Language of document :

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 11. april 2013 - Land Berlin mod Ellen Mirjam Sapir, Michael J Busse, Mirjam M Birgansky, Gideon Rumney, Benjamin Ben-Zadok og Hedda Brown (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof - Tyskland)

(Sag C-645/11) 

(Forordning (EF) nr. 44/2001 - artikel 1, stk. 1, og artikel 6, nr. 1) - begrebet "det civil- og handelsretlige område" - uretmæssig udbetaling foretaget af en statslig myndighed - påstand om tilbagebetaling af denne udbetaling under en retssag - bestemmelse af værneting ved konneksitet - snæver forbindelse mellem krav - sagsøgt med bopæl i et tredjeland)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Land Berlin

Sagsøgte: Ellen Mirjam Sapir, Michael J Busse, Mirjam M Birgansky, Gideon Rumney, Benjamin Ben-Zadok og Hedda Brown

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - Bundesgerichtshof - fortolkning af artikel 1, stk. 1, og artikel 6, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1) - begrebet "civil- og handelsretlige område" - spørgsmålet om en sag om tilbagesøgning er omfattet heraf, når den vedrører et offentligt organs uretmæssige udbetaling inden for rammerne af en administrativ procedure angående erstatning for et tab forårsaget af det nazistiske regime

Konklusion

Artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at begrebet "det civil- og handelsretlige område" omfatter et sagsanlæg om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb i det tilfælde, hvor et offentligt organ af en myndighed, der er oprettet ved en lov, som skal sikre erstatning for de af et totalitært regime udøvede forfølgelser, er blevet pålagt at udbetale en del af provenuet fra en aftale om grundsalg som erstatning til en skadelidt, men i stedet ved en fejltagelse har overført hele købesummen til denne og derefter anlægger sag med påstand om tilbagebetaling af det uretmæssigt udbetalte beløb.

Artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at der består en snæver forbindelse, som omhandlet i denne bestemmelse, mellem de krav, der fremsættes over for flere sagsøgte, som har bopæl på andre medlemsstaters område, i det tilfælde, hvor disse sidstnævnte under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, fremsætter yderligere krav på skadesløsholdelse, hvorom det er nødvendigt at træffe samlet afgørelse.

Artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den ikke kan finde anvendelse på sagsøgte, som ikke har bopæl på en medlemsstats område, når disse indstævnes inden for rammerne af et sagsanlæg mod flere sagsøgte, iblandt hvilke der også er personer, der har bopæl i Den Europæiske Union.

____________

1 - EUT C 80 af 17.3.2012.