Language of document :

Sag anlagt den 12. december 2012 - Zafeiropoulos mod Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)

(Sag T-537/12)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Panteleimon Zafeiropoulos (Saloniki, Grækenland) (ved advokat M. Kontogiorgos)

Sagsøgt: Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)

Sagsøgerens påstande

Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

Beslutningen fra bedømmelsesudvalget i Cedefop om ikke at vælge sagsøgeren på grundlag af det bud, som sagsøgeren indgav i forbindelse med det begrænsede udbud i hasteprocedure om tildeling af kontrakten "Levering af lægelige ydelser til personalet i Cedefop" (udbudsbekendtgørelse 2012/S115-189528), annulleres og dermed annulleres også beslutningen om tildeling af kontrakten, (2012/S208 341369/27.10.2012), hvorved den pågældende kontrakt blev tildelt til en børnelæge.

Beslutningen om at give afslag på den begæring, som sagsøgeren har genfremsat over for sagsøgte den 19. november 2012, annulleres, og sagsøgte tilpligtes for Retten og sagsøgeren at fremlægge den fulde ordlyd af samtlige dokumenter vedrørende den anfægtede procedure, således at Retten kan prøve lovligheden af den anfægtede beslutning.

Cedefop tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 100 000 EUR i erstatning for den skade, som sagsøgeren har lidt som følge af Cedefops handlinger som omhandlet i dette søgsmål.

Cedefop tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

Sagsøgeren gør for det første gældende, at Cedefops handlinger savner en tilstrækkelig begrundelse og tilsidesætter sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv beskyttelse, eftersom det på grundlag af indholdet af beslutningen om tildeling af kontrakten og dokumenterne fremlagt som svar på sagsøgerens begæring er umuligt at nå frem til en endelig konklusion med hensyn til, hvordan bedømmelsen fandt sted og i sidste ende, hvordan buddene blev klassificeret og følgelig var begrundelsen for Cedefops endelige beslutning ikke tilstrækkelig i henhold til artikel 296 TEUF og artikel 41, stk. 2, i direktiv 2004/18/EF , og sagsøgeren blev ikke oplyst om de særlige egenskaber og relative fordele ved det valgte bud i forhold til sagsøgerens eget bud. Sagsøgeren blev endvidere heller aldrig oplyst om de faktorer, som lå til grund for bedømmelsesudvalgets endelige beslutning i den anfægtede procedure for tildeling af kontrakten om levering af lægelige ydelser til personalet ved Cedefop, uanset fremlæggelsen af en begæring herom og en genfremsat begæring herom.

Sagsøgeren gør for det andet gældende, at Cedefop begik en fejl med hensyn til de faktiske omstændigheder og tilsidesatte princippet om en objektiv bedømmelse og princippet om uvildighed, eftersom Cedefops bedømmelsesudvalgs bedømmelser/begrundelser, som er indeholdt i sagsøgerens individuelle bedømmelsesrapport, er klart ukorrekte, og bedømmelsen af de tekniske krav for de indgivne bud ikke er objektiv.

Sagsøgeren gør for det tredje gældende, at der er sket en tilsidesættelse af en væsentlig bestemmelse i udbudsbekendtgørelsen vedrørende tilbudsgivernes tekniske kapacitet, og navnlig er der sket en tilsidesættelse af bestemmelsen vedrørende deltagernes "tekniske kapacitet", eftersom den valgte tilbudsgiver mangler en af de lægelige specialiseringer, som kræves efter udbudsbekendtgørelsen, og skulle have været udelukket.

Sagsøgeren har for det fjerde anført, at der er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og pligten til at fastsætte tildelingskriterier, som muliggør en objektiv komparativ bedømmelse af de indgivne bud, idet Cedefop, da det som tildelingskriterium anvendte "samtalens kvalitet", tilsidesatte ovennævnte princip og ikke opfyldte ovennævnte pligt, eftersom dette kriterium var så upræcist formuleret, at deltagerne ikke havde mulighed for at fastsætte den optimale kapacitet, som de skulle være i besiddelse af for at opnå flest point.

Sagsøgeren gør for det femte gældende, at den anfægtede kontrakt om levering af ydelser tilsidesætter vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, sammenholdt med de gældende nationale bestemmelser, i det omfang Cedefop med denne kontrakt som et offentligretligt organ med mere end 50 ansatte har undladt at opfylde sin pligt til udelukkende at anvende ydelser udbudt af en læge specialiseret i almen medicin.

Sagsøgeren har for det sjette anført, at der er sket en tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet, for så vidt som Cedefop ved at undlade at meddele sagsøgeren de oplysninger, som sagsøgeren har anmodet om såvel ved sin skrivelse af 15. oktober 2012 som ved sin genfremsatte begæring af 19. november 2012, har tilsidesat artikel 100, stk. 2, i finansforordning nr. 1605/2002 og artikel 149, stk. 3, i forordning nr. 2342/2002/EF, idet det ikke har begrundet beslutningen om afslag som krævet i henhold til disse bestemmelser.

Endelig har sagsøgeren anført, at erstatningspåstanden er berettiget, eftersom den overholder procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), og der i stævningen redegøres for de forhold, som bevirker, at Cedefop ifalder ansvar uden for kontraktforhold som fastsat i artikel 340 TEUF.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter