RETTENS DOM (Appelafdelingen)
16. september 2009
Sag T-271/08 P
Stanislava Boudova m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – personalesag – tjenestemænd – tidligere hjælpeansatte – udnævnelse – indplacering i lønklasse – meddelelse om udvælgelsesprøve offentliggjort før den nye vedtægts ikrafttræden – en anden institutions omplacering af sine tjenestemænd – afslag på omplacering – ligebehandlingsprincippet – annullationssøgsmål – retsakt, der ikke kan anfægtes – bekræftende retsakt – ingen væsentlige nye faktiske omstændigheder – ingen undskyldelig fejl – afvisning«
Angående: Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 21. april 2008, Boudova m.fl. mod Kommissionen (sag F-78/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Appellen forkastes. Stanislava Boudova, Iveta Adovica, Juraj Kuba, Heinrihs Puciriuss, Agnieszka Strzelecka, Izabela Szyprowska, Timea Tibai og Birute Vaituleviciene bærer deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger i appelsagen.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – præklusion – genåbning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – ligebehandling – foranstaltninger vedtaget af en institution til fordel for en bestemt persongruppe, uden at der forelå en retlig forpligtelse hertil
3. Appel – anbringender – formaliteten – retsspørgsmål
1. En beslutning, der ikke er blevet anfægtet af adressaten inden for den fastsatte frist, bliver endelig i forhold til denne. Imidlertid kan nye væsentlige omstændigheder berettige en ansøgning om en fornyet vurdering af en tidligere beslutning, der er blevet endelig.
En tjenestemand, der har undladt inden for vedtægtens frister at anfægte sin oprindelige indplacering i lønklasse, kan ikke gyldigt fremsætte en anmodning om omplacering alene med den begrundelse, at han først kendte det præcise omfang af sine rettigheder fra det tidspunkt, hvor Fællesskabets retsinstanser traf deres afgørelse i en sag, hvor denne tjenestemand ikke var part, og som annullerede en retsakt, som ikke berørte ham direkte.
En tjenestemand, der ikke inden for vedtægtens frister har anfægtet afgørelsen om sin oprindelige indplacering i lønklasse, kan så meget desto mere ikke som begrundelse for at indgive en ansøgning om en fornyet vurdering af hans indplacering som ny og væsentlig omstændighed gøre gældende, at han først kan kende det præcise omfang af sine rettigheder, efter at en anden institution end den, hvori han er ansat, har truffet en afgørelse, som ikke berører ham direkte.
(jf. præmis 38, 47 og 48)
Henvisning til: Domstolen, 21. februar 1974, forenede sager 15/73-33/73, 52/73, 53/73, 57/73-109/73, 116/73, 117/73, 123/73, 132/73 og 135/73-137/73, Kortner m.fl. mod Rådet m.fl., Sml. s. 177, præmis 36-40, Domstolen, 26. september 1985, sag 231/84, Valentini mod Kommissionen, Sml. s. 327, præmis 14, Domstolen, 8. marts 1988, sag 125/87, Brown mod Domstolen, Sml. s. 1619, præmis 13; Retten, 24. marts 1998, sag T-232/97, Becret-Danieau m.fl. mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 157, og II, s. 495, præmis 43 og 44, Retten, 24. marts 1998, sag T-181/97, Meyer m.fl. mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 151, og II, s. 481, præmis 36 og 37, Retten, 7. februar 2001, sag T-186/98, Inpesca mod Kommissionen, Sml. II, s. 557, præmis 40 og 47 og den deri nævnte retspraksis, Retten, 13. december 2002, sag T-112/02, Van Dyck mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 317, og II, s. 1527, præmis 63.
2. Hvis en institution ved overholdelse af ligebehandlingsprincippet beslutter at foretage en fornyet vurdering af indplaceringen i den oprindelige lønklasse, der er blevet endelig, af en gruppe af sine tjenestemænd, skal den, hvis der ikke foreligger en objektiv begrundelse for en eventuel forskelsbehandling, efter deres ansøgning foretage en fornyet vurdering af den oprindelige indplacering af sine andre tjenestemænd, der befinder sig i samme eller lignende situation. Formålet med denne forpligtelse er at sikre overholdelsen af ligebehandlingsprincippet mellem tjenestemænd i den samme institution, der befinder sig i den samme eller lignende situation med hensyn til foranstaltninger, der træffes på denne institutions eget initiativ, og som ikke er pålagt denne ved en vedtægtsmæssig forpligtelse.
Der følger heraf, at foranstaltninger, der er vedtaget af en institution i en situation, hvor der ikke foreligger en retlig forpligtelse, som følger af vedtægten, ikke kan påberåbes til støtte for et anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til en anden institution.
(jf. præmis 51-53)
Henvisning til: Domstolen, 18. januar 1990, forenede sager C-193/87 og C-194/87, Maurissen og Union syndicale mod Revisionsretten, Sml. I, s. 95, præmis 26 og 27, Domstolen, 11. januar 2001, sag C-389/98 P, Gevaert mod Kommissionen, Sml. I, s. 65, præmis 54-58; Retten, 28. oktober 2004, forenede sager T-219/92 og T-337/02, Lutz Herrera mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 319, og II, s. 1407, præmis 110.
3. Med hensyn til søgsmålsfrister omhandler udtrykket undskyldelig vildfarelse usædvanlige omstændigheder, hvorunder navnlig den pågældende institution har udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang har været egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en retsundergiven, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normalt påpasselig person. Spørgsmålet, om den adfærd, som den pågældende institution har udvist, var egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos den anden part i sagen, er et retsspørgsmål, der derfor kan rejses under en appel.
(jf. præmis 71 og 73)
Henvisning til: Domstolen, 15. maj 2003, sag C-193/01 P, Pitsiorlas mod Rådet og ECB, Sml. I, s. 4837, præmis 24-29; Retten, 10. juni 2008, sag T-127/07 P, Bligny mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42-48.