RETTENS DOM (Første Afdeling)
8. marts 2023 (*)
»EGFL og ELFUL – udgifter, der er udelukket fra finansiering – udgifter afholdt af Bulgarien – salgsfremstød – OLAF’s undersøgelsesrapport – efterprøvende regnskabsafslutning – begrundelsespligt«
I sag T-235/21,
Republikken Bulgarien ved T. Mitova og L. Zaharieva, som befuldmægtigede,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved G. Koleva, J. Aquilina og A. Sauka, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, H. Kanninen, samt dommerne N. Półtorak (refererende dommer) og M. Stancu,
justitssekretær: fuldmægtig G. Mitrev,
på grundlag af den skriftlige forhandling
efter retsmødet den 27. september 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF har Republikken Bulgarien nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/261 af 17. februar 2021 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2021, L 59, s. 10, herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører visse udgifter, som Republikken Bulgarien har afholdt.
Sagens baggrund
Den administrative procedure
2 Ved skrivelse Ares(2016) 6881454 af 4. januar 2017 anmodede Europa-Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter Republikken Bulgarien om at fremsende sine bemærkninger vedrørende oplysninger, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) havde fremsendt i forbindelse med undersøgelse INT/2016/101/BG (herefter »meddelelsen om konstateringerne«). Det fremgik i det væsentlige af den nævnte undersøgelse, at der på grund af svig var foretaget uberettigede udbetalinger af Den Europæiske Unions midler. Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter meddelte således Republikken Bulgarien, at der blev rejst tvivl om, hvorvidt samtlige udgifter, der var forbundet med de programmer, som [fortroligt] (1) havde iværksat, var berettiget til finansiering fra Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL). Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter påpegede derfor, at det i henhold til artikel 52 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549) undersøgte muligheden for at udelukke disse udgifter fra Unionens finansiering. Kommissionen anbefalede ligeledes de bulgarske myndigheder at suspendere udbetalingerne i forbindelse med ethvert program og enhver transaktion, som [fortroligt] deltog i, når de havde tilstrækkelige grunde hertil.
3 Ved skrivelse Ares(2017) 4323588 af 2. maj 2017 indbød Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter de bulgarske myndigheder til at deltage i et bilateralt møde i overensstemmelse med artikel 34, stk. 2, første afsnit, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 908/2014 af 6. august 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, økonomisk forvaltning, regnskabsafslutning, regler om kontroller, sikkerhedsstillelse og åbenhed (EUT 2014, L 255, s. 59), og generaldirektoratet meddelte Republikken Bulgarien, at det fastholdt sit standpunkt, hvorefter OLAF’s konstateringer angav, at der forelå alvorlige uregelmæssigheder i forbindelse med de i præmis 2 ovenfor nævnte udgifter. Generaldirektoratet præciserede, at det, ligeledes ved skrivelse og efter fremkomsten af OLAF’s endelige rapport, ville fremsende yderligere oplysninger vedrørende de forskellige trin, der ville blive fulgt i forbindelse med den procedure for afslutning af regnskaber, der var blevet igangsat. Generaldirektoratet konkluderede, at det, mens det afventede den nævnte rapport, fastholdt sit standpunkt, hvorefter alle de udgifter, der var forbundet med de programmer, som [fortroligt] havde iværksat, udgjorde en risiko. Det første bilaterale møde blev afholdt den 12. juli 2017.
4 Ved skrivelse Ares(2017) 4417644 af 11. september 2017 fremsendte Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter referatet af det bilaterale møde, der fandt sted den 12. juli 2017, til Republikken Bulgarien, og det stillede medlemsstaten yderligere spørgsmål. Generaldirektoratet meddelte ligeledes Republikken Bulgarien, at man måtte afvente OLAF’s endelige rapport for at gå videre til de følgende stadier i regnskabsafslutningsproceduren, navnlig hvad angår den kvantitative beregning af risikoen for den omhandlede fond, der var forbundet med de konstaterede mangler. Under anvendelse af artikel 34, stk. 9, i forordning nr. 908/2014 besluttede Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter at forlænge den i samme forordnings artikel 34, stk. 3, fastsatte frist på seks måneder for at meddele Republikken Bulgarien de konklusioner, som det var nået frem til, med tre måneder.
5 Ved skrivelse Ares(2018) 329836 af 19. januar 2018 fremsendte Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter OLAF’s endelige rapport med referencen OF/2012/0565/B (herefter »OLAF’s første rapport«) til Republikken Bulgarien. Generaldirektoratet meddelte de bulgarske myndigheder, at det ville afholde et andet bilateralt møde med dem for at drøfte den nævnte rapport.
6 Ved skrivelse Ares(2018) 2319201 af 7. maj 2018 indbød Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter Republikken Bulgarien til et andet bilateralt møde for at drøfte OLAF’s første rapport (herefter »den anden indbydelse til et bilateralt møde«). Generaldirektoratet anførte ligeledes, at det efter at have analyseret den nævnte rapport fastholdt sit standpunkt, hvorefter alle de udgifter, der var forbundet med de programmer for salgsfremstød, som [fortroligt] deltog i, udgjorde en risiko. Generaldirektoratet anbefalede således de bulgarske myndigheder ikke at forlænge udbetalingerne vedrørende alle de programmer, som [fortroligt] deltog i, og at inddrive de uretmæssige betalinger hos støttemodtagerne i overensstemmelse med artikel 54 i forordning nr. 1306/2013. Dette andet bilaterale møde blev afholdt den 23. maj 2018.
7 Ved skrivelse Ares(2018) 3168772 af 29. juni 2018 fremsendte Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter referatet af det andet bilaterale møde til Republikken Bulgarien. Generaldirektoratet anførte også heri, at der var blevet anmodet om yderligere oplysninger under det nævnte møde.
8 Ved skrivelse Ares(2018) 451290 af 3. september 2018 fremsendte Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter OLAF’s rapport med referencen OF/2016/0390/B5 (herefter »OLAF’s anden rapport«) til de bulgarske myndigheder. Den nævnte rapport vedrørte uregelmæssigheder begået af [fortroligt] inden for rammerne af programmer for salgsfremstød finansieret af EGFL.
9 Ved skrivelse Ares(2019) 1300497 af 1. marts 2019 anmodede Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter de bulgarske myndigheder om at fremsende yderligere oplysninger i henhold til artikel 34, stk. 5, litra a), i forordning nr. 908/2014 vedrørende tilbagebetaling af beløb, der var knyttet til EGFL’s udgifter i forbindelse med de ni programmer for salgsfremstød, der var identificeret som en risiko for den omhandlede fond, samt opførelsen af de hertil svarende beløb i debitorregnskabet, i overensstemmelse med artikel 54 i forordning nr. 1306/2013. Generaldirektoratet anførte ligeledes i henhold til den nævnte artikel, at anmodningen om tilbagebetaling af de beløb, der var knyttet til de programmer, som [fortroligt] havde iværksat, skulle indgives senest 18 måneder efter den 19. januar 2018, mens anmodningen om tilbagebetaling af beløbene i forbindelse med det af [fortroligt] gennemførte program skulle indgives senest 18 måneder efter den 3. september 2018 – dvs. de datoer, hvor henholdsvis OLAF’s første og anden rapport (herefter samlet »OLAF’s endelige rapporter«), var blevet fremsendt til det bulgarske betalingsorgan.
10 Ved skrivelse Ares(2019) 7043430 af 19. november 2019 fremsendte Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter en meddelelse til Republikken Bulgarien i henhold til artikel 34, stk. 3, tredje afsnit, i forordning nr. 908/2014 (herefter »den formelle meddelelse«), der bl.a. analyserede de oplysninger, som de bulgarske myndigheder havde fremlagt i skrivelse nr. 99-129 af 20. juli 2018, skrivelse nr. 99-162 af 21. september 2018 og skrivelse nr. 53-1-116 af 24. april 2019. Det fremgik i det væsentlige heraf, at Generaldirektoratet efter den bilaterale drøftelse den 29. maj 2018 og på grundlag af de yderligere oplysninger, som det efterfølgende havde modtaget fra Republikken Bulgarien og OLAF’s endelige rapporter, var af den opfattelse, at finansieringen af ni programmer for salgsfremstød iværksat af [fortroligt] og [fortroligt] ikke var i overensstemmelse med de gældende regler. Generaldirektoratet var desuden af den opfattelse, at for så vidt som Republikken Bulgarien ikke havde indledt nogen procedure for inddrivelse og registrering i betalingsorganets debitorregnskab, var Republikken Bulgariens forvaltnings- og kontrolsystem ikke i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i EU-retten, og at der således forelå en risiko for den omhandlede fond. Generaldirektoratet foreslog derfor at udelukke et beløb på 7 656 848,97 EUR fra EGFL’s finansiering.
11 Ved skrivelse nr. 99-170 af 18. december 2019 indbragte Republikken Bulgarien sagen for forligsorganet i overensstemmelse med artikel 40, stk. 1, i forordning nr. 908/2014. Forligsorganet afgav udtalelse den 25. februar 2020.
12 Ved skrivelse Ares(2020) 4231484 af 12. august 2020 fremsendte Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter sin endelige udtalelse til Republikken Bulgarien (herefter »den endelige udtalelse«), hvorved det meddelte sidstnævnte, at det fastholdt sit standpunkt som anført i skrivelse Ares(2019) 7043430 af 19. november 2019 og derfor foreslog at udelukke et beløb på 7 656 848,97 EUR fra EGFL’s finansiering.
Den anfægtede afgørelse
13 Den 17. februar 2021 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse, hvorved den på grundlag af artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 anvendte en punktvis korrektion ved at udelukke visse udgifter afholdt af Republikken Bulgarien i forbindelse med operationelle programmer, der medfinansieres af EGFL og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), fra EU-finansiering. Det fremgik i det væsentlige heraf, at henset til de gennemførte kontroller, de bilaterale drøftelser og forligsproceduren opfyldte en del af de udgifter, som Republikken Bulgarien havde anmeldt, ikke betingelserne for at blive finansieret inden for rammerne af EGFL på grund af manglende inddrivelse.
14 Følgelig udelukkede den anfægtede afgørelse et beløb på 7 656 848,97 EUR fra EU-finansiering.
Parternes påstande
15 Republikken Bulgarien har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den har anvendt en finansiel korrektion vedrørende undersøgelse INT/2016/101/BG på i alt 7 656 848,97 EUR.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
16 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Republikken Bulgarien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Formaliteten vedrørende det bevis, der blev fremlagt den 26. september 2022
17 Den 26. september 2022, dvs. dagen før retsmødet, fremlagde Republikken Bulgarien et nyt bevis, nemlig en skrivelse fra Kommissionen, hvorved denne havde tilsendt medlemsstaten en rapport fra OLAF, som Republikken Bulgarien anså for at have samme genstand som OLAF’s endelige rapporter, der er omhandlet i den foreliggende sag.
18 Under retsmødet gjorde Republikken Bulgarien gældende, at den ikke havde kunnet fremlægge dette bevis i forbindelse med retsforhandlingernes skriftlige del, eftersom den havde modtaget beviset efter afslutningen heraf, dvs. den 12. maj 2022, hvilket Kommissionen ikke har bestridt.
19 Kommissionen har gjort gældende, at beviset bør afvises, for så vidt som det er blevet fremlagt for sent.
20 Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement, at hovedparterne i undtagelsestilfælde kan fremlægge eller anføre yderligere beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.
21 I den foreliggende sag består det bevis, der blev fremlagt den 26. september 2022, af en skrivelse fra Kommissionen, som Republikken Bulgarien modtog den 12. maj 2022. Replikken blev indleveret den 6. oktober 2021, og retsforhandlingernes skriftlige del blev afsluttet den 30. november 2021.
22 Republikken Bulgarien kunne således ikke have fremlagt dette bevis inden afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del. Det kan derfor antages til realitetsbehandling.
Realiteten
23 Til støtte for sit søgsmål har Republikken Bulgarien fremsat fem anbringender, hvoraf det første i det væsentlige vedrører tilsidesættelse af Republikken Bulgariens processuelle rettigheder i forbindelse med gennemførelsen af den administrative procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, det andet anbringende vedrører utilstrækkelig begrundelse, det tredje anbringende vedrører en fejlagtig fortolkning af artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 for så vidt angår fastsættelsen af begyndelsestidspunktet for den frist på 18 måneder, fra hvilken den pågældende medlemsstat skal anmode om tilbagebetaling fra støttemodtageren af enhver uretmæssig udbetaling, det fjerde anbringende vedrører et urigtigt skøn foretaget af Kommissionen, for så vidt som denne fandt, at betalingsorganet ikke havde handlet med den omhu, der kræves for at inddrive de omtvistede beløb, og at det havde udvist forsømmelighed ved ikke at indlede en administrativ inddrivelsesprocedure inden for de frister, der er fastsat i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, og det femte anbringende om, at størrelsen af de udgifter, der blev udelukket fra EU-finansiering ved den anfægtede afgørelse, hverken er i overensstemmelse med artikel 54 i forordning nr. 1306/2013 eller med proportionalitetsprincippet.
24 Det skal indledningsvis bemærkes, at Unionens landbrugsfonde udelukkende finansierer interventioner, der foretages efter EU-reglerne inden for rammerne af de fælles markedsordninger for landbruget (jf. i denne retning dom af 6.11.2014, Nederlandene mod Kommissionen, C-610/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2349, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
25 Forvaltningen af finansieringen gennem Unionens fonde påhviler derudover i første række de nationale myndigheder, som skal påse, at de EU-retlige regler nøje overholdes, og hviler på tilliden mellem de nationale myndigheder og EU-myndighederne. Kun medlemsstaten er nemlig i stand til at fremskaffe og klart fastlægge de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af fonds-regnskaberne, mens Kommissionen ikke er tilstrækkelig nær på forholdene til at indhente de oplysninger fra de erhvervsdrivende, som den har brug for (jf. i denne retning dom af 7.10.2004, Spanien mod Kommissionen, C-153/01, EU:C:2004:589, præmis 133 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.9.2009, Østrig mod Kommissionen, T-368/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:305, præmis 182 og den deri nævnte retspraksis).
26 Det er i lyset af disse betragtninger, at de anbringender, som Republikken Bulgarien har fremsat til støtte for søgsmålet, skal undersøges.
Det første anbringende om tilsidesættelse af Republikken Bulgariens processuelle rettigheder i forbindelse med gennemførelsen af den administrative procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse
27 Republikken Bulgarien har gjort gældende, at Kommissionen i meddelelsen om konstateringerne indledte den omtvistede procedure for regnskabsafslutning på grundlag af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, hvilket efterfølgende blev bekræftet i løbet af de forskellige skriftvekslinger, der fulgte den. Medlemsstaten har i denne forbindelse præciseret, at det følger af artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 908/2014, at Kommissionen, når den som følge af en undersøgelse finder, at udgifterne ikke er afholdt i overensstemmelse med EU-reglerne, meddeler den pågældende medlemsstat sine resultater og angiver de korrigerende foranstaltninger, der skal træffes for at sikre, at EU-reglerne fremover overholdes. Kommissionens forbehold burde således være blevet fuldstændig klart formuleret. Republikken Bulgarien har i denne forbindelse anført, at Kommissionen imidlertid fra den anden indbydelse til et bilateralt møde for første gang nævnte den potentielle tilsidesættelse af artikel 54, stk. 5, litra a) og c), i forordning nr. 1306/2013, samtidig med at den fortsat henviste til den nævnte forordnings artikel 52. Medlemsstaten har anført, at den omtvistede finansielle korrektion ved afslutningen af den administrative procedure i sidste ende var baseret på betalingsorganets forsømmelighed som følge af den manglende inddrivelse hos støttemodtagerne af de pågældende udgifter i henhold til artikel 54, stk. 5, litra a) og c), i forordning nr. 1306/2013 og på den manglende indførelse af støttemodtagerne i debitorregistret inden for den frist, der er fastsat i sidstnævntes artikel 54, stk. 1.
28 Henset til det ovenstående har Republikken Bulgarien gjort gældende, at udviklingen i Kommissionens holdning med hensyn til retsgrundlaget for den omtvistede finansielle korrektion vildledte betalingsorganet, for så vidt som dette oprindeligt fandt, at proceduren for regnskabsafslutning var blevet iværksat i henhold til artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 på grund af mangler i de forvaltnings- og kontrolsystemer, der skulle kontrollere den formelle rigtighed af operationer, der finansieres af ELFUL. Medlemsstaten har påpeget, at der ikke blev konstateret sådanne mangler på det første stadium i proceduren, eftersom der ikke var blevet rejst noget problem vedrørende ordningen for inddrivelse af fordringer. Den har følgelig gjort gældende, at de præciseringer, som Kommissionen fremkom med på det tidspunkt, hvor betalingsorganet modtog anmodningen om yderligere oplysninger i henhold til artikel 34, stk. 5, litra a), i forordning nr. 908/2014, skete for sent. Kommissionen redegjorde heri for første gang for sin fortolkning af artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, hvorefter fristen på 18 måneder for inddrivelse af de omtvistede fordringer i den foreliggende sag begyndte at løbe, da betalingsorganet modtog OLAF’s endelige rapporter, dvs. den 19. januar 2018 for den første rapport og den 3. september 2018 for den anden rapport. Republikken Bulgarien er endvidere af den opfattelse, at de oplysninger, som Kommissionen fremsendte ved meddelelsen om konstateringerne, kunne have været fremlagt på et tidligere stadium. Det følger af det ovenstående, at Republikken Bulgarien er af den opfattelse, at den ikke har nydt godt af de processuelle garantier, der er fastsat i artikel 52, stk. 3, i forordning nr. 1306/2013 og i artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 908/2014.
29 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
30 Det skal indledningsvis fastslås, at Republikken Bulgarien med dette anbringende i det væsentlige har gjort gældende, at den i den foreliggende sag gennemførte efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure er behæftet med fejl, som ikke har gjort det muligt for medlemsstaten at drage fordel af de processuelle garantier, der følger af artikel 52, stk. 3, i forordning nr. 1306/2013 og artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 908/2014. Ifølge Republikken Bulgarien udgør denne tilsidesættelse af de nævnte garantier en tilsidesættelse af retten til forsvar og af princippet om loyalt samarbejde, kontradiktionsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, og den bør derfor medføre annullation af den anfægtede afgørelse. I denne forbindelse består dette anbringende af to særskilte led, hvoraf det første vedrører den omstændighed, at Kommissionen ikke var beføjet til at ændre det retsgrundlag, som den anfægtede afgørelse endeligt blev baseret på under den administrative procedure, og det andet vedrører den omstændighed, at Kommissionen ved denne fremgangsmåde vildledte Republikken Bulgarien, idet den gav anledning til at tro, at de konstaterede mangler og forsømmelser vedrørte dens forvaltnings- og kontrolsystem, som er de eneste tilfælde, der er nævnt i artikel 52 i forordning nr. 1306/2013, og ikke inddrivelsen af de omhandlede midler, som for sit vedkommende afhænger af nævnte forordnings artikel 54.
31 I denne forbindelse bemærkes for så vidt angår den påståede tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til at blive hørt, at overholdelsen af retten til kontradiktion i henhold til retspraksis udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som skal sikres, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure. Kontradiktionsprincippet indebærer, at de adressater for en afgørelse, hvis interesser i væsentlig grad berøres deraf, skal have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende (jf. dom af 19.1.2006, Comunità montana della Valnerina mod Kommissionen, C-240/03 P, EU:C:2006:44, præmis 129 og den deri nævnte retspraksis). I forbindelse med procedurerne vedrørende EGFL er det blevet fastslået, at dette princip kræver, at den endelige afgørelse vedrørende afslutningen af regnskaberne træffes efter en særlig kontradiktorisk sagsbehandling, hvorunder de pågældende medlemsstater sikres fuld garanti for at kunne fremføre alle deres synspunkter (jf. i denne retning dom af 9.10.2012, Italien mod Kommissionen, T-426/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:526, præmis 141 og den deri nævnte retspraksis).
32 Hvad angår respekt for retten til at blive hørt kræver denne navnlig, at Kommissionen tager hensyn til alle de oplysninger, som en medlemsstat fremlægger under den kontradiktoriske procedure, der går forud for den endelige afgørelse om det beløb, der skal udelukkes (jf. i denne retning dom af 18.9.2003, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, C-346/00, EU:C:2003:474, præmis 70, og af 26.11.2008, Grækenland mod Kommissionen, T-263/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:529, præmis 136).
33 Det skal i øvrigt bemærkes, at Kommissionen på grundlag af artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter de beløb, der skal udelukkes fra EU-finansiering, når den finder, at udgifter, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, dvs. EGFL’s udgifter, ikke er afholdt i overensstemmelse med EU-retten. Denne fastsætter således den procedure, der skal følges ved anvendelsen af korrektioner i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutning. Denne procedure præciseres desuden i artikel 34 i forordning nr. 908/2014.
34 Artikel 54 i forordning nr. 1306/2013 tilsigter at opfylde det generelle formål om at beskytte Unionens finansielle interesser ved at pålægge medlemsstaterne en særlig forpligtelse til hurtigt at indlede en procedure til inddrivelse af fordringer, når uregelmæssigheder eller forsømmelser påvirker udgifter, der er afholdt inden for rammerne af den pågældende fond. I denne henseende er det bl.a. fastsat i den nævnte forordnings artikel 54, stk. 5, at Kommissionen kan udelukke visse af disse udgifter fra EU-finansiering, forudsat at den procedure, der er fastsat i artikel 52 i forordning nr. 1306/2013, er blevet fulgt.
35 Det er på baggrund af de ovenstående betragtninger, at det første anbringende skal undersøges.
36 I henhold til artikel 34 i forordning nr. 908/2014 skal proceduren til efterprøvning af regnskabsafslutning i det væsentlige følge seks etaper. For det første underretter Kommissionen den pågældende medlemsstat om sine konstateringer med angivelse af de korrigerende foranstaltninger, som den finder passende, og med angivelse af den foreløbige grad af finansiel korrektion, som den finder passende. Medlemsstaten er forpligtet til at svare inden for en frist på to måneder fra modtagelsen af denne meddelelse. For det andet organiserer Kommissionen et bilateralt møde med henblik på at nå frem til en aftale om de foranstaltninger, der skal træffes, på baggrund af konstateringerne i meddelelsen og for at vurdere overtrædelsens grovhed og den økonomiske skade, der er påført Unionen. Kommissionen er forpligtet til inden for en frist på 30 arbejdsdage at fremsende referatet af dette møde til den pågældende medlemsstat, som selv kan fremsætte sine bemærkninger hertil. For det tredje meddeler Kommissionen sine konklusioner inden for en frist på seks måneder efter fremsendelsen af nævnte referat. For det fjerde kan den pågældende medlemsstat anmode om, at der afholdes en forligsprocedure, hvis nærmere regler er fastsat i artikel 40 i forordning nr. 908/2014. Hvis der ikke opnås enighed i forbindelse med forligsproceduren, meddeler Kommissionen for det femte den pågældende medlemsstat sine konklusioner. Endelig kan Kommissionen for det sjette vedtage en eller flere afgørelser i henhold til artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 med henblik på at udelukke de udgifter, der er berørt af den manglende overholdelse af den relevante lovgivning, fra EU-finansiering.
37 Hvad angår den første etape, der er beskrevet i præmis 36 ovenfor, fremgår det af retspraksis, at Kommissionens meddelelse om sine konstateringer som omhandlet i artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 908/2014 først tilstrækkeligt præcist skal identificere alle de uregelmæssigheder, der foreholdes den pågældende medlemsstat, og som i sidste ende ligger til grund for den finansielle korrektion, der foretages. Kun en sådan meddelelse kan sikre et fuldkomment kendskab til Kommissionens forbehold (jf. analogt dom af 3.5.2012, Spanien mod Kommissionen, C-24/11 P, EU:C:2012:266, præmis 31). Derudover skal den identificere genstanden for og resultaterne af Kommissionens undersøgelser og angive de korrigerende foranstaltninger, der bør træffes i fremtiden (jf. i denne retning og analogt dom af 26.9.2018, Portugal mod Kommissionen, T-463/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:606, præmis 68).
38 I den foreliggende sag indledte Kommissionen regnskabsafslutningsproceduren ved at fremsende meddelelsen om konstateringerne til Republikken Bulgarien den 4. januar 2017. I dette dokument som sammenfattet i præmis 2 ovenfor anførtes det, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 og efter de oplysninger, som OLAF havde fremsendt, undersøgte muligheden for at udelukke en del af de udgifter, der var forbundet med de programmer og transaktioner, som [fortroligt] deltog i, fra EU-finansiering. Derefter fandt der drøftelser sted før, under og efter det første bilaterale møde med henblik på at drøfte de problemer, som Kommissionen havde identificeret.
39 Efter at have modtaget OLAF’s første rapport, der blev udarbejdet i forbindelse med undersøgelse OF/2016/0390/B5, og som den havde fremsendt til Republikken Bulgarien den 19. januar 2018, besluttede Kommissionen ved skrivelse af 7. maj 2018 at indkalde sidstnævnte til et andet bilateralt møde. I indkaldelsen blev der nu henvist til artikel 54 i forordning nr. 1306/2013, og i forbindelse med anvendelsen af denne anbefaledes det at inddrive de betalinger, som OLAF’s første rapport vurderede var blevet udbetalt uretmæssigt. Republikken Bulgarien fremsendte sine bemærkninger til indkaldelsen ved skrivelse af 22. maj 2018. Republikken Bulgarien meddelte udtrykkeligt Kommissionen, at den ikke havde til hensigt straks at inddrive de omtvistede udgifter, idet medlemsstaten herved anførte, at dens egne kompetente undersøgelsesorganer ikke havde truffet afgørelse i den indledende procedure, der var blevet igangsat herom. Medlemsstaten fastholdt sin holdning i forbindelse med proceduren for regnskabsafslutning og indtil afslutningen heraf. Ved skrivelse af 3. september 2018 fremsendte Kommissionen OLAF’s anden rapport til Republikken Bulgarien vedrørende uregelmæssigheder begået af [fortroligt].
40 I den endelige udtalelse af 12. august 2020 meddelte Kommissionen Republikken Bulgarien, at den fastholdt det standpunkt, som den allerede havde givet udtryk for i den formelle meddelelse, og som bestod i at pålægge medlemsstaten en finansiel korrektion i henhold til artikel 54, stk. 5, litra a) og c), i forordning nr. 1306/2013, fordi betalingsorganet havde forsømt at anmode om tilbagebetaling af de omtvistede fordringer hos støttemodtagerne og at indføre de omhandlede beløb i debitorregnskabet inden for den frist, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 54, stk. 1. I den anfægtede afgørelse anførtes det indledningsvis på generel vis, at den var blevet vedtaget bl.a. i medfør af artikel 52 i forordning nr. 1306/2013. Hvad nærmere bestemt angår den finansielle korrektion, der blev pålagt Republikken Bulgarien, anførtes det efterfølgende, at denne fulgte af en manglende tilbagebetaling af udgifter forbundet med de salgsfremstød, der blev gennemført mellem 2010 og 2017.
41 På baggrund af det ovenstående skal det, således som det fremgår af præmis 38-40 ovenfor, fastslås, at begrundelserne for den omtvistede finansielle korrektion, således som de er anført i den sammenfattende rapport og i den anfægtede afgørelse, kun delvist svarer til de begrundelser, der retfærdiggjorde indledningen af den omtvistede procedure for regnskabsafslutning, således som Kommissionen havde redegjort for i meddelelsen om konstateringerne.
42 Som det er beskrevet i præmis 39 ovenfor, indbød Kommissionen imidlertid Republikken Bulgarien til et andet bilateralt møde. I denne anden indbydelse blev det bl.a. anført, at visse udbetalinger kunne anses for at være uberettigede til EU-finansiering, og det blev anbefalet dels ikke at forlænge de udbetalinger, der blev anset for at udgøre en risiko for den omhandlede fond, dels at inddrive de uretmæssige betalinger hos de respektive modtagere heraf i overensstemmelse med artikel 54 i forordning nr. 1306/2013. Endvidere indeholdt den anden indbydelse til et bilateralt møde for det første en henvisning til artikel 34 i forordning nr. 908/2014, for det andet en præcis identificering af de uregelmæssigheder, der på dette stadium kunne begrunde en finansiel korrektion, og for det tredje en angivelse af de korrigerende foranstaltninger, der skulle overvejes. I dette omfang kan en sådan indbydelse anses for i det væsentlige at have tilpasset den meddelelse om konstateringerne, som blev fremsendt til Republikken Bulgarien den 4. januar 2017.
43 Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at det var fordi Kommissionen fik kendskab til OLAF’s første rapport, som netop var blevet fremsendt til den, at den først på dette stadium kunne udtale sig endeligt om nødvendigheden af at indlede en inddrivelsesprocedure i henhold til artikel 54 i forordning nr. 1306/2013.
44 Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at Republikken Bulgarien havde lejlighed til at udtale sig om alle de problemstillinger, som Kommissionen behandlede i den anden indbydelse til et bilateralt møde, og navnlig vedrørende tilbagebetalingen af de omtvistede udgifter og anvendelsen af artikel 54 i forordning nr. 1306/2013. Republikken Bulgarien har således kunnet fremsætte sine bemærkninger hertil, først ved en skrivelse af 22. maj 2018 og dermed før afholdelsen af det andet bilaterale møde, således som det er fastsat i artikel 34 i forordning nr. 908/2014, og dernæst under det andet bilaterale møde samt de efterfølgende stadier i proceduren for regnskabsafslutning.
45 Det var desuden først i forbindelse med de skriftlige skriftvekslinger, der er beskrevet i præmis 44 ovenfor, at Republikken Bulgarien udtrykkeligt meddelte Kommissionen, at den ikke havde til hensigt at tage særlige skridt til at foretage en sådan inddrivelse på dette stadium, idet den anførte, at dens egne kompetente undersøgelsesorganer ikke havde truffet afgørelse i den indledende procedure, der var blevet igangsat herom. Det var således, fordi den var stillet over for en sådan nægtelse, at Kommissionen allerede ved det andet bilaterale møde meddelte Republikken Bulgarien, at den forventede, at medlemsstaten ville indlede inddrivelsesprocedurer, og at den pålagde medlemsstaten at holde den underrettet om gennemførelsen af denne korrigerende foranstaltning. Republikken Bulgarien meddelte i øvrigt Kommissionen, at den ville afslutte registreringen af de omhandlede beløb i debitorregnskabet, som fastsat i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, i de kommende uger.
46 Henset til det ovenstående skal det bemærkes, at det var fordi Kommissionen var stillet over for Republikken Bulgariens nægtelse af at efterkomme en del af de påtænkte korrigerende foranstaltninger, nemlig inddrivelsen af de omtvistede udbetalinger hurtigst muligt, at den i anmodningen om yderligere oplysninger, der blev fremsendt den 1. marts 2019, mindede Republikken Bulgarien om de krav, der fulgte af artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013. Ved denne lejlighed påpegede Kommissionen bl.a., at Republikken Bulgarien skulle kræve tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb hos modtagerne inden for en frist på 18 måneder fra meddelelsen af OLAF’s endelige rapporter i de to undersøgelser, som OLAF foretog. Henvisningen til artikel 54 i forordning nr. 1306/2013 efterlod desuden ikke nogen tvivl med hensyn til muligheden for finansielle korrektioner, hvis den nævnte frist ikke blev overholdt.
47 Parterne har imidlertid ikke bestridt, at Republikken Bulgarien har haft mulighed for at udtale sig om den fortolkning af artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, som Kommissionen anlagde, navnlig for så vidt angår begyndelsestidspunktet for den frist, der i den foreliggende sag skulle overholdes med henblik på at iværksætte foranstaltninger til inddrivelse af de omtvistede udgifter hos modtagerne heraf. I sin skrivelse af 24. april 2019 tilkendegav Republikken Bulgarien således udtrykkeligt, at den var uenig i den nævnte fortolkning, uden dog at gøre gældende, at det var umuligt at indlede en procedure til inddrivelse af de omtvistede udgifter. Forligsorganet havde i øvrigt kendskab til alle disse drøftelser, hvilket fremgår af det resumé af de faktiske omstændigheder, som forligsorganet har udarbejdet i forligsrapporten.
48 I denne sammenhæng kan Republikken Bulgarien ikke gøre gældende, at den ikke var i stand til at forstå, at den kunne pålægges en finansiel korrektion, hvis den ikke indledte en procedure til inddrivelse af de omtvistede udgifter hos modtageren heraf i henhold til artikel 54 i forordning nr. 1306/2013.
49 For så vidt som Kommissionens standpunkt med hensyn til den nødvendige tilbagebetaling af de omtvistede udgifter var blevet meddelt Republikken Bulgarien forud for det andet bilaterale møde, og eftersom alle spørgsmålene vedrørende anvendelsen af artikel 54 i forordning nr. 1306/2013 i den foreliggende sag blev drøftet under hele proceduren for regnskabsafslutning, herunder ved forligsorganet, kan det endvidere ikke lægges til grund, at Republikken Bulgariens processuelle rettigheder er blevet tilsidesat, lige så lidt som dens ret til forsvar, princippet om loyalt samarbejde, kontradiktionsprincippet eller princippet om god forvaltningsskik.
50 Denne konklusion drages ikke i tvivl af de argumenter, som Republikken Bulgarien har fremført, hvoraf det for det første fremgår, at Kommissionen aldrig nævnte uregelmæssigheder i det forvaltnings- og kontrolsystem, som Republikken Bulgarien har indført, eller mangler i betalingsorganets efterfølgende kontrol, og for det andet, at den klagepunktsmeddelelse, der lå til grund for Kommissionens anfægtede afgørelse, var fremsendt for sent til at gøre det muligt for Republikken Bulgarien at tilpasse sin adfærd som følge heraf.
51 Hvad angår det første argument er det således uden relevans for vurderingen af lovligheden af den anfægtede afgørelse, eftersom denne ikke er baseret på angivelige mangler ved det forvaltnings- og kontrolsystem, som Republikken Bulgarien har indført, men på Republikken Bulgariens manglende inddrivelse af de omtvistede udgifter hos modtagerne heraf inden for de frister, der er fastsat i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013.
52 Hvad angår det andet argument bemærkes for det første, at påstanden om, at Kommissionens klagepunktsmeddelelse kunne have været mindre forsinket, ikke er underbygget. For så vidt som Republikken Bulgarien har gjort gældende, at den skrivelse, der blev fremsendt den 1. marts 2019, var for sen til, at medlemsstaten kunne vedtage de nødvendige foranstaltninger, eftersom den frist på 18 måneder, der var fastsat for at inddrive fordringer vedrørende [fortroligt], stort set allerede var udløbet, mens den allerede var udløbet for mere end 6 måneder siden for så vidt angår fordringerne vedrørende [fortroligt], har Republikken Bulgarien for det andet gentaget de argumenter, der er fremført i forbindelse med det tredje anbringende. Det skal derfor analyseres i forbindelse med undersøgelsen af det nævnte anbringende.
53 For så vidt som Republikken Bulgarien har gjort gældende, at den skrivelse fra Kommissionen, som den modtog den 12. maj 2022, kan støtte de antagelser, som medlemsstaten har fremført inden for rammerne af den foreliggende sag, skal det i øvrigt bemærkes, at Republikken Bulgarien ikke har forklaret, hvilke antagelser en sådan konklusion i særdeleshed bør finde anvendelse på, lige så lidt som det fremgår af læsningen af den nævnte skrivelse.
54 Heraf følger, at det første anbringende må forkastes i sin helhed.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
55 Republikken Bulgarien har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en utilstrækkelig begrundelse. Medlemsstaten har i denne forbindelse henvist til visse af de betragtninger, der er anført i forbindelse med det første anbringende, og som efter dens opfattelse ligeledes er relevante med henblik på at godtgøre, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet. Medlemsstaten har endvidere anført, at det først var på stadiet for indbydelsen til et andet bilateralt møde, at Kommissionen for første gang nævnte artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, og den har tilføjet, at Kommissionen ikke fremsatte bemærkninger til det standpunkt, som betalingsorganet havde givet udtryk for i sit svar på den nævnte indbydelse, og hvorefter de finansielle konsekvenser af [fortroligt]’s salgsfremstød – henset til OLAF’s første endelige rapport – burde deles mellem Republikken Bulgarien og Unionen. Medlemsstaten har endvidere gjort gældende, at selv om Kommissionen har erkendt, at de faktiske omstændigheder, der er påtalt i OLAF’s endelige rapporter, udgjorde lovovertrædelser i henhold til den bulgarske straffelov, begrænsede Kommissionen sig til blot at henvise til sin fortolkning af artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 og til nødvendigheden af at indlede den administrative procedure for opførelse af støttemodtagerne i debitorregisteret og inddrivelse af regelstridige udgifter. I replikken har Republikken Bulgarien gjort gældende, at proceduren for udarbejdelse af den anfægtede afgørelse, således som den er beskrevet i det første anbringende, ikke har gjort det muligt for Republikken Bulgarien at forstå begrundelsen herfor. Medlemsstaten har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen burde have indledt en ny regnskabsafslutningsprocedure baseret på de relevante grunde, som den i den foreliggende sag først påberåbte sig under den omtvistede procedure.
56 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
57 Det skal indledningsvis bemærkes, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. dom af 29.4.2004, Nederlandene mod Kommissionen, C-159/01, EU:C:2004:246, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).
58 Forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om iagttagelse af retten til forsvar, har navnlig til formål for det første at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (jf. dom af 16.2.2017, Rumænien mod Kommissionen, T-145/15, EU:T:2017:86, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
59 Det kan imidlertid ikke kræves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelses begrundelse opfylder de krav, der er nævnt ovenfor i præmis 39 og 40, skal ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 16.2.2017, Rumænien mod Kommissionen, T-145/15, EU:T:2017:86, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
60 Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionens afgørelser om afslutning af de berørte fondes regnskaber træffes på grundlag af en sammenfattende rapport og en skriftveksling mellem den berørte medlemsstat og Kommissionen (jf. i denne retning dom af 14.3.2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-132/99, EU:C:2002:168, præmis 39). Under disse omstændigheder må en afgørelses begrundelse anses for at være tilstrækkelig, når den medlemsstat, som afgørelsen er rettet til, har været snævert inddraget i afgørelsens tilblivelse, og når den således kendte grundene til, at Kommissionen ikke fandt, at det omtvistede beløb skulle afholdes af den pågældende fond (jf. i denne retning dom af 20.9.2001, Belgien mod Kommissionen, C-263/98, EU:C:2001:455, præmis 98, og af 17.5.2013, Grækenland mod Kommissionen, T-294/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:261, præmis 94).
61 For det første skal det, for så vidt som Republikken Bulgarien har gjort gældende, at Kommissionen kun nævnte artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 på stadiet for indbydelsen til et andet bilateralt møde, blot bemærkes, at Republikken Bulgarien, som anført i præmis 38-40 ovenfor, blev inddraget i den anfægtede afgørelses tilblivelse, og at spørgsmålet om inddrivelse af de omtvistede fordringer i forbindelse med artikel 54 i forordning nr. 1306/2008, således som det fremgår af behandlingen af det første anbringende i søgsmålet, er blevet drøftet mellem parterne ved flere lejligheder.
62 Følgelig kan Republikken Bulgarien ikke gøre gældende, at den ikke blev underrettet om grundene til, at Kommissionen havde til hensigt at pålægge medlemsstaten den omtvistede finansielle korrektion, eller at den ikke var i stand til at forstå begrundelsen for den anfægtede afgørelse på dette punkt.
63 For det andet har Republikken Bulgarien gjort gældende, at Kommissionen ikke besvarede den bemærkning, der blev meddelt i forbindelse med svaret på den anden indbydelse til et bilateralt møde, hvorefter Unionen skulle dele de finansielle konsekvenser af de omtvistede uregelmæssigheder med Republikken Bulgarien.
64 Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen gav et udtrykkeligt svar på denne bemærkning i den formelle meddelelse, som den fremsendte til Republikken Bulgarien den 19. november 2019 i henhold til artikel 34, stk. 3, i forordning nr. 908/2014, og at dette argument derfor savner grundlag i de faktiske omstændigheder.
65 For det tredje har Republikken Bulgarien gjort gældende, at Kommissionen ikke nævnte de specifikke EU-retlige regler, der var blevet tilsidesat af [fortroligt] og [fortroligt], og som medlemsstaten kunne have støttet sig på med henblik på at anmode om tilbagebetaling af de omtvistede fordringer.
66 Det fremgår imidlertid af samtlige ovenstående betragtninger, at Kommissionens konklusioner på de forskellige stadier af regnskabsafslutningen bl.a. var baseret på mellemliggende undersøgelsesrapporter og OLAF’s endelige rapporter. Disse sidstnævnte indeholdt detaljerede analyser af de uregelmæssigheder, som OLAF havde konstateret. Det fremgår imidlertid af referatet fra det andet bilaterale møde, at Republikken Bulgarien i det væsentlige anerkendte, at de af OLAF fremlagte beviser var meget alvorlige og påviste, at de udgifter, der blev afholdt i de ni omhandlede programmer for salgsfremstød, udgjorde en risiko for den omhandlede fond. Det følger heraf, at Republikken Bulgarien ikke kan gøre gældende, at den var uvidende om, at de nævnte udgifter skulle inddrives, eftersom de ikke var i overensstemmelse med de specifikke EU-regler, der bl.a. er fastsat i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013.
67 For så vidt som Republikken Bulgarien for det fjerde har henvist til de dele af sine skriftlige indlæg, der er omfattet af søgsmålets første anbringende, idet den er af den opfattelse, at de ligeledes er relevante med henblik på at godtgøre, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF, er det tilstrækkeligt at fastslå, at Republikken Bulgarien ikke har fremført noget argument, der kan forklare, hvorfor dette skulle anses for at være tilfældet.
68 Det fremgår i øvrigt af samtlige ovenstående betragtninger samt af de anbringender og argumenter, som Republikken Bulgarien har fremført til støtte for sit søgsmål, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse har gjort det muligt for medlemsstaten at få kendskab til begrundelsen for den omtvistede finansielle korrektion, og at den ligeledes gør det muligt for Retten at udøve sin prøvelsesret.
69 Det andet anbringende skal derfor forkastes.
Det tredje anbringende om en fejlagtig fortolkning af artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013
70 Republikken Bulgarien har gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen fandt, at den frist på 18 måneder, der er fastsat i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, for at betalingsorganet kan anmode om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb hos modtagerne heraf, begyndte at løbe fra den pågældende medlemsstats modtagelse af OLAF’s endelige rapport. Republikken Bulgarien er således af den opfattelse, at når en procedure indledes i henhold til artikel 52 i forordning nr. 1306/2013, kræver denne, at en afgørelse om afvisning af finansiering efterfølgende vedtages i overensstemmelse med de forskellige stadier, der er fastsat i artikel 34 i forordning nr. 908/2014. Medlemsstaten har imidlertid gjort gældende, at Kommissionen, da OLAF fremsendte sine endelige rapporter, endnu ikke havde fremsendt sin endelige konklusion i overensstemmelse med forordningens artikel 34, stk. 4. Den har i øvrigt bemærket, at de beløb, der er angivet i OLAF’s endelige rapporter, i den foreliggende sag ikke svarede til dem, der blev udelukket fra EU-finansiering ved den anfægtede afgørelse.
71 Republikken Bulgarien har af det ovenstående udledt, at de forskellige dokumenter, der blev udvekslet under den administrative procedure, kun kan anses for forberedende dokumenter til den anfægtede afgørelse og ikke kan anses for en kontrolrapport eller et tilsvarende dokument som omhandlet i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013. Medlemsstaten er derfor af den opfattelse, at den nævnte artikel skal fortolkes således, at det er tidspunktet for meddelelsen af den anfægtede afgørelse, der i den foreliggende sag skal anses for at være tidspunktet for modtagelsen af en sådan kontrolrapport eller tilsvarende dokument. Desuden har Republikken Bulgarien med henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af OLAF, og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1) præciseret, at fremsendelsen af OLAF’s endelige rapporter og henstillinger til de nationale myndigheder ikke er forbundet med forpligtelser med hensyn til, hvorledes de nævnte myndigheder skal følge op herpå. Medlemsstaten har heraf udledt, at de nævnte rapporter ikke automatisk kan føre til, at der indledes en administrativ eller retslig procedure, og heller ikke til vedtagelsen af EU-retsakter som den anfægtede afgørelse. Endelig har den tilføjet, at den af Kommissionen anlagte fortolkning ikke har været genstand for nogen nærmere belysning via retningslinjer eller den relevante lovgivning.
72 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
73 Det fremgår af artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, at »[f]or enhver uretmæssig betaling som følge af uregelmæssigheder eller forsømmelighed anmoder medlemsstaterne støttemodtageren om tilbagebetaling inden for 18 måneder efter, at det betalingsorgan, der er ansvarligt for inddrivelsen, har godkendt og i givet fald modtaget en kontrolrapport eller et tilsvarende dokument, hvoraf det fremgår, at en uregelmæssighed har fundet sted«.
74 Republikken Bulgarien har gjort gældende, at det i den foreliggende sag kun er meddelelsen af den anfægtede afgørelse, der kan anses for at være tidspunktet for modtagelsen af en kontrolrapport eller et tilsvarende dokument, eftersom artikel 52 og 54 i forordning nr. 1306/2013 skal fortolkes under ét.
75 I henhold til artikel 52 i forordning nr. 1306/2013, som suppleret ved artikel 34 i forordning nr. 908/2014, afsluttes proceduren for regnskabsafslutning imidlertid for det første med Kommissionens vedtagelse af gennemførelsesretsakter, der afgør, hvilke beløb der skal udelukkes fra Unionens finansiering.
76 Såfremt lovgiver havde haft til hensigt at fastsætte begyndelsestidspunktet for den frist på 18 måneder, der er fastsat for, at medlemsstaterne kan kræve tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb hos modtagerne heraf på tidspunktet for den formelle afslutning af regnskabsafslutningsproceduren som fastsat i artikel 52 i forordning nr. 1306/2013, ville lovgiver imidlertid udtrykkeligt have henvist til de gennemførelsesforanstaltninger, der er nævnt i præmis 74 ovenfor. Desuden har EU-lovgiver ikke henvist til en kontrolrapport eller et tilsvarende dokument, idet anvendelsen af disse to begreber antyder, at der kan være tale om dokumenter af forskellig art, idet kun afgørelser kan afslutte den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure.
77 For det andet kan Republikken Bulgarien ikke gives medhold i, at OLAF’s endelige rapporter ikke kunne sidestilles med de kontrolrapporter eller tilsvarende dokumenter, der er nævnt i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, fordi de ikke gjorde det muligt endeligt at fastsætte de beløb, der skulle udelukkes fra EU-finansiering.
78 Republikken Bulgariens fortolkning hviler nemlig på en urigtig læsning af den omhandlede bestemmelse, hvoraf det klart fremgår, at genstanden for en kontrolrapport eller et tilsvarende dokument ikke er at fastsætte størrelsen af de udgifter, der skal udelukkes fra EU-finansiering, men at angive, at der foreligger en uregelmæssighed.
79 For det tredje er Republikken Bulgarien på grundlag af forordning nr. 883/2013 af den opfattelse, at eftersom OLAF’s endelige rapporter ikke automatisk kan føre til, at der indledes en administrativ eller retslig procedure på nationalt plan, kan de heller ikke betragtes som kontrolrapporter eller tilsvarende dokumenter som omhandlet i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013.
80 Inden for rammerne af en efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure afhænger fastlæggelsen af den retsakt, der danner grundlag for den pågældende medlemsstats forpligtelse til at inddrive uretmæssigt udbetalte beløb hos modtagerne heraf, imidlertid ikke af fortolkningen af forordning nr. 883/2013, men af fortolkningen af forordning nr. 1306/2013. Med andre ord foregriber den omstændighed, at det i det væsentlige fremgår af artikel 11 i forordning nr. 883/2013 og af kendelse af 21. juni 2017, Inox Mare mod Kommissionen (T-289/16, EU:T:2017:414), at medlemsstaternes kompetente myndigheder beslutter, hvordan der skal følges op på de undersøgelser, hvis afslutning er kendetegnet ved fremsendelsen af en endelig rapport fra OLAF, på ingen måde, at en sådan endelig rapport kan anses for en kontrolrapport eller et tilsvarende dokument som omhandlet i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013.
81 Forpligtelsen til at kræve tilbagebetaling af fordringer, der er berørt af de uregelmæssigheder, der er konstateret i den endelige rapport, følger således ikke af forordning nr. 883/2013, men af artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, som bestemmer, at denne, når en sådan uregelmæssighed er blevet meddelt den pågældende medlemsstat, har en frist på 18 måneder til at anmode om nævnte tilbagebetaling hos støttemodtagerne.
82 Det tredje anbringende skal følgelig forkastes i sin helhed.
Det fjerde anbringende om et urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen fandt, at betalingsorganet ikke havde handlet med den fornødne omhu og udvist forsømmelighed
83 Republikken Bulgarien har gjort gældende, at EU-retten sondrer mellem begreberne uregelmæssighed og svig. Den har i denne forbindelse påpeget, at medlemsstaterne frit kan vælge, hvilke sanktioner der skal anvendes. Medlemsstaten er af den opfattelse, at Kommissionen ikke har foretaget nogen vurdering af omstændighederne i den foreliggende sag vedrørende de handlinger, som betalingsorganerne har foretaget i henhold til bulgarsk lovgivning, og at det derfor har været en formodning for, at der forelå forsømmelighed. Medlemsstaten har nærmere bestemt gjort gældende, at betalingsorganet opfyldte sine forpligtelser ved at anfægte de afgørelser afsagt af dens egne nationale domstole i første instans, hvorved afgørelserne om suspension af udbetalingerne var blevet annulleret, og at dens myndigheder under alle omstændigheder fremlagde alle de oplysninger, der blev anmodet om under regnskabsafslutningsproceduren.
84 Hvad nærmere bestemt angår inddrivelsen af fordringerne har Republikken Bulgarien anført, at anlæggelsen af et civilt søgsmål gør det muligt – for så vidt angår tilbagebetaling af udgifterne – ikke alene at holde støttemodtagerne, men også de indklagede fysiske personer ansvarlige, mens en sådan mulighed ikke er givet betalingsorganet inden for rammerne af en administrativ procedure. Ved at indtræde som civil part i straffesagen vil staten ligeledes være i stand til at få kendskab til de beviser, der er indsamlet i løbet af efterforskningen under den indledende fase. Medlemsstaten har tilføjet, at det er blevet fastslået, at statens mulighed for at anlægge et civilt søgsmål i forbindelse med straffesagen udgør et selvstændigt retsmiddel til beskyttelse af legitime rettigheder og interesser i tilfælde af tilsidesættelse af det generelle forbud mod ikke at skade andre, og at den ikke konkurrerer med den procedure, der er fastsat i den særlige skatte- og afgiftsprocedure, idet den ene ikke erstatter den anden.
85 Hvad i øvrigt angår vedtagelsen af en administrativ foranstaltning har Republikken Bulgarien anført, at betalingsorganets påbud om indstilling af betalingerne er blevet annulleret af de nationale bulgarske forvaltningsdomstole. Medlemsstaten har påpeget, at betalingsorganet på trods heraf ikke genoptog proceduren for behandling af betalingsanmodninger, hvilket dannede grundlag for, at en af modtagerne anlagde sag på grund af manglende opfyldelse af en dom. Formanden for betalingsorganet blev i denne forbindelse pålagt en bøde, og der blev ligeledes givet medhold i et søgsmål med påstand om annullation af en stiltiende afvisning fra sidstnævnte om at genoptage proceduren for behandling af betalingsanmodninger, der var suspenderet. Republikken Bulgarien er derfor af den opfattelse, at med henblik på at opnå tilbagebetaling af samtlige de beløb, der er udbetalt inden for rammerne af et specifikt program, ville udstedelsen af en udtalelse, hvorved det fastslås, at staten har en fordring, der er støttet på indstillingen af udbetalinger, der er nævnt i OLAF’s rapporter, på nuværende tidspunkt være dømt til at mislykkes. I det foreliggende tilfælde er medlemsstaten af den opfattelse, at oplysningerne i OLAF’s rapporter er blevet analyseret, og at der er blevet anlagt søgsmål på grundlag heraf. Den har endvidere gjort gældende, at de bulgarske processuelle regler pålægger en forpligtelse til at udsætte den administrative eller retslige procedure i de tilfælde, hvor det opdages, at der foreligger en strafbar handling, hvis udfald vil påvirke udfaldet af den nævnte procedure, og at OLAF til dato ikke har aflagt rapport om forsømmelser, som kan tilskrives de kompetente myndigheder på grund af mangler i det indførte kontrolsystem.
86 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
87 Indledningsvis bemærkes, at artikel 58, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1306/2013 foreskriver, at medlemsstaterne skal træffe alle foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser, navnlig med henblik på at inddrive midler, der er tabt på grund af uregelmæssigheder eller forsømmelighed. De skal endvidere træffe de foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på denne inddrivelse, og om nødvendigt anlægge retssag (dom af 30.1.2019, Belgien mod Kommissionen, C-587/17 P, EU:C:2019:75, præmis 66).
88 Artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, der pålægger medlemsstaterne at beskytte Unionens finansielle interesser og inddrive beløb, der er udbetalt med urette, for så vidt angår finansiering af den fælles landbrugspolitik, er udtryk for den generelle pligt til at udvise omhu, der er fastlagt ved artikel 4, stk. 3, TEU. Denne forpligtelse, som gælder under hele inddrivelsesproceduren vedrørende disse beløb, indebærer, at de nationale myndigheder foretager inddrivelser hurtigt og i god tid samt ved anvendelse af de til rådighed værende midler for at sikre beskyttelsen af disse interesser (dom af 30.1.2019, Belgien mod Kommissionen, C-587/17 P, EU:C:2019:75, præmis 67). Tilbagesøgning af beløb, der er udbetalt med urette, kan blive vanskeliggjort eller umulig at gennemføre efter en vis tid på grund af visse omstændigheder, såsom fordi virksomheden er ophørt, eller bogholderibilag ikke længere kan tilvejebringes (dom af 30.1.2020, Portugal mod Kommissionen, T-292/18, EU:T:2020:18, præmis 65).
89 Det er imidlertid ikke i disse bestemmelser udtrykkeligt præciseret, hvilke specifikke foranstaltninger der skal træffes med henblik herpå – navnlig de retslige procedurer, som skal indledes med henblik på inddrivelsen af disse beløb (dom af 30.1.2019, Belgien mod Kommissionen, C-587/17 P, EU:C:2019:75, præmis 68).
90 Det tilkommer således de nationale myndigheder, med forbehold for overholdelse af pligten til at udvise omhu, at vælge de retsmidler, som de finder mest passende med henblik på inddrivelse af de pågældende beløb afhængigt af de konkrete omstændigheder i det pågældende tilfælde (dom af 30.1.2019, Belgien mod Kommissionen, C-587/17 P, EU:C:2019:75, præmis 70).
91 I det foreliggende tilfælde skal det for det første afgøres, om Republikken Bulgariens betalingsorgan tilsidesatte sin forpligtelse til at udvise omhu, idet det ikke inden for de frister, der er fastsat i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, foretog de administrative skridt, der var nødvendige for at inddrive de beløb, som OLAF fandt var blevet udbetalt uretmæssigt inden for rammerne af otte af de omhandlede programmer. For det andet skal det vurderes, om Republikken Bulgarien udviste forsømmelighed som omhandlet i samme forordnings artikel 54, stk. 5, litra c), ved under regnskabsafslutningen at meddele Kommissionen, at det nævnte betalingsorgan, så længe den igangværende strafferetlige efterforskning ikke var afsluttet, heller ikke ville tage skridt i denne retning vedrørende det niende omhandlede program.
92 Som det bl.a. fremgår af den endelige udtalelse, blev den anfægtede finansielle korrektion pålagt Republikken Bulgarien med den begrundelse, at det bulgarske betalingsorgan havde udvist forsømmelighed ved ikke at anmode om tilbagebetaling af de omtvistede udgifter hos modtagerne inden for de frister, der er fastsat i artikel 54, stk. 5, litra a) og c), i forordning nr. 1306/2013.
93 Republikken Bulgarien har imidlertid i det væsentlige gjort gældende, at betalingsorganet ikke kunne overholde de nævnte frister, eftersom der – idet der var tale om svig – var blevet indledt strafferetlige procedurer, og disse gjorde det umuligt for den samtidigt at indlede en procedure til inddrivelse af de pågældende udgifter. Medlemsstaten har således anført, at det var nødvendigt at afvente afslutningen af disse procedurer for at foretage den nævnte inddrivelse.
94 Det skal i denne henseende fastslås, at det fremgår af retspraksis, dels at selv om det tilkommer EU-medlemsstaterne at vælge de retsmidler, som er mest egnede til at sikre kontrollens effektivitet og den omgående inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb, indebærer indledningen af en straffesag ikke nødvendigvis, at de kompetente myndigheder i øvrigt kan undlade at træffe enhver foranstaltning, der – hvis ikke den er med henblik på inddrivelse – så i det mindste tilsigter at sikre en fodring som følge af et uretmæssigt udbetalt beløb fra den pågældende fond (jf. i denne retning dom af 10.10.2012, Grækenland mod Kommissionen, T-158/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:530, præmis 83), dels i det væsentlige, at en tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu, som pålægger medlemsstaterne at træffe alle foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser og at inddrive uretmæssigt udbetalte midler, ikke af sidstnævnte kan begrundes ved at henvise til, at den administrative klagesag eller den retssag, som den pågældende erhvervsdrivende har indledt, er af længere varighed (dom af 30.1.2020, Portugal mod Kommissionen, T-292/18, EU:T:2020:18 præmis 66).
95 I den foreliggende sag, og som det blev bekræftet under retsmødet, er det ubestridt, at Republikken Bulgarien på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke havde vedtaget nogen civil eller administrativ foranstaltning med henblik på at opnå tilbagebetaling af de omtvistede udgifter. Den eneste procedure, der var indledt på dette tidspunkt, var således af strafferetlig karakter, og den befandt sig på stadiet for den indledende efterforskning og ikke på stadiet for retsforfølgning. I øvrigt havde betalingsorganets påbud, som Republikken Bulgarien har gjort gældende blev annulleret af medlemsstatens egne nationale domstole, til formål at suspendere betalingerne i forbindelse med de programmer, der er omhandlet i OLAF’s endelige rapporter, og ikke at inddrive allerede udbetalte beløb.
96 Desuden kan Republikken Bulgarien ikke gives medhold, når den anfører, at det var henset til sandsynligheden for, at de af betalingsorganet trufne foranstaltninger ville blive annulleret, og at de således ville være ineffektive og dyre, at dette organ besluttede ikke at iværksætte sådanne skridt på dette stadium.
97 Som fastslået i præmis 95 ovenfor vedrørte de påbud fra betalingsorganet, som blev annulleret af de nationale bulgarske domstole, nemlig suspensionen af udbetalingerne til de programmer for salgsfremstød, hvorom det i OLAF’s endelige rapporter var blevet fastslået, at de udgjorde en risiko, og ikke inddrivelsen af de omtvistede udgifter.
98 I denne henseende fremgår det af sagsakterne, at ikke alle betalingsorganets påbud er blevet anfægtet ved Republikken Bulgariens nationale domstole. Følgelig er der intet, der gør det muligt at hævde, at alle disse foranstaltninger, såfremt der var blevet truffet foranstaltninger til inddrivelse af de omtvistede udgifter, ville have været genstand for et annullationssøgsmål ved de samme domstole. Det er ligeledes hypotetisk, om de kunne være blevet annulleret af de nationale bulgarske domstole.
99 I denne sammenhæng skal det ligeledes påpeges, at Republikken Bulgarien i henhold til artikel 54, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1306/2013, hvis den havde vedtaget administrative foranstaltninger med henblik på inddrivelse af de omhandlede beløb, og de nationale bulgarske domstole parallelt hermed havde konkluderet, at der ikke forelå uregelmæssigheder, således kunne have anmeldt den finansielle byrde, som den havde båret i denne henseende, til den omhandlede fond som en udgift.
100 For det tredje skal det ligeledes fastslås, at Republikken Bulgarien ikke har givet nogen oplysninger om de tidsrammer, inden for hvilke de indledte procedurer kunne afsluttes.
101 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fjerde anbringende forkastes i sin helhed.
Det femte anbringende om en tilsidesættelse af artikel 54 i forordning nr. 1306/2013 og proportionalitetsprincippet
102 Republikken Bulgarien har anført, at Kommissionen ikke opdagede nogen uregelmæssighed, da den kontrollerede de forskellige programmer for salgsfremstød, med hensyn til hvilke de omtvistede udgifter i sidste ende blev anset for at udgøre en risiko for den omhandlede fond. Medlemsstaten har desuden gjort gældende, at det fremgår af artikel 54, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013, at den finansielle byrde, der følger af den manglende tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb, skal fordeles ligeligt mellem Unionen og den pågældende medlemsstat. Den har tilføjet, at der ikke findes regler for efterprøvende regnskabsafslutning, når uregelmæssighederne ikke vedrører mangler i medlemsstaternes forvaltnings- og kontrolsystemer. Den har præciseret, at de udbetalinger, som medlemsstaterne foretager inden for rammerne af EGFL, godtgøres over Unionens budget. Republikken Bulgarien er således af den opfattelse, at det, for så vidt som medlemsstaterne handler på Unionens vegne, er Unionen, der skal bære de tab, der er forårsaget af privates adfærd, når medlemsstaterne har gjort, hvad der stod i deres magt, for at sikre sig, at de af EGFL finansierede foranstaltninger var blevet gennemført forskriftsmæssigt. Medlemsstaten er derfor af den opfattelse, at ansvaret for de finansielle konsekvenser af de af Kommissionen konstaterede uregelmæssigheder i den foreliggende sag bør deles med Unionen, og at størrelsen af de omtvistede finansielle korrektioner derfor er uforholdsmæssig.
103 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
104 For det første har Republikken Bulgarien i det væsentlige gjort gældende, at der ikke findes en regel om efterprøvende regnskabsafslutning, når de uregelmæssigheder, som Kommissionen har konstateret, ikke vedrører mangler i medlemsstaternes forvaltnings- og kontrolsystemer.
105 Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at fastslå, at det fremgår af artikel 54, stk. 5, i forordning nr. 1306/2013, at Kommissionen, forudsat at den følger den procedure, der er fastsat i samme forordnings artikel 52, stk. 3, bl.a. er beføjet til at vedtage gennemførelsesretsakter, hvorved beløb, der er bogført i Unionens budget, udelukkes fra finansiering fra Unionen i tre tilfælde, som ikke nødvendigvis svarer til mangler i medlemsstaternes forvaltnings- og kontrolsystemer.
106 I den foreliggende sag er det imidlertid ubestridt, at den omtvistede finansielle korrektion blev vedtaget på grundlag af to af disse tilfælde, nemlig det tilfælde, der er omhandlet i artikel 54, stk. 5, litra a), i forordning nr. 1306/2013, som omhandler den manglende inddrivelse af uretmæssigt afholdte udgifter inden for de frister, der er fastsat i forordningens artikel 54, stk. 1, og det tilfælde, der er fastsat i samme forordnings artikel 54, stk. 5, litra c), der bl.a. omhandler manglende inddrivelse af sådanne udgifter som følge af forsømmelighed, der kan tilskrives de administrative myndigheder eller et andet officielt organ i den pågældende medlemsstat.
107 Argumentet om, at de uregelmæssigheder, som Kommissionen konstaterede i den foreliggende sag, ikke vedrører mangler i Republikken Bulgariens forvaltnings- og kontrolsystemer, er følgelig uden relevans for vurderingen af lovligheden af den anfægtede afgørelse og skal af denne grund forkastes.
108 Det følger ligeledes af det ovenstående, at de betragtninger, hvormed Republikken Bulgarien har gjort gældende, at den ikke har tilsidesat de forpligtelser, der følger af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 af 17. december 2007 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande (EUT 2008, L 3, s. 1) og af Kommissionens forordning (EF) nr. 501/2008 af 5. juni 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 (EUT 2008, L 147, s. 3), og at gennemførelsen af »programmerne for salgsfremstød« skal deles med Kommissionen, er uden relevans, og de skal af samme grund også forkastes.
109 For det andet har Republikken Bulgarien påberåbt sig artikel 54, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 med henblik på at kræve, at den finansielle byrde, der følger af de uregelmæssigheder, som påvirker de omtvistede udgifter med Kommissionen, deles.
110 Det fremgår imidlertid af 37. betragtning til forordning nr. 1306/2013, at »[i] visse tilfælde af forsømmelighed fra en medlemsstats side bør det også være berettiget at pålægge den berørte medlemsstat at afholde det fulde beløb«.
111 I den foreliggende sag vedtog Kommissionen den anfægtede finansielle korrektion, fordi den fandt, at den manglende vedtagelse af den mindste foranstaltning med henblik på inddrivelse af de omtvistede udgifter burde anses for en sådan forsømmelighed fra Republikken Bulgariens side.
112 Det skal endvidere fastslås, at det er artikel 54, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013, der fastsætter de tilfælde, hvor den finansielle byrde, der følger af uregelmæssigheder, der vedrører udgifter afholdt inden for rammerne af EGFL, kan fordeles mellem den pågældende medlemsstat og Kommissionen. Det bestemmes således heri, at »[h]vis tilbagebetalingen [af de uberettigede udgifter] ikke har fundet sted senest fire år efter datoen for tilbagebetalingsanmodningen eller senest otte år, hvis anmodningen bliver bragt for en national domstol, bæres 50% af de finansielle konsekvenser af den manglende tilbagebetaling af den pågældende medlemsstat og 50% af Unionens budget«.
113 Denne bestemmelse finder imidlertid ikke anvendelse i den foreliggende sag, eftersom Republikken Bulgarien ikke har fremsat nogen tilbagebetalingsanmodning som omhandlet i den nævnte bestemmelse, og idet en sådan anmodning heller ikke er blevet fremsat for de nationale domstole, hvilket i øvrigt udgør selve begrundelsen for den omtvistede finansielle korrektion.
114 Af denne grund skal det femte anbringende forkastes i sin helhed og Kommissionen følgelig frifindes.
Sagsomkostninger
115 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
116 Da Republikken Bulgarien har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Republikken Bulgarien betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. marts 2023.
Underskrifter