Sag anlagt den 11. januar 2010 - Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet
(Sag T-18/10)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Inuit Tapiriit Kanatami (Ottawa, Canada), Nattivak Hunters & Trappers Association (Qikiqtarjuaq, Canada) Pangnirtung Hunters' and Trappers' Organisation (Pangnirtung, Canada), Jaypootie Moesesie (Qikiqtarjuaq, Canada), Allen Kooneeliusie (Qikiqtarjuaq, Canada), Toomasie Newkingnak (Qikiqtarjuaq, Canada), David Kuptana (Ulukhaktok, Canada), Karliin Aariak (Iqaluit, Canada), Efstathios Andreas Agathos (Athen, Grækenland), Canadian Seal Marketing Group (Quebec, Canada), Ta Ma Su Seal Products (Cap-aux-Meules, Canada), Fur Institute of Canada (Ottowa, Canada), NuTan Furs, Inc (Catalina, Canada), Inuit Circumpolar Conference Greenland (ICC) (Nuuk, Grønland), Johannes Egede (Nuuk, Grønland), Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK) (Nuuk, Grønland) (ved advocaat J. Bouckaert, og avocat M. van der Woude og advocaat H. Viaene)
Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgernes påstande
Søgsmålet antages til realitetsbehandling.
Forordning nr. 1007/2009 annulleres i henhold til artikel 263 TEUF.
Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.
Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at bære deres egne omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgerne, der er Inuit sælfangere, personer, der på anden måde er involveret i andre aktiviteter, der har med sælprodukter at gøre, interesseorganisationer der repræsenterer Inuit såvel som andre personer og selskaber, der er involveret i forarbejdning af sælprodukter, har i stævningen nedlagt påstand om annulation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2009 af 16. september 2009 om handel med sælprodukter
1, som fastsætter restriktioner for omsætning af sælprodukter indenfor Den Europæiske Union.
Sagsøgerne har fremført tre anbringender til støtte for deres påstande.
For det første anfører sagsøgerne, at Europa-Parlamentet og Rådet begik en retlig fejl ved at anvende artikel 95 EF (nu artikel 114 TEUF) som hjemmel for vedtagelsen af den omtvistede forordning. I den henseende anfører sagsøgerne, at EU-Domstolens faste retspraksis bekræfter, at de foranstaltninger, der henvises til i artikel 95 EF, skal have som formål at forbedre betingelserne for det indre markeds oprettelse og funktion, og at den blotte omstændighed, at de påvirker markedets oprettelse, ikke er tilstrækkeligt til at artikel 95 EF finder anvendelse. Efter sagsøgernes opfattelse fører den omtvistede forordning ikke til en sådan forbedring, som kræves i henhold til EU-Domstolens retspraksis, men udelukker tværtimod enhver mulighed for et indre marked for sælprodukter, der er dækket af forordningens anvendelsesområde.
For det andet anfører sagsøgerne, at sagsøgte begik en retlig fejl og overtrådte nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet som fastsat i artikel 5 TEUF og yderligere beskrevet i Protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. De hævder, at sagsøgte ikke har påvist hvorfor et indgreb på Unionsplan er påkrævet. Sagsøgerne pointerer, at kun to medlemsstater allerede havde indført forbud mod sælprodukter. Ydermere anfører de, at selv hvis foranstaltninger på Unionsplan skulle opfylde nærhedsprincippets krav, ville mindre indgribende foranstaltninger have været tilstrækkelige til at opfylde forordningens erklærede mål. Sagsøgerne anfægter den omstændighed, at sagsøgte valgte at indføre et næsten fuldstændigt forbud mod sælprodukter i stedet for at vedtage mindre indgribende alternativer såsom mærkning.
For det tredje hævder sagsøgerne, at den omtvistede forordning uberettiget begrænser sagsøgernes eksistensgrundlag ved at henvise deres økonomiske aktiviteter til traditionelle jagtmetoder og eksistensminimum. De hævder, at de på trods af denne direkte indblanding i deres dagligliv aldrig er blevet hørt af Rådet eller Parlamentet. Ydermere anfører sagsøgerne, at sagsøgte ikke foretog en afvejning af Inuitsamfundenes interesse i at overleve i det arktiske område mod hensynet til visse Unionsborgeres moralske overbevisning og derfor overtrådte artikel 1 Protokol nr. 1 til i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMK) og EMK's artikel 8, set i lyset af EMK's artikel 9 og 10 og som forklaret i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, såvel som deres grundlæggende ret til en høring.
____________1 - EUT L 286, s. 36.