RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

7. oktober 2014

Sag T-59/13 P

BT

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – kontraktansatte – ingen forlængelse af kontrakt – artikel 76 i Personalerettens procesreglement«

Angående:      Appel iværksat til prøvelse af kendelse afsagt af Retten for EU-Personalesager (Første Afdeling) den 3. december 2012, BT mod Kommissionen (sag F-45/12, Sml. Pers., EU:F:2012:168) med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald:      Appellen forkastes. BT bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger i denne instans.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – Unionens retsinstansers kompetence – grænser – forbud mod at træffe afgørelse ultra petita

2.      Retslig procedure – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – mulighed for at træffe afgørelse uden mundtlig forhandling – tilsidesættelse af retten til forsvar – foreligger ikke – indsigelse – betingelser – pligt til at anfægte Personalerettens vurdering af disse betingelser

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

1.      Eftersom Unionens retsinstanser i et annullationssøgsmål ikke kan træffe afgørelse ultra petita, har de hverken beføjelse til at omdefinere sagens hovedgenstand eller til af egen drift at fremsætte et anbringende uden for de undtagelsestilfælde, hvor almene hensyn kræver det.

(jf. præmis 22)

Henvisning til:

Retten: domme af 18. december 2008, Belgien og Kommissionen mod Genette, T-90/07 P og T-99/07 P, Sml., EU:T:2008:605, præmis 72-75, og af 5. oktober 2009, Kommissionen mod Roodhuijzen, T-58/08 P, Sml., EU:T:2009:385, præmis 34

2.      Anvendelsen af proceduren i artikel 76 i Personalerettens procesreglement, der gør det muligt at træffe afgørelse ved kendelse uden retsmøde, strider ikke i sig selv imod retten til en retfærdig og effektiv rettergang, eftersom denne bestemmelse alene finder anvendelse på sager, hvor det er åbenbart, at Personaleretten ikke har kompetence til at behandle sagen eller visse påstande, eller sagen helt eller delvist må afvises eller er åbenbart ugrundet.

I forbindelse med denne procedure har Personaleretten ikke pligt til at underrette ophavsmanden til en sag om, at hans stævning må afvises, eller at tillade en ny strafudveksling. Det følger desuden af selve ordlyden af denne artikel, at afholdelsen af et retsmøde på ingen måde udgør en ret for sagsøgerne, som ikke kan fraviges.

Såfremt en sagsøger er af den opfattelse, at Personaleretten ikke har anvendt denne artikel korrekt, påhviler det denne at anfægte førsteinstansens vurdering af de betingelser, som anvendelsen af denne bestemmelse er underlagt.

(jf. præmis 28, 29, 32-36 og 38)

Henvisning til:

Domstolen: kendelser af 8. juli 1999, Goldstein mod Kommissionen, C-199/89 P, EU:C:1999:379, præmis 18, af 3. juni 2005, Killinger mod Tyskland m.fl., C-396/03 P, Sml., EU:C:2005:355, præmis 9, og dom af 19. februar 2009, Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet, C-308/07 P, Sml., EU:C:2009:103, præmis 36

Retten: dom af 8. september 2008, Kerstens mod Kommissionen, T-222/07 P, Sml. Pers., EU:T:2008:314, præmis 33, og kendelse af 16. december 2010, Meister mod KHIM, T-48/10 P, Sml. Pers., EU:T:2010:542, præmis 29