RETTENS DOM (Anden Afdeling)
30. november 2022 (*)
»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver tilbehør til en trådløs fjernbetjening – ugyldighedsgrund – elementer af et produkts udseende, der alene er bestemt af produktets tekniske funktion – artikel 8, stk. 1, og artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 6/2002 – kendsgerninger eller beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt – artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 – begrundelsespligt – artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), i chartret om grundlæggende rettigheder«
I sag T-611/21,
ADS L. Kowalik, B. Włodarczyk s.c., Sosnowiec (Polen), ved advokat M. Oleksyn,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved M. Chylińska og M.J. Ivanauskas, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO:
ESSAtech, Přistoupim (Den Tjekkiske Republik),
har
RETTEN (Anden Afdeling),
sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, V. Tomljenović, og dommerne. I. Nõmm og D. Kukovec (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig M. Zwozdziak-Carbonne,
på grundlag af den skriftlige forhandling
efter retsmødet den 11. juli 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, ADS L. Kowalik, B. Włodarczyk s.c., nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 5. juli 2021 af Tredje Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1070/2020-3) (herefter »den anfægtede afgørelse«).
Sagens baggrund
2 Den 7. december 2017 indgav sagsøgeren en ansøgning om registrering af et EF-design til EUIPO i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1).
3 Det EF-design, der blev søgt registreret, og som er anfægtet i den foreliggende sag, var gengivet fra følgende synsvinkel:
4 De produkter, hvorpå designet skulle anvendes, henhørte under klasse 14.03 i Locarnoarrangementet af 8. oktober 1968 vedrørende oprettelse af en international klassifikation af industrielle design, med senere ændringer, og svarende til følgende beskrivelse: »fjernbetjeninger [trådløs] (tilbehør til -)«.
5 Det anfægtede design blev registreret som EF-design den 7. december 2017 under nr. 4 539 302-0001 og offentliggjort i Registreringstidende for EF-design nr. 2018/044 af 5. marts 2018.
6 Den 20. maj 2019 indgav den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO, ESSAtech, i henhold til artikel 52 i forordning nr. 6/2002 en begæring om, at det anfægtede design skulle erklæres ugyldigt.
7 Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for ugyldighedsbegæringen, var den, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 8, stk. 1 og 2, i forordning nr. 6/2002.
8 Den 6. april 2020 afslog ugyldighedsafdelingen ugyldighedsbegæringen.
9 Den 27. maj 2020 indgav den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO en klage over ugyldighedsafdelingens afgørelse til EUIPO i henhold til artikel 55-60 i forordning nr. 6/2002.
10 Ved den anfægtede afgørelse gav Tredje Appelkammer ved EUIPO medhold i klagen, annullerede ugyldighedsafdelingens afgørelse og erklærede det anfægtede design ugyldigt.
11 I denne forbindelse fremhævede appelkammeret for det første, at det omhandlede produkts tekniske funktion, dvs. en anordning, der er bestemt til at blive placeret på batteriet i en fjernbetjening til batteridrevne apparater, er at gøre det muligt at afbryde strømtilførslen fra batteriet, når dette ikke bliver anvendt. For det andet konstaterede appelkammeret, at elementerne af det omhandlede produkts udseende er følgende: to cirkulære plader i farverne guld og brun, et bånd, der forbinder de to cirkulære plader, og et trykt kredsløbskort på siden af en af pladerne, der består af elektroniske komponenter. For det tredje fandt appelkammeret, at samtlige nævnte elementer udelukkende skyldes det omhandlede produkts tekniske funktion, og at det anfægtede design derfor skulle erklæres ugyldigt i henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.
Parternes påstande
12 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagens behandling ved EUIPO.
13 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Antagelse til realitetsbehandling af de dokumenter, der er fremlagt for første gang for Retten
14 Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten fastslår, at de skærmprint fra et websted, der fremgår af bilag A.4-A.6 til stævningen, kan antages til realitetsbehandling som bevis. Ifølge sagsøgeren beviser disse dokumenter, at der findes alternativer til de produkter, der er omfattet af det omhandlede design, og at den kunstneriske frihed er blevet stærkt begrænset.
15 EUIPO har bestridt, at bilag A.4-A.6 til stævningen kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at de heri indeholdte dokumenter blev fremlagt for første gang for Retten.
16 Det skal fastslås, at dokumenterne i bilag A.4-A.6 til stævningen – som det fremgår af sagsakterne – aldrig blev fremlagt for EUIPO, men blev fremlagt for første gang for Retten.
17 Det fremgår af retspraksis, at henset til ordlyden af artikel 61 i forordning nr. 6/2002 skal Rettens legalitetskontrol af appelkammerets afgørelse foretages med hensyn til de retsspørgsmål, der er blevet fremført for appelkammeret. Det er således ikke Rettens opgave at foretage en ny undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af beviser, der fremlægges for Retten for første gang. Det ville nemlig være i strid med Rettens procesreglementets artikel 188, hvorefter der ikke i de processkrifter, som parterne har indgivet under sagen for Retten, må foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den har foreligget for appelkammeret (jf. i denne retning dom af 23.10.2013, Viejo Valle mod KHIM – Établissements Coquet (Kaffestel med riller), T-566/11 og T-567/11, EU:T:2013:549, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
18 Det følger heraf, at der skal ses bort fra dokumenter, der for første gang er blevet fremlagt for Retten, og at det er ufornødent at undersøge deres beviskraft (jf. i denne retning dom af 18.3.2010, Grupo Promer Mon Graphic mod KHIM – PepsiCo (Gengivelse af et cirkelformet reklameunderlag), T-9/07, EU:T:2010:96, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
19 Følgelig kan de dokumenter, der fremgår af bilag A.4-A.6 til stævningen, ikke tages i betragtning og skal derfor afvises fra realitetsbehandling.
Spørgsmålet om, hvorvidt anbringenderne er velbegrundede
20 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet nærmere bestemt fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, sammenholdt med artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, og tilsidesættelse af artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), sammenholdt med dets artikel 41, stk. 1. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 63, stk. 2, og tilsidesættelse af chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), sammenholdt med dets artikel 41, stk. 1.
21 Det er hensigtsmæssigt at indlede behandlingen af søgsmålet med en analyse af det andet anbringende.
22 Inden for rammerne af det andet anbringende har sagsøgeren kritiseret appelkammeret for ikke at have foretaget en korrekt behandling af de beviser og argumenter, som indgiveren af ugyldighedsbegæringen fremlagde for første gang for appelkammeret, nemlig bilag nr. 1-4 til den skriftlige begrundelse for klagen til det pågældende appelkammer.
23 Ifølge sagsøgeren har appelkammeret for det første i det væsentlige tilsidesat artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 63, stk. 2. Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), sammenholdt med dets artikel 41, stk. 1.
24 EUIPO har anfægtet sagsøgerens argumenter.
25 EUIPO har for det første gjort gældende, at appelkammeret udøvede sin skønsmæssige beføjelse korrekt med henblik på at afgøre, om de beviser, som den anden part i sagen for det, havde fremlagt, kunne antages, idet betingelserne i artikel 27, stk. 4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til forordning 2017/1001 og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1) var opfyldt i det foreliggende tilfælde. For det andet har EUIPO fremhævet, at appelkammeret, for så vidt som sagsøgeren ikke anfægtede, at beviserne kunne antages, ikke var forpligtet til udtrykkeligt at begrunde denne tilladelse.
26 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at indgiveren af ugyldighedsbegæringen inden for rammerne af den klage, der blev indgivet til appelkammeret over ugyldighedsafdelingens afgørelse, indgav en skriftlig begrundelse for sin klag tillige med bilag nr. 1-4. Disse bilag indeholder følgende beviser:
– billeder af cirkulære integrerede kredsløb og hyperlinks til kilderne (bilag nr. 1)
– et hyperlink til en video, der er tilgængelig på webstedet YouTube, og billeder, der viser anvendelsen af produktet (bilag nr. 2)
– billeder af tidligere design og hyperlinks til kilderne (bilag nr. 3)
– en beskrivelse af produktet (bilag nr. 4).
27 Som det fremgår af sagsakterne, og som medgivet af parterne, indeholder bilag nr. 1-4 til den skriftlige begrundelse for klagen til appelkammeret kendsgerninger og beviser, der blev fremlagt for første gang for nævnte appelkammer. I denne begrundelse fremsatte indgiveren af ugyldighedsbegæringen ligeledes en supplerende argumentation herom, som ikke fremgår af ugyldighedsbegæringen.
28 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 bestemmer, at »[u]nder sagsbehandlingen ved [EUIPO] prøver dette ex officio de faktiske omstændigheder«, men at »i sager vedrørende ugyldighed begrænser [EUIPO] sig imidlertid til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og til de af parterne fremsatte anmodninger«. Derudover bestemmer den nævnte forordnings artikel 63, stk. 2, at »[EUIPO] kan se bort fra kendsgerninger eller beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter«.
29 Det følger af ordlyden af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 6/2002, og at det på ingen måde er forbudt for EUIPO at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Gamet mod EUIPO – »Metal-Bud II« Robert Gubała (Dørhåndtag), T-306/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:466, præmis 15; jf. ligeledes analogt dom af 13.3.2007, KHIM mod Kaul, C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 42).
30 Ved at præcisere, at EUIPO i sådanne tilfælde »kan« beslutte at se bort fra sådanne beviser, giver den nævnte bestemmelse EUIPO en vid skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til disse (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Gamet mod EUIPO – »Metal-Bud II« Robert Gubała (Dørhåndtag), T-306/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:466, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
31 Hvad angår appelkammerets udøvelse af sin skønsbeføjelse skal det med henblik på en eventuel hensyntagen til kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for det, bemærkes, at en sådan hensyntagen kan være berettiget, når de betingelser, der er fastsat i artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, er opfyldt.
32 I artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625 foreskrives navnlig følgende:
»I overensstemmelse med artikel 95, stk. 2, i forordning […] 2017/1001 kan appelkammeret acceptere kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for det, såfremt disse kendsgerninger og beviser opfylder følgende krav:
a) De ser umiddelbart ud til at være relevante for sagens udfald, […]
b) [D]e har ikke været forelagt rettidigt af gyldige grunde, navnlig hvis de blot supplerer relevante kendsgerninger og beviser, der allerede var blevet indgivet rettidigt, eller indgives til at bestride konstateringer, der er foretaget eller behandlet i første instans af egen drift i den påklagede afgørelse.«
33 Delegeret forordning 2018/625 finder nemlig anvendelse på EF-designområdet, idet bestemmelserne i denne delegerede forordning vedrørende proceduren for appelkamrene i henhold til artikel 108 i forordning nr. 6/2002 ligeledes finder anvendelse på klager over de afgørelser, der er nævnt i denne forordnings artikel 55 (dom af 24.3.2021, Lego mod EUIPO – Delta Sport Handelskontor (Byggeklods fra et legetøjsbyggesæt), T-515/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:155, præmis 44). Sidstnævnte artikel omhandler bl.a. ugyldighedsafdelingernes afgørelser, som det er tilfældet i den foreliggende sag.
34 Det skal ligeledes bemærkes, at indholdet af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 er identisk med indholdet af artikel 95, stk. 2, i forordning 2017/1001, der udtrykkeligt er omhandlet i artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625.
35 Det følger heraf, at de betingelser, der er fastsat i artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, finder tilsvarende anvendelse på artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002. Appelkammerets mulighed for at tage hensyn til kendsgerninger eller beviser, som er påberåbt eller fremført for første gang for det i henhold til den nævnte forordnings artikel 63, stk. 2, er således reguleret af denne delegerede forordnings artikel 27, stk. 4 (jf. analogt dom af 6.10.2021, Kondyterska korporatsiia »Roshen« mod EUIPO – Krasnyj Octyabr (Gengivelse af en hummer), T-254/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:650, præmis 55 og 56).
36 I overensstemmelse med retspraksis tilkommer det Retten at vurdere, om appelkammeret på effektiv måde har udøvet den vide skønsbeføjelse, der er tillagt det for på en måde, der er begrundet, og som behørigt tager hensyn til alle de relevante omstændigheder, at afgøre, om der var anledning til at tage hensyn til de kendsgerninger og beviser, der var fremlagt for første gang for appelkammeret, med henblik på at træffe den afgørelse, som det skulle træffe. Det tilkommer endvidere Retten at kontrollere, om appelkammeret på passende måde har gjort brug af den skønsbeføjelse, som det er tillagt ved artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 (jf. dom af 5.7.2017, Gamet mod EUIPO – »Metal-Bud II« Robert Gubała (Dørhåndtag), T-306/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:466, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis). Henset til præmis 35 ovenfor skal sidstnævnte bestemmelse anvendes sammenholdt med artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625.
37 Som det fremgår af den retspraksis vedrørende artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, der er nævnt i præmis 30 og 36 ovenfor, skal appelkammeret udøve den skønsbeføjelse, der er omhandlet i den nævnte bestemmelse, med henblik på at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til kendsgerninger og beviser, der er påberåbt eller fremført for første gang for det. Denne forpligtelse følger ligeledes af retspraksis vedrørende artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, hvorefter appelkammeret, såfremt det accepterer og støtter sig på sådanne oplysninger, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 62 nødvendigvis skal begrunde, hvorfor det antager, at betingelserne i denne delegerede forordnings artikel 27, stk. 4, er opfyldt (jf. i denne retning og analogt dom af 30.6.2021, Skyliners mod EUIPO – Sky (SKYLINERS), T-15/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:401, præmis 80).
38 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at appelkammerets forpligtelse til at udøve sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 med henblik på at afgøre – med en begrundelse herfor – om der er anledning til at tage hensyn til kendsgerninger eller beviser, der er påberåbt eller fremført for første gang for det, udspringer af administrationens forpligtelse til at begrunde sine afgørelser.
39 Desuden udgør appelkammerets prøvelse af spørgsmålet om, hvorvidt kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for det, kan antages, et obligatorisk forudgående skridt i appelkammerets eventuelle vurdering af de pågældende oplysninger inden for rammerne af realitetsbehandlingen af den klage, der er indbragt for det.
40 Hvad angår såvel analysen af spørgsmålet om, hvorvidt kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret, kan antages, som afgørelse om realiteten, skal den anfægtede afgørelse dermed opfylde de krav til begrundelsespligten, der bl.a. er fastsat i chartrets artikel 41 med overskriften »Ret til god forvaltning«, og nærmere bestemt i nævnte artikels stk. 1 og stk. 2, litra c), hvilke bestemmelser sagsøgeren ligeledes har hævdet er blevet tilsidesat.
41 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at chartrets artikel 41, stk. 1, bestemmer, at »[e]nhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer«. Artiklens stk. 2, litra c), præciserer, at »[d]enne ret omfatter navnlig […] pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger«.
42 Begrundelsespligten, der ligeledes følger af artikel 62 i forordning nr. 6/2002, har ifølge retspraksis det dobbelte formål dels at gøre det muligt for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels, at Unionens retsinstanser kan efterprøve afgørelsens lovlighed (dom af 16.2.2017, Antrax It mod EUIPO – Vasco Group (Termosifoner til radiatorer), T-828/14 og T-829/14, EU:T:2017:87, præmis 82).
43 Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en afgørelse opfylder disse krav, skal vurderes ikke blot i forhold til afgørelsens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 9.2.2017, Mast-Jägermeiste mod EUIPO (Bægre), T-16/16, EU:T:2017:68, præmis 58).
44 Det skal fremhæves, at begrundelsespligten ligeledes har til formål at forhindre, at der træffes vilkårlige afgørelser. Begrundelsespligten har således en selvdisciplinerende virkning i den forstand, at ophavsmanden, idet vedkommende er forpligtet til at angive grundene til en afgørelse, også er forpligtet til at sikre, at disse grunde er relevante, sammenhængende og tilstrækkeligt præcise.
45 Det følger heraf, at appelkammeret, når det udøver den skønsbeføjelse, som det er tillagt ved artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, er forpligtet til at begrunde sin afgørelse om at antage kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for det, ved bl.a. at angive, om de pågældende oplysninger kan antages på de betingelser, der er fastsat i artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625. Det skal derfor i den foreliggende sag efterprøves, om det berørte appelkammer har opfyldt denne forpligtelse.
46 Selv om appelkammeret i den foreliggende sag ikke udtrykkeligt i den anfægtede afgørelse har fastslået, at de påberåbte kendsgerninger og de beviser, der er fremlagt i bilag 1-4 til den skriftlige begrundelse for klagen til appelkammeret, kunne antages, skal det fastslås, at appelkammeret implicit, men nødvendigvis, har taget hensyn til de nævnte oplysninger For det første er der nemlig ikke alene henvist til flere af de i nævnte bilag fremlagte beviser i fremstillingen af parternes anbringender og argumenter i den anfægtede afgørelses punkt 15, men det kan også af henvisningerne i begrundelsen for den nævnte afgørelse til samtlige de faktiske omstændigheder, argumenter og beviser, der blev fremlagt for det pågældende appelkammer, udledes, at der er taget hensyn hertil. For det andet er både sagsøgeren og EUIPO i deres skriftlige indlæg enige om en sådan antagelse.
47 Det skal imidlertid fastslås, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen oplysninger om grundene til, at appelkammeret antog de kendsgerninger og beviser, som indgiveren af ugyldighedsbegæringen fremlagde for første gang for det.
48 Retten er således ikke i stand til at undersøge, om appelkammeret anvendte artikel 27, stk. 4, i forordning 2018/625, og om de to krav, der er opstillet i denne bestemmelse, var opfyldt, inden de kendsgerninger og beviser, der blev fremlagt for første gang for appelkammeret, blev antaget. Retten kan navnlig ikke efterprøve, om det pågældende appelkammer undersøgte dels den umiddelbare relevans af de nævnte kendsgerninger og beviser for tvisten, dels de eventuelle gyldige grunde til, at de blev fremlagt for sent. Det er derfor umuligt for Retten at få kendskab til begrundelsen for en sådan antagelse og at afgøre, om den anfægtede afgørelse er velbegrundet.
49 Eftersom den anfægtede afgørelse undlader at angive grundene til, at kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret, antages, er det på samme måde umuligt for parterne at få kendskab til grundlaget for denne antagelse med henblik på at forsvare deres rettigheder.
50 Det skal derfor fastslås, at for så vidt som den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel med hensyn til antageligheden af kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret, har appelkammeret ikke overholdt de krav, der følger af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 og af chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), sammenholdt med chartrets artikel 41, stk. 1.
51 Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af EUIPO’s argumenter.
52 For det første skal EUIPO’s argument om, at eftersom sagsøgeren ikke for appelkammeret har anfægtet antagelsen af de kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret, var sidstnævnte ikke forpligtet til udtrykkeligt at begrunde, hvorfor de blev antaget, forkastes.
53 Det fremgår nemlig for det første af retspraksis, at begrundelsen kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte gennem den får kendskab til begrundelsen for, at appelkammerets afgørelse er truffet, og at den kompetente ret råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger (dom af 25.4.2013, Bell & Ross mod KHIM – KIN (Urkasse på et armbåndsur), T-80/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:214, præmis 37). Som fastslået i præmis 48 og 49 ovenfor er dette ikke tilfældet i den foreliggende sag.
54 Som bemærket i præmis 45 ovenfor er appelkammeret, når det udøver den skønsbeføjelse, som det er tillagt ved artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, forpligtet til at begrunde sin afgørelse om at antage kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for det, ved bl.a. at angive, om de nævnte kendsgerninger og beviser kan antages i medfør af de betingelser, der er fastsat i artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625.
55 Det følger heraf, at undersøgelsen af EUIPO’s argument, der er nævnt i præmis 52 ovenfor, skal foretages i lyset af appelkammerets forpligtelse til bl.a. i medfør af de betingelser, der er fastsat i artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, at angive, om kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for det, kan antages.
56 I henhold til artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 er EUIPO’s prøvelse af de faktiske omstændigheder i en ugyldighedssag, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, begrænset til de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og til de af parterne fremsatte anmodninger.
57 Artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 fritager imidlertid ikke et appelkammer fra at undersøge og begrunde, om kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for det pågældende appelkammer, kan antages i henhold til artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, med den begrundelse, at sagsøgeren ikke har bestridt antageligheden af disse kendsgerninger og beviser.
58 I henhold til artikel 27, stk. 2, i delegeret forordning 2018/625 skal appelkammeret nemlig ex officio prøve retlige spørgsmål, som ikke er blevet rejst af parterne, for så vidt som de vedrører væsentlige formforskrifter, eller hvis det er nødvendigt at afklare dem for at sikre en korrekt gennemførelse af forordning 6/2002 under hensyntagen til de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter (jf. i denne retning analogt dom af 10.6.2020, L. Oliva Torras mod EUIPO – Mecánica del Frío (Koblinger til køretøjer), T-100/19, EU:T:2020:255, præmis 70-72, og af 13.10.2021, Škoda Investment mod EUIPO – Škoda Auto (Gengivelse af en figur bestående af en pil med en vinge), T-712/20, EU:T:2021:700, præmis 24).
59 I det foreliggende tilfælde er spørgsmålet om, hvorvidt de kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret, kan antages i henhold til artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, et spørgsmål, der vedrører den korrekte anvendelse af forordning nr. 6/2002 under hensyntagen til de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter som omhandlet i nævnte artikels stk. 2. Det pågældende appelkammer skal derfor ex officio prøve dette spørgsmål og begrunde sit svar.
60 I modsætning til, hvad EUIPO har gjort gældende, er antagelsen af kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret i henhold til artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, og begrundelsen herfor i den anfægtede afgørelse derfor ikke unddraget det nævnte appelkammers prøvelse alene af den grund, at sagsøgeren ikke har anfægtet en sådan antagelse under sagen for appelkammeret.
61 For det tredje bestyrkes denne konklusion af det formål, der forfølges med artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625.
62 Artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625 har nemlig bl.a. til formål at sikre, at sagerne for EUIPO forløber tilfredsstillende og effektivt, ved at tilskynde parterne til at overholde de frister, som er pålagt dem (jf. i denne retning dom af 19.1.2022, Masterbuilders, Heiermann, Schmidtmann mod EUIPO – Cirillo (POMODORO), T-76/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:16, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
63 Artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625 forfølger således et mål af almen interesse. Under disse omstændigheder og henset til, at denne bestemmelse ikke er begrænset til alene at beskytte de pågældende parters interesser, kan sidstnævnte ikke råde over undersøgelsen af, om reglerne om antageligheden af beviser er overholdt.
64 For så vidt som EUIPO’s argument, der er nævnt i præmis 52 ovenfor, lader indholdet af begrundelsen for den anfægtede afgørelse i forhold til prøvelsen i henhold til artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625 afhænge af, om antagelsen af de kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret, er blevet anfægtet eller ej under sagen for appelkammeret, tillægger dette argument parterne beføjelse til at kræve, at det undersøges, om reglerne om antageligheden af beviser i henhold til denne bestemmelse er overholdt. Appelkammerets forpligtelse til at overholde loven, bl.a. i forbindelse med prøvelsen af, om beviserne kan antages i henhold til de lovgivningsmæssige krav og begrundelsespligten, kan imidlertid ikke bero på, om parterne anmoder appelkammeret om at udøve en sådan kontrol.
65 For det fjerde bemærkes, at som det fremgår af retspraksis vedrørende artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, tilkommer det den part, der fremlægger beviserne, at give en begrundelse for, hvorfor disse beviser fremlægges på dette tidspunkt i sagen, og godtgøre, hvorfor fremlæggelsen ikke var mulig under behandlingen af sagen for annullationsafdelingen (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, Kondyterska korporatsiia »Roshen« mod EUIPO – Krasnyj Octyabr (Gengivelse af en hummer), T-254/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:650, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
66 Med det argument, der er anført i præmis 52 ovenfor, forsøger EUIPO at rejse tvivl om den fordeling af bevisbyrden, der er defineret i den retspraksis, der er nævnt i præmis 65 ovenfor, ved at ville lade indholdet af den anfægtede afgørelse afhænge af den undersøgelse, der foretages i henhold til artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, af, om antagelsen af de kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret, er blevet anfægtet eller ej under sagen for appelkammeret. Dette appelkammers forpligtelse til at overholde loven, bl.a. i forbindelse med en prøvelse af, om beviserne kan antages i medfør af de lovgivningsmæssige krav og begrundelsespligten, kan imidlertid ikke bero på, om parterne har anmodet det om at udøve en sådan kontrol.
67 På samme måde indebærer EUIPO’s synspunkt, at parterne i sagen for appelkammeret skal sikre, at sidstnævnte overholder sine proceduremæssige forpligtelser som omhandlet i artikel 27, stk. 2, i delegeret forordning 2018/625, der er bindende, og som skal prøves ex officio.
68 Det skal følgelig fastslås, at appelkammeret – uafhængigt af den omstændighed, at sagsøgeren ikke har anfægtet antageligheden af de kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for første gang for appelkammeret – under alle omstændigheder i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, er forpligtet til at prøve den omhandlede antagelse og redegøre for de grunde, der bevirkede, at det antog de omhandlede kendsgerninger og beviser.
69 For det andet kan EUIPO’s argumenter, der har til formål at godtgøre, at de betingelser, der er fastsat i artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, er opfyldt i det foreliggende tilfælde, heller ikke tiltrædes.
70 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i henhold til fast retspraksis skal begrundelsen for en afgørelse findes i selve afgørelsens tekst, og senere forklaringer afgivet af EUIPO kan ikke tages i betragtning, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, hvilket, da der ikke foreligger uopsættelighed, ikke er tilfældet. Heraf følger, at afgørelsen principielt i sig selv skal være fyldestgørende, og at dens begrundelse ikke kan fremgå af skriftlige eller mundtlige forklaringer, som er afgivet senere, når der allerede er anlagt sag ved Unionens retsinstanser til prøvelse af den pågældende afgørelse (jf. dom af 12.12.2017, Sony Computer Entertainment Europe mod EUIPO – Vieta Audio (Vita), T-35/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:886, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 14.3.2018, Gifi Diffusion mod EUIPO – Crocs (Sko), T-424/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:136, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
71 I den foreliggende sag, hvor der ikke foreligger uopsættelighed, er de særlige omstændigheder, der gør det muligt for EUIPO at afgive efterfølgende forklaringer med henblik på at supplere den anfægtede afgørelses begrundelse, ikke til stede. Under alle omstændigheder kan de i den foreliggende sag afgivne forklaringer ikke anses for at supplere en eksisterende begrundelse, for så vidt som de udgør en helt ny begrundelse.
72 Ifølge retspraksis er begrundelsesmangler desuden i sig selv tilstrækkelige til, at den omtvistede afgørelse bør annulleres (jf. i denne retning dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 78). Det skal således fastslås, at den fejl, som appelkammeret har begået, og som er nævnt i præmis 50 ovenfor, bevirker, at den anfægtede afgørelse skal annulleres.
73 Denne konklusion kan i øvrigt ikke drages i tvivl af den retspraksis, hvorefter en sagsøger ikke har nogen berettiget interesse i at påberåbe sig en tilsidesættelse af begrundelsespligten, i et tilfælde, hvor en annullation af afgørelsen kun kan medføre, at der træffes en ny afgørelse, som er identisk med den annullerede (dom af 29.9.1976, Morello mod Kommissionen, 9/76, EU:C:1976:129, præmis 11, og af 3.12.2003, Audi mod KHIM (TDI), T-16/02, EU:T:2003:327, præmis 97 og 98).
74 For det første kan det nemlig ikke udelukkes, at appelkammerets undersøgelse af betingelserne i artikel 27, stk. 4, i forordning 2018/625 kan medføre, at det ikke antager kendsgerninger eller beviser, der er påberåbt eller fremlagt for første gang for det. Det tilkommer imidlertid ikke Retten at sætte sin vurdering i stedet for EUIPO’s ved bedømmelsen af de omhandlede beviser (jf. i denne retning dom af 28.9.2016, European Food mod EUIPO – Société des produits Nestlé (FITNESS), T-476/15, EU:T:2016:568, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
75 For det andet kan det heller ikke udelukkes, at resultatet af den anfægtede afgørelse kan være anderledes, hvis appelkammeret beslutter ikke at antage kendsgerninger eller beviser, der er påberåbt eller fremlagt for første gang for det. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at EUIPO i svarskriftet har medgivet, at disse omhandlede kendsgerninger og beviser har tjent som støtte for appelkammerets konklusioner vedrørende vurderingen af den nævnte tekniske funktion af elementerne i det omhandlede produkts udseende.
76 Det må følgelig fastslås, at der efter annullationen af den anfægtede afgørelse ikke nødvendigvis skal vedtages en identisk afgørelse.
77 Sagsøgerens andet anbringende skal derfor tages til følge, uden at det er nødvendigt at undersøge sagsøgerens øvrige argumenter til støtte for dette anbringende, heriblandt argumenterne om en tilsidesættelse af artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.
78 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal der gives medhold i søgsmålet, og følgelig skal den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er fornødent at undersøge det første anbringende.
Sagsomkostninger
79 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
80 Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagerne for Retten og for EUIPO.
81 Da EUIPO har tabt sagen, bør det pålægges EUIPO at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med sagen for Retten.
82 Hvad angår omkostningerne i forbindelse med ugyldighedssagen for ugyldighedsafdelingen og sagen for appelkammeret skal det bemærkes, at i henhold til procesreglementets artikel 190, stk. 2, betragtes nødvendige udgifter, som er afholdt af parterne i forbindelse med sagen for appelkammeret, som omkostninger, der kan kræves erstattet. Det forholder sig imidlertid ikke på samme måde med omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sagen for ugyldighedsafdelingen.
83 Det følger heraf, at sagsøgerens påstand om, at EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagerne for ugyldighedsafdelingen og for appelkammeret, alene kan tages til følge for så vidt angår de nødvendige omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret. EUIPO skal følelig betale de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sidstnævnte sag, og de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sagen for Retten.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Afgørelsen truffet den 5. juli 2021 af Tredje Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1070/2020-3) annulleres.
2) EUIPO betaler de omkostninger, der er afholdt såvel i sagen for appelkammeret ved EUIPO som i sagen for Retten.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. november 2022.
Underskrifter