Sag T-655/11
FSL Holdings m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for bananer i Italien, Grækenland og Portugal – samordning ved fastsættelse af priser – antagelse af beviser til realitetsbehandling – ret til forsvar – magtfordrejning – bevis for overtrædelse – udmåling af bøden«
Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 16. juni 2015
1. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismateriale, som kan lægges til grund – lovligheden af oversendelsen af oplysninger til Kommissionen, der er indhentet af nationale myndigheder – nationale retters vurdering efter national ret – en oversendelse, som ikke er blevet erklæret ulovlig af en national ret – Kommissionens hensyntagen til således oversendte oplysninger som beviser – lovlig
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 12, stk. 2)
2. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens kontrolbeføjelse – beslutning om iværksættelse af en kontrolundersøgelse – begrundelsespligt – rækkevidde – forpligtelse til at angive kontrolundersøgelsens genstand og formål
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 20, stk. 4)
3. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser til kontrolundersøgelser – anvendelse af oplysninger indhentet under en kontrolundersøgelse – grænser – iværksættelse af en undersøgelse med henblik på at efterprøve rigtigheden af oplysninger afsløret ved en tilfældighed i forbindelse med en kontrolundersøgelse – lovlig
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 20)
4. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser – beføjelse til at opdele en procedure – opdeling svarende til iværksættelse af en ny undersøgelsesprocedure – skønsbeføjelse
(Art. 101 TEUF)
5. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – den berørte virksomheds mulighed for, først efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, fuldt ud at gøre disse rettigheder gældende – Kommissionens besiddelse af håndskrevne notater indsamlet som led i nationale efterforskninger – forpligtelse til at underrette den pågældende virksomhed herom under den indledende undersøgelsesfase forud for afsendelsen af klagepunktsmeddelelsen – foreligger ikke
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003)
6. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den involverede virksomheds samarbejde – indrømmelse af en betinget bødefritagelse inden vedtagelsen af Kommissionens endelige beslutning – rækkevidde – Kommissionens henvisning til den foreløbige karakter af den særlige processuelle stilling, som opstår ved indrømmelsen af en betinget bødefritagelse – ulovlig pression – foreligger ikke
[Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 8, litra a) og b), punkt 11, litra a)-c), og punkt 15, 16, 18 og 19]
7. Konkurrence – bøder – størrelse – nedsættelse af bøden som modydelse for samarbejde – total bødefritagelse – betingelser – den pågældende virksomheds forpligtelse til at samarbejde fuldt ud, permanent og effektivt – begreb
[Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 11, litra a)]
8. Annullationssøgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb
(Art. 263 TEUF)
9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – relevante retsregler – retningslinjer vedtaget af Kommissionen – Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse på grund af de involverede virksomheders samarbejde – begrænsning af egen skønsbeføjelse – rækkevidde
(Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)
10. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser til kontrolundersøgelser – anvendelse af oplysninger indsamlet under en kontrolundersøgelse foretaget som led i en anden procedure – lovlig – en virksomhed, der anmoder om fuld bødefritagelses forpligtelse til at samarbejde fuldt ud, permanent og effektivt – rækkevidde
(Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)
11. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – anvendelse af erklæringer fra andre virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, som bevismidler – lovlig – bevisværdi af frivillige erklæringer afgivet af hoveddeltagerne i et kartel med henblik på at være omfattet af samarbejdsmeddelelsen
(Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)
12. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – hensyntagen til forhold, der ligger uden for overtrædelsesperioden – lovlig – de enkelte indiciers bevismæssige værdi
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
13. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse, som består i indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale – beslutning støttet på dokumentbeviser – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens
(Art. 101 TEUF)
14. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – dokumentbeviser – vurdering af et dokuments bevisværdi – kriterier – dokument udarbejdet i umiddelbar forlængelse af begivenhederne eller af et direkte vidne til disse begivenheder – høj bevismæssig vægt
(Art. 101 TEUF)
15. Grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf – følger
(Art. 101 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1)
16. Karteller – konkurrencebegrænsning – aftale med konkurrencebegrænsende formål – samtidig forfølgning af lovlige formål – ingen betydning
(Art. 101 TEUF)
17. Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – afsløring af følsomme oplysninger, som ophæver usikkerheden om en konkurrents fremtidige markedsadfærd – oplysninger, som er kendt af offentligheden – omfattet – betingelser
(Art. 101 TEUF)
18. Karteller – aftaler mellem virksomheder – virksomhed, som har deltaget i en konkurrencebegrænsende aftale – adfærd, der afviger fra den, der blev aftalt i kartellet – omstændighed, der ikke nødvendigvis gør det muligt at udelukke virksomhedens deltagelse i aftalen
(Art. 101 TEUF)
19. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – virksomheds ansvar for handlinger begået af dens styrende organer – betingelser – en handling begået af en person, som er bemyndiget til at handle på virksomhedens vegne
(Art. 101 TEUF)
20. Karteller – samordnet praksis – begreb – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – konkurrencebegrænsning – vurdering i forhold til overtrædelsens art – diskussioner blandt konkurrenter af faktorer af betydning for prisudviklingen – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – ingen direkte forbindelse mellem den samordnede praksis og detailpriserne – ikke relevant
(Art. 101 TEUF)
21. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – afslag på udlevering af et dokument – berettigelse
(Art. 101 TEUF)
22. Konkurrence – administrativ procedure – høringer – høring af bestemte personer – Kommissionens skøn – begrænsning – overholdelse af retten til forsvar
(Art. 101 TEUF; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 10, stk. 3, og art. 13)
23. Karteller – kompleks overtrædelse bestående af både en aftale og en samordnet praksis – udelukkende kvalificeret som »aftale/samordnet praksis« – lovlig
(Art. 101 TEUF)
24. Karteller – samordnet praksis – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering – sondring mellem overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og overtrædelser med konkurrencebegrænsende virkning – kriterier for, hvornår en aftale kan anses for at have et konkurrencebegrænsende formål
(Art. 101 TEUF)
25. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – manglende konstatering af en overtrædelse for så vidt angår en anden erhvervsdrivende, der befinder sig i en lignende situation – ingen betydning
(Art. 101 TEUF)
26. Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – pålæggelse af ansvar for en virksomhed på grundlag af deltagelse i overtrædelsen betragtet i sin helhed – betingelser
(Art. 101 TEUF)
27. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – omfanget af bevisbyrden – samlet og vedvarende overtrædelse – manglende bevis for visse bestemte perioder i den samlede pågældende periode – afbrydelse af virksomhedens deltagelse i overtrædelsen – gentagen overtrædelse – følger for fastsættelsen af bøden
(Art. 101 TEUF)
28. Konkurrence – bøder – retningslinjer for beregning af bøder – beregningsmetode, hvorved der tages hensyn til en række fleksible faktorer – Kommissionens skøn – grænser – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – beregning af bødens grundbeløb – domstolskontrol – rækkevidde
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 9, 12, 13 og 19-23)
29. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – beregning af bødens grundbeløb – kriterier – overtrædelsens grovhed – vurdering i forhold til overtrædelsens art – virkningen af en konkurrencebegrænsende adfærd – ikke afgørende kriterium
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 19-24)
30. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)
31. Konkurrence – bøder – vurdering ud fra virksomhedens individuelle adfærd – af betydning, at en anden erhvervsdrivende ikke er pålagt nogen sanktion – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)
1. Det er uforeneligt med EU-retten at anvende beviser, der er indsamlet i klar modstrid med den procedure, som gælder for tilvejebringelse af beviser, og som skal beskytte de pågældendes grundlæggende rettigheder. Anvendelsen af denne procedure skal derfor anses for en væsentlig formforskrift som omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF. Det har imidlertid konsekvenser, at en væsentlig formforskrift tilsidesættes, uanset om denne tilsidesættelse har voldt den, der påberåber sig den, skade.
Hvad mere specifikt angår den administrative procedure på konkurrenceområdet tilgodeser forbuddet i artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 mod, at de oplysninger, som Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder indhenter i medfør af deres undersøgelsesbeføjelser, anvendes som bevismateriale til andre formål end dem, hvortil de er indsamlet, et særligt behov, nemlig behovet for at sikre, at Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder overholder de proceduremæssige garantier, når de indsamler oplysninger som led i deres opgaver, og at gøre det muligt for disse myndigheder at udveksle oplysninger. Dette forbud kan ikke uden videre betragtes som et generelt forbud mod, at Kommissionen anvender oplysninger, som en anden national myndighed har indhentet i forbindelse med sit arbejde, som bevismateriale.
I denne forbindelse er spørgsmålet om, hvorvidt en national anklagemyndighed eller de kompetente konkurrencemyndigheder lovligt kan oversende oplysninger, der er indhentet i medfør af den nationale strafferet, til Kommissionen, et spørgsmål, der henhører under national ret. Unionens retsinstanser har desuden ikke kompetence til at kontrollere, om en retsakt udstedt af en national myndighed er lovlig efter national ret. Når oversendelsen af de pågældende dokumenter ikke er blevet erklæret ulovlig af en national ret, kan det følgelig ikke antages, at disse dokumenter er bevismateriale, der må afvises og udtages af sagens akter.
(jf. præmis 44-46, 78 og 80)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 48-53)
3. Selv om oplysninger indhentet under Kommissionens kontrolundersøgelser i forbindelse med en administrativ procedure på konkurrenceområdet ikke må anvendes til andre formål end dem, der er angivet i kontrolundersøgelsesfuldmagten eller ‑beslutningen, følger det ikke heraf, at Kommissionen ikke kan iværksætte en undersøgelse med henblik på at supplere eller efterprøve rigtigheden af oplysninger, som den ved en tilfældighed har fået kendskab til i forbindelse med en tidligere kontrolundersøgelse, når det af de pågældende oplysninger må antages at fremgå, at der består forhold, som strider mod traktatens konkurrenceregler, og at Kommissionen i forbindelse med en sådan ny undersøgelse har ret til at rekvirere nye kopier af de dokumenter, der blev indsamlet i forbindelse med den første undersøgelse, og anvende disse dokumenter som bevismidler i den sag, der ligger til grund for den anden undersøgelse, uden at det påvirker de berørte virksomheders ret til forsvar.
Følgelig er den omstændighed, at en virksomhed anmodes om at fremlægge dokumenter, som den allerede har fremlagt i en første undersøgelse, ikke ulovlig, men en væsentlig forudsætning for, at disse dokumenter kan anvendes i en anden undersøgelse.
(jf. præmis 54, 55, 69, 104 og 157)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 56, 57 og 148)
5. I forbindelse med en administrativ procedure på konkurrenceområdet er det netop tilsendelsen af meddelelsen af klagepunkter på den ene side og adgangen til sagens akter, som giver adressaten for den nævnte meddelelse mulighed for at skaffe sig kendskab til de bevismidler, der findes i Kommissionens sagsakter, på den anden side, som sikrer retten til forsvar.
Det er således gennem meddelelsen af klagepunkter, at den berørte virksomhed bliver underrettet om alle de væsentlige omstændigheder, som Kommissionen lægger til grund på dette trin af proceduren. Det er som følge heraf først efter fremsendelsen af den nævnte meddelelse, at den berørte virksomhed fuldt ud kan gøre retten til forsvar gældende.
Såfremt denne ret også omfattede perioden forud for afsendelsen af meddelelsen af klagepunkter, ville det således svække effektiviteten af Kommissionens undersøgelse, fordi virksomheden allerede under den første fase i Kommissionens undersøgelse ville blive i stand til at fastslå, hvilke oplysninger Kommissionen allerede havde kendskab til, og dermed hvilke oplysninger der stadig kunne holdes skjult for den.
Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at underrette den berørte virksomhed om de dokumenter, som en national myndighed har fremsendt, før den fremsender klagepunktsmeddelelsen.
(jf. præmis 94-97)
6. I forbindelse med en administrativ procedure på konkurrenceområdet indebærer tildelingen af en betinget bødefritagelse, at der opstår en særlig processuel stilling i løbet af den administrative procedure til fordel for den virksomhed, som opfylder betingelserne i punkt 8 i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, der har visse retsvirkninger. Denne betingede bødefritagelse er dog på ingen måde sammenlignelig med den endelige bødefritagelse, som først indrømmes ved afslutningen af den administrative procedure.
Det er først ved afslutningen af den administrative procedure, når Kommissionen vedtager den endelige beslutning, at den i denne beslutning indrømmer eller ikke indrømmer egentlig bødefritagelse til den virksomhed, der har fået betinget bødefritagelse. Det er præcist på det tidspunkt, at den processuelle stilling, der udspringer af den betingede bødefritagelse, ophører med at have virkninger.
Det fremgår således af ordningen, sådan som det er fastsat i samarbejdsmeddelelsen, at før den endelige beslutning opnår den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, ikke en egentlig bødefritagelse, men drager udelukkende fordel af en processuel stilling, som kan udvikle sig til en bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure, hvis de foreskrevne betingelser er opfyldt.
Kommissionen er følgelig ikke forpligtet til at tage endelig stilling til en anmodning om bødefritagelse eller bødenedsættelse allerede på tidspunktet for klagepunktsmeddelelsen.
I denne forbindelse kan det under hensyn til de forpligtelser, som en virksomhed har som følge af sin processuelle status som selskab, der har anmodet om bødefritagelse, ikke antages, at det udgør ulovlig pression, at Kommissionen minder den om denne status.
(jf. præmis 116, 119, 120, 146 og 154)
7. Indrømmelsen af fuld bødefritagelse udgør en undtagelse til princippet om virksomhedens personlige ansvar for overtrædelse af konkurrencereglerne, som kan retfærdiggøres ud fra det formål at belønne afsløring af, bevisfremskaffelse for, bekæmpelse af samt afskrækkelse fra former for adfærd, der er blandt de alvorligste indskrænkninger af konkurrencen. Under disse omstændigheder er det derfor logisk, at den virksomhed, der anmoder om bødefritagelse, til gengæld for indrømmelsen af fuld bødefritagelse for den ulovlige adfærd, som den har begået, ifølge bestemmelserne i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager skal samarbejde »fuldt ud, permanent og effektivt« under Kommissionens undersøgelse.
Det kan udledes af kvalificeringen »fuldt ud«, at det samarbejde, som det selskab, der anmoder om bødefritagelse, skal præstere over for Kommissionen for at få bødefritagelse, skal være fuldkomment, ubetinget og uden forbehold. Kvalificeringen »permanent« og »effektivt« medfører, at dette samarbejde skal strække sig over hele den administrative procedure, og det skal i princippet være øjeblikkeligt.
Derudover er en bødenedsættelse på grundlag af den gældende samarbejdsmeddelelse kun berettiget, såfremt de fremlagte oplysninger og den pågældende virksomheds adfærd i almindelighed i denne forbindelse kan betragtes som udtryk for et virkeligt samarbejde fra dennes side.
Som det fremgår af selve begrebet samarbejde, er det således kun, såfremt den berørte virksomheds adfærd viser en sådan samarbejdsindstilling, at der kan gives en nedsættelse på grundlag af den gældende meddelelse.
Denne betragtning finder så meget desto mere anvendelse på det samarbejde, der er nødvendigt for at berettige en fuld bødefritagelse, i det omfang bødefritagelsen udgør en behandling, der er endnu mere favorabel end blot en bødenedsættelse. Begrebet at samarbejde »fuldt ud, permanent og effektivt«, hvilket berettiger, at der indrømmes fuld bødefritagelse, indebærer derfor et virkeligt og fuldendt samarbejde, som er karakteriseret ved en reel samarbejdsånd.
(jf. præmis 122-126)
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 139)
9. På konkurrenceområdet fastlægger meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager generelt og abstrakt den metode, som Kommissionen har pålagt sig selv at anvende i forbindelse med sin samarbejdsordning, og garanterer dermed retssikkerheden for virksomhederne.
Selv om denne samarbejdsmeddelelse ikke kan anses for en retsakt, som Kommissionen under alle omstændigheder er forpligtet til at overholde, fastsætter den dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som Kommissionen ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling.
Kommissionen har med vedtagelsen af sådanne vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
(jf. præmis 141-143)
10. I forbindelse med en administrativ procedure på konkurrenceområdet viser den omstændighed, at Kommissionen ikke har bevist den omhandlede overtrædelse med støtte i en virksomheds oprindelige anmodning om bødefritagelse eller bødenedsættelse vedrørende en bestemt sag, ikke, at Kommissionen i et senere forløb misbruger sine beføjelser ved at presse denne virksomhed til at bekræfte faktiske omstændigheder, der vedrører en anden sag. Samarbejdspligten for en virksomhed, der anmoder om fuld bødefritagelse, indebærer således en forpligtelse til at samarbejde fuldt ud, permanent og effektivt under hele proceduren, hvilket også kan omfatte undersøgelser og erklæringer om faktiske omstændigheder, der ikke var omfattet af den oprindelige forklaring, såfremt Kommissionen stiller spørgsmål herom, eftersom forpligtelsen til at besvare spørgsmål er et vigtigt led i samarbejdspligten for selskaber, der anmoder om bødefritagelse.
For så vidt som Kommissionen desuden har ret til både at adskille og at forene procedurer af objektive grunde, kan den, når der ikke er fremført noget forhold, som kan rejse tvivl om dens begrundelse for at fastslå, at de faktiske omstændigheder i to forskellige procedurer skal betragtes som to klart forskellige overtrædelser, med rette antage, at det selskab, der har anmodet om bødefritagelse, er forpligtet til at samarbejde i de to forskellige undersøgelser, der kan iværksættes i forlængelse af samme anmodning om bødefritagelse, og at det skal fortsætte med at samarbejde efter at have opnået endelig bødefritagelse for den eller de overtrædelser, der er omfattet af en af undersøgelserne.
Eftersom Kommissionen kan indlede en undersøgelse i en sag med støtte i indicierne i en anden sag, og at det selskab, der anmoder om bødefritagelse, har pligt til at samarbejde under hele proceduren og til at reagere på nye faktiske omstændigheder, kan det i øvrigt ikke anses for ulovligt, at Kommissionen stiller det selskab, der anmodede om bødefritagelse, et spørgsmål med støtte i et dokument, som indgår i akterne i en anden sag.
(jf. præmis 147-149 og 165)
11. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 151-153, 182, 338-343, 356, 380, 381, 386 og 495)
12. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 175-179, 203, 217 og 375)
13. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 180, 181 og 261-263)
14. Det princip, der finder anvendelse i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse, og det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de fremlagte beviser er deres troværdighed, som afhænger af, hvem beviserne hidrører fra, under hvilke omstændigheder de er blevet til, hvem de er rettet til, og hvorvidt de efter deres indhold forekommer fornuftige og pålidelige. Det skal således tillægges stor betydning, at et dokument er udarbejdet i umiddelbar forlængelse af begivenhederne eller af et direkte vidne til disse begivenheder.
(jf. præmis 182, 183, 197, 222, 229 og 344)
15. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 184 og 185)
16. Inden for konkurrenceretten kan en aftale antages at have et restriktivt formål, selv om den ikke udelukkende har til formål at begrænse konkurrencen, men ligeledes forfølger andre, lovlige mål, medmindre det godtgøres, at kontakterne mellem virksomhederne udelukkende forfulgte de nævnte lovlige mål.
(jf. præmis 220, 230 og 306)
17. Inden for konkurrenceretten gør det det ikke lovligt at udveksle oplysninger mellem konkurrenter, at disse oplysninger eller nogle af dem er kendt af offentligheden, eftersom enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på det indre marked. Selv om dette krav om uafhængighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de nødvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfærd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formål eller til følge enten at påvirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfærd på markedet eller at informere denne om den adfærd, som den pågældende virksomhed selv har besluttet sig til – eller påtænker – at indtage på markedet.
I denne forbindelse udgør en konkurrents opfattelse af en bestemt oplysning af betydning for udbuds- og efterspørgselsvilkårene, som kunne indhentes på anden måde end gennem drøftelserne med de berørte virksomheder, og dens indvirkning på markedsudviklingen pr. definition ikke en offentligt tilgængelig oplysning.
Desuden kan regelmæssig deling af prisoplysninger kunstigt forøge gennemsigtigheden på et marked, hvor konkurrencen allerede er stærkt svækket som følge af den særlige regulering, der er gældende på området, og som følge af udvekslingen af oplysninger mellem konkurrenterne.
Hertil kommer, at selv når prisoplysningerne er kendt af kunderne, før de meddeles konkurrenterne, og disse oplysninger derfor kan indhentes på markedet, indebærer det ikke, at disse priser på det tidspunkt, hvor konkurrenterne får tilsendt prislisterne, udgør objektive markedsdata, som er umiddelbart tilgængelige. Den omstændighed, at oplysningerne sendes direkte til konkurrenterne, giver disse mulighed for at få kendskab til dem på en mere simpel, hurtig og direkte måde, end hvis de skulle indhente dem gennem markedet. Desuden giver den omstændighed, at de får oplysningerne tilsendt på forhånd, dem mulighed for at skabe en atmosfære med gensidig sikkerhed med hensyn til deres fremtidige prispolitik.
Alene det forhold, at virksomheden fik oplysninger om sine konkurrenter, som en uafhængig erhvervsdrivende behandler som forretningshemmeligheder, er endelig tilstrækkeligt til at påvise, at virksomheden ønskede, at konkurrencen skulle begrænses.
(jf. præmis 282 og 320-324)
18. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 302)
19. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 303 og 304)
20. En aftale om udveksling af oplysninger mellem konkurrenter kan være i strid med konkurrencereglerne, såfremt den formindsker eller fjerner usikkerhedsgraden vedrørende det relevante markeds funktion og følgelig begrænser konkurrencen mellem virksomhederne. Fastsættelsen af en pris, selv når den blot er vejledende, påvirker således markedskræfternes frie spil ved at gøre det muligt for samtlige karteldeltagere med en rimelig grad af sikkerhed at forudsige, hvilken prispolitik deres konkurrenter vil følge. Mere generelt indebærer et sådant kartel et direkte indgreb i de væsentlige konkurrenceparametre på det pågældende marked.
Hvad særligt angår markedet for bananer fører omtalen af faktorer af meget stor betydning for fastlæggelsen af udbudsniveauet i forhold til efterspørgslen under bilaterale drøftelser mellem velinformerede aktører, såsom vejrforholdene i såvel produktionslandene som de lande, hvori frugterne er bestemt til forbrug, størrelsen af lagrene i havnene og hos modningsvirksomhederne, salgssituationen i detailleddet og hos modningsvirksomhederne samt eventuelle salgsfremstød, uundgåeligt til, at man deler opfattelsen af markedet og af prisudviklingen herpå.
Selv om det i denne forbindelse antages, at de faktiske priser, der efterfølgende faktureres, ikke svarer til de prisintentioner, parterne havde udvekslet, er denne udveksling alligevel konkurrencebegrænsende. Desuden har artikel 101 TEUF i lighed med traktatens øvrige konkurrenceregler ikke kun til formål at beskytte konkurrenters eller forbrugeres umiddelbare interesser, men derimod at beskytte strukturen på markedet og dermed konkurrencen som sådan.
Navnlig er den omstændighed, at en samordnet praksis ikke har nogen direkte indvirkning på prisniveauet, ikke til hinder for at fastslå, at den har begrænset konkurrencen mellem de berørte virksomheder. De faktiske priser på et marked kan således være påvirket af ydre faktorer uden for kartelmedlemmernes kontrol, såsom den økonomiske udvikling i almindelighed, ændringer i efterspørgslen inden for den konkrete sektor og styrken af kundernes forhandlingsposition.
(jf. præmis 328-330, 388, 391, 456, 457, 536 og 537)
21. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 400-403)
22. I forbindelse med en administrativ procedure på konkurrenceområdet omfatter de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag.
I denne henseende kræver beskyttelsen af retten til forsvar ikke, at Kommissionen foretager høring af vidner, der er udpeget af de berørte, når den anser undersøgelsen af sagen for at have været tilstrækkelig. Det følger af fast retspraksis, at de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, bl.a. omfatter kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag. Selv om de virksomheder og virksomhedssammenslutninger, over for hvem der gennemføres en procedure efter forordning nr. 1/2003, ifølge artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 773/2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] således kan foreslå, at Kommissionen hører personer, som kan bekræfte de faktiske omstændigheder, der er anført i indlægget, fremgår det af samme forordnings artikel 13, at Kommissionen har et rimeligt skøn ved afgørelsen af, hvilken interesse det kan have at høre personer, hvis udsagn kan have betydning for sagens oplysning.
(jf. præmis 405 og 406)
23. Inden for konkurrenceretten fremgår det af sammenligningen mellem begrebet aftale og begrebet samordnet praksis, at disse begreber set fra et subjektivt standpunkt omfatter former for hemmelig forståelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og de former, hvorunder de kommer til udtryk. Heraf følger, at begreberne aftale og samordnet praksis nok har delvis forskellige grundelementer, men at de ikke er indbyrdes uforenelige. Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at kvalificere hver enkelt konstateret handling som enten aftale eller samordnet praksis, men kan med føje kvalificere nogle af handlingerne som »aftaler« og andre som »samordnet praksis«.
Selv om den omhandlede overtrædelse kun omfatter to virksomheder, hvoraf den ene er en lille virksomhed, og overtrædelsen varede i under ni måneder, ændrer det således intet ved den omstændighed, at Kommissionen ikke er forpligtet til at kvalificere hver enkelt konstateret handling som enten aftale eller samordnet praksis, men med føje kan kvalificere nogle af handlingerne som »aftaler« og andre som »samordnet praksis«. På denne baggrund og når Kommissionen fører tilstrækkeligt bevis for, at parterne er i kontakt med hinanden, kan det ikke kræves, at Kommissionen angiver de præcise tidspunkter, hvor parterne har foretaget samordning.
(jf. præmis 418, 419 og 453)
24. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 421-431, 469, 471 og 472)
25. Inden for konkurrenceretten kan en konstatering af en overtrædelse med hensyn til en virksomhed ikke tilsidesættes med den begrundelse, at der ikke blev indledt procedurer mod andre virksomheder. Den omstændighed, at Kommissionen ikke har fundet en erhvervsdrivende, for hvem omstændighederne er de samme som for den involverede virksomhed, skyldig i nogen overtrædelse, kan således ikke berettige til at tilsidesætte konstateringen af den overtrædelse, der er lagt de involverede virksomheder til last, forudsat at overtrædelsen er behørigt bevist.
(jf. præmis 461)
26. En tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF kan foreligge ikke alene ved en enkeltstående handling, men også ved en række handlinger eller en sammenhængende adfærd. Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse. Når de forskellige handlinger indgår i en samlet plan, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for det indre marked, kan Kommissionen med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed.
Begrebet samlet overtrædelse vedrører i denne forbindelse en situation, hvor flere virksomheder har deltaget i en overtrædelse bestående af en vedvarende adfærd, hvor der forfølges et enkelt økonomisk formål med henblik på at fordreje konkurrencen, eller af individuelle overtrædelser, som er indbyrdes forbundet af et fælles mål (idet samtlige dele har det samme formål) og de samme aktører (de samme virksomheder, som bevidst stræber efter det samme formål).
Desuden kan begrebet samlet overtrædelse vedrøre den retlige kvalificering af en konkurrencebegrænsende adfærd som en aftale, en samordnet praksis eller en vedtagelse inden for sammenslutninger af virksomheder.
(jf. præmis 478-480 og 491)
27. På kartelområdet giver begrebet samlet plan Kommissionen mulighed for at formode, at overtrædelsen ikke er blevet afbrudt, selv om Kommissionen med hensyn til en vis periode ikke er i besiddelse af bevis for den omhandlede virksomheds deltagelse i denne overtrædelse, for så vidt som virksomheden deltog i overtrædelsen før og efter denne periode, og for så vidt som der ikke foreligger beviser eller indicier, der giver grund til at antage, at overtrædelsen var blevet afbrudt for så vidt angår denne virksomhed. I dette tilfælde kan Kommissionen pålægge en bøde for hele overtrædelsesperioden, herunder den periode, for hvilken Kommissionen ikke er i besiddelse af bevis for den omhandlede virksomheds deltagelse.
I denne forbindelse skal beviserne ganske vist bedømmes i deres helhed for at afgøre, om Kommissionen har løftet bevisbyrden ved i tilstrækkeligt omfang at påvise, at der foreligger en overtrædelse, men formålet med at undersøge, om overtrædelsen er vedvarende, er ikke at vurdere, om det ud fra det samlede bevismateriale med rimelighed kan fastslås, at overtrædelsen er forløbet uafbrudt i hele den periode, der er omhandlet af dette materiale, men om Kommissionen har fremlagt beviser vedrørende faktiske omstændigheder, som tidsmæssigt ligger indbyrdes så nær, at det med rimelighed kan fastslås, at overtrædelsen er forløbet uafbrudt mellem to præcise datoer.
Når en virksomheds deltagelse ud fra en bedømmelse i forbindelse med det pågældende kartels funktion af den periode, der adskiller to udslag af en ulovlig adfærd, i overtrædelsen, må anses for at være blevet afbrudt, og virksomheden har deltaget i overtrædelsen før og efter denne afbrydelse, kan overtrædelsen til gengæld karakteriseres som gentagen, hvis – fuldstændig som ved en vedvarende overtrædelse – der foreligger et enkelt formål, som virksomheden forfølger før og efter afbrydelsen. Et sådant formål kan udledes af overensstemmelsen i formålene med den pågældende praksis, de omhandlede produkter, de virksomheder, som deltog i den ulovlige samordning, de væsentlige fremgangsmåder ved dens gennemførelse, de fysiske personer, der var involverede på virksomhedernes vegne, samt det geografiske anvendelsesområde for denne praksis. Overtrædelsen er således samlet og gentagen, og selv om Kommissionen kan pålægge en bøde for overtrædelsesperioden, kan den til gengæld ikke gøre dette for den periode, hvor overtrædelsen var afbrudt.
(jf. præmis 481-484, 494 og 496)
28. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 502-511)
29. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 508, 525, 528-532, 538 og 539)
30. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 548, 549, 552 og 553)
31. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 556-558)