Language of document :

Sag anlagt den 30. april 2010 - Maximuscle Limited mod KHIM - Foreign Supplement Trade Mark Ltd (GAKIC)

(Sag T-198/10)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Maximuscle Ltd (Hertfordshire, Det Forenede Kongerige) (ved solicitor N. Phillips og barrister G. Fernando)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Foreign Supplement Trademark Ltd (Oakville, Canada)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 26. januar 2010 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R-1621/2008-1) annulleres, og sagen hjemvises.

Subsidiært ændres afgørelse truffet den 26. januar 2010 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R-1621/2008-1).

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger for Retten samt de for Harmoniseringskontoret afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket "GAKIC" for varer i klasse 5, 30 og 32.

Indehaveren af det EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Foreign Supplement Trademark Ltd (Oakville, Canada)

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: Maximuscle Ltd

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på begæringen om ugyldighed

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen og som følge heraf afslag på begæringen om ugyldighed af det omhandlede registrerede EF-varemærke

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret: i) gentog Annullationsafdelingens fejl og med urette anså, at sagen vedrørte artikel 7, stk. 1, litra d), ii) med urette anså det for relevant, at glycin-alpha-ketoisocapronsyre, som GAKIC er den forkortede form af, er en patenteret forbindelse i De Forenede Stater, iii) undlod at tage hensyn til forhold efter registreringsdatoen med den begrundelse, at de ikke havde nogen bevisværdi, iv) undlod at tage hensyn til beviser med den begrundelse, at de vedrørte en internetside med tilknytning til sagsøgeren, v) gjorde sig skyldig i selvmodsigelser henset til, at GAKIC er en forkortelse af glycin-alpha-ketoisocapronsyre, vi) fejlbedømte beviser og undlod at tillægge beviset for, at "GAKIC" er den naturlige forkortelse for glycin [(G)]-alpha [(A)]-ketoisocapron [(KIC)]syre, tilstrækkelig betydning og vii) med urette konkluderede, at det gav et varemærke særpræg at være skrevet med store bogstaver "GAKIC".

____________