Language of document : ECLI:EU:T:2015:749

Sag T-250/12

Corporación Empresarial de Materiales de Construcción, SA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for natriumchlorat i EØS – ændringsafgørelse om nedsættelse af den konstaterede varighed af deltagelsen i kartellet – beregning af bødens størrelse – forældelse – artikel 25 i forordning (EF) nr. 1/2003«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 6. oktober 2015

1.      Annullationssøgsmål – retlig interesse – søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse på konkurrenceområdet om nedsættelse af den konstaterede varighed af deltagelsen i en overtrædelse og om nedsættelse af bødebeløbet – anbringende med henblik på at opnå en delvis annullation af den nævnte afgørelse som følge af tilsidesættelse af forældelsesreglerne – formaliteten

[Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25, stk. 1, litra b)]

2.      Annullationssøgsmål – formaliteten – fysiske eller juridiske personer – skrivelse fra en virksomhed, der underretter Kommissionen om sin hensigt om at påtage sig det økonomiske ansvar for betalingen af enhver bøde – begrænsning af adgangen til at anlægge sag – tilsidesættelse af de grundlæggende principper om legalitet og retten til forsvar

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 52, stk. 1)

3.      Konkurrence – administrativ procedure – delvis annullation af en oprindelig afgørelse, der er begrænset alene til bødebeløbet – vedtagelse af en efterfølgende afgørelse, der delvist opretholder den bøde, som sagsøgeren oprindeligt blev pålagt – bedømmelse af forældelsen ud fra datoen for vedtagelsen af den oprindelige afgørelse

[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, og art. 25, stk. 1, litra b)]

4.      Konkurrence – administrativ procedure – forældelse for retsforfølgning – afbrydelse – rækkevidde – frist afbrudt i forhold til alle deltagerne i overtrædelsen – begrebet virksomhed, der har deltaget i overtrædelsen

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25, stk. 3 og 4)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – forældelse for retsforfølgning – begyndelsestidspunkt – samlet og vedvarende overtrædelse – tidspunktet for overtrædelsens ophør – afbrydelse – afgørelse om indrømmelse af en betinget bødefritagelse – rækkevidde

[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25, stk. 3; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 11, litra a)-c)]

6.      Konkurrence – administrativ procedure – forældelse for retsforfølgning – begyndelsestidspunkt – samlet og vedvarende overtrædelse – tidspunktet for overtrædelsens ophør – afbrydelse – forpligtelse til at anvende den første begæring om oplysninger som et skridt, der afbryder forældelsen – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25)

7.      Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – tilsvarende krav for argumenter, der fremføres til støtte for et anbringende

(Rettens procesreglement, art. 76)

1.      I forbindelse med et annullationssøgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse på konkurrenceområdet, som Kommissionen har vedtaget efter Rettens annullation af en oprindelig afgørelse, og som ændrer denne sidstnævnte afgørelse ved dels at ændre den konstaterede varighed af overtrædelsesperioden, dels at nedsætte bødebeløbet, har en sagsøger en retlig interesse i at fremsætte et anbringende med henblik på at opnå en delvis annullation af den efterfølgende afgørelse hvad angår det nedsatte bødebeløb, eftersom denne annullation kan tilføre vedkommende en fordel.

I denne forbindelse forholder det sig for det første således, at eftersom Kommissionen ved at ændre varigheden af den overtrædelse, som sagsøgeren oprindeligt blev foreholdt, i den efterfølgende afgørelse har fastsat en ny dato, fra hvilken den i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003 fastsatte forældelsesfrist begynder at løbe, er det med urette, at denne har kritiseret sagsøgeren for til støtte for sit annullationssøgsmål at fremsætte et anbringende om tilsidesættelse af den nævnte artikel, når sagsøgeren ikke fremsatte det for Retten i forbindelse med et forudgående søgsmål.

Det gælder for det andet, at såfremt Retten gav medhold i søgsmålet på grundlag af et anbringende om tilsidesættelse af forældelsesfristen, ville den efterfølgende afgørelse – eftersom dette anbringende udelukkende er rettet mod en artikel i denne afgørelse, der pålægger det nye bødebeløb – udelukkende blive delvist annulleret, i det omfang den fastsætter den nye bøde, der pålægges sagsøgeren i den oprindelige beslutning, og ikke i det omfang den fastsætter den nye overtrædelsesperiode, som foreholdes sagsøgeren, og på baggrund af hvilken periode forældelsen af Kommissionens beføjelse til at pålægge en bøde skal bedømmes. Med henblik på at vurdere, hvorvidt anbringendet om tilsidesættelse af forældelsesfristen kan antages til realitetsbehandling, kan det som følge heraf ikke antages, at en på dette anbringende støttet dom om delvis annullation af den efterfølgende afgørelse ville bevirke, at det sagsøgeren i den oprindelige beslutning pålagte bødebeløb ville genopstå, når der henses til Kommissionens forpligtelse til i overensstemmelse med artikel 266 TEUF at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger, navnlig hvad angår dens beføjelse til at pålægge sagsøgeren en bøde ud fra den nye overtrædelsesperiode

(jf. præmis 46 og 48)

2.      En skrivelse, som en sagsøger har tilsendt Kommissionen for at meddele denne, at sagsøgeren er økonomisk eneansvarlig for betalingen af enhver bøde, som vedkommende kunne blive pålagt for den omhandlede overtrædelse, kan ikke fortolkes således, at sagsøgeren har afstået fra at påberåbe sig bestemmelsen i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003 med hensyn til en eventuel forældelse af Kommissionens beføjelse til at pålægge vedkommende en sådan bøde, navnlig ikke da det udelukkende fremgår af ordlyden af den nævnte skrivelse, at sagsøgeren har accepteret at bære eneansvaret for at betale en eventuel, af Kommissionen pålagt bøde.

Selv om en virksomheds udtrykkelige eller stiltiende erkendelse af faktiske eller retlige omstændigheder under den administrative procedure for Kommissionen kan tjene som yderligere bevismiddel ved sagens vurdering, kan den således ikke begrænse selve den adgang til at anlægge sag for Retten, som en fysisk eller juridisk person råder over i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF. En sådan begrænsning er, når der ikke udtrykkeligt er fastsat en hjemmel i denne henseende, i strid med legalitetsprincippet og princippet om retten til forsvar, der er grundlæggende retsprincipper. Det bemærkes i øvrigt, at adgangen til effektive retsmidler og adgangen til en upartisk domstol er sikret i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU har den samme juridiske værdi som traktaterne. Ifølge dette charters artikel 52, stk. 1, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, være fastlagt i lovgivningen.

(jf. præmis 52 og 53)

3.      I forbindelse med vurderingen af forældelsesfristen for retsforfølgning i forhold til bøder forholder det sig således, at når det fremgår af såvel domskonklusionen som begrundelserne for en dom, at Retten alene har annulleret en artikel i en oprindelig beslutning i det omfang Kommissionen deri har fastsat bødens størrelse, og at Retten under ingen omstændigheder har annulleret den nævnte artikel, for så vidt som Kommissionen – på grundlag af bestemmelserne i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 – har besluttet at pålægge en virksomhed og sagsøgeren en bøde med solidarisk hæftelse med vedtagelsen af en efterfølgende afgørelse, hvorved Kommissionen delvist opretholder den sagsøgeren oprindeligt pålagte bøde, kan det ikke lægges til grund, at Kommissionen har vedtaget en ny afgørelse om at pålægge vedkommende en bøde.

Når vedtagelsen af en afgørelse alene har til formål og til følge delvist at opretholde den bøde, som sagsøgeren oprindeligt blev pålagt, med henblik på at vurdere velbegrundetheden af et anbringende om, at der er indtrådt forældelse af Kommissionens beføjelse til at pålægge sagsøgeren en bøde, skal der følgelig tages hensyn til den dato, på hvilken Kommissionen besluttede at pålægge sagsøgeren denne bøde, nemlig datoen for den oprindelige beslutning, og ikke til datoen for en efterfølgende afgørelse, der har til formål at lade sagsøgeren være omfattet af virkningerne af en annullationsdom.

(jf. præmis 76 og 77)

4.      Med hensyn til forældelsen for retsforfølgning på konkurrenceområdet bestemmer Artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1/2003, at afbrydelsen af forældelsesfristen har virkning over for »alle« virksomheder og virksomhedssammenslutninger, der har medvirket ved overtrædelsen.

Det følger i denne forbindelse af bestemmelserne i artikel 25, stk. 3 og 4, i forordning nr. 1/2003, at når en virksomhed har deltaget i overtrædelsen, hvilket vil sige når denne virksomhed er blevet identificeret som sådan i den anfægtede [afgørelse], sker den afbrydelse af forældelsen, der følger af meddelelsen af et skridt til at undersøge eller forfølge overtrædelsen til (mindst) én virksomhed (virksomheden eller en anden), der ligeledes er identificeret som deltager i overtrædelsen, i forhold til virksomheden. De skridt, der afbryder forældelsen, har derfor retsvirkninger erga omnes i forhold til alle de virksomheder, der har deltaget i den omhandlede overtrædelse.

(jf. præmis 81 og 85)

5.      Med hensyn til forældelsen for retsforfølgning på konkurrenceområdet følger det af bestemmelsen i artikel 25, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 1/2003, at Kommissionens skridt, for at afbryde forældelsesfristen som omhandlet i nævnte forordning, navnlig skal tilsigte »at undersøge eller forfølge overtrædelsen

Hvad i denne forbindelse angår den af Kommissionen benyttede politik for bødenedsættelse fremgår det først, at samarbejdsordningen bidrager direkte til den fulde virkning af den politik om forfølgelse af overtrædelser af EU-konkurrencereglerne, som Kommissionen er ansvarlig for. Dernæst giver afgørelsen om at indrømme en ansøger om bødefritagelse en betinget bødefritagelse mulighed for at bekræfte, at den pågældendes ansøgning opfylder grundforudsætningerne for, at vedkommende efter den administrative procedure, på visse betingelser, kan nyde godt af en endelig bødefritagelse. Endelig forpligter denne processuelle stilling – som ansøgeren om bødefritagelse tillægges ved afgørelsen om at indrømme vedkommende en betinget bødefritagelse – den pågældende til, med henblik på at kunne gøre krav på en endelig bødefritagelse, indtil Kommissionens vedtagelse af den endelige afgørelse at iagttage en adfærd, der opfylder de betingelser, der er opstillet i punkt 11, litra a)-c), i meddelelsen om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager. Denne adfærd fra ansøgeren om bødefritagelse er bl.a. karakteriseret ved en forpligtelse til for det første at samarbejde fuldt ud, permanent og effektivt under hele Kommissionens administrative procedure, og til for det andet at forsyne Kommissionen med alt bevismateriale, som ansøgeren er i besiddelse af eller har adgang til med hensyn til den formodede overtrædelse.

Følgelig har en afgørelse om at indrømme en ansøger om bødefritagelse en betinget bødefritagelse, for så vidt som den tillægger denne ansøger en sådan processuel stilling, en grundlæggende karakter med henblik på at gøre det muligt for Kommissionen at undersøge og forfølge den formodede overtrædelse. Det må derfor lægges til grund, at dette af Kommissionen vedtagne processuelle skridt har til formål at undersøge eller forfølge overtrædelsen som omhandlet i artikel 25, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 1/2003 og således kan kvalificeres som et skridt, der afbryder forældelsen.

(jf. præmis 89, 96 og 97)

6.      Med hensyn til forældelsen for retsforfølgning på konkurrenceområdet forholder det sig således, at eftersom kvalificeringen af et tiltag fra Kommissionen som et skridt, der afbryder forældelsen, beror på anvendelsen af normative bestemmelser, der navnlig udspringer af artikel 25 i forordning nr. 1/2003, således som fortolket i sidste instans af Unionens retsinstanser, kan Kommissionens hidtidige praksis ikke forhindre den i, under kontrol af Unionens retsinstanser, at anvende andre typer af skridt, der afbryder forældelsen, end den første begæring om oplysninger.

(jf. præmis 100)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 101 og 102)