RETTENS DOM (Appelafdelingen)
12. juli 2012
Sag T-308/10 P
Europa-Kommissionen
mod
Fotios Nanopoulos
»Appel – personalesag – tjenestemænd – bistandspligt – vedtægtens artikel 24 – ansvar uden for kontraktforhold – vedtægtens artikel 90 og 91 – fremsættelse af erstatningspåstand inden for en rimelig frist – svarfrist – indledning af en disciplinærsag – kriterium om »tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse« – læk af personlige oplysninger til pressen – manglende tildeling af opgaver svarende til en tjenestemands lønklasse – erstatningens størrelse«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Første Afdeling) den 11. maj 2010 i sag F-30/08, Nanopoulos mod Kommissionen, Sml. Pers., EU:F:2010:43, med påstand dels om ophævelse af denne dom, dels om fastsættelse af erstatningens nøjagtige størrelse i tilfælde af, at dommen ikke ophæves.
Udfald: Appellen forkastes. Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Fotios Nanopoulos’ omkostninger i forbindelse med appelsagen.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – selvstændigt i forhold til annullationssøgsmål – grænser – erstatningssøgsmål, der søger at omgå afvisningen af et annullationssøgsmål
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forsinkelse med hensyn til at træffe afgørelse vedrørende administrationens bistandspligt – ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, 90 og 91)
3. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – rækkevidde – forsinkelse med hensyn til at træffe afgørelse – tjenstlig fejl, som administrationen kan drages til ansvar for
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, 90 og 91)
4. Tjenestemænd – søgsmål – frister – erstatningskrav fremsat over for en institution – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier
(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)
5. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forberedende akt – indledning af en disciplinærsag – afvisning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
6. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – påstand om erstatning for den skade, der er forvoldt ved en afgørelse om at indlede en disciplinærsag – spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling afhængig af overholdelsen af den forudgående administrative procedure
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
7. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning og retten til forsvar – rækkevidde
(Art. 6, stk. 2, EU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1)
8. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærforfølgning – indledning af en disciplinærsag – tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodningen – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 86, stk. 2)
9. Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – Personalerettens anvendelse af en implicit begrundelse – lovlig – betingelser
(Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)
10. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – erstatning for den skade, som en tjenestemand eller en anden ansat har lidt – administrationens omsorgspligt – rækkevidde
(Art. 235 EF, 236 EF og art. 288, stk. 2, EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
11. Tjenestemænd – udøvelse af tjenesten – faglig hæderlighed – alvorlige beskyldninger – administrationens bistandspligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24 og 90)
12. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – tjenestemandens mulighed for at skride ind over for skadevolderen ved en national ret inden administrationens svar på hans ansøgning om bistand – nødvendigt for tjenestemanden sammen med administrationen at definere følgerne i forhold til udøvelsen af hans tavshedspligt
(Tjenestemandsvedtægten, art. 17, 24 og 91)
13. Tjenestemænd – disciplinærordning – indledning af disciplinærsag – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, punkt IV)
14. Tjenestemænd – disciplinærordning – pligt til at foretage en undersøgelse, inden en disciplinærsag indledes – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
15. Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – kriterier anvendt af Personaleretten ved fastsættelsen af erstatningsbeløbet – Rettens kontrol
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 61 og 62)
Henvisning til:
Retten: 28. juni 1996, sag T-500/93, Y mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 335, og II, s. 977, præmis 64; 28. maj 1997, sag T-59/96, Burban mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 331, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis; 17. december 2003, sag T-324/02, McAuley mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 337, og II, s. 1657, præmis 91
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 63)
3. Den omstændighed, at der er forsinkelse med hensyn til at træffe en eksplicit afgørelse, udgør ikke i sig selv en retsakt, der kan annulleres, men udgør en adfærd fra administrationens side, der alt efter omstændighederne i den konkrete sag kan påføre den berørte part en ikke-økonomisk skade og indebære, at institutionen ifalder erstatningsansvar. Den dato, på hvilken en afgørelse træffes, er ikke et underordnet element i forhold til denne, og den kan have en afgørende betydning for den tjenestemand, der ansøger om bistand.
Heraf følger, at et erstatningskrav, selv når der foreligger en udtrykkelig afgørelse, der besvarer en ansøgning om bistand i medfør af vedtægtens artikel 24, og denne afgørelse ikke er blevet påklaget inden for den frist, der følger af vedtægtens artikel 90 og 91, kan fremsættes i det omfang, hvor det – uafhængigt af den afgørelse, der er blevet truffet – hviler på administrationens angivelige fejlagtige adfærd, der består i dens forsinkelse i forbindelse med at træffe den nævnte afgørelse.
(jf. præmis 67 og 68)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 75-77)
Henvisning til:
Retten: 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 65 og 66; 5. oktober 2004, sag T-45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 59; 14. december 2011, sag T-433/10, Allen m.fl. mod Kommissionen, præmis 26
5. Ansættelsesmyndighedens afgørelse om at indlede en disciplinærsag er kun en forberedende procedurefase. Den foregriber ikke administrationens endelige stillingtagen og kan derfor ikke anses for at være en bebyrdende retsakt som omhandlet i vedtægtens artikel 91. Den kan følgelig kun angribes accessorisk inden for rammerne af et søgsmål til prøvelse af en disciplinær afgørelse, som er bebyrdende for den pågældende tjenestemand.
(jf. præmis 85)
Henvisning til:
Retten: 8. juli 2008, sag T-48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. II, s. 1585, præmis 340
6. Om end afgørelsen om at indlede disciplinærforfølgning i sig selv ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, er den derimod i stand til at ligge til grund for et ansvar uden for kontrakt for institutionen, når der er truffet en afgørelse om at afslutte disciplinærsagen.
Når en disciplinærsag er blevet indledt på uretmæssig vis, kan den tjenestemand, som sagen er rettet imod, således påføres en skade, der er af en sådan art, at denne tjenestemand, når den nævnte sag bliver afsluttet, i forbindelse med et erstatningssøgsmål kan have en interesse i at gøre gældende, at indledningen af denne disciplinærsag eventuelt var ulovlig.
Tjenestemanden skal dog for at opnå erstatning for skade forvoldt af en beslutning om at indlede disciplinærforfølgning, forinden overholde den administrative procedure i to faser, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91.
(jf. præmis 86 og 96)
7. Princippet om uskyldsformodning er en del af de grundlæggende rettigheder, som fremgår af artikel 6, stk. 2, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og af artikel 48, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der tildeles enkeltpersoner, og hvis overholdelse sikres af Unionens retsinstanser.
Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis regulerer EMRK’s artikel 6, stk. 2, en strafferetlig sag, uanset forfølgningens resultat, og ikke alene undersøgelsen af, om der er grundlag for anklagen. Denne bestemmelse sikrer, at en person ikke bliver betegnet eller behandlet som skyldig i en lovovertrædelse, før hans skyld er blevet godtgjort af en domstol. Bestemmelsen kræver derfor navnlig, at medlemmerne af en domstol ved varetagelsen af deres opgaver ikke tager udgangspunkt i en forudfattet mening om, at den tiltalte har begået det strafbare forhold, som han/hun er anklaget for. Uskyldsformodningen tilsidesættes af udtalelser eller afgørelser, som afspejler følelsen af, at personen er skyldig, og som opfordrer offentligheden til at tro på vedkommendes skyld, eller som foregriber den kompetente rets vurdering af forholdene.
Selv om uskyldsformodningen i henhold til artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention således er et af kendetegnene ved en retfærdig rettergang i henhold til artikel 6, stk. 1, i den pågældende konventionen, omfatter den ikke alene en processuel garanti i kriminalsager, eftersom dens rækkevidde er mere omfattende og kræver, at ingen repræsentant for staten erklærer en person skyldig i en lovovertrædelse, før en ret har kendt ham skyldig. En tilsidesættelse af uskyldsformodningen kan nemlig ikke alene hidrøre fra en dommer eller en domstol, men også fra andre offentlige myndigheder.
(jf. præmis 90-92)
Henvisning til:
Retten: 4. oktober 2006, sag T-193/04, Tillack mod Kommissionen, Sml. II, s. 3995, præmis 121; Franchet og Byk mod Kommissionen, præmis 209-211
8. Indledes en disciplinærsag, tilsidesætter dette ikke i sig selv uskyldsformodningen. Afgørelsen om at indlede en disciplinærsag er nemlig fortrolig og meddeles ikke offentligheden. Afgørelse om endeligt at henlægge en sag vil således ikke i sig selv give den tjenestemand, som denne sag er rettet imod, en interesse i at påberåbe sig den nævnte afgørelse i forbindelse med en erstatningssag.
(jf. præmis 93 og 94)
Henvisning til:
Retten: 18. december 1997, sag T-12/94, Daffix mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 453, og II, s. 1197, præmis 76; 9. juli 2002, sag T-21/01, Zavvos mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 101, og II, s. 483, præmis 341; 13. marts 2003, sag T-166/02, Pessoa e Costa mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 89, og II, s. 471, præmis 55 og 56
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 97)
Henvisning til:
Domstolen: 20. maj 2010, sag C-583/08 P, Gogos mod Kommissionen, Sml. I, s. 4469, præmis 30
10. Tvister i personalesager i henhold til artikel 236 EF og vedtægtens artikel 90 og 91, herunder de tvister, som vedrører erstatning for en skade, der er forvoldt en tjenestemand eller en ansat, følger regler, der er særlige og specielle i forhold til de regler, der følger af de almindelige principper vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold inden for rammerne af artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF. Det følger nemlig bl.a. af vedtægten, at en tjenestemand eller en ansat i Unionen i modsætning til enhver anden borger er bundet til den institution, han tilhører, af en ansættelsesretlig forbindelse, som indebærer en ligevægt af specifikke gensidige rettigheder og pligter, som afspejles i institutionens omsorgspligt i forhold til den pågældende. Denne ligevægt har i det væsentlige til formål at bevare det tillidsforhold, som skal bestå mellem institutionerne og deres tjenestemænd med henblik på at sikre borgerne, at de opgaver af almen interesse, som skal varetages af institutionen, udføres korrekt. Det følger heraf, at når Unionen handler som arbejdsgiver, er den underlagt et skærpet ansvar, der kommer til udtryk ved en pligt til at erstatte den skade, som personalet måtte lide som følge af de ulovligheder, Unionen måtte begå i sin egenskab af arbejdsgiver.
(jf. præmis 103)
Henvisning til:
Retten: 16. december 2010, sag T-143/09 P, Kommissionen mod Petrilli, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis
11. Når administrationen modtager en ansøgning om bistand, råder denne over et vidt skøn ved valget af foranstaltninger og midler ved anvendelsen af vedtægtens artikel 24. Den skal i tilfælde af alvorlige og uberettigede beskyldninger vedrørende en tjenestemands faglige hæderlighed ved udøvelsen af sin tjeneste afvise beskyldningerne og tage alle fornødne skridt til at genoprette den berørte parts skadede omdømme. Administrationen skal navnlig skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene kræver det.
Eftersom fristen for at afgive svar i medfør af vedtægtens artikel 90 alene har til formål at undgå, at en manglende reaktion fra administrationens side bliver en hindring for klagemuligheder, men den ikke udgør en frist for at afgive svar, der inden for rammerne af en ansøgning om bistand indgivet i medfør af vedtægtens artikel 24 i sig selv burde betragtes som rimelig, skal administrationens omsorg og hurtighed vurderes fra sag til sag afhængigt af de konkrete omstændigheder.
I det tilfælde, hvor en tjenestemands ansøgning om bistand sker efter en offentliggørelse af artikler, der vedrører den pågældende, udgør den risiko for forældelse, der er forbundet med de korte søgsmålsfrister for pressekrænkelser i visse medlemsstater, ikke et kriterium, der gør det muligt at vurdere, om administrationen har besvaret denne ansøgning med den nødvendige hurtighed og omsorg. Da administrationen imidlertid råder over et vidt skøn med hensyn til valget af, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at efterkomme en ansøgning i medfør af vedtægtens artikel 24, kan bistanden anses for at være tilstrækkelig, når den f.eks. ydes i form af en pressemeddelelse eller en ret til genmæle fra den administration, der er arbejdsgiver for den tjenestemand, som den offentliggjorte artikel tager sigte på.
(jf. præmis 111, 117, 120 og 121)
Henvisning til:
Retten: 17. marts 1998, sag T-183/95, Carraro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 123, og II, s. 329, præmis 31 og 33; 4. maj 2005, sag T-144/03, Schmit mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 101, og II, s. 465, præmis 97 og 98
12. Mens administrationens svar på en ansøgning om bistand i medfør af vedtægtens artikel 24 afventes, afholdes tjenestemanden, hvis han ønsker det, ikke fra at anlægge sag angående pressekrænkelser ved en national domstol. I henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 2, in fine, påhviler det nemlig tjenestemanden at tage initiativ til at anlægge sag mod de personer, der har forvoldt ham den skade, som han mener at have lidt, og med henblik herpå at drøfte med administrationen, hvorledes han nærmere skulle opfylde den pligt til tilbageholdenhed, som han er pålagt i henhold til vedtægtens artikel 17.
(jf. præmis 122)
Henvisning til:
Retten: 26. oktober 1993, sag T-59/92, Caronna mod Kommissionen, Sml. II, s. 1129, præmis 37; 6. november 1997, sag T-223/95, Ronchi mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 321, og II, s. 879, præmis 60
13. Formålet med en afgørelse om at indlede en disciplinærsag mod en tjenestemand er at give ansættelsesmyndigheden mulighed for at undersøge, om de faktiske forhold, som den berørte tjenestemand kritiseres for, er sande og alvorlige og at høre ham herom i overensstemmelse med vedtægtens artikel 87 med henblik på at danne sig en mening dels om muligheden for at henlægge disciplinærsagen eller at vedtage en disciplinær sanktion mod tjenestemanden, dels i givet fald at tage stilling til behovet for, inden denne sanktion vedtages, at forelægge sagen for Disciplinærrådet i henhold til proceduren i bilag IX til vedtægten.
En sådan afgørelse indebærer nødvendigvis vanskelige betragtninger fra institutionens side i betragtning af afgørelsens alvorlige og uigenkaldelige følger. Institutionen råder i denne henseende over en vid skønsbeføjelse, og domstolskontrollen begrænser sig til en efterprøvelse af den materielle nøjagtighed af de elementer, som administrationen tog i betragtning ved sagens indledning, at der ikke blev begået åbenbare fejl ved vurderingen af de kritiserede faktiske forhold, og at der ikke foreligger magtfordrejning.
For at beskytte den berørte tjenestemands rettigheder påhviler det imidlertid ansættelsesmyndigheden, inden den indleder en disciplinærsag, at råde over tilstrækkeligt præcise og relevante oplysninger.
(jf. præmis 149, 150 og 152)
Henvisning til:
Retten: 15. maj 1997, sag T-273/94, N mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 97, og II, s. 289, præmis 125; 17. maj 2000, sag T-203/98, Tzikis mod Kommissionen, Sml. Pers.. I-A, s. 91, og II, s. 393, præmis 50; Pessoa e Costa mod Kommissionen, præmis 36; 5. oktober 2005, sag T-203/03 P, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 279, og II, s. 1287, præmis 41; Franchet og Byk mod Kommissionen, præmis 352
14. Der er ingen bestemmelse i vedtægten, heller ikke i den beslutning, hvorved Kommissionens undersøgelses- og disciplinærkontor (IDOC) oprettes, der udtrykkeligt pålægger administrationen at foretage en administrativ undersøgelse, inden den indleder en disciplinærsag.
(jf. præmis 151)
15. Når Personaleretten har fastslået, at der er indtrådt et tab, har den enekompetence til inden for rammerne af den nedlagte påstand at fastslå, hvorledes og i hvilket omfang skaden skal erstattes under forudsætning af, at disse – for at Retten skal kunne udøve sin kontrol med Personalerettens domme – er tilstrækkeligt begrundede, ligesom de hvad angår vurderingen af tabet skal angive de kriterier, der er lagt til grund for opgørelsen af erstatningsbeløbet.
(jf. præmis 165)
Henvisning til:
Domstolen: 21. februar 2008, sag C-348/06 P, Kommissionen mod Girardot, Sml. I, s. 833, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis
Retten: 8. september 2009, sag T-404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. II, s. 2841, præmis 241