013/36 i den affattelse, der var gældende før ændringen ved direktiv 2019/878, der specifikt udelukkede KfW fra anvendelsesområdet for direktiv 2013/36 og dermed fra den generelle ordning for betaling af ex ante-bidrag. Sagsøgeren har imidlertid ikke bestridt gyldigheden af denne bestemmelse eller af andre af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 70-73 ovenfor.

131    Derimod finder artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63, hvis ulovlighed er gjort gældende med dette anbringende, anvendelse på alle støttebanker som omhandlet i artikel 3, nr. 27), i delegeret forordning 2015/63, der er omfattet af det personelle anvendelsesområde for den generelle ordning for betaling af ex ante-bidrag. Denne bestemmelse indebærer således ikke en forskelsbehandling mellem disse banker alt efter, om de er oprettet af en centraladministration eller en regional myndighed i en medlemsstat.

132    I øvrigt giver hverken artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 eller nogen anden bestemmelse i dette direktiv eller i forordning nr. 806/2014 som fastslået ovenfor i præmis 77 Kommissionen beføjelse til i en delegeret retsakt helt at udelukke visse institutter, såsom regionale eller nationale støttebanker, fra forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag.

133    Under disse omstændigheder kan der ikke rejses tvivl om lovligheden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 alene af den grund, at EU-lovgiver havde besluttet på individuelt plan at undtage KfW, der er specifikt angivet i artikel 2, stk. 5, nr. 6), i direktiv 2013/36 i den affattelse, der var gældende før ændringen ved direktiv 2019/878, fra den generelle ordning for betaling af ex ante-bidrag.

134    I tredje række er sagsøgeren hvad angår gennemførelsesforordning 2015/81 af den opfattelse, at den beregningsmetode, der er fastsat i denne forordning og anvendt i den anfægtede afgørelse, er i strid med proportionalitetsprincippet og fører til en forvridning mellem medlemsstaternes banksektorstrukturer, for så vidt som denne metode medfører, at støttebanksektoren krydssubsidierer forretningsbanker. Denne metode skaber således forvridninger mellem medlemsstaternes banksektorstrukturer i strid med artikel 70, stk. 2, første afsnit, litra b), i forordning nr. 806/2014.

135    I denne forbindelse bemærkes, at proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige retsgrundsætninger, kræver, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og de forvoldte ulemper må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom af 4.5.2016, Philip Morris Brands m.fl., C-547/14, EU:C:2016:325, præmis 165, og af 20.1.2021, ABLV Bank mod SRB, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 142; jf. desuden i denne retning dom af 8.6.2010, Vodafone m.fl., C-58/08, EU:C:2010:321, præmis 51).

136    Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt noget forhold, hvorved det påvises, at medtagelsen af passiver i tilknytning til understøttende udviklingsaktiviteter i beregningen af ex ante-bidraget er uegnet til at nå de mål, som EU-lovgiver og Kommissionen vil forfølge, som omhandlet ovenfor i præmis 120-122.

137    Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at medtagelsen af disse passiver i beregningen af ex ante-bidragene går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de ovenfor i præmis 120-122 anførte mål, eller medfører ulemper, der er uforholdsmæssige i forhold til de nævnte mål.

138    Hvad angår det eneste konkrete argument, som sagsøgeren har påberåbt sig inden for rammerne af dette klagepunkt, dvs. at medtagelsen af de pågældende passiver i beregningen af ex ante-bidragene ifølge sagsøgeren medfører, at støttebanksektoren »krydssubsidierer« forretningsbanker, har sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad redegjort for grundene til, at medtagelsen af disse passiver ikke opfylder de ovenfor i præmis 135 nævnte kriterier. Desuden, som nævnt ovenfor i præmis 124, udføres de understøttende udviklingsaktiviteter under alle omstændigheder på det åbne kapitalmarked med vinding for øje, således at en eventuel udelukkelse af passiver i tilknytning til disse aktiviteter fra beregningen af ex ante-bidraget ville risikere at føre til det modsatte af det af sagsøgeren tilsigtede resultat, nemlig at der skabes fordrejninger mellem forskellige institutter, der er aktive på dette marked.

139    Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det niende anbringendes tredje led skal forkastes, og at dette anbringende som helhed dermed skal forkastes.

2.      Det tiende anbringende om ulovlighedsindsigelserne mod artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i og afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I, til delegeret forordning 2015/63

140    Sagsøgeren har inden for rammerne af det tiende anbringende gjort gældende, at »beregningsmetoden fastsat i [delegeret forordning 2015/63]« tilsidesætter forordning nr. 806/2014, direktiv 2014/59 og ligebehandlingsprincippet.

141    I denne henseende skal det præciseres, at selv om sagsøgeren i generelle vendinger har gjort gældende, at selve beregningsmetoden fastsat i delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter de trinhøjere retsregler, som denne har påberåbt sig, og har præciseret, at dennes argumenter vedrørende den delegerede forordnings artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), og bilag I, under overskriften »Trin 2«, hertil, kun er blevet fremført som eksempel, indeholder sagsøgerens skriftlige indlæg ikke nogen redegørelse vedrørende andre end de i disse bestemmelser fastsatte aspekter af beregningsmetoden.

142    Under disse omstændigheder skal undersøgelsen af dette anbringende begrænses til den angivelige ulovlighed af den delegerede forordnings artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), og afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I hertil.

143    I første række har sagsøgeren gjort gældende, at den omstændighed, at der ikke tages hensyn til den offentlige garanti, som denne er dækket af, inden for rammerne af risikosøjlen »supplerende risikoindikatorer, som bestemmes af afviklingsmyndigheden«, der er fastsat i artikel 6, stk. 5, i delegeret forordning 2015/63, tilsidesætter ligebehandlingsprincippet samt forordning nr. 806/2014 og direktiv 2014/59, eftersom disse retsakter kræver, at beregningen af ex ante-bidrag tilpasses institutternes risikoprofil. Navnlig burde der i forbindelse med underindikatoren »medlemskab af en [IPS]« i artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i delegeret forordning 2015/63 være taget hensyn til offentlige garantier, såsom den, sagsøgeren er dækket af, som endog potentielt er mere relevante for vurderingen af institutternes risikoprofil end et medlemskab af en IPS.

144    I anden række er sagsøgeren af den opfattelse, at den ordning med at henføre institutterne til intervaller, som er fastsat i afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63, er i strid med direktiv 2014/59, med princippet om tilpasning af ex ante-bidragene til risikoprofilen og med ligebehandlingsprincippet. Dels foretages denne gruppering på grundlag af en sammenligning af risikoprofilen for alle institutter i de deltagende medlemsstater, hvilket kan føre til åbenbart uretfærdige resultater. Dels kan den metode, der er fastsat i afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til nævnte delegerede forordning, idet den består i så vidt muligt at henføre det samme antal institutter til hvert interval, føre til, at institutter med de samme på rådata baserede risikoindikatorer behandles forskelligt, og institutter med forskellige indikatorer behandles ens.

145    Det fremgår således eksempelvis af bilag II til den anfægtede afgørelse, at interval 1-15 med hensyn til underindikatoren »markedsrisikovægtede aktiver i forhold til de samlede aktiver« for så vidt angår tyske institutter omfatter 646 institutter, der har en værdi på 0%, og instituttet med den højeste risikoprofil for denne indikator, med en værdi på ca. 1 121,1%, placeres i interval 18, dvs. kun et interval over sagsøgerens, som med en værdi på 0,05% henføres til interval 17. Institutter med helt forskellige risikoprofiler klassificeres følgelig i det samme interval.

146    Afviklingsinstansen har gjort gældende, at det tiende anbringende skal afvises i sin helhed med den begrundelse, at det skulle have været fremsat, da søgsmålet blev anlagt i 2016. Det er under alle omstændigheder ugrundet.

147    Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Imidlertid skal et anbringende eller et argument, der udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette, antages til realitetsbehandling (dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 46).

148    Det fremgår desuden af procesreglementets artikel 86, stk. 1, at når en retsakt, der påstås annulleret, bliver erstattet af eller ændret ved en anden retsakt med samme genstand, kan sagsøgeren tilpasse stævningen for at tage hensyn til dette nye forhold.

149    I øvrigt skal procesreglementets artikel 84 og 86 fortolkes indskrænkende, da de processuelle bestemmelser er ufravigelige (jf. i denne retning dom af 26.3.2009, SELEX Sistemi Integrati mod Kommissionen, C-113/07 P, EU:C:2009:191, præmis 48, og af 20.9.2018, Spanien mod Kommissionen, C-114/17 P, EU:C:2018:753, præmis 54).

150    I den foreliggende sag har sagsøgeren først i anmodningen om tilpasning fremsat ulovlighedsindsigelsen mod artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i og afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63.

151    Stævningen indeholder således ingen argumenter, der kan anses for at have en sammenhæng, end ikke forudsætningsvis, med lovligheden af de ovenfor i præmis 150 nævnte bestemmelser. Stævningen indeholder ganske vist argumenter vedrørende institutters medlemskab af en IPS, men de vedrører udelukkelsen af visse passiver fra beregningen af ex ante-bidraget i henhold til artikel 5 i delegeret forordning 2015/63, og ikke justeringen af disse bidrag i forhold til institutternes risikoprofil i henhold til den delegerede forordnings artikel 6-9. Der er derfor intet, der gør det muligt at konkludere, at den foreliggende ulovlighedsindsigelse er en uddybning af et anbringende, der allerede er fremsat i stævningen som omhandlet i den ovenfor i præmis 147 nævnte retspraksis.

152    I øvrigt er den anfægtede afgørelse baseret på de bestemmelser, som var gældende, da de oprindelige afgørelser blev vedtaget, hvilket bl.a. gælder for artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i og afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63. Hvad dette angår er der intet, der tyder på, at sagsøgeren ikke allerede, da stævningen blev indgivet, rådede over alle de oplysninger, som denne har lagt til grund i sin anmodning om tilpasning med henblik på at anfægte gyldigheden af disse bestemmelser.

153    Det skal i denne forbindelse præciseres, at den omstændighed, som sagsøgeren har anfægtet, dvs. at placeringen af institutterne i intervallerne foretages på grundlag af den på rådata baserede risikoindikator for alle de institutter, for hvilke denne indikator beregnes, følger direkte af afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63.

154    Det samme gælder beregningen af antallet af intervaller inden for en given risikoindikator og antallet af institutter, der henføres til hvert interval, idet Afviklingsinstansen i henhold til punkt 3 i afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63 principielt henfører det samme antal institutter til hvert interval, idet den begynder med at henføre institutterne med de laveste værdier for den på rådata baserede indikator til det første interval.

155    Sagsøgeren har imidlertid rejst tvivl om afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63, netop for så vidt som det heri bestemmes, at det samme antal institutter henføres til hvert interval.

156    Henset til det ovenstående er den foreliggende ulovlighedsindsigelse ikke støttet på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne som omhandlet i procesreglementets artikel 84. Den er heller ikke støttet på et forhold, som sagsøgeren gyldigt kunne tage hensyn til for første gang i forbindelse med tilpasningen af stævningen, jf. procesreglementets artikel 86, stk. 1.

157    Den foreliggende ulovlighedsindsigelse skal derfor afvises, da den er fremsat for sent.

B.      Anbringenderne om den anfægtede afgørelses lovlighed

1.      Det andet og det tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesatte chartrets artikel 41 og begrundelsespligten på grund af manglende hjemmel for erstatningen med tilbagevirkende kraft af de oprindelige afgørelser

158    Sagsøgeren har i forbindelse med sit andet anbringende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, for så vidt som den erstatter de oprindelige afgørelser med tilbagevirkende kraft, tilsidesætter chartrets artikel 41, sammenholdt med artikel 4 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, retsstatsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, med den begrundelse, at der ikke fandtes hjemmel for at vedtage den anfægtede afgørelse med tilbagevirkende kraft. I denne henseende udgør hverken artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 eller artikel 17, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 en sådan hjemmel.

159    Under alle omstændigheder er der ikke nogen objektiv begrundelse for at erstatte de oprindelige afgørelser med tilbagevirkende kraft. Der foreligger navnlig ikke en påviselig risiko for, at målet om at nå det endelige målniveau ville blive bragt i fare, såfremt afgørelserne ikke var blevet erstattet med tilbagevirkende kraft. Hvad dette angår kunne en eventuel mangel i finansieringen af SRM udlignes ved højere ex ante-bidrag i de efterfølgende år eller ved en forlængelse af den indledende fase i henhold til artikel 69, stk. 4, i forordning nr. 806/2014. Det ville i øvrigt ikke give sagsøgeren en urimelig konkurrencefordel i forhold til andre institutter, hvis den anfægtede afgørelse ikke havde tilbagevirkende kraft, eftersom sagsøgeren som støttebank ikke konkurrerer med disse andre institutter. Sagsøgeren ville heller ikke have en urimelig fordel som følge af, at dennes ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016 ville forfalde senere end de øvrige institutters bidrag, da sagsøgeren under alle omstændigheder allerede havde betalt dette bidrag i 2016.

160    Sagsøgeren har endvidere med sit tredje anbringende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), idet den ikke nævner den hjemmel, som Afviklingsinstansen lagde til grund for at vedtage den anfægtede afgørelse med tilbagevirkende kraft.

161    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

162    Den anfægtede afgørelse blev vedtaget den 27. april 2022 og trådte i overensstemmelse med artikel 4 i den dispositive del i kraft den 15. april 2016, dvs. på ikrafttrædelsesdatoen for den første af de oprindelige afgørelser.

163    I 177.-184. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjorde Afviklingsinstansen for grundene til, at den havde fastsat denne afgørelses tidsmæssige virkninger på den ovenfor i præmis 162 anførte måde. Den anførte bl.a., at den havde gjort dette for at bevare det retlige grundlag, hvormed sagsøgerens ex ante-bidrag for 2016 var blevet opkrævet i 2016, og for at opretholde gyldigheden af sagsøgerens betaling af dette bidrag.

164    Ifølge retspraksis er retssikkerhedsprincippet til hinder for, at en EU-retsakt tillægges gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens vedtagelse, idet dette dog rent undtagelsesvis tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og når de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt (jf. i denne retning dom af 13.11.1990, Fedesa m.fl., C-331/88, EU:C:1990:391, præmis 45, og af 5.9.2014, Éditions Odile Jacob mod Kommissionen, T-471/11, EU:T:2014:739, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

165    Det følger af denne retspraksis, at når de betingelser, som nævnes heri, er opfyldt, følger Unionens institutioners, organers, kontorers og agenturers beføjelse til at vedtage en retsakt med tilbagevirkende kraft af EU-rettens almindelige grundsætninger, uden at denne beføjelse afhænger af, at der findes et udtrykkeligt retsgrundlag i den pågældende lovgivning.

166    Under disse omstændigheder kan den omstændighed, at den anfægtede afgørelse ikke henviser til en udtrykkelig bestemmelse i den pågældende lovgivning, der tillægger Afviklingsinstansen en sådan beføjelse – i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført i sit tredje anbringende – ikke udgøre en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

167    Uden at det er nødvendigt at undersøge, om den anfægtede afgørelse har ægte tilbagevirkende kraft, således som sagsøgeren har gjort gældende med sit andet anbringende, skal det i øvrigt bemærkes, at de ovenfor i præmis 164 nævnte betingelser under alle omstændigheder er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

168    For det første har sagsøgeren nemlig ikke gjort gældende, at den anfægtede afgørelses tilbagevirkende kraft er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Der er i øvrigt intet, der tyder på, at sagsøgerens eller tredjemands berettigede forventning ikke er blevet behørigt respekteret under de foreliggende omstændigheder.

169    Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt de mål, der forfølges ved den anfægtede afgørelse, krævede, at den fik virkning fra et tidspunkt, der lå før dens vedtagelse, skal der tages hensyn til den sammenhæng, hvori denne afgørelse blev truffet.

170    Som det fremgår af 19., 20. og 183. betragtning til den anfægtede afgørelse, blev denne vedtaget for at afhjælpe den begrundelsesmangel, hvormed de oprindelige afgørelser var behæftet, og som Afviklingsinstansen konstaterede efter domme af 28. november 2019, Hypo Vorarlberg Bank mod SRB (T-377/16, T-645/16 og T-809/16, EU:T:2019:823) og Portigon mod SRB (T-365/16, EU:T:2019:824), uden at denne afgørelse eller disse domme ændrede rækkevidden af sagsøgerens forpligtelse til at betale et ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016, således som det var blevet fastsat ved de oprindelige afgørelser og forelå for denne bidragsperiode.

171    Beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag for den nævnte bidragsperiode og størrelsen af dette bidrag var således ens i den anden af de oprindelige afgørelser og i den anfægtede afgørelse. I denne henseende anførte Afviklingsinstansen bl.a. i 22. betragtning til den anfægtede afgørelse, at afgørelsen var »baseret på de indsamlede data, de formulerede antagelser, de forberedende trin, der blev gennemført, og den metode, der blev anvendt i proceduren fra 2016, som førte til vedtagelsen af [de oprindelige afgørelser]«. Det eneste nye element, der blev indført ved den anfægtede afgørelse, var således en mere udførlig begrundelse for beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag for 2016.

172    Under disse særlige omstændigheder kunne den anfægtede afgørelse, såfremt Afviklingsinstansen ikke havde vedtaget den med virkning fra det tidspunkt, hvor den første af de oprindelige afgørelser fik virkning, ikke have haft retsvirkninger i perioden fra den 15. april 2016 til den 27. april 2022, i hvilken sagsøgeren ville have været fritaget for sin pligt til at betale ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016, selv om denne var underlagt denne forpligtelse i henhold til artikel 2, artikel 67, stk. 4, og artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014. Ligeledes ville Afviklingsfonden i denne periode, i strid med de samme bestemmelser, ikke have modtaget de midler, der hidrørte fra sagsøgerens ex ante-bidrag, hvilket ville have undermineret gennemførelsen af direktiv 2014/59, forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63 (jf. analogt dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 176 og 177).

173    Formålet med at vedtage den anfægtede afgørelse med virkning fra den 15. april 2016 var følgelig at sikre, at den fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor sagsøgerens forpligtelse til at betale ex ante-bidrag for 2016 opstod, og således undgå et resultat, der var i strid med den gældende lovgivning. For at nå dette mål var det således nødvendigt, at denne afgørelse trådte i kraft på et tidspunkt, der lå før dens vedtagelse.

174    Henset til det ovenstående skal det andet og det tredje anbringende forkastes som ugrundede.

2.      Det fjerde anbringende om en utilstrækkelig begrundelse for den anfægtede afgørelse for så vidt angår beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag

175    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag, og at den således tilsidesætter artikel 296, stk. 2, TEUF.

176    Det fjerde anbringende kan i det væsentlige opdeles i tre led, idet det første vedrører manglende individuel begrundelse for den anfægtede afgørelse, det andet vedrører manglende meddelelse af de øvrige institutters individuelle data, og det tredje vedrører utilstrækkelig begrundelse med hensyn til intervallernes udformning.

a)      Indledende bemærkninger

177    I henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF skal retsakter begrundes. Ligeledes indebærer retten til god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41, en pligt for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer til at begrunde deres afgørelser.

178    Begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur er af særlig betydning, for så vidt som den gør det muligt for den berørte part at afgøre, om vedkommende ønsker at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, og for den kompetente ret at udøve sin legalitetsprøvelse, og at den derfor udgør en af betingelserne for en effektiv domstolsprøvelse, som er fastsat i chartrets artikel 47 (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

179    En sådan begrundelse skal være tilpasset karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den blev vedtaget. Det kræves i denne forbindelse ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, og navnlig i forhold til den interesse, som de personer, der berøres af retsakten, kan have i begrundelsen. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den berørte part bekendt og således gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

180    Med henblik på at undersøge, om denne begrundelse er tilstrækkelig for så vidt angår en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag, skal det for det første bemærkes, at det ikke kan udledes af Domstolens praksis, at begrundelsen for enhver afgørelse, der træffes af en af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, hvorved en privat aktør pålægges at betale et pengebeløb, nødvendigvis skal omfatte samtlige de forhold, der gør det muligt for adressaten at kontrollere rigtigheden af beregningen af dette pengebeløb (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

181    For det andet er Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer i henhold til princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, som er et almindeligt EU-retligt princip, hvilket bl.a. er konkretiseret i artikel 339 TEUF, principielt forpligtet til ikke at afsløre fortrolige oplysninger fra en privat aktør for dennes konkurrenter (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

182    For det tredje vil det, hvis det antages, at begrundelsen for Afviklingsinstansens afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag nødvendigvis skal gøre det muligt for institutterne at kontrollere rigtigheden af beregningen af deres ex ante-bidrag, nødvendigvis indebære et forbud for EU-lovgiver mod at indføre en metode til beregning af dette bidrag, der integrerer data, hvis fortrolige karakter er beskyttet ved EU-retten, og dermed i uforholdsmæssig grad indskrænke den vide skønsbeføjelse, som denne lovgiver med henblik herpå skal råde over, ved bl.a. at forhindre den i at vælge en metode, der kan sikre, at finansieringen af Afviklingsfonden dynamisk tilpasses udviklingen i den finansielle sektor, ved en komparativ hensyntagen navnlig til den finansielle situation for hvert enkelt institut, der er meddelt tilladelse på en deltagende medlemsstats område (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 118).

183    Selv om det for det fjerde af det ovenstående følger, at den begrundelsespligt, der påhviler Afviklingsinstansen, på grund af logikken i systemet til finansiering af Afviklingsfonden og den beregningsmetode, som EU-lovgiver har fastsat, skal afvejes over for Afviklingsinstansens forpligtelse til at behandle de pågældende institutters forretningshemmeligheder fortroligt, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne sidstnævnte forpligtelse ikke skal fortolkes så vidt, at begrundelsespligten som følge heraf bliver uden indhold (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 120).

184    I forbindelse med afvejningen af begrundelsespligten og princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder kan det imidlertid ikke antages, at en afgørelse, hvorved en privat aktør pålægges at betale et pengebeløb, uden at denne gives alle de oplysninger, der gør det muligt med nøjagtighed at kontrollere beregningen af dette pengebeløb, nødvendigvis under alle omstændigheder udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligtens indhold (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 121).

185    Hvad angår Afviklingsinstansens afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag skal begrundelsespligten anses for at være opfyldt, når de af denne afgørelse berørte personer, selv om de ikke får tilsendt data, der er omfattet af forretningshemmeligheden, råder over den af Afviklingsinstansen anvendte beregningsmetode og tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå, hvorledes deres individuelle situation blev taget i betragtning med henblik på beregningen af deres ex ante-bidrag i forhold til situationen for alle de andre berørte institutter (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

186    I et sådant tilfælde er disse personer nemlig i stand til at kontrollere, om deres ex ante-bidrag er blevet fastsat vilkårligt, ved at der er set bort fra deres reelle økonomiske situation eller ved anvendelse af data vedrørende resten af den finansielle sektor, der ikke er plausible. Disse personer kan derfor forstå grundlaget for den afgørelse, der fastsætter deres ex ante-bidrag, og tage stilling til, om det synes hensigtsmæssigt at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse, således at det vil være uforholdsmæssigt at kræve af Afviklingsinstansen, at den oplyser alle de talmæssige oplysninger, der danner grundlag for beregningen af ex ante-bidraget for hvert af de berørte institutter (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 123).

187    Det følger af det ovenstående, at Afviklingsinstansen ikke har pligt til at give et institut data, der gør det muligt for dette fuldt ud at kontrollere rigtigheden af værdien af risikojusteringsmultiplikatoren, eftersom denne kontrol forudsætter, at det råder over data, der er omfattet af forretningshemmeligheden vedrørende hvert af de andre berørte institutters økonomiske situation (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 135).

188    Det påhviler derimod Afviklingsinstansen i en aggregeret og anonymiseret form at offentliggøre eller videregive de oplysninger om disse institutter, der er blevet anvendt ved beregningen af dette bidrag, til de berørte institutter, for så vidt som disse oplysninger kan meddeles uden at krænke forretningshemmeligheden (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 166).

189    Blandt de oplysninger, der således skal stilles til rådighed for institutterne, er bl.a. grænseværdierne for hvert »bin« og grænseværdierne for de dertil knyttede indikatorer, på grundlag af hvilke institutternes ex ante-bidrag er blevet tilpasset deres risikoprofil (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 167).

190    Disse betragtninger skal danne grundlag for undersøgelsen af de argumenter, som sagsøgeren har fremført i forbindelse med det fjerde anbringende.

b)      Det første led om manglende individuel begrundelse for den anfægtede afgørelse

191    Ifølge sagsøgeren tilsidesætter den anfægtede afgørelse artikel 296, stk. 2, TEUF, idet den ikke indeholder en tilstrækkelig individuel begrundelse. Navnlig nævnes sagsøgeren ikke i denne afgørelses 24.-164. betragtning, og bilagene til afgørelsen indeholder ikke en tilstrækkeligt detaljeret undersøgelse af sagsøgerens individuelle karakteristika.

192    Mere konkret indeholder den anfægtede afgørelse, navnlig 53.-57. betragtning hertil, ingen undersøgelse af sagsøgerens særlige situation for så vidt angår kvalificeringen af dennes understøttende udviklingsaktiviteter i henhold til artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63. Desuden er redegørelsen vedrørende dette spørgsmål i bilag III til den anfægtede afgørelse baseret på en misforståelse af begrebet »understøttende udviklingsaktiviteter«. Endvidere er denne redegørelse begrænset til en simpel afvisning af at anerkende sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter som privilegerede og indeholder argumenter, som ikke har nogen forbindelse med de nævnte aktiviteter.

193    Endelig forklarer den anfægtede afgørelse ikke grundene til, at Afviklingsinstansen fraveg den tidligere praksis, der var blevet fulgt af den tyske afviklingsmyndighed, som for bidragsåret 2015 anvendte artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 på sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter.

194    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

195    Det skal for det første påpeges, som allerede anført ovenfor i præmis 9-21, at den anfægtede afgørelse består af fire forskellige dele. I 24.-164. og 167.-175. betragtning til denne afgørelse og i bilag II hertil redegøres der således for overvejelser og elementer i beregningen, som finder anvendelse på alle institutter. Imidlertid indeholder bilag I til den anfægtede afgørelse med overskriften »Detaljerede oplysninger om beregningen (justeret i forhold til risiko)« og bilag III, der omfatter en vurdering af de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger i forbindelse med den høring, som Afviklingsinstansen afholdt inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, beregningselementer og begrundelser, der gælder specifikt for det individuelle bidrag, som sagsøgeren skal betale til Afviklingsfonden.

196    Under disse omstændigheder er den anfægtede afgørelse tilstrækkeligt individuel i forhold til sagsøgeren.

197    Hvad for det andet angår den anfægtede afgørelses konkrete indhold har sagsøgeren – ud over placeringen af institutterne i intervaller, som vil blive undersøgt i forbindelse med dette anbringendes andet led – kun identificeret et enkelt forhold, som ikke er tilstrækkeligt begrundet, nemlig den omstændighed, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 ikke blev anvendt på sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter.

198    I 55. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen imidlertid, at den havde undladt at anvende artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 på passiver, som ikke opfyldte alle betingelserne for at blive udelukket fra beregningen af ex ante-bidrag, når den fortolkning, der gav mulighed for udelukkelse, var uforenelig med denne bestemmelses ordlyd. Afviklingsinstansen præciserede ligeledes i denne betragtning, at den nævnte bestemmelse skulle fortolkes indskrænkende, eftersom den udgjorde en undtagelse, og ikke måtte anvendes udvidende eller analogt, hverken for så vidt angik dens »subjektive« anvendelsesområde, dvs. i forhold til de institutter, hvorpå den fandt anvendelse, eller dens »objektive« anvendelsesområde, dvs. med hensyn til de typer passiver, der kunne udelukkes fra beregningen af ex ante-bidraget.

199    Endvidere redegjorde Afviklingsinstansen i punkt 21-23 og 27 i bilag III til den anfægtede afgørelse for grundene til, at den ikke anså sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter for at være omfattet af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63. Den præciserede nærmere bestemt i det nævnte bilags punkt 22, at sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter og dennes udviklingsaktiviteter var indbyrdes uafhængige og adskilte. Ifølge denne betragtning var udviklingsaktiviteterne ikke baseret på markedsøkonomi eller konkurrence og blev udøvet på grundlag af de offentlige myndigheders mandat, mens de understøttende udviklingsaktiviteter blev udøvet på markedsvilkår og var fakultative, konkurrencebaserede og havde vinding for øje. Afviklingsinstansen konkluderede således i punkt 27 i bilag III til den anfægtede afgørelse, at sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter efter deres art ikke kunne anses for at blive udøvet på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje, uanset hvordan fortjenesten fra sagsøgerens aktiviteter blev anvendt.

200    Disse elementer gjorde det muligt for sagsøgeren at identificere grundene til, at Afviklingsinstansen havde fundet, at passiverne i tilknytning til sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter ikke blev udelukket fra beregningen af dennes ante-bidrag i henhold til artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63.

201    Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at hævde, at Afviklingsinstansen blot afviste at anvende artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 på sagsøgeren, eller at den gjorde brug af argumenter, som ikke havde nogen forbindelse med sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter.

202    For det tredje er sagsøgerens argument om, at Afviklingsinstansen angiveligt har misforstået begrebet »understøttende udviklingsaktiviteter«, ikke støttet på en tilsidesættelse af begrundelsespligten, men på en anfægtelse af grundene til, at Afviklingsinstansen ikke anvendte artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 på sagsøgerens aktiviteter. Det samme gælder for argumentet, hvorved sagsøgeren har bestridt Afviklingsinstansens opfattelse af, at sådanne aktiviteter efter deres art udøves på konkurrencemæssigt grundlag med vinding for øje. I henhold til retspraksis skal begrundelsespligten således adskilles fra det materielle indhold i den anfægtede afgørelses begrundelse (jf. i denne retning dom af 23.11.2006, Ter Lembeek mod Kommissionen, T-217/02, EU:T:2006:361, præmis 234).

203    Hvis dette argument skal forstås således, at sagsøgeren hermed bestrider begrundelsens materielle indhold, overlapper det i øvrigt reelt det ottende anbringende, som vil blive behandlet nedenfor i præmis 258-262.

204    Hvad for det fjerde angår argumentet om, at Afviklingsinstansen fraveg den tyske afviklingsmyndigheds tidligere praksis, idet denne i 2015 anvendte artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 på sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter, skal det præciseres, at sagsøgeren alene har anfægtet den manglende begrundelse for fravigelsen af den tidligere praksis uden at påberåbe sig en tilsidesættelse af en anden retsregel.

205    Dels fremgår det i denne henseende af præmis 198-200 ovenfor, at Afviklingsinstansen i tilstrækkeligt omfang redegjorde for grundene til, at den havde fundet, at sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter ikke var omfattet af undtagelsen i artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63. Dels forklarede Afviklingsinstansen i punkt 23 i bilag III til den anfægtede afgørelse, at den vurdering, der udføres vedrørende en given bidragscyklus ikke kan være bindende for afviklingsmyndigheden, når den udfører en vurdering vedrørende en anden cyklus, navnlig når disse bidragscyklusser hører under forskellige afviklingsmyndigheder. Den tilføjede, at det ikke tilkom den at tage stilling til en vurdering foretaget af en anden afviklingsmyndighed.

206    Disse oplysninger giver sagsøgeren mulighed for at forstå de grunde, der førte Afviklingsinstansen til at undlade at anvende artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63 på sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter for bidragsåret 2016, på trods af det, som sagsøgeren anser for at være en anden, tidligere anvendt, praksis. Disse elementer opfylder følgelig kravene forbundet med begrundelsespligten, således som de følger af den ovenfor i præmis 179 nævnte retspraksis.

207    På baggrund af det ovenstående skal det fjerde anbringendes første led forkastes som ugrundet.

c)      Det andet led om den manglende meddelelse af de øvrige institutters individuelle data

208    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke gør det muligt at efterprøve, om beregningen af ex ante-bidragene er i overensstemmelse med gældende lovgivning. Desuden er det ikke muligt ud fra beregningsdetaljerne i bilag I og II til denne afgørelse at kontrollere sagsøgerens placering i intervallerne eller fastsættelsen af dennes ex ante-bidrag. Navnlig burde afgørelsen have indeholdt de øvrige institutters individuelle data, i det mindste i anonymiseret form, idet sagsøgeren uden disse ikke er i stand til at kontrollere sin placering i intervallerne.

209    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

210    I 118. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen, at »institutternes forretningshemmeligheder – dvs. alle oplysninger om institutternes erhvervsmæssige aktiviteter, som, hvis de videregives til en konkurrent og/eller en bredere offentlighed, i alvorlig grad kan skade institutternes interesser – [blev anset] for fortrolige oplysninger«. Den tilføjede, at »de individuelle oplysninger, som institutterne [havde] indsendt i deres [indberetningsskemaer], og som [den] anvend[te] som grundlag for beregningen af deres ex ante-bidrag, [...] i forbindelse med beregningen af disse bidrag [blev] anset for forretningshemmeligheder«.

211    Endvidere anførte Afviklingsinstansen i 120., 122. og 123. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den ikke måtte »videregive de datapunkter for hvert institut, som [udgjorde] grundlaget for beregningerne i [den pågældende afgørelse]«, men at den var bemyndiget til at »videregive de aggregerede og fælles datapunkter, for så vidt som disse data [var] kumulerede«. Institutterne var imidlertid ifølge afgørelsen omfattet af »fuld gennemsigtighed med hensyn til beregningen af deres [årlige basisbidrag] og justeringsmultiplikatoren« for de trin i beregningen af dette bidrag, der var defineret i bilag I til delegeret forordning 2015/63, dvs. »beregning af indikatorerne baseret på rådata« (trin 1), »omskalering af indikatorerne« (trin 3) og »beregning af den sammensatte indikator« (trin 5). Desuden kunne institutterne få udleveret »fælles datapunkter, som Afviklingsinstansen har anvendt for alle institutter uden forskel, justeret i forhold til deres risikoprofil«, til de trin i beregningen, som vedrørte »diskretisering af indikatorerne« (trin 2), »inddragelse af det tildelte fortegn« (trin 4) og »beregning af de årlige bidrag« (trin 6).

212    I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at selve princippet for metoden til beregning af ex ante-bidrag, således som det fremgår af direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014, indebærer Afviklingsinstansens anvendelse af data, der er omfattet af forretningshemmeligheden, og som ikke kan gengives i begrundelsen for afgørelsen om fastsættelse af ex ante-bidrag (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 114).

213    Endvidere fremgår det af den ovenfor i præmis 177-189 nævnte retspraksis, at Afviklingsinstansen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke var forpligtet til at give sagsøgeren mulighed for fuldt ud at kontrollere fastsættelsen af antallet af intervaller eller placeringen af institutterne i disse intervaller ved at meddele sagsøgeren de øvrige institutters individuelle data, eftersom en sådan tilgang ville indebære, at denne blev meddelt data, som er omfattet af forretningshemmeligheden.

214    Eftersom sagsøgeren ikke har fremført noget element, der kan rejse tvivl om Afviklingsinstansens holdning, nemlig at de på rådata baserede indikatorer er omfattet af forretningshemmeligheden, kan sagsøgeren ikke foreholde Afviklingsinstansen, at den ikke videregav dem til institutterne.

215    Endelig bemærkes, at såfremt sagsøgerens bemærkning om anonymisering af de på rådata baserede indikatorer skal forstås således, at den vedrører den mulighed, at instituttets navn erstattes af et pseudonym, kan en sådan fremgangsmåde ikke garantere, at institutterne ikke kan identificeres på grundlag af de således meddelte data. Det kan reelt ikke udelukkes, at visse institutter, selv om de pseudonymiseres, ikke desto mindre kan identificeres på grund af individuelle data, der allerede er offentliggjort, navnlig hvis der er tale om store institutter og medlemsstater, der kun har få institutter.

216    På baggrund af det ovenstående skal det fjerde anbringendes andet led forkastes som ugrundet.

d)      Det tredje led om utilstrækkelig begrundelse for så vidt angår oprettelsen af intervaller

217    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke forklarer, hvorfor antallet af institutter i hvert interval og det samlede antal intervaller er forskelligt alt efter risikoindikator.

218    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

219    For så vidt angår antallet af intervaller inden for hver risikoindikator beregner Afviklingsinstansen dette antal efter de regler, der er fastsat i afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63, hvortil Afviklingsinstansen henviste i 85., 117. og 138. betragtning til den anfægtede afgørelse, og nærmere bestemt efter den formel, der er fastsat i punkt 2 i afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til den delegerede forordning. Ifølge denne formel beregnes »antallet af intervaller« () for hver på rådata baseret indikator – undtagen indikatoren »omfanget af tidligere ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige« – bl.a. på grundlag af »antallet af institutter, som bidrager til den afviklingsfinansieringsordning, for hvilken indikatoren beregnes« (N) og værdierne for de pågældende på rådata baserede indikatorer (). Antallet af intervaller kan således variere i forhold til de inputdata, der indsættes i denne formel.

220    Under disse omstændigheder har sagsøgeren med urette gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke indeholdt forklaringer på, at det samlede antal intervaller var forskelligt fra den ene risikoindikator til den anden.

221    Ligeledes hvad angår den omstændighed, at der ikke var det samme antal institutter i intervallerne, gjorde Afviklingsinstansen i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse tilstrækkeligt rede for grundene til denne fordeling, idet den anførte, at fordelingen havde til formål at undgå, at institutter med samme værdi for en på rådata baseret risikoindikator blev henført til forskellige intervaller, således at institutter med samme værdi for en sådan indikator blev henført til det samme interval, hvilket kunne medføre, at der blev henført et forskelligt antal institutter til hvert interval.

222    På baggrund af det ovenstående skal det fjerde anbringendes tredje led forkastes som ugrundet, og dermed skal det fjerde anbringende forkastes i sin helhed.

3.      Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af »almindelige proceduremæssige krav«, der følger af chartrets artikel 41, artikel 298 TEUF, almindelige retsgrundsætninger og Afviklingsinstansens forretningsorden

223    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter »almindelige proceduremæssige krav«, der følger af chartrets artikel 41, artikel 298 TEUF, almindelige retsgrundsætninger og Afviklingsinstansens forretningsorden. Det er navnlig ikke blevet godtgjort, at denne afgørelse overholdt »minimumsvarigheden af den skriftlige procedure«, hvilket sagsøgeren ikke har mulighed for at efterprøve. Sagsøgeren kan heller ikke efterprøve, om andre procedureregler er blevet overholdt. Retten bør derfor foretage en ex officio-efterprøvelse.

224    Afviklingsinstansen har gjort gældende, at dette argument må forkastes som rene spekulationer.

225    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af procesreglementets artikel 76, litra d), at stævningen skal indeholde søgsmålets genstand og en kort fremstilling af anbringenderne, og at denne angivelse skal være så klar og præcis, at det er muligt for sagsøgte at tilrettelægge sit forsvar og for Retten i givet fald på det foreliggende grundlag at udøve sin prøvelsesret (dom af 7.3.2017, United Parcel Service mod Kommissionen, T-194/13, EU:T:2017:144, præmis 191).

226    Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningen (jf. dom af 25.1.2018, BSCA mod Kommissionen, T-818/14, EU:T:2018:33, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis). Tilsvarende krav gælder, når et argument fremføres til støtte for et anbringende (jf. dom af 25.3.2015, Belgien mod Kommissionen, T-353/11, EU:T:2015:188, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis).

227    Navnlig opfylder den blotte påberåbelse af det EU-retlige princip, som hævdes at være tilsidesat, uden at anføre de faktiske og retlige omstændigheder, som denne påstand støttes på, ikke kravene i procesreglementets artikel 76, litra d) (jf. dom af 7.11.2019, ADDE mod Parlamentet, T-48/17, EU:T:2019:780, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

228    I den foreliggende sag skal det for det første bemærkes, at sagsøgeren blot har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesatte »almindelige proceduremæssige krav, således som de følger af chartrets artikel 41, artikel 298 [TEUF], almindelige retsgrundsætninger og Afviklingsinstansens forretningsorden«, idet det ikke er bevist, at denne afgørelse var i overensstemmelse med »minimumsvarigheden af den skriftlige procedure« og andre procedureregler, uden dog at fremføre en relevant argumentation i denne henseende.

229    Hvad for det andet angår sagsøgerens anmodning om, at Retten efterprøver ex officio, om disse principper er blevet tilsidesat, fremgår det af sagsøgerens svar af 31. januar 2023 på Rettens spørgsmål, at denne med sit sjette anbringende har anmodet Retten om at pålægge »fremlæggelse af dokumenter, der gør det muligt at efterprøve forskriftsmæssigheden af den procedure«, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Som det fremgår af præmis 228 ovenfor, har sagsøgeren imidlertid ikke præcist angivet de nøjagtige grunde til, at sådanne dokumenter bør fremlægges, hvorfor denne anmodning under alle omstændigheder ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 88, stk. 2.

230    Under disse omstændigheder skal det sjette anbringende afvises.

4.      Det første og det syvende anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a), på grund af manglende overholdelse af retten til at blive hørt

231    Inden for rammerne af det første og det syvende anbringende, som skal behandles samlet, har sagsøgeren gjort gældende, at den høringsprocedure, som Afviklingsinstansen gennemførte med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, som skulle erstatte de oprindelige afgørelser, ikke opfyldte kravene i forbindelse med retten til at blive hørt i henhold til chartrets artikel 41, stk. 1 og artikel 41, stk. 2, litra a).

232    Dette anbringende består af to led, for det første, at fristen for at fremsætte bemærkninger i forbindelse med denne høringsprocedure var for kort, og for det andet, at den anfægtede afgørelse var blevet endeligt fastlagt inden denne procedure.

a)      Det første led om, at fristen til at fremsætte bemærkninger under høringsproceduren var for kort

233    Sagsøgeren har gjort gældende, at den frist på ti arbejdsdage, som Afviklingsinstansen gav sagsøgeren til at fremsætte bemærkninger inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, henset til »procedurens kompleksitet« og omfanget af de dokumenter, som Afviklingsinstansen fremsendte, var for kort til, at sagsøgeren kunne foretage en fuldstændig gennemgang af de fremsendte dokumenter. Afviklingsinstansen fremsendte således ikke alene et udkast til den anfægtede afgørelse på 39 sider til sagsøgeren, men også »diverse bilag«, der indeholdt uforståelige beregningsdetaljer og tal.

234    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

235    Retten til at blive hørt, som er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

236    I den foreliggende sag sendte Bundesanstalt für Finanzdienstleistungsaufsicht (forbundsfinanstilsynet, Tyskland) forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse en meddelelse fra Afviklingsinstansen dateret den 2. marts 2022 til sagsøgeren, hvori Afviklingsinstansen meddelte, at den påtænkte at trække de oprindelige afgørelser tilbage og erstatte dem. Denne meddelelse indeholdt et udkast til Afviklingsinstansens nye afgørelse og bilag I og II hertil for bidragsperioden 2016. I meddelelsen opfordrede Afviklingsinstansen sagsøgeren til at fremsætte bemærkninger til de fremsendte dokumenter senest den 23. marts 2022.

237    Sagsøgeren fremsatte sine bemærkninger i en skrivelse af 23. marts 2022 til det tyske finanstilsyn.

238    Det er ubestridt, at sagsøgeren blev givet en frist på ti arbejdsdage til at fremsætte sine bemærkninger.

239    Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne frist var tilstrækkelig lang, skal der for det første henvises til den sammenhæng, hvori den anfægtede afgørelse indgår. Som anført ovenfor i præmis 170 og 171 erstattede den anfægtede afgørelse de oprindelige afgørelser med henblik på at afhjælpe den begrundelsesmangel, som Afviklingsinstansen havde konstateret, idet beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016 og dette bidrags størrelse var ens i den anden af de oprindelige afgørelser og i den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren havde således, siden de oprindelige afgørelser blev vedtaget, haft kendskab til mange af de elementer, der lå til grund for den anfægtede afgørelse, som f.eks. den omstændighed, at passiver i tilknytning til sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter var blevet udelukket fra beregningen af de passiver, der blev anvendt til at fastsætte dennes ex ante-bidrag, hvilket i øvrigt bekræftes af de anbringender, som sagsøgeren har fremsat i stævningen.

240    For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at den høringsprocedure, som Afviklingsinstansen gennemførte, var kompleks, men har ikke forklaret, hvori denne kompleksitet bestod. Sagsøgeren har navnlig ikke henvist til nogen konkret usikkerhed med hensyn til indholdet af de dokumenter, der blev fremsendt i forbindelse med denne procedure, eller til praktiske vanskeligheder, som forhindrede sagsøgeren i at fremsætte sine bemærkninger inden for den fastsatte frist.

241    For det tredje kan der ikke gives medhold i sagsøgerens argument vedrørende »omfanget af de dokumenter, som Afviklingsinstansen fremsendte«, til støtte for anbringendet om, at høringsfristen ikke var tilstrækkelig lang. Som sagsøgeren har præciseret i retsmødet, skal dennes henvisning til de »diverse bilag«, der blev fremsendt i forbindelse med høringsproceduren, nemlig forstås således, at den vedrører bilag I og II til udkastet til den anfægtede afgørelse. Bilag I omfattede imidlertid tre sider, hvoraf den ene side kun indeholdt en fortegnelse over data fremsendt af sagsøgeren. Desuden var bilag II ganske vist på 105 sider, men det indeholdt statistiske oplysninger vedrørende beregningen af ex ante-bidragene for hver deltagende medlemsstat i sammenfattet og samlet form. Det var således kun en begrænset del af dette bilag, der havde direkte relevans for sagsøgeren. Under disse omstændigheder er der intet, der tyder på, at omfanget af de dokumenter, som Afviklingsinstansen fremsendte, forhindrede sagsøgeren i inden for den fastsatte frist på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt vedrørende udkastet til den anfægtede afgørelse.

242    For det fjerde skal det tilføjes, at sagsøgerens argumentation i punkt 18-22 i anmodningen om tilpasning, hvorved denne har anfægtet hvert enkelt af de argumenter, som Afviklingsinstansen har påberåbt sig for at begrunde, at den frist, som den havde givet institutterne, ikke var tilstrækkelig lang, ikke indeholder nogen oplysninger, der kan underbygge sagsøgerens synspunkt, hvorefter høringsprocedurens kompleksitet og omfanget af de fremsendte dokumenter indebar, at fristen på ti dage var for kort.

243    Henset til det ovenstående er der intet, der giver anledning til at konkludere, at denne frist ikke gjorde det muligt for sagsøgeren på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt vedrørende udkastet til den anfægtede afgørelse.

244    Følgelig skal dette led forkastes som ugrundet.

b)      Det andet led om, at den anfægtede afgørelse var blevet endeligt fastlagt før høringsproceduren

245    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen anså høringsproceduren for blot at være en formalitet, eftersom den oprindeligt, inden denne procedure, meddelte, at den påtænkte at vedtage den anfægtede afgørelse i første kvartal af 2022, dvs. kun seks arbejdsdage efter udløbet af den frist, som sagsøgeren havde fået til at fremsætte bemærkninger. Sagsøgeren kunne således ikke forvente en seriøs undersøgelse af sine bemærkninger fra Afviklingsinstansens side. Det er i denne henseende uden betydning, at Afviklingsinstansen efterfølgende besluttede først at vedtage denne afgørelse mere end seks arbejdsdage efter udløbet af fristen.

246    I øvrigt fremgår det af Afviklingsinstansens udsagn i punkt 9 i bilag III til den anfægtede afgørelse om, at den ikke forventede, at behandlingen af argumenterne ville være en lang proces, at Afviklingsinstansen ikke havde til hensigt at revidere udkastet til den anfægtede afgørelse. I øvrigt giver bilag III til den anfægtede afgørelse indtryk af, at sagsøgerens bemærkninger kun blev behandlet delvist og blev forkastet på grundlag af »delvist usaglige betragtninger«.

247    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

248    I denne henseende kan de omstændigheder, som sagsøgeren har nævnt, såsom Afviklingsinstansens tidsplan for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og den efterfølgende ændring heraf, ikke godtgøre, at Afviklingsinstansen ikke havde til hensigt at give de bemærkninger, som sagsøgeren måtte fremsætte, den fornødne opmærksomhed. Sagsøgerens tilkendegivelser på baggrund af disse omstændigheder er således rene spekulationer.

249    Hvad angår sagsøgerens udsagn om, at dennes bemærkninger kun blev behandlet delvist og blev forkastet på grundlag af »delvist usaglige« betragtninger, har sagsøgeren i øvrigt ikke anført nogen specifikke bemærkninger, som Afviklingsinstansen ikke besvarede.

250    For så vidt som sagsøgeren er uenig i Afviklingsinstansens vurdering i den anfægtede afgørelse, kan en sådan uenighed i øvrigt ikke udgøre en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til at blive hørt, men henhører under undersøgelsen af, om en sådan vurdering er begrundet (jf. i denne retning dom af 25.3.2015, Slovenská pošta mod Kommissionen, T-556/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:189, præmis 89).

251    Endelig kan sagsøgeren ikke støtte sig på præmis 31 i dom af 10. juli 2001, Ismeri Europa mod Revisionsretten (C-315/99 P, EU:C:2001:391), hvori Domstolen fastslog, at en EU-institution naturligvis ville være mere åben over for kommentarer, før den tager endeligt stilling end efter offentliggørelsen af dens stillingtagen, da en accept af kritikken efter offentliggørelsen tvinger den til at ombestemme sig og udsende en berigtigelse. I den foreliggende sag var sagsøgeren således ikke blevet opfordret til at fremsætte bemærkninger til Afviklingsinstansens endelige stillingtagen, således at en ændring ville have krævet en berigtigelse, men til et udkast til afgørelse, inden der blev vedtaget en endelig afgørelse.

252    Dette led skal derfor forkastes som ugrundet, og dermed skal det første og det syvende anbringende forkastes i deres helhed.

5.      Det femte anbringende om den anfægtede afgørelses tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse

253    Sagsøgeren har gjort gældende, at den begrundelsesmangel, som der er redegjort for i det fjerde anbringende, gør det væsentligt vanskeligere for denne at udøve sin ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. Det er således praktisk umuligt for sagsøgeren at forstå begrundelsen for den anfægtede afgørelse og dermed at udarbejde anbringenderne til støtte for sagsøgerens søgsmål. Denne afgørelse tilsidesætter derfor chartrets artikel 47 og kontradiktionsprincippet.

254    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

255    I denne henseende fremgår det af retspraksis, at et klagepunkt vedrørende en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse ikke skal undersøges særskilt, når dette klagepunkt ikke støttes af særlige argumenter, men blot henviser til de argumenter, der er redegjort for i forbindelse med de øvrige klagepunkter (jf. i denne retning dom af 22.9.2015, First Islamic Investment Bank mod Rådet, T-161/13, EU:T:2015:667, præmis 68, og af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 101).

256    I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse gældende uden dog at underbygge den med specifikke argumenter ud over de argumenter, der er fremført i forbindelse med det fjerde anbringende.

257    Det femte anbringende skal derfor forkastes af de samme grunde som dem, der er anført ovenfor i præmis 175-222 i forbindelse med vurderingen af det fjerde anbringende.

6.      Det ottende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, henset til artikel 3, nr. 28), og artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63

258    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen ved ikke at udelukke passiver i tilknytning til sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter fra beregningen af dennes ex ante-bidrag fejlfortolkede delegeret forordning 2015/63, navnlig artikel 3, nr. 28), og artikel 5, stk. 1, litra f), heri.

259    Afviklingsinstansen har, støttet af Rådet og Kommissionen, bestridt denne argumentation. Afviklingsinstansen er endvidere af den opfattelse, at det ottende anbringende – af de samme grunde som dem, der er sammenfattet ovenfor i præmis 32 – kun kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er fremsat i stævningen.

260    I punkt 27 i bilag III til den anfægtede afgørelse fandt Afviklingsinstansen, at sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter »efter deres art ikke [kunne] anses for at blive udøvet på ikke-konkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje, uanset hvorledes de indtægter, som de skab[te] [blev investeret], og [at disse aktiviteters] størrelse [...] under alle omstændigheder ikke [svarede] til størrelsen af [sagsøgerens] støttelån«.

261    Uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om sagsøgerens betragtninger i anmodningen om tilpasning kan antages til realitetsbehandling, følger det i denne henseende af præmis 44-63 ovenfor, at Afviklingsinstansen i forbindelse med beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag for bidragsperioden 2016 med rette fandt, at sagsøgerens understøttende udviklingsaktiviteter ikke var omfattet af begrebet »støttelån« som defineret i artikel 3, nr. 28), i delegeret forordning 2015/63, og at sagsøgerens passiver i tilknytning til disse aktiviteter således ikke skulle udelukkes fra beregningen af dennes ex ante-bidrag i henhold til den delegerede forordnings artikel 5, stk. 1, litra f).

262    Det ottende anbringende skal følgelig forkastes som ugrundet.

7.      Det 11. anbringende om tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, idet den anfægtede afgørelse ikke er baseret på de retlige omstændigheder, der var gældende på tidspunktet for dens vedtagelse

263    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter det krav, der følger af almindelige retsgrundsætninger og af retspraksis, hvorefter en retsakt, der er vedtaget af en EU-institution, skal baseres på de retlige omstændigheder, der var i kraft på tidspunktet for dens vedtagelse. Afviklingsinstansen burde således i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse i 2022 have taget hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren efter vedtagelsen af direktiv 2019/878 ikke længere er et institut, der er omfattet af forordning nr. 806/2014, og således ikke længere har pligt til at betale ex ante-bidrag. Erstatningen af de oprindelige afgørelser vedrørende bidragsperioden 2016 med en ny afgørelse er således reelt blot en vedtagelse, i 2022, af en ny afgørelse.

264    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

265    I denne henseende fremgår det af retspraksis, at de materielle bestemmelser, som er i kraft på tidspunktet for de omhandlede faktiske omstændigheder, af hensyn til overholdelsen af principperne for den tidsmæssige anvendelse af retsregler, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal anvendes, selv om disse bestemmelser ikke længere er i kraft på det tidspunkt, hvor EU-institutionen, ‑organet, ‑kontoret eller ‑agenturet vedtager en retsakt (jf. i denne retning dom af 14.6.2016, Kommissionen mod McBride m.fl., C-361/14 P, EU:C:2016:434, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

266    De samme principper ligger til grund for bestemmelserne om betaling af ex ante-bidrag.

267    I det foreliggende tilfælde fastsætter den anfægtede afgørelse ex ante-bidragene for bidragsperioden 2016 på grundlag af det årlige målniveau, der er fastsat for denne periode.

268    Det er imidlertid ubestridt, at sagsøgeren i bidragsperioden 2016 var et institut som omhandlet i artikel 2 og artikel 3, stk. 1, nr. 13), i forordning nr. 806/2014, således at sagsøgeren var et institut, som havde pligt til at betale et ex ante-bidrag for denne periode i overensstemmelse med artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, sammenholdt med artikel 2, artikel 67, stk. 4, og artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014.

269    Under disse omstændigheder kan sagsøgerens forpligtelse til at betale ex ante-bidrag for 2016 ikke påvirkes af den senere vedtagelse af direktiv 2019/878, som blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 7. juni 2019 og trådte i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen med en gennemførelsesfrist, der principielt udløb senest den 28. december 2020. Dette direktiv indeholder således ingen bestemmelse om, at sagsøgeren er udelukket ex tunc fra det personelle anvendelsesområde for forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag. Afviklingsinstansen skulle derfor ikke tage hensyn til denne omstændighed i den anfægtede afgørelse med henblik på fastsættelsen af dette bidrag.

270    På baggrund af det ovenstående skal det 11. anbringende forkastes som ugrundet.

8.      Begrundelsen for fastlæggelsen af det årlige målniveau

271    Det bemærkes, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse udgør et anbringende, som Unionens retsinstanser kan – og skal – tage stilling til ex officio (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

272    I den foreliggende sag er der ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og i retsmødet blevet stillet spørgsmål til parterne om de eventuelle begrundelsesmangler, som den anfægtede afgørelse angiveligt er behæftet med for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau.

273    Det fremgår af parternes svar, at de er uenige om, hvorvidt den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet i denne henseende, idet det er sagsøgerens opfattelse, at dette ikke er tilfældet, mens Afviklingsinstansen er af den modsatte opfattelse.

274    Under disse omstændigheder – selv om sagsøgeren ikke har anfægtet begrundelsen for fastlæggelsen af det årlige målniveau i stævningen og i anmodningen om tilpasning – finder Retten, at det tilkommer den ex officio at undersøge, om Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse gav en tilstrækkelig begrundelse for fastlæggelsen af det årlige målniveau.

275    Det skal indledningsvis bemærkes, at de finansielle midler, der er til rådighed i Afviklingsfonden, i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 ved udgangen af den indledende periode skal nå det endelige målniveau, som svarer til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse i alle de deltagende medlemsstater.

276    I henhold til artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det ovenfor i præmis 275 nævnte endelige målniveau er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og til den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling.

277    Artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 præciserer, at de bidrag, som hvert år skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af det endelige målniveau.

278    Hvad angår metoden til beregning af ex ante-bidrag foreskriver artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen fastsætter beløbet på grundlag af det årlige målniveau under hensyn til det endelige målniveau og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område.

279    Ligeledes fremgår det af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, at Afviklingsinstansen beregner det enkelte instituts ex ante-bidrag på grundlag af det årlige målniveau, som bestemmes under hensyntagen til det endelige målniveau og i overensstemmelse med metoden i delegeret forordning 2015/63.

280    For at undersøge, om Afviklingsinstansen har overholdt sin begrundelsespligt med hensyn til fastlæggelsen af det årlige målniveau, skal det først og fremmest erindres, at selv om den institution, der har truffet en beslutning, ikke er forpligtet til i begrundelsen at angive alle relevante faktiske og retlige forhold, forholder det sig ikke desto mindre således, at der i begrundelsen mindst skal redegøres for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for beslutningen (jf. i denne retning dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis).

281    Endvidere skal Afviklingsinstansen, når den vedtager en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag, oplyse de berørte institutter om den metode, der er anvendt til beregning af disse bidrag (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

282    Det samme må gælde for metoden til fastlæggelse af det årlige målniveau, idet dette beløb er af væsentlig betydning for sammenhængen i en sådan afgørelse. Som det fremgår af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, består metoden til beregning af ex ante-bidrag nemlig i fordelingen af det nævnte beløb mellem alle de berørte institutter således, at en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af dette beløb medfører en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af ex ante-bidraget for hvert af disse institutter.

283    Det fremgår af det ovenstående, at de institutter, der skal betale ex ante-bidrag, ved læsningen af den anfægtede afgørelse i det mindste skal kunne forstå hovedtrinene i metoden til beregning af beløbet for det årlige målniveau for den pågældende bidragsperiode.

284    I den foreliggende sag fastsatte Afviklingsinstansen, som det fremgår af 80. betragtning til den anfægtede afgørelse, beløbet for det årlige målniveau til 7 007 654 704 EUR.

285    I 60. betragtning til den anfægtede afgørelse gjorde Afviklingsinstansen opmærksom på, at den bl.a. havde fastsat dette målniveau under hensyntagen til den forventede størrelse af det endelige målniveau, som skulle nås ved udgangen af den indledende periode, samt til de finansielle midler, der allerede var til rådighed i Afviklingsfonden.

286    I 62.-79. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjorde Afviklingsinstansen for den fremgangsmåde, der blev fulgt ved fastlæggelsen af det årlige målniveau.

287    I 62. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Afviklingsinstansen, at fastsættelsen af det årlige målniveau til en ottendedel af 1% af dækkede indskud i det foregående år ikke ville være tilstrækkelig til at nå det endelige målniveau, hvis der kunne forventes en vækst i dækkede indskud i fremtiden.

288    I 63.-66. betragtning til den anfægtede afgørelse præciserede Afviklingsinstansen, at den for at tage hensyn til den forventede udvikling i dækkede indskud i den indledende periode – i mangel af pålidelige oplysninger om udviklingen i institutternes dækkede indskud – havde analyseret vækstraterne for husholdningers og ikke-finansielle erhvervsdrivende selskabers indskud på grundlag af de data, der var offentliggjort af Den Europæiske Centralbank (ECB). Den anførte, at en årlig vækstrate for dækkede indskud på ca. 3% var det mest realistiske scenario på grundlag af denne analyse.

289    Desuden foretog Afviklingsinstansen i 67.-77. betragtning til den anfægtede afgørelse en vurdering af konjunkturudviklingen og af den potentielle procykliske indvirkning, som ex ante-bidragene kunne have på institutternes finansielle situation. I sidstnævnte henseende anførte den bl.a., at den havde taget hensyn til den omstændighed, at ex ante-bidragene for 2016 ville være væsentligt højere end de bidrag, som de nationale afviklingsmyndigheder havde opkrævet for 2015 på grundlag af direktiv 2014/59.

290    Efter denne vurdering konkluderede Afviklingsinstansen i 78. betragtning til den anfægtede afgørelse, at det i betragtning af den ugunstige udvikling i banksektoren og den usikkerhed, der kendetegnede verdensøkonomien i 2016, var hensigtsmæssigt – for ikke at forværre de procykliske virkninger af ex ante-bidragene for banksektorens solvens – at anvende en lavere vækstrate end den, der var forventet på grundlag af vækstraten for husholdningers og ikke-finansielle erhvervsdrivende selskabers indskud, dvs. en vækstrate på under 3%.

291    På baggrund af disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen i 80. betragtning til den anfægtede afgørelse en koefficient, som den anvendte til at fastlægge det årlige målniveau (herefter »koefficienten«), og fastsatte dens værdi til 1,05%. Dernæst beregnede den beløbet for det årlige målniveau ved at multiplicere beløbet for dækkede indskud for alle institutter i 2015 med denne koefficient og dividere det herved fremkomne resultat med otte efter følgende matematiske formel:

målværdi0 [beløbet for det årlige målniveau] = 5 339 158 631 522 [samlede dækkede indskud2015] * 0,0105 * ⅛ = 7 007 654 704 EUR.

292    Hvad angår denne begrundelses tilstrækkelighed bemærkes for det første, at bidragsperioden 2016 svarer til det første år af den indledende periode på otte år. Selv om det fremgår af 60. betragtning til den anfægtede afgørelse, at det årlige målniveau skulle fastsættes under hensyntagen til de finansielle midler, der allerede var til rådighed i Afviklingsfonden, kunne institutterne således vide, at dette element ikke havde nogen indvirkning på beregningen af det årlige målniveau for bidragsperioden 2016.

293    Desuden fremgår det bl.a. af 60. og 80. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen ved fastlæggelsen af det årlige målniveau fulgte to hovedtrin. Først fastsatte den det forventede beløb for det endelige målniveau, og derefter dividerede den dette beløb med otte for at tage hensyn til den omstændighed, at den indledende periode omfattede otte bidragsår (jf. præmis 285-291 ovenfor).

294    Der er derimod intet, der tyder på, at beregningen af det årlige målniveau for bidragsperioden 2016 blev foretaget efter en anden matematisk formel end den, der fremgår af 80. betragtning til den anfægtede afgørelse, eller at den omfattede andre yderligere trin, som der ikke blev redegjort for i den anfægtede afgørelse.

295    Under disse omstændigheder kan det ikke lægges til grund, at Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse undlod at redegøre for hovedtrinene i metoden til beregning af beløbet for det årlige målniveau for bidragsperioden 2016.

296    Hvad for det andet angår det forventede beløb for det endelige målniveau skal det bemærkes, hvilket sagsøgeren selv har medgivet, og Afviklingsinstansen har bekræftet i retsmødet, at dette beløb kan udledes af den matematiske formel i 80. betragtning til den anfægtede afgørelse. Mere konkret kan det forventede målniveau bestemmes ved at multiplicere de to første elementer i denne formel, dvs. beløbet for institutternes dækkede indskud i 2015 (5 339 158 631 522 EUR) og koefficienten (0,0105), dvs. ca. 56 mia. EUR.

297    Hvad for det tredje angår Afviklingsinstansens fremgangsmåde ved fastlæggelsen af det forventede beløb for det endelige målniveau fremgår det af 59. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen baserede sin analyse på den omstændighed, at dette beløb i henhold til artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 ved udgangen af den indledende periode skulle svare til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse i alle de deltagende medlemsstater.

298    I denne henseende fremgår det af 62. og 63. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen tog hensyn til den forventede udvikling i dækkede indskud – fra disse indskuds størrelse i 2015 indtil udgangen af den indledende periode, dvs. indtil udgangen af 2023 – i alle de institutter, der er meddelt tilladelse i alle de deltagende medlemsstater.

299    Desuden fremgår det bl.a. af 66. og 78. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen i første omgang fastsatte en årlig vækstrate for de nævnte dækkede indskud på 3% for perioden 2015-2023, men at den dernæst nedsatte denne procentdel for at tage hensyn til analysen af konjunkturudviklingen og den potentielle procykliske indvirkning, som ex ante-bidragene kunne have på institutternes finansielle situation (jf. præmis 289 og 290 ovenfor).

300    Det fremgår således af den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen anvendte en årlig vækstrate for dækkede indskud på under 3% for perioden 2015-2023 med henblik på at fastlægge det endelige målniveau.

301    Endelig skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen – som det fremgår af 64. og 79. betragtning til den anfægtede afgørelse – på tidspunktet for fastlæggelsen af det årlige målniveau for bidragsperioden 2016 ikke rådede over pålidelige data om den sandsynlige udvikling i institutternes dækkede indskud i perioden 2015-2023, da der først var blevet indført en ny definition af dækkede indskud et år tidligere ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT 2014, L 173, s. 149). I mangel af sådanne data måtte Afviklingsinstansen vurdere den forventede udvikling i disse indskud på grundlag af vækstraterne for husholdningers og ikke-finansielle erhvervsdrivende selskabers indskud, således som det fremgår af 64. betragtning til den anfægtede afgørelse.

302    Under disse særlige omstændigheder, og i øvrigt henset til den omstændighed, at den anfægtede afgørelse vedrørte den første bidragsperiode efter vedtagelsen af forordning nr. 806/2014, kunne institutterne som velunderrettede erhvervsdrivende med rimelighed forvente, at Afviklingsinstansen ved fastlæggelsen af det årlige målniveau for denne periode ligeledes ville tage hensyn til det forventede endelige målniveau, således som det fremgik af begrundelsen til Kommissionens forslag COM(2013) 520 final af 10. juli 2013, som førte til vedtagelsen af denne forordning, hvori Kommissionen skønnede, at det endelige målniveau ville svare til 55 mia. EUR.

303    I lyset af det ovenstående var institutterne i stand til at forstå den hovedfremgangsmåde, som Afviklingsinstansen ville følge ved fastlæggelsen af det endelige målniveau med henblik på at fastlægge det årlige målniveau for bidragsperioden 2016.

304    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens argumenter.

305    For det første har sagsøgeren kritiseret den omstændighed, at den anfægtede afgørelse hverken angiver det beløb for dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, som forventes ved udgangen af den indledende periode, eller det forventede beløb for det endelige målniveau.

306    Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, som anført i præmis 296 ovenfor, at det forventede beløb for det endelige målniveau kan udledes af den matematiske formel, der fremgår af 80. betragtning til den anfægtede afgørelse.

307    Hvad i øvrigt angår det forventede beløb for dækkede indskud ved udgangen af den oprindelige periode udgør dette beløb ikke en oplysning af væsentlig betydning i opbygningen af den anfægtede afgørelse, uden hvilken sagsøgeren ikke kunne forstå hovedtrinene i den af Afviklingsinstansen fulgte metode, som er beskrevet ovenfor i præmis 293.

308    For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder taloplysninger, der gør det muligt at forstå grundene til, at Afviklingsinstansen fastsatte koefficienten til nøjagtigt 1,05%. Endvidere er de taloplysninger, der indgår i den anfægtede afgørelse, selvmodsigende. Den omstændighed, at Afviklingsinstansen anvendte en koefficient på 1,05%, betyder således, at det årlige målniveau er fastlagt på grundlag af en kumuleret vækst i de dækkede indskud på 5% i løbet af den indledende periodes otte år, selv om det i den anfægtede afgørelse præciseres, at koefficienten er fastsat på grundlag af en »årlig« vækstrate for dækkede indskud på ca. 3%. Den sidstnævnte vækstrate fører til en kumuleret vækst i dækkede indskud, der ligger langt over 5% ved udgangen af den indledende periode. Det var i øvrigt ikke præciseret, om henvisningen til en »konservativ tilgang« i 79. betragtning til den anfægtede afgørelse betyder, at det årlige målniveau skulle fastsættes på et højt niveau af sikkerhedshensyn, eller om det snarere betyder, at Afviklingsinstansen baserede sig på en lav vækst i dækkede indskud.

309    Denne argumentation hviler dels på en urigtig antagelse om, at Afviklingsinstansen ved fastlæggelsen af det endelige målniveau anvendte en årlig vækstrate for dækkede indskud »på ca. 3%«. Som allerede anført i præmis 300 ovenfor fremgår det således af den anfægtede afgørelse, navnlig af 78. betragtning hertil, at Afviklingsinstansen fandt det hensigtsmæssigt at »fastsætte det årlige målniveau for 2016 på grundlag af en forventet vækstrate for dækkede indskud, der var lavere end den, der blev identificeret på grundlag af den konstaterede vækstrate for husholdningers og ikke-finansielle erhvervsdrivende selskabers indskud«, dvs. en rate på under 3%. Det kan således udledes af denne betragtning, at Afviklingsinstansen anvendte en rate på mellem 0% og 3%. Endvidere fremhævede Afviklingsinstansen, at den havde fulgt en »konservativ tilgang«, og anførte i det væsentlige, at den af de i den anfægtede afgørelse anførte grunde havde fundet det hensigtsmæssigt at anvende en årlig vækstrate, der befandt sig i den nederste del af dette interval.

310    I denne forbindelse har Afviklingsinstansen i retsmødet præciseret, uden at dette er bestridt af sagsøgeren, at beløbet for det endelige målniveau på 56 mia. EUR, som er fastsat i den anfægtede afgørelse, svarer til en årlig vækstrate for dækkede indskud på ca. 0,6%. Denne årlige vækstrate anvendt på beløbet på 5 339 158 631 522 EUR svarer efter otte år til en kumuleret rate på 4,92% og er derfor – i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende – ikke uforenelig med en kumuleret vækstrate ved udgangen den nævnte periode på otte år på ca. 5%, som afspejlet i koefficienten på 1,05%.

311    På dette punkt er den anfægtede afgørelse således ikke behæftet med manglende sammenhæng.

312    Dels – hvad angår sagsøgerens kritik om, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder taloplysninger, der gør det muligt at forstå grundene til, at Afviklingsinstansen fastsatte koefficienten til nøjagtigt 1,05% – skal det for det første bemærkes, at det af angivelserne i den anfægtede afgørelse og af de ovenfor i præmis 309 og 310 nævnte angivelser kunne udledes, at denne koefficient svarer til en kumuleret vækstrate for de forventede dækkede indskud ved udgangen af den indledende periode på otte år på ca. 5%, hvilket i det foreliggende tilfælde medfører en årlig vækstrate på ca. 0,6%. Den sidstnævnte sats ligger således i den nederste del af det af Afviklingsinstansen anvendte interval mellem 0% og 3%, hvilket er i overensstemmelse med dens konservative tilgang, der er begrundet i vurderingen af konjunkturudviklingen og den potentielle procykliske indvirkning, som ex ante-bidragene kan have på institutternes finansielle situation. En velunderrettet erhvervsdrivende som sagsøgeren var således i stand til at forstå forholdet mellem disse elementer. For det andet gjorde koefficienten på 1,05% det muligt for Afviklingsinstansen under de ovenfor i præmis 302 nævnte særlige omstændigheder i den foreliggende sag at tilnærme det endelige målniveau til dette forventede beløb, således som det fremgik af forarbejderne til forordning nr. 806/2014. Hvad for det tredje angår fastsættelsen af en koefficient, der i det væsentlige skal afspejle en økonomisk prognose baseret på adskillige faktorer, som udvikler sig, er usikre eller variable, ville det være uforholdsmæssigt at kræve en særlig begrundelse for de enkelte afgørelser af teknisk art eller de talmæssige oplysninger, der danner grundlag for ræsonnementet, da ræsonnementet klart fremgår af den anfægtede afgørelse, således at det efterfølgende er muligt at bestride rigtigheden af afgørelsen for den kompetente domstol (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).

313    Henset til det ovenstående skal det konkluderes, at den anfægtede afgørelse i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke er behæftet med en begrundelsesmangel for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau for bidragsperioden 2016.

C.      Konklusion

314    Da ingen af sagsøgerens anbringender er begrundede, skal Afviklingsinstansen frifindes i det hele.

V.      Sagsomkostninger

315    Ifølge procesreglementets artikel 133 træffes der afgørelse om sagsomkostninger ved den dom, hvormed sagens behandling ved Retten afsluttes. I henhold til procesreglementets artikel 219, der finder anvendelse på denne sag efter hjemvisningen, tilkommer det Retten at træffe afgørelse om sagsomkostningerne dels for så vidt angår sagens behandling ved Retten, dels for så vidt angår appelsagens behandling ved Domstolen.

316    Det fremgår desuden af procesreglementets artikel 134, stk. 1, at det pålægges den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

317    I den foreliggende sag ophævede Domstolen i appeldommen den oprindelige dom og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne. Der skal derfor i denne dom træffes afgørelse om sagsomkostningerne i forbindelse med den oprindelige sag for Retten, appelsagen for Domstolen og denne sag efter hjemvisningen.

318    Da Afviklingsinstansen har tabt appelsagen for Domstolen, bør denne pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt i forbindelse med denne sag.

319    Da sagsøgeren har tabt sagen i forbindelse med hjemvisningen til Retten på grundlag af de argumenter, som sagsøgeren havde fremført i forbindelse med sagen for Retten forud for appellen, bør denne pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, som Afviklingsinstansen har afholdt i forbindelse med disse to sager.

320    Endelig, i overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer Rådet og Kommissionen hver deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):

1)      Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) frifindes.

2)      Afviklingsinstansen bærer sine egne omkostninger og betaler de af NRW.Bank afholdte omkostninger i forbindelse med appelsagen ved Domstolen i sag C-662/19 P.

3)      NRW.Bank bærer sine egne omkostninger og betaler de af Afviklingsinstansen afholdte omkostninger i forbindelse med hjemvisningen til Retten i sag T-466/16 RENV, herunder omkostningerne i forbindelse med den første sag for Retten i sag T-466/16.

4)      Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

Kornezov De Baere Petrlík

Kecsmár Kingston

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. februar 2024.

T. Henze, assisterende justitssekretær      

Justitssekretær Afdelingsformand

Indhold

I. Tvistens baggrund og de faktiske omstændigheder efter søgsmålets anlæggelse

II. Den anfægtede afgørelse

III. Parternes påstande

IV. Retlige bemærkninger

A. Ulovlighedsindsigelserne vedrørende artikel 5, stk. 1, litra f), og artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i samt afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I til delegeret forordning 2015/63

1. Det niende anbringende om ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63

a) Indledende bemærkninger

b) Rækkevidden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63

c) Lovligheden af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63

1) Det første led om tilsidesættelse af forarbejderne til direktiv 2014/59

2) Det andet led om tilsidesættelse af formålet om at aflaste de offentlige budgetter

3) Det tredje led om tilsidesættelse af princippet om tilpasning af ex ante-bidragene til risikoprofilen og af ligebehandlingsprincippet

2. Det tiende anbringende om ulovlighedsindsigelserne mod artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra b), i og afsnittet med overskriften »Trin 2« i bilag I, til delegeret forordning 2015/63

B. Anbringenderne om den anfægtede afgørelses lovlighed

1. Det andet og det tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesatte chartrets artikel 41 og begrundelsespligten på grund af manglende hjemmel for erstatningen med tilbagevirkende kraft af de oprindelige afgørelser

2. Det fjerde anbringende om en utilstrækkelig begrundelse for den anfægtede afgørelse for så vidt angår beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag

a) Indledende bemærkninger

b) Det første led om manglende individuel begrundelse for den anfægtede afgørelse

c) Det andet led om den manglende meddelelse af de øvrige institutters individuelle data

d) Det tredje led om utilstrækkelig begrundelse for så vidt angår oprettelsen af intervaller

3. Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af »almindelige proceduremæssige krav«, der følger af chartrets artikel 41, artikel 298 TEUF, almindelige retsgrundsætninger og Afviklingsinstansens forretningsorden

4. Det første og det syvende anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a), på grund af manglende overholdelse af retten til at blive hørt

a) Det første led om, at fristen til at fremsætte bemærkninger under høringsproceduren var for kort

b) Det andet led om, at den anfægtede afgørelse var blevet endeligt fastlagt før høringsproceduren

5. Det femte anbringende om den anfægtede afgørelses tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse

6. Det ottende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, henset til artikel 3, nr. 28), og artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning 2015/63

7. Det 11. anbringende om tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, idet den anfægtede afgørelse ikke er baseret på de retlige omstændigheder, der var gældende på tidspunktet for dens vedtagelse

8. Begrundelsen for fastlæggelsen af det årlige målniveau

C. Konklusion

V. Sagsomkostninger

*      Processprog: tysk.