Language of document :

Domstolens dom (Store Afdeling) af 31. januar 2017 – Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides mod Mostafa Lounani (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État – Belgien)

(Sag C-573/14) 1

(Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – asyl – direktiv 2004/83/EF – fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge – artikel 12, stk. 2, litra c), og artikel 12, stk. 3 – udelukkelse fra anerkendelse som flygtning – begrebet »handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger« – rækkevidde – ledende medlem af en terrororganisation – straffedom for deltagelse i en terroristgruppes aktiviteter – individuel vurdering)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

Sagsøgt: Mostafa Lounani

Konklusion

Artikel 12, stk. 2, litra c), i Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at det ikke er nødvendigt for at kunne lægge til grund, at den heri angivne grund til udelukkelse fra at blive anerkendt som flygtning foreligger, at ansøgeren om international beskyttelse er blevet dømt for en af de terrorhandlinger, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme.

Artikel 12, stk. 2, litra c), og artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/83 skal fortolkes således, at handlinger, der udgør deltagelse i en terroristgruppes aktiviteter, som dem, indstævnte i hovedsagen er blevet dømt for at have begået, kan begrunde udelukkelse fra at blive anerkendt som flygtning, selv om det ikke er godtgjort, at den berørte person har begået, forsøgt at begå eller truet med at begå en terrorhandling som nærmere defineret i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner. Ved den individuelle vurdering af de faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om der er tungtvejende grunde til at antage, at en person har gjort sig skyldig i handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger, eller har anstiftet eller på anden måde deltaget i sådanne handlinger, har den omstændighed, at denne person er blevet dømt ved retterne i en medlemsstat for deltagelse i en terroristgruppes aktiviteter, en særlig betydning, ligesom konstateringen af, at nævnte person var et ledende medlem af denne gruppe, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at denne person selv har anstiftet eller på anden måde har deltaget i en terrorhandling.

____________

1 EUT C 46 af 9.2.2015.