Language of document :

Appel iværksat den 22. september 2023 af Ungarn til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 12. juli 2023 i sag T-491/21, Ungarn mod Kommissionen

(Sag C-587/23 P)

Processprog: ungarsk

Parter

Appellant: Ungarn (ved M.Z. Fehér og G. Koós, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom afsagt den 12. juli 2023 i sag T-491/21 ophæves.

Principalt annulleres Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/988 af 16. juni 2021 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) 1 , for så vidt som denne afgørelse vedrører Ungarn, og hvorved beløbet 1 887 692,57 EUR udelukkes fra EU-finansiering under ELFUL som »Udvikling af landdistrikter – ELFUL – skovbrugsforanstaltninger« vedrørende regnskabsårene 2016-2019, idet der ikke var gennemført hovedkontrol.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med appellen har den ungarske regering anfægtet rækkevidden af det forbud mod dobbeltfinansiering, der er fastsat i artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008. Denne regering har gjort gældende, at Rettens dom er behæftet med en fejl, idet det blev fastslået, at forbuddet skal finde anvendelse, når samme begunstigede for samme areal kan modtage en anden finansiering, som påhviler Unionens budget, og som forfølger samme formål, uafhængigt af om den pågældende finansiering udgør kompensation eller tilskyndelse. Forbuddet angår således reelt udelukkende de situationer, hvor begge typer støtte dækker de samme udgifter. De udgifter, der dækkes af en bestemt støtte, identificeres på grundlag af støttens formål fastlagt i forskriftens tekst, kravene til indrømmelse heraf og bestemmelserne vedrørende støtteberegningen.

Den ungarske regering har gjort gældende, at Rettens dom under påberåbelse af beskyttelse af EU-budgettets økonomiske interesser og princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning tilsigter at udvide forbuddet mod dobbeltfinansiering til ligeledes at omfatte de tilfælde (mulig overlapning af støtte til skovrejsning og grøn omstilling), hvor dette, henset til EU-lovgivers hensigt afspejlet i forskriftens tekst, ikke kan forudses.

____________

1 EUT 2021, L 218, s. 9.