Sag C-457/21 P
Europa-Kommissionen
mod
Storhertugdømmet Luxembourg,
Amazon.com, Inc
og
Amazon EU Sàrl
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. december 2023
»Appel – statsstøtte – artikel 107, stk. 1, TEUF – forudgående skatteafgørelse fra en medlemsstat – støtte, der er erklæret uforenelig med det indre marked – begrebet »fordel« – fastlæggelse af referencerammen – »normal« beskatning i henhold til national ret – armslængdeprincippet – Domstolens efterprøvelse af Rettens fortolkning og anvendelse af national ret«
1. Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne – afvisning – Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviselementer – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt – Kommissionens undersøgelse af, om der foreligger statsstøtte på skatteområdet – afgrænsning af referencerammen i national ret og fortolkning samt anvendelse af de bestemmelser, som den består af – retligt spørgsmål, som kan gøres gældende som led i en appel
(Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)
(jf. præmis 17-23)
2. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – foranstaltning, der tildeler en skattemæssig fordel – forhåndsafgørelse på skatteområdet vedrørende overførselsprisen på en integreret virksomhed – referenceramme for at fastslå, om der foreligger en selektiv fordel – identificering af den fælles eller »normale« skatteordning – hensyntagen alene til national ret på området for direkte beskatning – undersøgelse af den skattemæssige behandling af koncerninterne transaktioner ud fra armslængdeprincippet uafhængigt af, om dette princip er indarbejdet i den nationale ret – forkert fastlæggelse af referencerammen
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 33-50)
3. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – foranstaltning, der tildeler en skattemæssig fordel – forhåndsafgørelse på skatteområdet vedrørende overførselsprisen på en integreret virksomhed – Kommissionens analyse, hvorved det fastslås, at der er indrømmet en selektiv fordel – analyse behæftet med retlige fejl ved fastlæggelse af referencerammen for at undersøge, om der foreligger en selektiv fordel
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 53-58)
Résume
Fra 2006 fortsatte Amazon-koncernen sine forretningsaktiviteter i Europa gennem to selskaber med hjemsted i Storhertugdømmet Luxembourg, nemlig dels Amazon Europe Holding Technologies SCS (herefter »LuxSCS«), dels Amazon EU Sàrl (herefter »LuxOpCo«), et helejet datterselskab af LuxSCS.
I denne sammenhæng opnåede LuxSCS ved forskellige aftaler indgået med Amazon-koncernens amerikanske enheder ret til at udnytte visse intellektuelle ejendomsrettigheder, der i det væsentlige vedrørte den nævnte koncerns teknologi, kundedata og varemærker, og til at underlicensere de omhandlede immaterielle aktiver. LuxSCS indgik i denne forbindelse bl.a. en licensaftale med LuxOpCo som den primære operatør af Amazon-koncernens forretningsaktiviteter i Europa. I henhold til denne aftale forpligtede LuxOpCo sig til en royaltybetaling til LuxSCS til gengæld for anvendelsen af de immaterielle aktiver.
I 2014 gennemførte Amazon-koncernen endnu en omstrukturering, og den kontraktlige aftale mellem LuxSCS og LuxOpCo var ikke længere gældende.
Som forberedelse til omstruktureringen i 2006 udstedte de luxembourgske skattemyndigheder efter anmodning fra Amazon-koncernen en forudgående skatteafgørelse til sidstnævnte (»tax ruling«, herefter »skatteafgørelse«) vedrørende behandlingen af LuxOpCo og LuxSCS med henblik på den luxembourgske selskabsbeskatning. Denne skatteafgørelse bekræftede for det første, at LuxSCS ikke var underlagt luxembourgsk selskabsskat på grund af sin selskabsform, og godkendte for det andet metoden til beregning af størrelsen af den årlige royaltybetaling, som LuxOpCo skulle betale til LuxSCS i henhold til den ovennævnte licensaftale.
Ved afgørelse af 4. oktober 2017 (1) (herefter »den omtvistede afgørelse«) fandt Europa-Kommissionen, at denne skatteafgørelse – såvel som den årlige gennemførelse heraf fra 2006 til 2014 – udgjorde en støtte til Amazon-koncernen, der var uforenelig med det indre marked som omhandlet i artikel 107 TEUF. I denne henseende fandt Kommissionen bl.a., at den metode til beregning af størrelsen af den årlige royalty, som LuxOpCo skulle betale til LuxSCS, som godkendt i skatteafgørelsen, ikke kunne føre til et armslængderesultat. Ifølge Kommissionen var den årlige royalty beregnet ved anvendelse af denne metode for høj, hvilket kunstigt nedsatte LuxOpCos beskatningsgrundlag.
I to annullationssøgsmål anlagt af Storhertugdømmet Luxembourg og Amazon-koncernen til prøvelse af den omtvistede afgørelse annullerede Retten denne afgørelse ved dom af 12. maj 2021 (2), i det væsentlige med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der forelå en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
Den af Kommissionen iværksatte appel blev forkastet af Domstolen, som ved at ændre begrundelsen og i forlængelse af dommen i sag Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen (3) fastslog, at Kommissionen ved i den omtvistede afgørelse at anvende armslængdeprincippet, selv om dette princip ikke var indarbejdet i luxembourgsk skatteret på tidspunktet for vedtagelsen af skatteafgørelsen, havde begået en fejl ved fastlæggelsen af den referenceramme, ud fra hvilken denne skatteafgørelse skulle vurderes, hvilket gjorde hele Kommissionens ræsonnement vedrørende forekomsten af en selektiv fordel fejlbehæftet.
Domstolens bemærkninger
For det første fastslog Domstolen, at de appelanbringender, der anfægtede Rettens fortolkning og anvendelse af armslængdeprincippet til støtte for sin konklusion om, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der forelå en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, kunne antages til realitetsbehandling.
Idet Kommissionen havde inkluderet armslængdeprincippet i den referenceramme, der blev anvendt med henblik på dens undersøgelse af, om der forelå en selektiv fordel, bemærkede Domstolen, at spørgsmålet om, hvorvidt Retten havde foretaget en passende afgrænsning af det relevante referencesystem og, i forlængelse heraf, foretog en korrekt fortolkning og anvendelse af de bestemmelser, som denne består af, var et retsspørgsmål, der kunne efterprøves af Domstolen under en appelsag.
Det følger heraf, at Kommissionens argumenter med henblik på at rejse tvivl om Rettens fortolkning og anvendelse af armslængdeprincippet med henblik på at fastslå, at det referencesystem, der blev anvendt i den omtvistede afgørelse, var fejlagtigt, og at det derfor ikke var godtgjort, at der forelå en fordel for Amazon-koncernen, kunne antages til realitetsbehandling.
Med hensyn til realiteten bemærkede Domstolen for det andet, at armslængdeprincippet på EU-rettens nuværende udviklingstrin kun kan anvendes ved undersøgelsen af foranstaltninger af skattemæssig karakter inden for rammerne af artikel 107, stk. 1, TEUF, hvis det er anerkendt i den pågældende nationale ret og i henhold til de fremgangsmåder, der er fastsat heri. Retten begik derfor en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen generelt kunne anvende armslængdeprincippet i forbindelse med gennemførelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF uden at præcisere, at denne institution forinden var forpligtet til at sikre sig, at dette princip var indarbejdet i den luxembourgske skattelovgivning, og at der udtrykkeligt blev henvist til armslængdeprincippet som sådant.
Ved at anføre, at retningslinjerne fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) havde en »vis praktisk betydning« ved vurderingen af, om armslængdeprincippet var overholdt, selv om disse retningslinjer ikke er bindende for OECD-medlemslandene, begik Retten endnu en retlig fejl, for så vidt som den anså det for godtgjort, at de nævnte retningslinjer fandt anvendelse, uden at efterprøve, om Kommissionen havde sikret sig, at der i den luxembourgsk skatteret udtrykkeligt blev henvist hertil.
Domstolen konkluderede således, at Rettens analyse af betingelsen om, at der skal foreligge en selektiv fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, var retligt fejlagtig, eftersom den var baseret på en fejlagtig fastlæggelse af det relevante referencesystem.
For det tredje besluttede Domstolen ikke desto mindre at forkaste appellen i sin helhed, idet den ændrede begrundelsen.
I denne henseende fastslog Domstolen i første række, at Kommissionen med henblik på at fastslå, at Amazon-koncernen havde opnået en fordel, havde anvendt armslængdeprincippet, som om det var blevet anerkendt som sådant i EU-retten, selv om det fremgår af Fiat-dommen, at der på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke findes et selvstændigt armslængdeprincip, der skal gælde uafhængigt af, om sidstnævnte er blevet indarbejdet i national ret.
I anden række fandt Kommissionen, at den luxembourgske indkomstskattelov af skatteforvaltningen var blevet fortolket således, at den forankrede armslængdeprincippet i luxembourgsk skatteret. Som det fremgår af Fiat-dommen, ville imidlertid kun en indarbejdelse af dette princip som sådant i national ret, der som minimum kræver, at sidstnævnte udtrykkeligt henviser til det nævnte princip, give Kommissionen mulighed for at anvende dette princip i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en selektiv fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Som Kommissionen selv anerkendte, var dette krav imidlertid ikke opfyldt ved vedtagelsen af den omhandlede skatteafgørelse, således at denne institution ikke kunne anvende dette princip med tilbagevirkende kraft i den nævnte afgørelse.
I tredje række bemærkede Domstolen, at Kommissionen ved i den omtvistede afgørelse at anvende OECD’s retningslinjer for koncerninterne afregningspriser uden at have godtgjort, at disse retningslinjer helt eller delvist var blevet udtrykkeligt overtaget i luxembourgsk ret, havde tilsidesat det forbud, der er nævnt i Fiat-dommen, mod ved undersøgelsen af, om der foreligger en selektiv skattefordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF og med henblik på at fastslå, hvilken skattebyrde en virksomhed normalt skal bære, at tage hensyn til parametre og regler, der ligger uden for det pågældende nationale skattesystem, såsom disse retningslinjer, medmindre der inden for skattesystemet udtrykkeligt henvises til disse.
Henset til det ovenstående konkluderede Domstolen, at det var med rette, at Retten fastslog, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der forelå en fordel for Amazon-koncernen som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og den annullerede følgelig den omtvistede afgørelse. Domstolen forkastede således den af Kommissionen iværksatte appel i sin helhed.