RETTENS DOM (Niende Udvidede Afdeling)
15. september 2021 (*)
»Statsstøtte – italienske motorveje – forlængelse af koncessioner med henblik på udførelse af bygge- anlægsarbejder – tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – loft over vejafgifter – afgørelse om ikke at gøre indsigelse – artikel 106, stk. 2, TEUF – søgsmål anlagt af konkurrenter til støttemodtageren – medlemsstatens opgivelse af den påtænkte tildeling af støtte – projekt, der ikke kan gennemføres i overensstemmelse med godkendelsen – annullation vil ikke give sagsøgerne nogen fordel – søgsmålsinteresse ophørt – ufornødent at træffe afgørelse«
I sag T-24/19,
INC SpA, Torino (Italien),
Consorzio Stabile Sis SCpA, Torino,
ved advokaterne H.-G. Kamann, F. Louis og G. Tzifa,
sagsøgere
mod
Europa-Kommissionen ved L. Haasbeek, D. Recchia og S. Noë, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 2435 final af 27. april 2018 om statsstøtte tildelt i henhold til investeringsplanen for de italienske motorveje (sagerne SA.49335 (2017/N) og SA.49336 (2017/N)),
har
RETTEN (Niende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M.J. Costeira, samt dommerne D. Gratsias (refererende dommer), M. Kancheva, B. Berke og T. Perišin,
justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. november 2020,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Ved to skrivelser af 13. oktober 2017 anmeldte de italienske myndigheder en række foranstaltninger vedrørende en investeringsplan angående de italienske motorveje til Europa-Kommissionen.
2 I øjeblikket drives ca. 5 800 km af de italienske motorveje af private erhvervsdrivende inden for rammerne af koncessioner. I henhold til kontrakterne herom skal koncessionshaverne udføre arbejder eller levere tjenesteydelser i forbindelse med motorvejsdriften. Koncessionshaverne bærer risikoen i forbindelse med anlæg og drift af motorvejene og skal opfylde en række forpligtelser, der er forbundet med betydningen af denne form for infrastruktur for offentligheden. Endvidere fastsætter den gældende lovgivning flere afgiftsordninger, der har til formål at sikre en økonomisk ligevægt mellem koncessionshavernes indtægter og udgifterne til de investeringer, som koncessionshavere foretager.
3 I denne sammenhæng udarbejdede Den Italienske Republik en plan, der i det væsentlige bestod i en forlængelse af varigheden af visse koncessioner med henblik på finansiering af yderligere investeringer. Den anmeldte version af planen, som efterfølgende blev ændret, vedrørte motorveje, der enten direkte eller indirekte blev forvaltet, navnlig gennem deltagelse i konsortier, af Autostrade per l’Italia SpA og Società Iniziative Autostradali e Servizi SpA.
Den anfægtede afgørelse
4 Ved Kommissionens afgørelse C(2018) 2435 final af 27. april 2018 om statsstøtte til investeringsplanen for italienske motorveje (sagerne SA.49335 (2017/N) og SA.49336 (2017/N)) (herefter »den anfægtede afgørelse«) fastslog Kommissionen, at visse foranstaltninger, der var truffet inden for rammerne af denne plan, udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, og at de var forenelige med det indre marked på grundlag af artikel 106, stk. 2, TEUF. Kommissionen besluttede således uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure ikke at gøre indsigelse mod disse foranstaltninger (den anfægtede afgørelses kapitel 5).
5 Navnlig vedrørte den plan, som de italienske myndigheder anmeldte til Kommissionen, 16 motorveje drevet af Autostrade per l’Italia, og 2 motorveje drevet af Società Iniziative autostradali e Servizi. Denne plan hviler i det væsentlige på to søjler. Den første vedrører gennemførelse af yderligere investeringer, som koncessionshaverne skal foretage. Den anden vedrører forlængelsen af visse koncessioner ledsaget af bestemmelser om at begrænse vejafgiftssatserne til acceptable niveauer og at undgå risikoen for overkompensation af koncessionshaverne (den anfægtede afgørelses punkt 12, 13-16, 18-21 og 34).
Motorveje drevet af Autostrade per l’Italia
6 Koncessionen på 16 motorveje på i alt 2 857,50 km, som blev drevet af Autostrade per l’Italia, udspringer af koncessioner, der i 1968 blev tildelt Autostrade-Concessioni e Costruzioni Autostrade SpA. Dette sidstnævnte selskab blev privatiseret i 1999, og i 2003 overførte virksomheden sine aktiviteter med motorvejskoncessioner til Autostrade per l’Italia. Den omtvistede koncession blev bl.a. ændret i 1997, og den sidste version blev underskrevet i form af en »samlet kontrakt« (Convenzione Unica) i 2007, som blev ændret i 2013 i henhold til en »tillægskontrakt« (Atto Aggiuntivo). I overensstemmelse med et tillæg, der blev underskrevet i 1997, blev den omtvistede koncession indgået for en periode på 40 år, der udløber den 31. december 2038 (den anfægtede afgørelses punkt 34, 35 og 136).
7 Den Italienske Republik har imidlertid anført, at Autostrade per l’Italia stadig skulle foretage investeringer i det motorvejsnet, som selskabet forvaltede. Som følge af de afgørelser, som de kompetente myndigheder traf vedrørende de omhandlede investeringers kendetegn, beløb de anslåede udgifter til investeringerne sig til ca. 8 mia. EUR. Af dette beløb var 4,908 mia. EUR afsat til anlægsarbejder, der betragtedes som »allerede planlagt« i koncessionskontrakten i den affattelse, der var gældende før den omtvistede ændring, herunder 4,32 mia. EUR til »Gronda di Genova« (omfartsvej i Genova). De resterende 3,03 mia. EUR var afsat til »ekstraarbejder«, dvs. arbejder, som ikke var fastsat i koncessionskontrakten i den affattelse, der var gældende før den omtvistede ændring. Ifølge den gældende koncessionskontrakt ville gennemførelsen af de omhandlede investeringer imidlertid indebære en kraftig forhøjelse af vejafgifterne for brugerne. På denne baggrund foreslog Den Italienske Republik for det første at forlænge koncessionens varighed, for det andet at fastsætte et loft for forhøjelsen af vejafgifterne og for det tredje at fastsætte en »overtagelsesgodtgørelse« (takeover value), som en eventuel ny koncessionshaver skulle betale til koncessionshaveren ved koncessionens udløb. Det fremgik således af denne plan, at koncessionens varighed skulle forlænges med fire år indtil den 31. december 2042, og at en overtagelsesgodtgørelse, der er begrænset til mellem 1,3 og 1,5 gange bruttodriftsoverskuddet, skulle udbetales til den nuværende koncessionshaver af enhver eventuel koncessionshaver, der efterfølger den nuværende efter denne dato (den anfægtede afgørelses punkt 36-43).
Motorveje drevet af Società Iniziative Autostradali e Servizi
8 De to motorveje, der blev drevet af Società Iniziative autostradali e Servizi, og som er genstand for den anfægtede afgørelse, er SATAP A4 Torino – Milano og A33 Asti – Cuneo. Koncessionen vedrørende anlæg og drift af motorvejen SATAP A4 Torino – Milano er fra 1989 og udløber den 31. december 2026 som følge af ændringer foretaget i 2007 og i 2013 i de retlige instrumenter, der regulerer koncessionen. Koncessionskontrakten vedrørende anlæg og drift af motorvej A33 Asti – Cuneo blev underskrevet den 1. august 2007 efter en tildelingsprocedure og bestemte, at koncessionen blev givet for en periode på 27,5 år, hvoraf 4 år skulle afsættes til udførelsen af bygge- og anlægsarbejderne, og de resterende 23,5 år, regnet fra arbejdernes fuldførelse, blev afsat til driften af koncessionen. I betragtning af sidstnævnte bestemmelse er det Kommissionens opfattelse, at denne koncession ophører i 2043 (den anfægtede afgørelses punkt 19 og 20).
9 De planlagte arbejder på motorvej A33 Asti – Cuneo blev imidlertid ikke færdiggjort i tide, og omkostningerne hertil var steget betydeligt af grunde, som ifølge Den Italienske Republik ikke kunne tilskrives Società Iniziative Autostradali e Servizi, der er koncessionshaver på denne motorvej. Anlæggelsen af kun 55 km motorvej i stedet for de 90, der oprindeligt var planlagt, begrænsede samtidig indtægterne fra vejafgifter til beskedne niveauer. Anlæggelse af de manglende motorvejsstrækninger ville således have medført, at vejafgifterne blev forøget til et uacceptabelt niveau. På denne baggrund foreslog Den Italienske Republik, at koncessionshaveren foretog de investeringer, der var nødvendige for at opnå en brugbar forbindelse mellem de forskellige færdiggjorte dele af motorvejen A33 Asti – Cuneo. Disse investeringer bestod i anlæg af ca. 13 km motorvej til en udgift på 350 mio. EUR i stedet for de resterende 35 km, der oprindeligt var planlagt, og som ville have kostet 589 mio. EUR. De omhandlede bygge- og anlægsarbejder ansås for allerede at være fastsat i den oprindelige koncessionskontrakt. Desuden skulle investeringer til en samlet værdi af 153 mio. EUR foretages på motorvej SATAP A4 Torino – Milano. Af dette sidstnævnte beløb ansås 109 mio. EUR for at vedrøre arbejder, der allerede var fastsat i den oprindelige koncessionskontrakt, og 44 mio. EUR ansås for at vedrøre ekstraarbejder. Alle disse arbejder skulle være afsluttet ved udgangen af 2022 (den anfægtede afgørelses punkt 21-23).
10 Hvad angår dækning af omkostningerne ved de omhandlede arbejder foreslog Den Italienske Republik en krydsfinansiering af arbejderne vedrørende motorvej A33 Asti – Cuneo med indtægterne fra motorvejen SATAP A4 Torino – Milano sammen med et loft over vejafgifterne på de to omhandlede motorveje. Ifølge Den Italienske Republik medførte dette loft imidlertid et indtægtstab for koncessionshaverne. På samme måde som Den Italienske Republik havde foreslået vedrørende motorveje, der blev drevet af Autostrade per l’Italia (jf. præmis 7 ovenfor), gav den udtryk for sin hensigt om for det første at ændre varigheden af disse to koncessioner og for det andet at fastsætte en overtagelsesgodtgørelse, der skulle betales af en eventuel ny koncessionshaver til den afgående koncessionshaver i tilfælde af manglende fornyelse efter udløb. Navnlig blev koncessionen på motorvejen SATAP A4 Torino – Milano forlænget med fire år indtil den 31. december 2030, mens koncessionen på motorvejen A33 Asti – Cuneo blev forkortet til ligeledes at udløbe den 31. december 2030 i stedet for 2043 (jf. præmis 8 ovenfor). Denne ordning gjorde det muligt på ny at konkurrenceudsætte koncessionen på de to motorveje i perioden fra den 1. januar 2031. Desuden blev overtagelsesgodtgørelsen, som en eventuel efterfølgende koncessionshaver efter den 1. januar 2031 skulle betale til den nuværende koncessionshaver, begrænset til 1,4 gange bruttodriftsoverskuddet (den anfægtede afgørelses punkt 25-31).
11 Alle de foranstaltninger vedrørende motorveje, der er genstand for den anfægtede afgørelse, var knyttet til en forpligtelse til at påbegynde visse af de planlagte arbejder inden den 1. januar 2020. Der er ligeledes fastsat andre forpligtelser vedrørende offentliggørelse af koncessionskontrakterne, den i princippet faste karakter af de budgetterede omkostninger ved arbejderne, overholdelse af Den Europæiske Unions regler om ændring af koncessionskontrakter i tilfælde af, at det er nødvendigt at udføre ekstraarbejder, iværksættelse af sanktioner i tilfælde af tilsidesættelse af koncessionshaverens forpligtelser, en forholdsmæssig reduktion af forlængelsen i tilfælde af manglende gennemførelse af arbejderne, fremlæggelse af årlige og femårige rapporter vedrørende udførelsen af arbejderne og overholdelsen af de fastsatte parametre, og endelig vedrørende revurdering af overtagelsesgodtgørelsen i tilfælde af, at trafikmængden bliver større end forudsat eller arbejderne ikke bliver udført (den anfægtede afgørelses punkt 23, 44 og 47-53).
Kommissionens vurdering
12 Ifølge Kommissionen kan tildelingen af rettigheder til udnyttelse af offentlig ejendom indebære et afkald på statsmidler og give de berettigede en fordel. I det foreliggende tilfælde bevirker forlængelsen af koncessionernes varighed med fire år, at koncessionshaverne indkasserer provenuet af vejafgifterne i denne periode, og medlemsstaten afskæres således fra mulighed for selv at indkassere disse midler. Et afkald på statsmidler til fordel for visse private erhvervsdrivende kan således konstateres (den anfægtede afgørelses punkt 61-63).
13 Hvad angår spørgsmålet, om der forelå en fordel, tog Kommissionen hensyn til de investerings- og driftsforpligtelser, der var pålagt koncessionshaverne, og konkluderede, at de anmeldte foranstaltninger skulle analyseres i lyset af de fire kumulative kriterier, som Domstolen opstillede i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), nemlig at der er tale om en forpligtelse til offentlig tjeneste, at de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, er blevet fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde, at kompensationen fastsættes til et niveau, som dækker de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, og som giver en rimelig fortjeneste, og endelig at der foretages en analyse af de omhandlede omkostninger og indtægter. I sidstnævnte henseende bemærkede Kommissionen, at de italienske myndigheder ikke havde fremlagt en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne. Det følger heraf, at det fjerde Altmark-kriterium, henset ligeledes til den manglende udbudsprocedure forud for de omtvistede koncessioner, ikke var opfyldt. Henset til den internationale dimension af markedet for anlæg og drift af motorveje samt den eneret, som koncessionskontrakterne giver, kan de indrømmede fordele påvirke handelen mellem medlemsstater. Det følger heraf, at den omtvistede foranstaltning udgør støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (den anfægtede afgørelses punkt 64-73).
14 Kommissionen fandt ikke desto mindre, at støttens forenelighed med det indre marked skulle vurderes i lyset af artikel 106, stk. 2, TEUF og i sammenhæng hermed i lyset af Kommissionens meddelelse om Den Europæiske Unions rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (2011) (EUT 2012, C 8, s. 15, herefter »meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste«) (den anfægtede afgørelses punkt 75-77).
15 Kommissionen anførte i denne forbindelse:
– for det første, at anlæggelse og tilrådighedsstillelse af motorvejsinfrastruktur for brugerne til overkommelige omkostninger udgjorde en ægte tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse som omhandlet i artikel 106, stk. 2, TEUF, således at betingelserne i kapitel 2.2 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste var opfyldt
– for det andet, at de omhandlede tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse var overladt til de pågældende koncessionshavere i henhold til retsakter, der angav indholdet og varigheden af forpligtelserne til offentlig tjeneste, de påtagne forpligtelser, arten af enerettighederne, beskrivelsen af kompensationsmekanismerne og de relevante parametre samt de foranstaltninger, der var planlagt med henblik på at undgå og at sikre tilbagebetaling af enhver eventuel overkompensation; følgelig var betingelserne i kapitel 2.3 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste opfyldt (den anfægtede afgørelses punkt 85-90)
– for det tredje, at varigheden af forlængelserne førte til, at den foreslåede plan var i økonomisk ligevægt under behørig hensyntagen til loftet over vejafgifterne, omkostningerne ved de arbejder, der skulle udføres, koncessionshavernes indtægter og overtagelsesgodtgørelsen; følgelig er betingelserne i kapitel 2.4 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste opfyldt (den anfægtede afgørelses punkt 92-95)
– for det fjerde, at de anmeldte foranstaltninger ikke var i strid med Kommissionens direktiv 2006/111/EF af 16. november 2006 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder (EUT 2006, L 318, s. 17), således at betingelserne i kapitel 2.5 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste var opfyldt (den anfægtede afgørelses punkt 96-99)
– for det femte, at de anmeldte foranstaltninger var i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter (EUT 2014, L 94, s. 1) og nærmere bestemt dettes artikel 43 om ændring af koncessionskontrakter i deres løbetid
– for det sjette, at principperne, målene, parametrene og metoderne til beregning af den kompensation, der blev udbetalt til koncessionshaverne, ikke var i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, således at betingelserne i kapitel 2.7 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste ligeledes var opfyldt (den anfægtede afgørelses punkt 142 og 143)
– for det syvende, at kompensationen som følge af ændringen af koncessionskontrakterne ikke oversteg, hvad der var nødvendigt for at dække nettoomkostningerne ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, henset til en rimelig fortjeneste, i overensstemmelse med kapitel 2.8 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste
– for det ottende, at enhver bekymring vedrørende eventuelle resterende konkurrenceforvridninger blev fjernet i overensstemmelse med kapitel 2.9 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste (den anfægtede afgørelses punkt 167-171).
16 På denne baggrund og efter at have undersøgt Den Italienske Republiks tilsagn vedrørende gennemskuelighed i henhold til kapitel 2.10 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste og tredjeparters argumenter besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse og at erklære støtten forenelig med det indre marked i henhold til artikel 106, stk. 2, TEUF (den anfægtede afgørelses punkt 178-186 og kapitel 5).
Retsforhandlinger og parternes påstande
17 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. januar 2019 har sagsøgerne, INC SpA og Consorzio Stabile Sis SCpA, anlagt denne sag. Den 29. april 2019 har Kommissionen indleveret svarskrift. Replik og duplik er indleveret henholdsvis den 18. juli og den 18. oktober 2019.
18 Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger i henhold til artikel 27, stk. 5, i Rettens procesreglement er den refererende dommer blevet tilknyttet Niende Afdeling, hvortil den foreliggende sag følgelig er blevet henvist.
19 På forslag fra Niende Afdeling besluttede Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 at henvise sagen til behandling i en udvidet afdeling.
20 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
21 Kommissionen har i svarskriftet nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
22 Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Niende Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 opfordret parterne til at fremlægge visse dokumenter og stillet dem skriftlige spørgsmål og opfordret dem til at besvare disse i retsmødet.
23 Parterne har besvaret Rettens spørgsmål ved skrivelser af 3. november 2020.
24 I retsmødet orienterede Kommissionen Retten om de italienske myndigheders beslutning om ikke at gennemføre de foranstaltninger, der var genstand for den anfægtede afgørelse, i det mindste for så vidt angår Società Iniziative Autostradali e Servizi.
25 Retten har i denne forbindelse anmodet Kommissionen om skriftligt at oplyse Retten om de italienske myndigheders eventuelle beslutninger vedrørende gennemførelsen af de omtvistede foranstaltninger både for så vidt angår Società Iniziative Autostradali e Servizi og for så vidt angår Autostrade per l’Italia. Dette er blevet tilført retsbogen.
26 Ved skrivelse af 14. december 2020 har Kommissionen til Retten fremsendt et brev af 10. december 2020, som det italienske ministerium for infrastruktur og transport havde sendt til Kommissionen. Henset til indholdet af dette brev har Kommissionen bemærket, at de foranstaltninger, med hensyn til hvilke den ikke havde gjort indsigelse i henhold til den anfægtede afgørelse, ikke kunne og ikke ville blive gennemført af de italienske myndigheder, således at sagsøgerne ikke længere har søgsmålsinteresse.
27 Ved skrivelse af 27. januar 2021 har sagsøgerne fremsat deres bemærkninger og fastholdt en interesse i, at den anfægtede afgørelse bliver annulleret.
28 Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som er vedtaget den 8. februar og den 11. marts 2021, har Retten anmodet Kommissionen om yderligere oplysninger, som denne har indgivet ved skrivelser af henholdsvis 26. februar og 29. marts 2021. På grundlag af disse oplysninger, som hidrørte fra de italienske myndigheder, har Kommissionen gentaget sin konklusion om, at sagsøgerne ikke længere har nogen interesse i, at den anfægtede afgørelse bliver annulleret.
29 Ved skrivelse af 28. april 2021 har sagsøgerne fremsat deres bemærkninger til de sidstnævnte skrivelser og gentaget, at de fortsat har en interesse i at opnå annullation af den anfægtede afgørelse af de grunde, der er anført i deres skrivelse af 27. januar 2021 (jf. præmis 27 ovenfor).
30 Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 29. april 2021, og voteringen blev indledt denne dag.
31 Efter at dommer Berke afgik ved døden den 1. august 2021, har de tre dommere, som har underskrevet denne dom, fortsat voteringen i overensstemmelse med artikel 22 og artikel 24, stk. 1, i procesreglementet.
Retlige bemærkninger
32 Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne, der er direkte konkurrenter til Autostrade per l’Italia og Società Iniziative Autstradali e Servizi i sektorerne for anlæg og koncession på motorveje, fremsat to anbringender.
33 Det første anbringende vedrører foranstaltningerne angående motorveje, der drives af Autostrade per l’Italia. Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at Kommissionens vurdering, hvorefter de foranstaltninger vedrørende motorveje, som Autostrade per l’Italia driver, opfylder kriterierne i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste og derfor er forenelige med det indre marked, bygger på tre fejlagtige forudsætninger. Den første er kvalificeringen af anlægsarbejderne i forbindelse med udførelsen af »Gronda di Genova« som et allerede planlagt bygge- og anlægsarbejde, der allerede var blevet tildelt Autostrade per l’Italia i 2002, mens der i realiteten var tale om et helt nyt projekt i forhold til de gældende koncessioner, som forudsatte en ny tildelingsprocedure. Det andet er, at Autostrade per l’Italia er koncessionshaver inden for rammerne af en enkelt koncession, mens dette selskab reelt drager fordel af en række særskilte koncessioner. Det tredje er, at omkostningerne til udførelsen af de arbejder, der begrundede den omtvistede forlængelse er beregnet korrekt af Autostrade per l’Italia og de italienske myndigheder, selv om dette ikke er tilfældet. Uafhængigt af analysen af disse forudsætninger har sagsøgerne endvidere gjort gældende, at Kommissionens analyse af de omtvistede foranstaltningers forenelighed med kapitel 2.2-2.10 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste (jf. præmis 15 ovenfor) er behæftet med fejl.
34 Det andet anbringende vedrører foranstaltninger angående motorveje, der drives af Società Iniziative Autostradali e Servizi. Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at Kommissionens vurdering, hvorefter foranstaltningerne vedrørende motorvejene A33 Asti – Cuneo og SATAP A4 Torino – Milano, der drives af Società Iniziative Autostradali e Servizi, opfylder kriterierne i meddelelsen om kompensation for offentlig service og derfor er forenelige med det indre marked, hviler på fire forkerte forudsætninger. Den første er, at forsinkelsen på 11 år med udførelsen af arbejderne på motorvej A33 Asti – Cuneo og den heraf følgende forhøjelse af omkostningerne ikke kan tilskrives Società Iniziative Autostradali e Servizi, der er koncessionshaver på den nævnte motorvej. Den anden er, at de pågældende omkostninger er blevet beregnet korrekt af Società Iniziative Autostradali e Servizi og af de italienske myndigheder, selv om dette ikke er tilfældet. Den tredje er, at de ændringer, som projektet om anlæggelse af den nævnte motorvej har undergået, ikke kræver en ny tildelingsprocedure. Den fjerde er, at begrænsningen af varigheden af de fornyede koncessioner på to andre motorveje, nemlig motorvejen SATAP A21 mellem Torino og Brescia og motorvejen Torino – Ivrea – Valle d’Aosta, indtil 2030 med henblik på en fælles udbudsprocedure på de fire motorveje, dvs. A33 Asti – Cuneo, SATAP A4 Torino – Milano, SATAP A21 og Torino – Ivrea – Valle d’Aosta, udgør et tilsagn, der begrænser den omtvistede støttes konkurrencebegrænsende virkninger. Uafhængigt af analysen af disse forudsætninger har sagsøgerne endvidere gjort gældende, at Kommissionens analyse af de omtvistede foranstaltningers forenelighed med kapitel 2.2-2.10 i meddelelsen om kompensation for offentlig tjeneste (jf. præmis 15 ovenfor) er behæftet med fejl.
35 Sagsøgerne har med disse anbringender gjort gældende, at Kommissionen burde have næret alvorlig tvivl med hensyn til de undersøgte foranstaltningers forenelighed med det indre marked og følgelig have indledt den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 4, stk. 4, og artikel 6 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9). Kommissionen har herved tilsidesat de processuelle rettigheder, som sagsøgerne har i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/1589.
36 Det fremgår af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse, som er en væsentlig og grundlæggende betingelse for al rettergang, foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel (jf. i denne retning dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 55 og 58 og den deri nævnte retspraksis).
37 En parts søgsmålsinteresse skal være eksisterende og faktisk. Den kan ikke vedrøre en fremtidig og hypotetisk situation (dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 56). Når den interesse, som en sagsøger påstår at have, vedrører en fremtidig retsstilling, skal han nemlig godtgøre, at indgrebet i retsstillingen allerede på nuværende tidspunkt er sikkert (dom af 14.4.2005, Sniace mod Kommissionen, T-141/03, EU:T:2005:129, præmis 26, og kendelse af 26.3.2012, Cañas mod Kommissionen, T-508/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:152, præmis 49).
38 Hvad navnlig angår statsstøttereglerne skal denne interesse for så vidt angår sagens genstand foreligge på tidspunktet for sagens anlæg, idet sagen i modsat fald afvises, og bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse (dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 57). Spørgsmålet om, hvorvidt det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen på grund af manglende vedvarende søgsmålsinteresse, kan rejses af egen drift af Unionens retsinstanser (dom af 6.9.2018, Bank Mellat mod Rådet, C-430/16 P, EU:C:2018:668, præmis 49).
39 I denne sammenhæng har støttemodtagerens konkurrenter en interesse i at nedlægge påstand om annullation af en afgørelse, i henhold til hvilken Kommissionen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure erklærer støtten forenelig med det indre marked i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589.
40 En sådan interesse foreligger, for så vidt som annullationen indebærer, at Kommissionen skal indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning 2015/1589, og at den skal opfordre støttemodtagerens konkurrenter til i egenskab af »interesserede parter« som omhandlet i forordningens artikel 1, litra h), at fremsætte deres bemærkninger i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 10.2.2009, Deutsche Post og DHL International mod Kommissionen, T-388/03, EU:T:2009:30, præmis 62).
41 Det skal ikke desto mindre bemærkes, at for at denne interesse kan anses for at bestå indtil retsafgørelsen, er det nødvendigt, at der på tidspunktet for en eventuel afgørelse om annullation af afgørelsen om ikke at gøre indsigelse stadig foreligger en påtænkt støtte, som kan gennemføres af den anmeldende medlemsstat, og således kan være genstand for en formel undersøgelsesprocedure.
42 Det fremgår nemlig af artikel 108, stk. 3, TEUF, sammenholdt med artikel 2, 4 og 9 i forordning 2015/1589, at den formelle undersøgelsesprocedure vedrører en planlagt tildeling af støtte.
43 Det kan ganske vist formodes, at der foreligger en sådan plan alene på grund af medlemsstatens anmeldelse heraf med henblik på Kommissionens godkendelse i overensstemmelse med proceduren i forordning 2015/1589, så meget desto mere som medlemsstaten ifølge forordningens artikel 10 kan trække anmeldelsen tilbage før vedtagelse af den afgørelse, som afslutter den indledende undersøgelse i henhold til forordningens artikel 4.
44 Den omstændighed, at anmeldelsen ikke er blevet trukket tilbage, udelukker imidlertid ikke, at medlemsstaten endeligt kan opgive planen, efter at Kommissionen har vedtaget sin afgørelse om ikke at gøre indsigelse. Således kan anmeldelsen for det første, således som det fremgår af artikel 10, stk. 1, i forordning 2015/1589, kun formelt trækkes tilbage, så længe Kommissionen ikke har truffet en afgørelse i henhold til forordningens artikel 4. For det andet gælder, at selv om artikel 108, stk. 3, TEUF forpligter medlemsstaterne til at underrette Kommissionen om deres påtænkte statsstøtteforanstaltninger, inden de gennemfører dem, forpligter bestemmelsen dem derimod ikke til at tildele en støtte, heller ikke selv om denne støtte er godkendt ved en afgørelse truffet af denne institution. En sådan afgørelse har alene til formål og til følge at godkende en påtænkt støtte ved at erklære den forenelig med det indre marked og ikke at pålægge den pågældende medlemsstat at gennemføre den (jf. kendelse af 6.5.2020, Blumar m.fl., C-415/19 – C-417/19, EU:C:2020:360, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
45 Den omstændighed, at medlemsstaten endeligt opgiver den plan, der var genstand for Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse, kan påvirke opretholdelsen af en søgsmålsinteresse som den, der er beskrevet i præmis 40 ovenfor.
46 I et sådant tilfælde er annullationen af Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse navnlig i princippet ikke længere egnet til at bibringe sagsøgeren den processuelle fordel, som denne søger at opnå, nemlig indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure og muligheden for at gøre sine bemærkninger gældende inden for rammerne af denne procedure, hvilket fjerner søgsmålsinteressen og medfører afhængig af omstændighederne, at sagen må afvises, eller at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen (jf. præmis 38 ovenfor).
47 I denne henseende fremgår det først og fremmest af artikel 108, stk. 3, TEUF, sammenholdt med artikel 2, 4 og 9 i forordning 2015/1589, at den formelle undersøgelsesprocedure vedrører en planlagt tildeling af støtte. Det følger heraf, at den omstændighed, at den anmeldende medlemsstat opgiver den pågældende plan efter Kommissionens vedtagelse af en afgørelse om ikke at gøre indsigelse, neutraliserer denne afgørelses effektive virkning og fratager navnlig den formelle undersøgelsesprocedure, som Kommissionen er forpligtet til at indlede efter annullationen af den nævnte afgørelse, sin genstand.
48 Når der ikke foreligger et plan om tildeling af støtte, foreligger der heller ikke længere hverken en »støttemodtager«, en »konkurrent« til støttemodtageren eller følgelig en »interesseret part« som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, som ville blive opfordret til at fremsætte bemærkninger under en eventuel formel undersøgelsesprocedure i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1. Det følger heraf, at annullationen af afgørelsen om ikke at gøre indsigelse under disse omstændigheder i princippet ikke kan tilføre sagsøgerne den fordel, der består i muligheden for at gøre deres bemærkninger gældende i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure.
49 Denne konklusion gælder så meget desto mere, som det fremgår af sagens omstændigheder, at den anmeldende medlemsstat ikke længere vil kunne støtte sig på Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse, såfremt medlemsstaten, efter at den har besluttet at opgive den omtvistede påtænkte støtte, træffer afgørelse om at omgøre denne beslutning og i sidste ende gennemføre den påtænkte støtte. I et sådant tilfælde kan en annullation af den nævnte afgørelse nemlig ikke give sagsøgeren, der er konkurrent til støttemodtageren, en særskilt fordel, der består i den nævnte medlemsstat mister denne mulighed.
50 I det foreliggende tilfælde fremgår det af den anfægtede afgørelses punkt 61-63, at Kommissionen alene begrundede involveringen af statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF med henvisning til forlængelsen af de omtvistede koncessioner (jf. præmis 12 ovenfor). Det fremgår endvidere af den anfægtede afgørelses punkt 64-73, at Kommissionens analyse af, om der foreligger en fordel som omhandlet i samme bestemmelse, hviler på den forudsætning, at den omhandlede forlængelse ville generere indtægter, der, henset til de oplysninger, som de italienske myndigheder har fremlagt, kun kan sammenlignes med de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville afholde for at opfylde de pågældende forpligtelser til offentlig tjeneste (jf. præmis 13 ovenfor).
51 Ved skrivelse af 10. december 2020 til Kommissionen, som denne har fremlagt den 14. december 2020 (jf. præmis 25 og 26 ovenfor), anførte det italienske ministerium for infrastruktur og transport bl.a. følgende:
»[…] det bekræftes, at de tilfælde af ændrede koncessionsforhold, der er omhandlet i Kommissionens afgørelse, i dag er fuldstændigt forældede og erstattet med andre løsninger, som ikke indebærer en forlængelse af koncessionernes varighed.
Særligt angående [motorvejene Asti – Cuneo og SATAP A4 Torino – Milano] er en ny situation med revision af finansieringsplanerne blevet udarbejdet [og] godkendt ved beslutning af [Comitato interministeriale per la programmazione economica (det tværministerielle udvalg for økonomisk planlægning)] den 14. maj 2020 […]
Selskabet Autostrade per l’Italia har udarbejdet et nyt forslag til ændring af koncessionen, hvori der ikke er fastsat en forlængelse af løbetiden, og som nu befinder sig i undersøgelsesfasen.«
52 Som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev vedtaget den 8. februar 2021, har Retten anmodet Kommissionen om at præcisere – i givet fald efter at have hørt de italienske myndigheder – om ordlyden af skrivelsen af 10. december 2020 skulle forstås således, at forlængelsen af Autostrade per l’Italias koncession endeligt var opgivet, selv om det nye forslag fra den nævnte koncessionshaver stadig var under behandling.
53 Ved skrivelse af 26. februar 2021 har Kommissionen bl.a. tilsendt Retten en e-mail dateret den 10. februar 2021 fra det italienske ministerium for infrastruktur og transport (jf. præmis 28 ovenfor). Den pågældende e-mail har følgende ordlyd:
»Jeg bekræfter naturligvis, at muligheden for en forlængelse af [Autostrade per l’Italias] koncession, for hvilken et nyt forslag, der bekræfter det oprindeligt fastsatte udløb i 2038, er under behandling, ikke længere er aktuel.«
54 I øvrigt bekræfter den pågældende e-mail, at der blev underskrevet en ny koncessionskontrakt for så vidt angår motorvejene A33 Asti – Cueno og SATAP A4 Torino – Milano.
55 Endelig har Kommissionen efter en ny foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse ved skrivelse af 29. marts 2021 tilsendt Retten et brev af 26. marts 2021 fra ministeriet for bæredygtig infrastruktur og mobilitet (jf. præmis 28 ovenfor). I dette brev anførte det omhandlede ministerium bl.a., at tillæggene til koncessionerne på motorvejene SATAP A4 Torino – Milano og Asti – Cuneo er blevet færdiggjort, og deres bestemmelser indebærer, at de omstændigheder, der var genstand for den anfægtede afgørelse, ikke længere foreligger. Ifølge samme brev foreskriver disse tillægskontrakter ingen forlængelse af koncessionerne på de to omhandlede motorveje, men »bekræfter« derimod, at den første udløber den 31. december 2026, og at udløbet af den anden »igen fastsættes« til den 31. december 2031.
56 For så vidt angår de motorveje, der drives af Autostrade per l’Italia, anføres det i det omhandlede brev, at afdelingerne i fællesskab gennemgår forslaget til en finansiel plan, der bekræfter koncessionens udløb den 31. december 2038, og at dette forslag udelukker en forlængelse af koncessionskontrakten ud over denne dato, hvorfor den anfægtede afgørelse i denne henseende er forældet.
57 Det fremgår af de oplysninger, der er redegjort for i præmis 51-56 ovenfor, at Den Italienske Republik endeligt har frafaldet forslaget om forlængelse af de omtvistede koncessioner, hvilken forlængelse udgjorde det forhold, som gav Kommissionen grundlag for at kvalificere de foranstaltninger, der var genstand for den anfægtede afgørelse, som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. præmis 12 og 13 ovenfor).
58 Ifølge de oplysninger, som Den Italienske Republik har fremlagt, er en tillægskontrakt, som ikke fastsætter en forlængelse, for så vidt angår de motorveje, der drives af Società Iniziative Autstradali e Servizi, allerede underskrevet og trådt i kraft. Ifølge den nævnte tillægskontrakt vil koncessionen på motorvejen SATAP A4 Torino – Milano ophøre den 31. december 2026, dvs. på den oprindeligt fastsatte dato. Ifølge den samme tillægskontrakt vil koncessionen på motorvejen Asti – Cuneo udløbe den 31. december 2031, dvs. længe før den oprindelige udløbsdato (jf. præmis 8 ovenfor).
59 Hvad angår de motorveje, der drives af Autostrade per l’Italia, har Den Italienske Republik anført, at fremsættelsen af et ændringsforslag baseret på udløbet af koncessionen den 31. december 2038 indebærer, at det er udelukket at forlænge den nævnte koncession ud over denne dato, som er den oprindeligt fastsatte (jf. præmis 6 ovenfor).
60 Da den italienske regering endeligt har opgivet det omtvistede støtteprojekt, ville Rettens eventuelle annullation af den anfægtede afgørelse derfor kun forpligte Kommissionen til at indlede en formel undersøgelsesprocedure, som uden videre ville være formålsløs, hvilket ligeledes ville medføre, at sagsøgernes fremsættelse af bemærkninger til et projekt, som ikke længere kan gennemføres, ville være formålsløs (jf. præmis 47 og 48 ovenfor).
61 Det skal endvidere bemærkes, således som Kommissionen har anført i sin skrivelse af 14. december 2020, at det fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 23, 44 og 50, at konstateringen af de omtvistede foranstaltningers forenelighed med det indre marked er afhængig af, at visse planlagte arbejder påbegyndes senest den 1. januar 2020. Ifølge fodnote 30, som der henvises til i den anfægtede afgørelses punkt 50, bestemte de påtænkte aftaler nemlig, at hvis arbejderne vedrørende motorvej A33 Asti – Cuneo ikke var påbegyndt inden den 1. januar 2020, ville planen vedrørende motorvejene drevet af Società Iniziative Autostradali e Servizi blive helt opgivet. Tilsvarende fremgår det af samme fodnote, at hvis arbejderne med opførelsen af »Gronda di Genova« og forbindelserne til motorvej A7/A10/A12 ikke var påbegyndt inden den 1. januar 2020, ville udvidelsen af Autostrade per l’Italias koncession blive opgivet i sin helhed.
62 Disse klausuler skyldes, således som det bl.a. fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 44, 147, 151 og 152, at det omtvistede projekts finansielle ligevægt bl.a. afhang af beregningen af visse satser for investeringsafkast og af hensyntagen til de aktuelle makroøkonomiske forhold. Disse faktorer bygger for deres vedkommende på data, der kan variere over tid. Det fremgår således af den anfægtede afgørelses punkt 160, at det automatiske ophør af forlængelsen af de omtvistede koncessioner under de betingelser, der er fastsat i afgørelsens punkt 50 (jf. præmis 61 ovenfor), udgør en nødvendig foranstaltning for at undgå at koncessionshaverne overkompenseres.
63 Kommissionen, som ifølge den anfægtede afgørelses punkt 51, litra a), andet led, skal underrettes om, hvorledes arbejdet skrider frem, har i sin skrivelse af 14. december 2020 anført, at de arbejder, hvis udførelse skulle påbegyndes senest den 1. januar 2020, ikke er blevet påbegyndt, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt.
64 Det fremgår af disse konstateringer, at Den Italienske Republik ikke ville kunne støtte sig på Kommissionens konklusioner vedrørende navnlig rimeligheden af den fortjeneste, der følger af de omtvistede foranstaltninger, og fraværet af overkompensation, der er anført i den anfægtede afgørelses punkt 151-165 (jf. præmis 15, syvende led, ovenfor), i tilfælde af, at Den Italienske Republik i fremtiden måtte beslutte at iværksætte det omtvistede projekt til trods for, at den har angivet at have opgivet det. Eftersom betingelsen om, at de arbejder, der er nævnt i præmis 61 ovenfor, skulle påbegyndes før den 1. januar 2020, ikke er opfyldt, er et sådant projekt nemlig ikke et projekt, som Kommissionen ikke har rejst indsigelse imod i henhold til den anfægtede afgørelse.
65 Hvis den foranstaltning, som Den Italienske Republik senere måtte overveje, indebar tildeling af statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, ville en ny anmeldelse til Kommissionen være nødvendig i henhold til artikel 2 i forordning 2015/1589, i forhold til hvilken Kommissionen skal udøve sine beføjelser i henhold til samme forordnings artikel 4.
66 Det er således med rette, at Kommissionen i sin skrivelse af 14. december 2020 har gjort gældende, at det omtvistede projekt ikke vil kunne gennemføres af Den Italienske Republik som godkendt.
67 Sagsøgerne har for deres vedkommende i det væsentlige fremført fire argumenter til støtte for deres konklusion om, at de fortsat har en interesse i at opnå annullation af den anfægtede afgørelse.
68 For det første har sagsøgerne navnlig gjort gældende, at Autostrade per l’Italias nye forslag endnu ikke er blevet godkendt af de italienske myndigheder.
69 Det skal i denne forbindelse bemærkes dels, at Den Italienske Republik, henset til de forhold, der er nævnt i præmis 51-56 ovenfor, har anført, at den omstændighed, at Autostrade per l’Italia har fremsat et nyt forslag baseret på udløbet af selskabets koncession den 31. december 2038, udelukker en forlængelse af denne koncession efter denne dato. Dels følger udelukkelsen af denne forlængelse under alle omstændigheder af den omstændighed, at arbejderne vedrørende »Gronda di Genova« og motorvejen A33 Asti – Cuneo ikke er påbegyndt den 1. januar 2020 (jf. præmis 61-63 ovenfor), hvilket sagsøgerne ikke har bestridt.
70 For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at de italienske myndigheder ikke har givet en detaljeret redegørelse for de nye finansieringsplaner, der skulle erstatte de foranstaltninger, der blev godkendt i henhold til den anfægtede afgørelse. Navnlig har de italienske myndigheder blot henvist til den omstændighed, at de nye planer ikke fastsætter en forlængelse af de omtvistede koncessioner, uden at redegøre for finansieringen af motorvej A33 Asti – Cuneo med indtægterne fra motorvejen SATAP A4 Torino – Milano eller en eventuel godtgørelse for overtagelse, som den eventuelle nye koncessionshaver skal betale til koncessionshaverne ved koncessionernes udløb, og uden at sikre, at de ikke vil »genskabe« forlængelsen af de omtvistede koncessioner i fremtiden. Under disse omstændigheder vil en annullation af den anfægtede afgørelse forhindre Kommissionen i at gentage de fejl, der er blevet identificeret under søgsmålet, hvis de nye finansieringsplaner indeholdt støtteforanstaltninger, hvis forenelighed med det indre marked afhang af de vurderinger, der svarede til dem, der lå til grund for den anfægtede afgørelse.
71 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det forhold, som Kommissionen har støttet sig på med henblik på at kvalificere de omhandlede foranstaltninger som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, er forlængelsen af de omtvistede koncessioner. Det er navnlig indtægterne for den periode, der svarer til den nævnte forlængelse, som ifølge Kommissionen udgør statsmidler, der giver de nuværende koncessionshavere en fordel (jf. præmis 12, 13 og 50 ovenfor). Endvidere og navnlig for så vidt angår finansieringen af arbejderne på motorvej A33 Asti – Cuneo er det indtægterne fra forlængelsen af koncessionen på motorvej SATAP A4 Torino – Milano, der skal finansiere disse arbejder, og det er under hensyntagen til disse indtægter, at overtagelsesgodtgørelsen vil blive beregnet (jf. præmis 10, 11 og 15, tredje led, ovenfor).
72 Det følger heraf, at opgivelsen af forlængelsen af de omtvistede koncessioner automatisk gør den analyse, som Kommissionen foretog i den anfægtede afgørelse for så vidt angår såvel de omhandlede foranstaltningers karakter af statsstøtte som deres forenelighed med det indre marked på grundlag af artikel 106, stk. 2, TEUF, forældet.
73 I denne sammenhæng kan spørgsmålet om, hvorvidt nye finansieringsplaner udgør foranstaltninger, der indebærer tildeling af statsstøtte under enhver tænkelig form, kun undersøges inden for rammerne af en ny procedure, som Kommissionen i givet fald skal indlede efter en ny anmeldelse fra Den Italienske Republiks side i henhold til artikel 108 TEUF og artikel 4 i forordning 2015/1589. Det er inden for rammerne af en sådan procedure, at Kommissionen vil undersøge de omhandlede foranstaltningers forenelighed med det indre marked under hensyntagen til alle deres relevante kendetegn og vurdere nødvendigheden af at indlede en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 4, stk. 4, og artikel 6 i forordning 2015/1589.
74 Argumentet om muligheden for, at Den Italienske Republik kan drage fordel af den anfægtede afgørelse ved at genskabe forlængelsen af de omtvistede koncessioner efter afslutningen af den foreliggende sag, skal forkastes af de grunde, der er anført i præmis 61-65 ovenfor.
75 For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at en annullation af den anfægtede afgørelse ville forpligte Kommissionen til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og således overholde sagsøgernes processuelle rettigheder. Dette argument må imidlertid forkastes af de grunde, der er anført i præmis 47-60 ovenfor.
76 For det fjerde har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede afgørelse forbliver i kraft og er bindende i forhold til enhver tvist vedrørende »nuværende støtteforanstaltninger« eller fremtidige foranstaltninger, eftersom alene parameteret vedrørende forlængelsen af de omtvistede koncessioner er blevet ændret.
77 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at af de grunde, der er anført i præmis 71 og 72 ovenfor, udgør forlængelsen af de omtvistede koncessioner ikke blot et parameter for de foranstaltninger, der undersøges i den anfægtede afgørelse, men det forhold, der ifølge Kommissionen begrunder, at disse foranstaltninger kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Opgivelsen af den omhandlede forlængelse medfører således, at de »nuværende støtteforanstaltninger«, således som de er blevet undersøgt af Kommissionen, forsvinder. I øvrigt udelukker den anfægtede afgørelses karakter, der består i at erklære de undersøgte foranstaltninger forenelige med det indre marked, at denne har nogen som helst bindende virkning i forhold til andre støtteforanstaltninger, der skal underkastes en ny undersøgelse (jf. præmis 73 ovenfor).
78 Det følger heraf, at der skal sondres mellem den foreliggende sag og de sager, som appellanterne har påberåbt sig, inden for rammerne af hvilke Retten har fastslået, at der under væsentligt anderledes omstændigheder fortsat bestod en søgsmålsinteresse.
79 Det drejer sig for det første om tilfælde, hvor den formelle undersøgelsesprocedure, som Kommissionen er tvunget til at indlede efter annullationen af den afgørelse, der er vedtaget efter en foreløbig undersøgelse, i modsætning til det foreliggende tilfælde ikke er uden genstand, fordi den omtvistede foranstaltning på ingen måde er blevet opgivet (jf. i denne retning domme af 19.6.2019, Ja zum Nürburgring mod Kommissionen, T-373/15, EU:T:2019:432, præmis 15, 83 og 90-92, og NeXovation mod Kommissionen, T-353/15, EU:T:2019:434, præmis 14, 67 og 72-74). Under disse omstændigheder kan en annullation af den anfægtede retsakt nemlig medføre, at Kommissionen forpligtes til at opfordre de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure, som i modsætning til, hvad der er tilfældet i den foreliggende sag, ikke er uden genstand.
80 For det andet skal der sondres mellem den foreliggende sag og de tilfælde, hvor et søgsmål med påstand om annullation af en afgørelse, der er bortfaldet, anfægter lovligheden eller fortolkningen af regler, i henhold til hvilke den anfægtede retsakt blev vedtaget, og som kan finde anvendelse i fremtiden i forbindelse med procedurer, som det er sandsynligt, at sagsøgeren vil deltage i. I så fald kan sagsøgeren ligeledes bevare en interesse i at påstå annullation af en retsakt for at gøre det muligt at forhindre, at den ulovlighed, som retsakten angiveligt er behæftet med, gentager sig fremover (jf. i denne retning dom af 6.3.1979, Simmenthal mod Kommissionen, 92/78, EU:C:1979:53, præmis 32, og dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 45-60).
81 Denne søgsmålsinteresse kan imidlertid kun foreligge, hvis den påståede ulovlighed, således som det er præciseret i retspraksis, kan gentage sig fremover »uafhængigt af de omstændigheder i sagen, som har dannet grundlag for [sagsøgerens] søgsmål« (dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 52), eller »uafhængigt af de særlige omstændigheder i den omhandlede sag« (dom af 4.9.2018, ClientEarth mod Kommissionen, C-57/16 P, EU:C:2018:660, præmis 48).
82 Henset til, at søgsmålsinteressen skal have en aktuel og ikke-hypotetisk karakter (jf. præmis 37 ovenfor), kan en sådan interesse anses for at foreligge, når søgsmålet anfægter gyldigheden eller fortolkningen af de regler, som blev anvendt ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 6.3.1979, Simmenthal mod Kommissionen, 92/78, EU:C:1979:53, præmis 32, af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 54-59, og af 4.9.2018, ClientEarth mod Kommissionen, C-57/16 P, EU:C:2018:660, præmis 49-52).
83 I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne imidlertid gjort gældende, at de har en interesse i at opnå annullation af den anfægtede afgørelse for at undgå, at Kommissionen på ny foretager de urigtige skøn, som førte den til at erklære de omtvistede foranstaltninger forenelige med det indre marked uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Med hensyn til rækkevidden af de anbringender, der er fremført til støtte for søgsmålet (jf. præmis 32-35 ovenfor), vedrører de påberåbte fejl de vurderinger, som Kommissionen har foretaget, og som ligger til grund for erklæringen om de omtvistede foranstaltninger som værende forenelige med det indre marked, hvilke vurderinger netop vedrører sagens særlige omstændigheder. Det følger heraf, at de påberåbte urigtige skøn åbenbart ikke henviser til ulovligheder, der kan gentage sig »uafhængigt af de omstændigheder i sagen, som har dannet grundlag for […] [søgsmålet]« som anført i præmis 81 og 82 ovenfor.
84 Endvidere er kravet om, at søgsmålsinteressen skal være aktuel og ikke hypotetisk (jf. præmis 37 ovenfor), uden indhold, hvis dette argument anses for egnet til at begrunde opretholdelsen af søgsmålsinteressen under omstændigheder som de i denne sag foreliggende. I så fald ville interessen i at undgå en gentagelse af enhver hævdet ulovlighed, der er gjort gældende under en sag, nemlig kunne påberåbes under alle omstændigheder, herunder når sagsøgeren som i det foreliggende tilfælde ikke drager fordel af en annullation af den anfægtede retsakt (jf. præmis 87 nedenfor).
85 Den foreliggende sag skal for det tredje og sidste adskilles fra de tilfælde, hvor den anfægtede retsakt langt fra at være blevet ugyldig, har haft bindende virkninger, som sagsøgeren, der er adressat for retsakten, har efterlevet, hvilke virkninger den sagsøgte institution er forpligtet til at ophæve ud fra begrundelsen for annullation af den nævnte retsakt (jf. i denne retning dom af 25.3.1999, Gencor mod Kommissionen, T-102/96, EU:T:1999:65, præmis 40-42, af 15.12.1999, Kesko mod Kommissionen, T-22/97, EU:T:1999:327, præmis 55-64, og af 28.9.2004, MCI mod Kommissionen, T-310/00, EU:T:2004:275, præmis 44-55).
86 I det foreliggende tilfælde udelukker den omstændighed, at de omtvistede foranstaltninger blev opgivet før enhver gennemførelse, imidlertid dels, at de har haft indvirkning på sagsøgernes konkurrencemæssige situation (jf. i denne retning og analogt domme af 27.4.1995, ASPEC m.fl. mod Kommissionen, T-435/93, EU:T:1995:79, præmis 29 og 30, og Casillo Grani mod Kommissionen, T-443/93, EU:T:1995:81, præmis 7 og 8). Dels består sagsøgernes søgsmålsinteresse, således som det er anført i præmis 39 og 40 ovenfor, ikke i en ophævelse af de bindende virkninger af den anfægtede afgørelse, som sagsøgerne har været underlagt, men i at beskytte de processuelle rettigheder, som de har ret til at udøve efter annullationen af afgørelsen. Af de grunde, der er anført i præmis 50-66 ovenfor, kan en annullation af den anfægtede afgørelse imidlertid ikke bibringe sagsøgerne den fordel, som de søger at opnå, nemlig muligheden for at gøre deres bemærkninger gældende i forbindelse med en formel undersøgelsesprocedure.
87 Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at en annullation af den anfægtede afgørelse ikke kan tilføre sagsøgerne nogen fordel.
88 Det er derfor ufornødent at træffe afgørelse i sagen (jf. præmis 36-38 ovenfor).
Sagsomkostninger
89 Det følger af procesreglementets artikel 137, at finder Retten, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen, er den frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostningerne. I betragtning af, at Kommissionen i retsmødet for første gang har fremlagt de væsentligste oplysninger om opgivelsen af det omtvistede projekt, selv om den var i besiddelse af dem på et tidligere tidspunkt, bestemmes det, at Kommissionen skal bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af sagsøgernes omkostninger, og at sagsøgerne bærer halvdelen af deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Niende Udvidede Afdeling):
1) Det er ufornødent at træffe afgørelse i den sag, der er anlagt af INC SpA og Consorzio Stabile Sis SCpA.
2) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de omkostninger, der er afholdt af INC og Consorzio Stabile Sis.
3) INC og Consorzio Stabile Sis bærer halvdelen af deres egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. september 2021.
Underskrifter