Language of document :

Sag anlagt den 5. juni 2007 - Lafarge Cement mod Kommissionen

(Sag T-195/07)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Lafarge Cement SA (ved radca prawny P.K. Rosiak og adwokat F. Puel)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 26. marts 2007 om den nationale plan for tildeling af drivhusgasemissionskvoter, som Polen har fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 1295 af 26. marts 2007 om den nationale plan for tildeling af drivhusgasemissionskvoter, som Polen har fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF 1, hvorved Kommissionen besluttede, at visse aspekter i den polske Nationale Plan for Tildeling af Drivhusgasemissionskvoter for 2008-2012, som blev meddelt Kommissionen den 30. juni 2006, var uforenelig med artikel 9, stk. 1, artikel 9, stk. 3, artikel 10, artikel 13, stk. 2, og kriterierne i bilag III til direktiv 2003/87/EF. I den anfægtede beslutning reduceres 26,7% af den grænse for kuldioxidemissioner for 2008-2012, den grænse, som Polen har foreslået i den til Kommissionen meddelte nationale plan for tildeling af drivhusgasemissionskvoter.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning blev truffet efter udløbet af den i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF fastsatte frist. Ifølge sagsøgeren var Kommissionen heller ikke berettiget til at træffe den anfægtede beslutning den 26. marts 2007 eller tilsidesatte i det mindste væsentlige formforskrifter.

Sagsøgeren har for det andet foreholdt Kommissionen, at den anfægtede beslutning tilsidesætter kriterium 1 og 2 i bilag III til direktiv 2003/87/EF, idet den af Polen udarbejdede tildeling af emissionskvoter ugrundet nedsættes til et niveau, som er betydeligt lavere end det oprindeligt meddelte, som var i overensstemmelse med de forpligtelser, Polen havde påtaget sig p grundlag af Kyoto-protokollen.

Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at da Kommissionen traf den anfægtede beslutning, tilsidesatte den artikel 9, stk. 3, sammenholdt med artikel 11, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF samt princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om loyalt samarbejde, idet den i stedet for at gøre brug af de begrænsede kompetencer i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2000/87/EF og uden at tage hensyn til metoden i NPTE II anvendte sin egen metode til fastsættelse af den maksimale gennemsnitlige årlige mængde emissionskvoter, der er indrømmet Polen, påtvang Polen denne, hvorved den uberettiget tiltog sig beføjelser, som direktivet tillægger medlemsstaterne. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen tilsidesat princippet om loyalt samarbejde mellem Fællesskabets institutioner og medlemsstaternes organer, idet den ikke inden vedtagelsen af den anfægtede beslutning hørte Polen om anvendelsen af Kommissionens egen økonomiske model, hvorved Polen og de berørte erhvervsdrivende blev berøvet muligheden for at fremsætte bemærkninger til dens egnethed og eventuelt anfægte de oplysninger og principper, der ligger til grund for Kommissionens beslutninger.

For det fjerde har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat kriterium 3 i bilag III til direktiv 2003/87/EF, idet den i den anfægtede beslutning har anvendt forældede oplysninger vedrørende den forventede stigning i BNP, har benyttet alt for generelle oplysninger til at beregne indekset for udledning af CO2 og har foretaget en vilkårlig nedsættelse af det årlige niveau for udledning af CO2 med yderligere 2,5%.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning ikke er tilstrækkelig begrundet og derfor tilsidesætter artikel 253 EF.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF.