RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
19. marts 2010 (*)
»Privilegier og immuniteter – medlem af Europa-Parlamentet – afgørelse om ikke at beskytte privilegier og immuniteter – annullationssøgsmål – bortfald af søgsmålsinteresse – ufornødent at træffe afgørelse – erstatningssøgsmål – kritik af Parlamentets adfærd – tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – årsagsforbindelse«
I sag T-42/06,
Bruno Gollnisch, Limonest (Frankrig), ved avocats W. de Saint Just og G. Dubois,
sagsøger,
mod
Europa-Parlamentet, først ved H. Krück, C. Karamarcos og A. Padowska, derefter ved H. Krück, D. Moore og A. Padowska, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående dels en påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 13. december 2005 om ikke at beskytte Bruno Gollnischs immunitet og privilegier, dels en påstand om erstatning for det tab, Bruno Gollnisch har lidt som følge af denne afgørelse,
har
RETTEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne E. Cremona og S. Frimodt Nielsen (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. januar 2009,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1. Protokollen om privilegier og immuniteter
1 I artikel 9 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, oprindeligt knyttet til traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber og dernæst i medfør af Amsterdamtraktaten knyttet til EF-traktaten (herefter »protokollen«), bestemmes:
»Europa-Parlamentets medlemmer kan hverken eftersøges, tilbageholdes eller retsligt forfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv.«
2 I protokollens artikel 10 bestemmes:
»Under Europa-Parlamentets mødeperioder nyder medlemmerne:
a) på deres eget lands område de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling
b) på en anden medlemsstats område fritagelse for enhver form for tilbageholdelse og retsforfølgning.
De er ligeledes dækket af immuniteten på vej til eller fra Europa-Parlamentets mødested.
Immuniteten kan ikke påberåbes af et medlem, som gribes på fersk gerning, og kan ikke hindre Europa-Parlamentets ret til at ophæve et af dets medlemmers immunitet.«
2. Parlamentets forretningsorden
3 I artikel 5, stk. 1, i 16. udgave af Parlamentets forretningsorden (juli 2004) (EUT 2005 L 44, s. 1) bestemmes, at »[m]edlemmerne nyder de privilegier og immuniteter, der gælder i henhold til [protokollen]«.
4 I artikel 6, stk. 1 og 3, i Parlamentets forretningsorden bestemmes:
»1. Under udøvelsen af sine beføjelser vedrørende privilegier og immuniteter tilstræber Parlamentet først og fremmest at bevare sin integritet som demokratisk lovgivende forsamling og sikre medlemmernes uafhængighed under udførelsen af deres opgaver.
[...]
3. Enhver anmodning fra et medlem eller et tidligere medlem til formanden om beskyttelse af immunitet og privilegier meddeles på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.«
5 I artikel 7, stk. 6, i Parlamentets forretningsorden bestemmes:
»I sager vedrørende beskyttelse af et privilegium eller af immunitet anfører udvalget, om der foreligger en administrativ eller anden form for begrænsning i den frie bevægelighed for medlemmer, der rejser til eller fra Parlamentets mødested, eller en meningstilkendegivelse eller en stemmeafgivelse under udøvelsen af hvervet, eller om der foreligger omstændigheder henhørende under dele af artikel 10 i [protokollen], som ikke er undergivet national ret, og udvalget fremsætter på baggrund heraf et forslag, hvori den pågældende myndighed opfordres til at drage de nødvendige konklusioner.«
3. Artikel 26 i den franske forfatning
6 I artikel 26 i den franske forfatning bestemmes:
»Medlemmer af Parlamentet kan ikke retsforfølges, eftersøges, anholdes, tilbageholdes eller dømmes på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv.
Medlemmer af Parlamentet kan ikke i strafferetligt øjemed udsættes for anholdelse eller nogen som helst anden frihedsberøvende eller frihedsindskrænkende foranstaltning uden tilladelse fra præsidiet for den forsamling, som medlemmet tilhører. Denne tilladelse er ikke påkrævet, hvis den pågældende gribes på fersk gerning, eller hvis der foreligger en endelig domfældelse.
Tilbageholdelse, frihedsberøvende eller frihedsindskrænkende foranstaltninger og retsforfølgelse af et medlem af Parlamentet stilles i bero under parlamentssamlingen, hvis den forsamling, som det pågældende medlem tilhører, forlanger det [...]«
Sagens faktiske omstændigheder
7 Sagsøgeren, Bruno Gollnisch, er medlem af Europa-Parlamentet og medlem af regionalforsamlingen for regionen Rhônes-Alpes (Frankrig).
8 Den 11. oktober 2004 afholdt sagsøgeren en pressekonference på sit politiske kontor i Lyon (Frankrig).
9 Sagsøgeren udtalte sig ved denne lejlighed successivt om følgende spørgsmål: Republikken Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union, processen i forbindelse med ratifikationen af traktaten om en forfatning for Europa, sagen om gidslerne i Irak, situationen på det politiske og sociale område og endelig rapporten til den franske undervisningsminister fra kommissionen vedrørende racisme og benægtelse af forbrydelser mod menneskeheden på Université Jean-Moulin Lyon-III (»Rousso-rapporten«), som navnlig drejer sig om de politiske opfattelser hos en række universitetslærere, der beskæftiger sig med anden verdenskrigs historie i Europa.
10 Den 15. oktober 2004 traf den franske justitsminister bestemmelse om, at der skulle indledes en politiundersøgelse vedrørende en række udtalelser, sagsøgeren havde fremsat under den nævnte pressekonference, og som var blevet fundet at have rejst tvivl om det nationalsocialistiske regimes forbrydelser mod menneskeheden.
11 Ved skrivelse af 29. november 2004 gav den offentlige anklager ved cour d’appel de Lyon anklagemyndigheden i Lyon instruks om at retsforfølge sagsøgeren for benægtelse af forbrydelser mod menneskeheden. Anklagemyndigheden i Lyon indledte strafforfølgning af sagsøgeren på grundlag af artikel 24a i lov af 29. juli 1881 om pressefrihed (Bulletin des Lois, 1881, nr. 637, s. 125). Denne artikel, hvori det bl.a. under straf forbydes at fremsætte offentlige udtalelser, hvori forbrydelser mod menneskeheden benægtes at have fundet sted, blev indsat ved artikel 9 i lov nr. 90-615 af 13. juli 1990 om bekæmpelse af racistiske, antisemitiske og fremmedfjendtlige handlinger (JORF af 14.7.1990, s. 8333).
12 Den 7. april 2005 tilsendte medlem af Parlamentet Luca Romagnoli i henhold til artikel 6, stk. 3, i Parlamentets forretningsorden formanden en skrivelse, hvori han med følgende ord anmodede denne om at forelægge Retsudvalget en anmodning om beskyttelse af sagsøgerens parlamentariske immunitet:
»Der er tale om [...] et åbenlyst tilfælde af fumus persecutionis, hvori et parlamentsmedlem fra oppositionen retsforfølges efter personlig instruks fra et regeringsmedlem, for hvilken parlamentsmedlemmet tilmed er en modstander på lokalt plan.
Ifølge [protokollens] artikel 10[, stk. 1, litra a),] er Bruno Gollnischs parlamentariske immunitet af samme karakter som den, der er fastsat i de franske forfatningsbestemmelser. Det bestemmes i artikel 26 i den franske forfatning, at den forsamling, det pågældende medlem tilhører, kan forlange, at retsforfølgelse stilles i bero.
Med henblik herpå anmoder jeg i henhold til artikel 6, stk. 3, [i Parlamentets forretningsorden] og med Bruno Gollnischs samtykke om, at dennes immunitet beskyttes.«
13 På plenarmødet i Parlamentet den 14. april 2005 tog formanden Luca Romagnolis skrivelse til efterretning og videresendte anmodningen om beskyttelse af sagsøgerens immunitet til Retsudvalget, som sådanne spørgsmål hører under.
14 På Retsudvalgets møde den 21. april 2005 blev medlem af Parlamentet Diana Wallis udpeget til ordfører for sagen.
15 Den 25. april 2005 tilsendte Luca Romagnoli Parlamentets formand endnu en skrivelse, efter at sagsøgeren var blevet pålagt at give møde for tribunal correctionnel de Lyon den 26. april 2005.
16 På retsmødet for tribunal correctionnel de Lyon blev sagen udsat, da Parlamentet endnu ikke havde behandlet anmodningen om beskyttelse af sagsøgerens immunitet.
17 Den 9. juni 2005 tilsendte formanden for Parlamentets Retsudvalg den franske justitsminister en skrivelse for, dels at underrette ham om, at der var indgivet anmodning om beskyttelse af sagsøgerens immunitet, dels at stille ham en række spørgsmål vedrørende den retslige procedure, der var indledt mod sagsøgeren.
18 Den 13. juli 2005 tilsendte Parlamentets formand Frankrigs permanente repræsentant ved Den Europæiske Union en skrivelse for at underrette ham om status for proceduren for Parlamentet og anmode ham om at viderebringe en anmodning til de retslige myndigheder om foreløbigt at udsætte straffesagen, således at Parlamentet kunne behandle sagen og træffe afgørelse om anmodningen om beskyttelse af sagsøgerens immunitet.
19 På mødet i Parlamentets Retsudvalg den 14. juli 2005 gennemførte udvalget en vejledende afstemning og overdrog det som følge heraf til Diana Wallis at udarbejde et forslag til betænkning om beskyttelse af sagsøgerens immunitet.
20 Den 18. juli 2005 skrev den franske justitsminister følgende til Parlamentets formand som svar på dennes skrivelse af 13. juli 2005:
»Det tilkommer den retsinstans, som behandler sagen, efter en offentlig og kontradiktorisk retsforhandling at tage stilling til eksistensen og tilstrækkeligheden af de beviser, anklagemyndigheden har fremlagt, idet den tiltalte indtil da anses for uskyldig. Jeg kan ikke fremsætte nogen vurdering heraf i min egenskab af justitsminister.
Endvidere bemærkes, at Bruno Gollnisch i forbindelse med den retslige undersøgelse ikke er blevet tilbageholdt og ikke har været genstand for nogen sikkerhedsmæssig foranstaltning, selv om han ikke har efterkommet politimyndighedernes tilsigelse; for så vidt angår franske medlemmer af Parlamentet er det ifølge artikel 26 i [den franske forfatning] kun sådanne foranstaltninger, der kræver forudgående tilladelse fra præsidiet for den forsamling, de tilhører.«
21 Efter at være trådt sammen flere gange og have behandlet tre udkast til betænkning vedtog Parlamentets Retsudvalg på sit møde den 22. november 2005 et fjerde udkast til betænkning fra Diana Wallis, hvorefter anmodningen om beskyttelse af sagsøgerens immunitet skulle forkastes.
22 Begrundelsen for betænkningen lyder således:
»4. Siden Europa-Parlamentets første femårige valgperiode har det truffet afgørelse om en række anmodninger om ophævelse af immuniteten. På baggrund af Parlamentets forhandlinger om disse anmodninger er der opstået nogle generelle principper, der blev endeligt anerkendt i den beslutning, Parlamentet vedtog på plenarmødet den 10. marts 1987. Disse principper var baseret på Donnez-betænkningen om udkast til protokol om ændring af [protokollen] for så vidt angår Europa-Parlamentets medlemmer (A2-121/86). Det er hensigtsmæssigt at opsummere nogle af de principper, der er relevante i den foreliggende sag:
a) Parlamentarisk immunitet er ikke et privilegium, der tildeles et individuelt medlem af parlamentet, men er en garanti for Parlamentets og dets medlemmers uafhængighed i forhold til andre institutioner.
b) Den omstændighed, at artikel 10, stk. 1, litra a), i [protokollen] henviser til de immuniteter, der tilstås medlemmerne af de nationale lovgivende forsamlinger, betyder ikke, at Europa-Parlamentet ikke har kompetence til at udfærdige sine egne regler vedrørende ophævelse af parlamentarisk immunitet. Parlamentets afgørelser har gradvist skabt et sammenhængende europaparlamentarisk immunitetsbegreb, der principielt er uafhængigt af forskellig praksis i de nationale lovgivende forsamlinger. På den måde undgås forskelsbehandling af medlemmerne på grundlag af nationalitet. Selv om der tages hensyn til den immunitet, der foreligger i henhold til national lov, anvender Europa-Parlamentet sine egne ensartede principper, når det tager stilling til, hvorvidt et medlems immunitet skal ophæves.
Parlamentarisk immunitet eksisterer for at beskytte medlemmernes ytringsfrihed og den frie politiske debat. Parlamentets kompetente udvalg har derfor vedvarende anført, at det er et grundlæggende princip, at immuniteten i alle de tilfælde, hvor et anklaget medlems handlinger udgør en del af hans eller hendes politiske virksomhed eller direkte er forbundet med en sådan virksomhed, ikke vil blive ophævet.
Dette omfatter f.eks. meningstilkendegivelser, der antages at være omfattet af et medlems politiske virksomhed, og som er afgivet ved demonstrationer eller offentlige møder, i politiske tidsskrifter, i pressen, i en bog, i fjernsynet, ved underskrivelse af en politisk pjece og endda under en retssag.
c) Dette princip skal ses i sammenhæng med andre argumenter for eller imod ophævelse af immuniteten, navnlig »fumus persecutionis«, dvs. formodningen om, at retsforfølgelsen hidrører fra et ønske om at skade medlemmets politiske virksomhed. Som det er defineret i Donnez-betænkningens begrundelse, betyder »fumus persecutionis«-begrebet i det væsentlige, at immuniteten ikke ophæves, når der foreligger en mistanke om, at retsforfølgelsen har til hensigt at skade medlemmets politiske virksomhed.
Når der f.eks. er foretaget retsskridt af en politisk modstander, skal immuniteten i mangel af bevis på det modsatte ikke ophæves, idet det skal antages, at retsskridtet er foretaget for at skade det pågældende medlem og ikke for at opnå skadeserstatning. Ligeledes skal immuniteten ikke ophæves, såfremt der er foretaget retsskridt under omstændigheder, der vækker en formodning om, at retsskridtet udelukkende er indledt for at skade det pågældende medlem.
III. Baggrunden for forslaget til afgørelse
1. Retsudvalget har indgående drøftet, hvilke artikler i [protokollen] der kan finde anvendelse. Udvalget har besluttet, at denne sag skal behandles på grundlag af [protokollens] artikel 9 sammenholdt med de ovennævnte principper.
I artikel 9 hedder det: »Europa-Parlamentets medlemmer kan hverken eftersøges, tilbageholdes eller retsligt forfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv«. Denne absolutte immunitet gælder således kun for medlemmernes meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv.
Parlamentet har altid som et grundlæggende princip fastholdt, at immuniteten under ingen omstændigheder ophæves, hvis de handlinger, der lægges medlemmet til last, er foretaget som led i medlemmets politiske virksomhed som medlem af Europa-Parlamentet eller i umiddelbar forbindelse hermed. De samme principper må gælde i forbindelse med en anmodning om beskyttelse af den parlamentariske immunitet.
a) Udvalget skal under anvendelse af disse principper bemærke, at Bruno Gollnisch, da han gav udtryk for sin holdning på pressekonferencen den 11. oktober 2004, ikke udøvede sin ytringsfrihed i forbindelse med »udøvelsen af sit hverv« som medlem af Europa-Parlamentet.
Ifølge Bruno Gollnisch selv udtrykte han sin mening om Katyn-massakren som svar på spørgsmål fra journalister om hans stærkt kritiske bemærkninger om politisk indblanding i Rousso-rapporten om de politiske synspunkter hos professorerne ved Lyon III-universitetet. Udtalelserne var direkte forbundet med Bruno Gollnischs erhvervsmæssige virksomhed som professor ved Lyon III-universitetet og havde intet at gøre med hans hverv som medlem af Europa-Parlamentet.
Det kan derfor ikke hævdes, at han handlede som led i »udøvelsen af sit hverv« som medlem af Europa-Parlamentet.
b) Betingelserne i [...] artikel 7, stk. 6, [i Parlamentets forretningsorden] er opfyldt. Det franske justitsministerium har oplyst, at den strafferetlige undersøgelse mod Bruno Gollnisch ikke forhindrer ham i at udøve sit hverv, som f.eks. deltagelse i Parlamentets plenarmøder eller udvalgsmøder m.m. Det fremgår af de pågældende oplysninger, at Bruno Gollnisch ikke er forpligtet til at være til stede under retsmødet, og at han kan være repræsenteret ved sin advokat. Desuden kan retsmødet udsættes, hvis Bruno Gollnisch fremsætter begæring herom.
2. I henhold til [...] artikel 7, stk. 2, [i Parlamentets forretningsorden] skal udvalgets forslag til afgørelse blot anbefale godkendelse eller forkastelse af anmodningen om ophævelse af immunitet og privilegier.
IV. Konklusion
I betragtning af ovennævnte henstiller Retsudvalget til Europa-Parlamentet under hensyn til argumenterne for og imod ophævelse af immuniteten, at anmodningen om beskyttelse af Bruno Gollnischs immunitet forkastes.«
23 Ved afgørelse 2005/2072 (IMM) af 13. december 2005 (herefter »den anfægtede afgørelse«) fulgte Parlamentet dette forslag og vedtog, idet det blot henviste til den af Retsudvalget vedtagne betænkning uden at tilføje nogen yderligere begrundelse, »ikke at beskytte Bruno Gollnischs immunitet og privilegier«.
24 Ved dom af 28. februar 2008 stadfæstede cour d’appel de Lyon den dom, der var blevet afsagt af tribunal correctionnel, som havde idømt sagsøgeren tre måneders betinget fængsel og en bøde på 5 000 EUR, og, delvist, pålægget om at udrede erstatning til de civile parter.
25 Den 23. juni 2009 ophævede cour de cassation (Frankrig) imidlertid den dom, cour d’appel de Lyon havde afsagt den 28. februar 2008, i dens helhed. Cour de cassation fastslog i det væsentlige, at de forhold, sagsøgeren var blevet anklaget for, ikke kunne give anledning til retsforfølgning, og bragte dermed endeligt den straffesag, som var blevet rejst mod sagsøgeren, til afslutning.
Retsforhandlinger og parternes påstande
26 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. februar 2006 har sagsøgeren i medfør af artikel 230, stk. 4, EF anlagt sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og om erstatning for det ikke-økonomiske tab, han hævder at have lidt.
27 Ved særskilt dokument indført i Rettens register den 13. februar 2006 indgav sagsøgeren begæring i medfør af artikel 242 EF om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse. Begæringen blev afslået ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 12. maj 2006.
28 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 21. februar 2006 har Luca Romagnoli fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgerens påstande. Begæringen blev afslået ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Tredje Afdeling den 14. februar 2008.
29 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. april 2006 har Parlamentet fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglementet om, at sagen skal afvises i det hele.
30 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juni 2006 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger til den af Parlamentet rejste formalitetsindsigelse.
31 Formalitetsindsigelsen er ved kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 22. januar 2008 blevet henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.
32 Parlamentet indgav sit svarskrift den 14. marts 2008.
33 Sagsøgeren er ved skrivelse fra Justitskontoret af 1. april 2008 blevet opfordret til at indgive sin replik.
34 Sagsøgeren har undladt at indgive sin replik inden for den frist, han havde fået hertil, men har dog siden bekræftet sin interesse i, at tvisten afgøres.
35 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
36 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 28. januar 2009.
37 Efter afsigelsen af cour de cassations dom af 23. juni 2009 har Retten ved kendelse af 9. juli 2009 besluttet at genåbne den mundtlige forhandling og som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet parterne om at fremlægge en række dokumenter og besvare en række spørgsmål vedrørende denne dom. Parterne har efterkommet anmodningen.
38 Ved beslutning truffet af formanden for Rettens Tredje Afdeling den 17. september 2009 er den mundtlige forhandling blevet afsluttet.
39 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Sagsøgeren tilkendes et beløb på 8 000 EUR som erstatning for sit ikke-økonomiske tab.
– Sagsøgeren tilkendes et beløb på 4 000 EUR for udgifter til advokat og forberedelse af sagen.
40 Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at cour de cassations dom af 23. juni 2009 har medført, at genstanden for søgsmålet er bortfaldet, og at det ikke længere er fornødent at træffe afgørelse i sagen.
– Subsidiært afvises sagen, eller Parlamentet frifindes.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
1. Annullationspåstanden
Parternes argumenter
41 Efter at være blevet opfordret af Retten til at tilkendegive sit standpunkt med hensyn til, hvilke konsekvenser cour de cassations dom har for den foreliggende sag, har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at han fortsat har interesse i, at den anfægtede afgørelse annulleres, for det første fordi det må undgås, at den kommer til at danne præcedens, for det andet fordi der på ny er indledt en procedure imod ham vedrørende andre forhold, og det derfor er nødvendigt, at Retten tager stilling til de retlige spørgsmål, den anfægtede afgørelse rejser, således at Parlamentet ikke vedtager en lignende afgørelse i fremtiden, for det tredje fordi cour de cassations dom ikke fuldstændigt har elimineret det ikke-økonomiske tab, den anfægtede afgørelse har påført sagsøgeren, og for det fjerde fordi han har lidt et økonomisk tab på grund af de udgifter, han har måttet afholde for at imødegå den anfægtede afgørelse.
42 Endvidere har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at hans søgsmål kan antages til realitetsbehandling.
43 Sagsøgeren har fremsat seks anbringender til støtte for sit søgsmål. Han har hævdet, for det første at Parlamentet har begået procedurefordrejning, for det andet at Parlamentet har overtrådt protokollens artikel 9 og 10, for det tredje at Parlamentet har tilsidesat Retsudvalgets faste praksis dels med hensyn til ytringsfriheden, dels med hensyn til fumus persecutionis, for det fjerde at Parlamentet har tilsidesat retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for det femte at Parlamentet har tilsidesat parlamentsmedlemmets uafhængighed, og endelig for det sjette at Parlamentet har tilsidesat sin forretningsordens bestemmelser om procedurer, der kan føre til mandatbortfald for et medlem.
44 Parlamentet har i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren ikke længere har interesse i at opnå, at den anfægtede afgørelse annulleres, eftersom den straffesag, der var indledt mod ham, nu er uigenkaldeligt afsluttet som følge af cour de cassations dom af 23. juni 2009, og spørgsmålet om sagsøgerens immunitet i denne sag derfor ikke længere foreligger. Heraf følger efter Parlamentets opfattelse, at en annullation af den anfægtede afgørelse ikke kan have nogen retsvirkninger for sagsøgeren.
45 Ifølge Parlamentet ønsker sagsøgeren nemlig ved sit søgsmål at opnå, at det behandler sagen på ny, og at det efter denne fornyede behandling beskytter sagsøgerens immunitet ved at afgøre, at retsforfølgningen skal stilles i bero, hvilket nu er umuligt på grund af cour de cassations afgørelse.
46 Ud over at Parlamentet finder, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling, er det derfor af den opfattelse, at det, hvis søgsmålet alligevel findes at kunne antages til realitetsbehandling, ikke længere er fornødent at tage stilling i sagen.
47 Med hensyn til formaliteten har Parlamentet i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke afføder nogen retsvirkninger, dels på grund af sin art, dels som følge af de generelle regler for de parlamentariske immuniteter, og at der derfor ikke er tale om en anfægtelig retsakt.
48 Med hensyn til realiteten har Parlamentet i det væsentlige gjort gældende, for det første at søgsmålet er rettet mod den betænkning, Retsudvalget har udarbejdet, herunder navnlig begrundelsen for den; det er imidlertid kun den afgørelse, Parlamentet træffer, når det er samlet på plenarmødet, der kan udgøre en af Parlamentet udstedt retsakt, hvorimod hverken det forslag til afgørelse, som er indeholdt i Retsudvalgets betænkning, eller begrundelsen herfor kan betragtes som en retsakt udstedt af Parlamentet.
49 For det andet har Parlamentet i det væsentlige påberåbt sig, at retsakter vedrørende immunitetsbeskyttelse ikke kan støttes direkte på protokollen, og at det derfor valgte det retsgrundlag, der findes i Parlamentets forretningsorden vedrørende proceduren for vedtagelse af retsakter vedrørende immunitetsbeskyttelse.
50 For det tredje har Parlamentet i det væsentlige gjort gældende, at Parlamentet inden for den retlige ramme for beskyttelse af immunitet teoretisk set kunne have truffet en afgørelse om ikke at beskytte immuniteten såvel på grundlag af protokollens artikel 9 som på grundlag af dens artikel 10.
51 For det fjerde har Parlamentet i det væsentlige hævdet, at sagsøgerens påstande om, at det nødvendigvis er den nævnte artikel 10, der skulle have været anvendt, snarere vedrører bedømmelsen af afgørelsen for så vidt angår realiteten end spørgsmålet om, hvilket retsgrundlag der skulle have været anvendt.
52 For det femte har Parlamentet med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt proceduren med henblik på at stille retsforfølgningen i bero kunne have været anvendt, i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren ikke har hævdet i stævningen, at Parlamentet skulle have anvendt artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning, men at en eventuel afgørelse om at beskytte sagsøgerens immunitet skulle have haft den virkning, der foreskrives i denne forfatningsbestemmelse, og at protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), efter Parlamentets opfattelse ikke henviser til artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning.
53 For det sjette har Parlamentet i det væsentlige hævdet, at det, selv hvis det kunne have anvendt den nævnte forfatningsbestemmelse i relation til sagsøgeren, som følge af sin skønsbeføjelse kunne have vedtaget en afgørelse, der var identisk med den anfægtede.
54 For det syvende har Parlamentet i det væsentlige gjort gældende, at der, hvis artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning havde fundet anvendelse, dels ville være opstået det spørgsmål, om Parlamentet ikke skulle have handlet direkte på grundlag af denne bestemmelse i national ret i stedet for at følge en procedure, der er fastsat i dets forretningsorden, eftersom denne forudsætter, at gennemførelsen af en procedure vedrørende beskyttelse af immunitet kræver, at der består en sådan, hvorimod der inden for rammerne af artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning ikke består nogen immunitet, før forsamlingen har truffet en afgørelse. Endvidere kunne Parlamentet også have vedtaget en negativ afgørelse, hvis det havde handlet på grundlag af artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning, og sagsøgerens retsstilling ville derfor have været uændret.
55 Dels ville, ifølge Parlamentet, anvendelsen af proceduren med henblik på at stille retsforfølgningen i bero have givet anledning til et problem med hensyn til, hvilken rækkevidde der skulle tillægges begrebet »parlamentssamlingen«, som ville have skullet lægges til grund i sin fællesskabsfortolkning, hvilket ville have ført til, at virkningerne af en afgørelse om, at retsforfølgningen skulle stilles i bero, ville være ophørt ved slutningen af samlingen 2005/2006, dvs. den anden tirsdag i marts 2006, medmindre Parlamentet havde fornyet afgørelsen om at kræve, at retsforfølgningen blev stillet i bero.
56 For det ottende har Parlamentet i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren ikke med føje kan påberåbe sig, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er blevet tilsidesat, eftersom Parlamentet ikke havde givet sagsøgeren præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der kunne give ham anledning til at tro, at hans immunitet ville blive beskyttet, og det så meget mere som Parlamentet på dette område har et vidt skøn.
57 For det niende har Parlamentet påberåbt sig, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis til støtte for sine påstande om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter hans uafhængighed som parlamentsmedlem.
58 Endelig har Parlamentet for det tiende hævdet, at der ikke er grundlag for sagsøgerens påstande om, at artikel 3, stk. 6, andet afsnit, i Parlamentets forretningsorden er blevet tilsidesat, eftersom denne bestemmelse ikke har nogen forbindelse med den anfægtede afgørelse.
Rettens bemærkninger
59 Det skal først prøves, om sagsøgeren stadig har søgsmålsinteresse, og følgelig, om det stadig er fornødent at tage stilling til annullationspåstanden.
60 Ifølge fast retspraksis skal en sagsøgers søgsmålsinteresse for så vidt angår sagens genstand foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet sagen i modsat fald afvises. Endvidere skal sagsøgerens interesse i at få medhold bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.12.1963, sag 14/63, Forges de Clabecq mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 453, org.ref.: Rec. s. 719, på s. 748, og af 7.6.2007, sag C-362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, Sml. I, s. 4333, præmis 42).
61 Ifølge fast retspraksis er det nemlig ikke længere fornødent at tage stilling til et annullationssøgsmål, når sagsøgeren har mistet sin interesse i annullationen af den anfægtede afgørelse som følge af en begivenhed, der er indtruffet senere end sagsanlægget (jf. i denne retning Rettens kendelse af 17.10.2005, sag T-28/02, First Data m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4119, præmis 36 og 37 og den deri nævnte retspraksis), og som har til følge, at en annullation af den pågældende retsakt i sig selv ikke længere kan have retsvirkninger (jf. i denne retning Rettens kendelse af 14.3.1997, sag T-25/96, Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod Kommissionen, Sml. II, s. 363, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
62 Endvidere er det blevet fastslået, at når den interesse, som en sagsøger påstår at have, vedrører en fremtidig retsstilling, skal han godtgøre, at indgrebet i retsstillingen allerede på nuværende tidspunkt er sikkert (Rettens dom af 17.9.1992, sag T-138/89, NBV og NVB mod Kommissionen, Sml. II, s. 2181, præmis 33, og af 14.4.2005, sag T-141/03, Sniace mod Kommissionen, Sml. II, s. 1197, præmis 26).
63 Cour de cassation fandt under sagens behandling, at de forhold, sagsøgeren var anklaget for, ikke kunne give anledning til retsforfølgning. Derved bragte den endeligt den straffesag til afslutning, som var blevet rejst mod sagsøgeren, og som var årsagen til den anmodning, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
64 En annullation af den anfægtede afgørelse kan derfor i sig selv ikke længere have retsvirkninger. Efter afsigelsen af cour de cassations dom er det nemlig udelukket, at Parlamentet træffer endnu en afgørelse vedrørende sagsøgerens immunitet for så vidt angår de forhold, der har givet anledning til den foreliggende sag, eftersom cour de cassation har afgjort, at de omhandlede forhold ikke kunne give anledning til retsforfølgning.
65 Sagsøgeren har derfor ikke længere nogen interesse i at opnå, at den anfægtede afgørelse annulleres, og det er ikke længere fornødent at tage stilling til annullationspåstanden.
66 De argumenter, sagsøgeren har fremført i sine svar på det skriftlige spørgsmål, Retten stillede med henblik på at indhente sagsøgerens synspunkt med hensyn til virkningerne af cour de cassations dom af 23. juni 2009, svækker ikke denne konklusion.
67 I sit svar på Rettens skriftlige spørgsmål har sagsøgeren anført, at han på grund af en pressemeddelelse udsendt af en gruppe parlamentsmedlemmer, som han tilhører, på ny er genstand for en procedure, som organisationer, der er hans parti fjendtligt stemt, har taget initiativ til, og at det, da han har påberåbt sig sin immunitet i den forbindelse, er relevant, at Retten tager stilling i den foreliggende sag.
68 Det følger af Domstolens praksis, at en sagsøger kan have en interesse i at påstå annullation af en retsakt udstedt af en institution, såfremt den hævdede ulovlighed kan formodes at ville gentage sig fremover uafhængigt af de omstændigheder i sagen, som har dannet grundlag for sagsøgerens søgsmål (jf. i denne retning dommen i sagen Wunenburger mod Kommissionen, nævnt i præmis 60 ovenfor, præmis 50-52 og den deri nævnte retspraksis).
69 Men selv om sagsøgeren, således som han har hævdet, på ny er genstand for retsforfølgning på grund af andre forhold, har han ikke godtgjort, at den hævdede ulovlighed i den foreliggende sag kan formodes at ville gentage sig fremover uafhængigt af omstændighederne i den foreliggende sag. Sagsøgeren har nemlig ikke anfægtet lovligheden af de bestemmelser, som er blevet anvendt i hans tilfælde, men gjort gældende, at den måde, hvorpå Parlamentet anvendte bestemmelserne under de specifikke omstændigheder i den sag, som har givet anledning til den foreliggende tvist, var retsstridig. Den retspraksis, hvortil der blev henvist i præmis 68 ovenfor, finder derfor ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde, og sagsøgeren kan følgelig ikke som begrundelse for sin søgsmålsinteresse med føje påberåbe sig, at den nævnte ulovlighed kan formodes at ville gentage sig fremover uafhængigt af omstændighederne i den foreliggende sag.
70 Endvidere har sagsøgeren påberåbt sig en interesse i at opnå, at den anfægtede afgørelse annulleres, således at det bliver fastslået, at der er grundlag for hans krav om erstatning for den krænkelse af hans ære, han hævder foreligger.
71 Det fremgår ganske vist af retspraksis, at et annullationssøgsmål ikke er uantageligt til pådømmelse som følge af manglende søgsmålsinteresse, alene fordi det på grund af omstændighederne kan vise sig umuligt for den institution, fra hvilken retsakten hidrører, at opfylde en forpligtelse, der påhviler den i medfør af traktaten. I et sådant tilfælde er annullationssøgsmålet stadig af interesse som grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål (Domstolens dom af 5.3.1980, sag 76/79, Könecke Fleischwarenfabrik mod Kommissionen, Sml. s. 665, præmis 9, og af 31.3.1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1375, præmis 74).
72 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid fremsat en erstatningspåstand samtidigt med annullationspåstanden, og Retten kan derfor tage stilling til, om Parlamentet eventuelt har begået en forseelse, uden at det er fornødent at tage stilling til annullationspåstanden. Sagsøgeren kan derfor ikke med føje påberåbe sig den nævnte retspraksis som begrundelse for at have søgsmålsinteresse.
73 Endelig beror en erstatning for de udgifter, den foreliggende sag har givet anledning til, på en vurdering af sagens omkostninger og kan heller ikke begrunde en interesse for sagsøgeren i at opnå, at den anfægtede afgørelse annulleres.
74 Idet det er ufornødent at prøve Parlamentets afvisningspåstande, må det derfor fastslås, at det ikke længere er fornødent at tage stilling til annullationspåstanden.
2. Erstatningspåstanden
Formaliteten
Parternes argumenter
75 Parlamentet har i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren i stævningen intet konkret har anført, og slet ikke noget bevis, der godtgør, at de tre kumulative betingelser er opfyldt, der skal være det, for at Fællesskabet ifalder erstatningsansvar, nemlig at den adfærd, der lægges institutionen til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem adfærden og det påståede tab, hvorfor erstatningspåstanden ikke kan antages til realitetsbehandling.
76 Sagsøgeren finder i det væsentlige for det første, at han i fornødent omfang har godtgjort, at Parlamentets adfærd var retsstridig, og har i den forbindelse henvist til de anbringender, han har fremsat til støtte for annullationspåstanden, herunder navnlig at den anfægtede afgørelse blev truffet på et åbenbart fejlagtigt retsgrundlag. For det andet har han hævdet, at den anfægtede afgørelse udsætter ham for et ikke-økonomisk tab og »retslig forfølgelse«, hvilket tab har givet sig udtryk i en krænkelse af hans ære, idet hele den franske og den internationale presse har fortolket afvisningen af at beskytte hans immunitet således, at Parlamentet har taget afstand fra ham. For det tredje har han gjort gældende, at der er påvist en årsagsforbindelse mellem Parlamentets retsstridige adfærd og det deraf følgende tab.
Rettens bemærkninger
77 I henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal stævningen bl.a. angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. En stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for et tab forvoldt af en fællesskabsinstitution, skal for at opfylde disse krav indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab (jf. Rettens kendelse af 22.7.2005, sag T-376/04, Polyelectrolyte Producers Group mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 3007, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis). Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar, og at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at måtte indhente yderligere oplysninger. Retssikkerheds- og retsplejehensyn kræver, for at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen (jf. Rettens dom af 12.12.2007, sag T-308/05, Italien mod Kommissionen, Sml. II, s. 5089, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
78 Det skal derfor efterprøves, om angivelserne i stævningen var tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kunne forberede sit forsvar og Retten træffe afgørelse om erstatningspåstanden uden at måtte indhente yderligere oplysninger.
79 Det fremgår af den meget udførlige stævning, at den adfærd, der bebrejdes Parlamentet, er beskrevet klart, at det angives i den, at den anfægtede afgørelse udsætter sagsøgeren for et ikke-økonomisk tab og »retslig forfølgelse«, og at stævningen indeholder den påstand, at Parlamentet pålægges at betale et beløb på 8 000 EUR som erstatning for det ikke-økonomiske tab.
80 Disse angivelser er tilstrækkelige til, at Parlamentet kan forsvare sig og Retten træffe afgørelse om erstatningspåstanden.
81 Erstatningspåstanden kan derfor antages til realitetsbehandling.
Realiteten
Parternes argumenter
82 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Parlamentets adfærd er retsstridig og har forvoldt ham et ikke-økonomisk tab, som ifølge sagsøgeren består i en krænkelse af hans ære. Han har opgjort tabet til 8 000 EUR. Sagsøgeren har dog medgivet, at cour de cassations dom har elimineret en del af tabet.
83 Som tidligere nævnt har sagsøgeren i det væsentlige hævdet, at Parlamentet for det første har begået procedurefordrejning, for det andet tilsidesat protokollens artikel 9 og 10, for det tredje fraveget Retsudvalgets faste praksis, dels med hensyn til ytringsfriheden, dels med hensyn til fumus persecutionis, for det fjerde tilsidesat retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for det femte tilsidesat parlamentsmedlemmets uafhængighed og endelig for det sjette tilsidesat forretningsordenens bestemmelser om procedurer, der kan føre til mandatbortfald for et medlem.
84 For så vidt angår det andet anbringende har sagsøgeren bl.a. i det væsentlige gjort gældende, at protokollens artikel 9, der drejer sig om parlamentsmedlemmernes meningstilkendegivelser og stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv, og som Parlamentet anvendte som grundlag for afgørelsen om ikke at beskytte hans immunitet, ikke kunne anvendes i det foreliggende tilfælde, idet denne bestemmelse kun vedrører meningstilkendegivelser og stemmeafgivelser under plenarforsamlingen og møder i parlamentariske organer, såsom udvalg og politiske grupper, og ikke meningstilkendegivelser på en kongres eller under en valgkamp.
85 Ifølge sagsøgeren var hans situation derimod omfattet af protokollens artikel 10, eftersom denne bestemmelse bl.a. vedrører handlinger, der ikke udgør meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser, uanset om de foretages inden for rammerne af Europa-Parlamentet eller ej. De udtalelser, sagsøgeren blev retsforfulgt for, var blevet fremsat under en pressekonference, der blev afholdt i lokaler tilhørende det politiske parti, han er repræsentant for, med henblik på at markere genoptagelsen af det politiske arbejde efter sommerpausen.
86 Ved kun at anvende protokollens artikel 9 som grundlag begik Parlamentet derfor en retlig fejl.
87 Parlamentet har i det væsentlige gjort gældende, at betingelserne for, at Fællesskabet ifalder erstatningsansvar, ikke er opfyldt, og at påstanden må forkastes.
88 For så vidt angår retsstridigheden af den adfærd, som er lagt Parlamentet til last, har dette inden for rammerne af annullationspåstanden i det væsentlige hævdet, for det første at søgsmålet reelt er rettet mod den betænkning, Retsudvalget har udarbejdet, skønt det kun er den afgørelse, Parlamentet selv har truffet, som kan udgøre en af dette udstedt retsakt, hvorimod hverken det forslag til afgørelse, der er indeholdt i Retsudvalgets betænkning, eller begrundelsen herfor kan betragtes som en retsakt udstedt af Parlamentet, for det andet at retsakter vedrørende immunitetsbeskyttelse ikke kan støttes direkte på protokollen, og at det derfor valgte det retsgrundlag, der findes i Parlamentets forretningsorden vedrørende proceduren for vedtagelse af retsakter vedrørende immunitetsbeskyttelse, for det tredje at en afgørelse om ikke at beskytte immuniteten teoretisk set kunne være truffet såvel på grundlag af protokollens artikel 9 som på grundlag af dens artikel 10, for det fjerde at sagsøgerens påstande om, at det nødvendigvis er den nævnte artikel 10, der skulle have været anvendt, snarere vedrører bedømmelsen af afgørelsen for så vidt angår realiteten end spørgsmålet om, hvilket retsgrundlag der skulle have været anvendt, for det femte at protokollens artikel 10, stk. 1, første afsnit, litra a), efter Parlamentets opfattelse ikke henviser til artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning, og at sagsøgeren ikke har hævdet, at Parlamentet skulle have anvendt artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning, men at en eventuel afgørelse om at beskytte sagsøgerens immunitet skulle have haft den virkning, der foreskrives i denne forfatningsbestemmelse, for det sjette at Parlamentet, selv hvis det kunne have anvendt den nævnte forfatningsbestemmelse i relation til sagsøgeren, som følge af sin skønsbeføjelse kunne have vedtaget en afgørelse, der var identisk med den anfægtede, for det syvende at der, hvis artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning havde fundet anvendelse, ville være opstået det spørgsmål, om Parlamentet ikke skulle have handlet direkte på grundlag af denne bestemmelse i national ret i stedet for at følge en procedure, der er fastsat i dets forretningsorden, og at Parlamentet også kunne have vedtaget en negativ afgørelse, hvis det havde handlet på grundlag af artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning, og at sagsøgerens retsstilling derfor ville have været uændret, ligesom virkningerne af en afgørelse om, at retsforfølgningen skulle stilles i bero, ville være ophørt ved slutningen af samlingen 2005/2006, dvs. den anden tirsdag i marts 2006 – medmindre Parlamentet havde fornyet afgørelsen om at kræve, at retsforfølgningen blev stillet i bero – dvs. før sagsøgeren havde fået sin sag pådømt af tribunal correctionnel, for det ottende at sagsøgeren ikke med føje kan påberåbe sig, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er blevet tilsidesat, for det niende at sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis til støtte for sine påstande om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter hans uafhængighed som parlamentsmedlem, og endelig for det tiende at der ikke er grundlag for sagsøgerens påstande om, at artikel 3, stk. 6, andet afsnit, i Parlamentets forretningsorden er blevet tilsidesat.
89 Med hensyn til årsagsforbindelse har Parlamentet gjort gældende, at det ikke er ansvarligt for, at tredjemand har fejlfortolket den anfægtede afgørelse og heri set en formodning om, at sagsøgeren er skyldig.
Rettens bemærkninger
90 Ifølge fast retspraksis forudsætter erstatningsansvar for Fællesskabet uden for kontraktforhold for retsstridig adfærd udvist af Fællesskabets organer som omhandlet i artikel 288, stk. 2, EF, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det påståede tab (Domstolens dom af 29.9.1982, sag 26/81, Oleifici Mediterranei mod EØF, Sml. s. 3057, præmis 16, og Rettens dom af 11.7.1996, sag T-175/94, International Procurement Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 729, præmis 44).
91 De nævnte tre betingelser for, at Fællesskabet ifalder erstatningsansvar, er kumulative (Domstolens dom af 9.9.1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 14, og Rettens dom af 6.12.2001, sag T-43/98, Emesa Sugar mod Rådet, Sml. II, s. 3519, præmis 59). Det er derfor tilstrækkeligt til at forkaste et erstatningssøgsmål, at en af dem ikke er opfyldt (Rettens dom af 17.12.2003, sag T-146/01, DLD Trading mod Rådet, Sml. II, s. 6005, præmis 74).
92 I det foreliggende tilfælde skal sagsøgerens standpunkt om, at Parlamentets adfærd var retsstridig, prøves først.
– Den adfærd, Parlamentet er lagt til last
93 Med hensyn til den første af de tre betingelser for, at Fællesskabet ifalder erstatningsansvar uden for kontraktforhold, hvortil der blev henvist i præmis 90 ovenfor, forudsættes det i retspraksis, at det er bevist, at der er begået en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. For så vidt angår kravet om, at overtrædelsen er tilstrækkeligt kvalificeret, er det afgørende kriterium for, om det er opfyldt, når den pågældende institution har et vidt skøn, om institutionen åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. Såfremt den pågældende institution råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse (Domstolens dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 43 og 44, og Rettens dom af 12.7.2001, forenede sager T-198/95, T-171/96, T-230/97, T-174/98 og T-225/99, Comafrica og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 1975, præmis 134).
94 Skønt, de privilegier og immuniteter, som i henhold til protokollen indrømmes De Europæiske Fællesskaber, har en funktionel karakter, idet de har til formål at undgå, at der opstilles hindringer for Fællesskabernes funktion og uafhængighed (Domstolens kendelse af 11.4.1989, sag 1/88 SA, Génerale de Banque mod Kommissionen, Sml. s. 857, præmis 9, og af 13.7.1990, sag C-2/88 IMM, Zwartveld m.fl., Sml. I, s. 3365, præmis 19), er de dog udtrykkeligt tillagt Parlamentets medlemmer samt tjenestemændene og de øvrige ansatte ved Fællesskabets institutioner. Den omstændighed, at privilegierne og immuniteterne er fastsat i Fællesskabets offentlige interesse, begrunder, at der er givet institutionerne beføjelse til i givet fald at ophæve immuniteten, men betyder ikke, at disse privilegier og immuniteter udelukkende er tillagt Fællesskabet og ikke ligeledes dettes tjenestemænd, øvrige ansatte og medlemmer af Parlamentet. Protokollen skaber derfor en subjektiv ret til fordel for disse personer, hvis overholdelse er sikret i kraft af søgsmålsadgangen i henhold til traktaten (jf. i denne retning Rettens dom af 15.10.2008, sag T-345/05, Mote mod Parlamentet, Sml. II, s. 2849, præmis 28; jf. ligeledes analogt Domstolens dom af 16.12.1960, sag 6/60, Humblet mod Den Belgiske Stat, Sml. 1954-1964, s. 207, org.ref.: Rec. s. 1125, på s. 1148).
95 I den skrivelse, Luca Romagnoli den 7. april 2005 tilsendte Parlamentets formand med henblik på, at Retsudvalget blev forelagt en anmodning om beskyttelse af sagsøgerens parlamentariske immunitet, anførte han under henvisning til protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), at Bruno Gollnischs parlamentariske immunitet har samme karakter som den, der er fastsat i artikel 26 i den franske forfatning, hvorefter den forsamling, det pågældende medlem tilhører, kan forlange, at retsforfølgelse stilles i bero. Der var derfor tale om en anmodning med Bruno Gollnischs samtykke om beskyttelse af hans immunitet, der byggede på artikel 6, stk. 3, i Parlamentets forretningsorden.
96 Under retsmødet medgav Parlamentet, at formålet med Luca Romagnolis anmodning udtrykkeligt var at opnå, at Parlamentet krævede retsforfølgelsen stillet i bero i henhold til protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), og artikel 26 i den franske forfatning.
97 Det må fastslås, at Parlamentet ved at følge det forslag om ikke at beskytte Bruno Gollnischs immunitet, som Retsudvalget havde stillet det, og ved i den anfægtede afgørelse at henvise til udvalgets betænkning uden at tage noget forbehold over for indholdet af den begrundelse, som er indeholdt i dette dokument, tiltrådte begrundelsen i betænkningen.
98 Sagsøgerens kritik af begrundelsen i Retsudvalgets betænkning må følgelig antages at være rettet mod begrundelsen for selve den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dommen i sagen Mote mod Parlamentet, nævnt i præmis 94 ovenfor, præmis 59).
99 Det fremgår af udkastene til Retsudvalgets betænkning:
– at forslaget til konklusion i det første udkast til betænkning gik ud på, at sagsøgerens immunitet skulle beskyttes på grundlag af protokollens artikel 10, stk. 1, litra a)
– at forslaget til konklusion i det andet udkast til betænkning gik ud på, at sagsøgerens immunitet på grundlag af et ræsonnement baseret på protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), ikke skulle beskyttes
– at konklusionen i det tredje udkast til betænkning gik ud på, at sagsøgerens immunitet ikke skulle beskyttes, hverken på grundlag af protokollens artikel 9 eller på grundlag af dens artikel 10
– at konklusionen i den endelige udgave af betænkningen som vedtaget af Retsudvalget og derpå af Parlamentet selv går ud på, at sagsøgerens immunitet ikke skal beskyttes, idet det angives i punkt 1 i afsnit III, »Begrundelse for forslaget til afgørelse«, at Retsudvalget har besluttet, at sagen skal behandles på grundlag af protokollens artikel 9.
100 I betragtning af indholdet af den anmodning, der var blevet forelagt Parlamentet, og hvis formål var at opnå, at retsforfølgningen blev stillet i bero i henhold til protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), og artikel 26 i den franske forfatning, må Parlamentet ved at beslutte kun at behandle anmodningen på grundlag af protokollens artikel 9 anses for at have afvist at behandle den på grundlag af protokollens artikel 10, stk. 1, litra a).
101 Det må medgives, at Parlamentet har et vidt skøn med hensyn til, hvad en afgørelse, der træffes i anledning af en anmodning som den, der var fremsat i det foreliggende tilfælde, skal gå ud på.
102 Det forholder sig dog således, at spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen skulle træffes på grundlag af protokollens artikel 9 eller dens artikel 10, stk. 1, litra a), i det foreliggende tilfælde ikke var omfattet af Parlamentets skøn, idet dette var blevet forelagt en klar anmodning med henblik på, at retsforfølgningen blev stillet i bero på grundlag af protokollens artikel 10, stk. 1, litra a).
103 Parlamentet afgjorde således ikke, om det skulle efterkomme eller ikke efterkomme den anmodning, det var blevet forelagt, hvilken afgørelse ville have været omfattet af dets skønsbeføjelse.
104 Derimod besvarede det på grundlag af protokollens artikel 9 den anmodning, som var blevet forelagt det, med, at det ikke agtede at beskytte sagsøgerens immunitet.
105 Det må konstateres, at Parlamentet ved ikke at træffe afgørelse på grundlag af protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), ikke tog stilling til, om retsforfølgningen skulle stilles i bero som omhandlet i artikel 26, stk. 3, i den franske forfatning.
106 Bestemmelserne i protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), betyder nemlig, at udstrækningen og indholdet af den immunitet, Parlamentets medlemmer nyder på deres nationale område, bestemmes af de forskellige nationale lovgivninger, hvortil der henvises i den nævnte bestemmelse.
107 Da status som medlem af Europa-Parlamentet i henhold til artikel 7, stk. 2, første afsnit, i akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet (EFT 1976 L 278, s. 5) siden valget til Europa-Parlamentet i 2004 har været uforenelig med status som medlem af et nationalt parlament, påhviler det endvidere Europa-Parlamentet at sikre, at de immuniteter, der er fastsat i protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), er effektive, hvilket Parlamentet medgav under retsmødet.
108 Da protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), der – sammen med de bestemmelser i national lovgivning, hvortil der henvises i denne bestemmelse – har til formål at fastsætte regler for parlamentsmedlemmernes immuniteter på deres lands område under Parlamentets mødeperioder, skaber den af de grunde, der blev anført i præmis 94 ovenfor, en subjektiv ret for de omfattede personer og udgør derfor en bestemmelse, som har til formål at tillægge de parlamentsmedlemmer, som er omfattet af den, rettigheder, hvorfor Parlamentet ved ikke at træffe afgørelse på grundlag af protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), begik en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.
109 Herefter skal det prøves, om de øvrige betingelser for, at Fællesskabet ifalder erstatningsansvar uden for kontraktforhold, nemlig at der foreligger et virkeligt tab, og at der består en årsagsforbindelse, er opfyldt.
– Årsagsforbindelse
110 Ifølge fast retspraksis vedrørende Fællesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold er betingelsen om, at der består en årsagssammenhæng, opfyldt, når der er direkte årsagsforbindelse mellem den forseelse, den pågældende institution har begået, og det påberåbte tab, og det påhviler sagsøgeren at bevise, at forbindelsen består. Fællesskabet kan kun anses for ansvarligt for tab, som er en tilstrækkeligt direkte følge af den pågældende institutions retsstridige adfærd (Domstolens dom af 30.1.1992, forenede sager C-363/88 og C-364/88, Finsider m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 359, præmis 25, og Domstolens kendelse af 5.7.2007, sag C-255/06 P, Yedaş Tarim ve Otomotiv Sanayi ve Ticaret mod Rådet og Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 61), hvilket indebærer, at adfærden skal være den afgørende årsag til tabet (jf. Rettens kendelse af 12.12.2000, sag T-201/99, Royal Olympic Cruises m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 4005, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Derimod påhviler det ikke Fællesskabet at genoprette enhver, nok så fjern, skadelig følge af dets organers adfærd (jf. i denne retning Domstolens dom af 4.10.1979, forenede sager 64/76, 113/76, 167/78, 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Dumortier frères m.fl. mod Rådet, Sml. s. 3091, præmis 21).
111 Sagsøgeren har hævdet, at de retsstridige forhold, Parlamentet har begået, og som blev opregnet i præmis 83 ovenfor, er årsagen til den krænkelse af hans ære, han har påberåbt sig.
112 Sagsøgeren har imidlertid anført i sit svar af 23. juli 2009 på Rettens skriftlige spørgsmål, at cour de cassations dom ikke fuldstændigt har elimineret det ikke-økonomiske tab, den anfægtede afgørelse har påført ham. Sagsøgeren har dermed selv udpeget de franske myndigheders retsforfølgning af ham som årsagen til det nævnte tab eller en del af det.
113 Det retsstridige forhold, Parlamentet har begået, og som består i at have afvist at behandle anmodningen på grundlag af protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), og dermed ikke at have svaret sagsøgeren på dette grundlag, udgør følgelig ikke den direkte og afgørende årsag til den ærekrænkelse, han har påberåbt sig – eller i det mindste til en del af den.
114 Under alle omstændigheder kan det retsstridige forhold, hvormed den anfægtede afgørelse er behæftet, ikke udgøre den direkte og afgørende årsag til den af sagsøgeren påberåbte ærekrænkelse.
115 Således som sagsøgeren har medgivet i sit skriftlige svar på Rettens spørgsmål om, hvilke konsekvenser der skal drages af cour de cassations dom, kunne Parlamentet nemlig, hvis det havde lagt protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), til grund, med føje have truffet såvel en afgørelse om at kræve retsforfølgningen stillet i bero, som en afgørelse om ikke at kræve retsforfølgningen stillet i bero.
116 En afgørelse om at kræve retsforfølgningen stillet i bero er nemlig ikke den uomgængelige følge af fremsættelsen af en anmodning herom over for Parlamentet på grund af det vide skøn, dette har i sådanne sager.
117 At det er på et fejlagtigt retsgrundlag, at Parlamentet har undladt at efterkomme anmodningen om at kræve retsforfølgningen stillet i bero, kan derfor ikke være den direkte og afgørende årsag til den påståede ærekrænkelse, hvis denne forudsættes bevist.
118 Da der ikke er ført bevis for, at der består en årsagsforbindelse, må erstatningspåstanden forkastes, idet det er ufornødent at prøve, om den sidste betingelse for, at Fællesskabet ifalder erstatningsansvar, nemlig at der foreligger et tab, er opfyldt.
Sagens omkostninger
119 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt påstand om, at Parlamentet pålægges at betale et beløb på 4 000 EUR for udgifter til advokat og forberedelse af sagen. Spørgsmålet om, hvorvidt denne påstand kan antages til realitetsbehandling, har han overladt til Rettens afgørelse.
120 Parlamentet har i det væsentlige gjort gældende, at der ikke ifølge procesreglementets artikel 87 ff. kan kræves betaling af et fast beløb, således som sagsøgeren har gjort, og at påstanden om, at Parlamentet pålægges at betale sagens omkostninger, derfor ikke kan antages til realitetsbehandling.
121 Ifølge procesreglementets artikel 91, litra b), omfatter udgifter, der kan kræves erstattet, nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, især rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater.
122 Selv om sagsøgeren i medfør af denne bestemmelse ikke har ret til et fast beløb, må det lægges til grund, at hans påstand har til formål, at Parlamentet pålægges at betale sagens omkostninger. Den kan følgelig antages til realitetsbehandling.
123 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, første afsnit, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
124 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 6, er Retten frit stillet i sin afgørelse om sagens omkostninger, hvis det er ufornødent at træffe afgørelse om sagens genstand.
125 På baggrund af sagens omstændigheder bestemmes det, at Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af sagsøgerens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Det er ikke længere fornødent at tage stilling til annullationspåstanden.
2) Erstatningspåstanden forkastes.
3) Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Bruno Gollnischs omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
4) Bruno Gollnisch bærer en tredjedel af sine omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
Azizi | Cremona | Frimodt Nielsen |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. marts 2010.
E. Coulon
Justitssekretær | | Afdelingsformand |