Language of document :

Appel iværksat den 24. november 2022 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 14. september 2022 i sag T-775/20, PB mod Kommissionen

(Sag C-721/22 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved J. Baquero Cruz, B. Araujo Arce og J. Estrada de Solà, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: PB og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

–    Det første og det tredje punkt i domskonklusionen i Den Europæiske Unions Rets dom af 14. september 2022 i sag T-775/20 ophæves.

–    Sagen hjemvises til Retten til afgørelse af sagens realitet med hensyn til annullationssøgsmålet.

–    PB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har Kommissionen fremsat et enkelt annullationsanbringende, som vedrører en retlig fejl.

Kommissionen har anfægtet Rettens konklusion, hvori det i den appellerede doms præmis 65 på grundlag af ræsonnementet i dommens præmis 51-64 blev fastslået, at svigforordningen 1 »således ikke i sig selv kan udgøre det relevante retsgrundlag for vedtagelsen af de administrative foranstaltninger med henblik på tilbagesøgning af de uretmæssigt oppebårne beløb. [...]«.

Retten har begået en retlig fejl, idet svigforordningens artikel 4 og 7 udgør et selvstændigt og tilstrækkeligt præcist grundlag for at vedtage de administrative foranstaltninger med henblik på tilbagesøgning, hvilken ikke er en sanktion.

Retten har endelig i dommens præmis 69 konkluderet, at den samtidige anvendelse af artikel 103 i finansforordningen af 2002 og svigforordningens artikel 4 og 7 ikke gør det muligt at vedtage en foranstaltning i forhold til sagsøgeren i første instans, for så vidt som denne ikke var den direkte støttemodtager med hensyn til udbetalingerne.

Ifølge Kommissionen har Retten begået en retlig fejl, idet svigforordningens artikel 7, sammenholdt med nævnte forordnings artikel 4 og artikel 103 i finansforordningen af 2002, udgør en tilstrækkeligt klar og præcis bestemmelse med henblik på at gøre tilbagesøgningen hos sagsøgeren i første instans mulig, selv om denne ikke var den direkte støttemodtage med hensyn til de pågældende udbetalinger.

____________

1     Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1).